A pirate's life for me

[Jarniqa Dynithril]

”Eftersom du lige fortalte mig, at førstestyrmanden er en kvinde, vil jeg vove og påpege, at det er en skæbne, som I allerede har fristet,” påpegede Jarniqa ærligt. Derfor kunne det ganske enkelt kun være fordi, at de ganske enkelt ikke lystede at have kvinder om bord. Mænd og kvinder på et lille samlet område kunne dog også skabe problemer. Selv kendte hun jo til nogle af de problematikker, som det kunne skabe. Ind i hans kahyt trådte hun, hvor hun måtte se sig nysgerrigt omkring. At han ud af det blå fik olielamper til at tænde, fik hende dog til at tænke.. Magiker, warlock eller … ilddæmon? Blikket vendte hun mod ham. Egoistisk var han.. men det havde hun også hørt, at pirater skulle være. ”Du er jo deres kaptajn.. Deres leder,” hintede hun roligt. Det var trods alt meningen, at det var den øverste der tog sig af dem under sig. Livet på havet syntes dog at være et helt andet et, end det hun kendte til på landet. Det var dog også, hvad han pointerede for hende. At hun ikke kendte til havet og livet derpå. Skævt smilede hun. ”Jeg er en krævende kvinde,” svarede hun kækt igen, inden hun gik væk fra ham. Sandt var det. Så snart hun vidste, hvad hun ønskede sig, gik hun også efter det. En egenskab hun havde arvet fra sin moder. Interesseret gik hun hen til den anden ende af kahytten, så hun kunne stille sig ved et af vinduerne. Nysgerrigt så hun ud af dem. Mørkt var der udenfor, men som hun kunne se, at de langsomt drev væk fra havnen og byen, kunne hun stadig se de små lys fra husene. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun var virkelig på vej ud på havet!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

"Der er ikke nogen grund til at friste skæbnen yderligere," afviste Alvaro denne gang. Det havde jo været Calista, som havde ført ham med ombord i sin tid, og nu stod han her. Kaptajn for den stolte skude, og han elskede det jo! Han lod hende blot roligt søge ind i hans kahyt. Han skulle tage sig af sine besætningsmedlemmer. Det gjorde han da også! Han tog sig af deres interesser, og hvad de ønskede.. Hvad de lystede, var jo en anden sag. Der satte han sig selv først. "Aye," sagde han med et tilfredst og næsten stolt smil på læben. Egoistisk uden lige. Han anså sig vel nærmest for værende den perfekte til det job? Med al fornuft druknet i rom og andet over aftenen, så kunne han jo ikke forestille sig selv som værende noget andet lige nu.
Alvaro trådte ind bag hende, hvor han denne gang lukkede døren. Enhver ombord vidste nemlig, hvad dette betød. I det svage lys, var det tydeligt at se de detaljer, som var det værd, at lægge mærke til. Han holdt det faktisk meget rent alt taget i betragtning. Og særligt med det liv, og det arbejde, som han havde i denne forbindelse. Udsigten sagde ham ikke så meget. Hans hånd derimod, lagde sig på en af de fire stolper som omgjorde sengen, inden han denne gang vendte sig mod hende. Hun kunne lide det.. Alt indikerede, at hun kunne lide det. En krævende kvinde? Ja, det fandt man jo ud af. "Din fascination af havet er imponerende." Mange som var født og aldrig havde haft noget med det at gøre, reagerede helt anderledes på det. Her trådte han bag hende igen, hvor han stillede sig. Indåndede hendes søde duft.

[Jarniqa Dynithril]

Besynderlig og excentrisk var, hvad denne mand måtte være. Der var ikke andre ord for det. Jarniqa tog en indånding. ”Og det er ikke at friste skæbnen at have mig om bord?” spurgte hun ind. I det ene øjeblik sagde han, at det kun var tilladt, at der var én kvinde ombord af gangen, men på den anden side var hun jo en kvinde, og hun var ombord. Det var førstestyrmanden vel også? Af hvad hun vidste af, efterlod sømænd ikke hinanden. Derfor måtte der altså være to kvinder ombord lige nu og her. Væk fra ham så hun, som hun kiggede ud af vinduet. Hvor han ikke lod sig fascineres af det, blev hun det. Selv fandt hun det yderst interessant, at hun på nuværende tidspunkt drev væk fra land og ud mod det åbne hav. Det gav hende en kilden i maven, som hun længe havde savnet! Hun savnede eventyrer og at opdage nye ting og steder. Det smaragdgrønne blik vendte hun først mod kaptajnen igen, som han talte om hendes fascination. Et lille gib måtte det give i hende, da han pludselig stod hende utroligt nær! Hurtigere slog hendes hjerte.. Nærheden syntes upassende. Burde hun træde væk? Ikke gjorde hun det, da det ikke skulle ligne, at hun var bange og flygtede. I stedet drejede hun sig, så hun stod med fronten mod ham. ”..Det ukendte og eventyrer har altid fascineret mig,” svarede hun ham ærligt, alt imens hun så ham direkte ind i de mørke øjne. Hvor han fandt hendes lugt sød, fandt hun hans dybt alkoholiseret. Hun var uden tvivl alt for ædru til dette.. Blikket lod hun glide lidt til siden, så hun kunne se bag ham. ”Er det både dit soverum og arbejdsrum?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun refererede til, at der både stod en seng og et bord.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Det var nok at friste skæbnen det mere, men nu vidste besætningen jo trods alt også, at man på ingen måder, burde eller skulle stille sig i vejen for, hvad han gerne ville have, og det var hvad han gjorde i en stund som denne. Han havde jo fået den - i hans øjne, yderst geniale ide, at bringe hende ombord. Han skammede sig slet ikke over det, og det burde han heller ikke. Det var bare en omstændighed, som resten måtte leve med, hvad end om de ville det eller ikke. Det var mildest talt ikke noget, som rørte ham. "Hver en mand har hver sin lyst.. Jeg ønskede at bringe dig ombord," sagde han denne gang. En vis stolthed viste sig i hans mimik alene ved tanken om det.
Alvaro placerede sig denne gang lige bag hende. Ligeglad med om han brød intimsfæren og kom hende for nær, for han ville det. Han gjorde hvad han ville, og de havde han alle dage gjort, og dette skulle ikke vise sig, at blive noget undtag af den regel. Han lod hovedet søge på sned, som hun denne gang vendte sig mod ham. En smuk kvinde.. en dejlig duft. Hun duftede jo... rent. "Du er kommet til det helt rette sted, min skønne.." Han hævede hånden lidt, hvor han legede med en tot af hendes lange hår. Han nikkede igen. "Aye," medstemte han. Han faldt vel lidt i staver over hende, nu hvor han endelig fik lov til at se hende så tæt på.

[Jarniqa Dynithril]

Yderst selvtilfreds syntes kaptajnen at være, som Jarniqa allerede havde fundet ud af, at han var en mand der nød at fortælle om den magt og frihed han havde. Et sted kunne hun ej heller bebrejde ham.. Dog ville hun stadig have lavet nogle små ændringer, hvis hun havde været i hans sted. ”I så fald er jeg glad for, at vores veje nåede at krydses,” kommenterede hun med et smil. Interessant var det hele.. Hun at møde en vaskeægte pirat.. Hun være ombord på skibet, som nummer to kvinde der fik lov. Hvor mange kunne lige sige det? Hvad hun derimod brød sig mindre om var ham der brød hendes intimfærre. Han var tæt på. Han var rigtig tæt på. Bag hende var et lukket vindue, og foran var han. Hun kunne selvfølgelig kante sig frit udenom, men underligt ville det også bare se ud. Mere stiv måtte hun dog blive i kroppen, som han valgte at række ud efter hende og pille ved hendes hår. Det var nemlig ej heller fordi, at han blot rørte det og lod det ligge igen. Nej, han legede ligefrem med det mellem sine fingre. ”Hvad med romflasken? Er der mere i den?” spurgte hun med et glimt i øjet, som ønskede hun sig mere af det. Det virkede også bedst, ligesom det virkede som den bedste måde at fjerne hans opmærksomhed på, uden han tænkte yderligere over det. Blikket lod hun glide fra ham og mod hans arbejdsbord i stedet. Interesseret bevægede hun sig uden om ham, for i stedet at stille sig over til bordet, som hun studerede nærmere for forskellige remedier. ”Er det herfra du bestemmer skibets kurs? Hvor planlægger I at tage til nu?” spurgte hun ham nysgerrigt. Helt oprigtig var hendes nysgerrighed skam. Det var dog også en måde at få lidt luft fra ham på, da han var utroligt nærgående.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var nok som sin forgænger: Indbegrebet af rendyrket egoisme, og ikke havde han tænkt sig, at lave det om på noget tidspunkt. Han gjorde hvad han ville, og det var uden videre omsvøb. Han havde nemlig ikke nogen grund til at skulle tage det på nogen anden måde, og det var også derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han brød intimsfæren, og han stod tæt på hende. Han kendte knap og nap noget andet end hendes navn, og han havde allerede vist hende hans kahyt. Et sted, var det nok også temmelig oplagt, hvad det var han havde lyst til, og derfor var han nu heller ikke ligefrem typen, som vendte ryggen til det, kunne man sige.
"Du stiller da godt nok mange spørgsmål," sagde han denne gang. Svagt rystede han på hovedet. Rom var nok det, som de havde mest af her på stedet, og det var nok heller ikke noget, som sagde så lidt. Han smilede ganske tilfredst for sig selv denne gang. "Jeg troede nu ikke, at du kunne lide det.." Han betragtede hende med en meget indgående mine. Han var nu ganske tilfreds med den nysgerrighed, som hun herunder også udviste ham. Her i hans værelse.. Eller kahyt ved korrekt omtale, og hans arbejdsværelse. Det var nemlig også her at alle planer og kurser blev bestemt på forhånd. Den rute, som de var på vej under, var nemlig markeret ind på kortet, som fyldte hele bordet. "Alt af vigtige valg, bliver foretaget her, over kortet på bordet.. Hvis du absolut skal vide det.." Her trak han sig fra hende, og slap lokken af hendes hår i stedet. Han trådte elegant hen til bordet, hvor han lod begge hænderne glide over kortet. "Ruten bestemte vi allerede for en uge siden," fortalte han denne gang. Ikke at det var nogen hemmelighed. Langt fra faktisk.

[Jarniqa Dynithril]

Mange spørgsmål havde Jarniqa altid stillet, så det var blot en del af hendes person. Ikke var det noget, som hun ønskede at lave om på, ligeså vel som han ikke ønskede at lave om på sig selv. ”Hvordan skulle jeg nogensinde finde ud af noget, hvis jeg var for bange til at spørge?” svarede hun ham ærligt igen. Nødvendige fandt hun sine spørgsmål. Det var dem der udviklede hende, og fik hende til at forstå verdenen, og helt ny var piratverdenen for hende. Over til hans arbejdsbord stillede hun sig. Både for at komme på afstand af ham, men også for at se nærmere på det. At han konkluderede, at hun ikke kunne lide rom, kunne han have ganske ret i. ”Måske.. Men har du måske andet at tilbyde mig?” Blikket hævede hun kort imod ham. Nej, rom havde aldrig været hendes drik. Af hvad hun havde oplevet, var det vidst også mere en mandedrik. Lige nu følte hun dog for bare at få et eller andet. Ned mod kortet på bordet så hun, som han nævnte det. Interessant var det. Aldrig havde hun været ombord på et skib før, og at høre, at alle de vigtige ting blev besluttet lige her omkring dette kort, var egentligt en ganske absurd tanke. ”Hvor planlægger I at sejle hen nu?” spurgte hun nysgerrigt. Selv havde hun kun besøgt fastlandslandene. Aldrig Tayevania eller nogen andre steder … hvis der da fandtes andre øer derude. Hendes verden var udelukket omkranset fastlandet. Derudover havde hun størstedelen af sit liv levet i Manjarno, og nu tilbragte hun årene i Dvasias. Underligt var det derfor også helt at tænke på, at hun nu begav sig ud på det åbne hav, som hun intet kendte til. Ville Theodore mon undrer sig over, at hun ikke kom hjem med det samme?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro tog sig selv i at himle med øjnene. Alle de spørgsmål. Dem var han simpelthen blevet for fuld til! Han havde drukket stødt igennem en hel aften trods alt, og selvom han gik, som var han ædru ombord på sit skib, var det jo langt fra tilfældet. Rom var hvad de levede af ombord. "Du stiller alt for mange," endte han denne gang. Det var ikke ligefrem det her at han havde tænkt sig at besvare dem. Og for at være ærlig? Så havde han allerede glemt, hvad hun havde spurgt om.
Alle de vigtige beslutninger blev taget omkring dette bord. Rundt var det, og med kortet på. Her havde de selv tegnet en del ind. Særligt små øer, som de havde passeret rundt forbi. De 4 store fastlande, og så øen, Tayevania. Selv der havde de jo for længst været forbi, kunne man jo sige. Han smilede tydeligt tilfredst. Rom var deres foretrukkende, også fordi at det holdt sig længe, kontra så meget andet. "Havvand kan jeg snildt tilbyde dig," sagde han denne gang. Nu vidste han jo heller ikke, om hun havde forladt noget på land, i og med, at han nu havde bragt hende med ud på det store hav. Herude blev det også værre, i takt med, at de ville komme ud, hvor de ikke lå i læ.
"Hertil.." Han pegede med sin beskidte hånd mod en ø gruppe i den anden ende af kortet, end hvor de netop havde lagt fra havn. "Skatte er øen kendt for at have.. Unikke genstande, som vi ønsker at slå vores kløer i," sagde han denne gang. Stolt som han var som pirat, var han jo som mand. Han vendte sig mod hende. "Hvis din mave kan klare den lange tur," endte han med en yderst sigende mine denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

”Og du stiller for få,” pointerede Jarniqa roligt. Faktisk havde han ikke rigtigt spurgt hende om noget.. End ikke hendes navn. Det var vel også kun et tegn på, at han var en mand der først og fremmest satte sig selv først? Igen var det dog også bare, hvad hun havde hørt om pirater. De skulle være et utroligt egoistisk folkefærd. Brynene rynkede hun, som han tilbød hende havvand. Var det en joke? Selv vidste hun, at man ikke måtte drikke havvand. Det var ikke det samme som at drikke vand fra kilder. ”..Jeg tror, at jeg springer over,” endte hun blot med at sige. Hendes smaragdgrønne blik gled igen ned mod kortet, hvor hun fulgte hans hånd. Den var på ingen måde ligeså pæn og fin, som Theodores. Kaptajnens hånd så ru ud, samt der sad skidt og snavs på den. Theodores hånd var med rene negle og fin hud, som han ikke arbejdede med dem. Sjovt var det så stor en forskel der kunne være.. Hovedet lod hun glide på sned. Skatte.. Engang havde hun levet af at stjæle folks værdier. ”Ved I hvilke skatte der er at finde der? Er øen beboet?” spurgte hun nysgerrigt. Aldrig havde hun sat sine fødder på en ø før. Derfor kunne hun ikke vide, hvad der var at finde der. Interessant lød det dog! Det lød lige som det, som hun havde brug for. Smilet trak hun på, som hun vendte blikket mod ham igen. Om hun kunne klare turen? ”Jeg skal nok klare den,” sagde hun fast. Om hun oprigtigt kunne det, vidste hun do ikke. Hun havde trods alt aldrig før befundet sig på havet, men lige nu gik det da fint. Gulvet var for det meste plant, så hvad var der at frygte? Selv var hun i hvert fald selvsikker!

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

"Hvorfor skulle jeg stille nogen spørgsmål?" lød det denne gang fra Alvaro, som han betragtede sig af hende. Tidsnok vidste han, at han nok skulle få svar på dem, som han eventuelt ville finde nødvendige for sig. Han var egoist, og han gjorde, hvad han ville, og han gjorde det første, som faldt ham ind, og det var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lave om på. Ikke det fjerneste i hvert fald. Han smilede ganske tilfredst for sig selv. Selv tænkte han da også, at havvand nok ikke var en ønsket drik. Desuden kunne det ikke anbefales. Man blev vanvittig tørstig af det. "Det anede mig.. Du vænner dig til det. Ligesom alle alle andre ombord," sagde han denne gang. Det havde alle andre gjort. Det var enten det, ellers måtte man gå tørstig.. og blev de basale behov ikke opfyldt, så var man jo ligevidt, så det ville jo ikke gøre nogen forskel.. Man var nødt til at drikke det!
Alvaro var en mand, som tog ved.. Han havde aldrig siddet stille og ladet andre gøre arbejdet for ham. "Kun ved rygte. De gange vi har været der, er det småting vi har fundet." Nogle flotte og skinnende sten, var ikke rigtigt noget, som de kunne bruge på sigt, så derfor var det ikke et sted, som de havde opgivet helt og holdent endnu, kunne man sige. Smilet bredte sig mere og mere ved hendes ord. Hun troede hun kunne klare den? "Det bliver værre endnu." For nu var der skræmmende stile.. Men de vidste alle, at det var et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt igen.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa blinkede let med øjnene. Hvorfor han dog skulle stille spørgsmål? Lå det da ikke lige til højrebenet? ”For at få svar?” Uenige var de tydeligvis. Spørgelysten var hun selv, hvor kaptajnen mere virkede som en mand der bare handlede. Blikket måtte hun lade hvile på ham, som han fortsatte havvandssnakken. Så han lavede altså ikke sjov med hende.. Hun tog en indånding. Hvis hun oprigtigt skulle til at drikke havvand, måtte hun se, hvad hun kunne gøre ved det med magien. Selv havde hun nemlig tidligere hørt fra sømænd, at havvand drev mennesker til sindssyge. Måske var det derfor at pirater var så utilregnelige? Fordi de drak havvand? ”Og jeg som ellers havde fået det indtryk, at du kunne leve af rom,” kommenterede hun roligt, fremfor at svare på hans ord. At han ikke yderligere kommenterede på, hvilke skatte der skulle ligge skjult på den ø, som de sejlede til, fik hende til at tænke. Hvad kunne der mon være der? Smykker? Ædelsten? Magiske genstande? Selv vidste hun ikke, hvad pirater fandt. Hun havde nu heller aldrig før været ude på et decideret togt. Hun havde altid kun stjålet i byer. ”Hvad gør I med skattene? Sælger I dem? Deler I dem? Beholder du dem?” Selv vidste hun det jo ikke. At han sagde, at sejlturen ville blive værre, sagde hun intet til. Hun skulle nok vise ham! Og hun ønskede at gøre det godt for sin egen skyld. I stedet for at diskutere det med ham, så hun imod udgangen af hans kahyt. ”Var der mere at se på skibet?” spurgte hun nysgerrigt. Hun ønskede jo at se det hele! At opleve det hele. Og nu havde hun jo set, hvad der var at se i hans kahyt.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro lod hovedet søge på sned. Næsten som det denne gang fremstillede ham som værende mere charmerende, end hvad han ok var.. Han var fuld.. Han var stort set altid fuld, men aldrig i den forstand, at han mistede den kontrol over sig selv, for det gjorde han da godt nok ikke, og det ville han aldrig komme til. Det var et mål! "Svar, som jeg får før eller siden, min skønne.. Jeg får det altid, som jeg vil," sagde han stædigt denne gang.
Hvad de måtte finde på øen, var aldrig til at vide. Selv kunne Alvaro kun håbe på, at de ville være heldige denne gang.. Heldige at finde noget som kunne vise sig at være brugbart i den forstand. "Vi deler naturligvis," svarede han, som var det jo det mest oplagte at gøre. Uden dem, kunne han ikke styre sit skib, og derfor havde han heller ikke noget imod at belønne dem, som gjorde et godt stykke arbejde. Et sted, skulle det jo bare mangle. En måde, hvorpå at han kunne vise, hvordan han havde det med sine 'ansatte'. Han trak kort på smilebåndet. "Kom med.. Du ønskede at styre skuden, ikke sandt?" spurgte han denne gang. Nu var de jo på vej ud på åbent hav, så var det jo også langt sjovere, og langt mere interessant, så hvorfor ikke? Han gjorde nogle vilde bevægelser med armene, inden han vendte om. Frakken blafrede næsten om ham i takt til hans skridt. Her søgte han mod døren, for at komme op på dæk. Jo længere ud de kom, jo mere ville det også gynge.

[Jarniqa Dynithril]

Af en speciel støbning var kaptajnen uden tvivl, men det krævede det vel også at være for at kunne bestyre en besætning som denne? ”Til dit held,” sagde hun roligt. Selv ville hun ikke sætte sin lid til, at folk af sig selv ville fortælle hende, hvad hun ønskede at vide. Det var hun for nysgerrig og for krævende til. Hvis hun ønskede svar på noget, krævede hun også, at hun fik svar på det. Det var hun nemlig for nysgerrig til at lade gå fobi. At høre ham sige, at besætningen og ham rent faktisk delte skattene, overraskede hende faktisk. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun regnet kaptajnen for at være en mand, der kun tænkte på sig selv. Sådan havde det trods alt syntes indtil nu. ”Jeg glæder mig til at se, hvad øen gemmer på,” sagde hun ærligt og dybt interesseret. Det var vel den udvidede del af at være tyv? At være pirat? Derfor måtte hun finde det umådeligt interessant! Indtil nu havde hun blot røvet folks lommer og nogle få forretninger, men aldrig havde hun søgt en hel ø for værdigenstande. I princippet havde hun jo aldrig før været på en ø. Da han så foreslog, at hun nu kunne prøve at styre skibet, mærkede hun iveren stige i sig! ”Gerne!” svarede hun derfor også energisk. Hun matte styre et skib, og ikke et lille et, men et sort et! Derfor måtte det også være med sommerfugle i maven, at hun fulgte efter kaptajnen. Forholdsvist simpelt var det heldigvis endnu at gå, og derfor gik hun også nogenlunde lige. Dog ikke ligeså lige som ham. Hvordan han kunne gøre det med alkohol i blodet, anede hun ikke. Det virkede helt absurd.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Egoistisk var Alvaro måske, men helt dum, var han trods alt heller ikke. Han var kendt med konsekvenserne, om han ikke delte skatterne med sin besætning. De arbejdede næsten lige så hårdt, som det han selv gjorde, og derfor skulle de naturligvis også belønnes efter de omstændigheder. Han sendte hende et let smil. Øerne rundt forbi skjulte mange ting. Ikke bare ting og genstande, men også racer, som verden sjældent havde set. Han havde i hvert fald set rigtig meget på sin færd over havene og forbi de mange verdener, som han havde lagt sin tur forbi. The Cursed Baron var nemlig ikke et skib som lå stille! Og det ville det aldrig nogensinde komme til, så lang tid, at det stod til ham. "Tro mig, min skønne.." Han kastede atter ud med begge sine arme. "Du vil komme til at se en helt anden verden derude," tilføjede han denne gang.
At lade hende styre skuden, var en lille sag. Han stod som oftest deroppe selv, for han nød selv følelsen af kontrol. Desuden krævede det heller ikke alverdens at styre en kæmpe skude midt ude på åbent hav. Det var jo heller ikke fordi at de kunne ramme noget derude eller noget.
Så nemt som ingenting i skibets gyngende bevægelser, søgte Alvaro henover gulvet og derfra op mod dækket igen. Besætningen var alle på deres poster, og hans førstestyrmand stod ved roret. Han kom op igen i den friske havluft og med et storslået og tilfredst smil. "Det anede mig, at du gerne ville," sagde han denne gang med en storslået og tilfreds stemme. Han kunne jo ikke være andet end tilfreds med de omstændigheder! Han gjorde tegn til at hun skulle følge ham op til roret, hvor han atter gjorde tegn til hans styrmand, at hun skulle slippe, så han selv kunne tage over. Dette gjorde hun uden indvending.

[Jarniqa Dynithril]

Hun ville få en helt anden verden at se? Det var hvad Jarniqa så frem til! I øjeblikket tænkte hun end ikke på Theodore der husede hende, og som hun vel også havde en form for forhold til, som hun kun så den mulige spænding. Spændingen ved endnu engang at tage ud på eventyr. Sidste gang hun havde gjort det, havde det været med Lucifer ved sin side. Oplevelser hun egentligt ikke rigtigt ønskede at tænke tilbage til, da den mand kun havde gjort hende naiv og såret. Svagelig havde hun været med ham. En svaghed hun ikke længere havde. Det var til gengæld en af de ting, som mørkelverne havde formået at åbne for hende. Nysgerrigt stillede hun sig med op til roret, hvor styrmanden også holdt til. En utroligt smuk kvinde, hvis hun selv skulle sige det. Hendes blik gled til roret. "Jeg savner at blive forbløffet og udforske.. Noget jeg der desværre har ligget stille længe i mig," indrømmede hun stille, imens hun stillede sig ved siden af Alvaro og roret. Igen mærkede hun sit hjerte banke stærkere. Dette var uden tvivl, hvad hun manglede i sit liv! At sidde stille på en herregård var bestemt ikke hende! Desværre var det bare Theodore.. Han kunne lide det. Han kunne ikke forstå glæden ved at gå på eventyr. Desværre.. ellers ville hun ikke have haft noget imod at have ham ved sin side. "Må jeg?" spurgte hun ham ivrigt. De stod her trods alt for, at hun kunne prøve at sejle skuden. Dog ville hun stadig ikke gribe om roret, før han gav hende sin endelige tilladelse til det. Hun var trods alt heller ikke ude på at bringe sig på hans negative side. Gad vide, hvor let det egentligt ville være? Selv kunne hun mærke, at de allerede var kommet længere ud på havet. Det var køligere her. Det blæste mere op i hendes lange hår her. Skibet rokkede mere og mere til højre og til venstre her.