Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod ganske roligt og betragte alt omkring hende, her var dejlig fredeligt og den kølig vind var nu behalige og mærke i huden og håret lig nu. hun så mod ham som lucas snakke, nu claudia sov gjord hun samme tanker at de kunne få snakke lidt voksen ting igennem. ”Claudia har altid haft nemt til og kunne lig nye mennesker.. en god eneskab og have men også farlig.. men nu hjælper det så også jeg viser hende at jeg føler mig tilpas omkring dig” hun smile blidt til ham, inden hun igen kigge lig ud som vinden tog fat i hendes kjole og hår igen.

Lucas hade virkelig gjort meget for hende og claudia, alt sammen ting han ikke behøve men som han gjord af lyst, igen var det noget der varme adeline ”og jeg sætter stor pris på du har den lyst til og lukke os inde i dit hjem sådan uden videre.. jeg er dig virkelig evig taknemlig lucas” hun så på ham og smile blidt, hendes kinder var bleven rosa af den kølig vinde, men hun frøs ikke som sådan selv om det nok kom når hun kom ind i varmen igen. hun så på ham som han gjord tegne til de skulle gå ind, hun vendt roligt mod døren ”næ ikke vildt men det kommer nok så snart jeg kommer inden for igen” hun så på ham og smile bare. Hun skulle nok overleve lidt kulde så sart var hun just ikke ”fryser du? Skal jeg finde et tæppe til dig? Noget varmt og drikke? Skal jeg ind da putte dig på sofaen?” hun så på ham, det sidste var tydelig ment i dril og hun puffe også lidt til ham mens hun sendt ham et drillenden sødt smile.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Endelig havde de tiden til at snakke om voksenting, hvilket var noget som Lucas, selv havde brug for lige nu. Det var heller ikke ofte, at den mulighed egentlig kom til ham, men det gjorde den her. "Der er intet ondt i den lille pige. Hun har et godt hjerte, og det samme har hendes mor," sagde han denne gang. Uden tvivl en sand ros til hende, og særligt med tanke på, at hun jo stod med det hele alene, så var det da heller ikke så underligt, var det? Et kort smil passerede denne gang hans læber. Det var uden tvivl hårdt, hvad de havde været igennem, men de havde fået det bedste ud af det. Og det var det vigtigste af det hele.

Afvisende rystede Lucas på hovedet. Det var vigtigt for ham, at selv hun havde det godt, og kunne han gøre det for at gøre andre glade, så var hans lykke gjort. Det var vel hvad han levede og åndede for efterhånden? "Det er godt, at se jer begge smile, og vide, at I har et sted at være. I fortjener det bedste.. Og for mig, er det her ingenting.." sagde han denne gang. Han mente det dog. Det var virkelig ingenting, selvom det for hende, var så stort.
"Kom med ind og sæt dig sammen med mig.. Før du bliver kold og bliver syg." Han vendte derfra tilbage til huset i stedet for, så de kunne komme ind og sætte sig i stedet for. Han ville jo gerne snakke med hende, og lære ende bedre at kende, og gerne udenom hendes rolle som mor. Ingen tvivl om det.

[Adeline Magarita Jakson]

Voksen snak skulle der også være tid til, det vise adeline godt og det var også rart og snakke om ting børn ikke altid skulle høre. Hun så på ham mens han snakke om claudia og hende, ”det pænt sagt af dem lucas, du har selv et hjerte af guld” hun så på ham og smile blidt, dette var virkelig en ros til ham. han hade virkelig et hjerte af guld, sådan at have så stort et hjerte rum at han kunne rumme dem begge to uden videre og behandle dem som var de i familie. Dette var virkelig noget der udstråle overskud og rummelighed, og adeline beundre det virkelig.

Adeline så på ham som han ryste på hoved, hun smile roligt og så på ham. ”jeg tror virkelig ikke vi kunne få noget beder ind det vi allerede har her lucas, i så fald bliver det en meget svær ting og overgå” hun så roligt på ham og så mod huset. ”det burt ikke være ingen ting for dig.. du har hjulpet to væsner du slet ikke kender.. du har skænke et barn den tryghed og omsorg som jeg ikke har kunne give på samme måde.. du har hjulpet en kvinde med og komme ud fra det mørke hun var begyndt og glide ind i.. alt sammen på en dag, og på kort tid uden og tøve eller vise tegne på og fortryde..” hun så på ham og smile bare lidt ”så det er absolut noget.. og det ikke en lille ting” hun så på ham.
Hun smile bare og begynde og gå mod huset, ”ja ja da men jeg er altså ikke så sart lucas lidt kulde har ind nu ikke gjort mig syg” hun smile bare og gik roligt inde og side i sofaen hun kunne godt mærke hun var bleven kold nu, for hun hade fået gåsehud og måtte kort gyse inden hun ellers sad roligt i sofaen.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Adeline var en kvinde, som Lucas nok var endt med at komme til at holde af. Derfor ønskede han ligeledes også at lære hende det bedre at kende, for det ønskede han jo. Han ønskede nemlig ikke, at lade dem tage herfra, bare sådan, selvom han vidste, at han nok heller ikke kunne holde på dem. "Jeg takker for de fine og rosende ord, Adeline," sagde han denne gang. Han havde gjort, hvad han ville ønske, at enhver anden ville have gjort. At vise noget venlighed, og at åbne op for nogen, var vel heller ikke meget at forlange, var det? Han ville bare gerne se hende med et smil på læben, og vide, at han havde gjort en forskel. Og her, var han sjovt nok, overhovedet ikke i tvivl.

Lucas søgte denne gang indenfor. Det var muligt, at kulden til nu, ikke havde gjort hende syg, men det ændrede bestemt ikke på, at han ønskede at se hende frisk og rask i stedet for. "Jeg mener det, Adeline.. Det her er ingenting. Jeg har åbnet min dør, for nogen som havde brug for det, og jeg kan se, at det har gjort en forskel for både dig og din datter," sagde han denne gang. Han søgte ind i stuen sammen med hende, hvor han trak et tæppe med sig på vejen denne gang. Han satte sig denne gang ved siden af hende, hvor han forsigtigt kastede det omkring hendes skuldre. "Og nu ved vi, at du ikke kommer til at fryse,"sagde han denne gang, og med et smil på læben. Hendes datter sov godt og trygt, og nu var det bare dem.. De havde hinanden, og det var det vigtigste af det hele. De havde det alle sammen rigtig godt.

[Adeline Magarita Jakson]

Lucas var tydelig allerede bleven en manden der betød meget for claudia, i vært fald var han over venne level så det var vel et spørgsmål om tiden inden claudia måske begynde og se lucas som en ny far? Adeline var ikke sikker, men selv så hun lucas som en vigtig mand i sit liv. Han hade virkelig hjulpet dem, vis ikke red hende selv fra og blive suge ind i selv destruktion af sorg, og vrede som hade vokse sig stor i hende. Selv vist hun dog det stadig var der, men hun hade mere kontrol nu ind før. For adeline var lucas vigtig, og hun kunne da godt lig ham han var en god mand. Hun så på ham som han takke for de rosende ord, og smile bare mildt til ham. hvordan lucas følt omkring claudia og ikke mindst hende kendt hun ikke til men hun håbe dog han ikke så dem som en plage eller som en byrde når først han hade prøve og have dem nogle dage.

Adeline søgt blot inden for som lucas hade given tegne til de skulle, hun lytte roligt til ham og så blot på ham da han var færdig med og snakke. ”skal vi forsætte den her? For du vinder ikke” svar hun roligt og smile ”det her er NOGET.. og du kan sig nok så meget det ikke er, jeg ænder ikke mening med minder du viser mig noget som ikke er ingenting” svar hun roligt og så på ham, kalde hende stædig men sådan var hun blot og det ænder sig nok ikke forløbe. Hun så ikke han hade tage et tæppe men satte sig bare i sofaen, og mærke han kastede tæppe omkring hendes skulder. Hun så på ham og smile bare ”du behøver altså ikke varde mig op.. det burt være mig der varde dig op” hun lo lidt og så på ham. hun mærke dog tæppe hjalp så hun smile bare og lukke hænderne om tæppe og lukke det mere om sig, mens hun ellers så på lucas der også satte sig i sofaen hos hende.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Så lang tid, Lucas fik lov til at gøre en forskel, agtet han uden tvivl også at gøre det. For ham, betød det nemlig en verden til fordel, og det, at se dem smile, og vide, at han havde gjort en forskel for dem, var uden tvivl det, som var det vigtigste for ham. Hvilken betydning, han så var ved at få for dem, var dog ukendt for ham. Ikke at han ville have noget imod det. Det var faktisk vigtigt for ham, at have nogen i sit liv, og dem som havde været der, var alle brutalt revet fra ham, eller havde valgt at rejse. Ikke at han ville snakke for højt om det, men han var jo i princippet en meget ensom mand. Han havde jo ikke rigtigt mere eller andet at gå op i, desværre. Derfor åbnede han hellere end glædeligt døren for hende og hendes datter.

Stædig måtte hun være, og et sted, var det også noget, som han godt kunne lide. Et smil passerede denne gang hans læber. "For mig, er det ikke noget, som det måske er for dig," sagde han denne gang. Han mente det oprigtigt. Det at åbne døren for nogen, og give dem noget at smile af, var virkelig ingenting. Det var derimod hans livsopgave, og en, som han aldrig ville stoppe med.
Smilet bredte sig kun mere, da han lagde tæppet om hende. Han rystede på hovedet. Det var slet ikke meningen, at hun skulle opvarte ham. "Du har lavet maden og du har gjort rent.. Desuden ønsker jeg ikke du skal blive syg," sagde han denne gang. Han tog pladsen ved siden af hende. "Dit velbefindende, er nemlig vigtigt for mig," tilføjede han denne gang. Sjovt, som de næsten ikke havde kendt hinanden, og nu snakket, som havde de kendt hinanden hele livet.. Selvom dette var første aften.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline kendt alt for godt til det og være ensom, men det var nok ikke som lucas hade oplevet det hun hade i det mindste haft Claudia men hun mærke ensomheden med det samme vis hun var væk, men hun hade mangle og have voksen selvskab en hun kunne snakke voksen med, og have lidt voksen sjov som børn ikke burt høre. Adeline hade ikke rigtig nogle vennekreds hun hade altid holdt sig for sig selv, i sær efter hun miste sin første mand og der efter Claudias far for pokker hun vist ikke en gang hvor hendes ældst barn var! hvilke også gjord at lucas åbne sådan op for dem var noget af det største hun hade modtage fra nogle i lang tid, og det hade virkelig påvirke både hende og hendes datter positivt.

Adeline var stædig det hade hun altid være, men nogle gang var hun mere ind andre. Hun så på ham som han snakke og smile bare, ”jeg tror det her bliver inde nu en diskussion som ingen af os vinder” hun så på ham og lo lidt, mens hun bare fuldt med ind. Hun syntes det han hade gjort virkelig hade hjulpet ikke mindst hende men også claudia der tydeligvis trives hurtig og hade haft det skønt med lucas.
Hun smile og så på ham som han lage tæppet om hende, hun putte sig bare under det så bare hoved stak op over, ”det er det mindste jeg kan gør nu hvor du lader os bo her til vi finder et sted selv.. plus det falder mig naturlig og gør de ting.” hun så på ham og lo bare ”der skal mere til og gør mig syg Lucas men jeg sætter pris på din omsorg for mig” hun smile og så på ham, ”og dit velbefindende er vigtig for mig, så nu skal du ikke side der og frys ellers må du jo krybe inde under tæppe til mig” hun smile blidt og roligt, det var underlig og snakke sådan med en anden person som man ikke kendt særlig godt men, det lød som de hade kendt hinanden hele livet hvilke jo ikke var tilfældet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas måtte indrømme, at det var rart med noget voksent selskab, nu hvor han havde været vant til det modsatte i så lang tid. Ganske vidst havde der været Melrose og hans søn.. Men selv det, var jo gået i glemmebogen nu. De var stærke og voksne individer, som havde fået deres eget nu. Eller.. Det gik han i hvert fald ud fra. Og hans gamle liv, som den procianske konges onkel? Den var stadig underlig.
"Stædigheden må jeg sige, at du har. Den må have hjulpet dig rigtig langt," sagde han denne gang. Oprigtigt, var det jo ord, som han også måtte mene. Han satte sig derfor med de ord til rette ved hende. Tæppet havde han fået om hende. Nu hvor der ikke havde været nogen, til at være bekymret for hende, så måtte han jo trods alt gøre det. Nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det.

Selvfølgelig lod han dem blive. Han kunne lide at de var omkring. Selvom de praktisk talt var fremmede for ham.. Så følte han næsten, at han havde kendt dem hele livet. Det var egentlig en meget dejlig fornemmelse at sidde igen med. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Nu hvor der ikke har været nogen til at passe på dig, og yde dig den omsorg.. Så gør jeg det gerne.. Vi må passe på hinanden heroppe.. Så.. I kan blive, så lang tid I har brug for det," sagde han denne gang. Uforsigtig hvad det angik, havde han nok altid været. Han fornemmede nemlig intet ondt i hende. Han grinte let. "Er du nu sikker på det?" spurgte han denne gang. Skulle han krybe under tæppet til hende? Underligt nok, så var han i den grad fristet til det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød voksen selskab, børn var dejlig men en voksen og snakke ting igennem med som børn ikke skulle høre eller vide var nu rart. Adeline hade ikke haft nogle i mange år efter hånden, hun snakke ikke rigtig med dem på slotte og med alt balladen der hade vær hade hun bare vær mere forsigtig. Hun så på ham at han hade var kendt som procianske konges onkel kendt hun ikke til, hun lo lidt og så på ham ”den har hjulpet mig en del.. i sær de år jeg har være alene… men den kan også være lidt besværlig til tider” hun smile skævt og så på ham, ”men du selv ikke så lidt stædig så du må da selv vide lidt om hvor langt man kan nå med det” sag hun drillenende og puffe let til ham for det var lidt sjovt han spurt ind til hendes stædighed når hun selv hade set og hørt hvor stædig han kunne være bare over for hende.

Hun så på ham som de sad der i sofaen og hun var pakke godt ind i tæppet der begyndt og varme hende godt, det var dejlig og snakke med lucas, hun følt hun hade kendt ham hele sit engle liv selv om hun aldrig hade set ham før. Hun så på ham som han snakke, at han følte hen ville yde den omsorg for hende var nu sødt af ham det var igen noget han ikke behøve og gør for hende. ”det virkelig sødt af dig Lucas igen yder du noget som du på inden måder er bleven bedt ham” hun smile og så på ham ganske roligt, ”du ved godt at hade Claudia hørt det der, så ville hun aldrig nogle sinde have vi flytter her fra ikke?” hun lo lidt ved tanken for Claudia ville bestemt tage det som de skulle blive hos ham for altid, og som sådan gjord det ikke adelina noget ”eller det vil du måske gerne have vi gør?” hun så på ham som han, og smile bare et lille smile til ham.
Hun lo lidt ved hans ord og åbne tæppe op så han kunne komme ind under vis han ville ”kommer du?” spurt hun drilsk men også blidt mens hun smile til ham og vente på og se om han ville krybe ind til hende nu hun åbne op for ham.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Stædighed kunne være godt, som det kunne være skidt, og særligt med den drejning, det hele havde endt med at tage. Det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det nu. Han trak let på smilebåndet denne gang. "Det kan du godt bilde mig ind," sagde han denne gang. Selvfølgelig var han ked af det og trist over, ikke at have nogen at dele sit liv med, men den stædighed, var samtidig også det, som holdt ham lidt igang og holdt ham på benene. Han havde heller ikke været en mand præget af særlig meget held, kunne man sige i den forstand.
"Den har ligeledes bragt mig langt," sagde Lucas denne gang. Det var og forekom ikke som nogen hemmelighed, og det skulle det heller ikke have lov til. Overhovedet faktisk. For nu, handlede det om at nyde det, så lang tid, at man nu havde muligheden for at gøre det, og det var også det, som han havde tænkt sig at gøre.

Selv på rigtig kort tid, var Lucas begyndt at holde af dem. Han kunne oprigtigt godt lide, at være sammen med dem. "Jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente det. Jeg kan godt lide, at I er omkring.. Både dig og Claudia," sagde han denne gang. Den lille pige, havde været komfortable nok ved at lade en fremmed mand, læse godnathistorie for hende, og sove i hans seng. Det var vel ikke noget som alle gjorde? Han grinte let. "For min skyld, så bliv.. Vi burde nok kunne ordne og arrangere det, så der er plads," sagde han denne gang. Han rykkede denne gang også tættere på hende, så han kunne komme under tæppet. "Hvis du insisterer," endte han leende. Forsigtigt tog han fat om hjørnet, for selv at møve sig under det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på ham, mens de sad der og snakke om stædighed hvilke var et lidt underlig emne og snakke om men også temmelig sjovt, hun så på ham og lo bare. ”ja stædighed er ikke altid en god ting.. men det godt og have når man virkelig har brug for det” hun smile roligt og så på ham. hendes stædig hade fået hende igennem mange ting, alt fra børn opdragelse til og virkelig kæmpe for og komme videre efter den voldtægt hun hade vær udsat for. Men den hade også være i vejen for hendes dømme kraft, når hun virkelig ikke ville have hun tog fejl eller når hun stædig holdt fast i ting der bare ikke var der mere der hade den virkelig bidt hende bag i til tider.

Hun så på lucas, uvidene om hans fortid og kvaler hvor han hade fået en smule info om hende. Men selv om de ikke kendt hinandens fortid ud over inde, eller bare hinandens personlighed mere ind hvad de hade vist over for hinanden denne dag. Så følt hun sig stadig tryg hos ham, ”vi kan også godt lig og være omkring dig lucas, i sære Claudia hun er virkelig ved og blive fan af dig” hun smile og så på ham, aldrig hade hun set claudia være så hurtig til og kunne lig en fremme men det kom vel af at adeline selv var tryg ved ham og ikke spor noget ondet i ham over hovedet. Hun så på ham som han sag de godt måtte blive for hans skyld, dette hade hun ikke forvente og dog lidt ud fra hvad han hade gjort for dem ind til videre. ”Lucas det… det virkelig.. er du sikker? En evighed med os under samme tage er ret længe” det sidste var sagt drillenden og hun lo også selv af hendes ord, ville de virkelig kunne finde plads til alle 3 i den lille hus? Hun håbe det da for hun hade ikke lyst til og flytte lig nu.
Hun så på ham som hun holdt tæppe åben til ham, og han rykkende nærmer ”ja jeg insister så kom.. jeg bider ikke.. så meget” hun smile bare og lo bare og lod ham møve ind under tæppe, hun smile og læne sig lidt frem mod ham så hun fik tæppe over hans skulder ”sådan der du skal heller ikke frys” hun smile og så på ham. de sad ganske vist noget tæt nu under tæppe men det rørt hende ikke, det var vigtiger at de fik varme og ingen af dem blev syge.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Når man virkelig havde brug for det, var stædigheden jo fantastisk. I dag, kunne Lucas jo kun være glad for, at han havde den, for ellers ville han jo have givet efter for rigtig lang tid siden. Han var nu glad for ,at det ikke forholdt sig sådan. "Det er ikke altid en skidt ting," sagde han denne gang. Han sendte hende et varmt smil. Det var nok noget, som var kommet dem begge to rigtig godt til gavn, kunne man da sige. Han var i hvert fald rigtig glad for det, den dag i dag.

Lucas var vel bare begyndt at holde af dem? Selvom det var første dag og det hele, føltes det alligevel skræmmende naturligt for ham, at være omkring dem. Det var rart med noget selskab, og særligt, når det var på denne her måde. Det var også mere for sin egen skyld, at det skulle være sådan. "Jeg er imponeret over, hvor tillidsfuld hun har været.. Jeg er jo en praktisk talt fremmed mand, for hende," sagde han denne gang. Selvfølgelig var han glad for det. Han kunne virkelig ikke lide tanken om, at de skulle tage derfra igen. Selvom han vidste, at det lød virkelig underligt, så kunne han ikke. "Jeg mener det.. Altså.. Jeg ved godt, at der kun er gået en dag.. Men.." Af den grund, føles det, som havde de kendt hinanden meget længere.
Lucas møvede sig denne gang tættere, og derfra også under tæppet ved hende. Han satte sig helt tæt på hende, så de kunne sidde godt under det sammen. Okay, han havde været lidt koldere end hvad han lige havde regnet med. Han smilede let for sig selv. Den ene arm, sneg han denne gang forsigtigt om hende. "Er det her okay?" spurgte han denne gang, hvor han atter så mod hende. Han frøs slet ikke mere. Tvært imod, følte han en intens varme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke og smile bare roligt, ”nej det bestemt ikke altid en skidt ting” svar hun roligt, hendes stædighed var nok det der hade holdet hende i live så længe. Det hade også være det som gjord hun hade fået de fleste ting i hendes liv, men det gjord også nogle blev skræmt væk af hende og hun ind i mellem kunne være snæver synet selv om det heldigvis ikke var så slemt igen som nogle måtte mene det var.

Adeline så på ham mens de snakke, hun var uden tvivle begyndt og blive temmelig glad for lucas som person og ikke bare fordi han hade hjulet dem, og i sær hende med og komme et sikkert sted hen men også og hjælpe hende ud af det sort hule hun hade være ved og glide i oppe i hovedet. Hun så på ham og smile roligt, ”Claudia har altid.. haft nemt ved og stole på fremme vis hun fornemmer intet ondt er i dem, og vis hun fornemmer jeg er tryg så gør det også alting meget nemmer for hende.” hun så roligt på ham, hun forstod godt det kunne være meget og tage inden sådan og passe to fremme, hvor et var et barn der nærmest med det samme klammer sig til hans ben når hun var vågen.
Hun smile roligt og så på ham, ”du behøver ikke og forklar lucas jeg har det på samme måde.. ” hun så roligt på ham og smile bare blidt, hun vist hvordan han hade det. hun følt de hade kendt hinanden i evigheder og det derfor var så naturlig de bare faldt til her i huset. ”vi tager gerne i mode tilbudt om og blive her, tror ikke det ville gør Claudia spor at vi bliver hos hendes nye flyve makker.. og jeg er begyndt og blive temmelig glad for dit selskab” hun smile ganske roligt.
Som han rykke nærmer sad hun bare stille, hun kunne godt mærke de sad temmelig tæt nu han var under tæppe og hun kunne mærke han også hade været kold ”og du bekymre dig om jeg frøs du selv helt kold din tosse” hun lo lidt og sad bare med hænderne på sit lår, som hun mærke hans arm der sneg sig om hende. Hun mærke selv en intens varm komme frem nu han også var under tæppet. ”Ja det helt fint” sag hun og sad bare roligt ved side af ham, hun læne dog hovedet forsigtig mod hans skulder ”er det her okay?” spurt hun roligt og blev ellers sidene helt stille.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Stædigheden havde reddet Lucas mere end en gang tidligere, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes nu. Han kunne takke den for, at han var kommet dertil, hvor han var i dag, og det var bestemt ikke fordi at det var nogen skidt ting. Det skulle det ikke have lov til at være. "Lige netop," sagde han denne gang, hvor han selv satte sig godt til rette ved siden af hende. Hun var en fantastisk kvinde, også selvom han stadig kun var ved at lære hende at kende, så håbede og bad han da til, at det var noget, som skulle have lov til at komme før eller siden. Lige nu handlede det vel bare om at overbevise hende om at blive? Selvom det stadig var underligt at tænke på. Han ville bare ikke have, at hun skulle forlade stedet. Han kunne virkelig godt lide, at hun var der.

Ud fra, hvad de kunne fortælle, så blev det jo kun bedre og bedre. Han tog det uden tvivl som en god ting, at Claudia havde taget så godt imod ham. "Plejer man ikke også at sige, at børn kan fornemme selv det bedste i folk?" sagde han denne gang. Så at Claudia havde det sådan med ham, kunne da kun være en rigtig god ting!
Adeline var en fantastisk kvinde. Det blev bestemt ikke bedre for hans vedkommende. Han smilede. "Der er ikke nogen grund til at tage herfra. Jeg kan lide at I er her.. Det er også mere rart, end at sidde selv, må jeg indrømme." Han sænkede hovedet en anelse. Okay.. Nu fremstillede han bare sig selv som en eller anden ensom ting. Det var ikke meningen. Hovedet som hun lagde mod hans skulder, sagde han ikke noget imod. Det føles.. rart. "Det... Det føles godt.. Altså.. rigtig godt." sagde han i manglen på bedre. Forsigtigt trykkede han hende ind mod sig.

[Adeline Magarita Jakson]

Stædighed hade virkelig haft sin gavn, og det var adeline skam også taknemlig for. Uden den hade hun aldrig efter sin død som dragerytter hvad holdt fast i og forsøg og få hendes afdød mand til og tro på hun var genopstået, uden sin stædighed hade claudia sikkert være endt med og være forkælet og ustyrlig fordi hun ikke holdt fast i og sig nej. Disse ting var bare nogle af de ting, som stædighed hade hjulpet hende igennem, og det var hun virkelig taknemlig for. Hun så på ham og smile bare roligt mens hun hygge sig med og side her ved siden af lucas.

Adeline smile bare og så på ham mens han snakke, ”jo det siger mand og Claudia er et glimerne eksempel på at det passer” hun smile ganske rorligt, Claudia holdt tydeligvis af Lucas og det ville sikkert vokse med tiden de følelser den lille pige hade til ham, hvilke på sin vis var en god ting for claudia hade brug for en mandlig figur og se op til og der passe lucas perfekt inde.
Lucas var en ubeskrivelig god mand, og hun var så glad for det var ham de hade støt på i templet den dag. Hun så på ham og smile bare ganske roligt. Som han snakke fik hun et ret godt indtryk af at lucas ellers altid sad alene og dette skar hende i hjerte og hør, at side alene var aldrig en rar ting. ”du skal ikke frygt du bliver alene igen lucas.” sag hun ganske roligt og fik hen hånden op til hans kind ganske forsigtig løft hun hans hoved og så på ”vi skal nok være dit selskab fra nu af” hun smile opmunderne til ham. hun trak roligt hånden til sig igen mens hun hade hovedet let mod hans skulder. Hun mærke bare han forsigtig trykke hende tætter ind til ham, hvilke hun ikke sag noget til for det var ganske rart og side og ja blive kramme af en fra det modsatte køn igen. hun så på ham og smile bare ved hans ord ”det var godt.. jeg syntes også det føles rart” svar hun roligt og lukke øjne halvt og nød bare og side der med hovedet mod hans skulder, under det dejlig varm tæppe i dette lille hyggelig hus.