A pirate's life for me

[Jarniqa Dynithril]

”Det lå i dine ord,” svarede Jarniqa stilfærdigt. Han troede, at hans besætningsmænd kunne overmande hende, men der var hun af en anden overbevisning. Fysisk stærk var hun måske ikke som en mand, men racemæssigt var hun utroligt begavet. Det behøvede hun dog ikke at plapre løs om, som hun langt hellere ville tage dem på sengen med sine evner, hvis det kom dertil. ”Jeg sætter pris på din bekymring, men jeg kan forsikre dig om, at jeg vil klare mig,” sagde hun uden tøven, som han holdt fast i, at hun ville fryse herude og fortryde sit valg. Det var hun dog sikker på, at hun ikke ville. Selv så hun det som den mest funktionelle løsning, indtil hun havde vundet besætningens respekt, for indtil nu kendte de hende jo slet ikke. Når de engang vidste, at de ikke skulle lægge sig ud med hende, kunne hun dele deres store soverum, men ikke før. Indtil da måtte hun lave sine egne forholdsregler. Et par skridt trådte hun tilbage, som han kaldte førstestyrmanden til sig igen. Ikke ønskede hun nemlig at stå i vejen for styringen af skibet. Nu var hun trods alt selv ombord, og derfor var hun selvfølgelig interesseret i, at skibet lå korrekt. Blikket vendte hun mod dækket. Hvor hun ville sove? Hvor var der sikkerhed for mulig regn og blæsten? Hun spejdede omkring, indtil hendes blik faldt på trappen der førte op til det øvre plan med roret, hvor de stod. Tilfredst smilede hun. Det ville være perfekt! ”Under trappen der,” sagde hun og pegede i retningen. ”Det er bedst i læ for vind og vej.” Blikket vendte hun mod kaptajnen igen, hvor hun ud af øjenkrogen kunne se førstestyrmanden. Gad vide om hun og kaptajnen lå i med hinanden for ro og ordens skyld? Måske gjorde de for at sikre hendes tilstedeværelse, eller også gjorde de ikke, fordi hun havde vundet den respekt, som hun selv agtede at vinde.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Denne kvinde var måske fremmede for ham, men hun var heller ikke kendt med hans besætning, og vidste derfor heller ikke, hvad de kunne. Derfor vidste han også, at det ville være dømt til at gå galt på et tidspunkt, dersom hun ellers var omkring dem, hvilket hun jo trods alt også var heroppe. I takt med at hans førstestyrmand atter kom ud, slap han roret, uden at kigge på hende, hvor hele hans opmærksomhed i stedet, måtte ligge på Jarniqa. Han trak denne gang på smilebåndet. "Det vil vi tidsnok finde ud af," sagde han denne gang. Nætterne ude på det åbne hav, kunne i sandhed være iskolde, og dette var på ingen måder noget undtag, så om hun følte, at det var noget, som hun kunne imødekomme, så måtte det jo være hendes sag. Dog måtte han jo sande, at han ikke kunne bruge en del af en besætning, som lå syge.. Men det måtte hun jo så bare selv finde ud af på den hårde måde.
Han så mod trappen, som hun valgte det, som sit bestemmelsessted. Ikke fordi at der ville være særlig meget beskyttelse der for vind og vejr, men hende om det. Han nikkede blot denne gang. "Som du vil," sagde han denne gang. Alvaro dansede nærmest henover dækket, hvor han stoppede op ved trappen til dækket nedenunder. Her beordrede han et tæppe og en pude op. Dette blev hurtigt smidt op til ham, hvor han ellers formåede at gribe det. Han kastede det hen til Jarniqa. "Det bliver en yderst kold affære, min skønne.. Du ved hvor min kahyt er," sagde han denne gang. Maden ville nok også være på trapperne inden længe og efter det, plejede man at krybe til køjs, hvor kun styrmanden og førstestyrmanden aflæssede hinanden ved det store ror.

[Jarniqa Dynithril]

Kaptajnen troede hende ikke. Det var tydeligt for Jarniqa at se! Ikke desto mindre gav det hende bare yderligere motivation til at klare sig. Hun skulle vise ham, hvad hun kunne! Han undervurderede desuden også totalt hendes evner. Hun var halvt mørkelver, og havde tilmed været udsat for noget mørkelvisk tortur. Havde han måske det? Derudover var hun halv magiker med blodet fra den stærkeste magiker, og med træningen fra en hærdet warlock. Til sidst havde hun været vant til et fattigt og barskt liv, så med al det i baghånden, tvivlede hun ikke på, at det nok skulle gå. ”Du skylder mig, når jeg får vist dig, at jeg havde ret,” sagde hun alligevel selvsikkert og med et smil på læben. Sikkert fulgte hun med ham over til det sted, som hun havde planlagt som sin soveplads. Selv kiggede hun også noget mere optimistisk på stedet, end hvad han gjorde, som hun rent faktisk havde tiltro til det. Puden og tæppet greb hun behændigt om, som han kastede det videre til hende. Sengetøjet var ikke just af Acheron-kvalitet, men det var mere, end hvad hun havde haft med Damien. Opgivende måtte hun himle med øjnene, som han igen insinuerede, at hun altid kunne komme til ham og dele hans seng og kropsvarme. ”Og jeg tror, at du vil få bedre held med at ovetale en af dine besætningsmænd, end mig,” afviste hun ham roligt. Ufatteligt trængende måtte kaptajnen uden tvivl være, og selv havde hun sine tvivl om, at det virkelig var hende der gjorde noget helt særligt for ham. Derfor måtte hun helt undres over, hvorfor han hidtil havde været standhaftig med at holde kvinderne væk fra hans skib. Med det behov, som han havde, og som hans besætningsmænd åbenbart også havde, måtte hun også helt undre sig over, hvorfor de ikke bare havde en fast prositueret om bord. Selv havde hun nemlig ikke fået indtrykket af, at mændene her var spor kræsne.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Mændene ombord, var på ingen måder kræsne, og havde bestemt heller ikke nogen grund til at skulle være det. Nu hvor alt var sagt, så vidste Alvaro jo trods alt, at det ville blive en meget kold affære for hende heroppe på dæk, hvor hun ikke ville ville være særlig beskyttet for vind og vejr.. Og naturligvis ville han da elske, at kunne holde hende i sin egen kahyt under dækket, hvor det i forvejen var varmt og trygt, og hun ikke ville blive våd og alt muligt. "Jeg tror hurtigt du vil blive overrasket," sagde han denne gang. Nætterne var som sagt frygtelig, frygtelig kolde.
Dynen og puden kastede han denne gang direkte hen til hende. Hvis hun ville lægge sig til heroppe, så skulle hun da være velkommen til det. Han var bare i tvivl om hvorvidt om hun ville få sovet i det hele taget. Styrmændene afløste hinanden på skift. Det var koldt, og vandet om natten kunne meget hurtigt være slem. "Jeg har nu altid været glad for en udfordring," kommenterede han denne gang med et tydeligt tilfredst smil på læben. Her søgte han hen til trappen, hvor han stoppede op igen. Maden ville være på trapperne. Man kunne dufte det. Selvom det måske duftede udmærket, var det bestemt ikke ensbetydende med at det ville forekomme på den måde. Tvært imod, så smagte det som regel af helvede til, og det var for at sige det meget mildt. "Maden er klar om lidt.." sagde han denne gang, inden han steg ned af trappen. De andre, var allerede ved at samle sig. Duften var også intens her på dækket. 

[Jarniqa Dynithril]

Denne her gang valgte Jarniqa ikke at svare igen, som kaptajnen holdt fast i, at hun ville fortryde sit valg. Diskussionen var nemlig unødvendig, som de begge var enige om at være uenige. Desuden havde hun selv en god ide med, hvordan hun skulle kunne klare nætterne på dækket. Hvordan hun havde tænkt sig at gøre det, skulle han nok finde ud af før eller siden. En ting var desuden sikkert og det var, at hun ikke bare ville ligge med ham for, at han kunne få sin lyst stillet. ”Dig om det,” sagde hun derfor også blot, som han fortsat ønskede at prøve sig med hende. Selv valgte hun at gå over til trappen, som hun gik ned af, så hun til en start kunne lægge sin pude og sit tæppe ind i hulningen. Stor var pladsen ikke, men hun ville kunne ligge der, og når hun så til siden, ville hun kunne se stjernerne. Hun nikkede let med hovedet, som han sagde, at maden var på trapperne. Hun kunne dufte det. Hvad spiste man mon på et skib? Ifølge rygterne var det vidst langtidsholdbart mad. Ikke det mad, som hun fik på Acheron Landsted, når hun og Theodore satte sig til bords. ”Hvor spiser I henne? Her på dæk?” spurgte hun ham, som hun jo ikke var blevet introduceret for noget der kunne minde om en spisestue. Det smaragdgrønne blik lod hun dernæst også glide rundt. Her kunne hun se, at besætningen var begyndt at samle sig. Opmærksomt betragtede hun sig af deres ydre. Det var langt fra dem alle der var lige kønne. Derudover kunne hun også tydeligt se, at de var arbejdsmænd, frem for adelig som Theodore. Anderledes var det at stå over for en sådan skare, men spændende var det også. Selv forventede hun nemlig, at hun fik oplevet noget nyt her! Det var i hvert fald derfor, at hun var her. Nu måtte hun bare vente og se, om det ville blive let for hende, eller om hun skulle vise klør.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Hurtigt ville Jarniqa nemlig fortryde sit valg, men hende om det. Dette var noget, som hun tidsnok ville lære på den hårde måde, og det var nu bare sådan at det var. Han tog det nu ikke så højtideligt.. Kom hun, så kom hun vel. Selv han så ikke nogen grund til at diskutere det med hende lige nu. Desuden synes det heller ikke, at det var noget ,som hun var særlig interesseret i. "Jeg tror ikke du ved, hvor koldt det kan være heroppe, når nætterne falder på," sagde han denne gang, som han steg ned af trappen, for at komme ned på dækket under. Selvom skuden i sig selv, var stor og prægtig, var der bugnet med varer og andet, som skulle holde længe. Aldrig var det jo til at vide, hvornår de atter ville vende tilbage til land igen.
"Hvor der er plads," meddelte han, hvor han gjorde et let kast med begge arme, hvor han bare fortsatte næsten at danse ned igennem korridoren. Køkkenet var ikke langt derfra. Det var et lille rum, som hvilede mellem hans kahyt, og gangen hvor besætningen sov i deres hængekøjer. Det hele handlede jo udelukkende om at udnytte pladsen, når de havde den. Han vendte sig mod hende. Han håbede at hun var sulten, for sådan forholdt det sig mesteparten af tiden.
Døren ud til køkkenet, slog Alvaro op. Lyden af alverdens stemmer lød allerede her. Alvaro blev taget vel imod af alle de øvrige dele besætningen. Her blev der stukket en tallerken i hans hænder. Rommen var allerede fundet frem, og flere fade var allerede fyldt op. I aften, var der åbenbart en større middag. "Kom ind, kæreste!" kaldte Alvaro, som selv tog en tallerken ud af hånden på et andet besætningsmedlem og rakte til hende. Suppe i aften.. og tilsyneladende en meget tynd med alverdens i. Gad vide hvad man fandt i aften?

[Jarniqa Dynithril]

Hvor mange gange havde kaptajnen efterhånden sagt til hende, at hun ville fryse oppe på dækket? Mange! Det stoppede ikke, om Jarniqa forsøgte at lukke samtalen eller ej. Selv gav det hende lyst til at sukke opgivende, men hvad ville det nytte? Ingenting. Han ville først stoppe, når hun sagde, at hun med glæde ved dele hans kahyt, hans seng og sin krop. Det ville hun dog ikke.. Jovist, at han var en flot mand, men den direkte og upersonlige holdning til hende? Den brød hun sig ikke spor om. Der var hun alligevel kvinden der gerne ville føle sig speciel. Ikke kvinden der bare blev taget, fordi hun var kvinde og ikke grim at se på. ”Lad os se på det i morgen,” affejede hun ham, alt imens hun fulgte med ham under dæk. Tavst fulgte hun med ham. Først hen ad korridoren og så ind i køkkenet. Her fyldte lugten af mad øjeblikkeligt hendes næsebor, og lyden af muntre stemmer hende ører! Sjovt var scenariet uden tvivl med alle disse mænd på denne plads, og så med den stemning der var over rummet. Selv kunne hun ikke undgå at trække på smilet, som kaptajnen helt upåvirket stjal en skål fra en anden og gav den til hende, alt imens han talte, som han nu gjorde. Han var en grænseoverskridende mand, der åbenbart ikke forstod betydningen af et nej, men stadig forekom han hende excentrisk. Med skålen i hånden, valgte hun at glide ned på en ledig plads på en bænk. Her skænkede hun suppen det første ordentlige blik. Tilforladelig så den ud, men … ikke ligeså appetitvækkende, som det kokkene på Acheron Landsted kunne kreere. Hun nippede til suppen. Nej.. Bestemt ikke som Acheron Landsted! Det her var nærmere, hvad hun og Damien havde kunnet finde på at lave, hvis de ikke rigtigt havde mere tilbage. Var det i virkeligheden derfor, at de drak så meget rom her?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Uden tvivl ville Jarniqa komme til at fryse, men det var nu en ting, som hun selv måtte erfare på den hårde måde. Ikke var det fordi at Alvaro havde tænkt sig, at komme hende til undsætning, hvad det angik. Tydeligt var det også, at hun ønskede at finde ud af tingene på egen hånd. "Hvis ikke, så i nat," kommenterede han denne gang, som han let blinkede til hende.
Her på skibet, var det nemlig ham, som bestemte, og det havde han det mere end fint med! Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv, da han tog en tallerken fra en af de andre, og rakte til hende i stedet for. At hun så kom ind og deltog i festlighederne, var noget, som passede ham mere end fint. Han fulgte hende med blikket, som hun skænkede op i sin tallerken og satte sig. At det ikke var noget, som faldt i hendes smag, kom ikke bag på ham. Her rystede han kort på hovedet. Hvad de kunne tilbyde ombord, var ganske vidst ikke ren gourmet, men det mættede.. hvis man drak en masse rom ved siden af! Han skænkede op til sig selv, hvor han placerede sin tallerken ikke langt fra hende, inden han hentede to fade med rom. Hun kunne jo lige så godt få det lært, og gerne med det samme. Han satte sig, inden han rakte det ene fad til hende. "Så smager det bedre," sagde han denne gang. Var man fuld nok, så smagte alt jo himmelsk! Og nu var han jo i forvejen temmelig godt ved den. Han hævede sit eget. "Skål!" endte han med en højere stemme, hvor andre glædeligt deltog, og hævede deres egen. Alvaro tog en ordentlig slurk, inden han vendte sig mod sit måltid. Her spiste han med største tilfredshed. Hans smagsløg var jo lammet i forvejen.

[Jarniqa Dynithril]

Som kaptajnen igen igen insinuerede, at hun ville fryse, og måske komme til ham allerede i nat, måtte Jarniqa endelig rulle med øjnene af ham. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Det var som at diskutere med et barn! ..Eller nærmere en dør. Det føltes nemlig ikke som om, at ét af hendes ord blev hørt. Den samtale ville dog forhåbentligt blive lagt lidt til siden, som de nu skulle til at indtage middagen. Så kunne snakken vel godt gå om noget andet? Der måtte vel også være andre ting på besætningens læber end … seksuelle udfoldelser. Suppen smagte hun på, og synd var det at sige, at det var med den største fornøjelse. Det var det nemlig på ingen måde.. Lidt forvent var hun måske også blevet på de senere år? Man levede alligevel noget bedre, når man boede på et slot eller et landsted. Kaptajnens ord omkring, at rommen ville gøre det hele bedre, betvivlede hun desværre ikke. Selv vidste hun, hvad alkohol kunne gøre, og desværre var denne mad ikke særligt appetitlig. Skulle det virkelig have den betydning, at hun skulle nå op på kaptajnens drikkeniveau? Drak han mon nogensinde andet end rom? ”Der vil jeg ikke betvivle dig,” måtte hun alligevel give ham ret, alt imens hun smilede skævt. Som hun skulle til at deltage i skålen, syntes mange af de andre besætningsmænd at komme hende i forkøbet. Hun nåede nemlig kun at hæve sit krus, inden hun fik et godt puf i siden, som hendes sidemand yderst entusiastisk deltog i skålen. Derfor skvulpede noget af hendes rom også over. Gad vide, hvor meget rom de egentligt havde på lager? Det skulle snart ikke undre hende, hvis de havde mere rom, end hvad de havde af mad her. Hun tog en indånding, inden hun også selv måtte tage en slurk af rommen. Igen måtte hun være den eneste der bare skar den mindste grimasse. De andre syntes at slubre det i sig med den allerstørste velbehag!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Sagen om hvorvidt Jarniqa søgte til ham i nat, lod Alvaro ligge for nu. Han var nu temmelig sikker. At være oppe på dækket når natten faldt på, var nemlig en ekstrem kold affære, som man desværre ikke bare løste ved at lægge sig under et tyndt tæppe. Men hvad.. hun ville jo lære det på den hårde måde. Hans blik faldt på hendes skikkelse, som han tog pladsen ved siden af hende. Hans smagsløg havde været ødelagte i frygtelig mange år. Dels på grund af den rædselsfulde mad, som de spiste ombord, men også fordi at han havde det indtag af sprut og alkohol, som han nu havde. Ikke fordi at han skammede sig over det.. Det var oprigtigt det sidste, som han gjorde.
Skålen deltog folk mere end glædeligt i, som de jo faktisk var en social gruppe her ombord. Det var noget af det, som særligt Alvaro godt kunne lide. Dem som tog del i arbejdet, var der nemlig plads til, og det var også sådan, at tingene skulle forblive. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det. Han tog en ordentlig slurk selv. Folk møvede og skubbede til hinanden, for at komme til maden, og samtidig om at få plads at sidde på. Langt de fleste ønskede jo at sidde i deres kaptajns selskab. Alvaro grinte muntert. Hernede ved middagen, var han som alle andre.. Her var der ikke nogen ordre eller kommandoer som skulle gives. "Velkommen til livet ombord, kæreste," meddelte Alvaro denne gang, inden han tog mere for sig af suppen. Hertil også med et fiskeøje.. De spiste trods alt, hvad de fik fat i, og fisk.. Det fik de jo rigtig meget af. Bare ikke på den fine måde. Inden længe var hans tallerken tom. Folk snakkede om skatte og gamle eventyr, som de havde været på.. Det var mange, også under Alvaros kommando.

[Jarniqa Dynithril]

Højrystede var de mange besætningsmænd, og et sted kunne Jarniqa ikke undgå at smile over det. De virkede frie og glade. Det var også sådan, at det burde være. Interessant var det desuden også at være i en helt anden stemning, end hvad der var på Acheron Landsted. Her larmede man, grinte og slog i bordet, hvor stemningen på Acheron Landsted var langt mere formel. Der var der normaltonet snak ved bordet, og man sad pænt med sit service og spiste. Det var en sjov og tydelig mærkbar ændring! Derfor var det også med et smil på læben, at hun vendte blikket mod Alvaro, der ønskede hende velkommen. ”Livet ombord virker som et godt liv,” sagde hun glad og komplimenterende. Det virkede jo som om, at besætningen havde det godt her! De var i hvert fald ved godt mod lige nu. Om det ændrede sig jo længere ud på havet de kom, måtte hun jo bare vente og se. Selv var hun i hvert fald spændt på det hele! Hun var klar på nye eventyr! Næsen måtte hun dog rynke på, idet Alvaro spiste et fiskeøje. Okay… Det var ulækkert! Derfra måtte hun se på sin egen suppe med lidt større skepsis. Gad vide om det ville være en fordel for hende, hvis hun fangede havmåger til sig selv. Det her var i hvert fald.. Tanken om det fik hende til at tage endnu en tår rom. Rommen var måske ikke hendes bedste ven, men mere appetitlig måtte det synes end suppen. Hun tog igen en lille slurk af suppen. Denne her gang smagte den af lidt mindre, da hendes hals stadig brændte. Var det sådan, at man kom igennem maden her? ”I kan ikke.. stege maden her?” endte hun dog alligevel med at spørge. Ja, livet her virkede godt i form af besætningens humør, men maden her var ikke just det bedste.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Glade synes de alle sammen at være, og selvfølgelig var det også en fordel. Det var nemlig meningen, at de alle sammen, skulle være glade for det arbejde, som de udførte. Det var i hvert fald Alvaros mål med alt dette, så det alene, var heller ikke noget, som han lagde skjul på, når det endelig skulle være. Han smilede et tydeligt charmerende smil. "Aye.. Alle ombord, ønsker at være ombord," sagde han denne gang.
Et kort smil passerede hans læber. De andre brød ud i sang og glæde. Sammenholdet ombord, var uden tvivl til stede, og Alvaro gav dem også plads. Vigtigt var det nemlig for ham, at de alle sammen følte sig vel. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. Han rystede kort på hovedet, inden han fik tømt sin tallerken, og halve sit fad. Her ombord, var der nemlig intet, der mindede om små glas, hvor det derimod kun var de store, som de havde til rådighed, og særligt, når det var på denne her måde.
Han rystede på hovedet. Hvad skulle de stege på? Starte et bål ombord på skuden? "Det er ikke holdbart nok," sagde han denne gang. Han ville nødigt ende med at sulte hans besætning. Desuden var dette hans liv. Han ønskede at ivaretage det i den forstand, at det nu var ham overhovedet muligt, og det var det mål, som han nu også satte sig i en situation som denne. "Du tager det overraskende pænt. Taget i betragtning, at det er din første tur ud på det åbne hav," fortalte han denne gang. Han hævede sit fad.. Kun for hurtigt at få skænket op igen. Han tog en ordentlig slurk. Her ombord, var han stort set altid godt ved den.. Rom var noget af det eneste de kunne drikke.

[Jarniqa Dynithril]

Glæden ombord var uden tvivl til at tage at føle på, og Jarniqa nød det! Hun nød ideen om, at alle ønskede at være her, og at de alle selv havde valgt det. Selv nød jo ikke vitterligt at bo på Acheron Landsted.. Den eneste grund til, at hun ønskede at bo der var, at Theodore boede der. Hvis han ikke var der, var der heller ingen grund til, at hun var der. Svært var det dog også at sige, om hun overhovedet ville kunne finde et andet lille hus med Theodore, og så være lykkelig der, da de trods alt ikke havde det forhold til hinanden, som hun og Lucifer havde haft. Om det overhovedet var så skidt igen, var hun dog i tvivl om, da hun alligevel var nået frem til, at Theodore måtte være bedre for hende, end hvad Lucifer havde været. ”Det er fantastisk.. Sådan burde det være alle steder,” endte hun med at sige med et lille smil. Selv ville hun ønske, at hun selv altid havde det således. Det var vel også, hvad hun savnede i sit liv? Dog måtte dette opfylde hendes nuværende behov. Hun var ombord på The Cursed Baron, fordi hun ønskede at være der! Smilet trak hun kun yderligere på, som besætningen begyndte at synge. Den slags skete bestemt ikke på Acheron Landsted! Så skulle det i hvert fald være fordi, at der var blevet bestilt musikere. ”Så suppe altså.. Altid,” endte hun med at konkludere, som kaptajnen sagde, at stegning ikke ville kunne fungere her. Igen smagte hun på suppen, hvorefter hun brændte den dårlige smag væk med alkohollen. Svagt trak hun på skulderen, som han roste hendes måde at tage sejlturen på. ”Jeg klarer mig indtil nu,” sagde hun sandfærdigt. Jovist hun kunne mærke, hvordan det gyngede engang imellem, men indtil videre virkede det ikke så afskrækkende igen. Måske var hun bare den fødte sejle.. eller måske havde hun bare ikke mærket det værste endnu?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Der ville ikke komme noget ud af at have folk i besætningen, som faktisk slet ikke ønskede at være en del af den. Det var jo egentlig så simpelt, som noget overhovedet kunne være. Alle havde de en vigtig position, og hvis man svigtede på den - fordi at man ikke ønskede at være her, gik det udover resten, og det var ingen af dem jo særlig interesseret i. Han vendte sig mod hende. Skulle det da forholde sig anderledes? "Hvorfor skulle det være anderledes? Det fungerer jo ikke," sagde han denne gang.
Sangen brød ud blandt besætningsmedlemmerne, som den typisk gjorde, når maden blev serveret. Det var deres måde at vise kokken deres glæde og deres tilfredshed, hvad det her angik. Maden var de jo alle glade for, selvom det ikke var et kæmpe gourmet-måltid, for det var det jo trods alt også langt fra! Alvaro selv tog en ordentlig slurk af sin rom. Det var og blev det bedste ombord. Det var desværre bare ikke noget af slagsen ,som man kunne leve af, selvom det virkelig kunne have været rart engang imellem. "Ikke altid, kæreste.. Oftest." Det mættede, og så var det jo heller ikke altid til at vide, hvad kokken havde proppet i! Det var jo en overraskelse hver gang. Fisk den ene dag.. urter den anden, og noget helt andet den tredje. Han tømte endnu en gang glasset, som han denne gang satte fra sig. Besætningen begyndte også at blive færdig for nu. Alvaro vendte sig mod disse. "Sørg for at blive klar til natten. Jeg forventer at vores styrmand kan få sin søvn indenfor den næste time." De måtte trods alt afløse hinanden ombord, for at få det hele til at fungere. Han vendte sig mod Jarniqa igen. "Jeg tror aldrig, at jeg fik dit navn.." sagde han endeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa kiggede et øjeblik væk ved hans ord. Tænksomt. Det fungerede ikke, når man ikke var tilfreds med sit lod? Gjaldt det alt eller bare her? Det gjaldt vel over det hele.. Det var jo også derfor, at hun sad her nu. Fordi, at hun skam var glad for Theodore, men samtidig savnede noget mere i sit liv. Et sted gjorde tanken hende trist. Det var længe siden, at hun havde følt sig hjemme. Først måtte hendes tanker falde til Paggeija og Damien.. Dernæst måtte de falde på Lucifer. Det var egentligt de eneste gange, hvor hun havde følt sig hjemme. Skæbnen var godt nok grotesk på det måde. ”..Det har du vel ret i,” endte hun endelig med at sige. Tænk engang, at der kunne komme vise ord fra en eddikefuld pirat.. Da kaptajnen fortalte, at det ikke var altid de fik suppe, kunne hun kun tænke, at han måtte mene, at det var en ud af syv dage, at de måtte få noget andet. Gad vide, hvad det i så fald var? Selv tænkte hun stadig, at det ville have været optimalt, hvis man kunne stege ombord. Havet var trods alt fuld af spiselige fisk! ”Nuvel,” kommenterede hun med et skævt smil. Forhåbentligt ville hun igen kunne vænne sig til den sparsomme mad. Hun havde trods alt før levet af det.. Dog havde hun dengang stadig kunnet anrette et bål. Hun spiste noget mere af sin suppe der ikke længere virkede så forfærdelig, som det den første smagsprøve havde gjort. Stille sad hun selv, som kaptajnen afgav sin besked til hele besætningen. Det var måske også en meget god ide at få sig en smule søvn? Sin skål og sit krus stillede hun på bordet, mens hun rejste sig. De hele begyndte helt at gynge en tand mere. Hun blinkede let med øjnene, inden hun skulle til at vende sig. Hvad hun hed? Det smaragdgrønne blik vendte hun tilbage mod kaptajnen. ”..Emerald,” endte hun med at præsentere sig. De var trods alt pirater. Det kunne måske genkende navnet Jarniqa, og ønske at få indløst dusøren på hende. Efter det valgte hun at forlade spiserummet for at finde sin egen soveplads. Selv gik hun bestemt ikke ligeså lige, som hun før havde gjort. Derudover skulle det også vise sig i løbet af natten, at hun mindst en gang måtte føre hovedet ud over rælingen for at kaste op.

// Out