Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare, lucas var virkelig en naturlig far det kunne hun se. Han var så rolig og blid omkring claudia, det var bare så naturlig at det var helt uhyggeligt et sted. Hun kunne se claudia var ved og skabe et bånd til lucas, et bånd hun ikke hade haft med andre før og som var anderlades i forhold til det bånd de delte som mor og datter. Hun så på ham og smile bare blidt for sig selv, hun hade ikke som sådan noget i mod claudia begynde og skabe et ’far’ bånd til lucas så længe han virke til og ville lege den rolle men hun bekymre sig for at vis lucas pluslig ikke ville det mere, ville det knuse den stakkels claudias hjerte og det ønske hun slet ikke. Hun så mod lucas og smile ”det kan jeg se” hun smile bare og så på claudia.

Claudia så på ham som han sag hendes navne var noget særligt, ”er det?” spurt hun underne og lag hoved lidt på skrå ”hvordan er det noget specielt?” spurt hun og så på ham, mens hun blev liggendene hos ham. at han først ville fortælle mere når hun skulle sove var tydelig det ikke lig faldt i god jord for hun ville hør den igen. hun lysne dog op som han sag han måske ville fortælle hele to historier når hun skulle sove. ”to historier!” hun smile og adeline lo og så på hende ”måske vis du sød unge dame” claudia så på adeline før hun så på lucas ”lover du?” spurt hun og rat sin lillefinger ud ”på lillefinger ære?” spurt hun og så på lucas.
Adeline smile ”claudia jeg syntes du skal løbe ud og lege lidt, så kalder jeg når vi skal spise du kan lig nå og flyve lidt rundt vis du vil, men holde dig i nærheden af huset okay” claudia så på adeline da hun var færdig med lucas, hun nikke og så på lucas ”vil du lege med uden for hr. lucas var var var!?” spurt hun ivrigt og så på ham, adeline lo og rejst sig inden hun gik i køkkenet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde slet ikke noget imod at springe ind i rollen som 'far' for den unge og kære Claudia. I hans optik, var det synd og skam, at hun ikke havde nogen, som kunne tage den rolle for hende, for det havde man brug for. Han sendte dem begge to et smil. Så lang tid, at de ville lade ham gøre det, så passede det ham mere end fint, og det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Det er godt," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han smilede let for sig selv. Han kunne ikke lade være. Det var svært ikke at gøre det.

Lucas ville selvfølgelig gerne fortælle to historier! Når der rent faktisk fandtes nogen, som gerne ville høre på ham, og hans kedelige historier, så gjorde han det hellere end gerne! "Det er et stærkt navn, som ikke særlig mange har. Det gør også dig unik og speciel," fortalte han med et stille smil på læben.
Lillefingeren fik ham kun til at grine. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt, når det var på den måde. "På lillefingerære," lovede han, hvor han lod sin egen pølsefinger lukke sig mere omkring hendes lille finger, som han trykkede en anelse om.
Lucas rejste sig endnu en gang, og med et smil på læben. "Tag du en tur over huset og en tur rundt.. Jeg vil gerne snakke lidt med din mor," fortalte han med en rolig stemme. Nu havde han fortalt hende en historie, så kunne han vel også godt tillade sig lidt voksentid?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare, claudia var tydeligvis glad for lucas på et højre plan ind hun nogle sinde hade regne med at den lille pige ville. Men det var rart og se claudia finde en hun kunne se op til ude over hende, en mandling figur der kunne lære hende alt en mor ikke kunne. Og lucas virke åbne og glad for claudias tilstedeværelse og tilnæremsle. Det varme hende, og gjord hun fik det beder og beder med tanken om hun hade valgt og flytte tilbage til himmeriget.

Claudia så på ham som han fortalt hendes navne gjord hende unik og speciel, hendes øjne stråle helt som han sag det. for det var noget der tydelig gjord pigen glad og det fik adeline til og smile, claudia holdt lille fingerne mod lucas til hans pølefinger lukke sig om hendes, hun grine lidt og klemt let med fingerne. Adeline var roligt gået tilbage og begynde og rør rundt i suppen der koget godt og roligt mens hun sikker sig og smag til og det ikke brændt på eller noget. Claudia så på ham, som han sag hun kunne tage en tur over huset og rundt, mens han ville snakke med hendes mor. ”hvad skal du snakke med mor om? Var var?” hun var nysgerrig sådan var hun jo bare. Hun vente roligt på svar og hoppe roligt og glad ud og begyndt flyve rundt om huset og op og ned mens hun ellers hygge sig.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde altid været glad for børn, og dette var bestemt intet undtag. Det var umuligt, ikke at blive glad for Claudia, for hun var da intet andet end en fantastisk lille pige, som man ikke kunne gøre noget andet, end at holde af.
At se den lille pige stråle sådan, kunne han virkelig godt lide, for hun var en unik og meget speciel pige, og han vidste, at Adeline også ville være enig i dette, så det var der jo ikke rigtigt nogen tvivl om, når det skulle være. Overhovedet faktisk. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han denne gang også valgte at rejse sig op igen. Han smilede let for sig selv. Han ville gerne have mulighed for at snakke med Adeline lidt, så det hele ikke bare gik op i Claudia. Selvom det ikke var noget, som han havde noget imod, for han kunne virkelig godt lide den lille pige. "Voksenting," sagde han med et stille smil på læben.
"Du kan gå ud og øve dig, så kommer jeg ud og kigger på dig lige om lidt," opfordrede han denne gang, hvorefter han strøg den lille pige over håret. Han kunne ikke lade være. Selvom han kun lige havde lært hende at kende, så var det rart. Han kunne virkelig godt lide at være omkring dem. Han sendte hende et smil, hvorefter han søgte ud i køkkenet.
"Her dufter godt," sagde han med et smil på læben. Det duftede godt, og det var næsten med til at gøre ham sulten!

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia nød tydeligvis den opmærksomhed hun fik fra dem begge, men mest lucas nu hvor det hele var nyt og hun skulle lære ham og kende. Hun smile bare som han trykke om hendes hånd inden han rejste sig, ”voksenting? Hvad er det?” hun så nysgerrig på ham for det ville hun jo gerne vide mere om, hun så på ham som han sag han ville tjekke til hende om lidt og nikke så ”okay men ikke lad mig vente for længe!” kom det streng fra hende inden hun med et grin hoppe ud for og lege lidt.
Adeline kigge hen mod lucas som han snakke til hende, og sag det duft godt. ”det jeg da glad for du syntes så håber jeg det smager lig så godt” hun smile roligt og rørt forsat rundt iu gryden mens hun ellers kunne høre claudia grine uden for, og smile bare for sig selv. Adeline var tydelig i sit element her i køkkenet, hun hade altid følt sig godt tilpas i et køkken et sted var det lidt hendes tilflugts sted når hele verden brandet på, dog kunne hun ikke bare begrave sig i køkkenet på slotte hun var jo urtekyndig så hun skulle jo passe køkkenhaven på slotte, adeline rørt blot lidt videre før hun forsigtig smagt på suppen, hun syntes der mangle lidt så hun endt med og find lidt ekster grønsager frem og begyndt og hakke dem, de ville nok kunne nå og koge med og blive lidt blød inden maden var klar.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Noget, som dine kære små ører, ikke skal høre," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Han tog nu ikke tingene så hårdt. Det var en pige præget af en voldsom nysgerrighed, og det kunne da godt mærkes. Han anså det nu for værende en sund ting, og det var noget, som han uden tvivl godt selv kunne lide. Han smilede let for sig selv. "Smut du ud, så kommer jeg om lidt," sagde han glad, hvorefter han så at Claudia stormet udenfor. At hun blev omkring huset, var noget som passede ham mere end fint. Så kunne han da vende fokus i retningen af Adeline i stedet for.

Maden duftede himmelsk, og det appellerede da uden tvivl til Lucas' sult. Han lagde hænderne mod sin mave. "En skam, at jeg først har mødt dig nu. Tænk alt den gode mad, jeg har misset," pointerede han med en tydeligt drillende stemme. Man skulle jo næsten tro, at de havde kendt hinanden i en mindre evighed, sådan som de havde det omkring hinanden. Han kunne uden tvivl rigtig godt lide det.
Lucas trådte tættere på hende og hen til gryden. Jo tættere på han kom, jo bedre var det virkelig. "Det er ikke første gang du laver den ret, er det?" spurgte han denne gang med et blidt smil på læben.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så underne på ham, noget hun ikke måtte høre. Mund det var noget farligt så? Noget om hende? Noget om hendes mor? Tankerne kørt i det lille hoved der sad på hendes skulder, lucas gjord bestemt ikke hendes nysgerrighed minder. Hun så på ham med spørgene øjne mens hun prøve og regne ud hvad de skulle snakke om, ind til han sag hun skulle smutte ud så kom han snart. Hun nikke og hoppe i gade op uden for og gav sig til og flyve lidt rundt, eller danse rundt på jorden mens hun rigtig hygge sig.



Adeline måtte slippe en kærlig latter som han snakke, han var da kær den kære lucas. Hun lo blot og så på ham, ”du ved jo slet ikke om det smager godt din fjollerik” hun lo blot og ryste på hovedet inden hun hakke videre, til de ny grønsager var hakke i pæn stykker og blev der efter hældt i gryden, som lucas tråde nærmer kigge adelina på ham igen og ryste på hovedet, ”du har ret, det her er en ret jeg ved både claudia og hendes storbror kan lig.. det tog mig dog en del og lære oliver og spise den.. det var jo ikke lave af sukker” hun lave en fjolle grimasse inden hun grine ”den dreng ville kun leve på kager og andet lækkert… skøre unge” hun smile før hun rørt rundt i gryden et par gang før hun begyndt og vaske de andre redskaber hun ellers hade brugt af. Mens hun vaske sag hun roligt ”noget du ville lucas siden du her ude hos mig og ikke er ude ved claudia?” spurt hun ganske roligt, det var ikke for at jage ham ud og være sammen med claudia hun var blot lidt nysgerrig. Hun nød bestemt og snakke med lucas, de snakke til hinanden som hade de kendt hinanden i en minder evighed og det var en dejlig fornemmelse.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle få bugt med den unge piges nysgerrighed, men det var derimod også utrolig rart, at man kunne snakke sammen uden, at det behøvede at være for de små ører. Noget voksent selskab, som ikke nødvendigvis var noget, som den lille pige, skulle have lov til at høre. Smilet forblev på hans læber, som han så hun løb ud, hvor han selv søgte til køkkenet i stedet for.
Hvis maden smagte, som den duftede, så var han selv ikke i tvivl om, at det nok skulle gøre godt i hans ellers så tomme mave! Nu var han i forvejen mere den type mand, som godt kunne finde på at hoppe måltiderne over, hvis det gav ham tid til at lave alt mulig andet. Han var vel typisk en mand? Penge var der ikke mange af til at spise ude, og hvem ville desuden gøre den slags på egen hånd? "Du virker nu til at have styr på det.. Og siden du kan lave mad, som selv børnene vil spise, så er det jo helt fantastisk," sagde han denne gang med et smil på læben.

Lucas stillede sig ved siden af hende. Han kunne høre Claudia udenfor, så hun var jo ikke særlig langt væk. Desuden var det vel et sted også begrænset hvad der ville ske med hende heroppe i Himmeriget? Her hvor alle var gode ved hinanden? Der skete jo aldrig noget heroppe. Han rystede kort på hovedet. "Jeg bad hende øve sig lidt, så jeg går ud til hende lige om lidt. Jeg vil bare.. heller ikke efterlade dig i mit køkken," sagde han denne gang med en rolig stemme. Hovedet lod han let søge på sned. Smilet passerede hans læber. "Det føles godt at have dig her, Adeline," tilføjede han med en ærlig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia var meget nysgerrig men hun var også nem og få til og glemme hvad hun var nysgerrig efter vis bare man vist hvad man skulle sige. Men claudia var vel bare et typisk barn, hun var nysgerrig og ivrig og naiv lig som uskyldig børn skulle være. Adeline så på ham og smile, og lo lidt. ”det sandelig ikke alt mad jeg kan få børn til og spise, men lidt kan jeg vel” hun smile bare og så på ham. at lucas var den type der kunne finde på og springe et måltid over hade hun ikke just tænkt over, for han line ikke en der sulte eller sprang måltider over han var en pæn mand der så ud til og have fået det han skulle. Hun så på ham og smile bare blidt.



Adeline lod lucas stille sig ved siden af hende, det gjord hende ikke noget så længe han ikke begyndt og forstyrre for meget hun arbejde bedste alene i et køkken det var hun vantil, hun så på ham som han sag claudia var uden fir huset og øve sig, hun smile og så roligt på ham. ”åh det skal du ikke tænke på lucas, jeg har selv valgt og stå her i dit køkken og jeg har det enlig fint med og gå og tuller for mig selv” hun så roligt på ham inden hun så på sin opvask som var i gang med, hun smile bare ved hans ord. ”jamen jeg er glad for du har det sådan med min tilstedeværelse” hun smile og vaske roligt spækbrætte af ”jeg er også glad for vi er her” hun smile roligt og fik vaske op og begyndt så og tørre af stille og rolig.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Denne gang, var det Adeline, som kunne få hans opmærksomhed lidt, og det skulle vel egentlig bare mangle, nu hvor hun også stod i hans køkken og lavede mad til dem? Smilet forblev dog hvilende på hans læber, hvor han denne gang så på hende. "Det kan jo kun være godt, siden du får maden i den unge Claudia," sagde han denne gang. Han selv var da heldigvis ikke kræsen, og spiste det meste. Men okay, det var han jo nødt til, når han skulle lave mad til sig selv. "Jeg har aldrig været en ørn i et køkken," tilføjede han leende.

Før eller siden, vidste Lucas godt, at han ville være nødsaget til at søge ud til Claudia, men ikke endnu. Han ville faktisk gerne være lidt sammen, også med Adeline. "Det er ikke bare noget du siger, vel? Altså.. du skal heller ikke stå her," sagde han ærligt. Han kunne også sagtens gøre det selv. Han smilede let for sig selv. "Så laver jeg mad i morgen," tilføjede han. Han vidste at han ikke var særlig dygtig, men han ville gerne. "Det er også dejligt, at se dig smile oprigtigt. Det er en engel værdig," sagde han med en rolig stemme. Et smil passerede atter hans læber. Hun gjorde ham faktisk rigtig glad.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke og smile bare ”det kan kræve lokkeri ind i mellem men ikke så ofte med claudia heldig vis” hun smile og så på ham. hun lo lidt og så på ham, ”det få mænd jeg har hørt om der skulle være gode i et køkken.. men så det jo godt du har fået mig ind i huset og søger for dig var” hun smile munter inden hun lo lidt for det her var nu meget munter og hyggelig samtale.

Adeline vist lucas snart skulle ud til claudia for hun vente ivrigt på ham, hun så på ham og smile bare ”nej lucas jeg står her fordi jeg vil, fordi jeg føler mig fri og til pas i et køkken ” hun så på ham og smile blidt. Hun så roligt på ham og smile som han sag han ville lave mad i morgen, ”det behøver du ikke lucas vis du ikke vil jeg skal nok stå for at lave mad vær dag” hun så på ham for han behøve virkelig ikke lave maden, det ville hun heller ind gerne stå for nu de boede her til hun hade fundet sit eget sted. Hun smile lidt forlegen som han sag han syntes det var dejlig hun smile mere oprigtig, hun blev en smule forlegen når han sag sådan. ”jeg tror godt jeg kan give dig fortjeneste for jeg smiler som jeg gør nu lucas” sag hun stille mest til sig selv inden hun fokuser på og vaske færdig, udenfor hørt man claudia ”HR. LUCAS KOMMER DU!” claudia var tydeligvis bleven utålmodig nu, og ville gerne have han kom ud til hende nu.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Adeline var en god mor, og en virkelig hjertevarm kvinde, og det var noget, som Lucas virkelig godt kunne lide. Ikke var det noget, som han ville skjule for hende i hvert fald. "Jeg har ikke svært ved at forestille mig det. Taget i betragtning, at du har haft hende på egen hånd, så ar du virkelig gjort det rigtig godt," roste han hende denne gang.
Det duftede.. og han ville jo gerne vise hende, at han også godt kunne, og det var jo heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle stå med det hele på egen hånd. Han rystede insisterende på hovedet. "Du skal ikke stå med det hele alene," forsikrede han denne gang og med et smil på læben. Han vidste, at han også snart burde søge ud, men nu var det bare her han ønskede at stå. "Jeg har måske givet dig en grund til at smile, men det er din varme, som afspejles i det. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt," sagde han denne gang med et smil.

Claudia råbte.. Ja, nærmest skreg ude fra. Han smilede let for sig selv. "Nuvel.. Jeg må ud til prinsessen.. Kald når der skal dækkes bord, ikke?" Han sendte hende en meget sigende mine, inden han denne gang søgte udenfor. Han spredte sine egne vinger. Solen blændede ham nærmest, men det var ikke slemt. Det havde været langt værre før. "Hvor er du?!" kaldte han igen. Han smilede glad. Han havde ikke været så glad i mange år!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var nok det mange ville mene en helt naturlig mor og typisk engle med hendes hjertevarme og kærlighed til hendes børn. Selv syntes adeline ikke hun var noget særlig, hun gjord bare det hun fandt bedst og sikker sig bare claudia hade det godt, Oliver kunne hun jo ikke styr mere han var jo en voksen mand og pist væk fra hendes verden åbenbart. Hun så på lucas og smile lidt forlegen ”du roser mig virkelig alt for meget lucas jeg har bare gjort hvad jeg fandt var bedst og med hvad min erfaringer med min søn har give mig” hun smile skævt, hun var ikke vantil nogle rost hende, det var i vært fald meget længe siden sidst det var sket.
Hun så på ham som han bare insisteren ryste på hoved, hun måtte da virkelig heller ikke gør noget selv åbenbart. ”fint.. men jeg vil helst stå for madlavning og det huslig selv de fleste dage selv! Basta” hun så på ham, for hun ville altså give lidt igen for han lukke dem ind på den måde.
Hun smile lidt forlegen som han snakke til hende, hun hade enlig ikke regne med han hade hørt hendes mumlende det var noget pinligt syntes hun. hun fokuser på og gør rent efter sig, og sag ikke mere for hun kunne ikke rigtig finde noget og sig til hans ord.

Som claudia råbe lo adeline en smule, det var lidt sjovt. Hun så mod ham og smile ”skal se om jeg husker og kalde på dig” sag hun drillenden, og lod ham bare gå ud til claudia. Da han kom ud hade claudia gemt sig bag taget, hun smile og fnise som han kaldt på hende. Hun kom så frem og fløj mod ham mens hun råbt ”HER ER JEG!" hun grine og fløj lig ind i ham så hun endt over hans skulder, hun grine og så på ham ”skræmt jeg dig?” hun fnise og så på lucas.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selv på trods af det varme hjerte, og gode sind, så var Adeline da også noget af det mest stædige, som Lucas nogensinde havde været ude for. Han trak kort på smilebåndet, og rystede på hovedet. "Jeg fortæller dig kun, hvad jeg kan se, Adeline, og selvfølgelig skal du vide det. Du gør det godt som en mor," fortalte han denne gang med en rolig mine. At hun så derimod insisterede på, at hun ville stå for det huslige og madlavningen mesteparten af dagene, fik ham kun til at smile let for sig selv. Hun var da noget af det kæreste, som han nogensinde havde stået overfor, og han kunne jo godt lide det. Han kunne virkelig godt lide, at stå der med hende. "Jeg har ikke noget imod det," indrømmede han med en ærlig stemme. Han vendte sig mod hende igen. "Men det er slet ikke meningen, at du skal stå med det hele, Adeline.. Vi er to i husstanden.. Vi hjælper hinanden," insisterede han, inden han søgte ud til Claudia, som tydeligt stod og brølede på ham udenfor.

Umiddelbart kunne Lucas ikke se Claudia nogen steder. Han vidste, at hun var der.. Han havde hørt hende brøle efter ham, for bare et øjeblik siden. "Claudia?!" kaldte han med en varm og venlig røst. At hun så pludselig bare kom flyvende mod ham, gav ham rent faktisk et chok! Han grinede muntert, som hun placerede sig på hans skulder, hvor han tog om hende, så hun ikke faldt ned. "Du gjorde mig helt forskrækket!" sagde han denne gang med et smil på læben. Han vendte blikket op mod hende, og med det varme smil på læben. "Nå, må jeg se dig flyve?" opmuntrede han hende til.

[Adeline Magarita Jakson]

Stædighed var noget adeline altid hade haft, men det var bleven noget værre efter hun var bleven mor og i sær nu hvor hun var alene mor for der kunne det være nødvendig og være stædig. Hun så roligt på ham som han igen snakke, ”det pænt af dig og fremhæve jeg gør det godt som mor lucas men det virkelig ikke noget du behøver.. jeg ikke vantil den slags ros” hun så på ham, hun kunne slet ikke forholde sig til og få ros af en anden for sin mor rolle.
Hun ville helst gør tingen selv, hun var vand til og stå for alt selv. Hun så på ham som han snakke, ”kan godt være vi er to.. men jeg fortrækker og gør det selv.. så ved jeg alt bliver gjort ordenligt” hun smile drillenden og så på ham, hun var virkelig ikke vantil og have ret meget hjælp. Claudia hjalp ind i mellem men det var det og ingen af hendes tidligere mænd hade rigtig hjulpet til i huset. Damon var for det meste væk, og dafnir i stalden og når han kom tilbage hade han være meget træt men hade være sød og passe claudia, den kort tid han nu hade med hende. Hun så bare på ham til han gik, inden hun forsatte med sit arbejde.

Claudia hade grine som lucas blev forskrækket, og smile bare som han sag han var bleven forskrækket. Hun så på ham og simple bare mens hun mærke han hade om hende så hun ikke skulle vælte. Hun smile stort og nikke ”ja!” hun smule og kom så ned af hans skulder, hun satte så i løb rundt om ham så hun kunne løbe frem ad og baske ivrigt med vingerne, hun kom op i luften og vaske løs med de små vinger mens hun smile og tydeligvis nød og kunne flyve.