Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo som han snakke, ”uh jamen det glæder jeg mig så til og se” hun smile og more sig bare, hun var da lidt spændt på og se hvor meget mere fjolle han kunne være. Hun så roligt på ham mens hun spist af sit æble, det var nu godt med lidt mad hun var enlig pænt sulten efter hånden. ”sandt de fleste vil nyde et godt selskab men der er jo dem der ikke gør” hun smile ganske roligt, ”heldig vis nyder jeg også selv godt selskab i steden for og side alene.. ” hun smile skævt og så på ham inden hun så på æblet og tog blot en bid, mere og nød bare smagen af det saftig æble. Hun nød virkelig og være omkring lucas, han var noget så rolig en mand. Men samtidig blid og omsorgsfuld med en bestemt side også. Han var en meget god mand, så det var vel ikke så underligt adeline så ham som den type mand hun burt lede efter? Eller var det bare for underligt for hende og tænke sådan om en fremme? Hun var ikke helt sikker. Hun så på ham som han folde hænderne sammen for and sig, hans ord fik hende til og smile mildt. Var han da ikke en kærlig mand eller hvad, ”når du siger sådan, kan jeg da slet lade vær ikke og blive overbevist.. og det ville være bedste for claudia og være her.. og hun ville nemmer kunne bare flyv her over selv uden jeg nødvendigvis er med hele tiden” hun smile lidt og så på ham.
At hans døre altid ville være åben var en rar ting og vide den kunne jo være noget hun fik brug for, ”det virkelig pænt af dig lucas, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke dig for alt du har gjort for claudia og mig” hun smile kærligt til ham som hun fik spist sit æble, hun rejst sig for at gå hen og vaske hænderne for æble saft. ”så.. du kender vel ikke nogle god ledig steder her omkring vi kunne flytte ind i? jeg vil ikke tilbage til mit gamle sted.. det bedste det sted forbliver fortid” hun fik vaske finger og gik tilbage og satte sig ved bord.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Et let smil passerede Lucas' læber. Selv var han normalt en meget rolig og fattet mand, men det var som om, at hun formede at få det hele frem i ham. Claudia særligt. Hun opfordrede ham jo nærmest til at være den mand, som han havde vist sig at være overfor dem. "Utroligt, at du tør," sagde han denne gang leende. Han tog det nu ikke så tungt.. Han kunne derimod rigtig godt lide det.
At sidde der med et voksent selskab, var uden tvivl rart for Lucas. Han kunne rent faktisk være sig selv, og bare.. forsøge at lære denne kvinde at kende. At han derimod havde overbevist hende om, at hun skulle søge tilbage til Himmeriget, var da uden tvivl en tanke, som virkelig glædede ham! "Det glæder mig virkelig at høre. I fortjener begge to det bedste.. Og jeg er bange for, at det ikke er noget ,som jorden kan skænke Jer," fortalte han. I hans optik, var jorden nemlig et farligt sted, og ikke var det noget, som han ønskede, at hun skulle være præget og påvirket af. Overhovedet ikke! Desuden var det tydeligt, at hun heller ikke brød sig om at være selv. Han rettede sig en anelse op. "Der er en del.. Så mange engle er vi jo heller ikke tilbage.. Desværre." Han sænkede hovedet en anelse.. men tænksomt. Han ville jo meget gerne give hende det bedste af det bedste. "Og jeg mener det.. Der er virkelig ikke noget at takke mig for. Jeg gør det gerne.. Jeg.. elsker at hjælpe andre," fortalte han denne gang. Han mente det faktisk oprigtigt. Han kunne virkelig godt lide at være sammen med dem.. Også lille Claudia. Han havde nok allerede fået en svaghed for den lille pige. "Det skulle være til, at finde et sted heroppe, hvor I kan være," sagde han. Han forstod godt, hun ikke ville hjem til det gamle. Det var vel også bare fint med en ny start?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare som han kom med en latter, ”åh nu bliver jeg jo mere nysgerrig omkring hvordan du er når du er rigtig fjollet” hun smile og lo en smule. Det var virkelig rart og side der sammen med ham, og bare have en voksen snak. Hun nød det virkelig, også fordi det gav muligheden for og lære ham beder og kende. Og finde ud af mere om ham, hun ville jo gerne vide mere om ham og hun nød virkelig hans selskab.
Hun så roligt på ham som han snakke, hun smile lidt og så på ham. ”jeg er enig.. selv om det ikke er nemt og opgive det vi har på jorden, så må jeg gør det der bedste for claudia og her oppe er der trygt og godt, og hun har jo en ny ven hun kan komme og lege med” hun lo lidt og så på ham og blinke drillenden til ham.
Hun så ellers på ham som han snakke videre, og smile svagt ”det er virkelig trist og se vi er så få engle tilbage.. og dem der er.. det som om ingen tør starte en familie op længer.. det trist.. jeg husker ellers en tid hvor der var flere engle børn ind der er nu” hun så på ham og smile svagt ”sorry her sider jeg bare og snakker løs om familie og børn.. det vist det eneste der er i mit lille hoved ” hun smile svagt og gned sig nakken.
Hun så på ham og smile, ”jo det er noget og takke for! Og jeg vil ikke lade det gå i glemme bogen så let!” hun så på ham og smile lidt, ”du er virkelig en engle lucas.. og det mener jeg ikke kun som din race men også din person.. jeg skylder dig virkelig” hun smile lidt forlegen og så på ham. hun nød og snakke med ham, han lytte til hende og lod til og forstå hende og det var ikke mange mænd der gad prøve når det kom til og forstå kvinder. Hun så på ham og smile, ”må nok være noget der ikke ligger for langt væk fra dig.. for claudias skyld selvfølig!” hun smile forlegen og valgt og tage en blomme denne gang og begyndt og tykke på den. En frisk start i himmeriget lød som en dejlig ting i hendes hoved, hun trængt nok til det. selv om det var hårdt og give slip så måtte hun for det ville ende med og gå ud over claudia i sidste ende vis hun ikke gjord, og det hade hun ikke lyst til og være skyld i.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne sagtens fjolle, hvis det var det, som han havde lyst til. Det var nu bare helt andre ting, som han havde fokus på normalt, og dette kunne naturligvis godt mærkes. "Du giver mig virkelig noget, jeg skal kunne leve op til," sagde han med et tydeligt morende smil på læben. Ikke fordi at han havde noget imod det, for det havde han ikke. Oprigtigt måtte han sige, at han godt kunne lide det. Desuden var det dejlig afslappende, at have en anden at snakke med, som ikke var hans søn. Det var noget, som han rent faktisk havde det mere end fint med.
Smilet bredte sig mere og mere på Lucas' læber. Han havde jo intet imod at agere som en legekammerat for Claudia. Oprigtigt, kunne han virkelig godt lide den lille pige! "Hun er også en dejlig og hjertevarm lille pige, må jeg sige.. Som hendes mor. Det bedste, er hvad I fortjener, begge to," fastholdt han. Ikke skulle hun føle sig tvunget til noget, men hun kunne vel godt se, hvor han ville hen med det, ikke sandt? Det var jo for hendes bedste.
Han rystede svagt på hovedet. Børn.. Selvfølgelig var det, hvad en kvinde, der havde små børn, lagde mærke til. Det var slet ikke noget, som gjorde ham det mindste. "Tænk ikke på det. For en i dit sted, er det ikke underligt. Men jeg giver dig ret.. Det er en skam, at her ikke er flere," sagde han sorgfuldt. Han selv savnede de stunder, hvor stedet vrimlede med latter og glæde.

Så meget følte Lucas slet ikke, at han havde gjort for hende, og derfor skulle hun slet ikke sige alle de ting. Han rystede med et smil på hovedet. "Jeg gør da bare, hvad de fleste andre vil have gjort.. ikke?" Nu havde han ikke just den største sociale omgangskreds, så det kunne jo være, at han tog fejl? Han bed sig svagt i læben. "Altså.. kun det bedste er da godt nok.. Særligt når man har børn. Og.. engle hører til heroppe, og kan jeg hjælpe.. Så gør jeg det." Han sendte hende et smil. Han trak vejret dybt. "Der er rigeligt.. Og.. som sagt, hvis det er.. Min dør er åben og.. I skal da også være velkommen til at blive.. til I finger jeres eget," tilføjede han. Hvorfor flytte frem og tilbage? Desuden.. kunne han virkelig godt lide selskabet.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile og lo blot ”bare rolig ingen pres” hun smile og så på ham, det var ikke for at presse ham til og være mere fjollet. Hun så roligt på ham og slappe bare af, mens de snakke. Det var rart og snakke med et andet menneske der ren faktisk ville lytte, adeline hade holdt sig meget for sig selv siden dafnirs død og hun kunne godt mærke hvor meget hun hade savnet, og snakke med en anden, en hun kunne more sig med og bare have voksen tid med.
Lucas var en god mand, og hun fandt ham meget behalig og side og snakke med omkring alting. Hun smile bare som han igen sag det samme hun hade hørt en del i dag, at de fortjente det bedste og claudia var som hende. ”jeg vil næsten sig claudia er mere hjertevarm ind mig til tider” hun smile og så på ham. børn var noget der virkelig fyldt en del i adelines hoved, det hade det siden hun fik oliver. Hun elske børn, hun elskede følelsen af og være gravide, selv fødslen tros smerten var noget hun nød. Det var så fantastisk ting det hele, og hvordan det hele endt ud i man hade et lille væsen i sin arme som man elskede til døden og tilbage igen.

Hun så på ham som han snakke, hun smile blidt ”faktisk er der mange der ikke ville gør de ting som du har gjort for mig.. og der for betyder det meget for mig at du gjord det, og der for skylder jeg dig virkelig” hun så på ham og smile. hun lytte som han snakke, hun smile han var da virkelig en god mand. ”du er virkelig en særlig mand lucas” hun smile som han trak vejre dybt og snakke videre.. sad han lig og tilbød at de kunne være hos ham til hun fandt et sted? ”lucas.. vil du virkelig lade os blive her hos dig.. ind til jeg finder et nyt hjem?” hun så på ham, dette var overraskenden jo vist hade han sag hans dør var åben for hende. Men hun hade dog ikke regne med han sådan ville lade os blive uden videre, hun sad og var virkelig overrasket. Hun smile så stort, med enkle tåre i øjne krogen ”du er virkelig en fantastisk mand lucas.. virkelig.. mange tak” hun smile og gned sig lidt i øjnene.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne ikke lade være med at smile. "Og jeg føler det alligevel," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, og særligt, når det var på denne her måde. Det var virkelig rart med et voksent selskab. Og han lyttede.. Selvfølgelig ville han lytte, for han kunne heller ikke finde på at gøre noget andet. Han var virkelig glad for hendes selskab. Rigtig meget endda. Smilet bredte sig igen på hans læber. "Men hun har det et sted fra.. Og hvis hun ikke har haft en fader i sit liv, så må det være fra sin moder.. Med andre ord, dig," fortalte han denne gang. Han så det gode i hende.. og det brændende ønske for sin datter, og hvor meget hun virkelig ønskede at gøre for hende. Det glædede ham virkelig.

Lucas havde svært ved at forestille sig, at nogen ikke ville gøre det for hende. Det var noget, som faktisk lå så fjernt for ham, at han slet ikke kunne forestille sig det. Han rystede kort på hovedet. "Det.. har jeg svært ved at forestille mig," sagde han. Han rynkede let på næsen. Det lå virkelig fjernt for ham.
Hendes reaktion forundrede ham virkelig. Det var måske meget.. forhastet, at give hende det tilbud, men Lucas følte, at det var på sin ret.. Hvorfor ikke hjælpe hende, nu hvor han kunne? Desuden kunne han godt lide hendes selskab. "Jeg.. gør da bare hvad jeg kan for at hjælpe.. Hvorfor ikke gøre, hvad man kan for at hjælpe andre? Jeg kan lide jer, så... selvfølgelig.. Det gør mig ikke til nogen speciel eller særlig mand.." afviste han svagt.. Han ville ikke høre at der var noget særligt ved ham. Han var jo bare.. Lucas.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile skævt ”det var sandelig ikke mening og få dig til og føle pres” hun så på ham. det hade aldrig være hendes hensigt, hun ville bare drille ham lidt men ikke og give ham følsens af og være presset. Hun så på ham, det var nu rart og snakke med en anden voksen og i sær en af sin egen art. Hun så på ham som han snakke igen, han holdt da bare fast i det hele kom fra hende. ”nok var hendes far ikke en del af hendes liv længe.. men mange af hans ting er i hende, i sær hans barnlig side den har hun fra ham altid et stort smile” hun smile og så på ham. adeline ville gør alt for hendes lille pige, hvilken mor ville hun være vis hun ikke tænkt på hendes datters ve og vel.

Adeline så på ham og smile bare skævt, ”på jorden er ikke alle mennesker villig til og åbne deres dør for en fremme.. ikke med de uroligheder der er lig nu.. folk er panoide og forsigtig.. ” hun trak vejre dybt, ”det for kom det virkelig bag på mig du bare sådan åbner din dør for en fremme kvinde og hendes barn.. bare så uden videre..” hun smile skævt og så på ham.
Adeline så på ham, ”du er en særlig mand lucas.. måske du ikke kan se det, men det ret tydelig for mig og jeg har set nok her i verden til og vide når en person er noget særligt” hun smile blidt og så på ham. ”du har ret men der er ikke andre ind engle der tænker sådan.. andre væsner vil heller hjælp dem selv ind andre først.. tiderne er grumme og folk har ænder sig meget.. det har jeg set alt for meget.. og at være så hjælpsom og åben er en særlig personlighed og have.. der ikke mange af den slags typer.. det blot noget af det som gør dig til en unik og særlig mand på din egen måde” hun smile ganske blidt, hun syntes han var særlig også selv om han bare syntes han blot var ham selv, så var det netop det der gjord ham så særlig i forhold til andre.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas følte ikke pres på den måde, men på den gode måde faktisk. Det var i hvert fald det, som kunne mærkes, og særligt som det stod lige i øjeblikket. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Det er nu ment på den gode måde," fortalte han med et stille smil på læben. Sagen var jo, at han ikke havde noget imod det. Det var rart at tilbringe tiden sammen med andre, og det var jo også det, som han kunne mærke i øjeblikket. Ikke at han havde tænkt sig, at vende sig bort fra dette, for det kunne han da slet ikke få sig selv til. Ovehovedet faktisk. "Der er mange kvaliteter i hende, som jeg allerede har set, som jeg også kan se ved hendes mor," fortalte han sandfærdigt, da han igen ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende. Særligt ikke når han virkelig godt kunne lide at være sammen med dem.

Det specielle i sig, var ikke noget som Lucas kunne se. Han kunne ikke se, hvorfor man ikke skulle hjælpe nogen andre, og særligt nu hvor han rent faktisk havde mulighed for at gøre det. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse. "Hvad der sker på jorden, er selvfølgelig meget tragisk," begyndte han oprigtigt. Han foldede derfor hænderne roligt foran sig. "Men derfor synes jeg, at man skal hjælpe hvor man kan. Desuden er I engle.. I hører til heroppe," tilføjede han. Han pålagde hende intet, andet end at give hende denne hjælpende hånd, så hun selv kunne se sig ud af dette, da det også for ham, var vigtigt. "Desuden klæder det dig, at smile oprigtigt. Det er noget, som jeg virkelig godt kan lide," tilføjede han denne gang med et bredt smil. Hun var ham virkelig en dejlig kvinde.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, som lucas snakke. Det hade aldrig være hendes mening og få ham til og føle sig presset eller noget, hun så på ham som han snakke og smile bare lidt. ”godt eller skulle jeg til og finde på en måde og gør det godt igen” hun smile lidt og så ellers roligt på ham, som han snakke om at mange af claudias kvaliteter også var i hende. Hun kunne godt høre hun ikke kunne vinde denne diskussion og smile blot, ”jeg må vel tage dit ord for det” hun smile roligt, hun kunne virkelig godt lig og brug tid med lucas. Det var rart og snakke med en af egen art, men også en anden voksen. Og lucas var så nem og snakke med, og noget så varm og blid at det næsten var til grænsen på for meget af det gode, hun sag dog intet men smile bare.

Hun så på ham som han snakke igen, nok kunne han ikke se han var noget særligt. Men når man som adeline hade leve så mange år på jorden så kunne man se ting som andre ikke kunne, hade hun lege i himmeriget hele livet og så mødt lucas hade hun helt sikkert ikke set på ham med de øjne hun gjord nu. hun så på ham og smile lidt ”jeg er enig i man skal hjælpe hvor man kan.. men det også farligt og hjælpe fremme.. i sær vis man ikke kender dem eller hvad race de er.. nu vi nemme da vores vinger giver os væk, og vi ikke just har nogle ond aura der omslutter os” hun så roligt på ham og smile lidt.
Som han snakke om det klædet hende og smile mere oprigtig, og han godt kunne lig det fik en rosa farve til og dukke op på hendes kinder. Hun blev helt flov og forfjamsket når han sag det på så roligt en måde, han fik det til og lyde helt andreledes i hendes øre.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas følte sig overhovedet ikke presset til noget, og det ville han nok heller ikke komme til. Et kort smil passerede hans læber. "Det skal du virkelig ikke tænke på," forsikrede han hende, og uden at smilet falmede det mindste af hans læber. Det kunne han ikke, og det ønskede han ikke. Hans værdier, måtte nemlig ligge helt andre steder, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for at indrømme overfor hende. Han nikkede mod hende. Denne diskussion var bestemt ikke en af typen, som hun nogensinde ville formå at vinde. Han smilede derfor selvtilfredst. "Du er ved at lære det," pointerede han med en tydeligt morende stemme.

Lucas insisterede på, at de kunne blive her. Claudia ville være i trygge hænder, og Adeline ville lære, hvad det ville sige at være en engel. Hun skulle nemlig ikke fortsætte med at straffe sig selv, for noget som var sket hende, som hun faktisk ikke kunne gøre noget ved. Det ønskede han ikke. Det var hun mere værd til, end hvad hun gav udtryk for. "Man skal være påpasselig, men jeg har nu en god fornemmelse af det her," fortalte han hende med et smil på læben. Det var alt sammen noget, som rent faktisk betød rigtig meget for ham også. Hun ville få det godt, og han ville få noget selskab. "Jeg sporer nemlig intet ondt i dig," tilføjede han oprigtigt med et glad smil på sine læber. Smilet forblev. Han kunne jo heller ikke gøre andet.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, og smile lidt som han sag hun ikke skulle tænke på det. hun tænkt dog på det for hun ville ikke have han følte sig presset, eller på anden måde ubehag ved hendes ord eller hvad en hun kunne finde på og drille ham med. Hun så på ham som han snakke igen og lo bare mens hun ryste på hovedet, ”tro ikke du vinder være en diskussion du” hun smile og så på ham og sad bare roligt og så på ham.

Adeline så virkelig alt det der var sket for hende som hendes skyld, hvems skyld var det ellers? Hun syntes kun det var hendes skyld lig meget hvad hun så end gjord. Hun så på lucas da han snakke, hun smile lidt som han sag han hade en god fornemmelse af dette angeman det hade fået på bene. Hun lo lidt ”åh jamen det jo godt jeg ikke har noget ondt i mig” hun smile lidt og så på ham, lucas var en god mand og han hade virkelig. Hun trak vejre dybt, nu de skulle bo i hans hus til hende og claudia fandt deres egent her i himmeriget så ville hun hjælpe til i huset, ”nu du har være så sød og åbne din døren for os lucas, så har jeg tænkt mig og give lidt igen for din venlighed, i form af jeg kan lave det huslig her og madlavning for dig, og vaske tøj osv. Vis det ikke gør noget” det var ting hun var vand til, hun hade altid gjort de ting det lå bare til det og være mor, og tidligere gift kvinde. Hun så på ham, hun burt enlig tage hen og handle på markede her himmeriget for lucas hade ikke meget og når de var tre der skulle spise, og claudia spist til nu hvor hun var i vokse alderne så kræve det jo en smule mad på bord. Hun rejste sig op fra stolen ”jeg må heller komme hen og få købt ind til spise tid ellers ender det med vi sulter og det går ikke” hun smile roligt og begyndt og gå mod døren, hun fiske en lille læder pose op fra hendes kavaler gang der gemt hun tit sin penge, hun hade altid penge med så hun kunne købe hvad end hun nu fik behove for når hun ikke var på slotte.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne godt lide, at Adeline var så glad for det, som det hun var i øjeblikket. Ikke var det noget, som han kunne lægge skjul på. Det var vel heller ikke underligt, nu hvor han samtidig havde muligheden, for at lære et andet individ at kende? Det var i hvert fald sådan, at han så på det. Et kort smil passerede hans læber. Hun var ikke pålagt noget.. Han ville bare gerne åbne sine døre for hende og hendes datter, så de rigtigt kunne komme fra start heroppe. For ham, var det nemlig også rigtig vigtigt. "Du kan lige så godt give op.. Jeg giver mig nemlig ikke," pointerede han denne gang med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke skjule det. Han ville bare gerne have hende til at indse det.

Det var bestemt ikke fordi at Lucas krævede noget i retur, for det gjorde han ikke. At se dem smile og have det godt, var i hans øjne, en betaling i sig selv, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Armene søgte over kors. "Jeg kræver og forventer ikke noget af dig.. eller din datter, Adeline, det skal du vide.. Men madlavning.. Puha, det vil ikke gøre mig noget," sagde han denne gang med en leende. Ham i et køkken.. Han var ikke just en ørn til det i hvert fald.
Et kort smil passerede hans læber. Hun ville handle ind? "Skal jeg blive her med Claudia?" spurgte han roligt. I hans øjne, ville det være synd at vække hende, når hun nu lå der og sov så godt og trygt på den lille sofa.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, hun smile som han snakke og lo blot af ham. ”jamen sjovt nok, jeg er ikke en der giver op og jeg giver mig heller ikke! Så kom bare an min fine ven” hun smile og så roligt på ham, nok fik han lov og vinde denne diskussion de lig hade haft men det betød ikke han ville vinde dem alle frem over, adeline kunne vær stædig og hun hade også sin erfaringer og visdom og slog igen med vis det blev nødvendig. Men det var nu rart og have en hun kunne få en god diskussion med, og samtidig pjatte med det gjord tingen ikke virke så tung og snakke om fra hendes side af, og det distrahere hendes sind også.

Hun rejste sig bare roligt mens hun fik fiske den pose med penge op hun skjule i sin kavaler gang bag kjolen, hun så på ham som han snakke. ”det hade jeg regne ud du ikke gjord lucas, men jeg vil blive skør af bare og side her og vide du har tilbud os noget så stort som at lade os blive og så ikke give lidt igen” hun smile og lo en smule, ”haha jamen så har du da fået dig en koge kone for en tid” hun smile og så på ham, ”ja blive her hun skal have lov og sove.. men ikke mere ind en time til ellers får jeg hende ikke til og sove i nat” hun så på ham og smile, hun kigge i posen jo der burt vær nok til og handle de fleste af hendes penge var på slotte skjult bare for en sikkerheds skyld. ”sikker på du kan klar og baby sitte i en 10-15 minutter? Jeg skal nok skynde mig” hun så på lucas og smile bare ganske roligt og vente på svar, inden hun for lod huset for og slog vingerne ud og ellers sætte af sted mod markedet.

[Lucas Marcellus Himalaro]

En kort latter brød Lucas' strube, hvor han denne gang rystede en kende på hovedet. Det var ikke nogen hemmelighed, at han morede sig betragteligt ved dette. Han lod armene søge over kors. "Og det gør jeg heller ikke, så det skal nok blive meget interessant," sagde han denne gang med et morende smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned. Ikke at han havde noget imod det, for det havde han virkelig ikke. Ikke i det hele taget.

Lucas havde slet ikke noget imod at hun ville give ha noget igen, men det var slet ikke noget, som han ønskede, at hun skulle, for det var der slet ikke nogen grund til. Overhovedet. "Jeg har som sagt ikke noget imod det, men det er slet ikke noget, som du skal," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han ville slet ikke tvinge hende til at gøre noget som helst overhovedet!
At passe Claudia, mens hun var ude, var slet ikke noget som Lucas havde noget imod. Desuden.. hvad kunne der ske? Den lille pige lå jo og sov, så selvfølgelig ville der da heller ikke ligefrem ske noget, ville der? "Jeg tror nu, at jeg er op og klar til opgaven, i et par minutter. Hvad kunne der ske?" spurgte han med et morende smil på læben. Ja, han var selvfølgelig glad for, at hun var så tillidsfuld overfor ham. Han kunne da heller ikke bede om noget andet!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han kort brød ud i latter, hun smile bare og lage selv armen let over kors. ”ja det skal nok blive interessant hvem af os der mest stædig ”hun smile blidt, hun regne dog med det nok var lucas der ville vinde de fleste af de diskutioner der kunne opstå vis der da opstod flere mellem dem. Hun håbe dog ikke der kom for mange hun vil helst leve så fredeligt med lucas så længe hende og claudia nu endt med og være der inde de flytte til noget for dem selv.

Hun så på ham som han fast holdt det ikke var noget hun skulle gør for ham, hun smile ”jeg gør det ikke fordi jeg skal.. jeg gør det fordi jeg VIL lave noget mens vi bor her, og skulle du ende med og blive alt for glad for jeg rander og laver mad til dig du sandelig også velkommen til og komme over og spise med os når en gang vi finder vores eget ” hun smile blidt og så på ham, inden hun kort så i retning af hvor claudia måtte ligge og sove. Hun små fnise ”i den alder der.. kan alt ske lucas ALT” hun smile og så på ham, og gik mod døren ”men der burt ikke ske noget jeg er tilbage om lidt” hun smile og forlod så huset og fløj ellers afsted mod marked så hun kunne få handle ind.