A new leader is in town!

[Romeo Direshade Acheron]

Meget erfaring med kamp og strid, kunne man bestemt ikke sige, at Romeo havde, men af den grund, skulle man bestemt ikke fremhæve ham, som værende et individ, som ikke kunne stå op for sig selv, for det kunne han da i allerhøjeste grad! De mørke øjne hvilede stift på hende. Menneskelige våben var måske ikke den store hjælp, men i og med, at de nærmest var grebet på sengen, uventet med et angreb. "I så fald, er jeg ked af, at skuffe dig." endte han denne gang med en kortfattet stemme. Selv følte han ikke nogen former for frygt ved dette, og ikke så han nogen grund til at skulle gøre dette. Han følte jo bogstavelig talt ikke noget som helst, og det havde han aldrig nogensinde gjort.
Vagterne og soldaterne forsøgte at tage sig af warlockerne, så handlede det udelukkende om at han skulle bevare sit fokus på denne kvinde. Hans magi var måske meget basal, men af den grund, skulle man heller ikke tro, at det var fordi, at han ikke var i stand til at gøre noget som helst, for det var på ingen måder sådan, at det forholdt sig. Han kneb øjnene sammen. "De må ikke komme forbi!" endte han denne gang. Soldaterne gik i krig og kamp med hvad de nu havde, da deres våben, så godt var som taget fra dem. Hans fokus hvilede på Islanzadí. Kuglen, som han sendte, mødte hendes midt på pladsen, hvilket resulterede i et voldsomt tryk, som selv pressede ham en smule bagud. Lynet, som hun vedvarende, sendte mod ham, fik ham hurtigt til at hæve en usynlig mur, som denne måtte ramme. Det var en kamp for ham, at holde den oppe.. Men han ville ikke give sig! Ikke på vilkår! En anden soldat hævede en knytnæve, som han kylede direkte mod hende i håbet om at fange hendes opmærksomhed.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var i forvejen ikke meget for at lade Blair være selv, da han vidste, at hun på magisk vis, stadig var en smule rusten, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det lige nu. Han ville dog af den grund, ikke lade hans forældre rende med glæden og creditten for dette angreb. Det var hans påfund, og det var hans idé, og det var derfor også ham, som skulle stå for udførelsen af dette!
Hastigt søgte han ned igennem korridorene. Hvad han måtte møde på vejen, fik han hurtigt ryddet af vejen. Her var han nemlig på ingen måder en særlig mild mand. Det var heller ikke det som han ønskede at være kendt som, og derfor var han heller ikke bange for at gøre, hvad der var nødvendigt, for at fremhæve sig på den måde. Og nu hvor han nærmede sig, hørte han også skrig.. han hørte lyden af klinger.. Var hans forældre ene gået op mod en mindre hær? Hvorfor var det ikke en tanke, som kom bag på ham? Han rystede kort på hovedet, idet han rundede hjørnet, og derfor stod ansigt til ansigt med dem. Hans moder lå allerede i gulvet, og det samme gjorde Tiyanna. Han var vidste kommet lige i grevens tid!
"Jeg er overhovedet ikke overrasket." sagde han denne gang. Han dannede en kugle i hver hånd, som han smed direkte i retningen af soldaterne, for at tvinge dem på afstand. Her vendte han blikket mod Tiyanna, som lå på gulvet. Havde de hende, så havde de hele stedet her, siden Sephiran ikke var her. Han trak kynisk på smilebåndet. "Deres Højhed.." Han holdt hånden mod hende, hvor han magisk klemte om hendes hals.. Kunne han slå hende ud, var det nemmere. Hans blik faldt til hans fader. "Få mor væk herfra," sagde han kort for hovedet. Når først Tiyanna var slået ud, havde de vundet.. uden en dronning - eller en konge, var der meget lidt at gøre.

[Irina Lucille Marvalo]

Det var en fryd at se dronningen gå ned. Vagterne faldt som fluer ligeså, men Irina måtte give dem at de gjorde en ihærdig indsats, desværre var de ikke stærke nok. Den mørke dis forsvandt fra hendes hænder, hun kunne ikke længere opretholde sin egen styrke. hendes kinder var nærmest gennesigtig. Hun lå i gulvet og forsøgte at stoppe sin egen blødning ved at lægge et pres på såret. Det hjalp lige meget. Hun svær at nogen skulle bøde for hendes frustrationer over dette, at ydmyge hende foran både hendes mand og hendes søn. Magisk var de hende begge overlegene, skønt hun selv ikke var svag. Hendes evner lå dog i langt højere grad i intelligensen, mens familiens mænd i langt større grad måtte være musklerne.
Hendes mørke øjne faldt på Kimeya. Hvorfor havde han ikke Blair med sig? Han virked eikke ulykkelig, så hun var næppe død, men det var tydeligt at hun ikke var på sit stærkeste efter de mange år i graven. "N-nej!" udbrød hun fast. Lionell skulle ikke have lov til at bærer hende, skadet herfra, den ære skulle han ikke have. De fleste kvinder ville nok være henrykte, men hun havde en irriterende idé om at Lionell ville komme til at påtale det inden dette var forbi. "Jeg k-kan gå s-selv," fastholdt hun og lykkedes i at kæmpe sig op via væggen, men så snart hun forsøgte selv at tage et skridt truede benene med at knække sammen under hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var vred. Ikke kun fordi at stedet her var besat af uvelkomne warlocker nu, men også fordi at Sephiran ikke længere var til stede, og det var en ting, som rent faktisk formåede at gøre hende direkte vred! Hun svor i sandhed, at hun ville ende deres liv, om hun kunne komme til det. Ikke at der skulle herskes nogen tvivl om det! Øjnene kneb hun denne gang voldsomt og kraftigt sammen. Hun gispede svagt. Det gjorde nemlig ondt, at have de pigge til at rive så tydeligt i hendes hud, og hun ønskede derfor bare, at det skulle stoppe, og det kunne ikke gå hurtigt nok!
"D-dræb dem! Dræb dem alle!" udbrød hun denne gang med en fast og kraftig stemme. Det var først da Kimeya dukkede op, at hun allerede var klar over, at det var et slag tabt. Hun vendte blikket mod ham denne gang. Han skulle selvfølgelig håne og nedgøre hende. Om blikket kunne dræbe, så var manden faldet død om på stedet. "J-jeg slår dig ihjel, Kimeya!" udbrød hun denne gang, hvor hvor hun igen forsøgte at komme fri. Her rev piggene tydeligt op i hendes arme og håndled, selvom det brutalt stoppede, ved den kvælende ofrnemmelse, som tog fat om hendes hals i stedet for. Hun blinkede med øjnene. Nej.. Han skulle heller ikke have det så nemt! Øjnene klemte hun sammen, hvor hun tydeligt måtte gispe efter vejret. I takt med tiden måtte gå, gled hun mere og mere ud af bevidsthed, hvor hun faldt hen i en bevidstløs tilstand på gulvet.

//Out

[Lionell Marvalo]

Lionell følte en følelse af vrede i sit sind, udelukkende på grund af, hvad der var sket med hans hustru. Her lå hun i gulvet foran ham. Kimeya synes nu at have god kontrol på situationen, selvom det var tydeligt, at han tog creditten for det arbejde, som ham og Irina nu havde gjort sig. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han denne gang slog den sidste vagt ud, som skulle forsøge sig på ham. Her blev han stående, selv med pilen i den ene skulder. Armen ved, var så godt som ubrugelig.
"Fint," endte han denne gang, hvor han søgte hen til Irina. Stædig som hun var, ville hun selvfølgelig ikke tage imod. Det var bare ikke nu, at hun skulle være stædig. Med den raske arm, tog han imod hende, denne gang, inden hun faldt direkte i gulvet. "Det er ikke nu, du skal være stædig.. Kom," endte han denne gang. Her gav han hende bestemt heller ikke noget andet valg, end at føre hende med sig. Kort så han mod Kimeya og mod Tiyanna, som denne gang, måtte falde om på gulvet foran dem. Havde de hende, så havde de hele stedet. Så var det bare hvor resten af Acheron-familien måtte være henne? Han kneb øjnene fast sammen denne gang, inden han førte hende med sig væk derfra. Vagterne havde de slået, og nu kunne de så lade resten være til deres søn.

[Deleted]

De magiske kugler der hamrede imod hinanden og sprang var ingenting.. Det var Islanzadís andet angreb, som skulle presse Romeo. Et kraftigt og gnitrende lyn sendte hun i hans retning. Det gik helt fra hendes fingrespidser og til det magiske skjold, som han havde fremmanet. Sølle.. At gemme sig frem for at møde hende. Gad vide om de andre Acherons også gemte sig i dag?
Soldaten der kom imod Islanzadí, reagerede hun ikke selv på. Det gjorde en anden mandlig warlock derimod. Alene kom hun nemlig ikke, som hun var kommet med en hær, og som en hær ville de også kæmpe. Den mandlige warlock fremmande et blankt og skarpt sværd. Et våben, som soldaterne tydeligvis yndede at benytte sig af. Hvorfor ikke bruge deres egne metoder imod dem? Som soldaten slog knytnæven mod Islanzadís ansigt, svingede warlocken sværdet. Ikke mod soldatens hoved eller hjerte, men derimod over hans hånd, så han kunne skære håndledet af ham og på den måde forhindre slaget. ”Har du ikke lært, at det er svagt at hæve hånden imod en kvinde?” lød det fra warlocken med en bister kølighed.
Islanzadí der forblev uforstyrret, sendte Romeo et køligt smil. Ude af kurs var hun bestemt ikke. Hun og resten af warlockerne kæmpede i flok. Derfor stod hun også endnu med lynet rammende imod hans skjold. Hendes ønske var, at det ville tære så meget på den unge varyl, at han til sidst måtte slippe skjoldet, og blive slået ud af hendes angreb. ”Er det således, at du ønsker at blive mindet? I skjul bag et skjold og bag andre mænd?” lød det hånligt fra hende. Det var da bestemt ikke noget at prale af! Og denne unge mand skulle være en værdig arving til tronen? Det var tydeligvis heldigt, at de nu kom for at ændre på den tronerække!

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vidste, hvad han var nødt til. Særligt nu hvor hans far var udenlands, og ikke var hjemme til at gøre det selv. Gad vide hvordan hans moder egentlig klarede det lige nu? Ikke at han tænkte særlig meget over det. Sasha havde han fået ud, og det samme med deres tvillinger. Ikke ønskede han at de skulle fanges i alt det her. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen denne gang. Skjoldet holdt han oppe, velvidende om, at denne kvinde da uden tvivl måtte være langt stærkere, end hvad han var.
Uanset hvem denne kvinde var, var hun dygtig. Den mand, som hævede hånden, mistede den - også i bogstavelig forstand. Han skreg og faldt sammen på gulvet, sammen med en række andre. Hertil handlede det om, at få gjort det ved denne sag, som han kunne, hvilket heller ikke kunne komme hurtigt nok! Om han ville huskes som værende en mand, som gemte sig bag et skjold? Nej. Det ville han egentlig ikke, når det var sådan, at hun fremstillede det. Han kneb øjnene sammen. Det her blev hårdt. De havde jo overhovedet ikke været forberedt på noget, som mindede om noget angreb!
Hun dømte ham for hurtigt. Det var sådan, at det hang sammen, og sådan at Romeo ønskede, at det skulle hænge sammen. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Han rystede kort på hovedet. "Jeg er kendt for mere.. Meget mere." Sveden piblede frem på hans pande,og hans ben rystede. Han endte med at droppe skjoldet, for i stedet for kaste sig ned i jorden. Her kastede han med arme, hvor slangelignende reb søgte direkte mod hende. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at give op!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en hård mand, som heller ikke fandt sig i hvad som helst. Nu havde de fået lagt Tiyanna ned, og de havde fået hende, hvor de gerne ville have hende. Så langt, så godt! Så var det bare hendes irriterende søn, som de skulle have styr på. Og den anden.. han mente, at der var to i hvert fald. For nu, ville han gerne have sin mor væk herfra, inden det ville gå helt galt. Hun blødte meget. Han vendte sig bort fra Tiyanna, da hun gled ud af bevidsthed. "Mor, tag dig sammen!" endte han en fast tone.
Lionell fik hende med sig væk, hvor han denne gang søgte gangene igennem. Nick og Romeo burde også være der et eller andet sted. Han vidste det.. Det var bare lige.. hvor? Han knyttede næverne fast. "Kom med mig," vrissede han denne gang, hvor han førte de overlevende warlocks med sig ned igennem gangene, for selv at komme frem til det bestemmelsessted, som nu måtte være.
Kimeya og de øvrige warlocks, søgte ned igennem gangene, for selv at søge mod Islanzadí, og finde frem til hende. Hun var her et eller andet sted. Han satte farten op, med warlockerne rendende efter sig. "Islanzadí?!" kaldte han denne gang. Han vidste jo, at hun var der et eller andet sted. De vagter de passerede på vejen, slog de ihjel. Ingen skulle stå i vejen for ham nu!

[Deleted]

Blod sprang frem fra den soldat der mistede hånden. Det betød også, at Islanzadí fik blodpletter på sin kjole. Ikke at hun reagerede på det. Soldaten var blot en lille mand. Det var Romeo, som hun ønskede at nedlægge. Alle de andre kunne dø, hvis de var så dumme at gøre modstand. Forstyrret af dem tillod hun sig dog ikke at blive. Hun brugte nemlig sine kræfter på at holde det vedvarende lyn imod Romeo. Som han endelig brød skjoldet og kastede sig ned, lod hun også lynet skyde igennem, inden hun lod det falde. ”Om end er det ikke gerninger der har spredt sig til resten af verdenen,” affejede hun ham hånligt. Han var kendt for mere? Han var kun kendt for at være Sephirans søn i Dvasias. Som han skød reb imod hende, skød hun en ildkugle imod dem i stedet. Hurtigt fæstnede de sig i rebet, hvor de brændte det op, inden det nåede hende. ”Giv op, lille prins. Du er en handelsmand. Du er ingen kriger..” I det fjerne kunne hun høre sit navn blive kaldt. Det gav helt ekko i de lange gange. Ikke kaldte hun tilbage, men i stedet sendte hun en magisk kugle af sted. En fredfuld en der intet ondt ville kunne gøre. Denne søgte behændigt i al hast i retningen af stemmen, så den kunne lede vedkommende til hende.
En af warlockerne der var med Islanzadí teleporterede sig i mellemtiden om bag Romeo. Her skød han lænker i Romeos retning. Lænker der både skulle holde hans arme og ben, og lænker der ikke bare kunne brændes op, som dem som Romeo ellers havde sendt imod Islanzadí. I mellemtiden sendte Islanzadí en mørk kugle i Romeos retning. Dødelig var den ikke, men ondt ville dets berøring gøre, som den ville kunne give store åbne hudafskrabninger, hvor den ramte.

[Romeo Direshade Acheron]

Et sted, var Romeo vel allerede kendt med udfaldet af dette? Ikke fordi at han kunne gøre særlig meget ved det. Derimod måtte han jo bare forsøge at gøre det bedst muligt. Også for sine forældre. Hans fader havde jo ikke været til stede under dette angreb. Han måtte blive vred over deres angreb her på stedet!
Romeo kastede sig denne gang ned i jorden. Nej. Han var på ingen måder en kriger, og det var heller ikke det, som han var blevet opdraget til at være. Han vendte blikket mod hende igen. Han fortrak stadig ikke så meget som en mine. Uden noget som mindede om en del af en sjæl, så han kunne ikke føle.. ikke tænke. Han handlede faktisk på baggrund af, hvad han havde fået besked på.
Mere end det, nåede han ikke at gøre, før lænkerne greb omkring hans håndled og ankler. Han spændte denne gang i kroppen. Han ønskede heller ikke, at de skulle have det for nemt. Heller ikke for deres skyld! De skulle nedkæmpes! Og holdes på afstand, til hans fader kom hjem igen! Han så fast mod hende denne gang. Kuglen som hun derved kastede mod ham, kunne han ikke gøre det store ved. Denne ramte.. Kastede ham en smule mere bagud. Lænkerne låste hans arme og ben sammen, hvor han denne gang også forsøgte at komme fri. "I kommer til at fortryde det her.." Han vendte sig mod hende igen. De skulle vente sig.. Direshade og Acheron fik altid sin hævn!

[Kimeya Marvalo]

Selvom hans moder var kommet slemt til skade, var Kimeya overrasket over, hvor enkelt og hvor nemt, det havde været at indtage det hele her. Han nød ligefrem tanken om det! Han søgte direkte ned igennem de mange gange, for at komme frem til Islanzadí, som han vidste, også måtte være travlt optaget med noget, siden hun ikke var dukket op, da dronningen var taget. Tænk engang, at det var gået så nemt til. Han kunne jo ikke undgå at elske den tanke! Og nu hvor han også måtte være der.. Så ville han også sikre sig, at Blair, var kommet godt og helskindet fra alt dette. Acheron var slået.. Der skulle komme til at ske nye og bedre ting i Imandra - i hvert fald i forhold til ham. Dette land, ville nu også komme til at være et land drevet af magi, og før eller siden, skulle han komme til at slå de Diamaqima'er ned!
Det syn som dog mødte ham, da han endelig ankom til det rette sted, var da uden tvivl en kæmpe fryd for øjet. At hun havde fået tvunget den kære prins ned i jorden, var bare.. elskværdigt på alle måder! Smilet bredte sig denne gang. Vagterne og soldaterne var så godt som slået tilbage af deres egen flok.. Her stod han derfor nu med armene korslagte, og med hovedet let på sned. "Fortsæt endelig," opfordrede han denne gang med en rolig stemme. Han ville se, hvad hun ville gøre ved Romeo, før de ligeledes fik ham bragt til fangekælderen.. og permanent selv kunne indtage slottet her.

[Deleted]

Magisk stærk var Islanzadí, hvilket hendes modstander desværre ikke var. Derfor følte hun ej heller, at hun fik kamp til stregen. Synd og skam var det.. Ingen her på slottet havde ydet nogen særlig modstand. En god ting kunne det dog også være, da slaget her blot handlede om at vinde. Intet andet. Derfor så hun også blot koldt til, som lænkerne lukkede sig om Romeos ankler og håndled for at holde ham fast. Dette gjorde, at han ingen steder havde at løbe hen. Derfor kom det ej heller bag på hende, at hendes mørke kugle buldrede ind i ham og flåede noget af hans fine tøj op, samt rev i hans hud. Kimeyas tilstedeværelse hørte hun, som hun hørte hans rolige fodtrin, inden hans stemme lød. Fortsæt endelig. Det havde hun skam også haft i sinde. Overlegent skridtede hun helt hen til Romeo. At hun skulle komme til at fortryde dette, ville hun næppe. Det var, hvad hun havde ønsket at gøre. Halsen strakte hun, så hun kunne hviske ham ind i øret. ”Sov, lille prins..” Hun knipsede med fingrene. En magi der skulle slukke nogle af hans nervebaner i hjernen, så han faldt bevidstløst om. Faldt i søvn, som hun så pænt havde sagt det. Hun vendte sig om nu, så hun stod med fronten mod Kimeya. ”Min konge,” hilste hun ærbødigt. Skørtet til sin kjole greb hun om, som hun pænt nejede for ham. Igen rettede hun sig op, så hun stod smukt med en rank ryg. ”Romeo Acheron er nu din.” Som lovet havde hun ikke videre skadet en af Acheronerne. Hun havde blot gjort, hvad der skulle til for at fange en af dem. Hvordan det gik ved de øvrige fløje på slottet, vidste hun ikke. Hun havde jo taget kampene her på slottet i stedet.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo havde ikke været en mand af kamp og strid, men derimod af intelligens og handel, og det kunne selvfølgelig godt mærkes. Selvom han intet kunne føle, og intet kunne tænke sig frem til af egen hånd, så forsøgte han efter bedst formåen, at gøre det, så godt, som han nu kunne. Han vendte denne gang blikket direkte op mod Islanzadí og Kimeya.. Bare synet af dem, var noget som gjorde et eller andet ved ham, som han slet ikke kunne beskrive.
Næverne knyttede han denne gang, idet at Islanzadí, valgte at komme ham tættere på. Han kunne ikke lide dette, og det var han heller ikke bange for at indrømme. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang forsøgte at få hænderne og fødderne fri, for sådan, som han lå der, var det meget lidt, som han overhovedet var i stand til at stille op, og den tanke alene, var ikke en som faldt i særlig god smag.
Sove..? Ønskede hun, at han skulle sove? Kort og forundret, nåede han at vende blikket mod hende. "N-nej.." endte han denne gang, hvor han kort, men fast rystede det af sig, for at få hænderne fri. At hun mentalt valgte at.. slukke for noget i hans tanker og sind, var ikke ligefrem noget, som han havde ventet sig. Her mærkede han pludselig hvordan øjnene blev trætte, og indenfor ganske kort tid, også endte med at glide helt i. Her gled han hen i en meget tiltrængt og ellers meget påtvunget form for søvn.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Ikke havde Kimeya tænkt sig, at stille sig i vejen for dette. Han ville elske at se Acheron-familien falde en for en, og det var også det, som han var ude på i øjeblikket. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. Et kort, men tydeligt tilfredst smil måtte dog alligevel falde over hans læber, som han blev stående og så til at Romeo gik ud som et lys på Islanzadís opfordring. Magien kunne gøre mange ting. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade den gå sig tabt, hvis han ellers kunne blive fri for det.
Her vendte han sig mod hende. Hun nejede for ham allerede, selvom han endnu ikke officielt var gået ind, for at tage den store post. Han glædede sig. Gud hvor han dog glædede sig, til at gå ind og tage den for snuden af Sephiran, og vide, at den nu var hans at bære! Han sænkede hovedet denne gang mod hende. En form for buk i respekt, for hende og det, som hun havde udført for ham så langt. "Jeg kan lide klangen af det i din stemme," sagde han denne gang. Han trådte mere frem nu. Romeo og Tiyanna var nu lagt ned. Det blev da heller ikke ligefrem bedre, kunne man sige. Han lod armene søge over kors. "Bring ham til kælderen, sammen med hans mor, og mød mig i tronesalen. Officielt vil jeg nu indtage pladsen på tronen," sagde han denne gang. Gud hvor han dog glædede sig til at kunne indtage den for næsen af Sephiran, fordi at han ikke var til stede. En skam faktisk.

[Deleted]

En værdig modstander havde Romeo Acheron nu ikke været. Det mente Islanzadí i hvert fald ikke. Dog var det altid interessant at blive tvunget ud i de baner, hvor man enten blev bedt om at fange vedkommende eller dræbe. Det at fange kunne nemlig meget vel være problematisk. I hvert fald hvis modstanderen var stærk, og man havde svært ved at vinde, uden at gøre grueligt skade på vedkommende. Romeo havde dog ikke været så svær.. Nu lå han også trygt på gulvet og sov. Sin opmærksomhed skænkede hun derfor Kimeya. Hun skulle bringe Romeo ned i kælderen? Det kunne hun gøre på et øjeblik. ”Jeg vil være i tronsalen, før du ved af det,” svarede hun kortfattet igen. Det var igen et af privilegierne ved at være magikyndig. Ryggen vendte hun Kimeya, som hun knælede ved Romeos side. Fingrene lukkede hun fast om hans overarm, inden hun lod tankerne vende sig mod fangekælderen. Øjnene lukkede hun i, og idet forsvandt hun og Romeo i den blå luft..
..Den lette rumsteren mærkede Islanzadí i sit system, idet teleporteringen var fuldført. Hun og Romeo befandt sig den mørke gang der måtte tilhøre fangekælderen. Hun drog en indånding. Det var uden tvivl et elendigt sted at være. Tavst rejste sig, hvor hun vendte blikket mod en af de tomme celler. Et svip lavede hun med hånden, hvilket fik celledøren til at gå op. Blikket vendte hun dernæst mod Romeo, hvor hun bevægede hånden, så han lettede fra gulvet og svævede ind i cellen. Her lagde hun ham på en høstak, inden hun igen lavede et svip med hånden, så celledøren lukkede og låste. Hendes opgave var færdig her. Denne her gang tænkte på tronsalen, inden hun igen forsvandt for i stedet at dukke op i det mere majestætiske lokale..