Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Denne gang, var det Lucas der måtte smile glad og tilfreds. Ja, det måtte jo komme ud på, hvem af dem, som var mest stædig. Dog var det ikke en konkurrence, som han ville vinde. Han ville jo bare gerne have, at de havde det godt sammen, og særligt, nu hvor de skulle leve under samme tag. Han havde nu ikke noget imod det. Han kunne faktisk oprigtigt godt lide det. "Det må vi jo finde ud af. Uanset.. så tror jeg da nok på, at vi vil kunne finde ud af det sammen," sagde han denne gang med en ganske glad stemme, for det alene, kunne han heller ikke lægge det mindste skjul på, når det endelig var. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Hun gjorde ham glad.

Sandt at sige, at Lucas ikke havde nogen anelse om, hvad det ville sige, at have små børn, for det gjorde han ikke. Han havde ganske vidst sin egen søn, men havde først mødt ham, da han var blevet en voksen mand, og ikke var afhængig af sine forældre på den måde. Var det overhovedet underligt? "Jeg er glad for det.. Men du skal virkelig ikke," afviste han denne gang. Han rejste sig denne gang op. "Jeg er nu sikker på, at jeg godt kan håndtere situationen i de minutter du nu må være væk," sagde han denne gang med et smil på læben.
Lucas lod denne gang Adeline flyve, hvor han denne gang satte sig ind i stuen. Claudia så stadig ud som hun lå og sov. Han satte sig på kanten af sofaen. Han strøg hende kærligt over håret.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare som han snakke, ”jeg tror nu også vi nok kan finde ud af og enes ” hun smile bare. Hun håbe da de kunne finde ud af det sammen, nu de midlertidig skulle bo under hans tag. Hun så på ham, lucas var virkelig en behalig mand og være i nærheden af. Og han bragt hende glæde til tros for de ikke kendt hinanden så meget som sådan, men det gjord det bare letter og være under samme tag som ham i forhold til vis hun ikke hade være glad for of være omkring ham.

Hun smile bare, hun var da sikker lucas nok skulle finde ud af det vis der nu skulle ske noget. Det var aldrig til og vide for claudia var ganske vist en sød og artig pige, men alle børn kunne være udforderne til tider det vist hun. ”ikke noget men! Nu står jeg for mad og rengøring så kan du være min fast baby sitter” hun smile drillenden og blinke til ham. inden hun smile ganske blidt, ”skulle det blive helt galt så find mig okay” hun smile og fløj ellers afsted til marked.

Som lucas satte sig på kanten af sofaen og strøg claudia over håret, måtte pigen begynde og bevæge sig og træt gned sig i øjne. ”mmmh…. Mora?” hun gibbe lidt med øjnene og fik øje på lucas, hun brugt nogle sekunder på lig og kigge ham and inden hun så rundt, ”hvor mor henne? Hvor er vi henne?” spurt hun og fik skubbe sig op og side, mens hun gned sig træt i øjnene claudia hade det med og være temmelig pyller når hun lig vågne og i sær når adeline ikke var der. Hun snøft mens hun gned sig i øjnene ”Mora…” pev hun stille mens hun kom ud af sofaen og begyndt og gå rundt for at finde adeline.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Jeg tror nu godt, at vi kan enes, og finde ud af det," sagde Lucas denne gang med et glad smil, for det var jo heller ikke fordi, at han kunne skjule det. Han var glad omkring hende, og hendes datter ikke mindst. Det var rart at have noget selskab, og særligt, når de foregik på denne her måde. Hovedet lod han derfor falde en kende på sned.
"For en stund, tror jeg nu godt, at det går. Hun er jo en dejlig lille en, så hvad skulle der gå galt?" spurgte han denne gang med et stille smil på læben. Han lod derfor Adeline tage afsted, hvor han i stedet, søgte ind til Claudia, som lå og sov på sofaen.

Ikke var det hans mening, at vække hende. Han strøg blot hendes hår, hvor han så, at hun alligevel endte med at slå øjnene op. Forvirret, som hun end var, da hun stod op, var det straks en dårlig samvittighed, som havde grebet ham. Han mente jo slet ikke at gøre hende forvirret. "Mor kommer lige om lidt," sagde han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse, da hun rejste sig.. Hun peb.. Var hun bange? Han rejste sig, og søgte efter. "Mor handler noget at spise, så hun kommer om lidt.. Kom.. jeg passe på dig imens," sagde han denne gang. Han rakte hende sine arme. Han ville jo gerne passe på hende.. Og lade hende vide, at hun var tryg her.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare ”tror jeg nu også nok vi kan lucas ” hun så på ham ganske roligt, mund ikke nok de kunne komme over ens i den lille tid de nu skulle bo her hos ham. hun smile bare og smile bare, ”børn kan finde på mange ting kære lucas når deres forælder ikke er i nærheden til og holde øje, men jeg er nu ikke bekymret claudia plejer og være en god pige” hun smile bare inden hun tog af sted for handels skulle der virkelig vis de skulle bo der hos ham, og overleve.



Der skulle aldrig meget til og vække Claudia men det var jo noget kun adeline viste, claudia gned sig i øjnene tydeligvis stadig påvirke af den lange lur hun hade fået, og det hun stadig var træt. Hun så rundt efter adeline, som hun ikke kunne se nogle steder. Claudia forsatte med og gå rundt mens hun peb og gned sig på skift i vært øje, for hun var forvirret og træt. Men hun kunne ikke se adeline nogle steder, og det gjord hende bange hun hade aldrig brudt sig om og være væk fra adeline, men det kom jo af at adeline hade være meget vagtsom i de sener år, og det påvirke jo claudia uden adeline tænkt over det. Claudia så på luca som han sag hun skulle komme, og han ville passe på hende. Hun snøft og så på ham mens hun gned øjnene der var helt blanke. Hun løg så hen til lucas og trykke sig ind til ham mens hun gemt ansigt ind mod hans bryst, der gik ikke længe og igen sove claudia op af lucas, det var tydelig claudia ikke hade være helt vågen da hun hade være gået rundt og se efter adeline.



Efter en 10 minutter kom adeline tilbage, hun hade en ordentlig kurve med tilbage fuldt med grønt, brød og kød. Hun lade ude for døren og fik døren så stille op hun kunne, inden hun bare kurven ud i køkkenet og pust, den var tunger ind den så ud. Hun begyndt roligt og så stille hun kunne og pakke kurven ud, i den tro at claudia stadig snork sov og hun ville jo ikke vække hende.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas brød sig faktisk slet ikke om, at se Claudia rende rundt og lede efter sin mor, på den måde. Det var jo overhovedet ikke meningen, at gøre hende bange eller noget lignende. Det havde det jo faktisk aldrig nogensinde været. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang slog armene om hende, da hun søgte hen til ham, og nærmest.. hulkede mod hans bryst. Hvorfor var det lige, at det gav ham endnu mere dårlig samvittighed, end hvad han havde i forvejen?
"Mor kommer snart hjem igen," lovede han denne gang, inden han rejste sig med hende i sine arme, så hun i stedet for, kunne ligge ind mod ham. At hun så faldt i søvn igen, var en tanke, som han nu kun måtte finde alt for kær! Han kunne i hvert fald godt lide den. Han smilede let for sig selv, og lagde hovedet mere ind mod den lille pige. Han kunne jo ikke lade være. Hun var noget af det kæreste, som han længe havde stået overfor.

At Adeline kom hjem, sagde han intet til. Han havde bare taget pladsen på den slidte sofa i stuen, og lagt et tæppe om den lille pige, så hun følte sig i trygge hænder. For ham, var det nemlig også vigtigt. Ekstremt vigtigt.
"Velkommen hjem," sagde Lucas roligt. Huset var ikke så stort, så mon ikke at hun hørte ham? Claudia ville han jo heller ikke have, skulle vågne. Han havde i forvejen dårlig samvittighed over, at have vækket hende, så ked af det, som hun var blevet.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia var en pyller mås når hun lig var vågnet og vis adeline så ikke var ind for synfelte så var det bare helt galt. Men igen claudia var meget mor syg og adeline var nok en tand overbeskyttende i sær mens de boede ned på slotte, der gik jo ikke en dag hvor adeline ikke var bange for der skulle ske noget slemt. Claudia trykke sig ind til lucas som han slog armen om hende, hun nusse ansigt lidt mod hans bryst mens de små arme lage sig så meget om hans bryst som de nu lig kunne. Hun døsse roligt hen i hans arme efter han hade sagt adeline snart kom hjem, hun mumle mod hans bryst noget der kunne lyde som far men det kræve virkelig man hade hørt efter hvad hun hade sagt. Hun sov tungt igen og mærke der for kun svagt som lucas hoved lag sig ind mod hendes, hun fik dog et lille sød smile på læberne i søvne.

Adeline stod roligt og pakke ud som hun hørt lucas sige velkommen hjem til hende, det var ikke en sætning hun hade hørt i ufattelig mange år. Hun vendte sig om og kunne se ind på sofaen hvordan lucas hade tage plads i sofaen med en sovenden claudia op af sig, hun smile og kunne næsten regne ud hvad der var sket. ”hun vågne ikke sandt?” hun sendt bare lucas et lille ømt smile ”hun er lidt en pylle trold når hun lig vågner” hun smile før hun vendt sig om og fik pakke alt ud og fundet ud af hvor det hele skulle ligge hende, ”sådan nu burt jeg kunne foder os et par dag i vært fald” hun smile og gik ind til dem, og satte sig på den smule kant der var på sofaen som ikke var dække af de to. Hun strøg claudia over håret ganske blidt ”claudia du skal til og vågne nu, du har sove længe nok nu” kaldt adeline blidt. Claudia gned ansigt mod lucas mens hun vågne og kom med et mh mh lyde, men hun åbne øjne til sidste og gabt, ”sove godt?” spurt adeline og smile bare blidt mens claudia nikke og putte sig bare hos lucas ”det var godt, nu ikke sov igen vel du skal vel hjælpe mor med maden ikke?” claudia nikke og gned øjne ”god men tage du dig bare tid til og vågne her hos lucas så vil mor langsomt finde det vi skal brug okay” hun smile og rejst sig og gik tilbage til køkkenet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde slet ikke forestillet sig, at den virkelig livlige og glade pige, skulle tage det så tungt, at Adeline ikke var til stede, når hun vågnede op. Og derfor reagerede han jo som han nu gjorde, og ville vise hende den omsorg, som han nu forsøgte. At hun havde taget imod det, og bare lå og puttede ind mod ham, glædede ham. Han ville passe på hende.. og Adeline. Han agtet at gøre, hvad han kunne, for at passe på dem begge to, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre det. At hun skulle kalde ham for 'far', var slet ikke noget som han hørte. Lige nu var han bare glad for, at han havde fået hende til ro igen, så hun kunne slappe af igen.

Adeline kom hjem, og lige i tide, til at se ham sidde med den lille pige, som havde hun været hans datter. Hvor meget var han ikke lige gået glip af med sin egen søn dengang, han havde haft den alder? Han sendte hende et smil. "Hun vågnede og søgte efter dig.. Men.. det ser da ud til, at hun faldt til ro igen," sagde han med et smil. Han selv tog det ikke som nogen skidt ting.
Adeline vækkede hende, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af. Han elskede at de nu måtte sidde der sammen med hinanden, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Den lille pige vågnede og puttede. Han elskede det jo! "Du må gerne blive liggende lidt," sagde han denne gang. Han kunne jo heller ikke lade være. Han lod hende putte lidt. At få noget at spise, ville nok også gøre godt for dem alle sammen? Lucas sendte Adeline et smil, da hun søgte tilbage til køkkenet.. Næsten som var de en familie. Det var jo en tanke, som han virkelig godt kunne lide.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare som de to være der i sofaen, som far og datter nærmest. Det var et smukt syn når man så bort fra at lucas ikke var claudias far, og claudia ikke hans datter eller adeline og lucas danne par. Hun så på lucas som han snakke, ”mh det var lidt det jeg frygt der ville ske.. hun bryder sig ikke om at vågne op uden jeg er er nærheden” hun så på ham og smile blidt ”det kan jeg se hun er helt væk.. det ser ud som det falder dig helt naturlig og tage dig at børn” hun smile og så på ham, inden hun blidt fik vække claudia inden hun gik tilbage mod køkkenet for at gøre klar til maden. claudia nusse sig bare ind til lucas, det var tydelig svært og vågne for hende. Men det var jo klar hun lå jo lige så godt her hos lucas, hun så på lucas som han sag hun godt måtte blive liggenden lidt længer. Der kom et meget sødt og træt lille smile fra hende, inden hun igen putte sig mod lucas og bare lå og nuller med tæppe med fingerne.
I mens fik adeline fundet de grønsager hun ville brug og kylling hun ville have i suppen, hun kigge ind til dem og smile ”vil du bare gerne blive liggendene hos lucas?” spurt hun og smile bare, claudia så på adeline og nikke inden hun bare kigge ned på sin finger der nusse med tæppe mens hun bare lå stille og slappe tydeligvis af. Adeline smile blidt og så på lucas ”er det okay hun bliver ligenden hos dig mens jeg bikser den suppe sammen?” hun så på ham og vente bare roligt på svar for vis han ikke hade lyst til blive sidene der med hende, så var det fint med hende vis ikke så tog hun bare claudia med ud i køkkenet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Den lille pige var blevet overraskende tavs, og Lucas vidste ikke, om det var godt eller skidt i den her omgang. Han rystede kort på hovedet. Hun var da noget af det mest dejlige, og mest kære, som han nogensinde havde set, og selvfølgelig, var det noget, som han godt kunne lide, så ingen tvivl om det. Han smilede let. "Det kan også være uhyggeligt på et nyt og fremmed sted," fortalte han denne gang. Han blev derfor siddende med den lille pige i sine arme. Hun var da noget af det mest fantastiske, som han længe havde været overfor. "Jeg har altid været glad for børn. Jeg har nok bare været uheldig, ikke at have oplevet det selv," fortalte han denne gang. Han trak kort på skuldrene, og lod derfra Adeline søge ud i køkkenet.

Claudia virkede slet ikke til at ville smutte ud af hans favn, hvilket var noget som Lucas havde det mere end fint med. "Vi sidder bare her og hygger, ikke?" sagde han glad. Han puttede hende godt ind mod sig, for han kunne virkelig godt lide, at sidde der sammen med hende. Han elskede den tillid, som hun viste ham. "Det er helt okay, Adeline! Vi hygger!" annoncerede han med et smil. Denne gang lagde han sig selv på tværs af sofaen, så hun kunne ligge mod hans bryst, og han selv kunne slappe af. Han sukkede helt afslappet.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, inden hun så på Claudia der bare lå og vågne hos lucas. ”det kan det.. og når hun er vantil jeg altid er lig inden for nærmest en arms længde så gør det nok ikke sagen beder” hun smile skævt og så bare på lucas og smile, ”jeg tror ikke claudia ville have noget i mod du får lov og prøve og opleve det det vil sig og være far til en lille pige som hende mens vi bor her” hun smile og så på claudia, hun var ret sikker på claudia kun ville elske og brug tid med lucas for som det så ud nu så hygge pigen sig og hun var tryg så kunne adeline ikke forlange mere her i verden.

Claudia lå bare og hygge under det varme tæppe og op af lucas. Adeline smile som hun kigge ind, ”det må jeg sig hade ikke troede jeg skulle se claudia side stille så længe” hun lo lidt som pigen bare rakt tung af hende. Hun så på lucas som han flytte lidt på sig. ”det var godt så går jeg ud og laver mad” hun smile og gik ellers tilbage til køkkenet og begyndt og vaske grønsagerne og gør dem klar til og blive hakket i stykker, og fik en gryde med vand sat over til og koge. Claudia så på lucas som de nu lå der og putte ”Hr. lucas.. vil du ikke nok fortælle en historie var? be be?” spurt claudia og putte sig bare helt ind til ham.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Et smil hvilede som stødt på Lucas' læber. Det kunne jo heller ikke blive bedre, end hvad det var nu. "Når man er vant til det modsatte, kan jeg da godt forstå, at det andet kan være en smule skræmmende," sagde han oprigtigt. Han havde selv den idé om, at Adeline måske var overbeskyttende, men med tanke på, hvad hun havde mistet, var det jo heller ikke underligt. Heller ikke Claudia for den sags skyld. Ordene varmede ham. Som far? Ja.. Det var en underlig tanke, men han måtte jo indrømme, at han virkelig godt kunne lide den. "Er jeg forfærdelig, hvis jeg siger, at det ikke gør mig noget?" spurgte han denne gang. Smilet forblev på hans læber. Han var da virkelig glad for det!

Claudia blev liggende, selv da Lucas lagde sig ned på sofaen. Han sukkede let. At ligge der med hende, var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide, og ikke kunne han skjule det. "En historie..? Hmm.." Det var virkelig mange år siden, han havde været derude, hvor han skulle fortælle historier. Han smilede kort for sig selv. "Okay, jeg kender den her." Han sørgede for, at tæppet lå godt om den lille pige, inden han valgte at gå igang. "Der var engang..."

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile lidt til ham og så roligt på ham, ”sandt og når man ikke er ælder så kan det nemt blive meget skræmmenden." Hun så på dem, adeline vist godt hun nok selv var en del af skyld når det kom til claudia var pyller og meget opmærksom på hvor hun altid var, hun lo lidt og så på ham, ”nej det gør dig ikke til noget forfærdelig lucas.. faktisk er det ret sødt og se dig hygge dig på den måde” hun smile blidt ”børn fremhæver virkelig dit milde væsen ” hun smile bare ganske roligt inden hun ellers lod de to om og hygge sig.

Claudia så på lucas mens hun vente på og høre om han ville fortælle en historie, hun smile som han sag han godt ville fortælle hende en. ”yay!” hun smile og putte sig ind mod lucas og kigge op på ham med de store øjne og lytte spændt til hans historie, adeline smile og lytte med fra køkkenet mens hun fik hakke grønsager og kylling i stykker og lage i det nu kogene vand, hun vaske så op efter sig og vaske hænder inden hun kom ind og satte sig på kanten af sofaen til dem og lytte ellers med på historien uden og blande sig eller sig noget, hun smile bare mens hun ellers lytte til hans fortælling.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Kunne jeg godt forestille mig," sagde Lucas denne gang, med et smil på læben. Han kunne virkelig godt lide det. Hans blik faldt mod hendes skikkelse. "Jeg vælger at tolke det som en god ting. Det er jo dig og din datter, som skal leve med mig," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Han vendte blikket mod hendes lille datter i hans arme. Børnene fik det milde væsen frem i ham? Han gik da så sandelig ud fra, at det dukkede op fra tid til anden alligevel. "Jeg kan godt lide børn.. Ikke døm mig på det," sagde han leende.

Lucas lagde sig godt til rette med den lille pige i sine arme, mens han begyndte sin fortælling om en konge, en dronning og ædle ridere. Den samme historie, som han var blevet fortalt dengang han var barn, og som han dengang havde givet givere til Gabriel. Den forhenværende konge af Procias. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. Han lå og strøg den lille pige over ryggen, mens han fortalte, og endelig afsluttede han den. "Kongen fik sin dronning, og de levede lykkelig til deres dages ende.. Og sammen, så fik de en lille pige.. Hende kaldte de for Claudia," afsluttede han med et smil på læben. Han sendte dem begge et smil. Han kunne slet ikke lade være.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo bare lidt, ”det er skam en god ting lucas ellers hade jeg nok ikke være gået med til og bu hos dig vel” hun smile og så på ham, og så på claudia. Hun lo lidt ”jo jeg vil dømme dig vil jer! Dømme dig til og være en god mand og tydelig naturlig i rollen som en ’far’” hun lo for det var ment på en god måde, hun hade ikke tænkt sig og dømme ham, men hun kunne ikke helt lade være og pjatte lidt for det hade hun ikke gjort med nogle i årvis og hun kunne mærke hvor meget hun hade savne og have det lidt sjovt.

Claudia lytte til lucas fortælling om en konge og en dronning og ædle ridere, det var tydelig hun var fange af lucas fortælling, for hendes øjne var store og hun lå helt stille hos ham mens han snakke. Adeline smile hun hade kunne lytte med fra køkkenet, og nu hvor hun sad på sofa kanten kunne hun beder høre det sidste af historien. Da han afslutte den lyst claudia helt ”ÅH! Hun hedder det samme som mig!” gispe hun helt og så på dem. Adeline lo lidt for det var nu sødt af lucas og indrage claudias navn i historien, ”Mor! Kong og dronning fik en baby! Og den hed også claudia! Lige som mig!” adeline lo lidt, ”nej er det rigtig” hun og så på pigen der blev liggenden, ”der kan man bare se var” hun smile som claudia nikke og så på lucas ”igen?” spurt hun og ville godt høre historien en gang til.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Det kan du jo selvfølgelig have ret i," sagde Lucas denne gang med et stille smil på læben. For ham, var det nemlig en tanke som han godt kunne lide. Den tillid, som man kunne udvise et individ, som man lige havde mødt, og det var også det, som han gjorde i en stund som denne, og han havde uden tvivl også tænkt sig at udnytte det, i den forstand, at det nu var ham muligt at gøre det. En varme steg voldsomt i hans krop og sind. Han ville ikke have noget imod, at blive kaldt for en god 'far', for det var ikke sådan, at han havde det med sin egen søn. Det var bare svært.. han havde jo misset så meget. "Jeg må sige, at jeg intet har imod det," sagde han denne gang med en rolig stemme.

Historien gik mod sin ende. Lucas vendte blikket mod den lille pige i sine arme. At hun blev så ivrig, var en tanke som glædede ham! Han elskede den slags! "Det gjorde de nemlig. Claudia, er nemlig et meget specielt navn," fortalte han denne gang med en glad stemme. At hun så derimod ønskede en ny historie, havde han ikke just regnet med. Han strøg hendes kind. "Jeg kan fortælle dig den i aften, når du skal sove," lovede han denne gang. Okay, han var allerede nu bange for, at han allerede var ved at blive for vant til at have dem rendende omkring. "Så kan det være, at jeg rent faktisk fortæller to," tilføjede han. Han skulle jo trods alt også sælge den lidt til hende.