Darkness in my mind..

[Silia D. Diamaqima]

Der var så mange ting hun ikke havde kontrol over lige for tiden. Hendes krop regerede på mærkværdig vis, skiftevis mellem træthed, begær og ømhed, og hendes sind var om muligt et endnu større kaos af vrede, frustration, glæde og sorg for ikke at tale om den enorme længsel hun lige nu kunne mærke brænde i sine fingre. Det var frustrerende ikke at kunne røre ham, forsikre at alt nok skulle blive okay uanset hvilket væsen han var.
"Jeg har fuld forståelse for at den forvandling du gennemgår er hård og smertefuld, og alt andet end dig, men for pokker...!" hun tog sig til hovedet og forsøgte at fortrænge hans såvel som Elanya stemme der strengt lød bag hende. Normalt nød hun godt af kvindens selskab, men ikke lige nu.
"Og hvad hvis det ikke havde været således?" spurgte hun hårdt. "Du ville stadig have været sammen med Denjarna, og vi ville stadig have problemer, uanset om du så var blevet alene for det barn," hun strammede grebet lidt omkring sig selv og så sin afspejling i et af vinduerne fra pejsens skær. Lige nu gjorde han hende vred.. og ked af det.

"Hvad skulle jeg ellers tro?!" hun havde aldrig rigtigt råbt af nogen, men hormonerne tillod hende ikke at holde sig fattet. Lydløse tårer trillede ned over hendes kinder. "Jeres aften vakte liv i gamle følelser, følelser som jeg var nødt til at lade dig gå for! Så hvad skulle jeg ellers tro ud over at du ville søge til Denjarna?" spurgte hun med skælvende stemme. I sin vrede trådte hun et skridt frem. "Manglende tid og nærvær, alt for meget arbejde. De ting kunne vi have gjort noget ved Gabriel, men jeg kunne ikke ændre hvad du følte for en anden," hvor havde hun dog lyst til at gå amok på ham lige nu!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At hans egen moder, var til stede i lokalet, var slet ikke en tanke som slog Gabriel, også selvom han nu vidste, at hun var i stand til at se de døde. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han ville jo ikke søge den medlidenhed.. han ville bare have forståelsen. De var begge påvirket af det her, og det ville de nok begge være i frygtelig lang tid fremover, selvom det ikke just var noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende!
"Jeg har efterhånden forstået, at tilværelsen er strid ved dig, Silia.. Det er den altså også for mig!" bed han af hende, som han igen vendte blikket hårdt i retningen af hendes skikkelse. Han var træt af problemerne. Igen skulle de skændes, som de nu plejede at gør det, og det var selvfølgelig frustrerende.. Men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det?

I takt med at Silia kom tættere på, begyndte Gabriels hjerte at hamre. Han kunne nærmest mærke det! Han knyttede næverne. Aldrig i hans liv, havde han været så fristet til at slå hende, som det han var i øjeblikket. "Hvad har Denjarna med alt det her at gøre?" spurgte han vrissent. Han kunne virkelig ikke se, hvad den kvinde havde med det her at gøre! Overhovedet faktisk! Det irriterede ham, at hun skulle blandes ind i det, når hun var noget af det, som han forsøgte at lægge afstand til!
"Hold hende udenfor! Jeg vil slet ikke høre om hende!" bed han af hende, da han igen så på hende med en vred mine. Han var ked af det og frustreret.. og hun gjorde det bare ikke nemmere for ham lige nu. Han strøg hænderne over ansigtet.. Typisk ham, når han var frustreret og ked af det.
"Det er fint.. det er fint.." afveg han, som han stillede sig mere med siden til hende. Han kunne virkelig ikke holde det her ud!

[Silia D. Diamaqima]

Silia forsøgte ihærdigt at forstå ham, men det var svært for hende at sætte sig ind i fordi det var nyt, og hun havde slet ikke overskud til at skulle tage stilling til en helt masse!
Det slog lidt som en lussing at han fremstillede hende som en der ikke snakkede om andet end hvor elendigt hun havde det, nej det var ikke nemt, men hun vidste godt at det gjaldt dem begge, hun havde bare antaget af han stadig havde Denjarna hvilket gjorde det nemmere. "Jeg har aldrig sagt at det skulle være lettere for dig!" råbte hun og tørrede hurtigt sine tårer væk, selvom de hurtigt blev erstattet af nye. Nu indså hun at han havde ret. Det havde været en fejl at inviterer ham inden for, det gav kun anledning til flere skænderier og hun ønskede ikke at skændes med ham.

"Hun har alt med det her at gøre. Hun er halve grunden til at vi står her!" hendes øjne slog gnister. Hvorfor skulle han nu tage hende i forsvar? Tilfældigt bed hun fast i hans knyttede næve og besluttede sig for atter at stoppe op en meter fra ham. Hun så væk i et forsøg på at skjule tårerne. Det her kunne umuligt være godt for barnet!
"Måske du bør gør. Jeg vil ikke skændes med dig," hele hendes krop rystede, hun kunne ikke længere finde varme, ej heller selvom hun var vred og burde føle sig varm. "Jeg kan ikke finde ud af hvad du forventer af mig," indrømmede hun lod skuldrene falde tungt ned. Hvis hun dog bare kunne holde om ham.. kysse ham.. det ville have gjort det så meget bedre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var slet ikke ude på at skændes eller noget lignende. Det var der ikke nogen af dem, som fik noget ud af. Det var bare så.. skræmmende let lige nu, hvor de begge havde brug for at lette deres sind bare en smule. Grotesk som det end måtte lyde, så var det ikke noget, som han kunne gøre noget ved.
De havde det begge af helvede til, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, kunne man sige. Hans stirrede fast i retningen af hendes skikkelse igen. Det gjorde ham vred.. forarget et eller andet sted, men han kunne nu heller ikke holde igen, og særligt,n år han havde det på den måde, som han nu havde. "Så hold op med at fremstille det sådan!" vrissede han med en fast tone.

At give Denjarna halve skylden for, at de ikke havde været i stand til at få det til at fungere, var en tanke, som gjorde Gabriel vred. Der var ikke nogen ord, som kunne beskrive det bedre i hvert fald. Han var skuffet.. Skuffet og ked af, at de ikke havde fået det til at fungere, og tilsyneladende, ikke var i stand til at snakke om det, som voksne mennesker. Han var ked af, at de kunne kunne gøre noget yderligere ved det.
"Virkelig? Giver du hende halve skylden?" vrissede han. Det var meget muligt, at han ikke ønskede at have særlig meget med Denjarna at gøre lige nu, men det var slet ikke noget som han synes var retfærdigt på nogen måde faktisk!
Fast vendte Gabriel blikket den anden vej. Han var så fristet til at slå hende.. tæske løs på hende, og alligevel tage hende i sine arme.. kysse og kærtegne hende.. Hårdt som det end var, men det var for pokker svært at gøre noget ved det.
Hvad han forventede af hende? En smule forståelse, var vel på sin plads? Desuden var ham og Denjarna ikke noget.. Så det var slet ikke ord, som han ville stå og lytte til, og særligt på denne her måde. "Forståelse og respekt.. det er hvad jeg forventer af dig, Silia. Forståelse for, at der intet er mellem Denjarna og jeg.. Jeg ved godt, at det er svært for dig.. det er det også for mig.." Igen rystede han let på hovedet. "Jeg må gå nu.." Han var så vred, at han kunne fælde tårer. Hvilket slet ikke lignede ham!

[Silia D. Diamaqima]

Det var ikke meningen at de skulle skændes! I dag havde hun ikke gjort andet end at skændes og at stå til ansvar for sin egen dumhed, det begyndte at blive hårdt. Hun fastholdt hans blik med sit eget der var mindst ligeså iltert som hans. Hun var så vred og så ked af det, at hun stod og rystede med en voldsom trang til at slå på ham, og hun var ikke engang dødsengel. "Det har jeg aldrig gjort!" råbte hun med en stemme der var blevet hæs efter alt den råben og efter alle de tårer.
Hun tog sig til halsen og ømmede den en kende. Hendes hjerte slog som ti vilde heste både af frustration og afsavn.
Igen trådte hun et skridt i hans retning og mindskede afstanden, uden at det var noget hun først tænkte over. "Ja jeg gør! Ej kan hun tage skylden for at vi påtog os for meget arbejde og glemte hinanden i det, men du var sammen med hende og ikke kun af begær men ligeså meget af hjerte!" hun satte en hånd i siden og forsøgte at tage en dyb indånding. Det skar i hele kroppen. I princippet var det ikke Denjarnas skyld.. det var ingens skyld, for hun havde altid vidst at Gabriel havde haft meget store følelser involveret med hende, det var grunden til at tanken om hende altid havde gjort hende urolig.
"Jeg prøver at give dig alt respekt og forståelse i hele verden, Gabriel, men fortæl mig hvorfor vi gik fra hinanden hvis det ikke var på grund af Denjarna," bad hun. Den manglende tid og deres mange problemer ville hun ikke have givet slip på ham for, det kunne de have løst. Hvis det ikke var fordi han havde været forelsket i en anden, så havde han bare givet op på hende, og det var næsten værre. Hurtigt trådte hun ind foran ham og blokerede vejen, hvilket hun ellers aldrig ville have gjort, hun reagerede instinktivt. "Nej du får ikke lov til at flygte igen. Ikke før den her lukket," sagde hun bestemt og spidsede strengt læberne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At stå der og råbe og skrige af hinanden, var slet ikke en tanke som Gabriel brød sig om, men det var bare ikke noget ,som han kunne gøre noget ved. Han stirrede fast på hende. Så fristet til at slå hende, velvidende om, at det ikke ville gavne nogen som helst på sigt, og det vidste han jo udmærket godt. Han brummede svagt, og med en sitren i kroppen, som bare ingen ende ville tage. Det ville det bare ikke. "Det gør du jo nu!" brølede han med en kraftig stemme. Det lignede ham ikke at reagere på den her måde, men han kunne for pokker ikke lade være, når det var på den her måde! Overhovedet faktisk! Det var virkelig ved at irritere ham!
Gabriel sitrede. Han ville bare gerne derfra nu, og det var heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok. Han var træt af problemerne, og særligt fordi, at det bare så ud som om at de forfulgte ham. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved dem! De blå øjne vendte han atter mod hende. "Det har jo absolut intet med Denjarna at gøre, at vi er endt hvor vi er.. Ja.. Jeg har altid været glad for hende, af grunde, som jeg stadig ikke kan finde ud af.. Jeg gjorde noget forkert.. men ligeledes, gjorde du," fortalte han direkte. Var det virkelig så svært at forstå?!

Gabriel rystede let på hovedet. For ham, var det virkelig svært, at tingene forholdt sig på den måde, som de nu gjorde, og han kunne bestemt ikke lide det. Overhovedet faktisk. "Jeg har ikke lyst til at stå her og råbe og skrige af dig," afviste han. Hun bestemt ikke over ham. Han var træt af, at det var den rolle, som hun indtog overfor ham!
"Du er ikke min moder, så drop det.. Hold op med at indtage den rolle. Jeg føler mig dum nok, som jeg gør i forvejen!" Denne gang vendte han blikket direkte mod hende. Selv tog han et skridt tættere på. Så fristet... Han var så fristet..!

[Silia D. Diamaqima]

Silia var så træt. Hendes hoved var ved at eksploderer og hendes krop kunne snart ikke bærer hende efter alt den vrede og frustration der havde været i dag. Det sidste hun havde lyst til var at stå og råbe og skrige af ham, men nu havde de åbnet for Pandoras box, hvilket næppe var gået dem særlig godt.
"Jeg har aldrig hentydet at du skulle have det lettere end jeg selv!" understregede hun med en bestemt håndbevægelse. Hendes stemme var snart blevet helt skinger og hendes øjne var røde efter tårer, som hun havde opgivet at kontrollere nu.
Det stak stadig i hjertet at høre ham erkende sine følelser overfor Denjarna. Hun havde ligeså gjort noget forkert, men det havde aldrig handlet om følelser, det havde handlet om en sult der var en del af hende. "Så gav du bare op?! Jeg lod dig gå fordi jeg ikke ville holde dine følelser hen, fordi jeg ikke ville være sammen med en mand der drømte om en anden kvinde, ikke af nogen anden grund, for vi kunne have løst resten men du...!" hun tav og tog sig til panden. Hun havde ikke følt sig så svimmel som hun gjorde nu, i lang tid. "Jeg gjorde ligeså noget forkert og jeg hader stadig mig selv for det, men det handlede aldrig om følelser, aldrig," hun lagde armene omkring sig og forsøgte at gnide noget varme tilbage. Hun så væk også selvom han trådte tættere på.
Var det virkelig sådan han så hende? Elanya stod og skældte ham ud i baggrunden men Silia ville ikke kommentere det. Hun så ikke på ham. "Fint, så gå," sagde hun bare og passerede ham for i stedet at stille sig foran den varme pejs i håb om at falde lidt til ro, også selvom hun følte sig direkte knust.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var selv ved at køre sig selv fuldstændig ned på det her, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Det gjorde ham trist og ked af det.. knuste ham mere, end hvad han i forvejen måtte være, og han kunne bare ikke gøre noget ved det, hvilket næsten var det, som for ham, var det værste af det hele. Var det underligt, at han tog det så tungt, som han gjorde? "Hvorfor pokker står vi så stadig her og diskuterer det?!" udbrød han direkte, som han kraftigt kastede med armene. Han var opgivende omkring den situation! Virkelig, virkelig opgivende!
Gabriel vendte blikket den anden vej. Det var hårdt at elske individer, som man vidste, at man ikke kunne få. Denjarna havde allerede fortalt ham, at han ikke var hende værd på sigt, og Silia... der følte han sig bare som en idiot, for at sige det mildt. Han kunne jo på ingen måder hamle op med det!Tårerne meldte sig i hans øjne, som han svagt bed tænderne sammen. Det gjorde ondt at tænke på. Han kunne jo bare ikke stille noget som helst op med det nu.
"Du stormet ud af lokalet, Silia. Lod mig stå alene med ender med sager, som jeg ikke kunne lukke. Du sendte mig endda ringen retur. Jeg ved ikke engang hvad det betyder!" endte han febrilsk. Han var faktisk meget overrasket over, at sendebuddet havde fundet vejen frem. Hans blik fulgte hende med tilbage til flammerne i pejsen. Han burde måske bare gå? Forsøge at slå det her af sindet igen, selvom det ville blive svært. Rigtig, rigtig svært for ham faktisk. "... Fint," mumlede han let, som han vendte om på hælen. Ville hun ikke snakke med ham.. fint nok. Det var tilsyneladende en stor fejl af ham, at komme her.

[Silia D. Diamaqima]

Som om det ikke var hårdt nok at vide, at han ligeså nærede følelser for en anden han havde samtidig givet op. Silia var klar over at hun ikke altid havde været en god hustru, men havde hun virkelig været så elendig? Tanken gjorde hende faktisk ked af det, også fordi hun ikke engang kunne hamle op med Denjarna, det var en tabt sag på forhånd.
"Fordi du bliver ved med at stå og råbe af mig!" råbte hun igen henne fra pejsen. Selv dens varme kunne ikke varme hendes krop. Hun lukkede øjnene og lod lydløst tårerne trille ned over hendes blege kinder. i det mindste kunne han ikke se dem nu, også selvom han ville kunne mærke hvor ondt hun havde. Hvis dog bar ehun kunne lukke sine øjne og glemme alt om det her.
"Jeg kunne ikke se dig tage af sted! Jeg var knust Gabriel! Jeg havde intet at bruge ringen til, den lå bare som en torn i mit øje og mindede mig om hvad jeg havde mistet, så ja jeg sendte den til dig, så jeg ikke behøvede at kigge på den!" vrissede hun og bed sig i læben. Hvis han ville flygte fra det hele igen, så skulle han være velkommen. Nu var sandheden endelig gået op for hende, så måske det ville være lettere for hende at give slip nu?
"Jeg er oprigtig talt ked af at jeg var en elendig hustru.. og jeg er ked af at jeg har fået dig til at føle dig så dum. Du fortjener bedre," sagde hun stille og forsøgte at holde gråden væk fra sin stemme, hvilket var svært. Hun vidste at han var på vej ud, men de ord skulle han have med. Hun var oprigtig talt ked af at hun ikke havde været god nok, guderne måtte vide at hun havde forsøgt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han nok heller ikke altid havde været lige god ved hende, men for pokker. Det var virkelig svært, når man også konstant følte sig dum i nærheden af en Diamaqima. Den eneste, som han følte det nogenlunde 'normalt' med, var Liya. Hende kunne han da snakke med, uden at skulle føle sig decideret dum. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Som du bliver ved, med at stå og råbe af mig..!" bed han af hende, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det her, var virkelig ved at være irriterende for ham. Det gjorde ondt.
En enkelt tåre banede sig ned af hans kind. Han hadede, at stå i denne situation, og særligt når han kunne mærke, hvor ondt hun egentlig havde det, hvilket næsten var det værste af det hele. "Som du er nu? For helvede, Silia..!" Denne gang trådte han igen i retningen af hendes skikkelse. Var det virkelig så svært at bare.. lukke sagen, så de begge kunne komme videre igen? Han var ked af det.. selv knust over det her, og det blev bare ikke bedre, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han lagde hænderne mod ryglænet af den gamle lænestol.
"Du er og har ikke været en elendig hustru... ikke mere end hvad jeg har været en forfærdelig mand for dig.. Men jeg gider ikke det her mere. Jeg kan ikke overskue det her mere. Du har ondt, og det samme har jeg. Jeg vil virkelig bare gerne lægge låg på det her." endte han med en dæmpet stemme. Han var så træt af det.. Han var træt af at flygte, og endnu mere, at han ikke havde nogen steder at tage hen. Det gjorde faktisk oprigtigt ondt på ham.

[Silia D. Diamaqima]

Det var aldrig meningen at Gabriel skulle føle sig dum. Silia var opdraget som en intelligent kvinde, hendes far havde altid krævet og forventet meget af hende, og ja somme tider var hun både arrogant og bedrevidende som det var blevet hende lært, men hun havde aldrig ment at gøre ham ondt på den måde.
Hun svarede ham ikke, men trak vejret dybt, helt ned i maven så hun kunne puste ud og lade roen falde, eller forsøge på det, for de burde ikke stå her og råbe og skrige af hinanden. Pejsens varme indhyllede hendes skikkelse, hun var nærmest falde i staver over dem, mærkede det svide i sine øjne og alligevel besværede hun sig ikke med at blinke.
Tårerne gled alligevel ned over hendes kinder også selvom hun nu var på et punkt hvor hun ellers havde troet at der ikke var flere at græde af.
"Du var aldrig en forfærdelig ægtemand. Du beskyttede mig, forsøgte at tage dig af mig som du havde lovet, og jeg lod dig ikke gøre det. Jeg er ked af hvis jeg har givet dig følelsen af at være dum, jeg er ked af alt det her," hun lukkede armene om sin krop og sank hovedet for ikke at komme til direkte at hulke. Hun forstod godt at han ikke ville mere, men hvor ville hun dog ønske at han bare ville indrømme at han savnede hende, eller et eller andet, selvom det nok bare ville give hende nyt falsk håb. "Så lad os lægge låg på. Vi havde det jo godt engang, vi skylder det.. og hinanden respekten," hun åndede langsomt ud og vendte sig mod ham. Det var hårdt at sige, for hun havde ikke lyst til at give slip, men hun kunne heller ikke bare holde fast i ham med næb og kløer.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel følte sig virkelig dum, og ikke mindst også meget utilstrækkelig. Det havde han gjort længe, og sammen med Silia, havde det ingen ende taget, hvilket næsten var det, som for ham, var det værste af det hele. Desuden stod de nu sammen her, og gjorde hinanden kede af det.. Han hadede, at gøre hende så ked af det! Det var jo for pokker slet ikke meningen, at den slags burde forekomme! Han knyttede næverne let. Han var så fristet til at slå hende. Virkelig, virkelig fristet til at slå hende!
Gabriel vendte blikket den anden vej. Hun ramte virkelig sømmet på hovedet ved det der, og han kunne heller ikke rigtigt finde ud af, om det var en god eller en dårlig ting. Han trak vejret dybt. "Siden jeg ikke har fået lov, har jeg vel heller ikke gjort det godt nok," sagde han blot. Han så nu ikke nogen grund til at gøre noget stort nummer ud af det. Men hvad pokker skulle han da gøre ved det nu? Han sukkede tungt, som han lod armene søge over kors. Mest for at holde hænderne en smule på plads igen.
"Hør, jeg.. jeg er ked af, at vi skulle helt herud, Silia.. Men.. jeg respekterer, at det tilsyneladende bare ikke var meningen, at det skulle være os.. Men jeg ved ikke om jeg bare kan lægge låg på.." Han vendte blikket mod hende igen. Han hadede at se hende græde.. og elskede det på samme tid.. Forbandet være den skide dødsengel! Han spændte i kroppen, inden han passerede hende, for at søge hen til et af vinduerne. Han lagde panden mod ruden. Han hadede, at han nød hendes smerte så meget!

[Silia D. Diamaqima]

Det var aldrig faldet Silia ind at hun havde fået ham til at føle sig dum og utilstrækkelig. Hun var blevet lært at tage vare på sig selv, så det at overlade sig selv til en mand havde været svært.
Lige nu hadede hun sig selv for at have været så dum og for at være så ked af det over det tab hun havde lidt. Hun tog en dyb indånding, helt ned i maven og pustede langsomt ud, mens hun hævede de nøddebrune øjne til hans skikkelse. En del af hende havde mest lyst til at slå på ham, mens en anden del af hendes længtes efter at smage på hans varme, bløde læber.
"Du gjorde hvad du kunne ud fra omstændighederne," hun havde prioriteret forkert, ladet ham komme efter arbejdet og det sved nu kun til hende selv. Tårerne lurede lige under den skrøbelige facade, men for nu tvang hun dem inde, og forsøgte at berolige sig selv, i frygt for at være til farer for barnet. Hun lod ham passere uden at sige noget og lod stilheden falde for en stund, inden hun vendte sig mod ham igen og trådte tættere på, så hun stod bag ham, dog stadig med lidt afstand i mellem dem. "Hvis du acceptere at det ikke skulle være du og jeg, hvorfor kan du så ikke læggge låg på?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på sned. Det var så svært for hende bare at forlige sig med at de mange år på sit vis havde været spildte. De havde været perfekte... i meget lang tid, og nu var de her.. intet var perfekt mellem dem mere, og hvorfor? Fordi de ikke havde kunnet lade arbejdet ligge?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde måske aldrig været meningen, men det var den effekt som Gabriel nu måtte sidde igen med, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse igen. Han kunne have gjort mere, men når man konstant blev mødt af en afvisning, var det fandme også svært! "Som du jo nok har gjort det samme," sagde han blot. Var han heller ikke mand nok her? Han bed tænderne sammen. Hvor var det dog frustrerende, at den skulle hamre ham i hovedet nu!
Gabriel lod panden møde den kolde rude. Det føles helt behageligt for det lille øjeblik. Han kunne uden tvivl godt lide det kølige sus, som det efterlod selv ham med. Han sukkede let. At lægge låg på, ville han elske, at han kunne, men det kunne han ikke bare gøre. En ting var, at Denjarna meget hurtigt havde vist sig, at være et overstået kapitel for ham.. Men at lægge Silia bag sig, var bare.. sværere. Han havde jo for pokker også været gift med hende i rigtig mange år. Skulle han blotlægge sin sjæl? Nej.. der ville intet godt komme ud af de,t kunne man jo sige, hvilket næsten var det værste af det hele lige nu. "Kan det ikke bare være ligemeget? Det vil ikke gøre nogen forskel alligevel," sagde han denne gang med en direkte stemme, som han stirrede ud af vinduet. Mest af alt, havde han lyst til bare at flygte fra det hele. Der kom bare ikke noget godt ud af det.

[Silia D. Diamaqima]

Hvis ikke Silia havde haft en grim smag i munden før, så havde hun det i hvert fald nu. Det virkede underligt fristende at gå i Kimeyas skab med djævelske drikke, men hun vidste godt at det kunne koste hende det lille mirakelbarn, hvilket hun under ingen omstændigheder ønskede.
Hun slog blikket ned. Havde hun gjort sit bedste? Måske, hun var ung og vidste ikke hvad en god hustru var. Måske hun sågar havde været for ung? "Du har været en del af mit liv siden jeg var en lille pige," startede hun stille uden at hun helt selv vidste hvor hun ville hen med det. Det var svært at han ikke var en del af hendes liv!
"Jeg er altid kommet til dig Gabriel, jeg har altid set op til dig, holdt af dig.. hvis ikke du kan elske mig som din hustru, så lad mig i det mindste være din ven, som jeg har været i alle de år," bad hun og lod hovedet søge lidt på sned. Om hun overhovedet selv kunne nøjes med at være hans ven, det vidste hun ikke, men det gjorde næsten for ondt at skulle leve helt uden ham, når han altid havde udgjort en tryg base for hende. "Jeg ved det er kompliceret, men jeg har brug for at have dig som en del af mit liv," hun lænede sig op af kommoden og tog sig til hovedet. Det lignede bestemt ikke hende at blotlægge sig på den måde, men hun følte sig alene og han havde altid været der, så hvorfor kunne de ikke bare glemme at de nogensinde havde elsket hinanden, så han kunne være der for hende?