Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

De skulle vel nok finde ud af hvordan der blev plads til alle her i huset, det tvivle adeline ikke på. Det var blot lig hvordan de skulle gør det, hun så roligt på lucas som han snakke og smile bare til ham. ”giv os en god grund til vi ikke skulle? Du er dejlig selskab lucas, og du en dejlig person og vær tæt på” hun smile bare blidt til ham, mens claudia sad og nikke enig med adeline på den udtale ”og sjov og lege med!” putte pigen på og smile bare stort til ham.
Claudia smile stort som han sag de nok skulle findes et godt værelse til hende ”yay! Værelse til mig!” hun smile og hoppe næsten på stolen hade det ikke være for adeline der gav hende et roligt blik der sag hun skulle side stille. Hun fik roligt vaske op og gjord rent efter dem, mens de to stadig stad ved bord. At lucas tænkt på en tilbygning kendt hun ikke til, selv tænke hun hvor det værelse skulle komme fra for der var vel kun stuen og hans sove værelse så der var jo ingen ekstra rum rigtig.
Som han klappe hænderne sammen, hoppe claudia helt i chok da hun hade sidt i sin egen tanker, hun smile dog og løb ud og kom i sko, mens adeline roligt kom hen til lucas ”det har vi helt bestemt ” sag hun roligt og smile til ham, og gav ham et kys på kinden mens claudia ikke så det. roligt tog hun sko på, og sikker sig hun hade sin læder pose med penge med og lukke roligt døren op hvor claudia løb grine ud klar til en ny dag tydeligvis.

[Lucas Marcellus Himalaro]

De skulle finde plads til dem alle sammen. Det var og blev et mål for Lucas nu, og derfor var det kun ekstra vigtigt for ham, at det hele blev gjort optimalt og på den ordentlige måde. Et smil passerede hans læber. Det blev jo bare bedre og bedre denne gang. "Det værdsætter jeg," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig noget, som gjorde en verden til forskel. Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det i hvert fald.
Et værelse skulle Claudia nok få, som han ønskede at de skulle føle, at det her ligeledes også ville være deres. Det var nemlig vigtigt for ham, at de alle sammen fungerede her, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. "Vi skal nok få det hele på plads.. Det vil nok bare tage lidt tid," fortalte han denne gang med et smil.
Hvad Adeline gjorde sig af tanker, vidste han ikke. Det eneste, som han vidste med sikkerhed, var at han ikke ønskede, at de skulle tage nogen steder. Han var vel allerede faldet så utrolig godt til sammen med dem, selvom der nu kun var gået en dag. Der var jo heller ikke gået meget mere. "Så lad os.. Hvad skal I have?" spurgte han denne gang med et smil. Han havde rejst sig, hvor han havde vinket Claudia hen til sig. At tage hende til sig, havde været ham så frygtelig.. naturligt, som noget overhovedet kunne være.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke og smile bare til ham, ”det jeg glad for” hun smile blidt til ham. claudia og hende nøde virkelig hans nærværd og hans snakken. Hun så roligt på ham som hun fik gjort alt færdig og de kunne begyndt og komme af sted og få købt tøj.
Hun så på ham og smile bare, de fandt nok ud af noget med det værelse det var hun sikker på. Caludia så på ham som han snakke, ”åh hvor lang tid ?” spurt hun og så på ham, og så op på ham med en underne blik. Adeline lo lidt og så på hende ”der mange ting der skal være styr på min pige så du må være tålmodig okay” hun smile hvor claudia ikke så videre tilfreds ud med den melding men det virke hurtig glemt dom hun løb uden for.
Adeline så på ham efter hun hade Kysset hans kind uden claudia så det, hun gik roligt ud af huset og nød vinden der tog fat i hendes hår. Hun var glad og hun følt sig oven på og frisk på en ny dag. Hun smile og så på lucas da han snakke ”tja tøj til damen der, nogle kjoler og bukser og et par trøjer, jeg skal bare have en eller to ny kjoler det burt vær nok til mig, og så må vi jo se om vi finder andet vi mangler som der bliver brug for nu du også har os under dit tag” hun så på ham og smile bare. Claudia så på dem og så lucas vinke hende tilbage, hun løb tilbage igen og tog fat i hans hånd ”kom nu kom nu!” sag hun ivrig og smile stort til dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvordan kunne man gøre andet, end at nyde det selskab til de væsner, som han nu var i selskab med? Det føles jo helt igennem fantastisk det her, og det var rart, at det for en gangs skyld, var den drejning, det hele måtte tage. Så blev det da godt nok heller ikke ligefrem bedre! "Godt," sagde han denne gang. Så lang tid, at de kunne leve med hinanden, så blev det vel heller ikke så slemt?
Lucas skulle vel igang med hammer og det hele nu, for at bygge den tilbygning, så de rent faktisk kunne være der? Han ville jo gerne have, at de havde det godt, og hvad var bedre for en lille pige, end at have sit eget værelse? Nu var det måske meget tidligt sagt, men han håbede da, at de ville blive, så det ikke bare var en midlertidig ting. "Det vil tage noget tid, min ven," fortalte han denne gang. Frem til den ville være bygget, så måtte de finde en anden midlertidig måde, at gøre det hele på.

At der var mange ting, som de skulle have, kunne Lucas godt fornemme. Ikke at det gjorde ham det mindste, når det endelig skete på denne her måde. Et smil passerede denne gang hans læber. "Så må den store og stærke mand jo komme og bære," sagde han denne gang. Et smil passerede denne gang hans læber, som han tog imod kysset og søgte ud sammen med dem. Her lukkede han også hånden omkring Claudias hånd. Han smilede varmt. Det her var en tanke, som han fandt glædelig. "Jeg kommer, jeg kommer!" sagde han leende denne gang. Han satte farten lidt op.

[Adeline Magarita Jakson]

De nød hans selvskab det var tydelig, og hvorfor skulle de ikke det? lucas var en behalig mand og være sammen med, og han fik smile frem på deres læber. Hun så på ham og smile bare til ham, så længe de kunne enes burt alt falde på plads stille og roligt, og så burt det hele jo nok gå ikke sandt?
Adeline så på Claudia som hun ikke var videre begejstre for og skulle vente på sit nye værelse. Adeline kendt det godt, som lille ville man jo bare gerne alt sket på et sekundet men sådan var det jo bare ikke. Cluaida så på lucas som han sag det samme som adeline og var virkelig ikke glad for svar ”okay” sag hun bare og løb lidt i forvejen.
Adeline smile bare, og så på ham og lo lidt ”ja det sandelig godt vi har sådan en stor stærk mand med os” hun smile og så på ham efter hun hade kysse hans kind, hun så på claudia og lo som hun ivrig trak i lucas. Selv fuldt hun med som lucas måtte øge tempoet lidt, mens claudia smile og trak videre. Adeline smile bare og trak vejre dybt og slappe af mens de gik ned mod boderne for at se om der var noget tøj de kunne brug, og hvad ellers de fandt ud af de mangle.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde aldrig rigtigt haft fornemmelsen af at være en familie. Det var sådan, at han havde det nu.. Det var skræmmende hvor naturligt det var at være omkring dem. Det var i hvert fald sådan, at han havde det lige nu. Han rystede denne gang på hovedet. Et smil passerede denne gang hans læber. Den lille pige var allerede nu ved at være utålmodig, og han kunne jo godt forstå hende.. Men at lave en tilbygning, var noget som tog tid.. Og han lavede det gerne, hvis det betød, at de kunne være der alle sammen. Desuden var Himmeriget langt mere trygt, end hvad det var nogen andre steder, og det var noget, som han stod fast ved.
"Du skal nok få dit helt eget værelse.. Når vi har fået bygget lidt på huset," fortalte han denne gang. Han trykkede den lille pige i hånden, selvom hun denne gang rev og sled i ham, for at komme af sted. Ikke fordi at det var noget, som han havde noget imod, for han kunne faktisk godt lide det. Bare tanken om at være så.. ønsket. Det føles virkelig godt.
"I frygten for at det lyder forkert.. Så kan jeg godt lide det." Bare tanken om at skulle være så ønsket.. Det blev da ikke bedre. Overhovedet ikke. Et kort smil passerede denne gang hans læber, idet hans frie hånd, greb ud efter Adelines i stedet for. Han trykkede den godt i sin egen. "Jeg vil gerne lave en tillægsbygning," sagde han denne gang. Der skulle jo gerne være plads til dem alle sammen nu.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile mens de gik, sådan som de tre gik sammen var det næsten som var de en familie. og det var både en dejlig og skræmmenden tanke, når man så på hvor kort tid de hade kendt hinanden men det føltes så naturlig sammen med lucas, hun nød hans selskab og nærvær og claudia var helt vild med ham, vis da ikke elskede ham efter hånden sådan som hun fimse om ham. hun så på lucas mens han snakke med claudia, der vende blikke mod ham "skal i bygge mit værelse?" spurt hun og så på ham, dette bekræft jo blot det adeline tænkte at lucas hade tænkt sig og gøre, claudia så på dem "må jeg hjælp!?" spurt hun og smile bare mens adeline lo lidt.
hun mærke lucas gribe ud efter hendes hånd, hun rødme svagt som han klemt om hende noget minder hånd i forhold til hans, og fuldt med så godt hun kunne nu hvor claudia rev sådan i ham. "du skal ikke frygt det lyder forkert lucas, vi vil jo gerne have dig her sammen med os" hun smile og så på ham, mens de kom nærmer og nærmer boderne de skulle hen til. "det gætte jeg sådan som du snakke om og bygge, plus det var næsten det første jeg tænkt da vi snakke værelser, for der er vist ikke et ekstra på forhånd til hende " hun så på ham, og smile bare blidt "jeg skal selvfølgelig nok hjælpe med byggeriget så godt jeg kan, jeg har dog ingen forstand på den slags" hun smile skævt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas ønskede det hele, som han ønskede at give dem en følelse af at være velkommen, og have et sted, hvor de kunne være trygge og i sikkerhed. Det var vel heller ikke underligt? "Selvfølgelig må du det, min pige," sagde Lucas med en glad stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han holdt hende i den ene hånd, og nu Adeline i den anden.
At være omkring dem begge, og samtidig føle sig brugbar og det hele, var en tanke, som faktisk gjorde Lucas glad. Og det var samtidig også en tanke, som han slet ikke ønskede at give slip på, hvis han da ellers kunne undgå at gøre det. Hans læber forblev fanget i det varme og indbydende smil. "Jeg vil bare gerne give jer følelsen af, at være velkommen.. I fortjener desuden det bedste, så hvis jeg kan give det til jer.. så hvorfor ikke.. Jeg vil ikke have noget imod, at kunne tage mig lidt af jer begge to," fortalte han denne gang. Det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Tvært imod, var det en tanke, som faktisk gjorde ham rigtig, rigtig glad. "Stå du for forfriskninger.. så skal jeg nok tage resten," sagde han denne gang. Deres velbefindende, var og blev det vigtigste lige nu.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia så op på ham som han snakke til hende, hans ord fik hende til og se på ham med stor øjne. Ingen hade kaldt hende for min pige ud over adeline ind i mellem. Selv adeline måtte se ekstra på ham, claudias smile vokse markant og hun klemt fast om hans hånd mens hun gik videre sammen med dem, adeline selv smile og klemt blidt om lucas hånd. Den mand kunne virkelig sit kram med og gør små piger glad, eller i vært fald claudia. Adeline smile og fuldt roligt med mens de gik der alle 3 på stribe med hinanden i hånden. Hun så på lucas som han snakke, ”og du gør det fremragende job med og få os til og føle os hjemme lucas” starte hun og smile blidt til ham, ”og du tager dig pænt af os, så vi vil også tage os godt af dig” hun smile og så på ham med et kærligt smile. hun så på ham som han snakke og lo lidt ”okay okay, du bygger jeg søger for du får forfriskninger og mad” hun lo blidt og gav ham et hurtig kys på kinden mens de bare gik videre og nød bare den god stemning og selskabet de hade sammen.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At kalde Claudia for 'sin pige' føles næsten skræmmende naturligt i øjeblikket, og selv det, var end ikke noget, som Lucas tænkte særlig meget over. Han kunne jo se, at hun var glad, og så lang tid, at han ikke stødte nogen af dem, for det var da ærligt, noget af det sidste, som han havde lyst til lige nu. Han sendte dem begge to et varmt smil, hvor han trykkede dem begge to i hånden igen. "Det er jeg glad for," sagde han denne gang, hvor han selv valgte at følge dem hen i retningen af byen, som ikke lå særlig langt fra dem. Himmeriget havde jo alt at byde på heldigvis, så de var slet ikke nødsaget til at tage ned på jorden, og det var jo virkelig, virkelig rart i det henseende.
Lucas grinte. Han skulle nok tage sig af det tunge læs med en tilbygning. Om han jo så kunne finde ud af det.. var jo straks en anden sag, men han var da mere end villig til at gøre et forsøg om ikke andet, og for ham, var det også noget af det vigtigste. Kysset varmede i sandhed. Det gjorde ham helt glad indvendig. "Det passer mig.. mere end fint," sagde han denne gang. Han smilede varmt til hende, hvor han taknemmeligt trykkede om hendes hånd igen. Sjovt, som det føles, han havde kendt hende i en evighed.. og de havde jo kun lige mødtes i går.

[Adeline Magarita Jakson]

At lucas kaldt claudia for ’sin pige’ var tydelig noget claudia kunne lig, hun smile stort og klemt om hans hånd og munter gik videre med dem mens adeline bare nøde synet af sin glad pige og tanken om lucas sådan tog hende til sig. Det var en dejlig tanke at lucas tog sig sådan af dem, til tros for det kun mødes i går. Hun smile som han snakke, og klemt bare blidt hans hånd. De ville passe godt på ham som han passe på dem, og hun ville sikker sig de alle ville kunne enes. Det var godt himmeriget hade alt det man skulle brug, det gjord hun kun behøve og søg til jorden når hun skulle på arbejde på slotte i dens have.
Adeline smile bare til ham som han grine, hun kunne enlig godt lig den latter den fik hende til og smile. hun så roligt på ham, som hun mærke han trykke om hendes hånd. Hun smile ved hans ord, ”godt” sag hun roligt og holdt bare fast i hans hånd. Claudia så på dem, og der efter mod deres hænder. ”Mora?” kom det fra hende hvor adeline roligt så på hende ”ja min skat” svar adeline roligt. Claudia så der efter på dem begge, ”er dig og lucas kærester?” spurt pigen lig ud, hvor adeline rødme, og blev helt mundlam. Hun var virkelig ikke sikker på hvad hun skulle svar til det spørgsmål, det var jo ikke et spørgsmål hun lig hade regne med og få fra hende for hun forvente jo ikke pigen holdt øje med dem eller noget.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Så lang tid at Adeline ikke følte, at han var i færd ved at tage noget fra hende og Claudia, så var Lucas glad og tilfreds. Faktisk var det noget af det, som han måtte anse som det vigtigste lige i en stund som denne. Det var nemlig vigtigt, at de vidste, at han gjorde de ting, som han gjorde, for at hjælpe dem, og ikke tage noget fra dem. "Godt," sagde han denne gang. De formåede jo også at gøre ham glad, og det var han uden tvivl forbandet glad for!
Den lille piges spørgsmål, måtte dog alligevel komme en smule bag på ham, da det overhovedet ikke var noget, som Lucas havde været forberedt på i det hele taget! Denne gang stirrede han mere mod jorden, inden han så mod Adeline. Om de var.. kærester? Nu? Altså.. de havde jo kun kendt hinanden i en dag. Dog kunne han jo ikke udelukke, at det måske kunne være.. noget, som han ville håbe, kunne ske en dag? Han sendte Adeline et mere forsigtigt smil. Var det her nu bare et tegn på, at det var gået en smule for hurtigt? Det var lidt det, som han nu var bange for. "Altså..." Hvad skulle man da sige? Den lille pige spurgte da noget direkte, måtte man sige! Og hvad skulle man så sige til det? Det var nok det, som han havde lidt svært ved nu. Han ville jo heller ikke skuffe dem.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på Lucas og smile bare blidt til Lucas, mens de roligt forsatte deres gang mod marked. Der var ikke så langt igen og så skulle der ellers handels inde de skulle hjem igen, hun frygt ikke Lucas var ved og tage Claudia fra hende hun vist hvor meget hun betød for Claudia og at Claudia ikke kunne undvære hende og omvendt. Hun forsatte bare med og gå mens hun nød deres selvskab og den frisk luft.
Claudias spørgsmål kom meget bag på hende, så Adeline vist ikke rigtig hvordan hun skulle reager eller hvad hun skulle sig. Hun had håbe Lucas ville sige noget men hun kunne godt høre han også var slog af pinden her. Hun så på pigen der bare vente på svar, så Adeline måtte vel finde på et eller andet. ”jo.. ser du Claudia” Adeline skulle overveje sin ord, for hun ville heller ikke såre Lucas følelser. ”Mor og Lucas er ikke kærester… men Lucas betyder meget for mor forstår du det?” Claudia så på hende, og så ud til og over veje det ”men vis mor er glad for Lucas... er man så ikke kærester?” Adeline smile bare blidt til pigen og ryste på hovedet ”det ikke helt så simpel min skat... bare fordi man er glad for nogle så betyder det ikke man er kærester” adeline så på pigen der lytte til det der blev sagt til hende. Adeline kigge på Lucas for at se om han ville tilføre noget, eller om han var ked af det hun hade sagt om emnet, hun holdt forsat hans hånd og klemt den blidt for det kom ikke bag på hende Claudia spurt om det men hun hade da håbe det først var om længer tid, for så hade hende og lucas haft muligheden for og finde ordentlig ud af om der faktisk var noget mellem dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var ikke ligefrem det her, som Lucas havde regent med at skule høre for, og særligt ikke så hurtigt! Det var ikke nogen hemmelighed, at han var gået hen og blevet glad for Adeline og Claudia ikke mindst, men at blive et par..? Så hurtigt? Altså, det var ikke fordi at han ville være fuldstændig afvisende overfor tanken om det, for det ville han da godt nok ikke. Det var det sidste som han ønskede, men for Claudias skyld ikke mindst, ønskede han at trække den bare en smule, også mest for sin egen skyld faktisk.
Hvad skulle han sige? Han vidste godt, at han måske ikke burde lade Adeline om det hele selv, men han vidste faktisk slet ikke hvad han skulle sige, da det var.. et spørgsmål som han på ingen måder, havde været forberedt på. Et undskyldende smil, sendte han i retningen af Adeline denne gang, da det heller ikke var hans mening, at lade hende stå med det hele selv. "Det er den der populære børnelogik.." sagde han denne gang, hvor han svagt trak på skuldrene, og så mod Claudia i stedet for. Ja, de betød meget for hinanden på rigtig kort tid, men hvad kunne man da gøre? "Din mor, betyder nemlig også meget for mig.. Måske vi bliver kærester en dag," fortalte han denne gang. Han vidste jo hvad han gerne ville, men han havde ikke travlt. Det var meningen, at det hele skulle foregå på helt rigtig vis.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade ikke regne med claudia ville have spurt allerede eller have opdage, at hun måske sendt lucas lidt søde blikke hvordan pokker had pigen regne sig frem til de var et par!? Nå ja nu hade pigen spurt så måtte de jo bare svar så godt de kunne, selv om det var tydelig at det hade tage både hende og lucas på sengen.
Claudia så bare på dem, hun ville jo gerne vide det og det var temmelig tydelig. Adeline så på lucas som han snakke, hun smile undskyldende til ham ”jep den kære børn logik” hun smile skævt og så på claudia der så underne på dem, ”børn logik?” adeline smile bare ”det ikke noget særlig min skat det skal du ikke tænke på” claudia så på hende før hun så på lucas som han begyndt og snakke. Adeline hade en svag rødmen i kinderne, men smile bare blidt til pigen. ”lucas har ret claudia, måske mor og lucas bliver kærester en dag men det ikke noget som du finder ud af i dag okay, så lad os fokuser på og finde tøj okay” claudia så på dem, ikke videre tilfreds med og skulle vente men nikke bare og gik ellers videre med dem uden og snakke, adeline så på lucas stadig svagt rosa i kinderne, ”jeg beklager vis claudias spørgsmål gjord dig utilpas.. jeg hade virkelig ikke troede hun ville spøger om sådan noget.” hun så på ham og strøg blidt hans hånd som hun holdt om med tommel fingeren.