Consequence of action

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Tatiana Vanessë Móreadhiel // Einar Calder Vali // Tatianas bolig // Sen nat

---

Et par flænger senere fra skovelverens kniv, havde Lidiya fået tøsen ned med nakken. Thranduil var desværre længe borte, men i det mindste havde Lidiya den ene synder, der var kommet hertil for at befri Tatianas fange. Om hun ville blive straffet for noget, måtte hun tage til den tid. Men hun kunne håbe, at Tatiana ville lade det hele gå ud over denne Sili, der bestemt fortjente at blive sat på plads! Men dog måtte Tatiana få den ære, da Thranduil trods alt havde været Kahli'ens fange.
Lidiya havde Silivrenniel ved håret i et fast greb. Tøsen var ikke ligeså stærk som hende selv, så hun var nu egentligt nem nok at trække med sig. Desuden var hun fuldstændig ligeglad med om det gjorde ondt på skovelveren eller ej. Silivrenniel måtte snuble og være ved at falde alt det hun ville, men Lidiya trak hende blot med sig. "Nu vil du snart finde ud af, hvor dumt det var at komme her, tøs," endte Lidiya hånende. Tøsen svarede hende end ikke, men hun var som sådan ligeglad. Hvor de andre mørkelvere så havde været, der skulle have holdt vagt ved bygrænsen, det anede hun ikke. Hun havde jo været den sidste post og havde åbenbart været den eneste med øjne. Mon bygrænsen var faldet i søvn? Det kunne ligne dem, hvis det var en mand. Årh, hvor hun dog hadede mænd. Kvinder. Det kunne hun forholde sig til. Hun nåede til Tatianas bolig. Det var sent og måske kahli'en sov. Så ville hun kun blive endnu mere vred over at blive vækket, men hun ville ikke vente til morgengryet. Hun havde sendt en kollega på vagt ved grænsen, nu hvor hun havde dette at tage sig af. Hun trak vejret dybt og bankede fast på. "Kahli. Jeg bringer nyheder," endte hun i den mørkelviske tunge og håbede hun kunne få fat på hende. Silivrenniel tvang hun i knæ for sine fødder, stadigvæk med grebet i hendes hår.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sent på aftenen var det, og derfor lå Tatiana naturligvis i sin seng og sov. Alene var hun dog ikke, som en smuk sorthåret mørkelvisk kvinde lå ved hendes side og delte den. En af livets små fornøjelser var det, og det måtte hun i sandhed indrømme, at hun havde savnet, mens hun havde siddet som gidsel i Procias. Som hun lå og sov, og som hun inden da havde moret sig med denne kvinde, vidste hun derfor ikke, hvad der i mellemtiden havde hændt ude ved det store træ, hvor Thranduil havde hængt som fange.
Som en banken lød mod dobbeltdørene til den store herregård, bevægede en mandlig mørkelver sig igennem gangen. Den tjener der havde nattevagten. Shûrain lagde hånden på dørhåndtaget, alt imens han skumlede over ideen om, at der var en der kunne finde på at vække kahli’en på dette uhumane tidspunkt. Glad ville hun ikke blive, så han håbede stærkt på, at det var vigtige sager der bød sig! Nødt til at åbne døren var han dog, da han kunne høre, at det var en kvinde der kaldte på den anden side. Døren åbnede han, så de to kvinder blev synlige på den anden side. Den rødhårede kvinde, som han straks genkendte som Lidiya, og en fremmed kvinde der blev taget ved håret. ”Vedui’,” hilste han høfligt, imens han respektfuldt bøjede hovedet for hende. ”Vores kahli sover. Hvilket ærinde kan jeg fortælle hende, at De kommer hastende med?” Ikke sagde han, at hun burde vende om. Det havde han ikke ret til. Hun var en kvinde. En mørkelvisk kvinde. Og derfor var det op til kahli’en at vurdere, om hendes indtræden var upassende eller ej. Dog mente han personligt, at det i den grad skulle brænde, hvis kahli'en skulle se pænt på denne forstyrrelse.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

At Tatiana lå og sov, det regnede Lidiya med. Men hun var sikker i sin sag på, at dette ikke kunne vente, eftersom det ikke virkede til at deres leder vidste, at Thranduil var blevet befriet. At vagten ved bygrænsen tydeligvis havde sovet i timen og derfor var de nået helt ud til grænsen i skoven, havde jo heller ikke gjort hendes arbejde nemmere, for hun kunne ikke ligefrem løbe efter forstærkning. Hun havde gjort sit bedste og nu bragte hun så Tatiana synderen: Sili. Skovelveren prustede noget over hendes greb i hendes hår, men hun var faktisk fuldkommen ligeglad med hvor ondt det gjorde.
Da døren gik op, så sendte Lidiya den mørkelviske mand et fast blik. "Thranduil er blevet befriet og jeg har synderen lige her," endte hun. Hun hev Silivrenniel op at stå igen ved håret, hvilket fik skovelveren til at spænde igennem hele kroppen. Hun så direkte og indgående på mørkelveren. Dette kunne ikke vente, så hun puffede ham til side og trådte ind gennem de store døre. Hun ville dog vente her i indgangshallen og så måtte han jo hente Tatiana, så han kunne få det første møgfald. "Bring hende informationen og spørg om hun vil reagere på sagen nu eller om jeg skal vende tilbage ved morgengry," afsluttede hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Thranduil – skovelvernes konge – var blevet befriet. Det var noget der selv fik Shûrains hjerte til at banke, og hans blod i kog. Fordømte skovelvere! Vredt måtte han derfor også se på den anden kvinde, der åbenbart var synderen og også en skovelver. For at vise sin misbilligelse, spyttede han efter hende, så spytklatten ramte skovelvernes klæder. Kahli’ens vrede ville dog være værre.. Derfor trådte han også straks til siden, som Lidiya trådte ind i forhallen. ”Selvfølgelig. Jeg vil straks give beskeden videre til vores kahli,” lovede han, inden han vendte om på hælen. Op af den store trappe gik han med hastige skridt, som kahli’ens private gemak måtte ligge på førstesalen. Hurtigt fandt hans den rigtige dør, og skønt han vidste, at beskeden var med en hvis værd var det alligevel med en klump i halsen, at han bankede fast på døren. ”Kahli? kaldte han gennem døren.
”Rhraich..!” bandede Tatiana lavmælt for sig selv, som hun blev vækket af den irriterende banken. ”Kom ind..,” forlangte hun kortfattet. Hvis ikke det var et anmassende ærinde han havde for, ville hun sørge for, at hun fik ham pisket for at forstyrre hendes nattesøvn. Ydmygt trådte Shûrain ind i soveværelset. Øjeblikkeligt så han ned i gulvet af respekt, alt imens han stillede sig i starten af værelset. ”Amin hiraetha, kahli,” undskyldte han først, inden han rømmede sig. ”Lidiya anmoder om din tilstedeværelse i forhallen. Hun har medbragt en skovelvisk kvinde, som hun hævder har løsladt fangen, Thranduil.” Mildt sagt var det at sige, at hun mærkede vreden ulme i sig. Thranduil løsladt? Var der nogen der havde ladt den forpulede amøbe slippe fri?! Tydeligt frustreret skubbede hun dynen til siden, så hun trådte nøgen ud af sengen. En handling der fik Shûrain til at se endnu mere intensivt ned i jorden. Hurtigt trak hun den røde læderdragt på, uden at iklæde sig korsettet og halsstykket. Buksedragten var nok. ”Kom med,” bad hun kortfattet, inden hun med hastige skridt forlod sit gemak. Ligeglad med, at hendes blonde hår stod med mere volumen efter nattens hændelser og søvn.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya kunne tydeligt se, at det påvirkede Shûrain, da hun fortalte ham sagen. Hun sagde det selvfølgelig også lige ud af posen, da hun synes det var ret vigtigt. At han spyttede mod hende sagde hun intet til. Tøsen fortjente det.
Thranduil var for længst væk, eftersom Silivrenniel desværre havde formået at give en rimelig slåskamp, så de skovelviske bueskytter kunne bære Thranduil væk. Igen irriterede hun sig over hvor bygrænsen havde været i alt dette, for havde han stoppet dem, så havde de da i det mindste været to. Den vagt skulle bestemt sættes på plads. Eller dø. Ja, nådig var Lidiya ikke og den ene bueskytte lå også død med en pil gennem halsen ude ved skovgrænsen. Hun nikkede bare og betragtede de store dobbeltdøre glide i med en langsom og dyster bevægelse, som mørkelveren hastede mod Tatianas værelse. Hun var selvfølgelig ærgerlig over at skulle vække deres kahli, men hun mente bestemt dette var vigtigt.
Blikket gled mod Sili. "Forbandede tøs," endte hun hvislende i øret på tøsen, der skar en grimasse forbi hun strammede grebet i tøsens hår. Så snart Tatiana kom, så bøjede hun hovedet for hende i respekt. "Amin hiraetha, kahli, at jeg må vække Dem på dette tidspunkt," hilste hun med en rolig stemme. Hun kommenterede ikke på sin kahli's fremtræden, da hun jo trods alt var revet ud af sengen.
"Tøsen her har befriet Thranduil sammen med 4 andre skovelvere. Den ene er død, men de 3 andre slap væk," forklarede hun ærligt. Hun pressede Silivrenniel lidt foran sig for at vise hende til Tatiana. "Da jeg skar hendes hår af, blev det mørkt," afsluttede hun. Hun greb under sin kappe og trak den lange tot hår frem, som hun havde kappet af tøsens hoved, så skovelveren nu kun havde hår til skuldrene.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hastige var Tatianas skridt ned ad den store trappe, som sagen i den grad var anmassende. Hoveder ville rulle for dette! At hun selv lignede en der hurtigt var trukket i tøjet, var hun ligeglad med. Det var trods alt ikke en skønhedskonkurrence. Frastødende så hun dog ej heller ud. Med sig kom Shûrain, der respektabelt holdt afstand til hende, og endnu holdt hovedet nede. Et tydeligt tegn på hendes rang over ham. Tatiana gjort holdt foran Lidiya og skovelveren. Rank stod hun som et faretruende mørke der kunne springe på et splitsekund. Tavs stod hun, som Lidiya talte. Det var vigtigt, at hun vidste, hvad der havde foregået, så hun forstod situationens alvor. Shûrain havde trods alt kun fortalt hende, at Thranduil var væk, og at en anden skovelver var blevet taget til fange. Da Lidiya var færdig med sin historie, valgte hun med hård hånd at stikke den skovelviske trunte en syngende lussing. Hende skulle hun nok tage sig af! Det ubarmhjertige blik vendte hun dernæst mod Lidiya. ”Fortæl mig, hvordan fem uduelige skovelvere kunne komme uset ind over vores grænser, og hvordan 3 skovelvere med Thranduil kunne slippe bort igen. Fortæller du mig, at skovelverne er os overlegne?” opfordrede hun ildevarslende. Hovedet vendte hun dernæst mod Shûrain. Dette galskab skulle stoppes! ”Find jægerne. Fortæl dem, at jeg ønsker alle fire skovelveres hoved på et fad, og at de ikke må få hvile før deres opgave er fuldført,” bad hun koldt. Shûrain bukkede for hende. ”Javel, kahli” Ud af døren sprang han elegant, hvorefter han ilede gennem natten for at vække dem, som matte sendes af sted. Som det skete vendte Tatiana igen sit kølige blik mod Lidiya. Den kvinde måtte også hellere se at få tungen på geled!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya følte også dette var hendes skyld. Men hun havde ikke været på vagt, da skovelverne var kommet ind, først da de havde været på vej ud. Hun var jo kun lige nået op på sin post, da de var kommet, hvilket havde undret hende meget. Hun vædede sine læber og fulgte Tatiana med blikket. Deres kahli var ikke tålmodig så vidt hun vidste, så derfor lagde hun også alle kortene på bordet med det samme, da hun ikke ønskede at holde noget skjult.
Skovelveren modtog en lussing med en fast støn, som fik hendes hoved til at vende sig til siden. Lidiya tvang Sili til at kigge ned, eftersom hun blev nødt til at respektere Tatiana også.
"Jeg ved ikke hvordan de er kommet ind, kahli, jeg nåede kun lige ud på min nattevagt, da de kom slæbende med Thranduil. Hvad vagten ved bygrænsen har lavet, det ved jeg ikke, jeg havde den sidste post," endte hun forklarende. Skovelverne burde ikke været sluppet væk, men hun havde da fået fældet den ene og havde nu et gidsel også. "Jeg fik afvæbnet den ene bueskytte og slået en anden ihjel. Og har nu tøsen her, fordi hun sprang på mig..." Hun stoppede sin fortælling her. Hun havde jo været overlegen, men hun burde have fået tøsen af sig tidligere, så hun kunne have fanget Thranduil før de nåede ud af skovområdet og kunne gemme sig i Dvasias.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Det at vagterne ved bygrænsen ikke havde stoppet den mindre forsamling af skovelvere, fik uden tvivl Tatiana til at tænke. Havde vagterne været så pinlige, at de var faldet i søvn på arbejdet? Hvis det var tilfældet, skulle hun nok demonstrere, hvad der skete med folk der sov på arbejdet! Hvad hun derimod også tænkte over var, om skovelverne havde overmandet vagterne og dræbt dem? Ikke brød hun sig om tanken, men hvis de kunne overlistes af skovelvere, skulle de i den grad arbejde på træningen! ”Bygrænsen var ikke din opgave,” sagde hun kortfattet for at klarlægge, at Lidiya ikke blev klandret for den del. ”At have fanget en skovelvisk trunte er dog en ringe trøst, når det er kongen, som vi var i besiddelse af,” kommenterede hun mørkt. Glad var hun dog for, at det i det mindste havde lykkedes Lidiya at myrde en af de bæster, og fange deres oprørsleder. En stor ros ville hun dog ikke komme med, da hun blot forventede, at folk passede deres arbejde. Blikket vendte hun nu fra Lidiya og mod tøsen i stedet. Hende.. Hun havde kostet hende sin mest værdifulde fange! Ubarmhjertigt greb hun skovelveren om hagen, så hun kunne tvinge hendes blik til at møde hendes. Klare blå var hendes øjne, men hårde som stål var de og gennemtrængende, som var der intet sted at gemme sig for dem. Neglene lod hun synke ind i den fine ud. Hvis skovelverne bare ville føle den mindste smerte af, hvad hun måtte gøre, var det en lille tilfredsstillelse for hende. ”Hvordan kom I forbi vagterne der er udstationeret ved bygrænsen?” forlangte hun vide. Aldrig bad hun pænt om noget, som hun altid krævede svar eller øjeblikkelig handling fra det hun sagde.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya ville have ønsket, at hun havde fået fat i Thranduil, men det var ikke gået sådan. Hun var selv sur på sig selv over udfaldet, men hun havde gjort hvad hun umiddelbart kunne for at forhindre dem i flugt. Nu måtte skovelveren så forhåbentligt bøde for deres begges fejl. Hun nikkede blot i respekt for de første ord. Det sidste vidste hun dog udmærket godt. "Men deres konge er en føler, der ikke ønsker at efterlade nogle.. Så bare det at vi har én, gør, at vi sikkert kan lokke ham tilbage hertil," endte hun til hende. Blot et forslag, selvom det også var for at prøve at lægge plaster på såret. Hun var dog sådan set ligeglad med, at hun ingen stor ros fik, så længe hun undgik at blive straffet, så var hun egentligt tilfreds. Hun selv blev blot stående med grebet om skovelverens hår, for Tatiana havde jo ikke bedt hende om at slippe hende eller forlade stedet... endnu. Selv lod hun bare Tatiana gøre hvad hun ville. Silivrenniel var ikke den største trussel, for hun var svag, men hun havde dog alligevel kæmpet en rimelig kamp i sidste ende. "Ellers noget jeg skal svare på, kahli? Eller vil du have tøsen for sig selv?" afsluttede hun.

[Einar Calder Vali]

Indrømmet. Silivrenniel havde ikke lige troet, at det var sådan her missionen ville ende. I hendes naive tanker havde hun troet, at de selvfølgelig allesammen ville komme ud herfra. Men nej. Én med en lammet arm, der heldigvis var med Thranduil og to andre bueskytter. Men én død, hvilket hun bestemt ikke brød sig om, for de var jo allesammen i det her sammen og de havde jo valgt at støtte hende i hendes plan. Hendes hjerte hamrede som en gal i hendes bryst, som hun nærmest blev slæbt ind i Maerimydra igen i Lidiyas greb. Hendes hænder holdt om Lidiyas håndled, hvilket hun gjorde mest for at støtte sig selv, da hendes greb var virkelig stramt i hendes hår. Ikke sagde hun et ord. Hun fandt det smartest ikke at sige noget, især fordi hun ikke forstod alle de mørkelviske gloser. Nogle mindede dog om det hun kendte hjemmefra, men hun håbede da, at hun ville blive talt til i en mere almindelig tunge.
At manden var ydmyg overfor Lidiya forundrede hende ikke. Hun var oplyst omkring hierarki-måden her i skovene kontra det hun kendte hjemmefra, men hun havde ikke oplevet det som sådan. At hun blev spyttet på fik hende til at rynke næsen. Mange grimasser måtte hun skære, fordi Lidiyas greb virkelig gjorde ondt. Lussingen modtog hun med et gisp og hun spændte op i hele kroppen, da hun blev skubbet frem mod denne kahli, som hun blev kaldt. Den ypperste leder.
Silivrenniels grønne øjne blev hævet, da Tatiana greb fat i hendes hage. Hun prustede, som hun mærkede neglene i sin lyse hud og måtte lave en klynkende lyd. Hendes øjne var klare og grønne, som når solen stod gennem blade på en forårsdag. "Vi brugte et sovemiddel imod dem. En røgelse, så de gik ud som et lys," svarede hun dæmpet.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Jovist var Thranduil en føler, men ville han alligevel føle for at gå tilbage i dragens gab, når først han var sluppet ud? Desuden.. skulle Tatiana frygte, at hun snart ville have regeringen efter sig? Hvis det kom dertil, var en ting dog klart. Regeringen ville være mere prociansk end dvasiansk, og den tanke skulle nok komme til at koge i de andre raceledere, så det faktisk ville ende i modgang for regeringens side. ”Jeg vil ikke vente og lægge min lid til, at fjolset vil vende tilbage. Jeg vil have bragt ham til mod hans vilje,” sagde hun hårdt. Lidiya mistede dog herfra hendes opmærksomhed, som hun nu betragtede sig af skovelveren i stedet. Neglene lod hun bore ind i hendes hud omkring hagen. At hun klynkede som en forskrækket dyreunge, bragte hende blot et snert af glæde. Tavst lyttede hun. Sovemiddel? Ironisk nok havde vagterne i så fald sovet på arbejdet.. bare mod deres vilje. ”Selvfølgelig.. Den dag skovelverne kan klare en reel kamp er den dag, hvor solen ikke længere står op i øst,” endte hun hoverende med at sige, som et tegn på, at det var en umulighed. Det hårde greb holdt hun fortsat i skovelverens hage, som hun nu så imod Lidiya igen. ”Du kan gå. Find din bue og deltag i søgningen efter kongen.. Lad ingen overleve,” sagde hun direkte. Ikke afskedigede hun Lidiya, som hun havde brug for, at de som kunne deltog i eftersøgningen. Forhåbentligt havde de fordelen på deres side. Mørkelverne var sunde og raske. Skovelverne havde kæmpet og var forskræmte, plus Thranduil lignede et helvede efter torturen og ophængningen. Derudover var skovene mørkelvernes hjemland. Ikke skovelvernes. De kendte ikke træerne her, som de gjorde.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya troede ikke på, at Thranduil betød nok til at Procias ville stå sammen om at hævne ham. Men hun havde fornemmet nogle energier fra Silivrenniel mod Thranduil, hun ikke helt kunne tolke på nogen måde. Men noget var der mellem dem. Kærlighed? Nej. Det var noget andet. "Selvfølgelig ikke, kahli," endte hun. Den var ikke til at rede. Hun burde have sagt det anderledes fra start, hvis det skulle være sådan. For nu tav hun, mens Tatiana gav opmærksomheden til Sili i stedet for.
Hun mødte Tatianas blik og nikkede. Nok var hun ikke direkte afskediget. Men hun havde jo i princippet også stadigvæk nattevagten. "Ja, kahli," endte hun kortfattet og gav slip på Silivrenniels nu skulderkorte lokker. Hun nejede af og søgte mod dørene, som hun gik ud af. Forlod nu skovelveren i klørerne på den elver, der nok var mindst barmhjertig overhovedet, deres leder. Hun søgte ud i skovene.

//Out.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var ikke bygget til det her. Hun havde aldrig været udenfor skoven i Procias før nu og det var alt i alt en frygtelig oplevelse. Hun skulle være blevet hjemme. Men dog var hun alligevel glad og stolt over, at de havde fået Thranduil befriet. Hun håbede bare de nåede ud af Dvasias før de blev fanget igen, for ellers var hele missionen et flop og det havde så spildt deres arbejde de sidste 6 måneder. Hun var bange. Det kunne hun ikke skjule, for hun var ny i alt det her. Med at være hjemmefra og stå overfor en, der faktisk var direkte ond. Nok havde hun været underkuet af en mand hele sit liv, men han havde jo kun slået hende af og til. Nej, faktisk, havde han misbrugt hende en del, men det var kun hende der kendte til det hele. Thranduil kendte kun en brøkdel af hendes historie. Hun vidste ikke om hun skulle forsvare sig med ord. Hvad ville det dog hjælpe? Hun ville bare fremstå endnu mere ynkelig ved at undskylde. "Så siger vi det. Men vi kom stadigvæk ind, fik Thranduil fri og fik ham helt ud til skovgrænsen," endte hun. Det var måske lidt for modigt af hende, men hun fandt sig da ikke i hvad som helst. Det kom bare lidt i bølger i hende. Hun lavede en klagende lyd, da neglene stadigvæk var boret ind i hendes hage. Da hun blev sluppet ved håret, var hun tæt på at falde sammen, men holdt sig dog på benene. Hun tog fat om mørkelverens håndled og prøvede at trække sin hage fri af hendes greb. "Slip," endte hun sammenbidt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana lod Lidiya gå, uden at hun yderligere så efter hende. Selv forventede hun nemlig, at den kvinde ville gøre sit arbejde færdig. Finde de flygtende, og bringe deres afhuggede hoveder for hendes fødder. Nu ønskede hun nemlig blot at se Thranduil død. Tidligere havde hun nydt at bringe ham tortur og smerte, men nu ville hun i stedet nyde at se ham død. At skovelveren så forsøgte at spille kæk, fik hende til at hæve de lyse øjenbryn. ”For nu, lille trunte.. Du skal nok få din kære konge at se igen eller … du skal nok få dele af ham at se igen,” svarede hun koldt igen, som hun ingen håb og varme indgød. Denne lille skovelver var uden tvivl løbet fra asken og direkte ind i ilden. At Lidiya havde skåret hendes hår af var ingenting i forhold til, hvad hun kunne finde på at gøre ved hende. Som hun forsøgte at slippe fri, kunne hun ikke undgå at slippe en hånlig latter. Var dette virkelig det bedste hun kunne gøre? Tage om hendes håndled og forsøge at rive hendes hånd væk? Og med de armkræfter? Hvor mange kampe havde denne trunte overhovedet kæmpet? ”Ved du, hvem jeg er, snuske?” hvislede hun. Selv slap hun taget om skovelverens hage. Ikke fordi, at hun ikke kunne modstå hendes forsøg på løsrivelse, for det kunne hun. Hun var blot kommet på en bedre ide.. I stedet valgte hun at gribe hende om halsen og klemme advarende til. Hårdt behøvede hun ikke at klemme, i og med at hendes mørkelviske kræfter supplerede. De søgte nemlig den livsenergi kvinden havde, hvor de langsomt opsnappede dem. ”Du kan ligeså godt give op.. Mig kan du ikke overvinde.” Imens hun hold hende om halsen, valgte hun at træde frem, så hun tvang skovelveren tilbage og ind i væggen.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var svag. Det vidste hun, at hun var. Hun var opvokset under en mørkelvisk mand, der havde udgivet sig for at være skovelver. Udgivet sig for at være hendes biologiske bror gennem hendes opvækst, indtil han begyndte at misbruge hende og dominere hende. Nok fordi hans egen barndom havde været dårlig, eftersom han jo havde været slave som barn her i byen. Det var ret komplekst og indviklet, men det havde gjort hende usikker og ude af stand til at forsvare sig selv, da hun aldrig havde fået lov til at lære. Ynkelig? Ja. Sådan følte hun sig også. Trunte? Kaldte hun hende lige trunte? Det fik hende til at rynke næsen, for det fornærmede hende faktisk! Tænderne bed hun sammen. Thranduil var ikke hendes yndlingsperson i dag, men hun havde gjort dette for alle elverne og for gammel venskabs skyld. Og nu var hun så her. Om hun vidste hvem hun var? Ja. Nej. Måske. Hun overvejede sit svar nøje, mens hun kæmpede for at vriste mørkelveren af sig, selvom det ikke ligefrem fungerede for hende. "Du er lederen?" endte hun. Svaret lød dog usikkert, da hun ikke var sikker på om hun skulle sige leder eller dronning. For Thranduil var jo konge i hendes samfund. At hun blev sluppet, fik blodet til at pible en smule fra hendes hage, der hvor neglene havde siddet i hende. Hendes arme holdt hun dog stadig oppe foran hende, selvom det ikke ligefrem nyttede. Grebet om hendes hals føltes som at snøre hendes hals fuldstændigt til og det fik hende til at gispe sagte efter vejret. Men hun klemte da ikke særlig hårdt? Så det måtte være magi. Det gav hende et kraftigt ubehag som hun aldrig havde følt. "Det.. det vil jeg he..heller ikke... Bare lad m-mig gå," bad hun med en stemme, der næsten ikke var til at høre. Hun peb let og tårerne piblede frem i hendes øjenkroge. Hun var jo slet ikke rustet til det her!