A pirate's life for me

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro havde frygtelig mange ting, som han kunne berette omkring, og han ville elske at kunne fortælle hende de mange fortællinger, og de mange historier som han havde oplevet ude på havet. Dette var vigtigt for ham. Han var en pirat med stort 'P', men i denne forbindelse, så var der fokus på lidt andre ting, end hvad de havde været hidtil, kunne man sige. Et kort smil passerede hans læber, som han steg op af landbroen. "Så, så, så... hver ting til sin tid," kommenterede han denne gang, hvorefter han atter så mod hende. Næsten som var hun skuffet over, at der ikke var noget dødningehoved? Et kort smil passerede denne gang et smil på hans læber. The Cursed Baron, var i sandhed hans store stolthed.
Fra den forhenværende kaptajn af den stolte skude, havde Alvaro nu alligevel selv valgt at bringe sine egne forandringer til bordet. Hans blik faldt mod hende. "Min kære.. Du har endnu meget at lære om livet på havet," sagde han denne gang. Han vente sig mod roret. Hans egen faste plads ombord på denne skude. Smilet var på ingen måder at tage fejl af. Her førte han igen flasken til læberne, hvor han tog en ordentlig tår. "Se dig omkring!" opfordrede han denne gang. Der ville nok heller ikke tage lang tid, før den resterende besætning ville være tilbage igen og de ville søge videre. Hvilket han så frem til. Han brød sig nemlig ikke om at være på fastlandet. Det havde han ikke gjort igennem rigtig mange år.

[Jarniqa Dynithril]

Hver ting til sin tid. Ville han overhovedet være vågen til den tid? Selv vidste Jarniqa hverken, hvor længe han havde været i gang indtil nu, og hvor længe man normalt holdt, når man var sanseløst beruset. ”Jeg vil nå at høre dem alle!” sagde hun selv tilfredst og smilende. Selv kendte hun intet til livet ude på havet. Hun havde jo aldrig været der. Derudover kendte hun ikke til en pirats oplevelser fra piratens eget øje. At hun derfor også havde meget at lære om livet på havet, vidste hun udmærket godt. Held i uheld var det derfor også, at hun var en ufatteligt nysgerrig person, der kunne lide at grave i dybden med ting. ”Som sagt er min personlige erfaring med livet på havet også eksisterende.. Jeg ved kun, hvad jeg har fået fortalt gennem historier,” sagde hun sandfærdigt. Ærgerligt var det helt, at hun virkelig ikke vidste mere om det, når nu hun stod her. Hun stillede sig ved roret ved ham, hvor hun ikke kunne undgå at lade sine fingre glide let hen over træværket. Det var uden tvivl så anderledes i forhold til, hvad hun ellers var vant til. ”Er det svært at sejle et skib som dette? Ville jeg kunne gøre det?” spurgte hun ham nysgerrigt. Blikket vendte hun igen mod ham. Tidsnok til at se ham tage endnu en slurk af flasken. Ej var den lille, som den hun havde taget, men derimod ganske stor. En speciel oplevelse var det nu også at være pinligt ædru, når modarten var eddikefuld. ”Hvorfor gå alene om, når jeg kan få kaptajnen som min guide? Desuden kender jeg slet ikke skibet, eller noget andet skib, og hvordan det er indrettet, hvad tingene hedder, og hvad de gør,” sagde hun med et lille smil. Han skulle da vise hende omkring, fremfor hun blot selv tog turen!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Denne unge kvinde, var virkelig nysgerrig. Alvaro kunne jo godt lide det! Det var lige præcist sådan, at han gerne ville have det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han smilede for sig selv. Hun ønskede at høre hans historier? Og dem alle sammen? "Det er der slet ikke tid til. Der er så mange historier at berette om," fortalte han denne gang. For dem, som ville, kunne han snakke i evigheder om havet, og de mange ting, som var at opleve derude! Alt fra nye steder, til storme, til kampe og stride, til guldgraveri.. Der var snart ikke det, som ikke var at fortælle om.
Roret strøg Alvaro hånden over. At hun gjorde det samme, sagde han intet til. Dette skib, var og blev virkelig også hans stolthed. Han elskede det. "Selvfølgelig," svarede han denne gang, hvor han trak sig. Han stillede sig bag hende i stedet for. Flasken stillede han ved siden af sig, hvorefter han tog omkring hendes hænder, for at placere dem rigtigt. "Kunne du tænke dig at prøve?" spurgte han denne gang. Og hun ville se det hele. Han kunne jo heller ikke undgå at fryde sig over de omstændigheder. "Jeg kan vise dig hele den stolte skude, om du vil. Der er meget at se ombord." Han smilede denne gang kækt for sig selv. Han ville i sandhed elske at vise hende det hele.. og måske give hende en tur ude på havet, inden han ville tvinge hende til at svømme i land igen? Kvinder ombord.. Han var bestemt ikke meget for den tanke.

[Jarniqa Dynithril]

Der var ikke tid til at fortælle de mange historier? Svaret glædede ikke just Jarniqa, idet hun brændte efter at høre dem. Hvornår skulle hun også ellers få muligheden for at høre dem? Hun stod med ham nu, og hun havde aldrig før mødt en pirat. ”Så begynd med den vigtigste,” opfordrede hun ham ivrigt. Tænk, hvad en mand som ham kunne berette om! Ikke vidste hun det, men nysgerrig var hun bestemt efter at finde ud af det. Som han stillede flasken fra sig for i stedet at nærme sig hende, var hun opmærksom på hver og en af hans handlinger. Dog lod hun ham tage om hendes hænder. Her fandt hun også ud af, at han faktisk var utroligt varm. Sine hænder lod hun ham placere på roret. Selv hjalp hun til ved at lade sine fingre lukke sig om træværket, som han placerede dem. Om hun kunne tænke sig at prøve at sejle et skib som dette? ”Dum ville jeg være, hvis jeg takkede nej, hvis jeg fik sådan et tilbud,” sagde hun, som var det svar nok. Nysgerrigt og eventyrlystent anlagt var hun, og derfor ville hun kun more sig ved at kunne krydse sejlads af listen over ting, som hun kunne og havde prøvet. Meget utroligt skete der nu heller ikke nu om dage i hendes liv, og derfor savnede hun suset. Blikket vendte hun over skulderen mod ham, som han tilbød hende at vise skibet… eller skuden, som han kaldte det. ”Vis mig det hele. Jeg har skam tid,” endte hun med at sige med et smil. For at forstærke sine ord, slap hun også taget om roret. Med et glimt i de smaragdgrønne øjne, tog hun om hans romflaske, som hun tog en tår af. Ikke at denne tår var synderligt bedre, men hvis hun skulle se et piratskib, og høre en pirats historier, skulle man så ikke hoppe med på bølgen? Flasken rakte hun ham igen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Der var så mange historier, som kunne fortælles. Historier fra dengang han selv var barn, for ikke at glemme, de mange historier, som han selv havde været med til at skrive. Så langt, så godt. Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv. Han selv vidste godt, hvordan han skulle få tingene, som han gerne ville have dem, og derfor gjorde han også, hvad han gjorde nu. Han satte flasken fra sig. "Det kræver at du bliver ombord, min skønne," endte han denne gang.
Hånden lagde han mod hendes hænder, for at holde dem på roret. Han ville jo gerne holde hende her, og hvordan gjorde man det ellers bedre? Alvaro drejede blikket, da han denne gang lod blikket falde til hans besætningsmedlemmer, som selv var ved at finde tilbage ombord. Fantastisk. Nu var de også ved at faldet tilbage på plads igen. "Det ville du.. Det er sjældent jeg tilbyder det på den her måde," sagde han denne gang. Han lod denne gang hånden kærtegne hendes håndrygge. De var bløde i forhold til hans som var så frygtelig ru. I takt med at hun slap taget om roret, gjorde han det samme. Han vendte sig mod sin styrmand i stedet for. "Tag over herfra," sagde han denne gang, inden han gjorde tegn til Jarniqa om at tage med. Han slentrede denne gang mod den lille trappe, som førte til dækket i stedet for. Et stolt smil hvilede på hans læber. "Lad mig vise dig, hvad min stolte skude, kan præstere.. Let anker!" beordrede han med en fast tone. Besætningen reagerede med det samme og søgte omgående til deres poster. Alvaro selv, søgte mod lågen som førte under dæk. Denne tvang han op.

[Jarniqa Dynithril]

Nu hvor Jarniqa var gået i stå med sine egne eventyrer, ønskede hun at høre en andens, og en bedre måde at gøre det på var der vel ikke, end at høre en pirats beretninger? Selv havde hun kun hørt, hvad historierne fortalte, men aldrig havde hun hørt dem fra selveste piraten. Desuden kunne hun allerede nu se, at der var nogen af historierne der var falske og andre sande. Det var for eksempel falskt, at de havde et dødningehoved som sejl, og det var sandt, at de drak rom.. og tydeligvis meget af det. ”Og hvor tror du, at jeg er? I himlen?” svarede hun kækt igen. Hvis hun fik muligheden for det, kunne hun sagtens være rap i replikken! Ikke var det noget, som hun kunne være over for Theodore. Han ville nemlig ikke forstå hensigten bag ordene, og derfor ville han fortolke dem fortkert.. eller også ville det bare være irriterende at forklare. ”Og på hvilken måde tilbyder du det normalt?” spurgte hun nysgerrigt, som hun vendte sig mod ham. Interesseret måtte hun dog spejde i besætningens retning, som de begyndte at vende tilbage til skibet. Selv mærkede hun sit hjerte slå hurtigere. Var det her blot dum tankegang, eller var det initiativrigt og spændende, som hun selv mente, at det var? Selv fulgte hun efter kaptajnen, som han begyndte at gå, og sagde til de andre, at de skulle lette anker.. Så var der vel heller ikke længere nogen vej udenom? Eller.. Hun kunne selvfølgelig stadig nå at transportere sig ud, men det var jo ikke, hvad hendes nysgerrighed og eventyrlyst ønskede af hende. Hun fulgte derfor med hen til lågen, som han åbnede op. ”Hvor stort er dit skib? Hvor mange besætningsfolk kan det holde til?” spurgte hun nysgerrigt. Meget vidste hun trods alt ikke om skibe, og derfor gjaldt det blot om at spørge nu!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Kæk som hun kunne være, så kunne Alvaro uden tvivl godt være det samme. Han måtte jo sande, at dette var noget, som han virkelig elskede! En kvinde, som kunne give igen. For nu, var han indstillet på, at hun skulle have en tur på hans elskede skude, og så måtte de jo finde ud af hvordan og hvorledes hun skulle sættes af bagefter. Planken var og blev hans foretrukkende. Måske en smule gammeldags, men hvad fanden.. Det var sådan en mand, som han var. "Min skønne.. Det her.. er min himmel," fortalte han med en meget sigende mine denne gang. Han forgudede nemlig dette sted, som han forgudede det arbejde, som blev udført!
Hans styrmand tog roret, og de andre satte sejl og lettede anker, så de igen kunne komme derfra. Han trådte hen til lemmen, som han denne gang tvang op, inden han atter vendte sig mod hende. Alle de spørgsmål. Han skulle tidsnok besvare dem alle sammen. "Aldrig." Han sendte hende en yderst sigende mine denne gang. Smilet kunne han bestemt ikke holde skjult. Alle hendes spørgsmål skulle han tidsnok få besvaret. Besætningen var endnu ikke fuldtallig, men selv Alvaro var ikke typen, som lod hvem som helst få adgang til hans stolte skude! "Lad mig vise dig det.." Med hånden og sin pegefinger, vinkede han hende næsten lokkende til sig, inden han steg ned af den lille trappe, for at komme nedenunder. Inden længe ville de være ude af havn, og mod det åbne vand.

[Jarniqa Dynithril]

Tydeligt var det for Jarniqa, at dette var mandens paradis, og derfor smilte hun også for sig selv over ham. Det var nu dejligt at se.. At se en være så glad for, hvad han lavede, og hvor han var. Selv ville hun ønske, at hun kunne sige det samme om sig selv med den passion, som han havde. Det kunne hun dog ikke.. Theodore gjorde hende glad, ja, men det var ikke den samme lykke og spænding, som da hun havde boet i skovene på Paggeija, og som da hun havde været på eventyr med Lucifer. Faktisk var det også noget, som virkelig gik op for hende nu.. ”Det kan jeg se,” medgav hun muntert. Da han dernæst sagde, at hun var den eneste, som han nogensinde havde lukket ind på sit skib, slap hun en varm latter. Den måtte han længere ud på landet med! Ikke troede hun ham en meter.. Han havde hurtigt tilbudt hende at se hans skib, så hvorfor skulle hun tro ham, når han sagde, at hun var den eneste der var blevet inviteret ombord? ”Det lyder nærmere som en sørøverhistorie,” sagde hun med et glimt i øjet. Egentligt ganske passende, som han faktisk var en pirat. Pirater var nu også kendt for at sige usandheder, eller at fordreje sandheden til deres eget bedste. Noget hun tænkte, at denne kaptajn praktiserede. Som han vinkede hende hen til sig, fulgte hun efter. Han så dog slet ikke så charmerende ud, som han selv troede, at han var. Igen havde han nemlig fået flere flasker rom, hvor hun kun havde fået to tårer. Hun var derfor ganske upåvirket af det ”lokkende”, som hun begav sig forsigtigt ned af trappen. Den bredeste trappe var det trods alt ikke, og derfor sikrede hun sig, at hun ikke snublede eller gled ned.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Dette var ikke bare en mands paradis, men også for Alvaro. Det var et liv, som han elskede og forgudede. Han kunne slet ikke forestille sig, at skulle undvære det! Mesteparten af hans liv, havde han jo trods alt brugt på det her skib, hvor det i forvejen var sjældent, at han i det hele taget gik i land. Jarniqa havde derfor også været heldig, at møde ham i aften. Det var en af de meget få gange, at han tog turen. "Godt.." sagde han denne gang med et smil på læben. Han kunne heller ikke lade være.
Det var bestemt ikke kvinder, som Alvaro inviterede ombord. Mænd var en anden sag.. skuffede de ham, gik han planken. Det var så nemt. "Som kvinde.. Så kan jeg trygt love dig for, at du er en af de første, som har fået lov til at sætte en fod på skuden," fortalte han denne gang. Han betragtede hende inden han denne gang, steg ned af stien, for at komme under dæk.
Det hele var begyndt at gynge. Nu var de på vej ud mod åben vand. Han kunne jo kun håbe på, at hun havde en god og stærk mave, for mange viste sig, at være svagere stillet, end det, som man lige havde regnet med. Der var rækker med køjer, som besætningen sov i. Der stod bunker med kanonkugler, tønder med krudt og ellers var det generelt frygtelig, frygtelig beskidt. Han selv havde eget lokale bagerst i lokalet. Køjerne gyngede i takt med skibet. Han stod stadig helt stabilt.. på trods af, hvad han havde drukket af rom på en enkelt aften.

[Jarniqa Dynithril]

Med ned af trappen gik Jarniqa, så hun kom ned til et mørkere og mere beskidt rum. Det var i hvert fald ikke interiører og akustikken de fokuserede på her! Hun blinkede let med øjnene, som hun kiggede sig omkring. Besætningen her sov i køjesenge, og mange af dem var der. Meget så de ikke ud af, men engang havde hun alligevel været vant til meget mindre. Blot en bunke halm. De mørke bryn hævede hun ved hans ord. ”En af de første,” pointerede hun sigende og med et lille smil på læben. Hun havde haft ret. Det han kom med var blot søforklaringer. ”Så altså ikke den første.” Ikke gjorde det hende noget. Hun var trods alt bare ude for at opleve. At han derfor talte usandt om, hvor mange der havde været her, rørte hende derfor ikke. Hendes blik søgte videre rundt i rummet. Som det begyndte at gynge mere og mere, måtte hun gribe ud efter en af stolperne. Vant var hun jo ikke til, at gulvfladerne gyngede, som den gjorde nu! Hendes blik kom til at hvile på kanonerne. Sådan nogen havde hun faktisk aldrig rigtig været omkring. Hun skubbede sig væk fra stolpen, hvor hun endte med at gå noget hurtigere end normalt over til kanonen. Også denne måtte hun lægge hånd på og kort føle, for igen var det ikke hver gang, at dette skete. Hun så tilbage mod kaptajnen. Hvad han hed, vidste hun faktisk ikke. Kun at han var kaptajn her på skibet. ”Er dette det eneste rum på skibet?” spurgte hun nysgerrigt. Igen var det ikke meget hun kendte til skibe. Dog kunne hun allerede nu sige, at det var meget pænere uden på og oppe på dækket, end hvad det var her under dæk. Sart var hun dog heldigvis ikke.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Det var ikke nogen hemmelighed, at det var farligt for en pirat at lukke en kvinde ombord. Alvaro var ikke just en mand som levede den overtro, men hvorfor friste skæbnen? Man hørte jo trods alt om de mange historier og rygter om ulykker med kvinder på skibet, og han følte da bestemt også, at han havde rigeligt i sin styrmand, som jo også var en kvinde. "Aye..." Han rystede denne gang på hovedet. "Min førstestyrmand er en kvinde.. Så.. du er nummer to," endte han denne gang. Helt essentielt var det jo, og det gav jo også ganske god mening!
Nu hvor skibet gyngede, stod Alvaro mere fast, end hvad han havde gjort hidtil. Faktisk måtte han jo sande, at det var noget, som gjorde det bedre for ham. Særligt fordi, at han jo var så vant til at drikke, som han var. Han stod fuldkommen fast, nu hvor de var på vej ud mod det åbne vand. At hun så derimod var så rolig omkring en fremmed mand, var nu og da, alligevel en tillid ,som skulle udnyttes lidt, hvilket han uden tvivl også havde tænkt sig at gøre. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det. Med næsten elegante skridt til den rolige gang i skibet. Han søgte hen mod hende i stedet for. "Slet ikke.. Dette skib er et paradis på det store hav. Jeg sover længere nede.. Jeg kan vise dig det." Ikke ville han have noget imod en kvinde så hans eget værelse.. Det var jo nærmest indrettet som et. Egen sovegemak og et kæmpe bord med et kort over, hvor han planlagde meget af deres færd over havet og mod nye land.

[Jarniqa Dynithril]

”Åh,” endte Jarniqa med at sige.. alligevel overrasket over hans ord. Hvis de passede, kunne hun dog ikke undgå at tænke videre end det. Hvorfor blev kvinder ikke inviteret ombord? Hvorfor var hun blevet inviteret om bord? De kendte trods alt ikke hinanden, og hun var vel næppe den første kvinde, som han havde mødt på land i sin berusede tilstand? Hendes hoved faldt på sned. Hun havde nu engang altid være nysgerrigt og spørgende anlagt. ”Hvad gør, at jeg var så heldig at blive inviteret ombord?” spurgte hun nysgerrigt. Umiddelbart gav det jo ikke megen mening. Opmærksomt holdt hun blikket på ham, som han nærmede sig hende. Hvordan kunne han dog gå så … nydeligt i den tilstand, som han var i? På land havde han slingret derudaf, men nu syntes han pludselig at gå i en større enhed med skibets bevægelser. Selv havde hun det ikke just på samme måde.. De uvante bevægelser gjorde, at hun måtte holde fast i noget. Særdeles bemærkelsesværdigt var det også at bevæge sig på gyngende grund, når man end ikke kunne se ud og på den måde forstå bevægelserne. ”Hvordan kan det være, at du har din egen kahyt, men ikke besætningen?” spurgte hun ligeud. Selv vidste hun dog godt, hvorfor.. Han hævede sig over dem, som var under ham. Ikke, at hun værdsatte den tankegang. Ved Theodore havde hun accepteret, at han havde tjenere, men stadig mente hun, at hun sagtens selv kunne hente og gøre, hvad hun ønskede. Fysisk stabil var hun trods alt, så der var egentligt ikke det, at hun ikke selv kunne gøre. Med hensyn til besætningen på skibet her tænkte hun, at de vel ligeså meget ønskede deres egen kahyt, såvel som kaptajnen, så hvorfor skulle han have en, men ikke dem?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Kvinder ombord, var ikke en ting, som Alvaro normalt gjorde sig i, for det havde han heller ikke nogen grund til. Han ønskede ikke at friste skæbnen, hvis han ellers kunne undgå det. Han betragtede hende med et tilfredst smil på læben. "Aye.. I mit erhverv, er det farligt for en kvinde. De bringer uheld siger man," sagde han denne gang. Let rystede han på hovedet. Selv synes han, at det var latterligt, men der var desværre rigtig mange, som troede på det, og det var vigtigt at besætningen var trygge i omstændighederne. Livet på havet, var jo heller ikke nemt. Det var krævende, og det var hårdt.
I takt med at skibet gyngede, gik og vandrede Alvaro som havde han været ædru. At gå på land, hvor alt var stillestående, var overhovedet ikke noget, som han kunne. Han betragtede hende med en rolig mine. Så kæk, men dog så nysgerrig. Han kunne lide det.. Det var en kvinde lige efter hans smag! "Privatliv," svarede han denne gang. Det var vel ikke underligt? Calista havde ganske vidst sit eget, men hun var kvinde.. Det var også udelukkende derfor, at han gav hende det. "Min skønne.. Der er stadig rigtig mange ting, som du skal lære om livet på havet." Læberne spillede denne gang op i et smil. Han nød dette. Ikke at der var nogen tvivl om det. "Lad mig vise dig frem.. til min ydmyge bolig.." Her bukkede han dybt, og overdramatiserede en gestus med sine arme, ned mod den dør, som var længst nede af den meget mørke korridor, inden han selv søgte ned mod det.

[Jarniqa Dynithril]

Hovedet holdt Jarniqa på sned. En kvinde til vands bragte uheld? Jo.. Hun havde hørt den overtro før, når nu hun tænkte over det. Meget fortalte hans svar hende dog ikke. Hun havde spurgt til, hvorfor hun var så heldig at blive inviteret, og dertil havde han svaret, at kvinder bragte uheld ombord. Selv tvivlede hun i hvert fald på, at han ønskede, at hun bragte ham og hans skib ulykke. ”For det første er det en besynderlig overtro.. Og for det andet tvivler jeg på, at du har ladt mig betræde dit skib, så jeg kan bringe det uheld,” kommenterede hun roligt med et lille smil på de lyserøde læber. Hun løftede et bryn, som han sagde, at han havde sin egen kahyt for privathedens skyld. Selv forstod hun udmærket, hvorfor han ønskede privatliv, for hvem ønskede ikke det? At have et sted, hvor man kunne trække sig til, så man var for sig selv? Dog kunne hun stadig ikke undgå at tænke én ting.. ”Og din besætning er måske ikke interesseret i privatlivets fornøjelser?” spurgte hun direkte ind. Selv kunne hun ikke undgå at grave i tingene, spørge ind og undre sig. Dog vidste hun, at det ikke var her, som hun kom til at lave nogen ændringer. Igen trak hun på smilet. ”Så lær mig om livet på havet,” opfordrede hun ham eventyrlystent, inden hun gik fremad, som han opfordrede hende. Nu hvor det store skib ikke længere satte i gang og drejede, men blot sejlede ligeud, var det faktisk tilforladeligt at gå hen over gulvet.. eller var det bare fordi, at de ikke var ude på det store åbne hav endnu? Håndtaget til hans kahyt greb hun om, som de nåede ned i den anden ende af rummet. Nysgerrigt åbnede hun døren, så hun kunne træde ind i de nye omgivelser.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

En kvinde bragte uheld. Nu var Alvaro ikke just typen som led af voldsom overtro, men af den grund, kunne han ikke se nogen grund til at friste den skæbne yderligere, hvis det var noget, som man ellers kunne undgå, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han lod hovedet søge en smule på sned. På et skib, var der andre regler og andre traditioner, end hvad der foregik på land. Det var nok det, som hun tidsnok også ville få øje på. "Hvorfor friste skæbnen, hvis dette kan undgås?" lød det denne gang roligt fra ham, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Han kunne jo ikke undgå det. Hans førstestyrmand var en kvinde, og det alene, gjorde også at besætningen reagerede. Derfor var det vel fint nok, at gøre det her midlertidigt?
Et kækt smil passerede denne gang hans læber. "Aye.." begyndte han denne gang. Deres ønske om privatliv, var han så godt som ligeglad med. Det var der slet ikke nogen grund til at han begyndte at tænke på. "Men hvorfor tænke på deres, når jeg kan tænke på min egen?" spurgte han denne gang, inden han blot lod hende søge ned mod hans kahyt for enden af gangen. Kaptajnen havde selvfølgelig de bedste vilkår, og det var det, som han i det her tilfælde, også levede forbandet højt på, så lang tid, at han nu kunne gøre det.  Og nu ville hun lære om livet på havet? "Åh min skønne.. Det bliver en krævende omgang," tilføjede han med en tydelig tilfreds mine. Tvært imod, ville han elske det! 
Døren blev åbnet, og det afslørede ellers et ganske fint værelse. En stor seng, et stort bord.. vinduer vendt ud mod enden af skibet. Alt udskåret i træ og ellers med meget nøje detaljer. Han smilede for sig selv, som han stoppede op bag hende. Ved hjælp af sin hånd, blussede de små olielamper op, så man kunne se det det hele.