Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline kunne ikke lade vær og nyde det, dette var bare så dejligt at det var svært og se at det burt være mere forkert. hun nød følelsen af hans læber mod hendes, og hans ånde mod hendes ansigt. Det var så ubeskrivelig men på en god måde. Hun hade ikke fået sådan et kys siden, ja hun var ikke sikker på om dafnir og hende kysse på denne måde, i så fald var det ikke siden hendes mand Damon stadig leve hvilke var evigheder siden.
Hun mærke han brød kysset, og åbne bare øjnene og så på ham mens hun mærke han stadig holdt godt fast i hende, hun smile og nød og side tæt sammen med ham her på sofaen og under tæppet. Adeline sad som ham med frygten om at dette var en drøm, og at hun snart ville vågne og så ville alt være noget helt andet. at hun stadig var på jorden, og aldrig hade mødt lucas. Hun så på ham som han smile, hvilke fik hende til og smile også. ”også mig… du kom på det helt rigtig tidspunkt” sag hun dæmpet og så ham dybt i øjnene.

Hun strøg ham blidt over halsen og videre over hans læber, hun så på ham mens hun bare smile som han lukke øjnene og ryste på hoved. hun vist godt dette ikke var en drøm men det føltes sådan, og hun ville så nødig have at hun vågne og det hele ikke var sket. Hun så på ham som han snakke, hun smile blidt ved hans ord. ”jeg vil heller det ikke er en drøm… for så skal jeg aldrig frygt at vågne og så intet af det her er sket” sag hun stille og så på ham og nød hans hånd mod hendes kind. Hun lag kinden mod hans hånd og smile bare og nød det virkelig, det var virkelig utrolig hun aldrig hade mødt ham her i himmeriget den gang hun boede her med Oliver men også de få gang hun hade være her oppe på besøg ellers, men alt dette var jo lig meget han var der nu og hun hade ikke lyst til nogle sinde og flytte sig fra ham igen.

[Lucas Marcellus Himalaro]

End ikke sammen med Melrose, havde Lucas siddet med en følelse, som han gjorde i øjeblikket, og han måtte jo sande, at det føles virkelig fantastisk. Selv nu hvor han havde brudt kysset, var han bange for, at hun ville trække sig. Ikke at det var noget, som han ønskede sig på noget tidspunkt. Han ønskede jo bare at nyde det sammen med hende. Ikke var han ude på at udnytte hende eller noget lignende, og ikke var det noget, som ville eller skulle komme til at ske. Det måtte ikke være en drøm. Det var ærlig talt det sidste, som han ønskede sig i en stund som denne. "Den tanke kan vi sidde med begge to. Jeg er virkelig glad for at jeg har fået lov til at møde jer to," sagde han denne gang.

Hovedet lod han falde en smule. Han vidste at rigtig meget af det, som han gjorde sig af tanker og følelser, på ingen måde, burde være til, men det var det nu alligevel. "Så er det jo godt, at det ikke er en drøm.." At hun rørte ved ham, var slet ikke noget, som han havde noget imod, for det føles virkelig, virkelig godt. Han elskede virkelig den følelse af det, som han sad med i øjeblikket. Han lod blikket falde mod hendes krop.. Han ønskede at se den, en det alene, måtte da uden tvivl være forkert. Han glædede sig i øjeblikket til at indrette stedet, så de også fik plads. Det glædede han sig virkelig meget til. "Det her er meget hurtigt.. Men jeg kan lide det," tilføjede han denne gang. Han trak hånden til sig, og lagde den tæt ved hendes lår igen. Han strøg det ganske let.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade kun sidet med denne følelse en gang før, i vært fald så intens som denne og det var med hendes afdød mand damon for så mange år siden. Det var dejlig og vide hun kunne føle sådan her igen, tryg og glad i en mands arm selv om de dårlig nok kendt hinanden, hun så på ham som hun blev sidende hos ham. hun ønske ikke og trække sig fra ham, ej heller ønske hun han skulle trække sig fra hende. Hun så på ham som han snakke til hende, hun smile og strøg ham blid over kinden. ”jeg er også virkelig glad for vi mødt dig lucas..” kom det igen dæmpe fra hende, for hun kunne slet ikke få sin stemme til og tale højre som var hun bange for claudia måske skulle hør dem selv om hun vist den pige kunne sove fra stort set alt.

Hun så på ham som hans hoved faldt en smule, de burt virkelig ikke side med disse følelser og tanker så hurtig men nu var de der og hun ønske ikke det skulle stoppe. Hun så på ham og smile, ”ja det dejligt det virkeligt” sag hun stille og forsatte med og rør ved ham, hun kunne ikke lade være hun ønske bare og rør ham, se ham, mærke ham det var det eneste der fyldt hendes tanker lig nu. det skulle blive godt når de fik indrette så der var plads til alle, så de rigtig kunne skabe sig en tilværelse som en lille familie som de jo sådan set var på en måde.
Hun så på ham og mærke hans hånd ligge sig tæt på hendes lår igen, og nød han strøg det da det gav sådan en kriblene følelse i hende. Hun så ham op i øjne ”det er hurtig.. men jeg ønsker ikke du skal stoppe.. jeg vil heller forsætte” hviske hun stille og så på ham, hun håbe ikke det ville skræmme ham men lig nu ønske hun bare mere tid med ham, mere nussen, kyssende og kælen hun vist godt hvor det kunne ende men hun kunne ikke lade være. ”undskylde.. det ikke min mening sådan og..” hun så på ham for hun ville jo ikke skubbe til det, vis han ikke brød sig om det sket så hurtig så ville hun ikke skubbe det længer ind det allerede var, hun strøg ham blidt ned over halsen og bryste mens hun så op i hans øjne.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne slet ikke huske, hvornår han sidst havde smilet så meget, som det han gjorde i øjeblikket. For ham, var det noget, som gjorde en verden til forskel, og det kunne han heller ikke lægge skjul på. Han sendte hende et stille smil denne gang. Han var heldig.. Hun følte sig heldig.. Var der overhovedet noget negativt, at sige om det her? Det var ikke meningen. Nej, det var det ikke, men det var sket af den grund, og han kunne bestemt heller ikke fortryde, at det var sket af den grund.
"Jeg tror vi begge kan nyde af det her," sagde han denne gang, uden at smilet falmede det mindste af hans læber. Det var umuligt. Han kunne ikke lade være. Det her, var virkelig at nyde en voksentid, uden at der var børn omkring. Ikke at han havde noget imod børn, for han elskede virkelig børn! Men det her.. Det var noget, som ingen burde eller kunne tage fra et andet voksent individ.

De gjorde sig begge tankerne. Efterhånden var det også ved at gå op for Lucas? Han trak overbærende på smilebåndet, inden han atter førte hånden til hendes kind. Nu var det bare mere og mere naturligt for ham, at røre ved hende.. Lægge hånden på hende på den gode måde.. Alt det her, var jo heller ikke noget, som kom af sig selv. "Det.. det er okay," forsøgte han denne gang. Der var jo ikke sket noget.. Ikke andet, end hvad han selv ønskede skulle ske. "Jeg.. jeg kan lide det.." forsøgte han videre. Uanset hvordan han følte at han fik det fremstillet, så lød det næsten forkert.. Han hadede det lidt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød virkelig denne følelse hun sad med, det var så dejligt og mærke den igen og hun kunne mærke hvor meget hun faktisk hade mangle denne følelse, hun så på ham som hun sad der hos ham og nød bare han holdt om hende, rørt hende. Hun kunne ikke se det negativ i at det her gik for hurtig, men det kunne hun bare ikke og sådan var det bare. Hun så på ham som han snakke og smile bare til ham, ”det tror jeg bestemt vi gør” hun smile og så på ham, mens hun strøg ham blidt over kinden og slappe bare af mens de sad her. Det her var noget hun elskede ved voksen tid, børn var dejlig hun elskede og brug tid på claudia men det og få et pust rum sammen med en anden voksen var bare dejligt og at brug den på denne måde det var simpel hen for dejligt.

Hun gjord sig tanker, hun kunne ikke selv styre det. de kom og hun måtte bare accepter det og fortælle lucas det så han vist hvad hun tænkt og føle, ærlighed ville vær bedst. Hun så på ham som han lag hånden mod hendes kind, hun smile blidt til ham og trykke kinden mod hans hånd. Den var dejlig varm og stor og trykke kinden mod og hun elskede det. hun så på ham som han snakke til hende, og var glad for han syntes det var okay og han kunne lig det ”det jeg glad for og høre” sag hun stille og så på ham, hun lod fingeren blidt nusse hans hals og om bag nakken og nød bare og side der på hans lår og bare nød varmen, trygheden og de følelser der hammer bag hendes bryst.

[Lucas Marcellus Himalaro]

De alt for mange følelser, hamrede direkte igennem hans krop og sind, som de aldrig nogensinde havde gjort det før, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes lige nu. Alt taget i betragtning ,så var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. Han nød den følelse, som Adeline skænkede ham, og særligt også fordi, at det ikke var en, som han havde oplevet i uendelige tider. Voksentid var rart, og noget som alle havde brug for, selv med børn i billedet, og nu..? Nu selv efter så frygtelig kort tid, skulle han vel også til at tage Claudia til sig? Ikke at han havde noget imod det, for hun var da virkelig en fantastisk lille pige. Og han elskede at tilbringe den tid sammen med dem begge to. Det kunne han sige allerede nu.

Tankerne gjorde de begge sig, men Lucas synes nu, at det var en del, der var alt for forhastet, og en, som han selv gerne så, at de ventede med. Også mest for deres egen skyld, for det var bestemt ikke meningen, at det skulle gøres på den måde. Svagt smilede han. Hånden nussede henover hendes lår, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af. Han holdt af hende.. En virkelig varm og kærkommen pige. Det var noget, som han særligt godt kunne lide, og det alene, var han nu heller ikke bange for at indrømme. "Du er dejlig, Adeline," sagde han denne gang. Det betød meget for ham, at hun vidste det.

[Adeline Magarita Jakson]

Følelserne hammer bag hendes bryst, og fyldt hende med mange tanker men også en varme som hun hade savnet rigtig meget. Hun så på ham som hun sad hos ham, hun nød og side og nusse med ham det fik hende til og slappe af. Voksen tid var nu dejligt, det gav dem mulighed for og snakke og bare vær dem selv uden og tænke på små øjne og øre der så og hørt alt de snakke om eller gjord og det var rart. Hun var glad for lucas hade tage dem så meget til sig, det varme hende og vide at de var sikker hos ham og hade et hjem hos ham hvilke var dejligt. Hun strøg ham blidt over hals og kind mens hun bade sad og nød og brug sin tid med ham, mens claudia sov tryg og godt oppe i sengen.

De gjord sig begge tanker, men adeline tænkt det samme som ham. lig det skulle ikke forhastes hun ønske ikke og fortryde og ødelægge deres forhold på og forhast på det område. Hun så på ham som hun mærke han nusse hånden hen over hendes lår og smile bare for det nød hun. hun så på ham som han snakke, og smile bare kærligt til ham mens hun fik et rosa skær over kinderne, ”ikke så dejlig som dig Lucas” sag hun stille og lag så hovedet mod hans skulder og hvile panden mod hans hals, og nød bare og side her under tæppe.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Var det her ved at udvikle sig til mere, end bare venskab? Det var i hvert fald kommet hurtigt, og det var bare ikke til at sige, at det var kommet langsomt. Det føles derimod skræmmende rigtigt, at sidde der på denne her måde samen med hende. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det, uanset hvor meget han ville ønske, at han havde gjort det. For nu.. Handlede det om at komme derfra med det, og uden at de skulle sidde igen med følelsen af, at det var gået forkert for sig, for det var i hvert fald slet ikke sådan at han ønskede sig det.
"Går det her for hurtigt..?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Hendes kærtegn føles godt, og det var jo heller ikke fordi at hun havde trukket sig væk fra ham, og det var selvfølgelig en tanke, som gjorde ham glad og lettet ikke mindst. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle gøre det.

Blikket faldt til hendes smukke ansigt. Dette var noget, som han kunne stirre i for uendelige tider. Det føles fantastisk at sidde der sammen med hende, og mærke hende så tæt på. Et kort, men svagt smil passerede denne gang hans læber, inden han forsigtigt trak hånden til sig. Han ville jo heller ikke virke alt for påtrængende, selvom han slet ikke følte, at det her var nok. Han ville bare gerne... nyde det hele. Alt det, som hun tilsyneladende var i stand til at give ham.. Og ligeledes ønskede han også at give det til hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline holde øjne på ham mens de sad der sammen, dette var komme utrolig hurtig det vist hun godt, men det føltes bare ikke forkert, det føltes helt rigtig og side her hos ham, helt tæt og nusse og kysse ind da. Hun så på ham, hun så bare op på ham mens han snakke til hende, ”det går hurtig… men jeg føler ikke det går for hurtig.. hvad med dig? Går.. det for hurtig for dig?” hun så op mod ham med de grå øjne, mens hun forsat nusse ham blidt, hun hade ikke trukket sig væk på nogle måde hun sad præcis der hvor hun hade gjort under hele kysseriet, det eneste hun hade gjort var og trykke sig tætter ind til ham. hun tog det kun som en god ting at han hade holdt hende tætter og tætter og kysse mere med hende, og ikke hade trukket sig fra hende hvilke var dejlig for hun sad behaligt og hun hade det utroligt varmt uden det føltes som hun koge.

Hun så op mod ham som han kigge ned på hende, hun smile bare lidt forlegen sådan som han stirre på hende. Men det gjord hende intet, de øjne han hade kunne hun forsvinde i for evigt. Hun så på ham og smile bare blidt til ham, og mærke han trak hånden til sig. Hun erge sig for hun ville gerne have han forsatte sin kærtegen, hun forsatte i værtfald med hendes mens hun bare så op på ham, nød været eneste sekundet de kunne side sådan her sammen ”vi ender med og side her hele natten” kom det fra hende i en munter tone mens hun bare blev siden tæt ind til han, og forsatte med og nusse ham kærligt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det hele var gået forbandet hurtigt, men det var ikke fordi at Lucas havde noget imod det. Han måtte dog indrømme ,at det rent faktisk føles rigtig godt, at have hende tæt på sig. Det var rart ikke at sidde alene mere, for nu var det noget, som han efterhånden havde gjort lidt for meget. Hurtigt måske, men det gav ham en følelse af, at det hele var rigtigt, og det var det, som han måtte erkende, forundrede ham mest. Et kort smil passerede hans læber, inden han denne gang rystede på hovedet. "Det er måske hurtigt, men jeg kan lide det.. Endda også rigtig meget," sagde han denne gang. Det betød faktisk meget for ham, at hun var der, og mere end det, som han nok lige havde regnet med, at det ville. Det var en tanke, som rent faktisk skræmte ham en anelse.

Et sted var Lucas selvfølgelig bange for at gå for hurtigt frem, også fordi at det ikke bare var hende og ham.. men hun havde børn. En lille datter sågar, som også ville komme til at kræve sit, og det var det, som han måtte sande, at han nok var mest bange for.
Lucas havde ingen intentioner om at trække sig, eller noget lignende. Han måtte jo ærligt indrømme, at han havde det godt med at sidde der sammen med hende. Han lagde bestemt ikke skjul på det faktum i hvert fald. "Skal jeg være helt ærlig, så kunne jeg blive siddende her," fortalte han denne gang. Han havde ikke travlt. For ham, handlede det om at nyde de stunder, når de dukkede op. Alt for mange, tog dem nemlig for givet.

[Adeline Magarita Jakson]

Det var gået meget hurtig, men det hade adeline prøve før så hun viste hvad der kunne ske når det gik for hurtig men også hvad der kunne komme ud af det, men hun burt brug sin fornuft og slog bremserne lidt i selv om hun ikke ønske det. men hun skulle jo tænke på claudia og sig selv og vis det hele gik for hurtig kunne det komme til og gå ud over claudia og i sær hende selv vis det hun mærke ind i sig selv var den velkendt følelse hun hade haft hele to gang i hendes liv og som hun hade miste begge gange. Hun så på ham som han snakke og smile bare blidt til ham ”ja jeg kan også godt lig det.. men vis du bliver utilpas så sig til, så tager vi de bare mere roligt jeg går jo ingen steder” hun smile bare blidt til ham og kysse ham blidt på hagen.

Hun så på ham, hun skulle jo passe på sig selv for claudias skyld men nu stole hun jo også på lucas så det skulle nok gå viste hun. hun så på ham, og nød nu og side der med ham i sofaen selv om de burt få sovet noget. Hun smile og så på ham som han snakke og smile bare blidt til ham ”det kunne jeg også.. men jeg har en jeg love og komme og putte hos” han så på hende og smile og lod hånden søg op og stryg ham over kinden ”vi kan altid gentage det her i morgen aften vis du har lyst” hun smile blidt til ham, og nusse bare kærligt hans kind og så bare op i hans øjne med hendes stor grå og nød bare varmen fra ham og tæppet der stadig var om dem. hun viste hun skulle søger for og nyde disse små stunder, det var aldrig til og vide hvad der kunne ske i fremtiden hun vist dog alting hade en enden det hade hun set, og oplevet hele to gang og være gang hade hun kun haft kort tid med dem hun hade elsket mest, hun håbe dog hun kunne nyde sådanne stunder med lucas meget længer ind hvad hun hade oplevet ind til videre.

[Lucas Marcellus Himalaro]

De burde måske slå bremserne i, men det ændrede slet ikke på, at det ikke var noget som Lucas havde lyst til. Alt taget i betragtning, så nød han at sidde der med hende. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. "Det føles rart.. Så.. stop endelig ikke," bad han denne gang, og med et stille smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det, og det erkendte han også gerne. Selvom der nu også var en lille pige i billedet, som man skulle tage hensyn til. Selv en lille pige, som han selv var gået hen og blevet glad for. Det var også helt utroligt, hvor godt, hun havde taget imod ham.

Kysset mod hans hage, sagde han intet til, for det føles virkelig rart. At hun havde lovet at komme op og putte med sin datter, havde han næsten glemt. Han smilede let for sig selv, inden han denne gang nikkede. "Jeg ønsker ikke at du skal stoppe.. Men.. du lovede Claudia.. Det er sandt." Her slap han hende en anelse, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af. Det betød faktisk meget for ham, at de var der, og derfor skulle de selvfølgelig også have plads. "Vi burde måske give os for aftenen.. Og kigge på det i morgen igen," sagde Lucas denne gang, hvor han samtidig også sendt hende et smil. Han var uden tvivl gået hen, og blevet meget glad for hende.

[Adeline Magarita Jakson]

De burt sætte bremserne i men det var heller ikke noget adeline hade lyst til men hun var nød til og prøve og brug hovedet lidt. Hun så på ham og smile bare blidt som han bad hende om ikke og stoppe, ”okay, så forsætter jeg” hun så på ham og smile bare til ham, mens hun lod hånd søg op og stryg ham blidt over kinden for hun nød og side der og nusse med ham men hun burte snart søg op til claudia og få lidt søvn og så kunne de altid snakke om det i morgen og måske side sådan her i sofaen igen vis det var det som de hade lyst til.

Hun så på ham som hun hade kysse ham, på hagen og smile bare blidt. Hun så på ham og lo svagt ”jeg ønsker heller ikke og stoppe.. men et løft er et løft” hun så på ham og smile blidt hun mærke han slap hende en smule men han smile stadig hvilke bare fik hende til og smile, ”ja lad os se på det i morgen” hun smile og strøg ham blidt over kinden ”du må sove godt lucas” hun smile og kysse ham blidt på munden i lidt tid inden hun trak sig fra ham og ud af tæppet, hun så på ham og smile bare blidt inden hun gik oven på og krøb op i sengen til Claudia der var helt væk og sov temmelig tungt. Adeline lage sig i sengen og lå og tænke på det der var sket, hun smile ved tanken men følt også en uro lidt for hvad ville der så ske nu? og hvordan ville lucas opfør sig over for hende i morgen tidlig? Hun lukke øjne og forsøgt og sove.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvorfor slå bremserne i, hvis det slet ikke var noget, som nogen af dem, havde lyst til? Lucas smilede denne gang varmt. Han var glad. Glad, som han ikke havde været det igennem temmelig mange år nu. "Godt. Jeg har nemlig heller ikke nogen planer om at stoppe," sagde han denne gang. Smilet var nu heller ikke til at tage fejl af. Det betød faktisk umådelig meget for ham, at hun havde det på den måde, og særligt fordi at det var vigtigt for ham ,at hun kom godt fra det, såvel som hendes datter. Han ønskede jo at passe på dem begge to.
Han lukkede øjnene ved hendes strøg over hans kind.

Et løfte var et løfte. Selvom Lucas kunne sidde der i en mindre evighed, hvis han fik lov til at gøre det. At det jo så ikke var tilfældet, så var det jo.. fint nok. Der var jo en dag i morgen, og der ville de jo også have hele dagen! Han tog mere end glædeligt imod kysset, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. "Sov godt, Adeline," sagde han denne gang.Han gengældte mere end glædeligt kysset, inden han rejste sig op efter hende. Ja.. sofaen var jo hans i aften, selvom han måtte erkende, at han var mest fristet til at søge efter hende, og lægge sig ved siden af.
Skjorten smed Lucas dog. Han kunne ikke lade være med at smile fjoget for sig selv. For pokker.. De havde jo lige mødt hinanden! Med et smil lagde han sig under tæppet på sofaen, som han måtte møve lidt, for at finde sig til rette på. At sove, ville blive svært.. men hen på aftenen, virkede det faktisk. Han gled mere hen i søvnen.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, hun var glad mere glad ind hun hade være længe. Hun hade være glad med claudia hos sig men det her var en anden form for glæde som et barn ikke kunne bring på samme måde. Hun så på ham og smile bare ved hans ord ”lyder godt” hun smile bare til ham, hun kunne ikke tage fejl af hans smile og han burt ikke kunne tage fejl af hendes. Hun smile bare til ham mens hun strøg ham blidt over kinden, hun ville elske og side og nusse ham på denne måde i evigheder men hun måtte søge til sengen og hendes datter.

Et løft var et løft og sådan var det jo, hun ville elske og side med ham hele natten her. Men i morgen var der ind nu en dag, hvor de skulle brug tid sammen. Hun skulle have skaffe tøj til claudia og hende selv, og ellers se hvor det her ville ende for dem, hun håbe da det kunne forsætte udvikle sig men for denne aften måtte de stoppe. Hun kysse ham blidt, efter hans godnat og smile bare i kysset inden hun rejste sig, og forlod stuen og søgt op i sengen.
Hun lå selv med et stort smile på læben, og hade svært ved og sove hun lå bare og tænkt på lucas. Hun følt et ønske om han skulle ligge her hos hende, men så længe claudia var i samme seng due det ikke. Hun skubbe for nu tanken væk så hun kunne sov, og fik lagt sig ind til claudia og holdt beskyttenden en arm om hende.

Tidelig næste morgen var adelina oppe, det var hun jo vantil. Claudia sov stadig men adelina vis hun snart ville vågne, roligt rette hun på hendes kjole hun hade sovet i inden hun liste ned i stuen, hun kigge ind til ham og smile bare som han stadig lå og sov. Roligt gik hun i køkkenet, og begyndt på morgen maden til dem for hun vist claudia nok snart vågne og ville lege med lucas men før de kunne det så skulle de have ordentlig morgen mad.