A new leader is in town!

[Deleted]

Skrig og formaninger lød på slottet, hvor det gav genlyd i de forskellige gange. Synd at sige var det at sige, at Imandras soldater virkede forberedt på modstanden. Det var næsten en skam, da soldaterne blev taget på sengen, og derfor ikke udgjorde den bedst mulige modstand. Det gjorde det hele en smule … let. For Islanzadís vedkommende hjalp det dog også, at hun ikke gik alene, som hun derimod gik med tyve andre. I forhold til mange andre warlocks, kunne hun nemlig godt tænke en tanke længere. Frygtelig mange warlocks var nemlig ufatteligt selviske, og derfor ville de fleste også forsøge på at opnå hæder alene. Islanzadí vidste dog, at visse ting blev klaret bedst i flok, frem for i sit eget egovanvid.
Dronningens råb hørte Islanzadí, men ikke reagerede hun på det. På de energiske fodtrin kunne hun nemlig høre, at andre ilede af sted. Sikkert fordi de tænkte, at der var en større ære i at tage kongefamilien, fremfor selve hæren der vogtede dem. En svag vind viste sig i hendes gyldne lokker, som et magisk lyn for forbi hendes hoved, som de var nået ud på en større gang med hele tre udgange. Selv kom Islanzadí og warlockerne fra en side, hvor slottes soldater kom fra to andre. ”Fordel jer!” sagde hun kort for hovedet, inden hun selv vendte sig mod gangen til den venstre side. Pile blev skudt i hendes og warlockernes retning, hvor hun hævede hånden, mens en anden warlock dannede et beskyttende skjold om dem. Et simpelt svip lavede hun med hånden, hvilket fik pilene drastisk til at ændre retning. I stedet for at skyde i hendes retning, sigtede pilene nu på deres skytter. Nogen skrig kunne man høre, inden livløse gisp fløj fra deres læber, som pilene gennemborede hals og bryst på soldaterne.

[Romeo Direshade Acheron]

Som alle andre, var selv Romeo blevet taget på sengen ved dette angreb. Dog var han ikke typen, som ville flygte fra det, hvor han derimod ville gøre, hvad han kunne, for at imødekomme de krav og forventninger som var til ham og hans familie: Huset og stedet skulle beskyttes for enhver pris! Selv havde han kun lige fået sendt Sasha og tvillingerne af sted. Hans lillebror og fader var ikke til stede, hvilket efterlod ham og hans moder med hele ansvaret på egen hånd.
Nuvel.. Han agtet at gøre det. Frygtløs som han var, fik han samlet en større gruppe soldater, for selv at søge igennem gangene. Flere af warlockerne havde de selv formået at fælde undervejs. Var det her Kimeyas gøren? Et sted burde han ikke engang være overrasket over det, for den mand havde jo altid vidst sig som ekstrem utilregnelig! Han selv var klædt i enkle klæder. Det som han lige havde fundet, da det første brag havde lydt, og revt dem alle sammen ud af sengen. Det var da fint nok, at de da i det mindste, havde reageret på alt dette!
Spred jer!... Ordene rungede i Romeos øre. Med andre ord, var de lige ved! "Hæv jeres våben," endte han denne gang. Soldaterne hævede alt fra buer til sværd og andre håndvåben, og selvfølgelig de få magikyndige, som de også havde på stedet her. Han trådte denne gang mod forsamlingen. En magisk kugle dannede han i sin egen hånd. Han var ikke svag, på trods af den manglende sjæl. Der havde folk en stor tendens til at tage fejl af ham.

[Kimeya Marvalo]

Irina og Lionell havde aldrig spildt tiden. Det forundrede nu Kimeya mere, at hans fader havde valgt at deltage. Nu havde han ganske vidst ikke noget til overs for den mand, så det at det var hans moder som optog hans tid, var noget som passede ham mere end fint! "Er du forundret?" spurgte han denne gang. Hans forældre, var uden tvivl dem, som skulle til, for at irritere ham mest, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. For nu, tog han sig ikke af dem, men derimod den opgave, som han havde foran sig. Den var i hans øjne, en smule vigtigere end de gamle høns, som aldrig havde lært at finde ud af det med hinanden.

Kimeya faldt på knæ, velvidende om, at svaret nok ville blive et nej.. Og selvfølgelig var det også det ord, som hun valgte at tage i brug overfor ham. Et kort smil passerede hans læber. Han opgav bestemt ikke så let! Han rejste sig igen. "Du er hård ved mig, kære Blair.." Han hævede kort hånden mod hendes kind, inden han selv tog omkring hendes hånd igen. Ikke ønskede han, at hun skulle komme til skade under dette angreb. Han søgte selv igennem gangen denne gang. Han skulle nok forsøge igen. Han gav nemlig ikke op. Et kort smil passerede hans læber. Han gjorde et vift med hånden, hvor en kulsort slange, dukkede op af disen som han skabte. Med voldsomme hugtænder, inden den hurtigt søgte ned igennem gangene. Skrig var det næste han hørte. Han elskede det her. Måske lidt for meget?

[Blair Celestina Marvalo]

Det ydmygende ikke at være stærk nok. Der var engang hvor de to havde været en frygtet duo, hun havde været hans hustru og alle havde vidst det og som det stod lige nu, var hun hverken hans hustru eller frygtet. Hendes magi svigtede, hvilket ødelagde lidt f hendes ellers så gode humør. "De burde ikke tage din ære," sagde hun vredt. Hun ønskede succes for Kimeya.. og for hende selv naturligvis, de skulle blive stærke sammen igen.. som ægtefolk også men ikke under de sørgelige omstændigheder kan tillod sig selv at glide i knæ under, fordi hun havde bedt ham om at gøre det. Godt forsøg, bare ikke godt nok. Hans kølige hånd bragte hende fokus tilbage. Hun så ind i hans blik og mærkede sig selv falde en smule til ro. Hun var nødt til at gøre hvad der stod i hendes magt for at hjælpe ham på vej. "Jeg altid sat en dyd i at pine dig, Kimeya," indrømmede hun og lod sin hånd falde i hans igen.
Denne gang lod hun ham fører hende med ind på slottet. De fleste var allerede døde, det var tydeligt at der havde været andre før dem. Et par lå og vred sig i smerte på gulvet og ville næsten ønske at de var blandt de døde, men det var ikke tilfældet. "Jeg har glemt hvor tiltalende du bliver når du bringer død og ødelæggelse," hun smilede tilfredst for sig selv, hvorefter hun slap hans hånd og gik ned af gangen hvor slangen netop havde banet den sidste stykke væk. "Find Dronningen. Jeg skal nok tage mig af det sidste her," insisterede hun. Hans forældre skulle ganske simpelt ikke have lov til at tage æren for alt dette arbejde!

[Tiyanna Direshade Acheron]

At få de små væk, var det vigtigste for Tiyanna lige nu, og så måtte hun tage resten bagefter. Hendes soldater var virkelig taget på sengen. Men igen, så var der ingenting som havde indikeret, at de ville blive angrebet, og det alene, var en tanke, som virkelig generede hende som bare pokker! Pokker tage de skide warlocks! Og selvfølgelig kunne de ikke regne med Theodore og Clemency i dette øjemed. Det kom hende heller ikke ligefrem som nogen stor overraskelse.
Her stoppede hun kraftigt op, da hun pludselig stod overfor en warlock. Lionell Marvalo. Ikke just en ukendt mand, og selv Tiyanna måtte jo erkende, at hun kendte ham. Desværre. Hun kneb øjnene fast sammen. Det burde hun have sagt sig selv. "Marvalo.. Jeg burde have vidst.!" vrissede hun denne gang med en kortfattet stemme. Lionell af alle, vidste hun jo godt, at hun måske burde frygte lidt mere, end hvad hun gjorde, men nej.. Det gjorde hun ikke. Efter hendes år og tid sammen med Sephiran, var hun nemlig ikke bange for warlockerne. Tvært imod, så var det bare direkte irriterende, at de væsner konstant skulle tro at de kunne eje det hele! "Jeg giver dig en mulighed til at vende om og forsvinde herfra." Selv stillede hun sig klar med pisken i sin hånd. Dette var noget, som kun for alvor gjorde hende direkte tosset. Hun ville have dem væk herfra!

[Lionell Marvalo]

Et kort smil passerede denne gang Lionells læber. Hvad Irina lavede, vidste han ikke, og det samme med hans søn og svigerdatter. Det som egentlig var vigtigst for ham her, var at få stedet indtaget, og gerne uden at skulle ødelægge alt for meget af det, som var omkring dem! Soldaterne så han, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham på noget tidspunkt. Langsomt lod han hovedet søge på sned. Bange var han nu heller ikke ligefrem for hende, kunne man sige.. Hvorfor skulle han da også være det? Pisken havde han set, og det samme med hendes mange vagter. Troede hun virkelig på at det ville holde hende tryg og sikker? Det var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale, og særligt ikke, som det var lige i øjeblikket!
Langsomt lod Lionell hovedet søge på sned. "Vi er kommet for at blive, snuske." En køn og smuk kvinde.. En skam, at hun var her.. og en blandingsrace for den sags skyld. Det var nemlig ikke lige hans smag, kunne man sige. Han trådte denne gang et skridt frem. En kugle dannede han denne gang i hånden. "En skam.." Denne gang kastede han den direkte mod hende. Velvidende om, at de mange soldater nok ville springe på ham. Han var ligeglad! Endelig skete der noget sjovt og noget underholdende, og det var for ham, også det vigtigste! Han dannede endnu en, som han smed direkte mod vagterne denne gang. Den eksploderede kraftigt ved kontakt.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina følte sig svimmel og alligevel stod hun bare og stirrede på Dronningen. Lionells tilstedeværelse var det eneste som forhindrede hende i at falde sammen under hende. På magisk vis trak hun sværdet ud, til det til sidst faldt på gulvet med et metallisk 'klonk'. Hun bed tænderne hårdt sammen og rejste blikket til Tiyanna igen. "Den eneste der forsvinder h-herfra er D-dem Deres Højhed," fremstammede hun med en gennemborende spydighed. Det varme blod væddede hendes kjole, hun kunne mærke fugten derfra på begge sider, hvilket fik hendes ben til at skælve under hende, men det kunne ikke ses for den lange kjole hun bar.
Den kære Dronning stod fanget mellem Lionell og hun selv, hvilket passede hende fint, for hun turde slet ikke at tænke på hvad den mand kunne finde på at lyste sig med om hun ikke havde været der, og den skam skulle han ikke have lov til at bringe over hende.
Hendes ene ånd gled diskret til det forreste står, i et forsøg på at dække det lidt til og samtidig skjule det for hendes kære mand, også selvom hendes kinder blev mere og mere farveløse. De mørke bånd der skød fra hendes hånd og forsøgte at omslutte landets Dronning tog form med af pigge der ville rive hendes yndige hud om det lykkedes dem at lægge sig omkring hende. Den smerte hun selv hungrede hun efter at se Dronningen føle nu, hvor hun for alvor var blevet vred. Da vægten blev for tung for hende, bakkede hun diskret mod væggen og lænede sig lidt op af den, skønt hun endnu forsøgte at skjule ethvert tegn på hendes skader.

[Deleted]

Med ti mand stod Islanzadí i retningen af den ene gang, hvor de resterende ti stod i retningen af den anden gang. Intet havde de at frygte i ryggen, som de selv var kommet fra den tredje gang og derfor vidste, at den var fuldt ryddet. Hæv jeres våben.. Var det modstand, som de forsøgte at møde dem med? Det fik et arrogant smil til at vise sig på Islanzadís læber. Modstand kunne de forsøge sig med, men selv troede hun og warlockerne på deres sag, hvor Imandras soldater ikke havde forestillet sig et lignende angreb.. Derfor vidste hun, hvor hun lagde sine penge på kampen. Hendes blik faldt på den unge mand, der stillede sig foran soldaterne. ”Tror du virkelig, at du er et match for os?” lød det kynisk fra hende, som hendes hoved faldt på sned. Bag hende hævede en warlock hånden. En handling der fik soldaterne sværd til at gløde med flere grader, så deres hænder ville blive forbrændte, hvis de forsøgte at holde på det. Fra hendes vidde ærmer skød der pludselig reb frem. Først skulle prinsen bindes, og når der var kommet ro på ham, kunne han blive lagt i lænker. Hvor let det ville blive for hende at indfange ham, måtte hun vente og se. Et match for hende troede hun dog ikke på, at han var. For det første var han for ung, og for det andet var han kun en varyl. Ganske vidst var han søn af Sephiran, men den største warlock var han ikke. Det eneste hun kunne være påpasselig over, var hans manglende sjæl. De Acherons med manglende sjæl var nemlig kendt for at være utilregnelige, da de ikke kendte til grænser. De kæmpede blot til, at de lå helt stille.. og død skulle hun ikke have ham.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo havde aldrig været bange af sig. Faktisk var han ukendt med følelser generelt, da han selv var blevet født uden noget, som måtte sige, at minde om følelser på nogen plan, og det var også derfor at han stod her nu. Han var ikke bange for at lede soldaterne i krigen og kampen om Det Mørke Morgengry, som nu havde været hans hjem i mange år. Ikke var det noget, som nogen skulle have lov til at tage fra ham og hans familie! Blikket faldt til den kvindelige skikkelse. Hvem hun var, var ukendt for ham, men warlock var hun, og dette var efterhånden ved at genere ham temmelig meget. Det gik han ud fra.. Han følte jo som sagt.. ingenting. "I er kommet til det helt forkerte sted, hvis I ikke forventede, at blive mødt af modstand." Imandra var ved at rejse sig, efter at have ligget i skyggen af Dvasias så længe.. Selv hans fader havde formået at finde sig til rette her, og nu handlede han på sin moders ordre: Dette sted skulle beskyttes, og det kunne ikke falde i deres hænder. Han vidste, at Imandra i forvejen var et sted, som betød utrolig meget for hans mor. Alt havde i hvert fald indikeret dette.
Sværdene blev sænket, det at de blev for varme at holde i. Dem som var i besiddelse af bue og pil, hævede disse, spændte buerne, og sendte dem direkte i retningen af Islanzadí og hendes værende soldater. Romeo kneb øjnene sammen. Rebene som hun smed i retningen af ham, fjernede han, ved hurtigt at hæve en væg af flammer. Så nemt, fik hun ham bestemt heller ikke! Her dannede han selv den magiske kugle, som ellers var så kendt for at bruge i forvejen, og smed den direkte mod hende. Soldaterne trak deres små knive, idet at de stormede direkte mod hende. Så nemt, vandt hun heller ikke!

[Kimeya Marvalo]

Irina og Lionell ville tage æren, hvis de kunne komme til det. Det kunne heller ikke ligefrem komme bag på nogen, for det var bare omstændighederne, som man nu havde forventet sig, at tingene skulle være. Han himlede kort med øjnene. Hun var hård ved ham, men ikke grotesk eller noget lignende, og det passede ham jo mere end fint! "De gør, som de altid har gjort. Det som generer mig mest, er at min far, valgte at deltage." At han skulle håndtere sin mor, var en ting, men hans far? Det var en helt anden mand! Og et helt andet individ, som han gerne så forvist fra denne jords overflade!
Kimeya sendte slangen af sted, hvor han denne gang vendte sig mod hende. Var hun sikker på, at hun kunne selv? Ikke at han tvivlede på hendes evner, men nu var det jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at hun måtte være en smule rusten anlagt. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, kunne man sige. Han endte med at nikke, hvor han stillede sig tæt ved hende. De øvrige som lå og kæmpede for de sidste åndedrag på gulvet, så han ikke. Han var hurtigt henne ved hende, hvor han denne gang, skænkede hende et dybt kys. "Vi skal brilliere igen, min kære.. Bare vent.. Pas nu på," bad han denne gang, inden han hurtigt var videre. Han måtte komme dronningen i møde, og helst gerne inden hans kære forældre, endte med at dumme sig!

[Blair Celestina Marvalo]

Her stod hun som støtte til ham, derfor gjorde det hende vred når andre tog opmærksomheden fra alt det han iværksatte. Hun nikkede. Lionell var et beskidt svin, der burde ligge og rådne i en mødding, det var hendes mening om ham! Han havde naturligvis forsøgt at forfører hende ligesom enhver anden kvinde, men alt han havde fået ud af det var en blank afvisning, for hun havde ingen interesse i hans far!
"Han er en forfalden mand, kæreste. Bed til at han falder så vi alle slipper for at lide under ham i fremtiden," pointerede hun og kunne ikke helt skjule sin vrede over det. Ilterheden satte sig i hendes kinder i form af en svag rødmende glød. Hendes evner var ikke hvad de havde været og det generede hende, men det gjorde hende ikke direkte svag, hun skulle nok holde stand her. Selv blandt lig og sårede, fandt hun stor glæde i hans kys som hun ikke tøvede med at gengælde. Hendes hånd faldt kort på hans bryst og hun trak sig tæt ind til ham så hun kunne kysse ham dybt for et øjeblik inden hun igen slap. "Jeg vil glæde mig til det. Skynd dig.. og pas på dig selv," tilføjede hun og lod hånden falde så fingrene dalede ned over hans krop, idet han trak sig for at udfører sin egen plan.
Der var forholdvis ryddet her nu. Hun så ham forsvinde ned af gangen hvorefter hun selv lod blikket glide forbi de mange der lå og ynkede for hendes fødder.
Derefter søgte hun selv længere ned af gangen for at rydde det sidste vej og hygge sig lidt med dem som måtte gøre modstand.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Stående overfor to af de største warlocks, foruden generationen yngre end dem. Skulle Tiyanna føle sig beæret? Hun vidste det ærlig talt ikke, og hun måtte erkende at hun var vred over, at Sephiran ikke var der til at støtte hende igennem dette! Det gjorde hende direkte vred at tænke på! "Jeg giver mig ikke så let," vrissede hun denne gang med en fast og sammenbidt stemme. Irina lå allerede på jorden ved dem.. Hun følte en vis følelse af stolthed over i det mindste, at have fået en af dem ned at ligge, selvom manden slet ikke synes at reagere på det. De var kolde og hjerteløse alle sammen.. Forbandet være de skide warlocks! "Jeg har ikke tænkt mig, at smutte nogen steder hen!" Igen svang hun denne gang pisken i retningen af dem i håbet om at kunne få lov til at ramme dem.. om ikke andet, så bare den ene af dem.
Vagterne hastede denne gang frem med deres våben i hånden. Buerne blev spændte, og sværdene blev denne gang hævet, selv efter at Lionell havde gjort sit angreb. Tiyanna kastede sig til siden. Hun var ikke bange for dem, og det ville slet ikke komme til at ske. De magiske bånd, som lagde sig om hende, stak voldsomt i hendes hud. Hendes egen magi, var på ingen måder så øvet. Hun bed tænderne kraftigt sammen. Det rev i hendes hud.. Hendes ellers så perfekte hud! "Få dem lagt ned! NU!" udbrød hun denne gang. Soldaterne gik denne gang amok på dem begge for at sige det mildt. Med hævede våben. Lyden af pile skød igennem luften, mens Tiyanne forsøgte at kæmpe sig fri. Så let slap de ikke!

[Lionell Marvalo]

Irina var kommet til skade, selvom Lionell ikke umiddelbart tog sig af det nu. Det var slet ikke tiden for at vise sig som et svagt individ, og det var det, som selv han stod fast ved. Tiyanna var nu fanget mellem dem. Det var fantastisk.. Vagterne var der, men selv de vidste vel, at det var dumt at handle på noget som helst? At de ville blive slået ihjel, hvis de bare så meget, som overvejede at gøre noget? Hans blik faldt kort til Irina på den anden side.. Et sted måtte han jo erkende, at det gjorde ham.. bekymret, at se hende på den måde? Selvom hun næppe var typen, som ville bede om hjælp af nogen slags. Han kneb øjnene let sammen. Ingen skulle gøre nogen skade på hans hustru! Selvom hun nok hadede ham, var det bestemt ikke ensbetydende med, at det var ligeglad, selvom hun nok ville elske at fremstille ham på den måde.
Tiyanna røg denne gang direkte i gulvet, og hurtigt fanget i bånd, med pigge. Her var det soldaterne, som straks gjorde sit. En kraftig trykbølge sendte Lionell denne gang direkte mod mængden, som kom trumlede direkte mod ham. Her forsøgte han selv at tvinge sig igennem mængden, inden den første pil satte sig direkte i hans skulder, og tvang ham et skridt bagud. Vreden meldte sig med det samme. Han holdt hånden ud, hvor han sendte en hurtig stråle direkte igennem mængden. Denne gennemborede mandens bryst, og lod ham falde død til jorden. Nu legede de med magter som de slet ikke kunne finde ud af!

[Irina Lucille Marvalo]

Det var en kamp bare at holde sig oprejst, også selvom hun gjorde det af ren og skær stædighed. Hun ville ikke have at Lionell senere skulle plage hende med hvor svag hun var blevet. Hun skænkede ham ikke et blik i frygt for at se skuffelse men lænede sig op af muren og nød inderligt at se hvordan hendes bånd skar i dronningens ellers fine hud. For nu holdt hun sig tavs og sparede energien som hun desperat havde brug for. ved hendes fødder dannede der sig langsomt en lille pæl af hendes blod, trods hun forsøgte at stoppe det. Hun tog en dyb indånding. Hurtigt reagerede hun på Tiyannas ordre til sine vagter ved at rejse en mur foran hende som blokerede for de pile der måtte ramme. Nok var hun skadet men det havde ingen større indflydelse på hendes magi, den var ikke blevet det mindste svagere af det. Pilene faldt for hendes fødder før hun lod det mørke, magiske skjold bredde sig og igen tage form som slanger der skød ud og angreb vagterne for hende.
Hun slap et søn og bed tænderne hårdt sammen for at bevarer magien så hun ikke ville være udsat, men den tærrede på hendes energi. Hun kastede kort et blik på Lionell der stod med en pil i skulderen og lignede en der kunne eksploderer om et øjeblik. Endelig gav hendes ben efter under hende, hun kunne ikke længere stå, men gled langsomt ned af væggen med et blodspor efter sit sår. Det gjorde hende vred.. at hun havde været uopmærksom for det øjeblik, jo svagere hun var des større chance var der for at Lionell en dag ville bytte hende ud eller slå hende ihjel. Stædigt forsøgte hun at kæmpe sig op på benene, men styrken var der ikke til det.

[Deleted]

”Jeg havde skam håbet på modstand.. ellers havde det været alt for let,” svarede Islanzadí kynisk igen. Kedeligt havde det været, hvis blot Kimeya havde kunnet komme her og sætte sig på tronen. Derfor passede det hende udmærket, at der var nogen her. At de skulle kæmpe ville også kun gavne Kimeya, da folk i så fald ville vide, at han ikke var kommet sovende til tronen. Det kunne man et sted sige, at Sephiran havde.. Hendes øjne virkede på knægten frem for sig. Havde han nogensinde været i en egentlig kamp? En der ikke havde været i hans sikre træningslokaler? Kedsommeligt hævede hun hånden, som pilene blev skudt efter hende og de andre warlocks. Dette gjorde, at pilene ændrede retning og for tilbage mod Romeo og hans soldater. ”Tror du virkelig, at almindelige våben virker på os?” Han vidste tydeligvis ikke meget om den race, som han ellers var en del af.. Det var åbenbart, hvad der kom ud af at lave halvblods. ”Tag jer af soldaterne,” bad hun kortfattet, som Romeo kastede en magisk kugle, og som soldaterne styrtede i deres retning med trukne knive. Til den magiske kugle, lavede Islanzadí en tilsvarende. Bare større for at signalere, hvad hun kunne versus ham. Det resulterede i, at kuglerne eksploderede mod hinanden i et brag og en mindre trykbølge, der måske også ville påvirke de løbende soldater. Soldaternes våben sørgede de andre warlocker dog for. Et let bevægelse lavede de med hænderne, så klingerne på deres knive pulveriserede og faldt som aske til jorden, og efterlod dem våbenløse. Efter at Islanzadí havde sendt en magisk kugle imod Romeo, handlede hun hurtigt igen. Armen havde hun udstrakt mod ham, som hun sendte lyn imod ham. Ikke bare et, men derimod et vedvarende et.