Consequence of action

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Jovist der var en del blod i torturkammeret, men selv ville Tatiana personligt sige, at hun før havde set mere blod end det. Desuden måtte hun helt løfte det ene bryn over, at han satte tvivl ved hendes ord. Hans arbejde var nemlig ikke at betvivle hende. Hans arbejde var nærmere at stole på, at det hun sagde var det korrekte. Øjnene kneb hun derfor også en anelse sammen, som hun sendte ham et hårdt blik. ”Betvivler du min dømmekraft, sevrus?” spurgte hun ham i en advarende tone. Hvis han mente, at dette var meget blod, kunne hun sagtens vise ham, hvad hun mente var meget blod! Han kunne endda få lov til at mærke det på egen krop, så han selv kunne se det soleklart. For evigt stirrede hun dog ikke på ham, som hun valgte at lede ham ud af rummet. For første gang i over et år, fik han nemlig lov til at se verdenen udenfor igen! Det ville derfor også være den første gang, at han rent faktisk så Maerimydra. Da han havde kommet dertil, havde han nemlig været bevidstløs. Det var de fleste mænd de fangede dog også. Ud på gangen gik hun, hvor de passerede den kvinde, der havde bragt Lucifer til hende. ”Sørg for at finde en der kan rydde liget af vejen,” sagde hun indforstået til hende, inden hun gik op af den lille trappe, der til sidst skulle lede dem ud. Tilbage på Lucifer så hun end ikke, som hun forventede, at han fulgte med, hvor svag han end var. Han kunne kravle efter hende, hvis det var det. Efter kort tids opstigning mærkede hun det første vindpust, som de nåede klipperevnen der ledte dem ud af fange- og torturkælderen. ”Se, hvor smukke by,” sagde hun tilfredst til Lucifer, som de kom ud. I udkanten af byen stod de ganske vidst, men herfra kunne man se lysene fra hjemmene i mørket, og hvordan husene lå oppe i træerne. Det var primært kun hendes statslige hjem og de forskellige butikker der lå nede på selve landjorden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var bestemt ikke fordi at Lucifer betvivlede hende eller hendes beslutninger, og det var også noget af det, som han reagerede lidt på lige nu. Han bed tænderne svagt sammen, som han denne gang sænkede hovedet igen. Han havde i forvejen været igennem rigeligt igennem det sidste år, ville han mene. "Nej, Kahli.." sagde han denne gang. Han vendte blikket stille mod hendes fødder denne gang, hvor han blev stående for et kort øjeblik. Det var faktisk uhyggeligt.. Helt igennem uhyggeligt det her.
Lucifer søgte denne gang efter hende, hvor de passerede den mørkelviske kvinde på vejen. Hun bukkede med hovedet for Tatiana i stedet for. "Javel, min Kahli," sagde hun denne gang, inden hun selv søgte videre, for at få det gjort. Lucifer selv, valgte denne gang at holde sig fuldkommen tavs omkring det her. Han stirrede mod hjertet og hånden.. Hvor var det egentlig ulækkert det her. Turen op af trapperne, var faktisk hårdere for hans ben, end hvad han lige havde regnet med. Det var faktisk vildt ubehageligt! Han sænkede derfor bagud, hvor han fortsatte.. Han ville ud derfra, hvis han kunne komme til det!
At komme op og mærke luften direkte mod hans ansigt, føles helt lettende.. Det var ved at være lang tid siden, han havde oplevet det sidst! Han var bleg.. havde brug for luft, og bare det at komme ud for en gangs skyld! "Det er rart.." Ikke var det byen, som han bed sig fast i, men derimod den friske luft, som han fik direkte mod ansigtet. Det var uden tvivl det bedste af det hele, og særligt også nu! Han kom endelig op bag hende.. Hvor han også blev bag hende. Hånden og hjertet dryppede og lavede et spor efter hans skridt. ".. Hvor skal vi?" spurgte han denne gang. At gøre noget, kunne han slet ikke drømme om.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Lucifers lydighed tilfredsstillede Tatiana, som han bed sin tvivl i sig for i stedet at følge med hende. Så var tingene i hvert fald, som de skulle være! Med ud i det fri bragte hun ham derfor. Selv vidste hun udmærket godt, hvordan naturen ville påvirke ham, som hun havde set det før, samt før oplevet det på egen krop. Der var intet som at komme ud i den frie luft, efter at man havde været holdt indespærret i en længere periode! Det skulle dog også fungere som en gulerod for ham. Hvis han klarede sig godt, kunne han komme herud, men hvis han derimod klarede sig skidt, ville hun spærre ham inde igen. Det skulle nok holde hans motivation ved lige. Det gennemtrængende blå blik vendte hun imod Lucifer. ”Nyd det, Lucifer,” opfordrede hun ham, som han havde gjort sig fortjent til den friske luft og at se verdens smukkeste by. Som han spurgte, hvor de skulle hen, begyndte hun igen at gå. Yndefulde og sikre var hendes bevægelser, som hun bevægede sig ind mod byen. Tilbage mod sit hjem. ”Vi skal hjem,” forklarede hun ham kortfattet, som hans hjem nu var, hvor hun boede. Beæret burde han være over den tanke. For det første fandtes der ingen større ære end at tjene kahli’en, og for det andet levede slaverne bedst ved kahli’en. Ved hende havde slaverne deres egen fælles etage med hver deres seng, og et fælles opholdsrum. Møblementet var selvfølgelig beskedent, men det var uden tvivl et af de bedre steder at være udstationeret. Tavst gik hun, som hun ledte ham gennem byen og lod ham danne sine egne indtryk. Mørkt var det dog endnu, som hun var blevet vækket midt om natten med dette irriterende ærinde. I nogle gode minutter gik de, før den smukke herregård gjorde sin opdukken. Skønt den lå nede på jorden, lignede det ikke nogen anden bygning. Af træ var bygningen, hvor den ikke blot var blevet skåret i og sammensat, som den derimod ligesom alt andet her var blevet sunget til dens udseende. ”Bevid kahli’ens hjem. Her bor jeg med hele min husholdning,” fortalte hun ham direkte. En husholdning, som han nu var en del af. Som de nærmede sig de store døre, åbnede en mandlig slave hurtigt døren for dem, uden at hun overhovedet behøvede at gøre et hint.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede på ingen måde, at gøre Tatiana utilfreds, nu hvor han vidste, hvad det havde af betydning på sigt, og særligt, hvis det var noget, som ellers kunne undgås. Han havde et hvordan hun havde behandlet denne kvinde, samt tvunget ham til at skære hendes hjerte ud! Han ønskede nemlig ikke, at det også var noget, som skulle ske for ham, hvis det var omstændigheder, som han kunne undvære eller undgå. Han fortsatte efter hende, som han nu bedst formåede at gøre det. De skulle hjem..? Hvor var hjem helt præcist? Som det eneste han var kendt med, jo var en fængselscelle under jorden, hvor det jo først var nu, efter et helt år, at han fik lov til at komme op i den friske luft! Han havde jo næsten glemt hvor godt det føles! "Det gør jeg." Som ordene oprigtigt var udtalet, måtte han faktisk trække på smilebåndet. For første gang i et helt år, var der, hvad der mindede om et smil på hans læber!
Her søgte han efter hende.. Over skovbunden, selvom det var med tunge skridt. Han følte sig virkelig træt ovenpå alt det, som var sket, også fordi at det jo heller ikke ligefrem var småting. Det store hus, som dog viste sig, i takt med, at de kom frem.. var det hendes? Overdådigt synes det næsten at være. Han havde jo næsten glemt i hvilken forstand, at elverne kunne synge for naturen, og naturen gav dem noget igen. En slave kom og åbnede døren for dem, hvor han blot fulgte med. Hånden og hjertet dryppede stadig, men slet ikke i samme grad, og han selv, var jo endt blodig. Han vendte blikket mod hende. Hun ville have, at han skulle bo her? Det var uden tvivl bedre end en fængselscelle under jorden! "Du ønsker, at jeg skal bo her..?" Han nikkede blot. Her var flot.. Det var stort og overdådigt. Tænk, at alt dette havde kunne skjules i en skov!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

At Lucifer pludselig gik med et smil på læben, havde Tatiana skam intet imod. Han skulle nemlig glædes ved det liv, som han havde her. Hvad var det ikke også og glædes ved? Han var i Maerimydra. En utrolig og smuk by. Han tjente hende, racens kahli. Han rendte måske ikke frit rundt og danderede den af, men her havde han et formål. Tilfreds måtte hun derfor være for nu. Hun havde slået en skovelver ihjel. Det var altid rart. Lucifer havde vist hende, at han ikke ville gøre hende fortræd, skønt han havde et våben i hånden. Derudover var han imponeret over deres by. Alt i alt var det alligevel en okay nat. Med ind på sin herregård ledte hun ham, så det kom ind og stå i hendes enorme forhal. Her var der både en smuk trappe op til den øvre etage og en mindre trappe ned til kælderregionen. Blikket lod hun flygtigt glide hen over ham. ”Kald mig ikke ved du, men ved De,” formanede hun ham om, inden hun fortsatte. De var trods alt ikke ligeværdige. ”Selvfølgelig. Du er en af mine ejendele nu. En del af min husholdning.. Selvfølgelig skal du, ligesom alle mine andre tjenere, bo under mit tag,” sagde hun ærligt. Videre ned af gangen ledte hun ham, som hun gik i retningen af sit kontor. ”Her er det kvindens pligt at tage sig af den eller de mænd, som hun har under sig. Hun skal både sørge for deres ve og vel, ligesom hun skal rette på dem ved deres fejltrin,” fortalte hun ham. Det var faktisk meget ligetil. Endelig stoppede hun op ved et smukt udskåret dør, som hun åbnede op. ”Dette er mit kontor. Husk det,” formanede hun ham om, som hun først selv gik ind, og dernæst forventede, at han fulgte med. Langs de to vægge var der reoler med adskillige pergamenter og remedier, hvor der for enden var store aflange vinduer, så der kom godt med lys ind i lokalet. I midten af lokalet stod et smukt udskåret skrivebord, og en smuk stol bag, og overfor stod to mindre, men også nydelige stole.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Glad var Lucifer uden tvivl for, at komme ud i den friske luft igen. Her var det helt igennem fantastisk at få lov til at opleve andre ting end cellen, sten, høet på gulvet og et stengulv, og ellers bare kun et sjældent selskab med nogen. Han duede jo heller ikke til at være alene!
At han havde kaldt hende ved forkert titel, havde bestemt heller ikke været hans mening. Han bed tænderne svagt sammen. Skulle han straffes nu? "Javel.." sagde han denne gang, som han heller ikke vidste, hvad andet han egentlig skulle sige, og særligt, når det var på denne her måde. Bare den tanke, at han skulle anses som en ejendel, som var han en genstand, var stadig noget, som han havde svært ved. Rigtig, rigtig svært ved. Han så sig om.. Der var andre her? Bare tanken om, at han muligvis ville kunne få en seng at sove i, ville være fantastisk! "Javel, Kahli.." sagde han denne gang. Han var ganske enkelt for træt til at tage det op med hende, og han var samtidig også mega frustreret over situationen, for han kunne virkelig ikke have det!
Kontoret, som hun viste ham, vendte han blikket mod. Han nikkede, hvor han trådte ind efter hende. Kæden om hans hals, var frustrerende.. Det var et år siden, han havde været i kontakt med sine egne evner! Han forholdt sig tavs. Han vidste jo ikke hvad hun ville have ham til. Nu havde han jo siddet i fangekælderen i et år nu. Det i sig selv, var jo i forvejen vanvittig lang tid!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Som de begge kom ind på hendes kontor, gjorde Tatiana en gestus mod en af de to mindre stole. ”Tag plads,” beordrede hun kort for hovedet, inden hun vendte ryggen til ham. En ting af gangen. Nu skulle hun sørge for det hjerte og den hånd, som han havde bragt med sig. Hvis det ikke havde været fordi, at kvindens hår åbenbart havde skiftet farve under kampen, ville hun også have taget noget af det med sig. Det havde dog ikke været en mulighed.. Over til reolen gik hun, hvor hun skimmede dets indhold. Til sidst satte hun sig på hug, hvor hun tog et skrin ud der kunne rumme både hjertet og hånden. Glimrende! Igen rejste hun sig, så hun kunne gå om bag skrivebordet og sætte sig på den høje stol. Skrinet valgte hun at stille over for Lucifer. ”Læg hjertet og hånden pænt heri,” sagde hun dernæst, inden hun rakte ud efter et tomt pergament. Thranduil skulle selvfølgelig have besked om, hvad han havde glemt her.. Hun var endda så venlig, at hun sendte det glemte med posten til ham. Uden et videre blik på Lucifer, tog hun en fjerpen og dyppede den i blækhuset, inden hun begyndte at skrive ned.

Kæreste Thranduil..
Du skyndte dig så meget, at du glemte din veninde.
Jeg har været så venlig at bruge ulejligheden på at sende hende til dig.
De bedste hilsner
Tatiana

Høfligt var ordene skrevet, men ej var det høflighed ordene rummede, som det derimod var kulde og ironi. Selv ville hun elske at se Thranduil åbne sin gave, men desværre kunne hun ikke få alle livets glæder. Pergamentet rullede hun pænt sammen, inden hun lavede et voksstempel hen over dets lukning, så Thranduil ville kunne se, at det kom fra hende, og at ingen anden havde læst det før ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Som ønsket, tog Lucifer pladsen overfor Tatiana på en af de mindre stole, endnu med det dryppende hjerte og hånden i sin. Han vendte blikket ned mod det. Det at se døden i øjnene på den måde, var endnu meget mærkelig for ham, men hvad kunne han gøre ved det? Her var det åbenbart en meget normal ting at gøre, og foretage sig. Det var det ganske vidst også for dæmonerne, men da slet ikke på den måde!. Hans blik faldt til hendes skikkelse, da hun fandt et skrin frem. Han stirrede let på det, inden han atter rejste sig. Hans ben skælvede næsten under ham, og det var hårdt i det hele taget at stå op. Hånden lagde han først ned i skrinet, hvorefter han lagde hjertet ned i hånden efterfølgende, så det lignede, at hånden holdt om det.
Langsomt vendte han blikket mod hende. Han satte sig ned med sine blodige hænder - dog uden at røre ved noget. "Hvad vil du.. De gøre med det?" spurgte han denne gang. Han rettede sig hurtigt. Han var i forvejen ikke meget for, at hun skulle have den magt og kontrol over ham, som hun havde fået. Han vendte blikket ned mod sine hænder. Hjertet og hånden, som han havde gået med.. Han tørrede den ene hånd af i sine slidte bukser.. Hvor kunne han egentlig godt bruge et bad efterhånden! Hans mørkeblå øjne gled direkte mod hende igen. Træt var han.. Men endnu holdt han sig oppe, da han trods alt heller ikke havde fået besked på noget andet.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Brevet og skrinet måtte Tatiana finde en hvis iver i at sende til Thranduil. Selvfølgelig havde det bragt hende større tilfredsstillelse at torturere ham kropsligt, men dette ville nu også bringe hende nogen tilfredsstillelse. Hvad ville den køre konge ikke tænke, når han sandede, at han rent faktisk havde myrdet en af sine egne kvinder? Det var i hvert fald ham selv der havde dømt hende til døden. Det gennemborende blå blik vendte hun imod Lucifer, som han spurgte ind til hendes handlinger. ”Jeg vil sende det til den kære kong Thranduil. Hvis han skulle nå hjem, vil han få fornøjelsen af at modtage det personligt. Hvis ikke, vil en af de andre skovelvere få lov til at nyde synet,” sagde hun roligt. Brevet lagde hun pænt oven på skrinet. ”Tænk dog ikke mere på det. Tænk nærmere over din fremtid.” En anelse ind over bordet lænede hun sig, som hun lod albuerne hvile imod bordpladen. Hænderne foldede hun foran sig, mens hun nøje studerede ham. ”Jeg skal finde ud af, hvad du skal lave i min tjeneste nu hvor, at du er flyttet ind under mit tag,” sagde hun ærligt. Tiden var nemlig ikke længere til, at han blod sad og afventede sin træning. Nu var den derimod til, at han fik en plads i det mørkelviske samfund. Hun kiggede på ham. Selv vidste hun, og selv kunne hun se, at han før havde været en nydeligere mand. De manglende muskler gavnede ham ikke, så måske hun skulle lade ham få nogen af dem igen? Derudover havde hun også fået det indtryk af ham, at han egentligt var en hårdfør mand, og derfor kunne hun måske byde ham noget mere krævende arbejde. Syg så han desuden ud uden sine muskler, hvor mørkelverne derimod sagtens kunne se ædle ud uden. Derfor kunne hun også regne ud, at han skulle få lov til at arbejde hårdere frem for at være en galionsfigur.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer som altid havde været en mere markeret mand, end hvad han var nu. Han havde jo bare siddet i en kælder, samt taget imod slag og anden form for tortur igennem det sidste år, så selvfølgelig var det noget, som også kunne gøres noget ved. Han blev siddende.. Han var blodig og han var beskidt, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes lige nu. Han stirrede mod skrinet med et tydeligt træt blik. Hun ville sende det til Thranduil i Procias? Et sted måtte han jo sande, at han fandt den tanke morende og frydende. De fortjente det! Nu havde han jo i forvejen aldrig rigtigt haft noget til overs for procianerne. "De fortjener det.." lød det denne gang fra ham, som han vendte blikket ned mod hendes arbejde, inden han atter så tilbage på hende. Svært var det nemlig for ham, at finde ud af, hvordan han skulle håndtere denne situation. Bare tanken om at være en ejendel, var en, som han rent faktisk havde det meget svært ved, når han altid havde været en fri mand, til at gøre, hvad han gerne ville. Og det var bare ikke noget, som han kunne gøre mere.
Lucifers blik forblev denne gang hvilende på hende. Han var et sted mere bange for, hvad hun ville få ham til, eller hvad han kunne forvente herfra. "Jeg gør vel, hvad De ønsker af mig.." sagde han denne gang. Hvad skulle han ellers sige? Det var jo ikke fordi at han brød sig om denne situation i forvejen, men det var forbandet lidt, som han ellers kunne gøre ved det selv. Han hadede det. Han ville jo bare gerne væk derfra!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Blikket lod Tatiana et øjeblik granske hans ansigt, som han sagde, at skovelverne fortjente det. Da hun så den lille gnist af sandhed i hans øjne, måtte hun selv føle en hvis tilfredshed over for ham. Thranduil og de resterende skovelvere havde uden tvivl fortjent det. Derudover var der det, at Lucifer skulle foragte hendes fjender ligeså meget, som det hun selv gjorde. ”Det gør de,” istemte hun selv direkte. Det her var, hvad de fik ud af at holde hende fanget for tre år, og så at løslade Thranduil fra hendes varetægt. Mere om Thranduil og de andre skovelvere, behøvede de dog ikke at tale mere om nu. Selv ønskede hun nemlig at fokusere på, hvad hun kunne bruge Lucifer til i fremtiden. Han skulle nemlig ikke længere piskes, som han derimod skulle gøre nytte i hendes rækker nu. ”Selvfølgelig gør du, hvad jeg beder dig om,” sagde hun stilfærdigt, som var der ingen tvivl om det. Det var der heller ikke. Hvis han ikke adlød, ville han blive straffet for det, og de straffe kendte han allerede til. Hendes hoved gled en kende på sted, som hun vurderede ham. ”Du er bestemt ikke ligeså æstetisk som den mørkelviske race.. Din race har altid været mere grov i trækkene, end hvad vores har,” begyndte hun at påpege over for ham. ”Derudover har du vist, at din krop kan udholde en del..” Nej, han skulle bestemt ikke bare åbne og lukke dørene for hende, som han derimod skulle ud og bruge sin krop. Problevet var, at de ikke brugte byggearbejdere, som hans verden gjorde. Her sang de nemlig deres omgivelserne til skønhed. Tænksomt endte hun med at glide tilbage i sin stol. ”Jeg kunne lade dig arbejde i en smedje. Selvfølgelig vil du ikke få lov til at arbejde med våbene med det samme, men du vil kunne assistere,” sagde hun sigende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dem som gjorde modstand, var dem som ville blive hamret ned, og det var det, som skovelverne nu ville se på den hårde måde. Naturligvis var det en tanke som irriterede Lucifer, for det indikerede trods alt også at han heller ikke kunne gøre særlig meget ved det. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at han faktisk drømte om at komme derfra. Maerimydra var et grusomt sted. Til nu, forbandt han det jo kun med et sandt helvede, og det ville nok heller ikke ændre sig, bare sådan uden videre. Han vendte blikket mod hende.. Afventende. Gad vide, hvad hun egentlig ville have ham til at lave? Han var jo ikke af elvisk slægt - tak og pris for det! Han var jo en stolt dæmon, som han var stolt af, hvad han kunne præstere. Og det have han altid været, og det var også sådan, at han i sin tid, var blevet opdraget af Faith. Ganske vidst før hun selv havde valgt at smide ham ud. 
Et liv som en smedje-hjælp..? Var det virkelig, hvad hun ville yde ham? Han bed tænderne svagt sammen, selvom han dog intet sagde. "Dæmoner kan holde til lidt af hvert.. Kahli," sagde han denne gang. Han hadede at tage ordet i sin mund, men det var bedre, end at blive slået og tæsket, som han jo ellers havde været vant til igennem den sidste tid. Ingen tvivl skulle der være om det, hvilket var helt sikkert. Han trak vejret dybt. ".. Som De ønsker," sagde han denne gang. Hvad skulle han sige? Uanset hvad, ville han jo have det af helvede til.. Den frihed, som han havde haft, var stadig brutalt revet fra ham, og tanken om, at han skulle arbejde til gavn for mørkelverne, var bestemt ikke betryggende på nogen måde. Tvært imod faktisk.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sandt var det, at dæmonerne havde noget at byde på, som mørkelverne ikke nødvendigvis havde. Det var også derfor, at Tatiana var tilfreds med at have Lucifer i sin husholdning. Hun vidste, at han nok skulle gøre nytte i den ene eller anden forstand, og hvis ikke.. Ja, så var han let nok at dræbe. Derfor var hun yderst fortrøstningsfuld. ”Og det skal jeg nok få udnyttet,” lovede hun ham roligt. Han ville måske ikke blive brugt, som han engang havde håbet, men han ville blive brugt, som hun ønskede det. Tilfredst nikkede hun med hovedet, som han accepterede sit erhverv. Ikke, at han havde haft et andet valg. ”Du vil hurtigt finde ud af, at smedjearbejde her ikke er, som i den store verden. Det eneste du vil være en del af er skabelsen af sværd-, dolke- og knivklinger, samt pilespidser. Resten synger vi os selv frem til,” fortalte hun ham. ”Du vil begynde i morgen. Du vil blive ledt over til en smedje, hvor du vil melde din ankomst til dominae Riraynëa. Hende vil du lystre, når du er der. Dog altid med den tanke, at du er min. Hun vil derudover have beføjelse til at straffe dig, hvis årsagen skulle være rimelig.” Hun kiggede på ham. Han lignede næsten noget der var dødt.. En tanke der fik hende til at rynke på panden. Nu var hun desuden også færdig med ham, og så var der ingen grund til at se mere på ham. Desuden, hun havde mere spændende ting i vente. En smuk og stærk kvinde i sin seng, og en nattesøvn hun skulle have gjort færdig. Hun rakte ud efter siden på bordet, hvor hun ringede med en klokke. Inden længe ville en mand på nattevagt stå i døren. ”Du ligner noget der er dødt, men som stadig går.. Jeg forventer, at du til i morgen har taget et bag, klædt dig i nye klæder, og fået din nattesøvn. Du vil inden længe blive hentet af en, der vil føre dig til dine gemakker,” lød det direkte fra hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var igennem den race, som han selv var en del af, lidt mere hårdfør end de fleste, hvilket nok gav ham en fordel. Eller rettere sagt, en ulempe i forbindelse med det arbejde, som han selv skulle udføre. Ikke at han kunne gøre særlig meget ved det nu. Han var fanget i et spind, som han bare ikke kunne komme ud af, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne, og han hadede det i sandhed. Han hadede, at være fanget på den måde!
Ikke sagde Lucifer noget. Selvfølgelig ville hun udnytte det. Andet ville faktisk forundre ham lidt. Han var jo stadig sin egen et eller andet sted, også selvom han nok var blevet langt mere medgørlig overfor mørkelverne, end hvad han havde været hidtil. Tanken om at han skulle igennem dette, var faktisk.. pinlig. Han havde virkelig svært ved den, og det lagde han så sandelig heller ikke ligefrem skjul på lige nu. Han trak vejret dybt. "Javel, Kahli.." svarede han blot. Han var jo blevet til en eller anden ting, som man tilsyneladende bare kunne kaste rundt med. Det gjorde ham vred at tænke på, men meget andet, kunne han jo trods alt heller ikke ligefrem gøre ved det, kunne man sige. Hans blik faldt til klokken, som hun ringede med. Et bad og en seng at sove i.. Det ville være perfekt!
Langsomt sænkede han hovedet. Han var træt.. Og det var nok også derfor, at han var så medgørlig, som det han var i øjeblikket. Det tog dog ikke lang tid, før døren forsigtigt gik op, og en mand viste sig. "De ringede, Kahli.." sagde han ydmygt. Lucifer blev for nu siddende, da han ikke havde fået besked på andet. Bare tanken om et bad og en seng.. Rent tøj.. Bare at føle sig levende og respekteret igen! "Ønsker De mere?" spurgte han denne gang. Hvis han skulle i sving allerede fra morgenstunden, var det måske på tide, at komme videre?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

En mand af få ord var Lucifer blevet. Det var tydeligt for Tatiana at se. Han spurgte ikke længere ind. Han betvivlede ikke længere hendes ord. Det var alt sammen ganske fint.. Dog ville verden skam ikke ramle sammen, hvis han sagde mere end ja og nej. Det ville hun nemlig godt kunne tåle, som de sagtens kunne have en samtale sammen. Han skulle blot altid have forståelse for hierarkiet her, at hun vidste bedst, og at han derfor ikke skulle sige hende imod. Hendes blik gled fra Lucifer og over til døren, som en mandlig elver trådte ind. ”Eskorter Lucifer ned til jeres fløj. Han skal have et bad, noget nyt tøj og en seng at sove i,” fortalte hun kortfattet. Ellevilde ville de mørkelviske mænd højst sandsynligt ikke være over Lucifers tilstedeværelse. Han var nemlig dæmon, og derfor ville de andre højst sandsynligt føle sig hævet over ham. Raceracismen havde nemlig altid levet i bedste velgående her i Maerimydra. De var dog også en af de enkelte racer der faktisk kunne være stolt over deres races renhed, som de ikke blandede sig med gud og hver mand. Stolen skubbede hun bagud, så hun kunne rejse sig. Skrinet og brevet greb hun om, så hun på vejen ud ville kunne give det til dørmanden, der ville sende det videre. Hun sendte de to mænd et kort blik. ”Jeg forventer, at jeg ikke bliver forstyrret igen,” sagde hun sigende, inden hun forlod rummet. Ikke gad hun blive ulejliget med mere! På vej tilbage til forhallen stoppede hun ved hoveddøren, hvor hun gav posten videre til den mandlige mørkelver der. Dernæst gik hun op af den store trappe, der ville lede hende til sit eget soveværelse. Lucifer og den anden slave ville skulle tage den mindre trappe ned, hvor slavernes fløj var.

// Out