A pirate's life for me

[Jarniqa Dynithril]

Alvaro Reminiqa Darklighter

Hele dagen i dag havde Jarniqa brugt i Atterlin. Det var ikke meget, som hun kendte til byen, og derfor havde hun valgt at lægge turen forbi i dag. Hun havde startet med at gå blandt markerne. Her havde hun besøgt de forskellige gårde og set, hvilke afgrøder de havde solgt. For at være behjælpelig i Acheron Landsted, havde hun endda bedt om at få nogle forskellige sorter sendt hjem, så hverken Theodore eller køkkenet behøvede at tænke på det. Dernæst havde hun været omkring i byen. Jaceluck Mansion havde hun holdt sig fra, men hun havde været omkring rådhuset og betragtet arkitekturen, og besøgt de forskellige markeder ved springvandet. Der havde gammel vane desuden grebet hende, og hun havde fået lidt for lange fingre.. God som hun var, havde hun fået fyldt sin egen pengepung. Mønterne havde hun tømt fra andres, hvorefter hun havde fyldt dem med småsten, så det stadig føltes som om, at der var en smule tyngde i dem. Helt i live havde hun følt sig, som hun havde gjort det, og nu hvor det var gået hen og blevet aften, følte hun kun, at det var hende velfortjent at få et varmt måltid og lidt at drikke, inden hun søgte hjemover igen!
Ind på kroen søgte Jarniqa. Flot var den. Langt flottere end mange andre, som hun gennem tiden havde set. Grunden til det kunne man også se på klientellet. Størstedelen her var pænere mænd. I hvert fald i tøjet, for stemningen allerede nu var da en smule høj. Mange kvinder var der ikke. Dem der var lignede umiddelbart at være hustruer til mændene, og de løsgående syntes hurtigt at blive revet ned til et af bordene. Derfor syntes Jarniqa også, at hun modtog nogen blikke, som hun trådte ind på kroen alene. At blive hængende i døråbningen fandt hun derfor ikke optimalt, og derfor bevægede hun sig hurtigt ned til et lille ledigt bord, hvor hun bestilte en lille tallerken og et glas. Dog hjalp det ikke på blikkene, da hver en bevægelse hun gjorde var med en elvers ynde.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Dvasias.. Det var efterhånden ved at være mange år siden, Alvaro sidst havde sat sine fødder her. Primært sendte han andre ud for at hente de ting, som han skulle have. Foruden rom.. Den ville han selv hente, for at sikre sig, at det var den rette han fik fingrene i!
Provianten blev slæbet ombord, af dem, som han nu havde i sin kære besætning. Nu havde han været kaptajn på skibet igennem de sidste rigtig mange år. The Cursed Baron var og blev hans lille skat! Gud hvor han forgudede den skude - som han jo også forgudede sig selv.
I øjeblikket havde han taget pladsen bagerst i den fine krostue. De fineste flasker af sprut og rom, stod på bordet, og stedt stank langt væk af det. Alvaros hår, stod ud til alle sider, og han var ikke typen, som gjorde vanvittig meget ud af sig selv. Et kort lå foran dem, og de sad i øjeblikket i en mindre debat om hvor de nu skulle tage hen. "Skuden fyldes nu. Vi vil have nok til flere måneder ude på havet!" argumenterede en halvgammel mand ved hans side med denne gang. Alvaro sagde intet, men lyttede derimod. Han ønskede en velfungerende besætning, og derfor lod han dem faktisk også komme til orde. For nu om ikke andet. Han havde jo ikke umiddelbar nogen grund til andet. Armene lod han glide over kors. Hans blodrøde skjorte var beskidt og løs, og han havde hvad der lignede en læderfrakke om sine skuldre. "Fastlandet er dødsygt. Vi skal ud, og jeg er egentlig ligeglad med hvor," fastholdt Alvaro denne gang, og med en ganske bestemt tone. Han pegede på kortet og på en lille øgruppe, et godt stykke derfra. "Hvad finder vi her?" spurgte han videre. Diskussionen fortsatte. Andre som skulle komme ind, førte ham på ingen måde.

[Jarniqa Dynithril]

De specifikke grupperinger havde Jarniqa ikke nærstuderet, idet hun havde trådt ind i kroen. Som en optræder havde hun nemlig helt følt sig, som hun havde trådt ind, da stort set alle havde kigget i hendes retning, og derfor havde hun hurtigt valgt at finde sig en plads i stedet. Ved et lille bord satte hun sig derfor, så hun kunne være for sig selv. Ikke mange sekunder efter kom en af kroens servitricer hende i møde for at tage imod hendes bestilling. ”Er det hele selskabet?” spurgte hun høfligt. ”Det er kun mig,” svarede Jarniqa roligt tilbage. Det bekymrede blik nåede hun helt at ane på servitricens ansigt. ”Hvad kan jeg byde dig?” ”Et glas vand og en mindre tallerkenanretning,” bad hun. Theodore forsøgte at lære hende at drikke vin, men ikke kunne hun se ideen i det, når det kun var hende. En af kroens andre gæster brød ud i latter, som han hørte hendes bestilling. En mand selvfølgelig. ”Vand? Ha, snut! Kom herover på fars skød og få dig noget ordentligt drikkelse,” lød ucharmerende og beruset fra ham. Misbilligende rynkede Jarniqa på næsen af ham. ”Din snut er tydeligvis flasken. Et kærlighedsforhold jeg næppe vil bryde,” svarede hun roligt igen. Et svar der fik en af mandens kammerater til at le muntert, og dunke ham let på ryggen. Blikket fjernede hun dernæst fra den lille forsamling. Servitricen var gået i mellemtiden, og derfor brugte Jarniqa tiden på at lade sit smaragdgrønne blik glide rundt på forsamlingen for at opsnappe atmosfæren og de forskellige personer. Selv var hun noget atypisk, som hun sad. Eftersom hun havde begivet sig ud på en længere tur i dag, havde hun undladt kjolen, for i stedet at tage en mørkegrøn buksedragt på. Lettere luftig var den omkring benene, men om livet blev det holdt inde med et mørkt og bredt bælte, så man kunne se hendes former, og for at den ikke var helt kedelig og triviel, var der en V-udskæring i halsen frem for en rund. Mellem hendes ravnsorte lokker kunne man desuden ane, hvordan hendes ørespidser spidsede, frem for rundede blødt.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Fuldstændig optaget af sine egne ting, var Alvaro, hvor han på ingen måder, bed sig fast i denne kvindes tilstedeværelse. Han selv ønskede at finde ud af hvor de skulle tage hen, hvor lang tid de skulle være væk, samt hvad de kunne forvente sig at finde under vejs. Den dog så højtrystede mand, som henvendte sig til den unge kvinde, var hvad der havde fået Alvaro til at hæve blikket bare en anelse. Temmelig uinteresseret, hvis han selv skulle sige det. Skulle han da overhovedet blande sig i det?
Kvinden var uden tvivl plaget af denne mand. Burde han blande sig? Efter igen at have kigget på kortet foran sig, og taget en god tår af den dyre flaske på bordet foran ham, blev han træt af at høre på dem. Det var højt, og det larmede! En dog smuk kvinde.. Den måtte han give hende. Ville det ikke være dumt af ham, ikke at udnytte det bare en smule?
Igen greb han ud efter flasken... den var tom. Hvem havde tømt den?! "Gud forbyde den, som har valgt at tømme min flaske.." vrissede han denne gang. Hans stol skrabede over gulvet, da han rejste sig op. Gulvet dansede nærmest under ham. Han bevægede henover gulvet, og derfor også tættere på denne kvinde. "En flaske mere af det flydende guld.." Han bankede den direkte ned i bordet, hvilket næsten overraskede og chokerede krofatteren. Den tomme flaske blev dog hurtigt byttet ud med en ny, som Alvaro tog imod med et stort og tilfredst smil på læberne.

[Jarniqa Dynithril]

Højtrystede var mændene ved bordet ganske tæt på Jarniqa, men … Jarniqa var nu af den mening, at over halvdelen af kroens klientel var lettere højrystede, som størstedelen havde fået lidt indenbords, og fordi mesteparten var mænd. Selv var hendes mening egentligt bare at passe sig selv, inden hun søgte hjemover igen. Det og at se Atterlins befolkning. Det var egentligt en by, som man generelt ikke hørte meget om. Derfor var den også kun passende at undersøge! Som den ucharmerende mand faldt i snak med sine kammerater igen, kom servitricen tilbage med hendes anretning. ”Værsgo, frøken,” sagde hun, idet hun stillede tallerken og glas fra sig. Jarniqa selv betalte, hvad hun skyldte. Om det var hendes egne penge, eller om det var de penge, som hun havde stjålet, som hun nu brugte, kunne hun ikke vide. Servitricen søgte væk igen, men nåede aldrig i sikkerhed, inden hun blev grebet i livet, og tvunget op på en mands skød, hvorefter han snuste grådigt til hendes manke af hår omkring halsen. Jarniqa rystede svagt på hovedet, hvilket hun kun yderligere kunne gøre, som en anden højrystet mand nu trådte på banen. Denne mørkhårede mand generede dog ingen kvinder.. I stedet kom han slingrende hen ad gulvet for til sidst at ende ved krofatteren, hvor han bad om mere flydende … guld? Denne mand havde uden tvivl også set for dybt ned i flasken. Jarniqa tog en bid af sin mad der måtte være en form for tapasordning. Lidt brød, lidt kød, lidt grønt-. Alt sammen i mundbidder. Imens kunne hun dog ikke lade være med at opsnappe nogle besynderlige ord. Pirat.. Forbandede bæst.. Slyngler der røver os for, hvad vi ejer og har.. Jarniqas hoved søgte en kende på sned, imens hun igen måtte skæve mod den mørkhårede mand. Pirat, som i sørøver med et skib med et dødningehovedflag? Aldrig havde hun mødt en, og kunne denne mand virkelig være en?

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro var en stolt pirat, og det havde han været igennem de sidste rigtig mange år. Endnu ikke, havde han set eller fundet sin overmand, som skulle ødelægge det faktum for ham. Tydeligt tilfreds måtte han derfor være ved, at de kunne sidde her og diskutere, hvad de skulle gøre fremadrettet. I forvejen var besætningen for lille, og derfor ønskede han også at få denne gjort større, før de tog nogen steder. De forbandede vejrguder, var heller ikke nogen, som man altid kunne regne med.
Derfor slentrede han sig op til baren, hvor han hamrede den tomme flaske ned i bordet. Der var intet som en god flaske rom. Det var nok hans største kærlighed. Hans liv på landjorden, kunne han jo knapt nok huske i disse tider, og end ikke, var det en tanke, som gjorde ham skuffet. Langt fra faktisk. Hans blik faldt denne gang til kvinden ved hans side. Hovedet lod han selv søge på sned. De mørke øjne.. kulsorte som det mørkeste vand på den mørkeste aften.. Alle de historier, som han egentlig kunne berette om. "Svin.. Hele bundtet." Han vendte sig, så han hvilede med ryggen mod bardisken denne gang. Han tvang proppen af, og tog en god tår. Vand og brød.. Hun kunne leve på havet med den kost i hvert fald. Han skubbede denne hen mod hende. Bange for at dele, var han jo ikke ligefrem. "Hvis du tør," opfordrede han denne gang. Nu var dette land også kendt for værende stedet for de mere modige. Mon det var noget, som han ville finde i denne kvinde? Desuden var lidt udfordring jo heller ikke det værste, var det?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa betragtede sig nysgerrigt af den mand, som blev skudt til at være en pirat.. eller det var lige indtil han kiggede i hendes retning, og efterlignede hendes mimik med også at lade sit hoved søge på sned. Det fik hende til at se bort, da hendes ædru tilstand alligevel måtte finde det akavet. Om manden derimod kunne føle noget endnu, kunne hun dog helt have sin tvivl om. Rigtigt fuld havde hun selv kun været en gang, og det havde været den dag, hvor hun og Lucifer havde gået fra hinanden. Den nat havde hun knapt nok kunne styre sig selv, som det hele havde været en tåge grundet al alkohollen. Tanken fik hende til at tage en tår af sit vandglas. I det sekund endte den mørke romflaske dog også på hendes bord lige foran hende. Denne stirrede hun på, imens hun igen satte vandglasset fra sig. Om hun turde? Blikket søgte tilbage mod hans. Hendes klare smaragdgrønne øjne, mod hans sorte mørke. ”Konkurrencen er næppe ligeværdig, når denne tydeligvis ikke er din første,” svarede hun kækt igen med et svagt smil. Et smil der på ingen måde forringede hendes skønhed. Tværtimod. Hendes hoved søgte på sned igen, som hun betragtede ham. Synd at sige var det, at han stod snorlige. Han svajede nærmere svagt, som om kroppen prøvede at fortælle ham, at han burde sætte sig, men at han stædigt forsøgte at holde ved. Hun fugtede let de lyserøde læber. Burde hun? Hun kunne mærke, hvordan der blev pillet ved hendes nysgerrighed. Hvordan den blev pirret. Talte de omkringstående sandt? ”Er det sandt, hvad de andre siger?” vovede hun alligevel nysgerrigt med at spørge ham. Hun havde jo alligevel aldrig kunnet lade være. Hendes nysgerrig havde altid være stor, og hendes spørgsmål mange. Interesseret kiggede hun på ham. Selv talte hun om ordet pirat. Det havde været det mest interessante ord, som hun havde opsnappet fra de andre gæster.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Fulde mænd.. Der fandtes nok ikke noget værre end det også selvom Alvaro vidste, at han i den sammenhæng, ikke burde snakke for højt. Sjældent forekom det nemlig, at han var ædru, og særligt når de endelig var på land. I sig selv, var det en sjældenhed, at de var på landjorden, som han var lige nu. Han skævede mod hende, selvom hun havde startet ud med at se bort. Her skubbede han romflasken mod ham. I hans øjne, var det en utrolig venlig gestus, i og med, at den flaske var som guld for ham. Noget som han end ikke delte med sin egen besætning. Men en smuk kvinde, var jo en anden sag. Et kækt smil passerede hans læber. "Og hvis det er?" spurgte han denne gang.
Albuerne lod han denne gang hvile mod kanten af bordet bag sig. Også et forsøg på at holde sig oppe. Hans ben svajede en smule under ham, men hvad.. Han kunne jo stå, og han så stadig godt ud, og så blev det jo heller ikke ligefrem bedre, kunne man sige. Og om det var sandt? Han lod hovedet søge på sned. "Om hvad er sandt? Det de snakker om?" Han smilede tilfredst for sig selv. Om det var! Han var nemlig den stolte kaptajn ombord på The Cursed Baron, og han elskede det virkelig! "Jeg kan ikke benægte, at jeg er den stolte.. og smukke kaptajn ombord på The Cursed Baron." Den ene hånd klappede let hans brystkasse med en tydelig stolthed. Et farligt og risikofyldt arbejde.. Men han elskede det.

[Jarniqa Dynithril]

Skævt smilede Jarniqa. ”Så vil jeg kalde dig en løgner,” svarede hun kækt tilbage. Det kunne både ses og lugte på ham, at dette ikke var hans første flaske! Det var vel også næppe hans anden? Hvor meget man egentligt kunne drikke, vidste hun ikke. Den ene gang, hvor hun selv havde været umådeligt fuld, havde hun nemlig glemt, hvor mange gange hun mon havde løftet sit glas. Opmærksomt kiggede hun på ham, som han i tide og utide lignede en der skulle dejse om, inden han fandt bordet bag sig til støtte. Som han endte med at beskrive sig som den stolte og smukke kaptajn på … et eller andet skib? Kunne Jarniqa ikke undgå at løfte brynene. Smukke. Ja, det var ikke et ord, som mænd normalt brugte om sig selv. Hans selvtillid var i hvert fald i orden. Som han sagde det, kunne hun dog heller ikke stoppe selv i at betragte ham det nøjere. Jo.. Bag det slingrende fuldskab, var han faktisk en flot mand. ”Kaptajn, som i kaptajn på et piratskib?” endte hun nysgerrigt med at spørge ind. ”..og hvordan ved jeg, om du taler sandt?” Hun havde aldrig før mødt en pirat.. eller en kaptajn for den sags skyld. Hun havde før været i Cetiul, men aldrig havde hun mænget sig med sømændene eller været på et af deres skibe. Hendes blik gled til flasken der stod foran hende. Hvis historierne var sande, burde dette være rom.. Ifølge historierne var rom nemlig en pirats yndlingsdrik. Igen talte nysgerrigheden til hende, som den fik hende til at række ud efter flasken. Selv valgte hun ikke at snuse til indholdet, inden hun førte det flaskens hals op til læberne, da de brændende drikke havde det med at svie i næseborene. Hun tog en lille slurk. En der var nok til at få det til at brænde i halsen på hende, og få hende til at skære en lille grimasse, inden hun stillede flasken fra sig igen.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Alvaro grinte denne gang. Hun havde ret. Det var på ingen måder den første flaske, og han kunne samtidig også godt love hende for, at det heller ikke ville være den sidste. "Du fanger mig i dit net," sagde han denne gang. Det var en kæk kommentar i retur, og det var det som nød. Det var ikke ofte, at han stod overfor nogen, som rent faktisk var i stand til at gøre det, og særligt på den her måde.
En smuk kaptajn - det var lige hvad han var, og det var sådan, han elskede at betragte og se sig selv! Hånden klappede let på hans brystkasse, inden han igen støttede sig op af bordet bag sig. Hans ben svajede, men ikke desto mindre, kunne han jo stå op. Han lod hovedet søge på sned den anden vej, da hun denne gang tog flasken og tog en tår. Tydeligt ikke noget, som hun var vant til at drikke, og særligt ved den mimik som hun sendte ham i retur. Det tilfredse smil passerede hans læber. Om ikke andet, så havde hun taget udfordringen op, og det havde han det mere end fint med! Han tog flasken til sig igen, hvor han tog en god slurk. Han elskede det. Han kunne slet ikke få nok af det! Og den brændende fornemmelse? Den havde han ikke følt i skræmmende mange år. "Den eneste ene, af hvad jeg ved," sagde han denne gang. Pirat-erhvervet var nemlig så godt som uddød. Dette passede Alvaro mere end fint! Og hun stolede ikke på ham? Svagt kneb han øjnene sammen. Stolen trak han hen til sig, inden han dumpede ned på den. "Tag med til havnen og min skude.. Så skal jeg vise dig." opfordrede han denne gang. At vise kunne han godt.. Men at sejle med en kvinde ombord, var et tegn på uheld, som han helst synes at være fri for.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst måtte Jarniqa alligevel ende med at smile ved hans ord. Hun havde ret, og det vidste hun, og at benægte det forsøgte han ej heller på. Svært var det nu også at løbe fra en sandhed der lyste ud af ham. Mere til det sagde hun dog ikke.. Dog gav hun også sig selv en smule, som hun gik med til at tage en slurk af hans flaske. Ikke at hun nød det, som den brændte i hendes hals! Dog vidste hun, at jo mere man drak, jo mindre brændte det. Det havde hun dog kun praktiseret en gang. Overrasket måtte hun blive, som han sagde, at han var den eneste piratkaptajn. ”Og siger du det, fordi du ikke anerkender de andre eller fordi, at du oprigtigt er den eneste?” spurgte hun med et lille smil. Selv vidste hun nemlig, at mænd elskede at spille med musklerne. Derfor kunne det meget muligt være, at han blot overdrev.. Særligt når han samtidig var fuld. Pulsen kunne hun mærke stige i sig, som han forslog, og at hun kunne tage med ham til havnen for at se, om han løj eller ej. Interessen var der. Ingen tvivl om det. Hun havde jo aldrig før set en pirat eller et piratskib. Desuden.. hvis han skulle begynde på noget, kunne hun altid slå ham ud. Hun tænkte stille for sig selv. Hurtigt valgte hun at putte noget af kødet og grøntsagerne i munden og sluge det, så hun da havde lidt i maven, inden hun nikkede. ”Så vis mig dette piratskib,” endte hun med at sige, samtidig med, at hun skubbede sin stol ud. Om han kunne gå hele vejen derud var næsten spørgsmålet. At han var fuld var jo tydeligt.. men var dette mon bare hans vante situation? Ifølge historierne kunne pirater nemlig generelt lide at drikke.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Hvorfor lyve om omstændigheder, som var så tydelig? Desuden.. en pirat? Han elskede rom! Han kunne leve af det, hvis det var en mulighed for ham, og det var det, som han selv måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. Et kækt smil passerede denne gang hans læber. Hun virkede nu meget nærværende.. rolig overfor en mand som ham. Det var han heller ikke ligfrem vant til. Nu var det i forvejen sjældent, at han i det hele taget tog med til havnen og tilbage på land, hvor han derimod stod mest ombord, og sikrede sig, at tingene gik, som de nu skulle. "Aye.. Den eneste skude som lægger til havn på disse kanter, er The Cursed Baron.. Den mest berygtede skude på havet." Det var og blev hans store stolthed. Han var selv bragt ombord, da han ikke havde været særlig gammel, og se ham i dag? Han havde al god grund til at være stolt over, hvor langt han var kommet, og det var han da uden tvivl også!
Flasken tog han denne gang omkring. Hun ville se det? Han viste hende det med glæde! Han nikkede, inden han denne gang skubbede sig op at stå. Selvom han var godt ved den, var det en vanesag. Han ville vel få abstinenser, hvis han ikke fik det? "I så fald..!" Han gjorde denne gang tegn til at hun kunne gå med ham denne gang. De øvrige ved bordet, kiggede efter ham, og sendte ham meget sigende blikke. Han tog en kvinde med sig? Tydeligt var det, hvad han ønskede med dette. Alvaro blinkede mod dem, inden han nåede døren. Denne skubbede han op, for at søge ud i den mørke natteluft. "Havet siger jeg dig.. Det er guds gave til os!" Han kastede kort med armene, inden han søgte ned mod havnen. Den lå jo ikke langt derfra. Hans store stolthed på havet.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa kunne ikke undgå at tænke sit, som han talte. Svært var det vel ikke at have det mest berygtede skib, hvis man havde det eneste skib på havet? Om det var det mest berygtede, kunne hun ej heller sige, for hvis hun skulle være ærlig, så havde hun aldrig hørt om The Cursed Baron. Manden, der eftersigende var en pirat, syntes dog at være sikker i sin sag. Igen kunne det dog bare skyldes alkohollen.. eller nærmere sagt: rommen. ”Før sagde du, at det var den eneste skude på havet, så konkurrencen er egentligt … ikke eksisterende,” endte hun med at kommentere, som hun ikke var bange for at give igen. Ret havde hun dog. Hvis The Cursed Baron virkelig var den eneste skude på havet, så kunne det hverken være det bedste eller dårligste, mildeste eller værste skib. Det ville bare være et piratskib, som der intet ville være at sammenligne med. Med ham gik hun dog alligevel. Hun kunne ikke lade være, som hun var nysgerrig! Det havde hun altid været. Det var ellers noget, som mørkelverne havde forsøgt at pille af hende. Med ham gik hun, hvor hun ikke kunne undgå at se umådeligt elegant ud ved siden af ham, som han gik der og svajede i luften. Yndefuld så hun dog altid ud, som det var noget hun ikke kunne forhindre grundet elveren i sig. Med ud i natten gik hun, hvilket hun ikke kunne undgå at nyde! Særligt ikke med den lettere tunge luft, der havde hængt inde i kroen. Nysgerrigt fulgte hun med, imens han talte. ”Jeg har aldrig været ude på det.. Kun set på det, ligesom jeg heller aldrig har været på et skib,” endte hun ærligt med at sige. Så om havet virkelig var guds gave til folket, kunne hun ikke sige. For nu havde skoven den plads i hende.

[Alvaro Reminiqa Darklighter]

Som det eneste skib på havet i denne forstand, så var konkurrencen jo slået, og derfor måtte The Cursed Baron jo være det bedste på markedet. De havde været i kampe og stride med så mange i årenes løb. Af hvad hun naturligvis ikke var kendt med, kunne man sige. "Kun fordi du ikke er kendt med, hvad der foregår ude på havet, min skønne. I har jeres stridigheder her.. Som vi har vores på havet," fortalte han denne gang. Sandt var det jo trods alt også. De havde udkæmpet mange kampe, og selv under hans beklædning, var det at se. Det var bare ikke noget, som han gik og reklamerede med.
Luften var kold, men derimod rar. Særligt når man følte varmen så intens, ovenpå det druk, som han havde indtaget for denne aften. Han kastede med armene og med et storslående tilfreds smil på læberne. "Vent til du ser hende. Hun er smuk!" sagde han denne gang. Han søgte denne gang ned mod havnen. I takt med, at de kom tættere på, spredte duften af saltvand sig også. Småbåde lå langs kajen, men for enden.. Der lå skønheden til hvile. Den store skude med de mørke sejl. Skroget var malet i røde og sorte farver. Alvaro smilede tydeligt tilfredst, inden han søgte tættere på. Hånden strøg let henover en af stolperne ved kajen, som skønheden var lagt an ved, inden han steg op af landbroen, for at komme op på dæk. Roret var for enden, og der var en stor figur foran af den smukke havfrue. Tønder stod langs kanten, og selvfølgelig var kanonerne også på plads. Han rakte hænderne i vejret. "Er hun ikke yndig?" spurgte han med et tydeligt stolt smil.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt var det vel, at der fandtes stridigheder over det hele. Både til vand, til land og i luften. Selv havde Jarniqa også hørt rygter om, at piratskibe kunne finde på at angribe handelsskibe. Måske var det det han talte om? At han endvidere kaldte hende for sin skønne, tænkte hun ikke ydereligere over. Manden var fuld, så hun vidste, at det blot var alkohollen der talte for ham. ”Fortæl mig om de stridigheder, som du og dit skib har været en del af,” opfordrede hun ham interesseret. Altid havde hun nydt historier, og aldrig havde hun talt med en pirat før, så det kunne da kun gå hen og blive interessant! Smilet kunne hun ikke undgå at trække på, som han slog om sig med armene, og talte begejstret om sit skib. Han var excentrisk. I hvert fald som fuld. Det var i hvert fald noget der fik hende til at smile muntert for nu. Med til havnen gik hun, hvor hun først kunne se de mange småbåde og fiskekuttere. Det var dog ikke dem der var interessante, nej. For enden af kajen lå et stort og prægtigt skib! Nysgerrigt slugte hun hver en deltalje med øjnene. Brædderne der var blevet malet sorte og røde. Det store mørke sejl.. Hendes hoved faldt på sned. ”Intet dødningehoved?” spurgte hun næsten skuffet. Selv havde hun i historierne hørt, at piratskibe altid havde et sejl med et dødningehoved på, men dette havde intet. Måske det blot havde været naivt af hende at tro på historierne? Hun gik med ham. Helt hen til landbroen, hvor hun for en stund måtte bekymre sig, om han mon ville skvatte i havet. Det skete dog ikke. Derfor besteg hun selv landbroen og med en høj puls. Overvældet så hun sig nysgerrigt om, som hun endte med at stå på dækket. ”Kan jeg se det hele?” spurgte hun ham begejstret.