A new leader is in town!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya Marvalo - Blair Celestina Marvalo - Lionell Marvalo - Irina Lucille Marvalo  - @islanzadi

---

Overtagelsen af Imandra!

Da dette er en plottråd, kan alle, som har lyst til at deltage, være med! Bemærk! Det er kun de overstående, som kører tråden, efter en fast rækkefølge. 

---

Et kraftigt brag, lød da Kimeya smed den første kugle mod den store mur som omgav Det Mørke Morgengry. Kimeya havde samlet en større gruppe warlocker, hvor de også var blevet introduceret til opgaven. Han ville have warlockerne flyttet, og det alene, kunne ikke gøres hurtigt nok! 
Muren kraklerede, og faldt sammen foran dem. Det magiske værn som beskyttede stedet, ville ikke kunne holde dem ude for særlig lang tid. Sephiran var der.. Hans familie var der.. Han havde i forvejen givet manden en mulighed for at trække sig, men havde ikke gjort det. Var det underligt, at det vækkede en følelse af utilfredshed? For nu skulle han i forvejen til at kæmpe imod den mand, som han havde betragtet som sin bedste ven og nærmest som en bror i mange år.

Ved sin side, havde han Blair og resten af sin familie. Dog var det Blair, som lige i øjeblikket, havde den største betydning. Hovedet lod han søge på sned.. Et kraftigt lysglimt meldte sig over bygningen.  Med andre ord, var den beskyttende magi blevet brudt. Smilet bredte sig denne gang på hans læber. De sår og mærker, som han havde pådraget sig sidst han havde været her, var healet, og havde efterladt sine grimme ar.  Ar, som for nu, var gemt under tøjet.
"Grib stedet.. Lad familien tilfangetages. Dem skal jeg nok tage mig af." endte han. Dertil lod han selv warlockerne gribe til, og angribe stedet. Denne gang vendte Kimeya sig mod Blair. Han rakte hende hånden. "Når du er klar, min kære," sagde han denne gang.

[Blair Celestina Marvalo]

Blair stod bag sin kære ægtemand.. som endnu ikke var hendes ægtemand ganske vidst. Hun smilede lidt for sig selv ved lyden af det store brag, der fyldte hende med stolthed. Endelig var Kimeya Marvalo, den mand hun i sin tid havde forelsket sig i, den mand hun havde gift sig med. Hendes skuldre var beklædt med en dybgrøn kappe så hun kunne holde varmen, og inden under kunne man svagt skimte hvid silke fra hendes kjole indenunder. Kimeya havde endnu ikke set den, det var hendes.. egen lille personlige overraskelse til ham, men hver ting til sin tid. Hendes mørke hår dansede let i aftenbrisen. Det var en smuk aften at gøre dette på.

Roligt trådte hun op bag ham, og lagde en hånd på hans overarm. Hendes slanke fingre, strøg den blidt. "Der er den mand jeg elsker.. jeg er stolt af dig," hviskede hun intenst i hans ører, før hun trak sig lidt tilbage for i stedet at lade læberne finde hans nakke.
Hun trak hånden til sig og tog et skridt bagud. "Lad os indtage verden," hun sendte ham et næsten smigret smil og lod sin hånd falde i hans.
Irina var tilfreds med hans beslutning, det i sig selv var godt. Derudover var det begyndelsen på noget unikt, og det var enormt for warlockerne. Den eneste rette leder var og forblev Kimeya og hvorfor nøjes med en sølle by i Dvasias, når de kunne få et land? Denne gang tog hun initiativ og gik foran, med hans hånd i sin, så hun kunne lede ham med sig.

[Lionell Marvalo]

Endelig skete der ting og sager, hvilket var noget som faldt i ekstrem god jord hos Lionell. Et kort smil passerede hans læber, som muren faldt sammen, og det kraftige lysglimt denne gang meldte sig på den mørke himmel. Det var første gang i guderne måtte vide hvor mange år, han stod side om side med sin familie om dette, men selv han ønskede jo at støtte sin familie, og med forståelsen for hvorfor Kimeya ville have warlockerne med hertil.. Han kunne lide det! Hvorfor nøjes med en by, hvis man kunne få et helt land?
I dag, skulle Kimeya endnu en gang, skrive sig ind i Imandras historie, og det var kun på tide, at de denne gang kom frem, og denne gang for at blive! Selv stillede han sig tæt ved Irina, som stod en smule bag Kimeya. Det var hans søn og Blair, som stod i front, hvilket skam også var noget, som han havde det fint med. Hånden strøg over Irinas ryg og videre over hendes lænd.. og en smule længere ned. Ligeglad med, hvor mange warlocks bag dem, som ville stå og betragte sig af dette. "Så lad os vise dem, at vi rent faktisk godt kan," endte han denne gang. For pokker.. Selv Blair og Kimeya kunne, og de havde ikke været sammen i det, som efterhånden måtte være rigtig mange år nu! Han dannede en magisk mørk kugle denne gang, inden han sammen med en række andre, søgte frem mod Det Mørke Morgengry. Nu fik han lov til at være med.. ødelægge lidt. Han havde klart tænkt sig, at udnytte det!

[Irina Lucille Marvalo]

En kvindes plads var tilsyneladende forbeholdt bag sin mand. Irina var ikke tilfreds med sin placering, bagved Kimeya, sågar et skridt bag sin egen mand. Det her havde været hendes påfund! Hun havde sørget for at Kimeya var kommet så langt, og hendes tak var sølle, særligt fra Lionells side. Det havde taget hende dage at komme helt oven på hans sidste lille udbrud, hvilket havde fået hende til at gå stille med dørene, men i sindet gennemtænkte hun den perfekte plan til at gøre livet surt for ham. Han skulle lide for at behandle hende som en genstand, også selvom det i virkeligheden var hvad hun var!
Hun mærkede hans hånd krybe ned over hendes ryg, hen over det elegante stof, og ned over hendes bagparti til fri skue for alle andre. Det vækkede væmmelse i hende.. hver eneste berøring, og hun hadede det. Hvilken hustru ønskede ikke at finde ro og tryghed i sin mands berøring? Det havde hun aldrig kunnet. Hun tvang et køligt smil på sine læber og lænede sig ind mod ham. For andre ville det bare ligne en hustru søgende for tryghed hos sin mand inden et stort slag, men det var alt andet. ".. og fjern den beskidte hånd fra mig, hvislede hun koldt. Det ville være nedladende at fjerne den.. under normale omstændigheder havde hun gjort det, men det ville svide til hende selv i en så stor flok. Kort skævede hun til Kimeya og Blair, et sted med misundelse.. for dem virkede det så naturligt, deres kærlighed var åbenlys, men ikke svag.. nej det gav dem en stærk glød, en passion, noget at kæmpe for som hun ikke selv havde haft, ikke ud over sit liv i hvert fald.

[Deleted]

Endelig.. Kampen om Imandra var endelig begyndt. Et par måneder siden var det, at Islanzadí havde skrevet ud til de fuldblodige warlocks om, at en ny æra havde ramt dem, og at de nok engang skulle samle sig.. og nu stod de her. Foran muren til Det Mørke Morgengry. Slottet der ganske snart ville blive deres hovedsæde. Målrettet hvilede hendes blå øjne frem for sig, idet lysglimtet viste sig og antydede, at den beskyttende magi over slottet nu var brudt. Blikket lod hun glide til siden til de mænd og kvinder, som hun personligt havde mest loyalt. Hendes familie og venner. Hun kunne nemlig ikke stå som et par, ligesom Kimeya og Blair eller Lionell og Irina. Dette havde hun dog heller ikke brug for i en stund som denne.. Hun havde ikke behov for at løbe i kamp hånd i hånd. ”Lad os indtage et slot,” lød det kortfattet, og dog sikkert fra hende. Kampklædt var hun. Flettet til den ene side var hendes gyldne hår, og hendes krop var iført den ikoniske røde kjole, men med den deltalje, at hun bar et bronzefarvet korset af metal udenpå. I en røgsky forsvandt hun og tyve andre.
I den store hall dukkede Islanzadí op igen. ”Vagter!” råbte en mand anspændt. Anspændt over det pludselige angreb og den brudte barriere udenfor. Islanzadí hævede hånden i flydende bevægelse, som hun kastede en ildkugle efter den råbende vagt. I krig og kærlighed var der nogen der måtte falde.. var det ikke, hvad man sagde? Skriget brød mandens læber, idet ildkuglen tog fæste i ham.. Omringede ham og brændte ham op! Kampen om Imandra var gået i gang! Islanzadí var bare gået i forvejen for at bane vejen..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne ikke være andet end storslået tilfreds ved, at så mange alligevel havde valgt at møde op, og støtte op om dette. Det var nemlig vigtigt for Kimeya, at han havde racen bag sig, for det var mere for deres skyld, end det var for nogen andens, hvilket der bestemt heller ikke herskede nogen tvivl om. Langsomt måtte han vende blikket mod Blair, som stillede sig ved hans side. Han vidste at Soraya var derinde.. Hans datter var derinde.. Ja, noget af hans familie var der faktisk, selvom det ikke rigtigt var noget, som han tog sig af lige nu. Han lagde hånden roligt over hendes, som hvilede mod hans arm. "Han har altid været der," endte han denne gang, og med et tilfredst smil på læberne.
Hvordan det måtte være mellem hans forældre, var han ligeglad med, så lang tid, at han ikke skulle tage del i det. Han selv havde det ganske fint med Blair, og det var det eneste som han havde i hovedet lige nu. Nu hvor de var kommet så langt, så var det på tide, at lede det hele til døren. "Skal vi?" spurgte han denne gang. Warlockerne var allerede i fuld gang med at indtage stedet, og han havde ikke tænkt sig, at blive stående her. Her endte han med at lade hånden falde omkring hendes liv, hvor han trykkede hende tættere ind mod sig. I en kraftig røgsky, forlod de stedet hvor de stod, idet at de søgte på tværs af slotsgården. Kraftigt slog Kimeya hul på slotsmuren, hvor de dukkede op. Vagter var over det hele. De var vågnet. Endelig! En kraftig mørk kugle samlede Kimeya igen i sine hænder, inden han brutalt smed den fra sig. Der lød en kraftig eksplosion.

[Blair Celestina Marvalo]

Det gjorde kun en kvinde endnu mere stolt at se den øvrige del af racen bakke op om deres leder, for han var en stærk mand, og det var en ære at blive set ved hans side. Det var ligesom i gamle dage.. lige foruden at de havde hans ynkelige forældres øjne i nakken. Kort faldt hendes blik på den bonde skikkelse, før hun forsvandt og lød i forvejen, yderat engageret som hun bedst kunne lide dem.
Hun lo højlydt idet han lagde armen omkring hende, og hun lod til gengæld hendes hånd falde til hans bryst inden de forsvandt i en mørk dis. Det gav et lille tryk der blæste hendes mørke hår bagud, idet han sprængte muren. Hun lo stadig da de kom til syne igen. Det var befriende.. og livsbekræftende på så mange måder. Dog forstummede hendes latter hurtigt. Hun fjernede hånden fra hans bryst og lod disede, mørke tråde, spinde fra hendes hånd og lægge sig om nogle af de vagter der forsøgte at modværge deres angreb, men i stedet for blot at binde dem, lå de og vred sig på jorden af ren og skær smerte. Hun blev stående i hans favn. "Din kriger.. den blonde.. hvor er hun søgt hen?" spurgte hun lidt nysgerrigt i forsøget på at danne sig et overblik. De var kun i gården, der var stadig langt ind på selve slottet, men Blair nød heldigvis at få lid beskidte fingre engang i mellem. "For øvrigt. Du har glemt at fri til mig," pointerede hun og slap ham for et øjeblik så hun kunne tage sig af et lidt stort brød der kom i hendes retning. Han blev manet direkte til jorden er en mørk kugle der skød fra hendes hånd. Hendes styrke var ike hvad den havde været, men så lang tid havde hun jo heller ikke været i live, dog fandt hun det umådelig pinligt.

[Lionell Marvalo]

Lionell ville selvfølgelig udnytte denne situation lidt, nu hvor han også havde muligheden for at gøre det. Det var vel heller ikke underligt? Han smilede ganske tilfredst. Hun skubbede ikke hans hånd væk. Det ville bestemt heller ikke gavne hendes situation, om hun havde gjort det. Han klemte denne gang omkring hendes bagparti. Han misundte sin egen søn for hans kærlighed, også fordi at han kunne se, hvad det gjorde ved dem.. Hvordan de kunne nyde det, at være sammen, når hans forældre ikke var i stand til at gøre det samme. "Sig det en gang til, Irina," endte han denne gang med en mere sammenbidt stemme end tidligere.
Denne gang havde Lionell tænkt sig, at deltage. Han ville også samtidig vise Irina, at han godt kunne, og ikke bare var en mand, som så passivt til det hele, for det var overhovedet ikke det, som han var ude på! Han støttede sin familie i dette ofretagende, for ikke at glemme, at det var hans familienavn, som måtte ligge bag alt dette. Han stirrede frem for sig, inden han selv kraftigt forlod stedet i en kraftig sort dis, for at søge direkte til de åbne huller i væggen, som var blevet lavet. Han selv dukkede elegant op igen. Her kastede han en kraftig trykbølge direkte mod dem, som måtte komme imod ham. Sephiran og hans familie var her.. Og de skulle nedlægges. Selvom Kimeya nu havde sagt, at de ikke skulle slås ihjel.. Hvad var det sjove i det? Han søgte direkte ned igennem gangen. Han søgte direkte efter goderne. De var der et sted. Han kunne jo mærke det!

[Irina Lucille Marvalo]

Irina tav med et fornærmet blik. Af åbenlyse årsager var hendes egen mand et langt mere fristende mål end dette lands nuværende kongefamilie. Hun stirrede frem for sig og så dem alle forsvinde mod murene, der var blevet brudt. Måske det kun var hende der kunne se det fordi hun havde sans for detaljer og gik op i stil, men det nyttede jo ikke noget at ødelægge et slot som de selv ville komme til at skulle bebo! Hun sukkede og mærkede Lionells beskidte hånd forsvinde idet han gjorde det samme i disen. Gnister føg om hendes hånd og dannede på bare et øjeblik en mørk kugle af sort dis, som hun smed direkte mod det sted hvor Lionell lige var forsvundet, og hun dagdrømte næsten om hvordan den havde ramt hvis ikke han var forsvundet. Desværre var det en drøm.
Hun strøg tungespidsen hen over sine læber hvorefter hun besluttede sig for endelig at følge trop. Den sorte dis lagde sig omkring hendes krop, til hun forsvandt i en skygge og dukkede op på den anden side af murene. Der var så megen indebrændt vrede i hende, men heldigvis mange at lade det gå ud over. Således bredte hun sine arme og lod en mørk dis brede sig som en mur omkring hende, mens næsten slangelignende skygger stod ud og bed efter vagterne, der faldt i smerte med illusionen om at de imaginære dyr faktisk havde sat tænderne i dem. Irina gik koldt ind på slottet og begav sig ned af gangen. Inderst inde bad hun næsten til at Lionell ville falde i forsøget, desværre var han ædru så det forekom næppe, med mindre de havde en kvinde der kunne lokke ham. Hun trøstede sig med at han i det mindste deltog, frem for at lade dem få beskidte hænder alene, så var der da, en mand gemt i ham et eller andet sted, dybt nede.

[Deleted]

Den første til at være inde på selve slottet var Islanzadí, samt de tyve personer, som hun havde bedt om at følge med. Det betød, at hun måtte være den første til at tage vagterne på sengen. De havde måske nok set hæren uden for muren, men ikke havde de forventet hendes og de tyve andres tilstedeværelse, som var poppet op ud af den blå luft. Hun elskede nu engang magi. Kødet på en af mændene smeltede hun med sin ildkugle, imens andet magi fløj omkring. At Kimeya og hans familie så skulle gøre sin entre på slottet ved at smadre en mur, fik hende kort til at himle med øjnene. Ikke videre graciøst var det, men dem om det.. Hvis de ville ødelægge deres kommende hjem, måtte de det. Som de strømmede ind med warlocks fra det nu gabende hul i væggen, besluttede hun sig for, at det ville være bedst at søge dybere ind i slottet. ”Kom med!” lød det kort fra hovedet fra hende, som hun valgte en gang til højre fra den store hall. Hånden holdt hun løftet, som hun begyndte at gå ned af den med de tyve mænd og kvinder, som hun havde taget med sig ind. Selv vidste hun nemlig, at dette ville være bedst at klare som en gruppe, frem for selvstændigt. Som hun gik, kom en gruppe soldater rendende i hendes retning med deres våben trukket. Et lystglimt sprang fra hendes håndflade som en trykbølge. Brutalt fløj soldaterne til højre og til venstre, som de styrtede ind i væggene, hvor de skramlende faldt sammen på gulvet. Ingen mine viste der sig i hendes hårde ansigt, som hun blot gik forbi de forslåede soldater. Ikke ledte hun efter nogen specifikt.. Hvis hun stødte på soldater, ville hun sørge for at fælde dem. Hvis hun derimod skulle støde på kongefamilien, ville hun selvfølgelig indfange dem.

[Kimeya Marvalo]

Marvalo var generelt kendt for at gøre en kæmpe entre, og dette var bestemt ikke noget undtag. At rejse en mur igen, ville jo ikke kræve særlig meget af dem, så det passede jo egentlig ganske fint. Mændene, som var kommet imod dem, faldt lige så hurtigt, som de var dukket op, hvor han denne gang vendte blikket mod Blair. Hvor Islanzadí var taget hen? "Hun er taget på den opgave, som jeg gav hende.. At rydde vejen for mig," sagde han denne gang. Sephiran var her, og hvis han ikke var, så var hans familie, og han havde uden tvivl tænkt sig, at udnytte det i den forstand, at det nu var ham overhovedet muligt. Han vendte blikket langsomt i retningen af den smukke kvinde, som han havde ved siden af sig. Han havde ikke friet til hende endnu? Han grinte denne gang. Midt her i kampens hede, og hun forventede, at han ville falde på knæ for hende igen? Han vendte sig denne gang mod hende.
Kraftige og mørke flammer blussede op rundt omkring dem. Han ville jo alligevel gerne være sikker på, at det kunne gøres nogenlunde ordentligt om ikke andet. Han vendte sig denne gang direkte mod hende, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af. Han elskede denne situation, og uden tvivl mere, end hvad godt var i den anden ende. "Ret skal være ret, ikke sandt?" Han sendte hende et stille smil. En ring havde han ganske vidst ikke på sig lige nu. Hans hoved var indstillet på krig og strid, og ikke det her.. Men hvad.. Hvad gjorde man ikke for kvinden, som man elskede og holdt af? "Nu har jeg ganske vidst ikke en ring.." Han gled denne gang på knæ. Ret skulle være ret! "Blair Celistina Marvalo.. Vil du gøre mig den enestående glæde, af atter at blive min hustru?" spurgte han denne gang.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran var ikke hjemme, hvilket selvfølgelig var en tanke, som virkelig måtte genere hende, for slottet var under angreb! Heldigvis var det sket i en anden afdeling, end den, som de måtte opholde sig i, så der rent faktisk kunne gøres noget ved det. Tiyanna var derfor hurtigt kommet i tøjet, og kaldt soldaterne sammen. "ROMEO!" kaldte hun med en fast tone. Nick havde ikke været nogen steder at se.. Heldigvis. Den knægt, var det eneste, som hun havde, også selvom han var irriterende flyvsk, i forhold til, hvad der var normalt for deres familie at være, men nu var den også fyldt med væsner uden en sjæl.
"Få Sasha og børnene væk herfra," beordrede hun som det første, Mændene gik hun da stærkt ud fra, sagtens kunne håndtere resten på egen hånd, og derfor havde hun tænkt sig, at sende den unge moder væk med de små, så de da i det mindste ikke kom til. Meget kunne man sige om Tiyanna, men hun vogtede om sin familie, og det have hun tænkt sig, at gøre, til den dag hun ville gå i graven!

Kåben tvang hun omkring sin krop, hvor hun selv denne gang samlede sine våben. Hendes elskede pisk.. Hun var og blev en mørkelver, og hun var stolt af det. "Få dem stoppet.. NU!" udbrød hun med en fast tone. Hun havde aldrig bedt om dette! Kimeya var virkelig ikke en mand, som man kunne stole på! Det blev da kun gjort mere og mere tydeligt nu!

[Blair Celestina Marvalo]

Andre var løbet i forvejen for at bane vejen, det var perfekt. Blair fangede et flygtigt glimt af Irina der passerede indgangen for at gå ind på slottet. Det skulle være Kimeyas store aften og lige nu lignede det at hans forældre tog spottet, hvilket et sted irriterede hende. Typisk Marvaloer! "Dine forældre spilder tilsyneladende ikke tiden," pointerede hun en smule forpustet. Måske hun havde været en kende for ambitiøs med sin magi, taget i betragtning af hendes tilstand. Derfor tyede hun i stedet til våben i form af en kniv hun havde haft gemt i sit bælte. En vagt kom imod hende, hun dukkede sig elegant og borede kniven ind i hans mave, så han faldt til jorden, med skrig af smerte, det var som sød musik i hendes ører.
Hun vendte sig mod Kimeyas. Kniven i hendes hånd dryppede ned på den kolde jord under hende.
"En lille del af mig frygtede at du havde ændret mening," pointerede hun lidt spidst. Blair var ikke nem at stille tilfreds, hun var fuld af krav og forventninger og hvis der var noget hun hadede, så var det at spilde tiden. Hun så på ham med et lidt tilfreds træk på smilebåndet. "Nå så kunne du få fingeren ud?" spurgte hun en kende kækt. Tænk sig at hun skulle bede sin egen mand om at fri til hende.. igen. Troede han virkelig at han ville slippe afsted med det? Godt nok havde hun et par overraskelser til ham senere. Hun placerede en hånd på hoften og betragtede ham med et lidt overbærende blik. "Nej," svarede hun lidt kortfattet men hun havde stadig et smil på læben. Hun ville gerne gifte sig med ham og det vidste han, men han ville ikke slippe så nemt. "Du slipper ikke så nemt elskede. Kom vi har et slog at indtage inden dine forældre gør det," pointerede hun og trak ham op på benene, så hun kunne hive ham med ind på slottet.

[Lionell Marvalo]

Lionell var ikke manden eller typen, som bare blev stående og gloede, når der var noget, som han gerne ønskede at få ordnet, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. Hertil søgte han direkte ind i det store slot, for at tage del i kampen, og rent faktisk være en del af det, som en Marvalo nu burde gøre det. En skam.. Selv blandt de soldater og folk som var her, var der faktisk også kønne og smukke kvinder. Det var jo lige før, han var mere fristet til dem, end hvad han måtte være til sin egen hustru. Til enhver tid, vidste han jo også, at han sagtens kunne udkonkurrere Kimeya, om det var det, som han ville.
Her stod han denne gang overfor en gruppe soldater. Hvad Kimeya og resten havde gang i, vidste han ikke, og egentlig kunne han ikke være mere ligeglad, end hvad han var nu. Hovedet lod han søge på sned. "Vil du virkelig prøve?" spurgte han denne gang. Et kækt smil bredte sig denne gang på læberne, idet at han selv stillede sig klar. En klar sort flamme viste sig i hans hånd. Den alene fik nogen af vagterne til at trække sig en anelse. Her kastede han den. En kraftig eksplosion lød, hvor han dernæst hørte Tiyannas stemme. Han havde fundet hende. "Endelig!" Han fortsatte. Ligene lå på gulvet, dækket i murbrokker, uden at han skænkede dem nogen yderligere tanke. For nu, handlede det om at indtage stedet, og få magten og kontrollen over Imandra!

[Irina Lucille Marvalo]

Slottets dystre gange rungede af genlyd for den magi der pludselig hærgede stedet. Det var sød musik i Irinas ører, desværre var det ikke nok til at gøre hende i godt humør, det havde Lionell for længst spoleret for i aften. Hun var fuld af bitterhed og til dels had efter de mange år. Nok havde hun aldrig før hørt landets dronnings stemme, men panikken der spejlede sig i det desperate kald, gav hende et praj om, præcis hvor hun burde være. Fra gangen forsvandt hun i den mørke dis til stor forvirring for de vagter der drev imod hende og endte med at stå på en tom plads hvor hun ellers havde været for sekunder siden.
Irina dukkede op igen, lige foran Dronningen. "Godaften Deres Højhed. Jeg beklager kaosset," hendes kølige smil afslørede at hun ikke beklagede noget som helst. De kongelige skulle Kimeya tage sig af, men derfor kunne hun jo godt hjælpe lidt til. Mørke bånd skød fra hendes hænder og forsøgte at lægge sig omkring Dronningens skikkelse. Heldigvis var hun kommet før Lionell, det var lige før hun kunne have mistænkt ham for at tage kvinden ved magt i sin desperation, hvilket han nok havde gjort flere gange, men det skulle ikke ske mens hun stod ved hans side, det ville bringe hendes ry i knæ! Nogle af de vagter hun havde bragt sig med sig kom mod hende. Den ene fældede hun med en simpel trykbølge, den anden med et af de slanke bånd der lagde sig kvælende om hans hals, men hun havde ikke set manden der havde sneget sig om bag hende og gjorde et udfald mod hende og placerede et sværd, der gled som en varm kniv gennem smør, igennem hendes mave hvilket fik hendes pupiller til at udvide sig. Hun blev stående på benene men mærkede den stærke smerte. Hendes blik gled ned på spidsen af sværdet der stak ud foran. Med et svirp fra hånden faldt manden bag hende død om på stedet, men sværdet blev siddende. Nu var hun vred!