It's here where you belong

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt lyttede Jarniqa til hans ord. En ting syntes at være genganger i hans fortællinger og det var, at det hele omhandlede en form for handel. Det måtte uden tvivl være, hvad han var god til. At sige, at han kunne lide det var nemlig højst sandsynligt det forkerte ord at bruge. Hidtil havde han nemlig bare gjort, hvad han havde fået besked på. ”Du må være dygtig til dit område, siden du administrerer meget af handlen her i landet,” endte hun med at sige, hvor det egentligt også var en ros til ham. Selv ville hun ikke mene, at hun var dygtig til et arbejdsområde, men et normalt arbejde havde hun nu heller aldrig haft. Det eneste hun havde været stolt af og gjort godt, havde været hendes modstandsgruppe. Det var bare ikke noget, som man kunne fortsætte med, da formålet forsvandt ligeså snart, at opgaven blev løst.. og hun havde løst den. Utroligt var det næsten at vide, at hun havde væltet en regering. I princippet to. Hun havde nemlig både taget Macaria og Jaqia.. Den sidste ting havde dog også gået ud over Theodore, men bar nag gjorde han ikke. ”Jeg forstår godt, at du må have travlt, hvis både du kontrollerer markedet her i byen, og varerne der kommer over grænserne,” sagde hun roligt. Hvad hun selv ville ende op som engang, havde hun ikke en ide om. Som sagt vidste hun ikke, hvad hun kunne inden for mere … normale ting, og derudover var hun ikke i humøret til at forene sig med resten af samfundet lige nu. Det måtte komme, når hun igen følte roen i sig. Hun lod sig glide længere ned i karret, så hun fik sit lange ravnsorte hår dyppet. Da hun kom op igen, hang det hende tung og dryppende ned.

[Theodore Jarvis Acheron]

Kernen i hans arbejde, var handel, og det var jo heller ikke noget, som Theodore lagde skjul på. Et sted, følte han vel en stolthed over det arbejde, som han rent faktisk udførte? Det var det, som hele hans liv, var gået op i stort set. Han havde gjort dette i virkelig mange år. Han nikkede. "Jeg gør, hvad jeg kan," sagde han denne gang. I forvejen til at det nok var med til at ødelægge meget af hans forhold til Clemency, så var det ikke noget, som han havde i tankerne om, at skulle snakke om nu. Det ville ikke gøre nogen forskel nemlig.. Han ønskede nemlig ikke at gøre det, hvis han ellers kunne blive fri. "Det er et hårdt arbejde," sagde han denne gang. Ikke at han kunne gøre noget ved det nu. Det var hans arbejde, og selvfølgelig var det noget, som han faktisk dagligt måtte bruge rigtig mange timer på.
"Varerne og handelsmændene, som kommer over grænsen.. Og træne dig, samt kontrollere handelsmarkedet i Dvasias," sagde han denne gang. Der var jo meget i det, som han lavede, og det efterlod heller ikke ligefrem særlig mange timer til Clemency.. Men hans tid med Jarnqia, anså han næsten som værende mere værdifuld end det, og var det, som han satte mest pris på.. Bare hun ville vise ham det samme vel og mærke. Han satte sig denne gang ved siden af hende.. Hans blik faldt til ringen på hans finger.. Denne stirrede han på længe.. Inden han rent faktisk hævede hånden en anelse, hvor han rent faktisk fjernede den. Han førte den over kanten af karret, og lod den falde på gulvet.

[Jarniqa Dynithril]

Hænderne førte Jarniqa over håret, så det blev glattet tilbage, og så det overskydende vand løb ud af det. Forfriskende var det, og hvad hun havde brug for. Faktisk var det også det første bad, som hun havde fået, siden hun var taget fra Maerimydra. Rart var det, eftersom de havde været aktive på … den ene og anden måde, samt havde sovet. ”Hårdt er arbejdet måske, men du må gøre det godt, siden du varetager så mange felter indenfor faget,” endte hun med at sige. Selv vidste hun, at han arbejdede meget, men det måtte også være, hvad han ønskede.. ellers gjorde man det jo ikke. ”Kunne du forestille dig at lave andet?” spurgte hun nysgerrigt. At han styrede markedet, grænsehandlen og trænede hende, nikkede hun blot til. Den konklusion var de trods alt blevet enige om. Hvad der fik hende til at vende ansigtet væk, men samtidig fik hende til at stirre på ham ud gennem øjenkrogen, var da han pludselig blev hypnotiseret af sin vielsesring. Virkelig..? Foran hende? Hun mærkede det knuge i sig, som det føltes ydmygende over for hende. Ondt gjorde det, hvor hun lystede at hoppe og gå, men så … tog han den af og bare lod den falde..? Hurtigt slog hendes hjerte. Hvad skulle det betyde? Betød det, at han bare ikke ville bade med sin ring, eller betød det, at han ville gøre op med sit ægteskab? Ringen klirrede helt imod gulvet, som den landede, og ikke kunne hun undgå at se direkte på ham. Hun blinkede med øjnene. Hun forstod ikke situationen. ”..Hvad nu..?” spurgte hun stille og forvirret. Hvad hun skulle tænke, vidste hun ikke før, at hun kendte til betydningen af hans handling. Var det et godt eller skidt tegn i forhold til hende?

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var et tungt og et meget hårdt arbejde, som Theodore udførte, men dog af den grund, måtte han jo sige, at han var glad, og ikke mindst tilfreds med det, som han udførte med de muligheder, som han nu havde. Ikke havde han tænkt sig, at skjule det, som det jo også bare var en naturlig del af ham nu. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Om han kunne forestille sig, at skulle lave noget andet? Ærligt..? "Jeg har nok aldrig forestillet mig noget som helst," sagde han oprigtigt. Han havde taget sin faders pligter, fra han havde lagt den mand i graven ,og ellers havde det jo bare været en naturlig og fast del af ham. "Jeg er jo først begyndt at gøre mig den sags tanker nu," tilføjede han denne gang, for rigtigt var det jo. Han var jo ikke rigtigt en mand, som havde gjort sig tanker om noget som helst, før nu om ikke andet.
Ringen betragtede Theodore for et længere øjeblik, inden han denne gang, lod ringen falde i stedet for. Han lod den klinge mod gulvet. Denne havde han haft på sin finger i mange år. Virkelig mange år. Det føles ganske vidst underligt, at lade den falde, men et sted også befriende. Den var ham vel en større byrde, end hvad han nok lige havde regnet med. Han trak derfra også hånden til sig igen. "Den er væk nu.." sagde han denne gang. Ganske vidst var det ikke så nemt, bare at droppe et oldgammelt ægteskab, for det var det virkelig. Hans blik faldt igen til hendes skikkelse. Fangede det her nu også hendes interesse?

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det at høre en sige, at han aldrig før havde gjort sig tanke.. men nu vidste Jarniqa, at det var sådan landet lå med Theodore. Han var ikke som mange andre, og ligeså vel som det var charmerende, ligeså irriterende var det. Hvad der var vigtigt var dog, at han nu tænkte, fremfor at han slet ikke tænkte. ”Jeg ved det.. Måske er dette bare dit kald, og måske vil det vise sig, at det ikke er. Det vil tiden vise,” endte hun roligt med at sige, som det bare var sådan det var.
Hvad hun selv måtte tænke nærmere over var, at han smed sin vielsesring på gulvet. Han lagde den ikke, men slap den, så den røg et vilkårligt sted hen. Han så end ikke efter, hvor den landende. Om den trillede ind under et møbel, så han ikke ville kunne finde den igen, eller om den blot landede på midten til frit skue. Den er væk nu.. Det var hans eksakte ord. Betød det så, at hans ægteskab uden videre bare var slut? Kunne man det? Var det på grund af hende? Hvad med Clemency? Hun kiggede bare på ham. Akavet var det måske, som han begyndte at kigge tilbage på hende, men … hvad skulle hun sige? Hånden lod hun glide om hans nakke. Det var måske bare hendes krop der tog over igen.. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun førte hans hoved tættere, alt imens hendes eget også nærmede sig hans. Som deres læber mødtes, kyssede hun ham dog med meget følelse. Dybt og begærligt kyssede hun ham. Lige nu fortolkede hun vel bare selv, hvad hans handling betød?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke burde det forekomme hende so nogen overraskelse, at han ikke har gjort sig nogen tanker om tingene, for det var meget nyt, at han i det hele taget, var i stand til det. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang. Om det ville vise sig, at blive hans kald i livet? Han vidste det ikke... Men nu var det et arbejde, som han havde været vant til at gøre, og derfor var det noget, som han havde tænkt sig, at fortsætte med. "Jeg har ikke noget imod det arbejde som jeg laver. Det har bare konstant været en del af mig, og en del af det, som jeg skal lave," sagde han denne gang. Det var en mærkværdig interesse hun viste ham og dette med, men ikke var det noget, som han havde noget imod. Oprigtigt, måtte han vel egentlig bare sande, at han godt kunne lide det? At hun var oprigtigt interesseret i ham?
Ringen lod han denne gang ligge, hvor han denne gang vendte blikket i retningen af Jarniqas skikkelse i stedet for. Hvordan hun dog reagerede på det, vidste han ikke, og ikke regnede hanrigtigt med noget, når hun ikke rigtigt viste ham den form for interesse, kunne man sige. At hun så endte med at lægge armen om hans nakke, og derved rykkede dem det tættere på hinanden, kom uden tvivl bag på ham. Var det ringen der generede hende? Med andre ord også Clemency? At drage paralleller, var han jo trods alt ved at lære nu. Kysset som hun skænkede ham, gengældte han selv uden at tøve det mindste. Det var dog helt anderledes denne gang? Øjnene gled i, hvor hans arme gled omkring hende. Igen trykkede han hende tæt ind mod sig. Han gjorde vel hvad han lystede? Ligesom han altid havde gjort - og nu ville han have Jarniqa.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke ville Jarniqa sige, at det var det forkerte arbejde han havde, for det kunne meget vel være det korrekte for ham. Spændende kunne det lyde i form af, at der var meget at lave, men et arbejde for hende var det næppe.. Selv kunne hun nemlig langt bedre lide selv at være ude og sidde med tingene, fremfor at sidde bag et bord. Det havde hun også fundet ud af i sin tid som ambassadør. Hun kunne godt lide, men ikke på den måde. ”Ej heller siger jeg, at det er forkert. Det kan skam være det helt rigtige for dig,” sagde hun roligt. Individuelt var det trods alt, hvad man kunne lide og var god til. Derfor var det også noget, som han selv måtte finde ud af. Selv vendte hun dog, som på en tallerken, som han tog ringen af sin finger. Tanker for igennem hendes hoved, men på trods af det, syntes hun ikke at nå frem til en endelig pointe, før hendes krop drog til handling. Bestemt og lidenskabelig måtte hun pludselig vise sig at være, som hun tog fat i hans hoved, og forenede deres læber. Ikke kunne hun lade være.. Et sted var det vel fordi, at hun drog sine egne paralleller ud fra hans handling? Som han besvarede kysset tilbage med den samme intensitet, samt lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig, gled hun automatisk ind over ham. Vandet skvulpede lystigt hen over karrets kant, som hun kom op og sidde på ham. Hurtigt bankede hendes hjerte, hvor hun langsomt brød kysset ved at nappe ham kælent i underlæben. Hovedet lod hun sig dog ikke fjerne fra hans, som hun lod sin pande hvile imod hans. ”..Hvorfor?,” spurgte hun hæst af begæret, som endnu måtte have en smule rod i hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde nu altid med tilfredsstillelse, lavet det arbejde, som han var blevet overdraget til, efter hans faders død, og han var jo god til det, selvom der var en enkelt eller to, der glippede ind imellem. Men hvad kunne man forvente? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen, hvor han nikkede. Han var jo glad for at lave, hvad han lavede. "Jeg kan nu godt lide det," sagde han denne gang, hvor han også vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. For ham, var det nemlig noget, som betød utrolig meget, og særligt for det arbejde og ansvar, som han havde. Nu regnede han heller ikke ligefrem med, at det var et arbejde, som hun ønskede at blive en del af. Han havde svært ved at forestille sig, at det skulle være noget, som på sigt, også ville falde i hendes interesse.
At mærke Jarnia så tæt på sig igen. Nu hvor han havde fjernet ringen, og hun nu reagerede på denne måde, kunne han nu hermed konstatere, at det havde måtte være Clemency og denne ring, som havde generet hende mest, for det var som om, at alt var faldet tilbage ved det gamle igen, i takt med at han havde fjernet denne. Og hvorfor..? Han havde lystet at fjerne den. Ikke var det en byrde at få den fjernet, hvor det derimod næsten føles lettende, at gøre det. Hans blik faldt til hendes, som hun lagde panden mod hans igen. Svagt lod han hånden stryge over hendes ryg. Så fin og slank, som hun var. "Fordi jeg følte for det.." svarede han denne gang, efter et længere øjeblik. Han havde virkelig lystet at fjerne den, for at sidde der med hende.

[Jarniqa Dynithril]

Hvis Theodore kunne lide sit arbejde var det, hvad han skulle arbejde med. Fantastisk var det jo, hvis man fandt et arbejde, som man rent faktisk kunne lide. Selv gjorde Jarniqa, hvad hun kunne lide, lige nu og her. Nemlig var ham tæt. Godt føltes det at være ham tæt. At føle hans begær stråle tilbage på hende. At han smed sin vielsesring væk. At han smed den væk betød vel, at han i overført betydning slog hånden af Clemency? Det kunne nemlig godt være, at hun ikke vidste, hvad der skulle ske mellem hende og Theodore i fremtiden, men en start var det da, at hun vidste, at det ikke længere var en blindgyde. Hun smilte til ham, som han lod hånden stryge over hendes ryg, og besvarede hendes hvorfor. Igen skænkede hun ham et dybt kys, som hun lod sig dvæle ved et øjeblik, inden hun igen brød det. ”Jeg troede, at du sagde, at I havde været gift længe, og at hun altid ville være en del af dig,” sagde hun stille. ”..men ikke mere?” Flygtigt stjal hun et kys fra hans læber. Euforiserende føltes øjeblikket helt, som hun følte sig på toppen. Theodore der begærede hende. Theodore der insinuerede, at hans ægteskab var forbi. Det smaragdgrønne blik holdt hun på hans, som deres øjne lå lige ude foran hinanden, som deres pander let rørte hinanden. På et splitsekund var glimtet vendt tilbage i hendes øjne, men det var vel også blot et tegn på, hvor hurtigt ting kunne ændre sig? Meget havde faktisk hændt på blot 24 timer.. Det var trods alt kun i går, at hun var blevet fragtet tilbage til Acheron Landsted, hvor de så havde udviklet deres forhold til et, som de ellers aldrig før havde haft til hinanden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Clemency måtte uden tvivl være Jrniqa et kæmpe problem, siden alt synes at være forandret, i det øjeblik, at han havde lagt ringen fra sig. Ikke at det var noget, som han havde noget imod. Det beviste jo bare, selv for ham, at han var begyndt at gennemskue ting. At det ikke havde været fint for hende, at sidde der med ham, og lade ham røre hende - før nu, om ikke andet, men det var nu heller ikke noget, som han havde noget imod. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han kastede ikke Clemency ud af sit liv bare sådan, for det var sandt, når han sagde at hun var en del af hans liv, for det var hun. Han havde ikke været særlig gammel, da han havde været påduttet hende dengang, hvor han også bare havde accepteret det. "Det vil hun også.. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg blev præsenteret for min hustru, Jarniqa. Hun har været en del af mig i virkelig mange år," sagde han denne gang. Det ændrede dog bare ikke på der var plads til forandring, og måske også nye veje i det her tilfælde. Han kunne jo godt lide, at være sammen med hende, som han kunne lide, at tage imod, hvad hun gav ham, og de tanker og følelser, som fulgte med. Det var næsten det bedste af det hele, og ikke var det noget, som han kunne skjule for hende. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Jeg kan tage mine egne beslutninger nu.. Og det er her med dig, jeg gerne vil være," sagde han denne gang. Hans øjne forblev hvilende i hendes. Han havde slet ikke tænkt sig, at se bort.. Så smuk, som hun var. Han kunne jo godt lide at kigge på hende. Hun var en virkelig smuk kvinde.

[Jarniqa Dynithril]

Clemency var et problem i og med, at hun var en mur i forbindelse med Theodore og Jarniqa. Igen.. Hun vidste endnu ikke, hvad hun ville med dette, men at vide, at muligheden for en fremtid var der, betød alt. Selv ønskede hun nemlig blot en fremtid for sig selv. Det var noget, som hun ikke længe havde haft. Hans ord måtte dog igen forvirre hende. Clemcency ville altid være en del af ham, men det var med hende, at han valgte at være. Nok livserfaring havde hun desværre ikke på det plan til at vide, hvad det præcist betød. Igen havde hun kun sit forliste forhold til Lucifer at tage af. Hun havde nemlig aldrig været omkring forældre eller venner, der havde haft kærlighed inde på livet. Hun kiggede på ham. ”..og hvor stiller det os? …og Clemency?” spurgte hun stille. Hun blev nødt til at vide det, så hun præcist vidste, hvad hun havde at gå efter. På det plan måtte hun være som ham. Han havde også brug for at høre de præcise ord, før han kunne forstå. Morsomt fandt hun det ej heller at gætte på dette punkt. Det var nemlig et ganske ømtåligt emne, men det var det vel for alle? Følelser var vel blot ømtålelige? Blidt nussede hun hans nakke, imens hun valgte at holde blikket i hans. Tætte var de igen, som hun nok engang sad på ham. Godt føltes det at være ham så nær igen. Igen var det vel bare en ting, som var utroligt nem at starte, men utroligt svær at slippe igen? Eller også var det bare en kvindeting.. Lucifer havde nemlig haft utroligt let ved at slippe hende. Han havde end ikke skullet tænke videre over det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Clemency var og ville nok altid være en del af Theodore, uanset om han smed ringen fra sig, eller ikke, gjorde ikke nogen forskel fra det. Dog måtte han jo sande, at han bedre kunne lide, at være tæt på Jarniqa, end hvad han kunne lide at være sammen med Clemency. Hans mørke øjne hvilede på hende. Havde han sagt noget forkert i og med, at hun ikke rigtigt forstod det? Han hævede hånden og lod den varsomt stryge over hendes kind. "At hun vil være en del af mig, hvad end om jeg bærer en ring eller ikke," begyndte han denne gang. Hans mørke øjne faldt til hendes smukke krop foran ham. Han selv var glad for, at han alligevel fik lov til at sidde der sammen med hende. Det kom heller ikke ud af ingenting, kunne man sige. Han trak vejret dybt, da hans blik endnu en gang faldt til hendes. Han kunne jo lide at være sammen med hende, han kunne lide at tage imod, hvad hun gav ham, og hun gav ham faktisk også lysten til at give noget igen, hvilket heller ikke ligefrem var typisk ham, at gøre den slags, kunne man sige.
De kærtegn, som hun skænkede ham i nakken, fik ham svagt til at sukke. Hun satte virkelig mange ting i ham, og han kunne jo også rigtig godt lide det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg han denne gang over sine læber. "Du gør noget ved mig, som jeg aldrig har oplevet," endte han denne gang. Han trykkede hende tættere ind mod sig denne gang. Hun var ham virkelig en unik kvinde.

[Jarniqa Dynithril]

Kortvarigt søgte Jarniqas øjne i, idet hun mærkede hans blide kærtegn hen over sin kind. Rart føltes det, som det føltes trygt og godt. Hvad hun derimod skulle føle omkring hans forhold til Clemency, var langt sværere at vide. Svært var det, når hun endnu var ung, og derfor ikke vidste, hvordan det måtte føles at have været med en i adskillige år. Dog vidste hun, hvad det betød, når vedkommendes hjerte var opdelt. Det betød, at hun tabte. Lucifer havde haft valget mellem hende og dæmonerne, og han havde valgt dæmonerne. Damien havde haft valget mellem hende og hendes moder, og han havde valgt hendes moder. ”Og hvad skal det betyde? Hvilket bånd vil i altid have mellem jer?” spurgte hun forvirret. Båndet mellem et ægtepar? Båndet mellem, at man altid ville vælge den person? Hun vidste det ikke.. Lettere ville det utvivlsomt være, hvis hun i stedet fandt en person, der ingen relationer havde til verdenen. I så fald ville der ikke være noget at være i tvivl om. Nu var der desværre meget.. Svagt smilede hun, som han sagde, at hun gjorde noget ved ham, som han ikke før havde oplevet. ”Hvad gør jeg ved dig?” spurgte hun stille, inden hun lænede sig frem og ind over ham. Blikket tog hun ikke fra ham, som hun blidt kyssede hans læber. Godt smagte de, hvor hun også nød at mærke følelsen af deres to sammenpressede læber. Hovedet trak hun igen tilbage, så han kunne svare på hendes spørgsmål. Selv kunne hun ikke sige, at hun aldrig havde følt sådan her før, for det havde hun jo.. Med Lucifer. Lucifer var dog ikke det værd at tænke på i denne sammenhæng.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa var endnu ung, og til tider, var det næsten en ting, som Theodore havde glemt. Han sukkede dæmpet. Dette var dog ikke ment på den negative måde, for det var han slet ikke ude på. Et bånd til Clemency ville han ikke have, men de havde jo trods alt mange oplevelser bag sig, både med børn, bryllup, og hvad de sammen havde gjort med Acheron-navnet igennem de mange år, som havde passeret, så var det jo heller ikke underligt, kunne man sige. Hans blik faldt til hendes, mens han strøg hendes kind. Hun virkede til at være faldet meget mere til ro nu, end hvad hun havde været tidligere. "Jeg vil ikke have noget særligt bånd til hende, hvis jeg først bryder den kontakt, som vi har i dag," sagde han denne gang. Hvorfor lyve for hende? Han var slet ikke en mand, som gik op i den slags.
Kysset tog han mere end glædeligt imod, hvor han atter kunne mærke hende helt tæt ind mod sig. For ham, var det virkelig behageligt, at have hende der. Han kunne jo godt lide det. Og det var jo tydeligt, at det at han havde smidt ringen, havde gjort så stor en forskel for hendes del. Han lod hovedet søge en smule på sned. "Jeg har alligevel delt rigtig mange situationer og hændelser med Clemency, som jeg ikke kan tage fra hende, og som er en del af mig.. Jeg er fader til vores to sønner," fortalte han denne gang. Han havde nu taget et valg, også for sin egen del. "Jeg ved det ikke." svarede han ærligt. Hun gjorde bare noget ved ham, som han ikke kunne beskrive, og det føles jo helt fantastisk. Han elskede følelsen, som det efterlod ham med.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene rynkede Jarniqa. Det var virkelig besværligt, som i virkelig. Frustrerende var det, at det ikke blot kunne være ligetil, men det kunne det ikke være. Hun ønskede jo ikke at stoppe dette, og nu havde hun jo valgt at interessere sig for en mand, som allerede var gift og med havde voksne børn. Igen.. det ville være ufatteligt lettere, hvis blot hun begyndte at interessere sig for folk, der intet fæste havde i livet.. men desværre interesserede hun sig for alle dem, som havde det. ”Jeg forstår ikke, hvad du mener.. Du siger, at I altid vil have et bånd til hinanden, men at I ikke vil have et bånd, hvis I bryder kontakten.. og du har smidt din ring væk,” sagde hun stille. Tydeligt forvirret. Forvirret var hun, men hun følte også, at han snakkede i koder. Hvorfor kunne han ikke bare sige, hvad det præcist betød? Hvad der nu skete mellem ham og Clemency, og mellem ham og hende selv? Det ville være lettere. ”Jeg ved godt, at du og Clemency har delt mange stunder sammen.. Jeg ønsker bare at vide, hvor I står nu.. og hvor vi står,” lød det fra hende. På den måde kunne han vel heller ikke være i tvivl om, hvad hun ønskede at vide? Hendes hoved søgte en anelse på skrå, som han ikke kunne forklare, hvad hun gjorde ved ham. Interessant ville det ellers være at vide, hvad hun lige præcis gjorde, siden hun var anderledes for alle andre. ”Hvordan kan du vide, at jeg gør noget ved dig, når du ikke kan sige, hvad det er?” spurgte hun med et skævt smil på læben.”Prøv at uddyb det for mig..” Måske ville det også være en måde, hvorpå han kom tættere på sin sjæl?