Consequence of action

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dårligt sov Lucifer, når han endelig fik lov til at sove. Dagligt blev han udsat for tortur af alverdens slags, og nu var der gået lang tid. Rigtig lang tid faktisk. Var der overhovedet nogen, som søgte efter ham? Eller var han bare glemt for omverdenen? Jarniqa havde taget flugten derfra og efterladt ikke bare ham, men også Valandil, af hvad han havde forstået. Han bed tænderne svagt sammen, og krøb mere under det lasede stykke stof af et tæppe, som han nu måtte ligge under. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det lige nu.
De mange lyde, gjorde ham urolig. Et sted fordi at han jo udmærket godt vidste, at han kunne blive vækket igen, når det skulle være, og uden at han kunne nå at gøre noget som helst, og så.. blive slået.. pisket, eller tortureret igen på andet vis. Et slag lød denne gang mod tremmerne ind til hans celle, hvor det tydeligt måtte gibbe i ham. Hans øjne for op, hvor han drejede hovedet. "Rejs dig," beordrede kvinden med en hård stemme. Var det allerede ved at være tid igen? Svagt bed Lucifer sig i læben, inden han denne gang, skubbede tæppet fra sig. Han var tynd.. de muskler, som han engang havde haft, havde han bestemt ikke mere. Uden et ord, rejste han sig op. Han havde jo trods alt ikke fået lov til tale.
Tøjet hang slapt på hans krop, idet han denne gang søgte hen til celledøren, som blev tvunget op for ham. Hvad han skulle, vidste han ikke. Oprigtigt, vidste han ikke om noget, der foregik derude. Kvinden tog voldsomt fat i hans ene arm, og ført ham med. At gøre modstand, havde han jo fundet ud af, at der ikke kom noget godt ud af. Han blev ført direkte til torturkammeret, hvor hun skubbede ham, så han næsten fik overbalance. "Kahli.." hilste kvinden atter med respekt. Lucifer stod nærmest med en krum ryg.. Den stolthed, og den kækhed, der engang havde været i ham, var så godt som væk. Han var jo ikke andet, end en skygge af den mand, som han engang havde været. Her blev han stående. Igen, havde han ikke fået ordre eller lov til noget som helst.

[Einar Calder Vali]

Det var en almindelig reaktion for Silivrenniel at stoppe op, da hun først blev mødt af torturrummet for sit uskyldige blik. Hun var nok allerede svag og knækket, men hun var jo trods alt også opvokset under en mørkelvisk mand, der havde brugt mange af de samme psykiske knække-metoder som de mørkelviske kvinder havde prøvet på ham gennem hans barndom. Og nu bar det så præg på hende, at hun aldrig havde fundet nogen styrke i noget af det, men bare var en lille mus, der ikke var noget som helst værd. Hun var ikke god nok. Det havde hun altid hørt og derfor var det jo også det, hun troede på. Tavst fulgte hun bare med Tatiana, da hun blev grebet fat i.
Lænken tog sit greb om hendes slanke og fine håndled, men kun det venstre. Hvorfor kun det venstre? Det føltes underligt kun at stå halvt lænket. Men det gjorde hende også bange, for hvad skulle Tatiana med hendes højre arm? Hun bed tænderne sammen og hun fulgte hende med blikket. "Jeg fortryder ikke min handling," endte hun. Det kom dog ret halvhjertet ud og lød bestemt ikke overbevisende. Fortrød hun faktisk? Ja, et sted gjorde hun, for det havde jo faktisk ikke hjulpet på noget som helst.
Fyren der kom ind anede hun ikke hvem var, men han lignede ikke en mørkelver. Hvem var han?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Alt imens Tatiana betragtede sig af skabets indhold i hjørnet, lyttede hun til skovelverens ord. Et dæmpet og tydeligt utilfreds suk lød fra hendes læber. "En løgn," annoncerede hun kortfattet. Dette udsagn var hun vis på. Tøsen talte ikke med den samme stolte sikkerhed, som hun selv ville have talt med, hvis det var hende der havde stået i kvindens sko. "Din straf er nu både den gamle, og for at lyve for din kahli," meddelte hun direkte. Selv var hun ligeglad med, hvor mange straffe kvinden ville ende op med. I den sidste ende ville hun nemlig bare udrette den straf, som hun fandt passende. At Lucifer også kom ind nu, fandt hun kun glimrende! I så fald kunne de gå i gang! Ikke sagde hun noget ved den mørkelviske kvindes og Lucifers tilstedeværelse, som hun i stedet kiggede færdigt i skabet. Her endte hun med at gribe om en lille økse, inden hun vendte sig i forsamlingens retning. "Diola lle," sagde hun høfligt til den mørkelviske kvinde, der havde hentet Lucifer til hende. "Du kan lade os være alene nu." Blikket lod hun dernæst glide til Lucifer. Han var bestemt ikke længere den mand, som han havde været, dengang han var kommet. Det passede hende også glimrende. Han var nemlig en knækket mand. Nu manglede hun blot at færdiggøre sin træning af ham, så han kunne blive, hvad hun ønskede af ham. "Sevrus.. Denne skovelviske kvinde er kriminel. Hun er taget i at stjæle fra vor art og for at lyve for din kahli," begyndte hun at fortælle. Både for at få ham til at væmmes over kvinden, og få ham til at frygte disse ugerninger. Det skarpe blå blik holdt hun på ham. "Jeg ønsker, at din hånd udfører denne straf," fortsatte hun og rakte ham øksen. Aldrig havde hun før givet ham denne mulighed. Det var dog heller ikke uden grund, da det var det sidste led i træningen, da det viste, om han fuldt og holdent var knækket og hende hengiven. "Som straf skal du skære hendes højre hånd af, så hun ikke længere kan stjæle," afsluttede hun. Ikke var det ord der var til forhandling, som hun forventede, at han gjorde det. Hvad kvinden imidlertidig tænkte, kunne hun kun tænke sig til, som hun end ikke så over på hende gennem øjenkrogen. Det var også kun et bevis på, hvor ubetydelig hun egentligt fandt kvinden. Ej heller kunne man kræve respekt fra hende, når man både stjal og løj for hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var en knækket mand, og det var på ingen måder noget, som han kunne sige, at han var stolt af, for det var han på ingen måde. Faktisk var det bare omstændigheder, som han måtte.. acceptere, på den måde, som det nu var ham muligt. Han var ikke ønsket af nogen. Der var ikke nogen, der havde søgt efter ham igennem det sidste år nu, og det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det da det! Han vidste, hvad han engang havde været, før Jarniqa havde efterladt ham her. Selv hun havde vel fundet en anden mand, og havde et godt og trygt liv, hvor hun ikke behøvede at tænke på ham mere?
Lucifer var træt. Der var ingen tvivl om, at han havde det af helvede til. Hans blik hvilede tomt på kvinden, som blev hængt op. Ja, et sted var han vel glad for, at det denne gang, ikke var ham, som skulle hænge i dem? Han måtte et kort øjeblik fryde sig, og føle en form for lettelse. Det var dog frem til han fik øksen placeret i hånden. Det ville være så nemt, bare at tage den og kløve kvindens hoved i to, og så selv tage flugten derfra! Men.. der var bare ting i ham, som sagde, at det var en knap så god ting at gøre. Han lukkede sin næve omkring skaftet. ".. Stjålet fra os?" Han snakket sjældent, medmindre, at det var noget, som han havde en grund til. Hans blik faldt til øksen. Skulle han fjerne kvindens hånd? Med denne? Blikket vendte han mod kvinden i stedet for. Han var træt.. Men hvad andet valg havde han egentlig, end at lystre, hvad der blev sagt til ham?

[Einar Calder Vali]

Hvordan kom man ud af sådan en situation her? Silivrenniel anede det virkelig ikke. Hun stod lænket med sin ene arm og anede ikke rigtigt hvad hun skulle stille op med sin højre arm, der jo ikke var blevet lænket fast. Tavst blev hun stående som hun fulgte Kahli'en med blikket. Hvad hun stod og fandt frem kunne hun ikke se til en start, før hun vendte sig ind mod forsamlingen. En økse? Det tegnede virkelig ikke godt. Men alligevel følte hun sig totalt håbløs og opgivende, for hvem ønskede hende? Hun var ikke ønsket af nogle. Havde altid kun haft sig selv, det var jo tydeligt. Nok havde hun ofret sig, men.. Ja, ingen var jo kommet tilbage efter hende. At tænke sig, at hun havde sørget for at sætte hele missionen for at redde Thranduil i værks og dette var tanken? Hun rystede tankerne af sig. Det var ikke deres skyld. Hun var bare hvem hun var. Ubetydelig og ligegyldig, som hun havde været hele sit liv. Øksen blev rakt hen til fyren. En mand, der var knækket af kahli'en? Hun bed tænderne sammen og stivnede, da hun hørte hvad der skulle ske. Så det var derfor, hun kun var blevet lænket i den venstre hånd. Hendes hånd trykkede hun ind mod hendes bryst, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle gøre.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Øksen agtede Tatiana ikke selv at bruge. Den var derimod tiltænkt Lucifer som et bevis på, at han ikke længere lystede at skade hende, og at han nu i stedet lystede hende. Morbidt var det måske i nogens øjne, men i Tatianas var det blot normen. Det var sådan, at mørkelverne altid havde gjort det. Som Lucifer havde øksen i hånden, foldede hun selv sine egne hænder formelt omme bag ryggen. Hun tog en rolig indånding. "Ja, hun løslod en af vor fanger. En mand som selvfølgelig snart vil være i vore hænder igen, men indtil da må hun tage straffen for det," sagde hun direkte. Det blå gennemborende blik holdt hun på hans ansigt. "Gør nu din Kahlil stolt, og bring mig tyvens hånd.." Valget havde han. På den ene side kunne han vælge at adlyde og gøre hende tilfreds, og på den anden side kunne han nægte og på den måde fortsætte sin træning. En ting var dog sikkert og det var, at skovelveren ikke ville gå fri om han nægtede eller ej. Selv ville hun nemlig ikke føle nogen kvaler ved at lemlæste pigebarnet. Flere ord sagde hun end videre ikke. Nu afventede hun blot, at det gik sin gang. Nervøs var hun ej heller selv, skønt hun ikke stod med våbnet, for ville Lucifer virkelig vove at tro, at han kunne besejre hende her? Det ville han ikke, og en sådan tanken ville desuden kun gøre hende vred, og han vidste desuden allerede, hvordan hun tacklede sin utilfredshed. Det var dette også kun et tydeligt bevis på.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Så fristende det end var, at tage øksen og hamre den direkte i halsen på Tatiana, så var det ikke noget som Lucifer gjorde. Nu hvor han igennem det sidste år, havde stået med en daglig dose af tortur og det, som var værre, kunne man godt sige, og derfor ønskede han jo ikke at opleve mere af mørkelvernes utilfredshed. Han havde i hvert fald ladet sig mærke af den alt for mange gange før, og han kunne ikke overskue det mere end højest nødvendigt. I den forbindelse, var det vel bare.. nemmest, at sørge for, at de var tilfredse? Så var det jo ikke ligefrem ham det ville gå udover, og det var noget, som han havde det mere end fint med, når det nu endelig skulle være.
Lucifers hånd rystede. Det var tungt i det hele taget, at stå med den økse i hånden.
Denne kvinde var skyld i deres utilfredshed, og det var også derfor, at hun skulle igennem denne behandling. Hun havde jo kun sig selv at takke for den, og det var det, som det hele handlede om lige i øjeblikket. Lucifer vendte de mørke, men trætte øjne mod hende. Tydeligt måtte hans egen krop bære præg på at være udsat for frygtelig mange ting. Alt for mange ting. Han trak vejret dybt. "Det var dumt.." endte han denne gang. Var Thranduil sluppet fri på grund af denne kvinde? Det kunne næsten ikke være andre. Denne gang trådte Lucifer frem, for at tage fat om kvindens frie hånd. Han måtte jo umiddelbart gå ud fra, at det var denne. Som mand, var han også fysisk stærkere end hende. Hans mørke øjne faldt mod hende. Han havde ar og mærker efter piskeslag selv i ansigtet. Han var pisket.. stort set overalt. "Tag din straf og gør dem tilfreds," endte han denne gang. Han holdt hendes hånd frem, hvor han sørgede for, at det spændte i lænken, inden han hævede øksen, og med al den kraft, som han kunne lægge i det, hamrede øksen nedover hendes hånd og mod håndleddet, for at skille hånden og armen fra hinanden.

[Einar Calder Vali]

Et bange udtryk ramte Silivrenniels ansigt, hvilket Tatiana og denne mand ville se så let som ingenting. Hun lignede en fortabt lille mus, der var blevet fanget i en musefælde og nu ingen mulighed havde for at redde sig selv. Men måske man slet ikke ønskede at redde sig selv? Sandt, at hun var en forbryder i deres øjne, men hos sit eget folk var hun den, der havde sørget for, at kongen kom hjem.
Hendes højre hånd pressede hun stadigvæk ind mod sig, selvom hun jo godt kunne se, at hun ingen chance havde. Den mand var et muskelbundt i forhold til hende. Hun var jo heller ikke særlig stærk, det vidste hun udmærket godt.
Som han kom hende i møde og greb fat i hende, så spændte hun i hele kroppen. "Nej... Nej, jeg beder dig, ikke gør det!" endte hun fast og faldt nærmest over sine ord, fordi hun lød så desperat. Hun blev strakt til det yderste, som han holdt hendes arm ud ved hendes hånd. Den lille økse blev hævet og hun drejede hovedet væk i det samme, som den blev hamret mod hendes håndled. Skriget brød hendes læber, som hele hendes krop dirrede og skælvede. Det hele blev ufattelig blodigt og hun turde stadigvæk ikke kigge, da bare tanken gjorde hende direkte bleg og dårlig.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Et koldt smil hvilede om Tatianas lille mund, som Lucifer tog et godt tag om øksen og nærmede sig skovelveren. Det var dumt. Det havde han i sandhed ret i. Man stjal ikke fra en mørkelver, uden at undgå konsekvenserne. Samtidig var det også en lektie for Lucifer. En lektie om, at han end ikke burde tænke på et lignende forsøg. Tavst så hun til uden nogen indvendinger, som Lucifer svang øksen over kvindens lille håndled og delte hendes legeme i to. Blodet sprøjtende idet kødet ikke længere hang fast i resten af kroppen. Synet påvirkede hende dog ikke. Ej heller påvirkede skriget hende. Hun følte absolut ingen medfølelse, hvad skovelveren angik. "Godt, Lucifer," roste hun ham, mens hun nærmede ham. Øksens skæfte tog hun om, som hun stillede sig lige foran ham. Her gav hun ham dog også et flygtigt kys på læberne, inden hun tog øksen fra ham. Ingen grund til at lege mere med den.. Tykt sad blodet på dets blad, og selvfølgelig skulle den renses, inden den blev sat på plads igen. Derfor tørrede hun det blodige blad af i skovelverens tøj. Ganske morbidt egentligt. Som den var passende ren, satte hun den tilbage i skabet igen. "Du vil aldrig mere stjæle fra en mørkelver, eller hæve en hånd imod mig igen, skovelver," begyndte hun skarpt, inden hun vendte det hårde blik imod kvinden igen. Så skrøbelig.. Yndefuldt og overlegent bevægede hun sig over i hendes retning igen. Denne her gang stillede hun sig dog omme bag hende. Her lagde hun let den ene hånd imod hendes ene skulder. Kvinden rystede jo, som var hun et jordskælv! "Du vil aldrig stjæle igen.. Du vil aldrig lyve igen.. Du vil aldrig gå imod mig igen.." Hånden lod hun glide ned til sit bælte, hvor hun greb om skæftet på den lille kniv hun havde. Faktisk irriterede denne kvinde hende bare. "Faktisk vil du bare helt ophøre.." Uden videre omsvøb stak hun kniven i ryggen på kvinden der hvor, at hendes hjerte måtte sidde. Kvindens handlinger var faktisk en handling, som hun slet ikke kunne tolerere! Derfor måtte hun en gang for alle vise, hvad der skete, når man gik imod hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At gøre en mørkelver ondt, havde Lucifer måtte erfare på den hårde måde, slet ikke var noget som man burde gøre. Det var desværre en meget hård, voldsom og brutal race, at kaste sig i krig med. Han havde ikke kunne overkomme den, og det var vel også tydeligt? Han trak vejret dybt. Uanset hvor fristende det end var at benytte øksen mod denne mørkelver i stedet for, vidste han, at det ville koste ham livet i stedet for, og det var han på ingen måder interesseret i!
At tage fat i kvindens hånd, og høre hende tigge og bede, var slet ikke noget som han bed sig fast i. Han forsøgte om ikke andet, at se bort fra det, også mest for sin egen skyld. Øksen tog han derfor denne gang og fjernede hendes hånd fra resten af kroppens legeme.
Hånden slap Lucifer med det samme, som han hørte kvindens skrig, hvor han selv blev stående. Hans hånd dirrede.. Så fristende at svinge øksen mod hende. Øjnene lukkede han let.. Han var træt. Han selv var jo underlagt grusom behandling. Øksen lod han hende tage, selvom det ikke var med hans gode vilje, hvor han tog imod kysset.. Kort, men forundret, kiggede han på hende. Det var et af de første, som han modtog. Han stirrede på hende, hvor han så mod kvinden.. Hånden blødte, og det fossede jo nærmest ud af hendes arm. Han sænkede hovedet igen, hvor han lod Tatiana tage sig af denne kvinde. At se hende stikke ud efter hende, i et forsøg på at tage hendes liv, gav ham en dårlig smag i munden. At se og blive konfronteret med døden på den måde. Han vendte blikket bort, ved stikket direkte mod hendes hjerte. Ikke ønskede han at se det!

[Einar Calder Vali]

Smerten og følelsen af at miste sin hånd var ikke til sammenligning med noget, som Silivrenniel havde været udsat for før. Det var skræmmende og hun anede ikke hvor hun skulle gøre af smerten. Det sitrede i hende af det rene ubehag og hun var næsten allerede tæt på besvimelse, da hun virkelig ikke havde kræfter til at holde til denne behandling. Ja, hun var virkelig svag, det vidste hun jo udmærket. Og nu måtte hun bøde for det hun havde gjort. Mon de ville lokke Thranduil tilbage hertil? For så havde hele missionen været et kæmpe spild og hun havde mistet sin hånd for ingenting. Det var en skræmmende tanke, at den selv-opofrelse kunne være gjort for ingen nytte. Ja, hun havde i hvert fald ikke fået noget ud af det. Hendes krop sitrede og hun holdt sin arm ud fra sig, da hun slet ikke ville i kontakt med hendes arm, der nu manglede hånden. Det var ækelt og hun kunne slet ikke tage det. Hun ville aldrig det? Nej, det ville hun ikke uanset hvad. Ophøre? Hendes hjerte slog så hurtigt det føltes som om det skulle springe ud af hendes brystkasse. Kun i et splitsekund nåede hun at mærke kniven, der gennemborede hendes ryg og ramte direkte ind i hendes hjerte gennem hendes hud og skelet. Hendes øjne endte totalt opspilede som hun spændte per automatik i hele kroppen, før hun øjeblikket efter faldt sammen og hang totalt slapt i lænken, der var omspændt hendes venstre arm. Hendes miserable liv var endelig blevet endt og hendes sidste tanke havde endnu engang været, at alt havde været et kæmpe spild og til ingen nytte. Aldrig havde hun haft højere tanker om sig selv.

//Out

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Glad var Tatiana ikke for oprør. Ikke når det var imod hende og hendes folk. Derfor måtte hun også gøre et eksempel og vise, hvad hun og resten af hendes folk gjorde ved oprører. At tage skovelverens hånd var kun en lille ting. Et eksempel på hendes tyveri, og en pinsel inden den endelige død, da hun bestemt ikke skulle gå døden letsindigt i møde. Nej, vejen dertil skulle være smertefuld på grund af hendes ugerninger. At Lucifer så væk imens hun gennemborede skovelverens hjerte med kniven, så hun skam udmærket godt. Som den mand dog alligevel havde en samvittighed.. Eller i hvert fald en halv samvittighed over for skovelveren, da han da havde taget hendes hånd. Som hun mærkede, hvordan livet ebbede ud af skovelveren, lirkede hun roligt kniven ud af hendes ryg igen. Langt mere værdifuld skulle hun være i døden! Med hende kunne hun endnu engang vise skovelverne, hvor elendigt et folkefærd de var. Hendes hoved søgte på sned. ”Skræmmer døden dig, Lucifer?” spurgte hun spottende. ”Jeg mindes ellers en mand der engang lokkede en anden mand i druknedøden blot ved tankens kraft.” Ja, hun huskede faktisk deres allerførste sammentræf. Det var i hvert fald kommet til hende, som hun havde tilbragt mere og mere tid med manden. Roligt bevægede hun sig tilbage til ham. Yndefuld og faretruende som altid. ”Kvinden gik bag min og mit folks ryg. Begræd derfor ikke hendes skæbne.. Del i stedet vores vrede og vid dig sikker på, at vi har fået vores hævn,” sagde hun med en indbydende stærk stemme, imens hun lagde en hånd imod hans kind. Efter at have givet ham et halsbånd der fratog ham sine kræfter, føltes han ikke længere varm eller kold, når man rørte ham. Blot helt normal. Hånden trak hun roligt til sig igen, hvor hun i stedet rakte ham den blodige kniv. ”Giv mig nu hendes hjerte,” forlangte hun.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Døden var nok ikke lige det, som Lucifer havde været mest konfronteret med, og særligt ikke på denne her måde. Nu havde han jo primært været vant til at se Faith tage affære, eller selv gøre det i mere tavshed, uden at der var blod over det hele. Han synes nok, at det her var lige lovlig voldsomt.. og så på grund af en fange? Det var jo.. småting ved siden af alt det andet! Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, efter at skovelveren var død. Hun hang i hvert fald slapt i lænken, som var omkring hendes håndled, så han gik da stærkt ud fra, at Tatiana havde fået, hvad hun ville have. Måske at det jo så betød, at han rent faktisk slap i dag? Hvilket i sig selv, ville være en særdeles fantastisk ting lige nu!
"Døden er ikke ny for mig, men aldrig har jeg set den i denne voldsomme grad.. Kahli," svarede han denne gang. Igen vendte han de mørke øjne mod hende. Ikke havde han været i kontakt med sine egne evner igennem det sidste år, og det var en frustrerende tanke. Hånden som hun denne gang lagde mod hans kind, satte en kort skælven i ham. Nu var han jo igen kun vant til at hånden bragte smerte. Øjnene lukkede han let. "Jeg begræder bestemt ikke hendes skæbne.. Hun valgte den selv." Enhver vidste da i forvejen, at man ikke skulle lægge sig ud med mørkelverne. Igen var det en erfaring, som han nu havde gjort sig på den hårde måde.. Han var vel idømt, at skulle leve et liv blandt dem nu? Som en gemen slave. Kniven fik han denne gang placeret i hånden, hvor han vendte blikket mod den. Han nikkede blot. "Som du ønsker.." endte han denne gang. Kvinden var død, så det gjorde jo ikke nogen forskel. Med rolige skridt, søgte han hen til det ellers kønne lig. Tøjet, som dækkede hende, skar han op, for at få adgang til brystkassen. Uden at tøve, skar han igennem det, knækkede de knogler, som nu måtte være i vejen, og fjernede hvad der nu kunne fjernes med hænderne, som straks blev blodige. Her fik han adgang til hendes hjerte, som han blot valgte at fjerne fra hendes kolde og døde krop. Ødelagt.. Hun havde ramt det. Han lukkede øjnene let. Ja, det var en trist måde at ende en smuk kvindes liv på. "Her." Han rakte hende hjertet, hvor han selv vendte sig mod hende. Hans blik var intetsigende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Lucifers skælven mærkede Tatiana, som hun lagde kortvarigt lagde den mod hans kind. Hvad han følte, kunne hun ikke sige, men det han burde føle var nydelse og frygt. Han skulle nemlig både nyde og frygte hendes væsen, og det onde og gode hun kunne gøre ved ham. ”Du vil blive vant til det. Dette var desuden ingenting,” sagde hun direkte. Faktisk måtte hun nu helt spekulere over, om hun mon havde dræbt skovelveren forkert.. Havde hun været for hurtig? Burde hun havde ladt Lucifer skære hendes hjerte ud, mens hun stadig havde været i live? Det kunne hun dog ikke gøre noget ved nu. Døden havde allerede indtruffet. Hun nikkede kortfattet til hans ord om, at skovelveren havde gravet sin egen grav. ”Husk det, og forsøg aldrig at forurette mig.” Dette måtte hun anse for at være en god læring for Lucifers vedkommende. Her levede han nemlig på hendes nåde, og derfor kunne der meget vel ske med ham, som der var sket med skovelveren, hvis han gjorde hende irriteret. Et skridt trådte hun tilbage, som Lucifer tog om kniven for at skære skovelveren hjerte ud. Lucifers tanker delte hun bestemt ikke. Mand eller kvinde, køn eller ej, havde skovelveren fået, som hun havde fortjent. Ingen mine af foragt eller glæde foretrak hun, som Lucifer gjorde sit arbejde med kvindens bryst. Blodet der begyndte at flyde generede ikke hendes øjne. Knoglerne der blev brækket generede ikke hendes ører. Selv reagerede hun først, som Lucifer forsøgte at række hende hjertet. Afvisende rystede hun hovedet. ”Hold det for nu.. og tag hånden med,” sagde hun direkte, hvor hun selv nøjedes med at tage kniven fra ham. Den tørrede hun igen af i skovelveren, inden hun lagde den tilbage i skabet. ”Kom med Lucifer. Det er på tide, at jeg introducerer dig for dit nye hjem,” sagde hun roligt. Hun lavede en håndbevægelse for, at han skulle følge med, inden hun gik ud af døren. Skovelverens døde krop var ikke længere hendes problem. Der ville komme en anden og hente hende ned, og brænde hendes legeme på et senere tidspunkt. En skovelver havde nemlig ikke retten til at blive begravet her i Maerimydra. Derfor ville kroppen blive til aske i stedet.. som om hun aldrig havde eksisteret.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frygten for den smerte, som en hånd kunne bringe ham, var hvad Lucifer nok var mest præget af lige nu, og det var i hvert fald også det, som han bed sig mest fast i. Nu havde han også været der i over et år, hvor det slet ikke synes, som nogen ønskede at søge efter ham, eller komme efter ham. Jarniqa havde vel bare efterladt ham der til hans død så at sige? Selvom han nu ikke var forundret over det. Han bed den tanke i sig. Han kunne jo for pokker ikke lade sig tænke på hende nu, for det vækkede kun en tydelig vrede i hans krop og sind. "Der er blod over det hele, og du kalder det for ingenting?" lød det denne gang roligt fra ham. Et sted var det jo også en tanke, som gjorde ham.. forarget på en eller anden måde. Kvinden havde lidt, selvom det kun havde været kortvarigt, så det var jo kun en god ting i den forstand, kunne man sige.
Hjertet frigjorde han fra kvindens døde krop. Han kendte hende ikke, og havde derfor intet imod at skulle gøre det ved hende. Han rakte hende hjertet, selvom det slet ikke synes, som hun ville tage imod det. Han lod hende tage kniven.. Hans hånd skælvede stadig. Det var klamt at stå der med det hjerte i hånden! "... Javel, Kahli." Ikke ønskede han at blive slået og tortureret mere end hvad godt var. Den afhuggede hånd, tog han denne gang op i den anden hånd. Hans krop dirrede let. Han var virkelig træt, og.. hun ville vise ham hans nye hjem? Han skulle derfor ikke tilbage til den mørke kælder igen? Han nikkede blot.. Hvis det betød, at han fik lov til at se andet end tremmer, sten og hø på et stengulv, så var det mere end fint! Han søgte efter hende i tavshed. Han ville bare gerne væk derfra! Selvom han med tiden som havde passeret, uden tvivl havde mistet troen på, at det nogensinde ville komme til at ske for ham.