It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde misset rigtig mange ting, hvilket vel for alvor var gået op for ham nu? Nu hvor han kunne tænke, og han kunne føle, og det kunne han da uden tvivl godt mærke nu, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om nu. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, som hun nu sad der tæt ved ham. Hun var ønsket. Nok også på en måde, som han heller ikke var i stand til at beskrive lige nu...
Tjeneren som stillede sig i døren, fik hurtigt øjenkontakt med Theodore, hvor det var tjeneren, som slog blikket ned, for ikke at stirre for meget i retningen af dem begge to. "Jeg bringer varm drikkelse," fortalte han denne gang, mest for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, samt fortælle hvorfor han var der. At Jarniqa trak sig så pludseligt, indikerede også for ham, at det som de gjorde, var.. forkert? Theodore så kort i retningen af Jarniqa, som hun tog pladsen ved siden af ham i stedet for. Han knyttede hænderne svagt. Nu forvirrede det ham da for alvor. Han vidste jo ikke hvad han havde gjort? Var det rigtigt, eller forkert? Eller.. forkert var det nok i forbindelse med Clemency, men når hun nærmest behandlede ham som luft i forvejen, så var det jo heller ikke nemt, kunne man sige. "Placer det på bordet, og forlad os igen." Tjeneren nikkede blot i et dybt buk, som han kom hen til bordet, og placerede det foran dem begge to, ikke langt fra pejsen. Han bakkede ud igen, og lukkede dørene efter sig. Theodore vendte derfra også blikket mod Jarniqa igen.. Forvirret over, at hun bare havde trukket sig på den måde. "Hvad var det?" spurgte han denne gang. Den pludselige ændring, forstod han da slet ikke!

[Jarniqa Dynithril]

Forkert var det på alle måder, hvad de gjorde med hinanden. Derfor blev Jarniqa også som lynet selv, da hun pludselig trak sig fra ham. Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens hun både følte skam og sorg. Skam over det blik tjeneren sendte dem, da der blot beviste, at dette var forkert af dem, og sorg over, at hun igen stillede sig i en ensom position blandt andre personer. Hænderne lagde hun i skødet, hvor hun lod fingrene lukke sig om hinanden. Det smaragdgrønne blik holdt hun alt imens mod pejsen. De varme flammer der dansede let. Deres ord hørte hun, ligesom hun kunne høre, hvordan tjeneren kom over og satte bakken fra sig på bordet. Dumt var det.. Ufatteligt dumt. Som tjeneren forlod stuen, så hun ikke mod Theodore, men derimod de to krus der var kommet ind på bordet. Om det ene krus tog hun, hvor hun holdt om det med begge hænder. Mest så hun var sikker på, at Theodore ikke kunne gribe ud efter dem. Det forekom bare forkert lige nu. Hun stirrede ned i kruset. Dem varme væske dampede helt. Ligeså kunne hun mærke varmen gennem kruset mod sine håndflader. Hvad var det? "Benægt ikke, at du så hans blik.. Han så, at jeg ikke var Clemency, og at vi holdt om hinanden.. Han vidste, at det var forkert," lød det dæmpet fra hende. Det var dumt.. Bare dumt. Underlæben bed hun ned i. Det værste var, at hun jo ønskede at sidde på Theodores skød. Sidde med armene om ham. At han sad med armene om hende. Hun førte kruset op mod læberne, hvor hun pustede på væsken. Var eventyret allerede ... slut? Hun nippede til væsken, men stoppede hurtigt, da indholdet stadig var alt for varm. Hvad Theodore tænkte, vidste hun ikke. Noget ønskede hun dog, at han tænkte, da hun ikke ønskede at stå tilbage med alle disse følelser! Følelser.. Igen følte hun helt, at det ikke bragte hende noget godt. Dumt var det, og hun ønskede bestemt ikke, at det skulle koste hendes forhold til Theodore! Han var jo den eneste hun havde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Var det virkelig så forkert? Var det forkert at omfavne og tilbringe tid med andre end sin hustru? Selv havde Theodore ganske vidst, set hvordan tjeneren havde kigget på dem, men ikke vidste han, hvad et betød, og det var også det, som gjorde det en kende mere forvirrende for ham, end hvad det var i forvejen. Men at det derimod skulle påvirke hende så meget, at det pludselig var gået op for hende, at det som de havde gjort, og det som de havde delt, var forkert, havde han nu ikke ligefrem forestillet sig, måtte man sige. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang. "Er det så forkert at skænke en anden en omfavnelse?" spurgte han denne gang. Omstændighederne var måske forkerte, men hvad var der at gøre ved det nu? Han selv greb denne gang ud efter hans kop. Den var rygende varm, men det føles godt mod de stadig halvkolde hænder. Han betragtede koppens varme indhold. En god og varm the. Det var lige noget, som han godt kunne lide, at få om aftenen. Han førte koppen til sine læber, hvor han tog en ganske lille tår, for det var virkelig varmt!
"Er det så forkert?" spurgte han denne gang. Det var en yderst indviklet og forvirrende vej, som han havde valgt at begive sig ned af. Han forstod sig i hvert fald ikke rigtigt på det, men af den grund, så følte han bare ikke, at det var så forkert, som hun fremstillede det som.. Eller var det bare ham, som var helt galt på den? Hans blik faldt fra hende, og til koppen, og til sidst mod pejsen. Ja, der var mange ting som han ikke forstod, og frustrerende var det, konstant at få den smidt op i hovedet. Han tog endnu en tår, inden han langsomt sænkede det igen. Han følte det jo ikke forkert.

[Jarniqa Dynithril]

Om det var en god eller skidt ting, at tjeneren havde kommet ind og set dem, vidste Jarniqa ikke. Hun vidste, at det hende og Theodore havde påbegyndt var skidt. Som sagt var han jo en gift mand og en hel del ældre end hende. På den anden side ønskede hun jo at sidde på hans skød. Hun ønskede, at han havde armene om hende. Hun ville gerne sove med ham i nat. Hun tog en tung indånding. Hvorfor skulle hun også interessere sig for de forkerte mænd? Lucifer havde været mere til dæmoner, end til hende. Theodore var en gift mand. Hvorfor kunne hun ikke finde en varylblanding ligesom sig selv, eller en warlock eller mørkelver, der ikke var i forhold og som var på samme alder som hende? ”Det var ikke bare en omfavnelse,” sukkede hun. Kunne han ikke selv se det? En omfavnelse var i orden. Den var hurtig. Hun havde siddet på ham, og de havde ladt armene forblive om hinanden. Det var mere end bare en normal omfavnelse. Øjnene lod hun kort glide i, som han spurgte, om det virkelig var forkert. Hun burde måske også finde en med mere menneskelig forstand. ”Det er det, hvis han siger det til din hustru,” endte hun endelig med at sige, imens hun åbnede øjnene. På ham så hun dog ikke, som hun derimod så ned i kruset. Hvilken stemningsbryder.. Kunne Clemency mon finde på at smide hende ud? Kaste hende ud på gaden igen? Hun lod den ene tommel glide over krusets porcelæn. ”..Og hvis du havde været min, havde jeg ikke ønsket, at du havde gjort det med andre,” tilføjede hun oprigtigt i en stille tone. Måske var det at skyde sig selv i foden.. At skubbe ham længere fra sig, og stille sig selv alene. Lyve om det kunne hun dog ikke, da det jo var den hårde sandhed.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt forvirret over situationen, var hvad Theodore var, da han tydeligt ikke følte det så forkert, som hun måtte gå og gøre, for det var det vel ikke? Selvom følelser og tanker i den forstand, stadig var nyt og fremmed for ham, og at der derfor stadig var rigtig mange ting, som han skulle lære og finde ud af, så havde han brug for hende til at forklare ham det. Og at det så skulle være så forkert, forstod han faktisk ikke. Han sænkede hovedet igen, og denne gang mere tænksomt, end hvad han havde gjort frem til nu. Var det de havde lavet nu her, mere end bare en omfavnelse? "Det virker kompliceret, når du siger det på den måde," sagde han denne gang. Han tog endnu en tår af sin varme the. Den varmede godt, men slet ikke så meget, som det havde været, at sidde der sammen med hende.
Ikke havde han troen på at tjeneren ville sige det til Clemency. Hvorfor skulle han? De så knap hinanden lige nu, uanset, og det var vel først nu, at han var begyndt at se den slags ting? "Det vil han ikke," sagde han denne gang. Dette kunne han trygt forsikre hende, ikke ville komme til at ske. Det var dog hendes sidste ord, som fik ham til at tænke for alvor.. Gjorde han Clemency uret? Hun så ham jo alligevel ikke.. Var aldrig omkring, eller gjorde ting med ham, som Jarniqa gjorde. Han stirrede ind mod pejsen. Igen tænksomt, for noget, var han jo nødt til at gøre. "Hun gør det jo heller ikke med mig.." modargumenterede han denne gang, efter et længere øjeblik. Koppen satte han på bordet, hvor han denne gang så i retningen af hende igen. Clemency gjorde jo intet sammen med ham.

[Jarniqa Dynithril]

Kompliceret virkede det måske for ham, men for ham havde verdenen også altid været sort og hvid. Sådan var den generelle verden bare ikke.. Den var fuld af nuancer og farver. Jarniqa sukkede dæmpet. ”En respektabel omfavnelse havde kun varet et par sekunder,” fortalte hun ham, inden hun igen førte kruset tæt på læberne. Den dampende væske pustede hun til, inden hun igen forsøgte sig med en tår. Denne her gang gik det noget bedre end før. Hun kiggede kort på ham, som han sagde, at tjeneren ikke ville sladre om dem. Det hele virkede pludselig det mere besværligt end før. Hvorfor kunne hun ikke også bare være med en naturligt? ”Hvorfor er du sikker på det?” spurgte hun direkte. Tjeneren havde set forfærdet ud. Derudover var Clemency også hans arbejdsgiver, så derfor måtte han også være husets frue loyal. Tænkte hun i hvert fald.. Sladderen kunne også begynde at gå blandt tjenerne, og hurtigt kunne de snakke. Læben bed hun ned i. At høre ham sige, at ham og Clemency ikke var tætte, glædede hende, og så alligevel ikke. Det glædede hende, at han højst sandsynligt bare var intim med hende, men et problem var det, at han var gift. Intet skulle bare ikke være let. ”Men I er gift,” sukkede hun stille. Var det mon meget normalt, at man holdt sig til andre end dem man havde ægtet? I teorien vidste hun det ikke.. Hun havde jo aldrig kendt ægtefolk, eller været til et bryllup. Selv tænkte hun blot, at hun ikke selv ville dele. Eller var det bare mænd der måtte dele og ikke kvinder? Selv havde Lucifer nemlig givet udtryk for, at hun nærmest skulle agere som en nonne i samfundet, når han ikke var der, hvor han selv derimod skulle det … knap så meget. Fair var det ikke!

[Theodore Jarvis Acheron]

Det hele var da forvirrende og direkte kompliceret, hvilket jo overhovedet ikke var meningen, skulle forekomme for dem, i det hele taget! Theodore ønskede nemlig ikke, at ødelægge den stemning, som nu havde været omkring dem, for han kunne jo oprigtigt godt lide, når de var sammen, og hun hjalp ham med denne ting, som han stadig ikke kunne finde ud af: Følelsesspekteret. Hvad der var ret, og hvad der var forkert, for han vidste det oprigtigt slet ikke. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Men jeg kan lide det," sagde han denne gang oprigtigt. Det var jo stadig svært, og særligt nu, hvor hun fortalte ham, at alt det gode, som de jo egentlig havde lavet, var forkert.
"Det vil han ikke.." sagde han blot igen. Han ville ikke påstå, at det var forkert at sige det, men for nu, var det vigtigt for ham,a t hun forstod, hvad det her betød, og hvad det gjorde. Han lod hovedet søge kort på sned. Det var forkert at dele de stunder med en anden kvinde, når man var en gift mand? Ha bed tænderne svagt sammen. "Det er vi, men den slags, som du viser mig, gør vi ikke.." Var det frustration, som han følte nu? Han vidste ikke rigtigt, hvad det var, hvilket var noget, som han måtte finde ekstremt forvirrende. Han sænkede blikket ned mod sine hænder denne gang. "Desuden, kan jeg lide, at være omkring dig," sagde han denne gang. Hun viste ham en masse.. også personligt, og det kunne han godt lide.

[Jarniqa Dynithril]

”..Jeg kan også lide det,” svarede Jarniqa ærligt tilbage. Det var jo det der var problemet. At de begge ønskede at være hinanden tætte, men at han var bundet til en anden. Problematisk skulle det hele bare være.. Dog vidste hun, at det var hendes egen skyld. Hun havde skabt problemet ved at ligge op til ham i det hele taget. Det værste var også, at det hele kun havde begyndt i går, og allerede nu følte hun, at det måtte bide hende. Selv ønskede hun jo bare, at hun kunne finde en, som hun kunne nyde at være sammen med.. ”Nuvel,” sagde hun blot. Theodore var sikker på, at tjeneren ikke ville sladre, og så matte hun vel bare stole på ham? Det værste der kunne ske var dog, at hun ville blive smidt ud af huset og ud på gaden igen. Hun nippede igen til teen. Dumt og dumt var det. ”Det burde være hende du gjorde det med.. og kun hende.” Sådan var virkeligheden, og det havde hun altid vidst, men egoistisk havde hun bare forholdt sig. Hun havde jo ønsket det, og hun havde følt for at gøre noget, som bare hun ønskede sig. Smilet endte hun svagt med at trække på, som han sagde, at han kunne lide at være med hende. På trods af situationen kunne hun ikke lade være med at nyde og høre det. ”Og jeg kan lide at være med dig,” sagde hun ærligt. Ikke havde hun troet, at det skulle være sådan, men sådan var det. Hun fandt hans person interessant, samt det var spændende at udvikle ham, og intimt … intimt passede de bare sammen. Derfor var den eneste faldgruppe, at han var gift, og at det var en stor faldgruppe. Ganske vidst for alle andre end ham åbenbart.

[Theodore Jarvis Acheron]

De kunne lide det begge to, så hvad var problemet? Theodore var uden tvivl meget forvirret over dette, hvilket heller ikke just gjorde det bedre, hvis det var så forkert, men han kunne jo lide, at gøre det sammen med hende. Hun viste ham, hvordan man rent faktisk kunne.. nyde det, og hun var i stand til at nyde det på denne her måde, hvilket også var meget nyt for ham. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang. Han sukkede svagt, og så ned mod sin kop igen. Det var virkelig forvirrende. "Jeg kan ikke se problemet," sagde han denne gang, inden han atter så mod pejsen. Tjeneren ville næppe sige det, og ærligt.. ville Clemency tro ham, hvis han sagde det? Nu var han jo ikke just kendt for værende manden, som ville føle noget som helst, så det kunne heller ikke ligefrem mærkes. Det gjorde ikke nogen forskel for ham, og særligt fordi at hans egen hustru ikke ville dele de stunder med ham, så han egentlig kunne finde ud af det, så måtte han jo bare gøre det, som han nu fandt det bedst: Og det var at gøre det sammen med Jarniqa, hvor han i forvejen, fandt det ekstremt rart. "Men det gør hun ikke," pointerede han denne gang.
Det var ikke nogen hemmelighed, at Theodore kunne lide at gøre det med hende, og han havde jo også fundet ud af, at kvinderne jo godt kunne lide, at høre den slags. Han sænkede blikket igen, inden han tog omkring sin kop i sine hænder igen. Han tog en tår. "Så hvad er problemet?" spurgte han denne gang. Oprigtigt, kunne han slet ikke se, hvad problemet var, hvis det var noget, som de begge to godt kunne lide. Han følte sig vel omkring hende.. Mere vel, end hvad han havde været i rigtig lang tid.

[Jarniqa Dynithril]

Svært var det. Jarniqa kunne jo mærke, at der var en masse dilemmaer indblandet i det, men ikke kunne han selv se det. Han mente jo blot, at de skulle fortsætte med det, som de havde påbegyndt, og at de ingen kvaler skulle have med det. Rar var tanken.. At fortsætte uden at skulle fortryde. Spørgsmålet var bare om hun kunne gøre det, da hun følte, at hun ville gå det uundgåelige i møde før eller siden. Hun så ned i sit krus. Han så ikke problemet.. Han gjorde intet med Clemency.. Selv kunne hun ikke lade være med at spekulere over, hvorfor de overhovedet var gift. Det havde måske givet mening, da han havde været ligeglad med alt, men det var han jo ikke længere. Kunne hun tale med ham om det? Hun flyttede sit blik fra kroppen og over på hans ansigt. ”Hvis dig og Clemency alligevel intet laver, og hvis du ønsker dette med mig.. Hvorfor holder du så fast i jeres ægteskab? Hvilken fordel er der ved at fastholde jeres ægteskab?” spurgte hun ham. Var det det arbejdsmæssige? Det kunne det vel kun være? Selv mente hun dog, at man ikke skulle være med en, som man egentligt ikke havde noget tilfælles med og som man ikke ønskede. Hendes blik hvilede på hans ansigt. Måske følte han ikke, at det vedkom hende, men det gjorde det jo et sted nu. Hun var vel en form for elev, veninde og elskerinde for ham? Ikke at de titler gjorde det meget bedre for hende. De var nemlig ganske indviklede.. Det havde uden tvivl været det mere simpelt dengang, hvor hun bare havde været hans elev, og han hendes lærer. Problemet var bare, at hun egentligt ikke ønskede at gå tilbage til det.. Hun ønskede jo at fortsætte det nye og gode de havde gang i.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tavst forholdt Theodore sig. Hvad var problemet? Oprigtigt, kunne han ikke se det, og tanken om at skulle ende hans ægteskab, var svært.. Det var oprigtigt, slet ikke en tanke, som slog ham i det hele taget, og oprigtigt, måtte han da sige, at det ville være svært for ham, at forestille sig et liv, hvor Clemency, ikke skulle være en del af det. Og at hun foreslog det..? Ja, hvorfor tænkte han ikke sådan? Det hele var jo stadig så nyt, fremmed og ukendt for ham. "Vi har været gift i frygtelig mange år, Jarniqa," sagde han denne gang, da han atter vendte blikket mod hende. Svært var det nemlig for ham, at forestille sig, hvordan det skulle være uden.. Måske at det var fordi, at det var en vane, at have hende rendende omkring, og værende omkring sig.. Hun var vel bare en kvinde, som trofæ i hans liv? "Traditionen tro, så vælger vi ikke selv vores udkårne, men denne bliver valgt for os," sagde han denne gang med en rolig stemme. Det var vel ikke så underligt? Han var jo bare vant til, at hun var omkring ham, hvilket var en rolle, som Jarniqa nu havde taget over ved ham, kunne man sige.
Et sted var det vel egentlig bare gået op for Theodore, at han havde brug for Jarniqa omkring sig? Nu hvor han havde fået hende med sig hjem, og hun havde fundet ud af, hvor lidt han egentlig forstod sig på det, samt hvor meget han ønskede at forstå det? Tungen strøg han kort over sine læber. "Hun er og bliver en del af mig," sagde han denne gang. Når folk tænkte på ham, tænkte de på hans hustru.. Sådan havde det vel bare været i rigtig mange år?

[Jarniqa Dynithril]

Tavst forholdt Jarniqa sig. Det stak en smule i hende, og noget svært var det også at forstå. Hvorfor var det ikke simpelt at kunne lide nogen? Hvorfor være med en, som man ikke følte for? Hun forstod det ikke.. Hun ønskede bare, at det blev lettere, eller at det slet ikke var der. Svært var dette også at finde ud af. Hun ønskede jo at hygge sig med ham, som hun gjorde, men samtidig frygtede hun for at blive såret. Sandheden var jo, at det ville gå ud over hende og ikke ham i den sidste ende. Blikket fjernede hun fra ham. Ham og Clemency ville forblive gift, og samtidig ønskede han, at hun forblev en elskerinde for ham. Hun kunne måske klare det nu, men i længden vidste hun, at hun ville sige fra. I den lange bane var det nemlig ikke noget liv. ”Jeg forstår,” sagde hun kortfattet.. eller det gjorde hun egentligt kun halvt om halvt. Egentligt sagde hun det bare fordi, at der ikke var nogen pointe i at diskutere videre, da sagen var, hvad den var. Desuden kunne hun regne med, at han ikke ville tage sagen videre. Han ville nemlig kun tænke over, hvad hun sagde, og hvis ikke hun sagde mere, ville hans hoved også stoppe. Hun pustede let til væsken, inden hun tog en nye tår. Der var nok ikke andet for end at nyde det så længe det varede. Som en god plan virkede det også. Det virkede nemlig bedre at føle bare en lille smule sjov, fremfor at gå direkte ned i kulkælderen. Forvirret var hun dog.. Men ung var hun også, og med ikke den allerbedste opvækst. Funktionelt havde hendes liv i hvert fald ikke været.

[Theodore Jarvis Acheron]

I udgangspunktet, fik Theodore en fornemmelse af, at han havde sagt, eller gjort noget forkert, og det havde han i forvejen faktisk også svært ved. Hvad skulle han da kunne gøre ved det nu? Hans blik faldt endnu en gang mod hende, som hun denne gang forholdt sig tavs, i forhold til ham. Han ville jo gerne finde ud af det.. Og han ville meget gerne finde ud af det hele. Han nød jo at være sammen med Jarniqa, men det ændrede jo heller ikke på det faktum, at Clemency var og blev en del af ham, uanset om man ville det eller ikke, så gjorde det jo bare ikke rigtigt nogen forskel af den grund. Han sænkede hovedet endnu en gang. Utilfreds synes hun helt at være, og han vidste ikke, hvad man skulle sige til det.
"Jeg føler, at jeg har sagt noget forkert..?" spurgte han denne gang. Theen satte han denne gang væk fra sig, hvor han atter så mod hende i stedet for. Ked af det, og trist gjorde det ham, at se hende på denne her måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han sukkede ganske svagt endnu en gang. Han havde efterhånden fået lidt styr på dette, men svært var det nu stadig, for det her, var på ingen måder nemt. Tvært imod faktisk. Ikke ønskede han jo at se hende på den måde. En gift mand var han jo trods alt, også selvom han ingen kvalitetstid havde med sin hustru. Måske, at det bare var nemmest, at stoppe, mens legen var god? Uanset hvor hårdt det end måtte være.. Men at sige stop, ville faktisk være svært. Det var ham en vane, at have hende omkring.

[Jarniqa Dynithril]

Underligt havde Jarniqa det indeni, og det var ikke meningen, at hun skulle have det. I hvert fald ikke allerede. Hun havde troet, at hun havde kunnet køre på bølgen lidt endnu. I stedet skule hun allerede konfronteres med, at det de gjorde var forkert. Hendes hjerte slog hurtigere. Om han havde sagt noget forkert? Det havde jo ikke været meningen, at han yderligere skulle have tænkt over sagen efter, at hun havde sagt, at det var fint. Hans tankerække skulle jo bare have stoppet, som den normalt gjorde. Forbandede være til den uforudsigelige lille klump sjæl.. Mere ønskede hun dog ikke at sige til sage. Der var trods alt tydeligvis ikke noget at komme efter. Det smaragdgrønne blik gled over på ham, samtidig med, at smilet søgte hendes læber. Falsk var det måske, men det ville han vel ikke gætte? Han ville vel ikke regne med, at hun spillede skuespil? Hun havde desuden før været god til at snyde folk, som hun havde været en ganske dygtig tyv. ”Der er intet galt.. Tænk ikke mere over det,” svarede hun ham beroligende igen. Dette gjorde hun dog udelukket for at beskytte sig selv. Igen var det jo tydeligt, at ingen anden ville beskytte hende. På det punkt var hun alene. Også selvom han sagde, at han aldrig havde prøvet noget lignende før. For at understrege sin ord og sin løgn, lod hun den ene hånd slippe sit krus, så hun i stedet kunne ligge den over hans. Blidt klemte hun hans hånd. ”..Hvad ønskede du, at vi lavede?” spurgte hun nu i håb om, at det endeligt ville få drejet fokusset væk fra det ubehagelige. Et ubehageligt emne havde det nemlig været, som de havde bevæget sig ind på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde en mærkværdig fornemmelse af, at han havde gjort, eller sagt noget forkert, og særligt, sådan som det havde været igennem bare det sidste øjeblik, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Ondt gjord det nemlig helt, at det var således, at han skulle rende rundt og føle det. Hans blik faldt igen. At hun beroligende måtte sige, at der intet var galt, og at han derfor måtte lade det ligge, fik ham også til at gøre det, for han kunne heller ikke se, hvad det var, han egentlig havde gjort forkert. Og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes, og særligt, som det stod i øjeblikket. Hans blik faldt atter til hendes skikkelse igen. Var hun sikker? Ja, det måtte hun da umiddelbart være, siden hun kunne sige det på den måde. "Okay," sagde han denne gang, hvor han selv denne gang, valgte at lade det ligge.
Hvad de skulle lave? Der var meget han ville, og så alligevel ikke. Faktisk var det ikke rigtigt til at finde ud af. Nu havde han været introduceret til leg i sneen, også selvom ordet 'leg', stadig var ukendt og forvirrende for ham. Der var virkelig mange regler at følge fra ting til ting! Desuden ville han gerne se hende glad igen.. Se det glimt i hendes øje, som ikke var til at se meget af lige nu, og det kunne selvfølgelig godt mærkes, og ses på hende ikke mindst. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Udover det her.. Hvad laver man så, efter man har leget i sneen?" spurgte han denne gang. Selv ønskede han jo at blive introduceret til de mange forskellige ting, som for ham, stadig var meget ukendt. Han ville gerne sidde med hende.. mærke hende.. se hende. Han var nemlig ikke indstillet på, at skulle give slip.