A pirate's life for me

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Det var en helt anden verden derude, og selv det, var en som Alvaro elskede. Han selv var eventyrlysten og ønskede at udforske og opleve nye steder, nye ting og møde nye væsner. Det her var jo en fantastisk måde at gøre det på! Og hvis han fik hendes øjne op for livet på havet, så var det i hans øjne, intet andet end en kæmpe bonus, som han bestemt heller ikke havde tænkt sig, at lade gå forbi, hvis han kunne undgå det. Hvilket liv hun levede normalt, var han i princippet ligeglad med. Det eventyrlystne glimt, kunne han uden tvivl godt spore i hendes øjne, og det at hun gerne ville ud på den måde, var uden tvivl det hele værd! Hvilket også var grunden til at han handlede på den måde, som han nu gjorde.
Kvinden fjernede sig fra roret på Alvaros ønske, hvor han selv lod den ene hånd tage om det. Her vendte han sig mod Jarniqa igen. "Der er ikke noget bedre, end at komme ud og udforske! Aye.. Det gør vi meget.. Rigtig meget." Det var måske under lidt andre omstændigheder, men det var jo fuldstændig ligemeget. Hun ville jo tidsnok få øjnene op for, hvad et piratliv måtte indebære. Han var i hvert fald stolt af det. Han kunne umuligt være noget andet nu! "Naturligvis min skønne.." Alvaro trak sig et enkelt skridt bagud, hvor han dernæst tillod hende at komme tæt nok på til at hun kunne tage roret. Her ville han blot stå bag hende, og hjælpe hende ved behov.. Men nu ude på åben vand.. Så var det jo ikke fordi at der var noget umidelbart, at være bange for. Der var jo intet at ramme herude.

[Jarniqa Dynithril]

Spændingen kom susende gennem Jarniqas krop, og hun elskede det! Hun havde savnet dette! Følelsen af, at man gik ud imod det uvisse og ikke anede, hvilke farer eller eventyrer der ventede derude! Det fik hendes smaragdgrønne øjne til at klare op og glimte af iver. Hun ønskede virkelig dette, og hun var forunderlig over, at muligheden havde budt sig for hende. "Jeg glæder mig til at se, hvad verden udenfor har at byde på," sagde hun entusiastisk. Gad vide, om han overhovedet havde en ide om, hvem hun var, og hvilket liv hun havde levet? Skulle hun egentligt opgive sit rigtige navn, eller skulle hun være Emerald igen..? Hendes eget givet tyve og oprører-navn. Ind foran ham ved roret trådte hun, hvor hun greb om det storslåede træværk. Hurtigt fandt hun ud af, at hun skulle holde bedre fat denne her gang, som bølgerne nu var det til at trække mere i skibet, end hvad de havde gjort inde ved havnen. Hendes hjerte sad nærmest i halsen, alt imens adrenalinen pumpede i hende på højtryk. Dette var uden tvivl anderledes! Aldrig havde hun gjort noget før der mindede om at sejle et skib! Det tætteste var vel næste at ride en hest? Men det var stadig noget helt andet! "Jeg kan ikke sige, at jeg nogensinde har prøvet noget lignende før," sagde hun med en varme i stemmen der tydede på, at hun var glad. Det var hun også lige nu. Dette syntes helt at være ubekymrende. Som om der kun var hende og havet. Ikke al den forvirring der var inde på land. Godt lå hendes fingrer om roret. Præcist, som han havde vist hende det, men en god elev havde hun nu også altid været. Stille holdt hun derfor skibet. Lige nu var der dog heller ikke de store kontroverser, som det nærmest passede sig selv. Hun skulle bare sørge for at holde roret ret, alt imens vinden bølgede igennem hendes lange hår, der helt syntes at gå i et med mørket.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Tydeligt var det, selv for Alvaro, at dette var noget som Jarniqa nød forbandet meget. Hvilket også automatisk førte til, at han gjorde helt præcist det samme! Et tydeligt og tilfreds smil måtte derfor pryde hans læber i denne stund, hvor han selv stod og betragtede sig af hende. "Aye... Den har mange ting at byde på. Rigtig mange ting," fortalte han denne gang. Det var med en vis form for stolthed, at ordene denne gang blev udtalt. Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber, som han denne gang gjorde plads til, at hun kunne tage roret i stedet for.
Svært var det ikke herude på det åbne hav, selvom roret naturligvis krævede, at man holdt fast. Bølgerne slog ind mod skibet, og strømmene kunne snildt tage dem herude, om det skulle være det, hvilket han slet ikke ønskede skulle ske. Han derimod havde helt andre ting, som han ønskede, at opnå med alt dette. Ikke at det var noget, som burde komme bag på nogen.
Alvaro placerede sig dnene gang bag hende, hvor han lagde hænderne mod hendes hofter. Ikke at han gjorde noget udover det. Han smilede let og indåndede hendes duft. En dog smuk kvinde. Dumt ville det være af ham, ikke at udnytte det i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. "Og du min kære - Er et naturtalent," endte han denne gang tæt ved hendes øre. Uden tvivl var hun dygtig. Hænderne førte han denne gang roligt op, hvor han lod dem glide mod hendes ene hånd. Her førte han roret lidt mere i rigtig retning. Bølgerne og strømmen tog skibet.. Man kunne mærke det under fødderne, hvis man mærkede godt efter. 

[Jarniqa Dynithril]

Berusende var det helt for Jarniqa at være herude på det åbne hav. Den friske havluft mærkede hun både i sit hår, sol det rev i det og mod sit ansigt. Derudover følte hun sig på sin vis magtfuld, når hun stod heroppe ved roret og rent faktisk styrede skibet. Hun gjorde det virkelig! Helt selv! Hurtigere slog hendes hjerte igen, som hun mærkede ham helt tæt og med hænderne på sine hofter. Burde hun skubbe ham væk? Lagde han op til mere end at .. hun skulle sejle skibet? Det sitrede let i hende, som han hviskede hende ind i øret. Hans ånde var helt varm herude. Særligt fordi, at hendes hud måtte føles kølig i natten. "Jeg er blot en god elev," sagde hun alligevel selvsikker og ærligt. Hun havde altid været meget lærenem af sig. Hendes smaragdgrønne blik gled ned til hendes hænder, som hans pludselig gled hen over hendes. Hans hud virkede helt ru imod hendes. Synd var det dog at sige, at hun selv var helt uden skrammer. Det var hun nemlig langt fra, som mørkelverne havde nået at mærke hende mange steder. Mere rolig ved hans berøring blev hun dog, som hun fandt ud af, at han brugte den til at guide hendes hænder. På den måde rettede han lidt på roret, så skibet havde den rette kurs. Igen så hun frem for sig. Ud i mørket der næsten syntes sort. Grundet elveren i sig, kunne hun se bedre end de fleste. Ude på det åbne hav, syntes der dog at være langt sortere end inde på land. "Her er så mørkt..," sagde hun stille for sig selv. Kaptajnen ville dog højst sandsynligt høre hende, da han stod så tæt på hende, som han nu engang gjorde. Hun blinkede let med øjnene. "Hvor lang tid går der, før vi rammer vores destination?" endte hun med at spørge ham. Nu hvor hun tænkte sig om, måtte hun jo helt indrømme, at hun faktisk slet ikke vidste, hvor hurtigt et skib tilbagelage afstand. Var det i farten af til fods, til hest eller i luften? Hun anede det faktisk ikke.. Derfor måtte hun også helt spekulere over, hvor lang en tur hun egentligt havde bevæget sig ud på. Ville den tage uger? Ville den tage måneder? Gad vide, hvor vekslende dagene til søs var? Alt det ville hun dog tidsnok finde ud af.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Turen over det åbne hav, fandt Alvaro kedelig, hvor det derimod mere var de nye marker som var derude. Det var det, som han særligt godt kunne lide. De nye væsner og de nye jagtmarker, skatter og andet, som man nu kunne finde derude. Nuvel.. Det var ikke det som han tænkte på, hvor det derimod mere var hende og hendes søde duft. Nu hvor hun var så ny indenfor dette, kunne han da godt forestille sig, at der var rigeligt for hende, at se og undersøge. Han smilede for sig selv. Han følte sig jo helt genial hvad det her angik, og gud hvor han dog elskede det! "Aye.. En virkelig god elev," sagde han denne gang. Selv her, kunne han jo ikke være andet end tilfreds. Desuden var det rart, siden han kun havde fokus på hende, som den smukke kvinde, som hun var. Han elskede det virkelig! Han kunne slet ikke beskrive det som noget andet lige nu.
Hænderne lagde han ovenpå hendes, for lige at hjælpe hende tilbage på rette kurs. Alvaro kunne nærmest mærke under fødderne, at de lå forkert i vandet i forhold til den kurs, som de havde bestemt sig for i udgangspunktet. Hvad kunne man forvente? Hun var jo trods alt helt ny, og det var ikke ting, som kom af ingenting, kunne man sige. Hans førstestyrmand havde gjort dette i forbandet mange år - og det samme havde han jo også selv. "Følg vandet, min skønne.. Du kan mærke under dine fødder, hvis vi ligger forkert.. Her er mørkt ja.. men gør brug af stjernerne." Det var meget deres præg på, om de var på vej i rigtig retning. "Det vil tage os et par dage.. Jeg håber, du er tålmodig. Vandet herude, kan være barsk til tider," tilføjede han. Igen slap han grebet om hendes hænder, og førte dem til hendes hofter. Han strøg dem blidt med sine fingre.

[Jarniqa Dynithril]

Lærenem var Jarniqa, og det var også, hvad Theodore havde beskrevet hende som. Selv elskede hun det! Både rosen og følelsen af at forbedre sig ved at tage ny læring ind. Alsidig var hun på det punkt, som hun kunne lide at blive klogere på det hele! Stille forholdet hun sig dog, hvor hun lod ham hjælpe skibet på dets rette kurs igen. "Hvis jeg skal lytte til mine fødder, fortæller de mig bare, at gulvet under mig gynger..," pointerede hun med et skævt smil, inden hun så op imod den åbne himmel. "Hvilken stjerne skal jeg sigte efter?" spurgte hun i stedet. Det ville være langt lettere for hende at navigere via stjernerne, fremfor sine fødder! Gulvet under hende tippede bare, men stjernerne stod derimod klart og blinkende på himlen. Det var derfor noget, som hun bestemt kunne forholde sig til. Også særligt fordi, at hun i løbet af sit unge liv havde tilbragt mange nætter på ryggen under åben himmel, mens hun havde studeret de forskellige stjernebilleder. Det forekom hende derfor langt mere logisk. Som han igen fjernede hænderne fra hendes, og lagde dem tilbage imod hendes hofter igen, mærkede hun helt punktet på sig sitre! Langt mere følsom syntes hun ar være overfor hans berøringer, som han var fremmed for hende, og da det derfor så var nyt for hende. Derfor fik det også automatisk hendes hjerte til at banke hurtigere. "Alt herude er nyt for mig, så jo.. Jeg skal nok klare det." Det var hun selv sikker på. Eftersom alt hvad hun så og gjorde her var nyt, skulle hun nok føle sig underholdt i den tid, som turen ville vare. Som hun tænkte over tiden, måtte hun også helt tænke på, hvor hun mon ville blive sat af igen. Selv vidste hun, at det ville være på fastlandet, men hvor? Det var dog ikke så vigtigt igen.. Hun skulle nemlig nok finde hjem igen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Uden tvivl var Jarniqa en virkelig god elev, og det var selvfølgelig også noget, som selv Alvaro måtte nikke istemmende til. Rart var det jo helt, at der var nogen, som rent faktisk formåede at vise sig fra den side. Selv var det nyt og fremmede for ham, at gøre noget med fremmede på denne måde, og rent faktisk byde dem ombord, men her havde han nu alligevel valgt at gøre et stort undtag, også mest for sin egen skyld. Han nød jo dette! Og det synes også, at det var noget, som hun gjorde. Hans smil bredte sig mere på hans læber. "Du kan mærke om strømmen tager fat, min skønne.. Mærke modstanden i roret, når du skal fastholde en kurs," fortalte han. For ham, var det ganske naturligt, at tingene forholdt sig på den måde. Nu havde han så også tilbragt langt det meste af sin tid på havet, hvor det faktisk var sjældent, at han tog med på land.
Blikket hævede Alvaro til himlen over dem, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han selv nød uden tvivl tanken om dette, og det alene, var heller ikke noget, som han kunne skjule. Her begyndte han at pege de mange stjernebilleder ud for hende. "Hvis du ser godt efter, kan du ane en kentaur.. Mellem de lysende stjerner. Den klareste, som du kan se, udgør spidsen af den ene hov.. Og stjernen der.." Han udpegede en, ikke langt fra. Mindst lige så skinnende. "Polaris.. Toppen af lillebjørn," fortalte han denne gang. "Den stjerne følger du, til du ikke længere kan se den." Hånden sænkede han igen, som han vendte blikket mod hende. Det var meget nemt og ligetil i hans øjne. Nu havde han også gjort det i mange år. Nu kunne han smile oprigtigt.. Nyde selskabet af en smuk kvinde. Det var jo heller ikke fordi at hun kom nogen vegne nu. "Aye... vi får at se.. Du har endnu ikke oplevet skibskokken," tilføjede han denne gang. Mens han lod hånden næsten uskyldigt søge længere ned.

[Jarniqa Dynithril]

"Modstanden i roret kan jeg forstå, men følelsen i fødderne må jeg endnu lære," sagde Jarniqa ærligt. En god elev var hun måske, men stadig var hun ikke umenneskelig og derfor måtte det være forståeligt, at hun ikke allerede kunne det hele. Hvordan skulle hun også kunne det? Roret holdt hun stille i den position, som han havde guidet hende i. Blikket holdt hun alt imens vendt op imod himlen, som han forsøgte at lære hende om den. Nysgerrigt lyttede hun til hans ord der forekom hende ganske simple, eftersom hun i forvejen kendte til stjernebillederne. Derfor behøvede hun ikke at sørge nærmere ind til det, som hun i stedet nikkede forstående med hovedet. "Jeg er med," sagde hun sikkert, og det var hun også. Hun skulle nok kunne følge stjernen.. I hvert fald så længe at der var skyfri himmel, og det var der i hvert fald indtil videre. Hvad hun derimod ikke var med på, var hans fysiske handlinger. Som hans hænder gled længere sydpå, lavede hun en undvigende slangebevægelse med kroppen for at undvige hans berøring. En tydelig afvisning. En afvisning, som hendes ord også måtte forsikre. "Jeg ved, at du ikke finder skibskokken der," endte hun sigende med at sige. Nej, hun var ikke med på hans lystige lille leg. For det første var hun ikke beruset, for det andet havde han ikke charmeret hende spor, og for det tredje var der jo Theodore.. Et par var de måske og måske var de ikke, men en ting var sikkert og det var, at hun ikke havde ønsket at Lucifer gjorde det her med andre kvinder, så hvorfor skulle hun synke ned på det niveau? Hvorfor blive til det man selv hadede? Derfor nægtede hun også at være en let scoring for kaptajnen. Med hende skulle der skam mere til end det. I tiden, hvor hun havde afvist ham, måtte hun desuden have vendt blikket mod ham igen. På den måde kunne hun også se, om han havde acceptere det, eller om han var villig til at prøve igen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

"Du er et naturtalent. Du skal nok lære det," lød det roligt fra Alvaro, som han atter lagde hænderne mod hendes hofter igen. Selv kunne han ikke lade være med at røre ved hende. Ikke at det var noget, som kunne komme bag på nogen. Øjnene lukkede han let, som han atter indsnusede hendes søde duft. Hun duftede godt.. Slet ikke som de fleste, der var på skibet her. Hun duftede.. rent på en helt anden måde, end hvad han ellers blev præsenteret for herude på det åbne hav. At hun allerede var kendt med stjernebillederne, var jo fantastisk. Det gjorde det jo meget nemmere for ham, og det gjorde det også nemmere for hende, at guide sig ved hjælp af stjernerne.
Hånden søgte længere sydpå, også selvom hun denne gang valgte at afvise ham. Andet havde han nu heller ikke ligefrem forventet. Han smilede let for sig selv. Det skulle ikke have lov til at stoppe ham fra at fortsætte. Han trak denne gang mere på smilebåndet. "Måske ikke hernede.. Men dog er han her." Han lod hovedet søge på sned, som han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han stillede sig denne gang helt tæt på hende, hvor han hævede hænderne og lagde dem mod hendes hofter igen. "Og nu hvor du er herude.. er det mig som bestemmer.." tilføjede han denne gang. De mørke øjne hvilede direkte på hendes skikkelse. Hun kunne være så afvisende, som hun ville være, og han skulle nok få det som han ville have det før eller siden.

[Jarniqa Dynithril]

At kaptajnen gik fra at ville vise hende skibet og lære hende at sejle, til at røre hende insisterende, brød Jarniqa sig slet ikke om! Derfor søgte hun også ud af hans greb, samt afviste ham med ord. Ikke at man videre kunne se på ham, at han tog det til sig.. Hvordan han både kunne tale om en skibskok og om at røre hende, anede hun slet ikke! Var det alkohollen der fik det til at rable for ham? "Meget vel, men på mig er der intet interessant for dig," sagde hun igen med en afvisende klang. Hun var ikke kvinden der bare hoppede fra mand til mand! Hun holdt sig rent faktisk til en, og derudover kunne hun også godt lide at blive respekteret som det væsen, som hun var. At han valgte at se bort fra al det, fik hende til at lave et lille modangreb på ham. Hænderne lagde hun over hans, som han igen rørte hendes hofter. Dette gjorde også, at ingen holdt om roret. "Der er ingen der har den ret til at bestemme over mig!" sagde hun i en skarp tone, alt imens hun sendte en ladning af elektricitet, der ville sende et stød igennem ham. Selv havde hun nået sin grænse, hvad hans nærgåenhed angik, og derfor havde han bare at acceptere den! Den gode idé ved at sige ja til at komme ombord på et piratskib, begyndte dog at smuldre for hende. Hun havde nemlig bestemt ikke sagt ja til at dele kahyt med ham! Hvordan troede han også, at nogen i det hele taget kunne sige ja til det, når han havde den uanstændige opførsel? Hans nærgåenhed og hans berusede tilstand, gjorde ham nemlig nærmere klam end tiltalende. Noget hans ellers flotte ydre og interessante erhverv ikke kunne veje op for.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var nemlig ikke typen af en mand, som lod andre fortælle ham, hvad han skulle, hvor han derimod gjorde, hvad han ville med alle andre, som var omkring ham. Han var nemlig den som bestemte her ombord, og hvad han ville, var hvad han gjorde. Hans ord var nemlig lov! Hans blik faldt direkte mod hendes skikkelse igen, som han endnu en gang stirrede mod hende. Endnu en gang en afvisning. Selvom han ikke tog det særlig tungt igen, så ville han give hende tid. Han skulle tidsnok få tingene, som han gerne ville have dem, og det var det, som han selv måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende.
"Det ved du ikke, min skønne. Der er jo intet bedre, end en smuk kvinde," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han trak denne gang hænderne til sig, hvor han denne gang tog om roret, da hun denne gang havde valgt at give helt slip, hvilket han bestemt heller ikke ønskede. Det var jo heller ikke meningen, at de skulle komme helt ud af kurs her! Han vendte sig mod hende, hvor han let dansede forbi, for selv at tage pladsen foran roret i stedet for. Nu tog han ikke hendes afvisninger så frygtelig tungt, for helt ærligt.. hvorfor skulle han? Desuden kunne hun ikke bare slippe! "Sover du med besætningen.. eller vil du sove hos mis?" spurgte han denne gang direkte. Han sænkede hovedet. At sove med besætningen, var med en vis risiko. Så var det trods alt også, at sove sammen med ham. Dog måtte han sande, at han intet ville have imod, hvis hun indtog pladsen ved siden af ham i aften.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke fandt Jarniqa sig i, at hun bare blev gramset på! Slet ikke af en mand, som hun end ikke havde opbygget noget med! Underligt var det egentligt også for hende at stå overfor en sådan person igen.. Theodore behandlede hende nemlig utroligt respektfuldt, som han aldrig ville tvinge sig ind på hende, uden at hun var med på det. Theodore.. Igen tænkte hun over, hvad han mon mente med, at hun var borte fpr et stykke tid. En ting var dog sikkert og det var, at hun ville skrive til ham. Han skulle nemlig vide, at hun skam ikke var forsvundet for altid, og at hun var uskadt, samt hun skam kom tilbage til ham igen. "Der findes mere end blot et kønt ydre," afviste hun ham igen, som hun mente, at der skulle være mere mellem manden og kvinden end bare kroppen. Det kropslige havde hun jo prøvet med Valandil og ... aldrig mere! Efterfølgende havde hun kun været med Theodore. At kaptajnen derfra tog roret, passede hende perfekt! I så fald var hans hænder da beskæftiget med noget andet end hendes krop. Hun løftede brynene, som han spurgte til hendes ønskede soveposition. Efter disse afvisninger, hvordan kunne han så tro, at hun ville dele seng med ham? Han var uden tvivl utroligt blåøjet. "Jeg sover ikke med nogen. Jeg kan sove iblandt besætningen eller herude, hvis jeg kan få et tæppe og en pude," sagde hun direkte for at gøre det klart for ham, at hun ikke var her for at ligge med nogen. Hun var her for oplevelsens skyld. Faktisk ville det passe hende allerbedst at sove heroppe på dæk. Her var luften frisk, og hun kunne ligge på ryggen, mens hun betragtede stjernerne. Det kunne han vel heller ikke være imod? Det var trods alt ingen vild forespørgsel fra hendes side. Hun bad trods alt ikke om en blød seng, fire vægge og en silkedyne. Bare et sted at sove for sig selv. Hun skulle nemlig hverken ligge tæt med ham eller noget andet besætningsmedlem.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Afvisningen var dog ikke noget, som Alvaro tog særlig højtideligt, og dette indrømmede han også gerne. Nu hvor han stod i denne situation, handlede det jo udelukkende om at udnytte de muligheder, når de endelig skulle dukke op. At hun så ikke synes om at han gjorde op til hende på den måde, kunne han jo så derimod ikke rigtigt gøre noget som helst ved. Han tog det i hvert fald ikke særlig tungt, og ikke var det noget, som han havde nogen grund til. Slet ikke faktisk. Han greb selv fat om roret, for at de ikke skulle komme helt ud af kurs, for det var der slet ikke nogen grund til. Overhovedet faktisk. "Det kan du have helt ret i.." Automatisk måtte han betragte sig af hendes skikkelse. Der fandtes altid noget bedre end et kønt ydre, men dog måtte han jo sande, at han kunne lide hvad han så, så hvorfor ikke bare nyde det, mens man nu havde muligheden for det?
Kort så Alvaro frem. At hun agtet at sove blandt hans besætning, kom et sted heller ikke bag på ham, på noget tidspunkt. Dog ville han ikke bare sidde der og lade som ingenting. Han ville ikke kunne beskytte hende blandt besætningen.. Men hvad.. Hun vidste vel ikke, hvad det var, hun gik ind til? "At sove blandt denne besætning indebærer en vis risiko. Vid dig, at jeg ikke kan beskytte dig mod dem," sagde han blot. Om hun ville lytte, var jo hendes beslutning.. Men blandt de grådige mænd, som sjældent var omkring en kvinde, så var det uden tvivl med en risiko. Denne gang, var han bare yderst venlig, at informer hende. Mændene ville næppe lade hende være alene.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke agtede Jarniqa at ligge i med kaptajnen, eller at dele hans seng, men det var heldigvis også informationer, som han syntes at have taget til sig. Gudskelov for det! Hvad skulle hun egentligt have gjort, hvis han fortsat have presset hende? Angrebet ham direkte? Sprunget over bord? Hvor langt var de overhovedet fra den nærmeste kyst? En habil svømmer var hun nemlig ikke, som hun kun kunne det nødvendige. Vantro stirrede hun på ham, som han talte om hendes sikkerhed. Som om hun ville være i sikkerfred fra ham, hvis hun sov med ham! ”Jeg er en kvinde.. Jeg er ikke hjælpeløs,” sagde hun direkte, da hun var fuldt ud i stand til at passe på sig selv. Han anede end ikke, hvad der lurede i hende! Selv tvivlede hun også på, at han ønskede at finde ud af det, men nok om det.. ”Men fint.. Lad mig sove heroppe på dæk i så fald. Her vil jeg kunne være alene, og jeg vil kunne nyde den friske luft,” foreslog hun. Det kunne han ikke være imod. Her ville hun nemlig ikke irritere nogen.. eller hun ville måske irritere ham, fordi hun afviste ham. Det var hun dog ligeglad med, som hun ikke ville lade sig presses af nogen mand! Ikke ønskede hun at stå sårbart overfor det køn igen. Ikke efter Lucifer. Den mand havde stillet hende sårbart, hvor det derimod lignede noget helt andet med Theodore. Han styrkede hende, samtidig med, at han lod hende gøre, som hun ønskede. Det heldige ved Theodore var dog også, at hun ikke behøvede at frygte, hvad han foretog sig. Lucifer havde kunnet finde på alverdens dumheder, men Theodore ville højst sandsynligt bare begrave sig i sit grevearbejde. En tanke der faktisk gjorde hende rolig.. Også selvom hun til tider savnede livet i ham, når de var sammen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

En skam var det uden tvivl, at hun ikke ønskede at dele Alvaros seng, selvom han nu tvivlede på, at hun ville godtage sit valg, når det kom på sigt. Herude på det åbne hav, var nætterne ekstremt kolde! Nu vidste han jo trods alt heller ikke, hvad hun var vant til, men ud fra hendes beklædning, kunne han jo sige, at hun kom fra temmelig fine kår, i forhold til, hvad der måtte være normalt i det henseende, og dette kunne naturligvis også godt mærkes, som det var lige i øjeblikket. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Har jeg betegnet dig som hjælpeløs?" spurgte han denne gang. Snart ville hun se, at det ikke nyttede hende noget, at modsige sig kaptajnen på den skude, som hun nu måtte befinde sig på. For nu, nød han jo egentlig bare den modstand, som hun gav ham. En kvinde blandt så mange mænd?
"Det bliver en meget kold affære for dig, min skønne.. Så er du advaret." Desuden kunne han heller ikke undgå at bide sig fast i den stædighed, som hun måtte bære med sig. Fuld nok til en tur på havet, var hun tilsyneladende ikke. Han blev dog for nu stående. Hvis det var det, som hun ville ,så skulle hun da få lov til det. "Du kommer til at fortryde det." afsluttede han denne gang, inden han vendte sig den anden vej. Han hævede stemmen markant, for at kalde førstestyrmanden til sig, så hun atter kunne overtage. Da hun kom, slap han roret. Han vendte sig mod hende igen. "I så fald.. Hvor kunne frøkenen tænke sig at sove?" spurgte han denne gang. Det ville blive en kold og våd nat for hende. Ingen tvivl om det.