A new leader is in town!

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke den største modstand, de havde mødt her, hvilket skam også var noget, som havde passet Kimeya mere end fint. Han kunne ikke være andet end storslået tilfreds med udfaldet af dette. Det havde også været det mest perfekte tidspunkt, at gøre det her på. Der havde nemlig ikke været nogen til at udøve den største modstand overfor dem.
Romeo var lagt ned, og det samme var Tiyanna. Svagt kneb han øjnene sammen. At Sephiran ikke havde rustet hans familie bedre op, var jo næsten skuffende, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han rystede denne gang på hovedet. "Hvilket jeg håbede på, at du ville sige.." sagde han denne gang med et tydeligt tilfredst smil på hans læber.
Hertil valgte Kimeya at vende om på hælen i stedet for. Han søgte ned igennem korridoren, mens Islanzadí tog sig af Romeo. At få ham bragt til kælderen, ville ikke være en svær sag. Tiyanna var allerede anbragt dernede. En kæmpe fryd for øjet.. Det var lige hvad det her var.

Den store sal, var mennesketom. Tiyanna og Romeo havde nok kaldt de fleste af vagterne til sig.. Og dem som havde været her, var gået i knæ i takt med at Kimeya havde gjort sin ankomst i salen. Hans fader tog sig af hans moder og Blair var der nok et sted. For nu.. var det den vigtigste handling som skulle foregå. Han selv trådte op til tronen. Hans egne soldater havde han ligeledes kaldt sammen. Mange havde de nemlig ikke mistet igennem dette. "Det er tid til en ny æra. En tid hvor warlockerne skal herske.. upåvirket af, hvad sølle alkymister og andre ønsker, kræver og forventer af os.. Det er slut!" Han vendte sig mod dem, mens han denne gang langsomt gled ned og satte sig. "Som jeres nye konge, vil jeg bringe racen og landet her en stolthed, som det længe ikke har set. Vi har for længe været i skyggen. Nu er det os, der skal regere!" meddelte han stolt.

[Deleted]

Som lovet havde afleveringen af Romeo ikke taget Islanzadí mange minutter. Hun stod i hvert fald allerede i den prægtige tronsal, hvor hun kunne se Kimeya træde ind. Deres nye konge. Warlockernes og Imandras. Det var sådan, at det burde være. Et hel land kun for warlocks. Hvis der skulle være andre racer, burde det være som tjenere og intet andet. Risikabelt var også dette dog, da hun vidste, at ikke alle var ligeså anstændige som hende selv. Andre adelige end hende selv havde nemlig en tendens til at dele lagen med deres tjenere i tide og utide, hvilket skabte horeunger og urent blod. Heldigvis for det havde Kimeya indtil nu kun tilladt de renracede warlocks. Rankt stillede hun sig, og med blikket hvilende på Kimeya, som han begyndte at tale. Selv stod hun i en af de forreste rækker. At hans familie ikke trådte frem på forreste række, måtte egentligt bare skuffe hende. Kort var Kimeyas tale, men meget andet var der ej heller brug for. Folk vidste, hvad der var på tale. Hvis der skulle komme noget nyt, var det vel et par udnævnelser af dem der havde set sig belønnet til en værdig stilling. Ellers forventede hun ikke meget andet for talen.. Eller også skulle det være fordi, at de fik en besked om, hvor de kunne indlogere sig. Efter at han havde talt færdigt begyndte folk at klappe. ”Længe leve kongen!” … ”Længe leve Kimeya!” … ”Længe leve Marvaloerne!” Folk råbte det hist og her. Selv deltog Islanzadí ikke i opråbningen. Den slags havde hun altid følt sig hevet over. Selv mente hun desuden, at hun værdsatte Kimeya på en mindst ligeså god måde. Hun havde også allerede hilst ham som sin konge.

[Kimeya Marvalo]

Ikke var hans forældre omkring, hvilket nu heller ikke kom bag på Kimeya. Hans moder var kommet til skade, og derfor havde han det fint med at hans fader tog sig af hende. så kunne han jo passende selv tage sig af dette, som han følte, var hans eneret. Det var til nu, kun de renracede, som han havde valgt at tage med sig, også mest for sin egen skyld. Det var vigtigt for ham, at vide hvordan og hvorledes.. Og de var indstillet på, hvad der ville ske nu. Det var det, som passede ham bedst!
Blair var omkring et eller andet sted. Nu handlede det bare om, at dette blev gjort. Talen var kort.. De var jo alle samme i forvejen indstillet på, hvad der ville komme til at foregå, og det var sådan at det skulle være. Han satte sig roligt ned i tronen. Han blev hyldet som en konge, og gud hvor han dog elskede det!
Hænderne gled mod armlænene i stedet for. Hvorfor vente..? De havde et land, som de skulle have styr på, og derfor også en lang række individer, som skulle ud. Ja, dem kunne Dvasias jo passende få lov til at tage imod. Han kneb øjnene let sammen. "Der er ikke nogen grund til at spilde tiden.. Søg ud.. Sikre jer, at alle, som ikke bærer vores ædle race, forvises fra dette land. Varulvene særligt.. Jeg vil have dem ud herfra." endte han. Her gjorde han tegn til at de kunne søge bort. Jo hurtigere han kunne ødelægge hvad Sephiran havde etableret og så skaffe og anbringe sit eget, jo bedre ville det uden tvivl også blive. For racen også i sin helhed.

[Deleted]

Tålmodigt og høfligt stod Islanzadí, alt imens Kimeya talte og blev hyldet. Det var kun retfærdigt, at det foregik således. Det var sådan, at det skulle være. Igen lagde stilheden sig over salen, som Kimeya begyndte at tale. Alle andre end warlocks skulle forvises. Særligt varulvene.. Det var en ideologi hun kunne følge, men ikke syntes hun om strukturen på den. Det var som at sende en horde ud på et krigerisk togt, hvor de måtte gøre, hvad end de ville. Selv ville hun have stemt imod forslaget, hvis det havde været hende muligt, men ikke var det det. Hun var ikke Kimeyas rådgiver, og lige nu stod de i et menneskemylder. Uklogt fandt hun det dog, som det var en massakre uden struktur.
Folk begyndte at stime ud af salen, men ikke ilede Islanzadí med. Selv kunne hun nemlig se de mange problemer i det, men måske kunne den manglende struktur gå, hvis de forblev i New Dale? Hvor lidt hun brød sig om varulvene, fandt hun det nemlig idiotisk at søge dem uden en plan. De ville nemlig være langt mere struktureret, end hvad de selv var. Hovedstaden var der dog en chance for, at de kunne tage.. Størstedelen ville desuden end ikke vide, hvordan de skulle gøre modstand. Mange ville måske også blot flygte eller lægge sig på knæ for dem?
Roligt begyndte Islanzadí nu at gå frem, hvor hun lod sig møde med nogen af dem fra sin egen slægt. Hvis blot de holdt sig struktureret sammen, burde de i hvert fald kunne klare det.

// Out

[Kimeya Marvalo]

Planen var simpel: Alle som ikke havde warlock i deres årer, skulle ud af landet, og det var noget, som passede Kimeya mere end udmærket. Det var nemlig på tide, at alle fandt ud af, hvem der bestemte her, og det var det, som han også var ude på i øjeblikket. Hænderne gled over kanten af armlænet. At blive hyldet som en konge, kunne han ikke undgå at elske! Han nød det måske en kende for meget, men hvad pokker.. Det var jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende.
"Søg ud," opfordrede han denne gang. Varulvene særligt, kunne vise sig, at blive en udfordring at få ud af landet, men de kunne også særligt vise sig, at blive en trussel mod ham på tronen, hvilket han heller ikke var interesseret i. Kort vendte han blikket mod Islanzadí. Hun var måske ikke enig med ham i hans metoder, hvilket han egentlig var ligeglad med. Blodbad var bestemt ikke det, som stod højest på hans ønskeliste, men derimod måtte han jo erkende, at han ville have dem ud.. gerne hurtigst muligt. Den del af det bløde hjerte, havde han trods alt i sin besiddelse endnu. Han nikkede kort mod hende, som hun selv forsvandt fra stedet, og han selv satte sig tilbage. Dette skulle uden tvivl vise sig, at blive starten på noget nyt. Og han glædede sig. Gud hvor han så frem til det her!

//Out