Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Et løfte var et løfte, og selvfølgelig skulle det holdes i den forstand, at det nu var muligt. Særligt, når man sad der med en prinsesse som Claudia. En virkelig dejlig pige. Og nu kunne Lucas ligge der med alle de tanker. Tanker som han i princippet slet ikke burde gøre sig om en kvinde, som han lige havde mødt, men for pokker.. Hvad skulle han da kunne gøre ved det nu? Han kæmpede for at holde op med at smile for sig selv, og gøre sig alle de tanker, som han overhovedet ikke burde gøre sig. Det tog ham derfor lang tid, overhovedet at falde i søvn.

Lucas sov skræmmende godt selv på sofaen denne aften. Han vidste, at han ikke ville vågne op alene, men at der ville være andre i huset, hvilket næsten ville være det bedste af det hele, og han måtte jo sande, at han elskede den tanke.
Selv i søvne måtte Lucas derfor smile og se fuldstændig dum ud, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Adeline prægede hans tanker og drømme i øjeblikket. Det var egentlig først, da hun begyndte at pusle rundt, at han vågnede. Han slog øjnene op, hvor han denne gang strækkede sig. Her plejede han ikke at vågne.. I et kort øjeblik, skulle han lige minde sig selv om, hvor han egentlig var henne. Stuen.. Okay, stuen. Han blev dog liggende for nu. Det var så rart ikke at vågne alene.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline holde altid det hun love, i sær over for claudia for hun blev altid så særlig ked af det vis man brød det. adeline smile mens hun lå i sengen, tanker poppe frem i hendes hoved og fik hende til og smile en del, hun skubbe dem dog for nu til siden. De tanker burte ikke komme i hendes hoved, ikke allerede for nu ville hun holde dem lig bagerst i hoved inden hun ville tænke mere på det, hun kunne tænke på det i morgen vis det var hvilke hun sikkert ville, hun smile bare mens hun putte sig ind til claudia og prøve ikke og tænke for meget over de tanker hun gjord sig om lucas, for det gjord det svære og sove og til sidste faldt hun enlig i søvn.

Adeline kigge ind til lucas da hun var liste ned til stuen, hun smile som hun kunne se han lå der med et smile på læben, kunne godt være han ville have syntes det så dumt ud men hun syntes nu det var ret sødt. Hun smile bare og liste sig roligt ud i køkkenet for ikke og vække ham. hun begyndt roligt på og lave have grød, og skær et par æbler hun hade skaffe i stykker til og putte på toppen, i mens kogt hun vand til urte te. Der gik ikke længe før man hør minder føder komme næsten løbne ned af trappen, ”Lucas!” kaldt claudia morgen frisk som hun løb i stuen til lucas og uden omtanke sprang op på ham og satte sig på hans mave ”Godmorgen! Vi skal lege lucas! Op op!” hun smile stort hvor man kunne høre adeline le i køkkenet inden hun kaldt ”Claudia vær søde ved lucas og kom ud der snart morgen mad” Claudia så ud mod køkkenet ”jamen jeg er ikke sulten!” protester claudia men hun kom dog af lucas og hoppe ud i køkkenet til adeline.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At ligge der, var virkelig rart.. At høre Adeline pusle rundt i køkkenet, var en tanke, som fik ham til at smile endnu mere. Gud hvor han dog smilede hele tiden. Det var slet ikke noget, som lignede ham. Overhovedet faktisk! Han rystede denne gang kort på hovedet, inden han lagde sig om på ryggen i stedet for. Det duftede.. Men igen, så var han jo også vant til at skippe morgenmåltidet, kun fordi at han slet ikke magtede at lave mad til sig selv. Det var ærlig talt også noget, af det mest kedelige, som man overhovedet kunne komme i nærheden af.
Lyden af Claudias stemme, var det næste som nåede hans øre, og inden han overhovedet nåede at se sig om, var hun hoppet op på hans mave. Han gispede svagt. Han havde ikke ligefrem set den komme! Og da slet ikke så morgenfrisk, for det var han slet ikke! "Du er virkelig morgenfrisk," sagde han denne gang. Tanken fandt han underholdende. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det.
Hun sprang ned.. Okay.. Han havde måske lidt selv bedt om det, men de havde jo også leget rigtig godt dagen i forvejen. Tæppet kastede han af sig, inden han greb ud efter skjorten fra dagen før. To dage i træk - det kunne man godt. Det ville han i hvert fald sige, at man kunne. Her rejste han sig, for at få den på. "Og godmorgen til jer to.." Han kløede sig i det strittende hår. Han havde sovet godt, selv på trods af en halvhård sofa.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia hade altid være et morgen menneske, lig siden hun var ganske lille. Adeline hade lært og leve med det men Lucas hade ikke den stakkels mand. Adeline stod rolige i køkkenet og fik skåret lidt frugt og ind i mellem rørt i gryden med grøden der snart var klar. Claudia hoppe op på Lucas med et stor smile og så på ham, "Mh det er jeg" svar hun og smile glad til adeline kaldt på hende. Claudia gik ud og satte sig ved bord hvor adeline satte en skål med grød og frugt på toppen for and hende, "så spis op skat så kan du lege så meget du vil bag efter " hun smile som hun gik hen og lave to skåle grød en til hende og en til Lucas "godmorgen sovtryne kom og få nogetnognspise " adeline kigge mod ham og måtte le ved hans strit hår. Claudia så på Lucas og fnise "Lucas hår stritter sjovt " fnise hun hvor adeline Lo af og så på claudia "gør dit hår også unge dame så spis din mad mens den er varm." Adeline satte de to sidste skåle med grød på bord og hældt lidt urte te op i to krus inden hun satte sig til brod "sove godt i to?" Spurt hun roligt og smile bare munter og frisk til dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var normalt et mere morgenmenneske, end hvad han viste sig i dag, og det kunne han selvfølgelig godt mærke. Det var dog ikke ensbetydende med, at han ikke kunne klare det, for det kunne han sagtens. Han smilede glad, selvom hun var hoppet direkte op på hans mave i stedet for. "Det var godt," sagde han med et træt smil.
Sofaen var ikke stor nok som sengen, så derfor havde han strithår, og havde en virkelig akut trang til at strække sig. Det var heller ikke noget, som lignede ham som sådan, men hvad fanden.. Han levede jo med det af den grund. Det var virkelig rart at vide, at han ikke var alene her mere. Han rejste sig derfor, mens han km i tøjet igen. At de grinte af ham, tog han sig ikke af. Han kunne ikke forestille sig, hvordan han egentlig så ud ovenpå natten. "Godmorgen, begge to," endte han denne gang, inden han søgte ud i køkkenet til dem. Han nød det faktum, at han ikke var alene hjemme mere.. At der var flere omkring ham nu. Han satte sig denne gang ned ved siden af Claudia. "Sæt dig ned og spis med os, Adeline.. Du har vel stået i køkkenet længe for det her." sagde han denne gang. Hun var der jo ikke for at lege husmor. Det var meningen, at hun selv skulle nyde godt af det her.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia smile bare til lucas da hun sad på maven og hygge sig der, ind til adeline kaldet hende ud i køkkenet så de kunne spise morgen mad. Adeline smile bare og fnise ved synet af strit håret, hun så på ham og smile bare som han kom i skjorten igen, og kom ud til dem. Claudia så på ham og smile, ”lucas! Lucas! Jeg drømt noget sjovt i nat!” Claudia smile stort som han satte sig ved siden af hende, ”den handle om vi var ud og lege, og så kom der en kæmpe stor kat! Og.. og.. og! Så blev vi til mus!” adeline lo som pigen fortalt om hvordan hende og lucas var bleven til mus og jagt af en kat, mens hun lave lucas skål med grød og frugt på. ”så claudia spis din mad og lad lucas spis sin” hun smile og satte skålen for and lucas. ”nej det her er ikke noget der tager lang tid og lave” sag hun roligt og så på ham, hun smile bare blidt for hun nød og være husmor det lå naturlig i hende. ”skal nok sætte mig lucas tage du det roligt, man skulle jo tro du har savnet mig siden du sådan vil have jeg sætter mig” hun lo lidt og fik hældt noget vand i 3 krus og satte på bord inden hun selv satte sig med sin skål og så på dem, og smile inden hun begyndt og spise sin grød.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var helt fantastisk, at stå op, og vide, at man ikke var alene, som Lucas nu havde været vant til. Han vågnede jo rent faktisk op med et smil på læben, og bare følelsen af, det var jo helt fantastisk. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det. Han grinte denne gang. "Det var da en sjov drøm! Måske skal vi lege fangeleg senere, og lade som om, vi har katten rendende efter os?" spurgte han denne gang.
Maden blev serveret for ham. Han var nu vant til at gøre tingene på egen hånd, og ikke at få tingene serveret på den måde. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg kan nu godt hente min egen tallerken. Det er ikke meningen, at du skal servere for mig.. Kom nu og sæt dig," opfordrede han denne gang med et smil på læben. Om han savnede hende efter i går? Ja... Han kunne jo ikke ligefrem komme udenom, at det alligevel havde gjort et voldsomt indtryk på ham, som han ikke bare kunne se bort fra. Smilet bredte sig mere, hvor han tog om sin ske. "Og hvad så hvis jeg gør?" spurgte han denne gang, hvor han betragtede hende med et meget sigende blik. Her begyndte han denne gang at spise. Han var glad. Gud hvor var han glad! Så glad havde han ikke været i utrolig lang tid nu.

[Adeline Magarita Jakson]

claudia så på Lucas mens hun fortalt om sin livlige drøm og hun nød tydeligvis at han gad lytte til hende "åh ja! Og mor kan være katten!" adeline Lo lidt som hun bare forsatte med og gør maden klar til Lucas og hende selv. "nå jeg liner måske en kat nu?" hun så på dem hvor claudia fnise for sig selv og nikke, adeline smile bare "det må vi jo se om det ikke kan lade sig gør når mor har lave det hun skal nå idag"hun smile og så på Lucas da hun gav ham hans skål med mad "kan godt være du ikke syntes jeg skal Varde dig op, men jeg nyder og være husmor det lægger mig naturlig så nyde du bare jeg tager om jer små pus" hun smile bare og så på ham mens hun satte sig ned og tog en ske fuld grød og spiste "så må jeg jo gør noget så du ikke savner mig mere " sag hun roligt og så på ham med et kærligt blik, claudia så på dem mens hun spiste og så ud til. Og tænke over hvad de sad og sag og måden de kigge på hinanden, men hun sag ingen ting men kigge bare på dem mens hun spist sin grød. Roligt spiste hun sin grød og nød bare roen ved borde, "claudia mor skal have skaffe os noget tøj så vil du med eller bliver du her hos Lucas?"spurte adeline roligt og så på claudia der kigge på hende og tænkte lidt "kan jeg ikke bare tage Lucas med?" adeline grine lidt og så på Lucas "kommer and på om Lucas har noget han skal og om han gider og tage med"hun smile blidt og så på Lucas med et lidt kærligt blik selv om hun vist claudia kigge på dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selvfølgelig ville Lucas lytte! Hvorfor skulle han da ikke gøre det? Han ville dem jo gerne det bedste, og det var jo heller ikke ligefrem noget, som kom af ingenting, trods alt. Han smilede glad til dem begge to. "Det synes jeg nu, lyder som en rigtig god ide," fortalte han glad denne gang. Han betragtede dem begge med et smil på læben.
At blive vartet op på den måde, var slet ikke noget som han var vant til. Han ville jo ikke fremstå som en, der ikke kunne selv og havde en kvinde til at gøre alle de ting for ham, for det var jo overhovedet ikke meningen! Han rystede denne gang let på hovedet, uden at smilet falmede af hans læber dog. "Det er godt du kan lide det.. Men det er altså ikke meningen ,at du skal lave det hele," forsøgte han denne gang. Han ville jo gerne se hende slappe af, og nyde det, fremfor at gå og holde en hel husholdning på egen hånd. Det var i hvert fald overhovedet ikke meningen, kunne man sige.
De skulle ud og købe tøj? Et smil passerede hans læber. "Hvis I vil have mig med på slæb, så tager jeg gerne med," fortalte han denne gang. Det var en tanke, som rent faktisk også gjorde ham glad, hvis han skulle være helt ærlig. Han tog endnu en god bid af sin mad denne gang, og spiste så sin portion op. Det smagte jo i forvejen sindssygt godt!

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så på ham som han snakke og smile bare, som han sag det lød som en god ide. Adeline lo let og ryste på hovedet ”lad os nu lig se om jeg har tid til og lege kat, ellers vil lucas sikker være en glimmeren kat” hun så på ham og smile bare blidt, og tænkt lidt på aftens før de hade side i sofaen og nusse som to nusse glad katte næsten. Hun så på dem som hun enlig kom ned og side og kunne få lidt mad i maven. Hun så på ham som han snakke, ”hade vi sjovt nok ikke denne snak i går? ” hun så roligt på ham og pege let på ham med skeen ”vi kan snakke opgave fordeling sener, spis du heller din mad før den bliver for kold” hun så på ham, og smile bare ganske roligt mens hun selv tog en mund fuld.
Hun så på ham som han snakke og smile, ”tja ville vær rart og have en til og bære de ting vi skal have, og claudia vil tydeligvis gerne have dig med så ser ingen problemer med det” han smile og så på hende ”og jeg ville bestemt heller ikke takke nej til dit selvskab” hun så på ham og smile bare blidt, og spist roligt sin mad. Da claudia var færdig smutte hun ned fra stolen og løb ud for at vaske hænder, ”andet vi skal have med nu vi skal ud efter tøj?” spurt hun og rejste sig og begyndt og rydde op stille og roligt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At være sammen alle sammen, ville Lucas uden tvivl elske. Det var helt sikkert. Han betragtede hende denne gang med et stille smil på læben. "Jeg er nu temmelig sikker på, at du vil udgøre dig en rigtig god kat i en fangeleg," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. At være sammen med dem begge to, ikke var noget som gjorde ham noget. Han måtte derimod erkende, at det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide.
"Jeg er bange for, at du kommer til at høre for den rigtig mange gange," sagde han denne gang. Han tømte denne gang sin skål, og skubbede den en smule ind på bordet. De ville gerne have ham med? Det var uden tvivl en tanke, som gjorde ham rigtig, rigtig glad. Ikke at der var nogen tvivl om det! "Jeg tager gerne med jer," sagde han denne gang med et glad smil på læben. Han kunne i hvert fald slet ikke lade være. "I skal vel have tøj? Og.. vi skal have tilrettelagt det, så der er plads til os alle sammen," fortalte han denne gang. Han trak vejret dybt. Det var hurtigt.. men han kunne jo lide det. Var han faldet for Adeline? "Så.. der skal jo ordnes med et børneværelse." Et stille smil passerede hans læber. Var det underligt, hvis han sagde, at han virkelig godt kunne lide den tanke? Han nød det virkelig!

[Adeline Magarita Jakson]

At brug tid med de to var bestemt noget adeline ville nyde en hel del, hun så på lucas som han snakke og måtte bare le ”nå det tror du godt nok” hun så på ham og lo bare inden hun spist færdig, hun hade nok og lave denne dag så hun kunne ikke side og slappe af for evigt.
Hun så på ham som han snakke og rynke bare på næsen, ”nå så det skal jeg, du ikke så lidt fræk hm” hun så på ham, og tømt sin skåle. Rolig tog hun lucas skåle da han skubbe den længer ind på bord og stable den oven på hendes. Hun så på ham som han sag han tog med dem ud og handle tøj, claudia juble og smile glad inden adeline bad hende side pænt og spise op. ”det lyder godt du vil med os lucas” hun smile og så på ham og nikke, ”ja det skal vi også, det ville gør det hele lidt nemmer vis vi kan være her alle sammen” hun smile og så på ham og trak vejre dybt, det gik hurtig men det gjord hende bestemt ingen ting. Var hun falde for lucas? Tur hun godt falde for ham? hun så på ham, ”ja et børneværelse ville være dejligt” hun smile roligt og så på ham inden hun tog deres to skåle og gik hen og vaske op, claudia så på lucas ”skal jeg have mit eget værelse?” spurte hun og så på ham mens hun fik spist op.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det her var noget som Lucas tog meget seriøst, også fordi at det var noget, som særligt også betød meget for ham. Han ville hende jo gerne.. som han ville hendes datter. Nu vidste han jo ikke, hvor hendes søn var, eller om han overhovedet var i live? "Jeg kan lide at være sammen med jer... Så... hvorfor ikke?" Han sendte hende et let smil. Han kunne se, at Claudia var overlykkelig for de omstændigheder her, og det var noget, som passede ham mere end fint, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sendte hende et mildt smil, som han lod hende tage skålene, så de kunne komme videre derfra. Det var vel bare.. at komme af sted et eller andet sted?
Lucas gjorde denne gang tegn til, at han ville rejse sig denne gang. Han vendte sig mod dem. "Det var nemlig det jeg tænkte.. Så det burde vi nok kunne få arrangeret," sagde han denne gang. Han sendte dem begge to et varmt og venligt smil. "I så fald, så synes jeg, at vi skal komme af sted," sagde han denne gang. De skulle jo trods alt også til at finde ud af hvordan og hvorledes de skulle gøre det, og særligt med et børneværelse. Hvis Adeline og Claudia nu skulle bo der fast, skulle der jo trods alt også være noget for dem. Og.. måske det var hurtigt tænkt, men han håbede jo på, at Adeline på et eller andet tidspunkt, ville flytte ind på hans soveværelse - også mens han var der.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på ham som han snakke, hun var da kun glad for lucas ville med dem og claudia var jo nærmest oven ud lykkelig for han tog med så det var der jo intet galt i vel? Hun så på ham, ”og vi kan også lig og være sammen med dig Lucas så vi kun glad for du vil med” hun så på ham og sendt ham bare et smile, claudia sad bare og smile stort mens hun proppe maden i sig, for hun ville bare afsted nu. adeline kunne snart også tage claudias skåle og gik roligt hen med alle 3 skåle for at vaske op. Claudia så på Lucas som han snakke, ”hvor skal mit værelse så være lucas?” hun så underne på ham, adeline smile bare og vaske roligt skålene og skeerne op, ”det finder vi ud af når vi har købt det tøj vi mangler min pige” sag hun og tørt skålen af og skeerne inden hun vendt sig mod dem begge igen, adeline nikke og roligt fuldt efter claudia ud i gangen og få sko på. De hade nok der skulle gøres for at de kunne få alt ordne til de alle kunne være der, og så lucas ikke skulle blive ved med og sov på sofaen, og at claudia kunne få sit helt eget rum. Nu hvor claudia og adeline skulle bo der fast hos ham, så ville det jo vær bedste vis de kunne finde plads til alle, hun vist det var hurtig tanker hun hade men hun håbe da på et tidspunkt hende og lucas kunne dele værelse, og seng sammen hvilke var en tanke adeline godt kunne lig men holdt for sig selv nu skulle de første have arrangere det hele og skaffe tøj.

[Lucas Marcellus Himalaro]

De skulle tidsnok finde ud af det hele, og det var også det, som Lucas var overbevist om. Et sted, var det jo skræmmende og utroligt, at det hele var kommet så hurtigt. Dog var det ikke fordi, at det var en tanke, som egentlig gjorde ham det mindste, for det gjorde det virkelig ikke. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Det glæder mig, at I vil hænge på mig og mit selskab," sagde han denne gang. Oprigtigt, var det nemlig noget, som betød en verden til forskel for ham. Det betød faktisk utrolig meget for ham.
Igen vendte han blikket mod Claudia, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile denne gang. "Vi skal nok finde et godt værelse til dig," sagde han denne gang. De var vel ovre i en mindre tilbygning efterhånden? Han ville jo gerne have, at de kunne være der alle sammen, og særlig nu hvor der skulle være plads til det ekstra. Det havde han jo ikke ligefrem regnet med, at skulle ske for ham. Nogensinde faktisk.
Hænderne klappede han sammen. Han var overraskende positiv og glad i en stund som denne, og det kunne han virkelig godt lide. Ikke at der herskede nogen tvivl om det. "Skal vi se at komme af sted? Vi har masse, som skal nåes," fortalte han denne gang, og med et smil på læben. Han vendte sig mod Adeline. Han glædede sig faktisk rigtig meget til at de ville slå sig ned hos ham permanent. Han glædede sig virkelig meget til det.