It's here where you belong

[Jarniqa Dynithril]

Smilet lod Jarniqa vokse, som han accepterede hendes ord. Knugende føltes det bare indvendigt, da hun trods alt kunne mærke, at hun ikke var vel med situationen. Det agtede hun dog bare at skubbe til siden for nu. Som han før havde svaret hende, vidste hun nemlig, hvordan landet lå. Nu måtte hun bare få det bedste ud af dagen, og på et tidspunkt måtte hun spekulere over, hvad hun egentligt burde gøre. Som han begyndte at tænke på andet end deres dilemma, valgte hun langsomt at tage hånden til sig igen. Underligt føltes det hele lige pludselig, men dette syntes Theodore heldigvis ikke at kunne ænse. Derfor kunne hun bare spille med på legen. Hun lod igen begge sine hænder holde om kruset. Rart var det at føle dets lune gennem porcelænet, og rart var det at føle, at hendes hænder var distraheret. At han stadig havde en ide om, at der var noget på færde grundet udtrykket i hendes øjne, kunne hun ikke sige. Han havde jo ladt sagen ligge. ”Som regel slapper man bare af, fordi det tager på nogle kræfter, og fordi det er skønt at gå fra kulden og til varmen. Man er under et blødt tæppe, man holder om hinanden.. hvis man er med en person, hvor det passer til, man drikker noget varmt..,” sagde hun stille. Det var vel bare, hvad man gjorde? Som regel tog man den nemlig med ro, da det alligevel var krævende at lege i sneen. Dog følte hun helt for at lave noget, da hun havde brug for at komme på andre tanker. ”Men hvis ingen af os er trætte i det, kan vi jo sagtens lave noget aktivt?” forslog hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Endnu var der noget i det, som end ikke Theodore kunne sætte en finger på. Desuden var det begrænset, hvad han var i stand til at sætte en finger på, og særligt, som det var lige nu. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen, hvor han denne gang lod hovedet søge en kende på sned. Noget var i gære, men lige hvad? Og selv synes Jarniqa ikke, at ville snakke om det, hvilket nu heller ikke ligefrem var noget, som gjorde sagen meget bedre af den grund for ham. Han nikkede blot. Det var meningen, at man bare skulle slappe af indenfor, efter at have været ude, for at lege i sneen? Han sænkede hovedet igen en smule. Igen med en tænksom mine, for han var jo nødt til at prøve, som han følte, at han også var nødt til at forstå det, men det var bare ikke særlig nemt, uanset hvordan man vendte det eller ikke. Han sukkede let. Han ville jo gerne lære, og han ville gerne forstå, men det var bare ikke alle tingene, som var til at forstå af den grund, kunne man jo sige. Han nikkede igen. "Så når man har været ude, så sidder man bare indenfor og laver ingenting bagefter?" For ham, var det svært at forstå, da han faktisk gerne ville være det mere aktiv, end hvad han havde været frem til nu, kunne man sige. "Jeg ved bare ikke hvad det skulle være. Jeg har ikke lyst til bare at sidde her med en kop varm the," tilføjede han denne gang. Måske, at de igen skulle genoverveje den tur i byen, som hun havde nævnt tidligere? Men igen.. Det var koldt udenfor. "Hvad med... Et bad? Dampende varmt?" foreslog han pludseligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa betragtede ham. Han tænkte. Det var tydeligt for hende at se, og en positiv udvikling var det i bund og grund. Han prøvede nemlig, fremfor blot at være en tom skal. At det så havde endt med at gøre ondt på hende, var op til hende at sluge. Forhåbentligt ville hun også nå frem til noget funktionelt før eller siden. ”Det er i hvert fald, hvad jeg har gjort.. Hvad andre har lavet, kan jeg ikke sige,” sagde hun sandfærdigt. Igen var det jo relativt, hvor mange hun egentligt kendte. Dog kunne hun sige, at hun altid havde brugt tiden på hygge og afslapning efter leg i sneen. Stille forholdt hun sig, som han sagde, at han i hvert fald ikke havde lyst til at sidde her og bare sidde. Det havde hun nu heller ikke lyst til.. Som han foreslog, at de kunne tage et bad, måtte hun se ind i pejsen. Hun kunne vel næsten regne ud, at han mente, at de skulle tage et bad sammen.. og var det så underligt, at hun havde det underligt med det lige nu? Følelsen af, at det de gjorde var forkert. Viden om, at han var stabilt gift. Grundet hun var i fornægtelsen om, at der var noget galt, kunne hun dog ikke sige nej til hans forslag. Hvis hun gjorde det, ville det blot lyde mærkeligt. Hun endte med at nikke og sende ham et smil. ”Det lyder som en god ide.. Lad os,” medgav hun roligt. Hun tog en tår af sin te, inden hun stillede den fra sig. Tæppet trak hun dernæst af sig, som der ikke var nogen grund til at have det med sig. Hun havde også en normal temperatur igen. Det var kun indeni, at hun følte sig forkert. Langsomt rejste hun sig, hvor hun afventede ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forsøgte om ikke andet, selvom det rent faktisk ikke var nemt for ham, så handlede det om at prøve, for det var jo heller ikke ting, som kom af sig selv, kunne man sige. Hertil var det også vigtigt for ham, at hun vidste, at han rent faktisk forsøgte. Selv ønskede han nu ikke bare at sidde her og lave ingenting, da det aldrig var til at vide, hvornår denne gode stund, ville ende. Man kunne vel bare håbe på, at den ville vare ved? Det var sådan, at han havde det i hvert fald, og det alene, kunne han nu heller ikke just vende ryggen til. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang. "Så man laver mange forskellige ting?" spurgte han denne gang. Det kunne han da i det mindste leve med.. Men derfor ønskede han jo stadig at finde ud af alt dette, som det jo heller ikke var noget, som kom ud af ingenting, kunne man sige.
Et bad ville gøre godt, ovenpå alt det som de nu havde lavet, og det var jo bare et forslag, så hun var jo mere end sin egen til at sige nej, om hun ikke var fristet til at gøre det. At hun så derimod virkede til, at hun gerne ville, var selvfølgelig en tanke, som gjorde ham glad indvendig. "Glimrende," sagde han denne gang, hvorefter han denne gang valgte at rejse sig op. Han lagde tæppet på sofaen. Dette var noget ,som andre sagtens kunne fjerne efter dem. Og at bade med hende.. det føles så naturligt, efter alt det andet, som de alligevel havde lavet sammen, kunne man sige. Han forlod pejsestuen, og søgte mod husets store badeværelse.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt trak Jarniqa på skulderen. ”Hvad andre gør, kan jeg ikke vide.. Det må du spørge dem om,” sagde hun stilfærdigt. Selv havde hun jo kun Damien og Lucifer at drage paralleller fra. Igen var hun ikke den person, der havde haft mange inde i sit liv. Ej heller kunne hun se, hvorfor hun skulle have mange, da hun var god nok til at gå galt i byen med de få, som hun endelig valgte. Hvis hun havde endnu flere i sit liv, var der blot endnu flere ting der kunne gå galt. Det var ikke just noget, som hun var interesseret i at risikere. Med ham valgte hun at gå, som han lagde kursen mod et af badeværelserne. At det ikke ville være det, som hun normalt brugte, kunne hun hurtigt se på deres retning. Det var også et mindre et. Det han guidede hende til var nok et bedre et, men stadig ikke hans eget personlige. Intet sagte hun på vej dertil, som hun blot fulgte med ham. Gåtiden brugte hun også på at samle sig igen. Hun kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det hele? Det varede jo ikke for evigt, så måske skulle hun bare ride på bølgen, indtil hun ikke kunne mere? Svær var den tanke dog.. Det var nemlig svært at gå tilbage til udgangspunktet, når man endelig havde gået ned ad en dybere vej. Derfor frygtede hun, at det måske kunne blive deres forholds endelige. Hun skubbede nogle ravnsorte lokker om bag det spidse øre, inden hun søgte med ham ind på badeværelset. Her ville der formentligt heller ikke komme flere tjenere og afbryde dem.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke var Theodore kendt med, hvilke tanker, som Jarniqa måtte gøre sig om dette, og derfor var det upåvirket, at han søgte i retningen af badeværelset. Det var det store - så det var det, som ham og Clemency brugte. Dog hver for sig. Det var sjældent, og i forvejen mange år siden, at han havde været noget, som måtte minde om et par, sammen med hans egen hustru, som de vel egentlig bare levede deres eget liv? Ikke at det var noget, som han jo egentlig kunne gøre særlig meget ved, men det var nu bare sådan at det var. Svært var det at gøre noget ved det, når hun ikke var omkring, for det havde hun heller ikke været for en stund nu.
Døren skubbede Theodore denne gang op til badeværelset, hvor han søgte ud. Det var stort, og med et kæmpe kar foran dem, som blev varmet op ved hjælp af åben ild. Smukt og idyllisk nærmest, hvilket stod lidt i strid med hvad Acheron-familien i forvejen var kendt for. Ved et vift med hånden, fik Theodore selv fyldt karret op, og flammerne begyndte at blusse under, for at varme det op. På en hylde lige ved, stod der en lang række af alverdens olier, som skulle gøre godt. Hans blik faldt mod hende. "Vælg den, som skulle være dig mest fristende," opfordrede han denne gang. Igen, så forsøgte han, på at gøre hende lidt glad igen. Noget var nemlig galt, og han kunne jo også godt mærke det på hende, hvilket heller ikke ligefrem faldt i hans gode smag. Tvært imod. Han ville gerne se det glimt i hendes øje igen.

[Jarniqa Dynithril]

Meget anderledes var badeværelset i forhold til det, som Jarniqa plejede at gøre godt med. Dette var smukt, stort og lyst. Det indbød helt en til at blive her, så fredfyldt som det var. At det var Theodores personlige, gættede hun ikke. Hvordan skulle hun også kunne det? Han havde intet sagt, og han var ikke typen der ville have sig et sådan rum. Derfor tænkte hun slet ikke i de baner. Imponeret måtte hendes smaragdgrønne blik falde til selve karret der ikke blot var et normal kar. Nej, det stod nærmest på et bål, som der var antændte flammer om det. Aldrig havde hun set noget lignende! Det var vel hans eksklusive måde på at holde karret varmt? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke. Tilbage til sig selv kom hun helt, som han henvendte sig til hende. Hun blinkede lidt med øjnene, som hun vendte blikket mod ham, inden hun så imod hylden med de mange flasker. Hun måtte vælge en? Over til hylden bevægede hun sig, hvor hun læste flaskernes etiketter. Gudskelov for, at han havde lært hende at læse, og at hun endnu kunne huske det! Fingrene lod hun glide over dem i takt med, at hun studerede dem, indtil hun trak en ud. En olie med duften lavendel. ”Denne her,” endte hun med at sige, som hun vendte sig om med flasken i hånden. Over til karret gik hun, hvor hun tog hætten af flasken af. Her lod hun et par dråber søge ned i det begyndende fyldende kar, så olien blandede sig med vandet. Som hun sikrede sig, at det måtte være nok, påførte hun flasken hætten igen, inden hun stillede den tilbage på sin plads. Der var trods alt noget i den endnu, så ingen grund var der til at spilde dråberne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke nogen anelse om, hvad han egentlig havde gang i, men han vidste, at han ville udnytte og nyde den tid, som han nu havde sammen med Jarniqa, mens han havde det. Han lod hende derfor vælge frit ud fra de mange forskellige dufte, som var der. Selv vidste han at Clemency var meget til den med fersken, så dertil håbede han da på, at det ikke var en, som ville falde i Jarniqas smag. Dertil kunne han godt lide, at have noget særligt med hende, hvor han nu heller ikke ønskede at tænke mere på Clemency. Den kvinde tænkte nok heller ikke på ham uanset, kunne man sige. "Den er også god," sagde han denne gang, hvor han nu denne gang, begyndte at klæde sig af. Skjorten smed han først. Det var ikke fordi at han var den største og mest muskuløse mand, men derimod fast og markeret. Han lagde skjorten fra sig denne gang, inden han denne gang vendte sig mod hende. Hun virkede ikke umiddelbart til at være særlig fristet til det. Han smed bukserne derefter. Vandet var allerede ved at være varmt. Det var en meget praktisk måde, at gøre det på, og han kunne oprigtigt godt lide, at det var på den måde. Han smed derefter resten af sit tøj, hvor han stod som gud havde skabt ham. Han trådte op i vandet, hvor han roligt satte sig i modsat side. Karret var stort, så der var mere end plads nok til dem begge to. "Kom," opfordrede han denne gang. Han ville jo rigtig gerne nyde disse stunder sammen med hende. Særligt nu, hvor han havde muligheden for det.

[Jarniqa Dynithril]

Frisk og med i en fart var Jarniqa ikke lige nu, men hun havde også fået sit at tænke over. At hun så var den eneste der rent faktisk tænkte over det var en skam. Det var dog, hvad det var. Selv ønskede hun dog at få lukket låg på de tanker. I hvert fald lige nu og her.. I så fald kunne hun altid bringe dem tilbage på et senere tidspunkt. Et tidspunkt, hvor hun havde det egentlige mod og fornuft til at træffe beslutninger. Hun betragtede ham, som han begyndte at klæde sig af. Spøjst var det. Det var nu den tredje gang, at han blev fuldt afklædt for øjnene af hende, men alligevel var denne her gang den første gang, hvor hun tænkte dybere over det. De to andre gange havde han nu heller ikke lige sagt inden, at han var lykkelig var lykkelig gift med sin hustru, Clemency. Hun skulle vel også til at have tøjet af nu? Med siden til ham stillede hun sig, som hun langsomt begyndte at krybe ud af kjolen. Selv vidste hun godt, hvad hendes problem var.. Hendes problem var, at skønt hun vidste, at hun kun var det næstbedste, ønskede hun at smage, hvordan det måtte føles at være det bedste. Lucifer havde for eksempel altid valgt dæmonerne frem for hende, og det havde hun vidst, og det havde han også valgt i den sidste ende. Theodore ville altid vælge sin hustru. Det havde han lige fortalt hende, og derfor ville den historie nok også lukke der på et tidspunkt. Hendes kjole faldt ned omkring anklerne på hende, hvorefter hun trak trusserne ned, så de gjorde kjolen selskab. På bare fødder trådte hun hen over gulvet og mod karret. Benet hævede hun, hvor først hun lod sine tæer dyppe i. Noget der fik det til at prikke helt i dem grundet varmen. Ned i det trådte hun med det ene ben og dernæst det andet. Til en start brændte det let, men hun vidste, at det ville falde. Dernæst lod hun sige glide helt ned. Ind til ham lagde hun sig, så hendes ryg hvilede imod hans bryst, og så de begge kiggede den samme vej.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej lignede det Jarniqa, at være så stille, som det hun var lige nu, og derfor måtte han jo alligevel tænke over, om der mon måtte være noget galt? Dette var end ikke noget som Theodore kunne lide, og særligt fordi, at det var meningen, at hun skulle have det godt. Hans blik fulgte hende, som hun denne gang stillede sig med siden til ham, hvor hun tidligere havde snakket og været glad. Nu var hun bare..tavs og mut? Han forstod det ikke, for han kunne ikke se, hvilken forskel det gjorde i en stund som denne, hvilket også var noget, som virkelig forvirrede ham. Der skulle nu heller ikke særlig meget til, kunne man sige, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes, og særligt som det var nu.
At hun endelig kom op i karret til ham, glædede ham dog, for han tvang hende heller ikke til noget. At hun satte sig med ryggen til ham, men ind mod hans bryst, lod ham denne gang, langsomt lade armen glide omkring hendes krop, hvor han let trykkede hende ind mod sig. Han kunne lide, at have hende nær sig. Nu kunne han også godt lide at se på hende. En smuk kvinde var hun jo trods alt, og en skam ville det være, ikke at betragte sig af det, nu hvor han havde muligheden. "Glimtet i dit øje, er væk," kommenterede han denne gang. Hvad havde han sagt, eller gjort, siden det havde taget denne ændring? Ikke at han kunne lade være.. Han ville jo bare gerne vide, om han havde gjort noget forkert, da det var den følelse, som han sad med. Og for ham, var den faktisk rigtig ubehagelig.

[Jarniqa Dynithril]

Ind til ham i karret lagde Jarniqa sig, som hun alligevel ikke kunne lade være med at ønske, at hun følte sig ønsket. Falskt var det måske, men i stunden virkede det bedre at føle sig bare lidt værdsat end slet ikke. Som hun mærkede sin ende støde mod hans underliv, og hendes ryg imod hans bryst, lod hun sit hoved falde en anelse tilbage. På den måde hvilede hendes baghoved imod hans skulder, og hendes side af hovedet imod hans. Øjnene lod hun glide i, så hun blot kunne slappe af og mærke ham. Dette prøvede han dog hurtigt at gøre kål på, som han snakkede om glimtet i hendes øjne.. eller manglen på samme. ”De sidste par år har været en lang periode af mit liv.. Glimtet kommer og går,” undskyldte hun stille. Sandt var det. De sidste par år af hendes liv havde været problematiske. Dog var det ikke derfor, at glimtet var væk lige nu, nej. Det havde påmindelsen om, at hun evigt og altid ville være en to’er, gjort. Sjovt var det ikke, som det derimod var ganske smertefuldt. Det var dog noget, som hun ikke kunne komme udenom.. åbenbart. ”Tænk ikke på det..” Hvorfor skulle han pludselig være så opmærksom på hende, når han ellers aldrig var så opmærksom. Selv mente hun endda også, at hun kom med nogle ganske gode forsøg på at få ham afledt.. At han så ikke bed på krogen, forstod hun ikke. Hvorfor var han pludselig så opmærksom på hende og så alligevel ikke? Som han havde ladt sin arm glide omkring hende, lod hun nu sin hånd søge hans.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej ønskede Theodore, at se Jarniqa på denne måde, hvor det derimod var vigtigt for ham, at hun havde det godt. Noget var galt.. Smilet var der, men det var heller ikke det samme. Monstro, at det var den slags ting, som han ville begynde at bide sig fast i. Han forstod det ikke, og det var derfor, at han spurgte hende, for det var heller ikke ting, som kom af sig selv, kunne man sige. Han sukkede svagt. Det glimt, var forsvundet, efter at de havde snakket om Clemency, og tjeneren havde set dem. Det var muligt, at han var dum, men så dum, var han trods alt heller ikke! Og ikke ønskede han, at hun skulle have lov til at fremstille ham således. "Glimtet forsvandt, da tjeneren kiggede på os," kommenterede han denne gang. Han forstod det ikke, men han så jo tingene, så det var vel heller ikke underligt, var det?
At hun tog omkring hans hånd, sagde han intet til. Den anden hånd, lod han ligeledes glide om hende, så han denne gang kunne holde hende tæt ind mod sig. Hovedet lagde han ind mod hendes. For hans vedkommende, var det bare rart, at hun alligevel tog pladsen ved ham. Havde han sagt noget forkert? Det måtte han da have gjort. Han lod den frie hånd stryge over hendes side. Hvorfor ville hun nu ikke sidde, så hun kunne kigge på ham? Snakke ordentlig med ham, i stedet for bare at lukke ned? Det var det, som Clemency også gjorde. Han sænkede hovedet til hendes skulder. "Du vil vel fortælle, hvis jeg sagde noget forkert?" spurgte han denne gang, som han atter vendte blikket mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Til siden faldt Jarniqas hoved, som han nævnte tjeneren. Væk fra ham. Hvorfor bringe det på banen igen? De havde færdiggjort den del af samtalen. Han havde sagt, hvad han havde at sige, og hun kunne ikke gøre mere på det punkt. Han var tilfreds med sit ægteskab til Clemency, men samtidig så han ingen kvaler i at ligge med hende. Var der andet at forstå der? Næppe. Øjnene lod hun søge op, hvilket resulterede i, at hun stirrede ud i luften. ”Jeg troede, at vi havde færdiggjort det samtale..,” pointerede hun sigende. Selv ønskede hun i hvert fald ikke at tale mere om det. Det gjorde kun ondt værre! Den knugende følelse i sit bryst mærkede hun også. Hvorfor lod han den ikke også bare ligge? Han havde jo alt lige nu. Hun mærkede hans anden arm glide om sig. Hvordan han trykkede hende tættere ind til sig.. Hans hoved der lagde sig mod hendes.. Hånden der strøg hende over hendes bare side.. Svært var det dog at nyde denne gang. Særligt når han ikke ville slappe af, men derimod tale om, hvad der mon kunne være galt. ”Selvfølgelig.. Og det vil være bedst, hvis vi lader emnet ligge,” endte hun med at sige. Teknisk selv talte hun sandt. Grunden til, at hun intet havde sagt til ham var nemlig, at han intet forkert havde sagt. Hans ord havde nemlig ikke været forkerte i og med, at de var, hvad han følte og mente. Det var nemlig den dybere betydning, der havde gjort hende ondt. Derudover ønskede hun, at han lod samtalen ligge, og forhåbentligt ville det hjælpe, at hun sagde til ham, at det var forkert at fortsætte den? Hun slap et suk, imens hun rettede sit hoved, så hun igen så frem for sig i stedet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Noget var der, og ikke var det en tanke som Theodore kunne lide. Han ønskede jo blot, at hun havde det godt, og atter kunne smile, og gerne mene det oprigtigt, hvilket var noget, som han ikke rigtigt havde set noget af, igennem den sidste tid. Derfor var det også med til at gøre ham temmelig ked af det.. Kunne han være det? Det fjernede i hvert fald lysten til at fortsætte sådan her, og det kunne uden tvivl også godt mærkes nu. Han sænkede hovedet mod hendes skulder. Hun ville ikke tale om det.. Det havde Clemency ligeledes også gjort, når hun havde været utilfreds, og ved hende, havde han aldrig været i tvivl, når hun var utilfreds. Han var jo ikke lykkelig gift.. Igen.. så havde han jo aldrig rigtig følt, og der var stadig mange ting, som han ikke kunne finde ud af. "Der er altså noget, som ikke stemmer overens," sagde han denne gang. Det gjorde ham da selvfølgelig trist at tænke på, men hvad andet, kunne han da gøre ved det nu?
Hans hånd gik denne gang i hvile mod hendes side, hvor den anden stadig måtte hvile omring hendes liv. Han kunne jo godt lide, at have hende liggende der, men det skulle da være fordi at hun selv havde lyst til det. Han ville gerne snakke om det, og særligt fordi at det vel også var hans skyld, at hun havde det på den måde? Og det i sig selv, var faktisk.. ubehageligt. Tjeneren havde set dem, og hun havde vendt på en femøre, allerede i det øjeblik, at det var gået op for hende. "Den tjener gjorde noget ved dig." Var det meningen at han skulle slå tjeneren ihjel? Sende ham bort? Særligt, hvis det var noget, som generede hende så meget!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa slap et suk. Han ville altså ikke lade sagen ligge, som i … han ville virkelig gerne diskutere den. Hvorfor, forstod hun ikke, da det var mange gange lettere at lade den ligge, fremfor at tage den op. At tage den op ville desuden kun dræbe humøret det mere, og det var jo, hvad hun havde forsøgt at undgå. Svagt rystede hun på hovedet, alt imens hun satte sig helt op. Noget der gjorde, at han måtte stoppe med at holde om hende, og de i at holde i hånd. Det nyttede trods alt alligevel ikke noget. At han talte, som havde tjeneren gjort hende noget, fik hende kun yderligere til at ryste på hovedet. Tjeneren havde intet gjort hende! Hun havde blot set sandheden i hans øjne. Den sandhed, som hun selv havde forsøgt at skubbe væk. Sandheden om, at man ikke gjorde dette med en gift mand. Også dette.. Man nøgenbadede ikke med gifte mænd. Armene lagde hun i stedet om sig selv. Det var tydeligvis de eneste, som hun kunne regne med. ”Tjeren gjorde intet,” fastholdt hun, som hun en stund måtte frygte for tjeneren. Han skulle nemlig ikke lide bare fordi, at hun var en dum og forvirret lille pige. Hun slap et suk. Ikke vendte hun sig om mod ham, som hun denne gang forholdt sig lukket. Med ryggen til ham. Med armene om sig selv. Med blikket ned i vandet. Dets lavendeldampe kunne hun helt mærke i næsen. ”Han fik mig allerhøjst til at indse noget, som jeg i forvejen vidste,” sukkede hun. Hun lod en finger stryge hen over vandoverfladen, så der blev skabt små bølger. Tjeneren havde påmindet hende om, at hun nu var en elskerinde, og at hun stadig var en to’er.