Consequence of action

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana slap et fnys. Jovist skovelveren havde gættet korrekt i og med, at hun var mørkelvernes leder, men den usikkerhed.. Man skulle tro, at skovelveren pulveriserede, hvis blot hun pustede på hende. Ynkelige skravl.. Hun ville ikke være synderligt svær at knække. I en mørkelvers forstand var hun dog allerede knækket, som ingen mørkelver kunne være som hende, og ville kunne kalde sig for en stolt mørkelver! ”Her hedder det kahli,” rettede hun hende direkte. ”I den gense tunge betyder det leder eller dronning.” Dronning var næsten den mest korrekte oversættelse i og med, at en kahli kun kunne være en kvinde, og da ordet leder var neutralt. Grammatik agtede hun dog ikke at diskutere med denne kvinde. Det måtte hun også udtrykke, som hun tog hende om halsen, alt imens hun tvang hende op af den nærmeste væg. Den mørkelviske ”magi” lod hun vare ved, men dog ikke så kvinden ville føle trang til besvimelse. Derud behøvede Tatiana ikke at køre hende. Hun ønskede blot at kvinden følte, at hun intet var her. ”Du er dummere end en dør!” konstaterede hun hånligt, som kvinden ævlede om, at hun gerne ville løslades. Den frie hånd løftede hun op, så den i stedet kunne ligge sig mod skovelverens bløde kind. Gad vide, om hun overhovedet var blevet berørt før, så ærbare de var? Stille strøg hun kvindens tåre væk, som de samlede sig i hendes øjenkroge. ”Du er hjemme.. Du er min ejendom nu,” sagde hun i en så rolig tone, at det kun kunne fremstå ildevarslende. Tryg skulle kvinden ej heller føle sig, som Tatiana end ikke havde fået afladt al sin vrede endnu! Kvinden skulle nok nå at fortryde, at hun havde byttet plads med Thranduil. Hvor ynkeligt var det ikke også? At ofre sig for en mand, og så en snerpet mand som Thranduil!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel ville ønske, at hun kunne krybe i et hul lige nu og gemme sig. Væggen mødte hun med sin ryg og stod på den måde mere fanget end før. Men hun var jo svag og ynkelig alligevel. Hun havde jo kendt risikoen ved missionen og havde ofret sig selv for at Thranduil kunne komme hjem til skovelverne. Forhåbentligt. Nu var de jo allerede på jagt efter ham igen, skønt hun inderligt håbede, at han måtte nå hjem til sin datter i Procias, for hun havde brug for sin far. Da hun blev rettet på, så tog hun det egentligt bare til sig. Så kahli, betød altså lederen på dette mørkelviske sprog. Det var også det ord, som den rødhårede havde brugt en del, så det var vel egentligt heller ikke så svært at regne ud. Dronning måtte det vel nok betyde, eftersom mørkelviske kvinder havde magten, helt omvendt af hvad hun var vant til. "Okay kahli," gentog hun, men vrængede dog ordet kahli ud mellem sine sammenbidte tænder.
Ja, hun var bange. Bange som faktisk aldrig før. Hun frygtede for sit liv, men det kunne vel umuligt være det værste i den situation hun egentligt var havnet i? Hvad denne kvinde ikke kunne finde på var jo ikke til at sige. Thranduil havde jo hængt i et træ i 6 måneder efter gentagende omgange af tortur, af hvad hun havde set på ham. Ejendom? Den var hun vant til at høre. Det gav faktisk mere og mere mening for hende, hvorfor Maidhion havde behandlet hende som han havde gjort. Han havde ladet sin vrede mod mørkelviske kvinder gå ud over hende. At Tatiana strøg hendes tårer væk fornærmede hende faktisk, men hun gjorde ingen modstand i dette øjeblik. "Jeg ha-ar aldrig.. v-været fri alligevel," endte hun, mest til hende selv, selvom Tatiana nok ville høre det. Konstant følte hun, at hendes luftrør var snurret til, men ikke nok til direkte at kvæle hende. Det var bare pokkers ubehageligt at gispe efter sit vejr hele tiden. "Jeg ved go-odt.. jeg-g er svag," endte hun konstaterende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Kahli sagde skovelveren, men beklageligvis vrængede hun ordene ud, og for det måtte Tatiana straffe hende. Der var mange ting, som hun måtte straffe denne kvinde for. Grebet om halsen valgte hun at løsne, hvilket også betød, at hun stoppede sin mørke magi. Som hun allerede havde gjort en gang før, slog hun kvinden. Hvor det tidligere havde været med en flad hånd, var det dog denne her gang med en knyttet næve på siden af hovedet. Hårdt slog hun, og hvis kvinden røg i gulvet, ville det kun fryde hende. ”Du vil fra nu af tiltale mig med respekt, trunte. Du vil kalde mig for kahli og altid tiltale mig som De,” belærte hun hende hårdt om. Her var der også kun én måde at lære tingene på. Den hårde måde. Misbilligende fnøs hun af kvinden, som hun begyndte på sin ynkelige tale. Det var, hvad hun var ynkelig. Meget ville der ikke være at knække på hende, som hun allerede syntes knækket. ”Det er præcist, hvad du er,” medstemte hun dog alligevel. Kvinden skulle nemlig ikke tro, at hun var noget som helst her. Nedværdigende gav hun hende et let spark på benene med sin støvlesnude. ”Var det så det værd? At give dit liv for din lille kærestes? En mand der alligevel er fordømt?” spurgte hun hånende, inden hun måtte gribe ud efter hendes hoved. Slog hende gjorde hun dog ikke. Denne her gang greb hun fat i kvindens afhuggede lokker, der eftersigende skulle have groet mørkt. ”Og dit hår? Kvinden der bragte dig ind fortalte mig, at du ikke er født med denne hårfarve.. Har mørket fæstnet sig i dig, lille trunte? Ønskede du i virkeligheden at blive fanget? At blive en del af os?” spurgte hun kynisk, imens hun tog hende lidt i hårlokkerne.

[Einar Calder Vali]

Det havde nok ikke været et smart træk at vrænge ordet af mørkelveren. Tatiana så utilfreds ud og hun forventede noget større end bare at føle sig konstant kvælt. Magien holdt inde og hun tog en dyb vejrtrækning og pressede sig op af væggen bag hende. Knytnæven ramte plet lige mod hendes kindben og hun så stjerner for sine øjne, som hun gled i gulvet med et støn. Tiltale hende med respekt? Ja, det havde hun jo også hørt før. Men. Hun havde jo altid haft det sådan her. Altid været underkuet og aldrig rigtig fundet sin egen retning med livet. Hun havde været ved det... men var så trukket i land igen og lukket det inde i sig selv, da hun ikke var modig nok. Hun svarede dog ikke på hendes ord. Hun var nok knækket allerede ja, så det som kvinden kunne gøre mod hende kunne vel umuligt gøre det værre? "Men det en af jeres egne har gjort mig sådan her," mumlede hun for sig selv, nu hvor hun lå på gulvet. Hun var svag, fordi hun aldrig havde fået lov til andet. De grønne øjne vendte hun op mod Tatiana med et skarpt blik. "Han er ikke min kæreste," udbrød hun skarpt. Faktisk brød hun sig ikke særligt om Thranduil. Hun havde jo elsket ham. Men han havde valgt alle andre end hende. Men for en stund, havde han da fået hende til at tro, at hun var noget.
Da Tatiana greb hende ved håret, så satte hun sig op på knæ. Hun så direkte mod hende. "Jeg ved ikke hvorfor mit hår er visnet på denne måde... Jeg har aldrig været udenfor Procias før," endte hun fast.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Skovelverens mumlende ord hørte Tatiana ikke. Hun hørte blot de usammenhængende lyde og ikke var det noget, som hun brød sig om. Selv mente hun, at man altid burde tale klart og tydeligt lige meget, hvilken stand man var fra. Derfor var denne kvinde ganske enkelt irriterende. Ud over irritation kunne hun desuden kun føle en svag varme i sin hånd, efter det knyttede slag hun havde givet hende. Ikke at det var slemt.. Det var langt mere tilfredsstillende at slå på denne lille gimpe. Koldt smilede hun, som skovelveren tydeligvis følte sig forurettet over, at hun havde kaldt Thranduil for hendes kæreste. ”Jamen dog.. Så trunten har alligevel tænder,” udbrød hun koldt. Det var faktisk, hvad hun foretrak. Hun kunne langt bedre lide at tryne folk der havde noget i sig, frem for dem der allerede lå i sølet. Bange var hun dog ikke for, hvad kvinden kunne finde på at gøre. Overhovedet ikke. Hun havde kæmpet imod krigere i århundrede, samt deltaget i krige.. Denne kvinde var derfor allerhøjst et blad på vejen. Sine fingre lod hun glide ind mellem de mørke afskårede lokker, som hun tog i dem. ”Det er ikke, hvad jeg spurgte dig om, lille trunte. Mørket kan fæstne sig i enhver. Selv i en procianer,” sagde hun direkte. Let rev hun hende i håret for at udtrykke, at hun ikke brød sig om, at hun talte udenom. Kvinden måtte tage ansvar og lære at udtrykke sig korrekt. Heldigvis var Tatiana selv en sand mester i at opdrage på folk. Hun havde tilrettet mange gennem tiden. Både mørkelvere og udefrakommende. Hun vidste, hvordan man formede folk. Gennem tortur vel og mærke. Det var, hvad hun altid havde kendt til.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel vidste godt, at hun ikke var god nok. Det havde hun altid fået at vide hele sin barndom og det var jo også derfor, hun var som hun var. For det havde jo ikke været med henblik på at gøre hende stærkere, det havde været for at gøre hende til en lille skrøbelig mus. Nogle få gange opstod der en ild i hende, som når man kastede noget brandfarligt på et bål, der fik flammerne til at stå dobbelt så højt, men det falmede også ligeså hurtigt igen og blev til et knitrende og halv udbrændt bål, der ikke duede til meget varme eller lignende. Det svimlede stadigvæk for hende og den side af ansigtet, hvor Tatiana havde ramt, brændte og dunkede. Hun havde nok fået sig noget af et blåt øje, af hvad hun kunne mærke på smerten.
Spørgsmålene rumsterede stadigvæk i hendes hoved, selvom hun startede med at snakke udenom. Nej, hun var ikke født med dette mørke hår. Men var det fordi mørket havde rørt hende? Fordi hun havde gjort sig onde tanker? Ønskede hun at blive fanget og ikke komme med hjem? Det pressede hende virkelig, at mørkelveren nærmest så lige igennem hende, for hun benægtede det jo i sig selv, selvom det nok var mere af sandheden end hvad det ellers var. Nej, hun havde ikke lige tænkt at hun ønskede blive en del af dem eller blive fanget, men væk... Komme væk fra skoven, fra Thranduil, fra alt det hun kendte og bare... starte forfra.
"Jeg har tænkt mørke tanker... Så ja, måske er det grunden. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Og nej, jeg havde ikke lige tænkt at skulle blive fanget. Men jeg ønskede at komme væk fra Procias," svarede hun med let sammenbidte tænder, da det hev i hendes hår. "Jeg håber det var svar nok, kahli," endte hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

At høre at hendes teori var korrekt, tilfredsstillede Tatiana. Det var meget muligt, at hun aldrig havde set denne hændelse før, hvor hår på et splitsekund ændrede farve, men alligevel havde hun været kløgtig nok til at gætte årsagen. Denne lille trunte var slet ikke så uskyldig, som hun gav udtryk for. ”Fortæl mig om indholdet af disse mørke tanker,” forlangte hun at vide. Hvor mørkt denne kvinde kunne tænke, havde hun dog sine tvivl om. Det var højst sandsynligt intet særligt, og bestemt ikke efter mørkelvernes målestok. Denne kvinde ville garanteret dåne, hvis hun vidste, hvilke mørke tanker Tatiana dagligt gjorde sig. ”Men se på mig, som din frelser i så fald. Jeg skal nok sørge for, at dette er det sidste du har set til dit hjemland,” endte hun morbidt med at sige, som ”frelser” selvfølgelig var ment i en bizar form. Hun skulle nok holde denne lille skovelver fra sit hjem, men smertefrit ville det ikke blive. Kvinden havde trods alt stadig frarøvet hende sin vigtigste fange. Hendes hoved søgte på sned, så de blonde lokker søgte til siden. Køligt smilede hun. Et dystert smil. ”Jeg skal nok få rettet op på dig,” lovede hun. ”Snart vil du ikke føle andet end respekt, hengivenhed og frygt til mig.” Det var hun sikker på. Det var, hvad hun havde gjort mange gange før. Hun betragtede sig af den sårbare kvinde. Gad vide, om hun kunne bruges til noget? Kunne hun mon gøres så lydig, at hun kunne blive hende en spion? Det ville uden tvivl være frydefuldt, hvis hun kunne vende hende mod sin egen art, og få hende til at hente Thranduil tilbage til hende. Åh, hvor ville hun fryde sig over at se Thranduil tabende ansigt, hvis det skete!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var utilfreds. Hun brød sig ikke om de mørke tanker, som jo havde strejfet hendes sind. Men at det så skulle vise sig synligt, nu hvor de lange gyldne lokker var kappet af, havde hun bestemt ikke regnet med. Det var ikke noget hun havde set før ved nogen. Fortælle mørkelveren om sine tanker? Det havde hun virkelig ikke lyst til. Men hvis hun ikke sagde det, skulle hun vel nok vriste informationerne ud af hende. "Jeg ønskede at sætte Thranduil af tronen, fordi jeg.. Mine forældre var konge og dronning før hans. Og hans forældre satte mine af. Men det har jeg aldrig vidst før jeg blev voksen," startede hun ud. Hun skar en grimasse, da det trak i hendes hår, sådan som hun holdt fast i hendes afskårne lokker. "Jeg ønskede at fange ham... Skubbe ham ud... Vende alle elverne mod ham. Gøre ham ondt," endte hun lavmælt og nærmest skamfuldt. Han skulle straffes for, at hun var endt såret. Hun fnøs let. Hendes frelser? Ja, den var god med hende! Det ville blive et helvede at være her ved hende, men... et sted dybt nede havde hun jo ønsket at slippe væk fra skovelverne og ikke komme med hjem. Men bare ikke lige på denne måde. Hun ville rette hende op? "Gør hvad du vil," sagde hun bidsk. "Ret mig op... Så kan jeg da måske finde en mening i mit liv," endte hun tvært. Hun lød nok mest sur, fordi hun var sur på sig selv.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tavst lyttede Tatiana til skovelverens ord. Alt i alt lød kvinden til at være en utilfreds lille unge, der ikke havde fået lov til at få sin slikkepind. Jovist hun forstod sig på at begære en trone, men at bære nag kunne hun ikke bruge til noget. Det var derimod, hvad denne kvinde gjorde. Hun bar nag og mente, at noget var hendes bare fordi, at tronen havde tilhørt hendes forældre. Igen fortalte det kun Tatiana, hvor sørgeligt et samfund skovelverne havde. Blandt mørkelverne arvede man intet, man satte sig i respekt og vandt, hvad man ville have. ”Og du mente, at det var at gøre ham fortræd at løsrive ham og sende ham hjem blandt sine egne, hvor han nok engang kunne regere? Du er i sandhed dum, trunte,” sagde hun nedværdigende, inden hun kedsommeligt slap hendes hår. Det var lige før, at det var skræmmende, at skovelverne åbenbart var så fatsvage, men på den anden side overraskede det hende egentligt ikke. Hun slap et suk. Kvinden var tydeligvis en tåbe, men i realiteten burde det kun gøre det hele lettere for hende. Hun sendte kvinden et bestemt blik. ”Meningen med dit liv er, hvad jeg vil have, at det skal være,” sagde hun bestemt. ”Hvis jeg vil have, at du skrubber mit gulv hver dag er det, hvad du gør, indtil dit hjerte stopper. Hvis jeg vil have, at du myrder en hel landsby, gør du det uden tøven. Hvis det tiltaler mig at snitte dig op bid for bid, vil du være min kludedukke, indtil der ikke er mere at skære af dig. Forstår du det?” Skarp var hendes afsluttende tone. Tøsen skulle forstå, at hun var hendes nu lige meget, hvad hun måtte ønske af hende.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel bære nag? Selvom hun ønskede at benægte og sige det ikke var sandt, så var det jo det, der skete. Mest fordi hun ikke havde haft muligheden for at bearbejde det, da hun kun havde haft sig selv. Hun havde været dybt forelsket i Thranduil og var endt med nallerne brændt, da han ikke havde haft noget for hende til gengæld. Så ja. Hun bar stadig på nogle uløste følelser og var stadigvæk såret under neden, selvom hun normalt ikke lod det afspejle sig på hendes ydre. Men nu kunne hun jo så desværre ikke løbe fra det længere, eftersom hendes hår havde taget farve efter hendes sind. "Nej. Det er længe siden nu," bed hun af hende. Hun skulle ikke kalde hende dum, når hun totalt misfortolkede ordene. Alt mellem hende og Thranduil var efterhånden sket for længe siden. For år siden. Siden havde hun bare holdt sig for sig selv igen, indtil Thranduil var forsvundet og det efterhånden gik op for dem, at han ikke kom hjem uden hjælp. Okay. Men alligevel bar hun jo stadigvæk på det, ikke? Hvor var det dog ynkeligt. Hun hadede det, men hun vidste ikke hvordan hun skulle rette op. "Jeg troede... jeg troede det ville hjælpe mig at redde ham," sagde hun lavmælt, som små tårer igen pressede sig ud af hendes øjenkroge. Det sitrede helt i hende ved Tatianas ord, hvilke skabte kuldegysninger på hendes krop. Hun brød sig virkelig ikke om det her, især ikke de sidste ord. Snitte hende op?! "J-jeg... d-du... lad mig leve... kahli," endte hun bedende og med en bævrende stemme.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Du løsladte ham i dag, trunte. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være længe siden i din optik,” affejede Tatiana hende. Ikke ville hun diskutere det. Slet ikke når hun havde ret, og når tøsen tog fejl. Irriterende var kvinden dog blot lige nu og her, og det brød hun sig ikke om. Tiden var også inde til, at hun fik vist den lille skovelver, hvad hun gjorde ved tyve. Hun himlede med øjnene af kvinden. ”Den du hjalp var Thranduil og se, hvad det har ført til. Ham fri og iblandt sit folk og dig her,” sagde hun hårdt. Hendes stunt ville ikke gavne hendes liv blandt skovelverne. Det havde nærmere kostet hendes liv der. Hvis hun ville få det af se igen, ville det være på Tatianas ordrer. Irriteret sparkede hun til kvinden, som hun begyndte at flæbe. ”Rejs dig op! Jeg lader dig leve, hvis jeg ser en mening med din eksistens,” lød det fra hende i en mine der ikke var til diskussion. ”Gå nu med ud, så jeg kan introducere dig til dit nye hjem. Forsøg at flygte, og jeg vil skære dit ben af,” sagde hun kortfattet. Ikke lavede hun sjov, som hun altid mente sine ord i fuld alvor. Hvis ikke kvinden troede hende, kunne hun altid prøve hende af. Ulydighed irriterede ganske vidst altid Tatiana, men ikke havde hun noget imod at demonstrere, at hun var en kvinde af ord. Det var også den form for demonstrationer der skabte lydighed. Folk skulle nemlig ikke tro, at de kunne løbe om hjørner med hende. De skulle respektere hende, og ikke sætte spørgsmålstegn ved meningen bag hende ord og ordrer. De skulle nemlig forstå, at hun vidste bedst.

[Einar Calder Vali]

Okay, Tatiana forstod tydeligvis ikke hvad Silivrenniel mente, men hun gad heller ikke diskutere det med hende. Hun ville nok ikke ændre sine ord alligevel, eftersom hun jo var den alt-dominerende og åh-så-overdådige dronning af skoven her, hvilket endnu engang efterlod hende med titlen som en sølle undersåt. Her var hun endda endnu mindre værd end hun havde været i Procias og det sagde egentligt ikke så lidt. Så hun valgte at lade vær med at se.
Ja. Den hun havde hjulpet var Thranduil, men hun havde håbet det kunne løsne nogle af de indebrændte følelser hun bar på. Det havde det også gjort, men nu måtte hun jo så tage straffen for ham, eftersom hun ikke havde formået at slippe væk sammen med resten. Mon de overhovedet ville nå ud af Dvasias? Til Manjarno? Eller nogensinde til Procias? Det var ikke til at sige. Men én ting var sikkert. Hun var da endelig sluppet af med Thranduil. Hun stønnede, da hun blev sparket og tørrede hurtigt sine tårer. Det var jo barnligt at sidde og tude, men hun kunne ikke styre det særlig godt. En mening med hendes eksistens? Den så hun jo ikke engang selv. Hun skubbede sig dog op at stå på befaling, men sagde stadigvæk intet. Truslen tog hun meget nært til sig. Hun var faktisk ikke i tvivl om, at Tatiana ville skære hendes ben af hvis hun prøvede på noget og det ønskede hun da bestemt ikke. Hun var jo bare en skræmt lille mus. "Okay, kahli," endte hun dæmpet. Hun fulgte med hende, hvor hun ville gå hen og holdt sig tæt ved hende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ynkelig var skovelveren. Især sådan som tårerne begyndte at samle sig i hendes øjne igen. At Tatiana nogensinde selv skulle have grædt, erindrede hun end ikke.. men tårer var også et svaghedssymbol, og ikke var hun svag! Op og stå kom skovelveren dog endelig, hvor hun også frivilligt gik ud af døren. Heldigvis. Så behøvede hun da ikke at trække hende hele vejen. Selv fulgte hun ud i den kølige natteluft, hvor hun let måtte køre sin hånd igennem de blonde lokker. Så lagde de sig da det mere i orden. ”Denne vej,” sagde hun kortfattet og gav skovelveren et skub i ryggen, idet hun guidede hende gennem byen. Stille var der her, som man primært kun kunne høre grenene og bladenes blide raslen. Hun drog roligt en indånding. Snart ville hun ikke længere være omgivet af stilhed.. I udkanten af byen ledte hun skovelverne, hvor hun gik, indtil de nåede noget der blot måtte ligne en revne til en klippehule. Ikke lod hun skovelverne få nogen betænkningstid, og derfor skubbede hun hende igen i ryggen, så hun var tvunget til at gå frem. ”Gå nedad.” På den anden side af klippesprækken var der ikke et rum, men derimod en trappe. En stejl og kold trappe med tilhørende fugtige vægge. Intet sagde hun, som de betrådte dette sted, som måtte være dystert for mange. Dog ikke for Tatiana. Som de nåede enden af trappen, mødte de en smuk mørkelvisk kvinde. Den kvinde der måtte have nattevagten her. ”Væk ham, og før ham ind til os,” bad Tatiana hende indforstået. Kvinden bøjede hovedet for hende. ”Selvfølgelig, kahli,” sagde hun respektfuldt, inden hun gik ned af gangen. Igen gav Tatiana selv skovelveren et skub i ryggen. ”Kom med,” sagde hun igen kortfattet. Selv guidede hun skovelveren ned af samme gang som mørkelveren, men frem for at vælge et af rummene til højre – cellerne – skubbede hun skovelveren ind i et af rummene til venstre – torturrummene.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel følte sig opgivende. Dette føltes overhovedet ikke bedre end at være derhjemme. Allermest fordi, hun jo ikke så nogen mening i sit liv overhovedet og aldrig havde gjort det. Altid været en slave af livet, af sin 'bror' som end ikke havde været hendes bror og været den udstødte, skønt hun var skovelver som alle de andre i Eytherelvis. Men aldrig været accepteret, fordi hendes 'bror' havde formået at vende alle mod hende. Ja okay. Tankerne var ynkelige, fordi hun kunne bare have kæmpet. Men hun havde aldrig haft gnisten, for så snart hun havde prøvet at tænde den, var ilden blevet pustet ud igen. Skubbet i ryggen tog hun bare imod og gik den vej, som Tatiana guidede hende. Hun turde ikke prøve at flygte, for hun ville nok aldrig nå væk i live. Og hun ville miste benet, hvis hun prøvede, det var hun sikker på. Hun sukkede let og foldede hænderne foran sig, mens hun bare fulgte med. Skoven lød uhyggelig i hendes ører og var ikke det mindste beroliget på nogen måde. Men måske var det også omstændighederne, der påvirkede det. Da de nåede til klippen, så bed hun tænderne sammen og gik ned ad trappen. Her var klamt og fugtigt og hun brød sig ikke om det. Hvem var 'ham'? Garanteret en hjernevasket slave, der var blevet pisket og torturere til underdanighed for disse sindssyge mørkelviske kvinder. Hun gik blot og stoppede op, da hun nåede ind i et rum på venstre side af gangen. Her så... yderst ubehageligt ud.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Et værre skrammel måtte denne kvinde være. Derfor forstod Tatiana egentligt heller ikke, hvordan det havde lykkedes denne kvinde at slippe sin konge fri. Hurtigt nåede hun dog frem til, at det måtte være kvindens følgesvendes skyld. Det gjorde dog ikke situationen meget bedre.. Selv satte hun dog sin lid til, at hendes eget folk ville bringe de ynkelige flygtninge tilbage.. og når det skete, ville det være uden deres hoveder. En mild og barmhjertig kvinde havde hun nemlig aldrig været.
Som Tatiana fik ledt skovelveren ind i et af torturkamrene, greb hun hende irriteret om det venstre håndled, og trak hende længere ind i rummet. Havde hun måske bedt hende om at stoppe op? Nej, det havde hun ikke. Ind til midten af rummet trak hun hænde. Først her stoppede hun op, hvor hun greb om en lænke der hang fra loftet. Ikke at hun troede, at kvinden kunne finde på at gøre noget ekstraordinært. Hun kunne umuligt hamle op med hende i nærkamp, og at flygte var ligeså også en umulighed. ”Det du vil blive straffet for er dine ugerninger,” begyndte hun fast at fortælle, alt imens hun lukkede lænken om hendes venstre håndled. Stort og voldsomt så lænken helt ud oven på hendes lille og fine krop. ”Din ugerning er at gå imod mig og hele det mørkelviske folk, og at løslade en af vores fanger, uden vores tilladelse.” Retfærdighed skulle der selvfølgelig til. Selv var hun retfærdig i det omfang, at hun fortalte, hvad straffen var, og at straffede ud fra skadens alvorlighed. Tøsen slap hun igen for i stedet at gå mod hjørnet til at mørkt skab. Dette åbnede og studerede hun, alt imens hun afventede Lucifers tilstedeværelse. Den mand måtte snart være her. Inde i skabet, hvor hun kiggede, var der en masse forskellige våben og afstraffelsesremedier.