Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var glad, som han slet ikke kunne huske, at have været det nogensinde før. Tænk engang.. Var det sådan her, en familie skulle føles? Han vidste det ikke rigtigt, men måtte jo alligevel sande, at det var noget som han godt kunne lide. For nu lod han samtalen med Adeline ligge, for de blev ikke enige. Uden tvivl, måtte hun jo alligevel vise sig, at blive en af de mest stædige, som han nogensinde havde været i nærheden af. Ikke på den dårlige måde. Tvært imod, for det var også oprigtigt rart, at der var nogen omkring ham også, som var der til at tage sig lidt af ham en gang imellem, for det var han jo heller ikke ligefrem vant til.
Sådan som lille Claudia stormede rundt, måtte kun få ham til at smile. Han kunne også se, at hun virkelig kæmpede for at komme op, men hendes alder taget i betragtning, og det liv, som hun havde levet på jorden, så var han uden tvivl positivt overrasket, og det var noget ,som han virkelig godt kunne lide. Ingen tvivl om det! "Flot, Claudia!" roste han glad den lille pige, inden han spredte sine egne vinger, for at søge efter hende.
Med kraftige og faste bask med sine egne vinger, inden han denne gang nåede op til hende. Han sendte hende sit typiske store smil. "Så må du prøve at fange mig!" sagde han, som han denne gang opfordrede til leg. Ikke brugte han alle sine kræfter, da han alt for nemt, ville kunne flyve fra hende. Han vendte sig, hvor han denne gang fløj baglæns væk fra hende. "Hvis du kan!" annoncerede han denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne godt lide at lege, og særligt, når det var en lille pige, som var så åben og så modtagelig overfor ham, som Claudia var.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare, hun hade det godt lig nu. hun hade ikke følt sig så tryg og tilpas længe, og at se claudia være så glad gjord det blot beder. At samtalen blev lagt lidt til siden gjorde hende intet, for de blev tydeligvis ikke enig på det punkt. Men adeline var blot naturlig stædig, det hade hun altid være men efter hun var bleven mor var det blot vokset noget mere.
Claudia baske løs, hun hade ikke haft mange muligheden for at træne flyvning da adeline altid holde hende tæt på jorden og i nærheden af hende. Men at hun kunne holde sig op i luften og komme frem ad var altid positiv. Hun så på lucas som han rost hende, og lyst helt op ”virkelig!” hun baske ivrig med vingerne da hun kort glemt og baske og hade være ved og styrt ned. Hun så på lucas som han sprede vingerne og selv kom i luften, hun beunder tydeligvis hans vinger og han kunne komme op i luften så nemt som han kunne, ”wow…” kom det fra hende som han så sag hun skulle fange ham. hun smile og grine ”HEY!” hun baske med vingerne og satte ellers efter ham, så godt som hun nu kunne. Men hun kunne ikke flyve helt så hurtig i nu og ind i mellem faldt hun også lidt i højtende, men hun kæmpe sig op i højden igen.
Efter nogle tid hvor de hade leget, kom adeline ud og stod roligt i døren og så på de to tonse rundt i lufte. Hun smile bare og more sig over at se de to hygge sig sådan. ”Caludia! Lucas! Der mad!” kaldt hun og så mod dem, og vente på de svar hende inden hun gik ind igen, hun hade ganske vist sagt til lucas hun ville kalde når han skulle dække op. Men ærligt talt så hade hun set de hygge sig fra vinduet så hun ville ikke afbryde deres leg, og så var det jo bare et par skål og skeer og en kande vand og glas der skulle på bord ikke noget som var et problem hun ikke selv kunne klar uden hjælp. Hun gik roligt ind og hældt suppe i skålene, og skar nogle stykker brød som hun hade købt samme dag, og lage et par stykker ved vær skål og hældt vand i krusen og vente ellers på de to tosser.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var stolt over, at de havde taget så godt og såvel imod ham, var uden tvivl noget som betød utrolig meget for ham, og det alene, var noget som fik ham til at smile og til at være glad, fordi at det havde den betydning. For nu valgte han at lade samtalen ligge, for han vidste godt, at de ikke ville komme nogen vegne med det.
Claudia var dygtig. Han kunne se, hvordan hun kæmpede for at komme op i luften, og holde sig der. Det ville vel også gøre hende træt i aften? Det var ikke umiddelbart noget, som gjorde ham noget, for han kunne se, hvor meget, det var noget, som hun gerne ville. Hun havde i hvert fald viljen til det. "Kom så, Claudia!" opmuntrede han hende. Han ville jo gerne lege med hende, og han ville gerne tilbringe den tid med hende, og derfor opfordrede han også til denne form for leg, hvor hun lærte at bruge vingerne. Det var også det, som Lucas' far havde gjort med ham tilbage i sin tid.

Hvor længe de legede, vidste Lucas ikke, men han kunne derimod virkelig godt lide det. Det var først, da han hørte Adelines stemme, at han egentlig blev revet lidt ud af den leg, som de legede, hvor de fløj henover himlen, grinte og havde det sjovt. "Vi kommer!" annoncerede han denne gang. Han vendte sig mod Claudia, som han kaldte til sig, inden han søgte ned mod jorden igen. De havde fløjet meget. Derfor stod han klar til at gribe hende, hvis hun var blevet for træt til at lande ordentligt, og han ville jo ikke have, at hun skulle slå sig. "Claudia, kom!" kaldte han glad. Det ville uden tvivl være rigtig godt, at få noget i maven. Selv han, var ved at blive rigtig godt sulten!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så blot efter ham med et smile, inden hun fokuser på det. lucas var en god mand og hun følt hun godt kunne stole på ham da han jo både var en engle men hade være så god ved hende selv da hun var brudt sammen henne i hendes gamle hjem.
Claudia så på ham som hun baske løs for at komme efter lucas i forsøg på at fange ham. ”Hr. Lucas! Vent på mig!” kaldt hun mens hun baske videre og forsøgt og fange ham selv om det ikke just gik særlig godt, da hun ikke kunne flyve lige så hurtig og stadig ikke helt hade styr på og holde den samme højde i længden og det og vende sig let i luften, så hun puste og gispe lidt som hun tydeligvis fik brugt en del energi ved og jag ham rundt i lufteren.

Da adeline kaldt på dem, hørt claudia det ikke da hun stadig jaget lucas rundt mens hun grine og puste. Hun hørt kun lucas svar hendes mor inden han kaldet på hende, hun ænder kurs og sigte efter lucas som hun fløj lig ind i da hun forsøgt og lande. Hun pust træt og lag arme om lucas og var tydeligvis træt efter den lang jagt efter ham i luften. ”jeg træt…” pev hun mens hun blev hængene på lucas og gad tydeligvis ikke og gå selv ind i huset. Adeline stod roligt og var ved og hælde suppe op da de kom ind, ”du ser træt ud min pige, kom du og spise vi skal have din ynglings suppe” hun smile som hun fatte en fyld skål på bord til claudia inden hun lave en skål til lucas og så en til hende.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At lege med Claudia, var noget af det bedste, som Lucas længe havde oplevet. Det var jo heller ikke ofte, at han havde haft muligheden for at være tæt på børn, og hvis der var noget, som han elskede, så var det virkelig børn! "Kom, Claudia," kaldte han denne gang, og med det samme smil på læben, da han selv landede på jorden i stedet for.
At pigen var træt, kunne han skam godt forstå, og særligt, hvis hun slet ikke var vant til at flyve på den måde. Det kunne han jo fornemme på hende, at hun ikke var. Han greb hende derfor, så hun selv slap for at skulle gå. "Det kan jeg godt forstå min pige. Kom.. vi skal indenfor," sagde han denne gang.

Lucas søgte selv med Claudia ind, hvor hun bare fik lov til at hænge omkring hans nakke, så hun kunne slappe af. Det var noget, som han faktisk havde det mere end fint med. Han sendte Adeline et smil. "Det er hårdt at flyve," undskyldte han. Havde han kørt den lille pige for hårdt? Det var næsten det, som an var bange for at han havde, men de havde vel hygget sig, havde de ikke? Claudia placerede han derfor ved bordet, inden han selv valgte at tage plads. "Det dufter himmelsk," annoncerede han denne gang med et smil på læben. Han var også ved at være sulten nu!

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia baske med vingerne som lucas kaldt på hende, ”kommer!” kaldt hun tilbage og baske bare videre. Til hun skulle begynde og bremse men endt bare med og flyve ind i lucas, som heldigvis var der klar til og gribe hende. Hun pust træt som hendes vinger hang træt på hendes ryg, mens hun hade armen om han hals og var bare godt udkørt. Hun så på ham som han kaldt hende for sin pige, et stort men træt smile kom på hendes læber som hun nusse hovedet lidt ind mod ham og bare holdt fast mens han bar hende inden for i huset hvor adeline stod klar med mad.

Adeline så på dem og lo blot som lucas snakke, ”ja det kan jeg se” hun smile og satte skålene med suppe i på borde og smile bare som lucas snakke. ”så spis i to der nok til i kan få to gange” hun smile og strøg claudia over håret, som adeline selv satte sig. Claudia gav sig til og spise, stille og roligt da hun var godt træt. Adeline smile som hun selv spiste stille og roligt, inden hun snakke til sin datter. ”smager den som den skal min skat?” spurt hun roligt, claudia så på hende og nikke hvor adeline smile ”det var godt, når vi færdig skal vi have dig i bad og så det vist senge tid” hun smile bare som pige igen nikke træt og spist videre selv om hun line en der kunne sove på stedet. Adeline så på lucas ”er du tilfreds med maden?” spurt hun roligt mens hun selv tog en ske fuld mere.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas tænkte nok ikke rigtigt over, at han lige havde kaldt hende for 'sin lille pige', for det var hun jo. De skulle til at bo sammen, men det var nu heller ikke fordi, at han sådan umiddelbart, lagde noget specielt i den titel, for det var der jo heller ikke ligefrem nogen grund til. Han greb hende, og førte hende med sig indenfor. At sidde med hende, og med armene så beskyttende om hende, kunne han jo kun nyde, og sikkert også mere end hvad godt var i den anden ende.

Det duftede himmelsk i det lille hjem, og det kunne han heller ikke ligefrem skjule. Et sted, var det vel også rart, at der var nogen omkring ham? Og at han ikke bare skulle sidde der alene og for sig selv? Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Det lyder dejligt," sagde han denne gang med et smil på læben. Lucas skænkede op i sin egen skål, hvor han selv gav sig til at spise. Det smagte jo virkelig himmelsk!
"Adeline, det smager jo fantastisk!" udbrød han denne gang med en næsten overrasket stemme, hvor han bare gav sig til at spise af det, som han nu havde skovlet op på sin tallerken, inden han skænkede op til en ny portion. Han kunne jo fortsætte med at spise det her. Han havde ikke fået noget, der var så godt i årevis!

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia hang bare på lucas som han greb hende, og holdt om hende. Hun nød og hænge på ham, det føltes trygt og rart. Hun blev bare hængene mens lucas bare dem ind og side, og satte hende på hans lår så hun kunne spist af sin skål. Adeline så på dem og smile, det var nu temmelig kært at lucas gad side sådan der med claudia. Det hade hun selv gjort men der hade claudia kun line en lille pige på 2-3 år den gang. Hun så på ham og smile bare, og spist roligt til hun hade snakke til ham. hun rødme en smule og så ned i sin skål, ”åh så godt kan det da heller ikke være.” sag hun og blev helt flov over hans stor ros af hendes supper. Hun spist roligt og så på ham som han tog en potion til og smile bare, claudia spist dog kun en skål inden hun bare hang op af lucas. Adeline smile lidt og kunne se pigen var træt ”måske badet skal vente til i morgen du vist træt min pige” claudia sag ikke noget men putte sig hos lucas. Adeline lo og spist roligt op og vente bare på lucas blev færdig med og spise hvor meget suppe han nu orke, inden adeline rejset sig ”gider du lægge hende lucas? Jeg ved jo ikke hvor du har tænkt dig vi skal sove henne” hun smile og gav sig roligt til og samle skåle sammen så hun kunne få vaske dem op inden gryden også skulle vaskes op.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvordan kunne det være, at det her, var noget, som man vænnede sig til så hurtigt? Lucas havde nu altid været glad for børn, og det glædede ham nu kun endnu mere, at Claudia også synes at være blevet glad for ham, på rigtig kort tid. Det var næsten det bedste.. At den lille pige, havde denne storslåede og fantastiske tillid til ham som person. Han lagde hovedet mere ind mod Claudia, da hun havde spist op, og bare sad og hang.
"Det er også hårdt at flyve sådan.. Men hun er blevet rigtig dygtig til det," fortalte han denne gang med et smil på læben. Han var glad. Og endnu mere for, at han kunne få lov til at være en del af det, og fordi at de også gav ham lov til at være det.
Lucas spiste derfor med største velbehag, for det smagte virkelig godt. Han tømte en ordentlig og stor skål suppe, inden han selv satte sig tilbage på stolen lige for at slå mave, så meget, som han nu havde spist. "Jeg går ud fra, at I skal få soveværelset," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han ville hjertens gerne putte hende, hvis han fik lov. "Før vi putter, så kan vi jo sige godnat til mor," sagde han denne gang, hvor han rejste sig med hende på armen. Alt taget i betragtning, så var hun heller ikke så tung at bære rundt på. For ham vel og mærke, for hun blev da også meget hurtigt en stor pige. Ikke at der var nogen tvivl om det.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia sad bare roligt op af lucas mens han spiste færdig, hun hade ikke tænkt sig og flytte sig lig forløbi for hun sad tydeligvis godt her hos lucas, hvor hun kunne side og halv sove mens lucas hade om hende. Adeline så på ham og smile bare ”det er hårdt i sær når hun ikke er vantil og flyve særlig tit” hun smile og så på claudia der bare smile svagt og så på lucas ”kan jeg forstille mig hun har være” hun smile roligt og lod lucas spise.
Adeline smile bare som lucas virkelig tog forsig, men sag intet han måtte virkelig træng til det sådan som han spist. Hun begyndt roligt og rydde af bord mens hun lo lucas slog maven mens caludia stadig sad hos ham. hun vaske roligt op da han snakke om hvor de skulle sove ”hvor vil du så sove? Jeg kan godt nøjes med en stol og claudia sofaen vis det er” hun så på ham mens hun vaske en af skålene op.
Claudia så på lucas som han tog hende i hans arm og sag hun skulle sig godnat til adeline, ”godnat mor” mumle hun træt og gned sig i øjet, adeline smile og gik hen og kysse adeline på panden ”sov godt lille skat” hun smile og gik tilbage til opvasken der hurtig var klart, caludia så på lucas mens han bare hende der hen hun skulle sove ”du love og fortælle historien igen!” kom det stille fra hende mens hun putte sig ind til lucas.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas oplevede sjældent, at få så god mad, som han havde fået her, og det smagte jo virkelig fantastisk godt! Han smilede stort, og glad i retningen af Adeline. "Jeg er sikker på, at Claudia er den kommende mester i flyvning her i Himmeriget," sagde han denne gang, og med et glad smil. Naturligvis var han glad for, at han kunne være en del af det, hvilket der bestemt heller ikke skulle herske nogen tvivl om, når det nu endelig var i den anden ende.
Langsomt rejste Lucas sig op med den lille pige i sine arme. Han insisterede på, at de fik soveværelset. "Det kommer slet ikke på tale, Adeline. Selvfølgelig skal I sove godt. Jeg kan tage sofaen for i aften, og så finder vi ud af noget andet i morgen," sagde han denne gang med en mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Det ville nok blive en kamp, men dette insisterede han virkelig også på!

Lucas slap en kort latter. Han havde jo næsten glemt, at han skulle fortælle hende den historie igen! Men han skulle nok. Han kunne godt lide, at hun var blevet så glad for det som han kunne give hende, for han følte jo faktisk ikke, at det var særlig meget. "Det er godt, at du kan huske mig på det," sagde han denne gang.
Han søgte direkte til soveværelset. En halvandenmandsseng. Den var ikke så stor igen, men mon ikke, at de kunne ligge godt i den? Han søgte hen til sengen, hvor han lagde hende, puttede hende, og satte sig ved siden af. "Men så skal du høre meget godt efter.. Der var en gang.." begyndte han denne gang igen. En god godnathistorie.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke om claudia, hun smile bare ganske mildt. ”jeg i vært fald ikke i tvivle om hun nok skal blive det nu hvor hun har en der kan lære hende lidt gennem lege i luften” hun smile roligt, og forsatte sin oprydning. Claudia putte sig bare ind til lucas mens han hade om hende, og kom op og stå. Hun var virkelig helt bombe af og flyve så meget rundt for det var uvant for hende. Adeline så på ham og kunne godt regne ud at hun ikke ville få ham til og ænder mening, og sukke bare lysløst ”udmærke så sover vi der, men så skal vi også have fundet en løsning i morgen så du kan få din seng igen” hun så på ham inden han gik op med claudia der bare putte sig ind til ham.

Claudia så på ham som hun blev båret ind i soveværelset, hun så på ham som han hade let og der efter laft hende i sengen. Hun lod ham putte hende, og så på ham som han snakke ”skal jeg nok” sag hun stille og så op på ham som han begyndt på godnat historien, der gik heller ikke længe inden claudias øjne var gliden i og hun sov tungt. Neden under hade adeline fået ryddet op efter aftens maden, og var nu gået uden for og stod og nød den frisk luft. Selv luften i himmeriget virke bare så meget beder ind på jorden, det var nu rart og være tilbage hvor hun hørt hjemme som lucas så pænt hade sagt hun gjord. Hun lukke øjne, og nød bare vinden i tøjet og håret og slappe bare af som roen sænke sig ned over himmeriget.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selv på ekstrem kort tid, var Lucas endt med at holde af dem begge to. Var det virkelig meningen, at det her skulle forekomme? Han elskede det. Ikke nogen tvivl om det. "Hvis det ikke kræver mere, er det en rolle, som jeg glædeligt påtager mig," sagde han denne gang. Selv var han jo kun vant til at huse sig selv, og det var måske også meget tydeligt. Derfor insisterede han også på, at de skulle tage sengen. De var jo to, og det var måske meget godt, at de kunne ligge sammen? Så det heller ikke var utrygt for Claudia at vågne i morgen. "Den tager vi i morgen," sagde han denne gang, inden han søgte op på værelset, for at få Claudia lagt. At han måtte det, som en helt fremmed mand i deres liv, kunne han nu godt lide. Det var virkelig en tillid at vise ham.

Det tog ikke Claudia lang tid, at falde i søvn. Lucas kunne ikke lade være med at smile, hvor han denne gang sikrede sig at hun lå godt og trygt, mens han selv søgte tilbage til Adeline igen. Han sendte hende et smil. Hun var allerede igang, som hun boede her. Han havde nu ikke noget imod det. Det var faktisk utrolig rart. "Det ser godt ud," sagde han denne gang for sig selv. At rydde op efter sig og alt det, var nemlig hurtigt en opgave, som han selv forsømte. Desuden så hun godt ud. Han søgte efter hende, hvor han fik øje på hende udenfor. Han gik derfor ud til hende. "Hun gik ud som et lys," fortalte han med et stille smil. 

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke, hun smile bare blidt. Hun kunne godt lig lucas, han var en god mand og en sød fyr enligt også nu hun tænkt over det. hun smile bare, ”tror ikke claudia ville have noget i mod du tager den rolle, eller andre roller for den sags skyld ” hun smile bare, hun tørt roligt en skål af mens hans snakke. ”det kan du tror vi gør med minder jeg skal til og sove ved siden af dig vær aften” hun lo lidt og fokuser ellers på sin opvaske og oprydning mens hun lod ham putte claudia. Normale ville hun aldrig have stole sådan på en fremme, men lucas hade bare en udstråling der berolig hende og hun kunne slet ikke drømme om og tænke ondt om ham. han hade være så søde ved hende og ikke mindste claudia lig fra de hade mødt ham tilbage i templet.

Cluadia hade hurtig lagt sig, hun var træt, mæt og tryg. Adeline stod roligt uden for uden og vide lucas hade tjekke hendes arbejde i køkkenet som var plet frit efter hendes madlavning. Hun stod bare og nød vinden i håret som han kom ud, hun så dog på lucas da hun hørt hans stemme. ”det under mig ikke.. det har være noget af en begivendes fuld dag” hun smile og så på ham, og smile ganske roligt inden hun vente blikke tilbage ud over landskabet, og trak vejre dybt ”det virkelig pænt af dig sådan og nærmest tage dig af claudia.. det virkelig noget du ikke behøver og tage på dig lucas” hun så på ham igen med de grå øjne.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var muligt, at Lucas ikke havde behov for at gøre det, som han gjorde, men han måtte jo erkende, at han følte for det alligevel. Oprigtigt kunne han jo virkelig godt lide, at have dem rendende omkring, og dette var jo heller ikke ligefrem noget undtag kunne man sige. Et stille smil passerede denne gang hans læber. Nu hvor pigen lå og sov, kunne de nok mere snakke om de voksenting, som måske skulle snakkes igennem i forbindelse med det her.
"Det må man sige.. Og i og med, at jeg er fremmed, må jeg jo sande, at hun har taget det ekstremt flot," sagde han denne gang. Det glædede ham, at de havde formået at lave plads til ham på den måde, og derfor havde han heller ikke nogen kvaler ved at lade dem komme ind i hans hjem. Så måtte de jo bare finde ud af hvordan og hvorledes. Det var jo heller ikke ligefrem noget, som man bare gjorde, kunne man sige. Et stille smil passerede denne gang hans læber, som han lod hovedet søge en smule på sned igen. Han behøvede måske ikke, men han kunne nu godt lide det. "Jeg gør det fordi jeg har lyst," sagde han denne gang med en oprigtig stemme.
Lucas gjorde denne gang tegn til, at hun kunne tage med ham indenfor igen. Det var stadig lidt halvkoldt at stå udenfor, og det var også ved at blive mørkt. "Du fryser ikke?" spurgte han denne gang. Han ville jo selv gerne have, at hun havde det godt, og var tilpas. Faktisk var det noget af det, som han vægtede højest lige nu.