It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore følte sig presset. Psykisk pressede hun ham vel? Han vidste ikke hvad han skulle sige. Clemency havde han jo i forvejen ikke rigtigt noget med, kunne man sige, og nu hvor han stod i denne situation, så var det vel heller ikke underligt, at han handlede som han gjorde? Hans blik faldt langsomt til Jarniqaas skikkelse igen, hvor han svagt bed tænderne sammen. Det var mere fordi han tænkte.. Hvad var det helt præcist, at hun søgte svarene på? "Du gør det heller ikke nemt for mig," sagde han denne gang. Han ønskede jo at se hende smile og se hende være glad igen.. med det særlige glimt i øjet, som han jo godt kunne lide. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang. Han ville jo gerne svare på det. Han vidste jo hvad han ville, men hvad det betød..? Han var jo fuldkommen ny indenfor dette, men han forsøgte da om ikke andet at gøre det, så godt, som han nu kunne.
"Clemency og jeg, har ikke rigtigt haft noget med hinanden i mange år. Vi har bare levet under samme tag,"begyndte han med en oprigtig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hende. Nu forsøgte han jo.. Hvad det gjorde ved ham, samt hvad det måtte betyde, var rent faktisk svært for ham, at fortælle, for han vidste det ikke med sikkerhed! Han lukkede øjnene kort for et øjeblik. "Jeg lyster ikke at give slip.." fortsatte han. Han åbnede øjnene igen. Han forsøgte.. Men gud hvor var det svært! Han vidste jo ikke, hvad det betød!

[Jarniqa Dynithril]

Hun gjorde det ikke let for ham? Jarniqa følte nu, at hun skar det ud i pap for ham. Var det det manglende sociale og menneskelige i ham der gjorde, at han havde svært ved at forstå hende, og hun ham? Muligt var det vel.. Eller også var det bare ikke meningen, at mænd og kvinder skulle forstå hinanden. Lucifer og hende havde jo også været dybt uenige om ting, så måske var det bare sådan, at det skulle være? Ikke at hun forstod sig på det. Der var hendes eget sociale ikke helt i top. ”Og du gør det ikke nemt for mig,” svarede hun ærligt tilbage. Hun kiggede på ham, som han sagde, at ham og Clemency blot boede sammen, men ikke havde noget med hinanden at gøre. ”..Så jeres ægteskab er slut nu?” endte hun med at spørge ind. Det ville være noget, som hun ville kunne forstå.. og noget, som hun vel også ønskede? Hvis ikke han var bundet til Clemency længere, behøvede hun ikke at have dårlig samvittighed over, hvad de lavede sammen, og at hun gjorde sig de tanker og lyster om ham, som hun gjorde. Derudover ville hun vide, at muligheden for en fremtid med ham eksisterede, hvis de begge lystede det. Det var sådan, at hun ønskede, at det var. Hun smilte mildt til ham, som han kiggede på hende igen, og sagde, at han ikke lystede at slippe hende. Han virkede helt i vildrede, og det var nu … sødt. Det han prøvede at nå frem til var nemlig positivt. Igen lænede hun sig frem, så hun kunne kysse ham. ”Så slip mig aldrig..,” sagde hun dæmpet. Godt føltes det.. men problemet var, at Lucifer også før havde sagt til hende, at han aldrig ville lade hende gå, men stadig havde han gladelig droppet hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

De gjorde det nok ikke nemt for hinanden, men Theodore forsøgte virkelig, også selvom det på ingen måder var nemt. Han forstod sig ikke på det sociale, hvilket han nok også temmelig tydeligt havde indikeret og vist for hende, såvel som for hans omgivelser. Han blev siddende for et kort øjeblik, og bare.. tænkte. Selvom han ikke kunne finde hverken hoved eller hale i noget af det her. Oprigtigt, så ville han jo gerne Jarniqa. Hun var ham en fantastisk kvinde, og han kunne uden tvivl godt lide det, hvilket der nu heller ikke rigtigt herskede nogen tvivl om. "Jeg er færdig med ringen og ægteskabet," sagde han denne gang. Oprigtigt mente han, at det var færdig. Clemency gav ham ikke i nærheden af noget, som han følte, at hun gjorde, og for ham, var det virkelig en verden til forskel. Ikke nogen tvivl om det.
Kysset tog han imod, hvor han svagt trykkede hende tættere ind mod sig i stedet for. Han sukkede dæmpet. Han vidste ikke hvordan han ellers skulle sige det. Hun gav ham noget, som han ikke havde følt før, og det var en fantastisk interesse. Ung var hun måske, men gjorde det nogen forskel? Han havde ikke lyst til at give slip. Han havde jo for pokker også fået hende med fra Maerimydra, og det var jo heller ikke ligefrem uden en grund. "Det har jeg heller ikke tænkt mig," sagde han denne gang med en hviskende stemme. Et svagt træk fandt vejen til hans mundvig. Han lod hånden stryge over hendes side. "Hvad du giver mig, har Clemency ikke været i stand til," sagde han denne gang. Nærmere ind på det, kunne han desværre ikke rigtigt kommet.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt var det måske i forhold til Clemency, men alligevel kunne Jarniqa ikke lade være med at føle en lettelse i sig, som han sagde, at han var færdig med sin vielsesring og sit ægteskab. Det var det, som hun havde manglet at høre. Det var nemlig ikke muligt at fortolke på, som det var et direkte svar på hendes spørgsmål. Smilet viste sig på hendes læber. Hun kunne ikke lade være.. og.. Hun og Clemency havde alligevel intet forhold til hinanden, så det kunne vel også være irrelevant, om hun følte for kvinden eller ej? Var det ikke også på tide, at hun selv fik lidt godt igen? ”Det var alt, hvad jeg havde brug for at høre,” sagde hun dæmpet, inden hun kyssede ham. Både fordi, at hun lystede, og fordi hun ønskede at vise ham, at alt var godt igen. Det var det også. Alt var godt lige nu, og forhåbentligt ville det vare ved i noget tid. Kysset brød hun igen, hvor hun måtte nyde, at han trak hende ind til sig. Det føltes godt. At føle sig ønsket igen, og særligt over en anden. Det var hende til gengæld helt nyt at prøve. ”Jeg er glad for, at jeg giver dig noget andet.. Noget bedre,” endte hun stille med at sige. Hvis han ikke kunne uddybe, hvad han præcist var glad for, måtte hun i det mindste sige, at hun var glad for at høre det, som han i det mindste kunne fortælle hende. Opløftende var det da også at vide. At vide, at hun kunne feje en hustru af banen. Dog forstod hun så ikke, hvad Lucifer ikke havde set i hende. For ham havde hun jo ikke været nok, men for Theodore var det en anden sag. Hvad var det der gjorde forskellen?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var vel helt færdig med sit ægteskab og med Clemency nu? Selvom han endnu ikke rigtigt havde sagt det højt, så var det jo oprigtigt sådan, at han mente det. Han undersøgte det på sine egne mærkværdige måder, og nu hvor hun var der.. så handlede det vel om at nyde det, mens man nu havde muligheden for det? Jarniqa havde åbnet dørene til en helt ny verden for ham, og han måtte jo sande, at han oprigtigt godt kunne lide det. Han sukkede dæmpet.. Så tæt på, og alligevel så langt fra! Dog tvivlede han på, at han kunne rumme en omgang mere, for det vidste han oprigtigt ikke om han kunne. Hans blik hævede han mod hendes igen. Var det hvad hun havde haft brug for at høre? Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Godt," sagde han denne gang, hvor han roligt lagde sig en smule tilbage, så han atter kunne slappe af. Selv han kunne mærke, at der også var en markant forskel på hende også.
Kysset gengældt han glædeligt. Hun var ung i forhold til ham, og ikke gjorde det nogen forskel for ham. Det handlede om, hvad hun gav ham, og hvad hun fik ham til at føle, og det var sådan, at han havde det nu. Hans blik gled atter i retningen af hendes skikkelse igen. Hun gjorde ham.. glad. "Det er meget bedre. Det er.. rart.." Han lod de mørke øjne atter falde mod hende. Han vidste ikke hvad det var.. Men det føles rart.. Og virkelig godt. "Bliv," bad han denne gang. Oprigtigt ønskede han jo, at hun skulle blive her.

[Jarniqa Dynithril]

For nu var tingene, som Jarniqa ønskede det, og derfor kunne hun ikke være mere tilfreds. Det føltes godt igen det hele. Hun havde et hjem. Et trygt værelse her på Acheron Landsted. Hun havde en mand at være med. Hun blev magisk udfordret og trænet. Hun havde et projekt at fordybe sig i. Særligt projektet havde hun at se frem til, som det måtte fungere, som et slags arbejde for hende. Lige nu havde hu trods alt ingen stilling. Det havde hun ikke haft længe, og i realiteten havde hun heller aldrig haft en normal stilling. Som han lod sig glide længere ned i karret, måtte hun denne her gang fjerne sig fra ham, og i stedet lægge sig ved siden af, da det blev for problematisk at holde sig selv oven vande, mens hun lå på ham. Hun smilede stille til ham, som han understregede, at han ønskede, at hun blev. ”Så længe jeg er ønsket her, har jeg ingen grund til at gå,” endte hun ærligt med at sige. Ikke var hun ønsket noget andet sted, så hvis hun var ønsket her hos ham, betød det uden tvivl noget for hende. Det var nemlig en berusende følelse at føle sig ønsket og værdsat. Nakken lod hun lægge sig mod karets kant. Dette var på ingen måde som at bade i den kolde å, som hun havde benyttet sig af, mens hun havde boet i Maerimydra. Hendes egen hytte havde nemlig ikke indeholdt noget badeværelse. Det var næsten sjovt at tænke på, når hun end ikke vidste, hvor mange badeværelser herregården her havde. Dog havde hun intet imod nogen af delene. På det punkt var hun meget omstillingsparat. Hun kunne bo i et telt, ligeså vel som på et slot.

[Theodore Jarvis Acheron]

De var allerede kommet langt, på temmelig kort tid, og for Theodore, var det nemlig med til at gøre en kæmpe forskel, og det var han glad for. Han håbede jo selvfølgelig bare på, at hun var kommet for at blive, og at det var gået op for hende, at Maerimydra, ikke var det sted, som hun skulle være på. Det var i hvert fald, hvad han måtte håbe på, og særligt, når det var på denne her måde. Han sendt hende et still smil. Tilfreds synes hun i hvert fald at være. "Og det er du," sagde han denne gang, som han oprigtigt slet ikke ønskede, at hun skulle tage nogen steder hen. Det var det sidste, som han ønskede, at hun skulle.
Theodore hævede blikket mod hende endnu en gang. En smuk kvinde, var hun. Skønheden ved det ydre, men også i det indre. Han vidste jo, hvad hun var lavet af. Hånden strøg han over siden på hende, hvor han lagde den omkring hendes ryg i stedet for, så han denne gang kunne trykke hende ind mod sig, da hun atter havde taget pladsen ved hans side. Hans blik drejede han mod hende endnu en gang. Rart var det uden tvivl at sidde der sammen med hende. han burde ikke, men gjorde det alligevel. Det var fordi at han jo gerne ville. Han betragtede hende med en rolig mine. Denne gang, var det smilet som svagt bredte sig. Kontakten med hans egen sjæl, blev også mere naturlig.. Og føles mere naturlig, når han var omkring hende. "Du har stadig ikke fortalt mig, hvad du ønsker at gøre med salen," tilføjede han denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

Som han først strøg hende langs siden, for derefter at holde hende om ryggen og trykke hende ind til sig, blev Jarniqa tvunget til at lægge sig på siden igen, og at se ham ind i øjnene. Ikke at hun havde noget imod det, for det havde hun bestemt ikke. Han var en flot mand. Hans berøringer var behagelige. Badet var skønt. Han så nu på hende med tegn på følelse i sit blik. Hvad var der at hade? Især når han lige havde sagt, at ham og Clemency var færdige med hinanden. Hun smilede tilbage til ham, som han smilede til hende. Endnu større end hans smil blev hendes dog, som han nævnte salen, som han havde tildelt hende. Kækt glimtede hendes smaragdgrønne øjne. ”Nej.. Det har jeg ikke,” svarede hun ham mystisk igen. Det var nu en ganske dejlig ting.. At have hemmeligheder for ham, når det var til hendes fordel og intet mørkt. Blidt strøg hun ham hen over kinden. ”..Og hvis du havde været en bedre lytter, ville du have hørt det en gang før, eller faktisk … mange gange før … at du intet får af vide. Det er mit projekt. Et projekt, som jeg ikke har brug for hjælp til.. Du hører først nærmere om det, når det er færdigt, og når jeg viser dig det,” sagde hun selvsikkert og blinkede muntert til ham. Hun havde skam planer for salen. Planer som forhåbentligt ville overraske og glæde. Det var noget, som hun ville lave selv. Det var nemlig noget, som hun kunne fordybe sig ved, og som kun hun kunne sætte sit præg på. Selv glædede hun sig til at gå i gang, men meget andet havde hun nu heller ikke at se til. Hun havde faktisk intet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var en mand, som vist hvad han ville, og dette var heller ikke noget undtag, kunne man sige. Hans blik faldt til hendes skikkelse, som hun endnu en gang, blev ført tættere ind mod ham. Han kunne jo godt lide, at ligge der sammen med hende. Det var næsten noget af det bedste af det hele, og det alene, ar han heller ikke bange for at indrømme for hende. Han slappede af, på en underlig måde, når hun var omkring ham. Selvom hun stadig ikke havde tænkt sig, at fortælle ham noget som helst, om hvad hun havde planer om, så måtte det jo for alvor kun vække hans storslåede nysgerrighed. Ikke at det var underligt, og så alligevel.. Han plejede jo at være ligeglad. Det var han bare ikke omkring hende. "Så du har stadig ikke tænkt dig, at fortælle mig noget," konstaterede han denne gang, inden han denne gang lænede sig en smule tilbage.
Det var måske også snart på tide, at stå op? Han havde stadig utrolig meget arbejde at lave, og det var jo heller ikke ting, som gjorde sig selv. Han trak vejret dybt, inden han denne gang måtte se mod hende endnu en gang. "Jeg burde ordne det arbejde," sagde han denne gang. Arbejdet som han havde, for ikke at glemme, at han havde en skilsmisse, som skulle ordnes. Han plantede et kys mod hendes pande. Ikke rejste han sig.. Han ville ikke. Han lå virkelig godt der i det varme vand, sammen med hende. Og særligt fordi, at han havde hende tæt på sig.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa ville bestemt ikke give ham noget på forhånd. Hun ønskede at overraske ham. Hvor mange gange i hans liv, var han også blevet overrasket? Selv tænkte hun, at det var få gange, og derfor ønskede hun at give ham det. Hun smilede til ham. Svært var det at lade være. ”Nej.. Væn dig til tanken,” endte hun kækt med at sige, imens hun betragtede ham glide tilbage i karret. Han var en flot mand. Dog meget anderledes end Lucifer. Det var vel også fordi, at Theodore var en voksen mand, og at Lucifer endnu havde været ung og med fart i sig? Selv prøvede hun dog at se bort fra den tanke, at Theodore egentligt kunne have været hendes far.. Og vel også morfar.. Og oldefar.. Hans aldrig skulle hun i virkeligheden slet ikke tænke på. Hun smilede stille for sig, som han sagde, at han burde arbejde. ”..Og dog gør du det ikke.. eller ligner en der er på vej til det,” sagde hun roligt, hvor hun lod ham kysse sin pande. Dette føltes dog ikke tilnærmesvist ligeså godt, som når han kyssede hendes læber. Det var vel bare let at blive forvent? Hånden strøg hun blidt hen over hans brystkasse. ”Du kunne begynde dit arbejde, og jeg kunne begynde mit.. Vi kan mødes til aftensmad, og dernæst ved du, hvor du kan finde mig,” sagde hun med et glimt i øjet, som hun hentydede til, at han havde indvilget i at komme til hendes værelse igen i nat. Nu var der vel heller intet der stoppede ham længere, eller gjorde det forbudt? Hvordan det foregik når ægtepar gik fra hinanden, vidste hun egentligt ikke, da hun aldrig havde kendt et der havde gjort det. Derfor tænkte hun vel bare, at deres forhold var lovligt nu?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke kunne man sige, at Theodore var blevet overrasket særlig meget. Han havde jo aldrig rigtigt forstået sig på det overraskelsesmoment, eller hvad det i det hele taget ville sige, at blive overrasket, så han vidste vel heller ikke hvad han kunne forvente sig af Jarniqa i dette? "Jeg burde have vidst," endte han denne gang. Selvom han måske var langt ældre end hende, og deres tid sammen kun lige var begyndt, så vidste han jo allerede en del mere om hende, end måske hvad godt var. Hun var jo ung nok, til at kunne være hans barnebarn, hvis ikke oldebarn faktisk? Selv var det ikke en tanke, som han ønskede at tænke lige nu.
Theodore burde arbejde, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget, som han havde lyst til at bruge sin tid på, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Han lå godt her i det varme vand med hende. Flammerne under karret holdt det jo varmt, og han slappet af, på en helt anden måde, end hvad man kunne sige, at han var vant til at gøre, og særligt på denne her måde. Han sukkede svagt. "Jeg må indrømme, at det er det sidste, som jeg har lyst til." Arbejdet gjorde jo desværre bare ikke sig selv, så han burde virkelig få det gjort.. Var det sådan det føles, når man ikke magtede eller gad noget? Den følelse var jo også meget ny for ham. Han slap hende derefter. Måske det bare var en god idé, at få det gjort? Han nikkede denne gang. "Jo før du kommer igang, jo før, kan jeg få det at se," sagde han denne gang. Han nikkede let, inden han denne gang gjorde tegn til at rejse sig op. Blottet som gud havde skabt ham. Han var på ingen måder blufærdig.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert smilede Jarniqa over hans ord. Nu glædede hun sig blot til, at hun kunne løfte sløret og vise ham sin overraskelse. Forhåbentligt ville det nemlig blive en glædelig en. Hun var i hvert fald ikke ude på andet. At det var en overraskelse, som hun snart kunne begynde på, fik hende også blot til at smile. Ikke fordi, at hun havde muligheden for at gå i gang, men fordi, at Theodore ikke vidste, om han ville undvære hendes selskab endnu. Det gjorde hende glad. Fik hende til at føle sig betydningsfuld. ”Jeg kan lide at se dig så delt,” lød det muntert fra hende. Kun fordi, at han var delt imellem hende og sit arbejde. Da han gjorde mine til at ville forlade karret, lod hun sig selv glide til siden, så han kunne træde op. Vandet drev ned ad ham, som han rejste sig, og efterlod ham helt glinsende. Let drejede hun sig i karret, så hun kunne lægge sine arme hvilende på dets kant. Det smaragdgrønne blik kunne hun på den led holde på ham. ”I så fald må du hellere selv se at komme i gang med dit arbejde,” endte hun med at sige med et smil på læben. Hvor meget hun selv ville kunne nå at få gjort, vidste hun ikke. Det afhang af, hvor længe de havde ligget i badekarret. Starten af hendes arbejde ville nemlig foregå udendørs, og det krævede, at det endnu var lyst, og grundet vinteren var døgnet kortere end ellers. Langsomt rejste hun sig. Sit ravnsorte hårs tyngde kunne hun uden tvivl mærke, som hun kom op. Ligeså kunne hun også mærke, hvordan dråberne kærtegnede sig vej ned ad hendes krop. Forsigtigt trådte hun ud af karret, så hun var sikker på, at hun ikke gled på de glatte flader. Som hun kom ud, greb hun om et håndklæde, som hun svang om sig.

[Theodore Jarvis Acheron]

Delt var Theodore uden tvivl, og særligt fordi at Jarniqa i særdelehsed, formået at præge hans nysgerrighed. Det havde været en lang dag, men han selv, havde uden tvivl nydt dette, og det alene, var han heller ikke bange for at indrømme. Han rystede let på hovedet. Jarniqa fremstod nu som en kvinde, som nød dette en smule for meget.. Men igen, så var det noget, som selv han, kunne lide. Han vendte blikket mod hende denne gang. "Du piner mig," endte han denne gang. En ting var hvad han ønskede, og en anden var, hvad han burde, og derfor var det uden tvivl også svært, at acceptere, at tingene måtte være på denne her måde. Hvad skulle han da kunne gøre ved det, andet end at acceptere, at tingene nu måtte gå den gang, som det nu gjorde? Han lagde sig derfor roligt tilbage for en kort stund, inden han denne gang rejste sig.
Vandet løb ned af hans krop, som han trådte ud af karret, og ned på det nu så glatte gulv. Han tog fat om et håndklæde, som han denne gang tørrede det værste væk med, og slyngede dernæst omkring sit liv, inden han denne gang vendte sig mod hende. Smuk som hun var.. Sad der og fristede i vandet. Selv det, var jo heller ikke tanker, som han var vant til at gøre sig. "Jeg burde ja," sagde han igen, som han stadig var utrolig splittet omkring alt dette. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg ser dig igen til aftensmaden, Jarniqa. Imellemtiden.. god dag," sagde han denne gang, inden han selv blot vendte om på hælen, og forlod badeværelset, med intet andet end et håndklæde om sit liv. Her ville han søge til soveværelset, for at komme i sine klæder. Han så allerede frem til i aften.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Pinte ham gjorde Jarniqa måske, men var der noget galt i det? Hun gav ham modspil i sit liv, og han var i stand til at føle nu, fremfor bare at være ligeglad. Det ville han nemlig engang have været. Han ville ikke have tænkt yderligere over hendes ord. Det gjorde han først nu. Ud af karret kom hun selv, hvor hun svang et håndklæde om sig, så hun kunne blive tørret. Hun smilede stille for sig, som han langt om længe gjorde op med sig selv, at arbejdet var det rigtige valg. ”Vi ses til aftensmad,” sagde hun med et smil, inden hun måtte se på ham med noget undrende øjne, som han bare … gik. Intet farvelkys? Intet … noget? Hun betragtede ham blot, som han lod hende tilbage på badeværelset. Måske han ikke kendte til det med farvelkys? Hvis det var sådan, måtte hun lære ham det. Hun kunne nævne det for ham, når de sås til aften. Hvad hun dog kunne mærke en gnist af tilfredshed over var, at han ikke syntes at have fortrudt det at smide ringen. Han kiggede i hvert fald end ikke efter den. Hun så bort igen, som hun greb efter endnu et håndklæde. Dette brugte hun til at tørre sit lange ravnsorte hår, som hun trods alt havde haft det i vandet. Langt længere tid tog det derfor også for hende at få tørt sig, inden hun kunne krybe tilbage i tøjet. Håndklæderne hang hun selv pænt til tørre, inden også hun forlod badeværelset. Denne her gang for at søge ud igen, så hun kunne påbegynde sit lille projekt. Det så hun uden tvivl frem til at få påbegyndt!

// Out