Darkness in my mind..

[Silia D. Diamaqima]

De var på ingen måde færdige med hinanden. Silia vidste at hun burde lade ham gå, men noget i hende fik hende til at handle desperat, uetisk og urimeligt på alle måder. Hendes far ville give hende en så stor skideballe hvis han havde vidst hvad hun forsøgte på. Dæmonen i hende havde dog aldrig været særlig tydelig, så hun var let ikke sikker på at hun kunne lokke ham på den måde, dog var det uden tvivl forsøget værd.
Tanken om at se ham gå gav hende kvalme... en kvalme som hurtigt druknede i hans gengældte kys. Hun kunne mærke ham kysse hende tilbage og følte hvordan enhver lille del af hende igen blev varm. Hendes store mørke øjne nærmest tiggede ham om at blive hos hende, velvidende om at han i forvejen altid havde haft svært ved at stå for det blik. Det havde hun udnyttet lige fra barnsben til at få tingene nøjagtigt som hun havde ønsket.
"Ikke her. I sengen," understregede hun og rejste sig lidt forsigtigt. Hun bukkede sig lidt og greb om hans hånd, så hun kunne fører ham med sig, uden så meget som et ord, i håb om at han ville gå med uden at stille spørgsmål. De store vinger ville slet ikke kunne være i hverken sofaen eller lænestolen. Lydløst førte hun ham med sig op af trappen til et af de bagerste værelser der lå lidt afsides fra de andre, et som hun selv havde valgt netop af samme grund. Hun lukkede døren bag dem og vendte sig mod ham med et lidt for uskyldigt blik. "Læg dig ved mig," gentog hun og mærkede sine ben ryste endnu oven på hendes udmattelse og træthed.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var virkelig ikke særlig smart eller gennemtænkt fra nogen af dem, hvilket end ikke Gabriel var bange for at indrømme. Han havde det virkelig skidt med det, for han vidste, at det kun ville blive værre, når han skulle tage derfra, og han vidste det jo godt, kunne man sige. At hun derimod ønskede ham med til sengen, gjorde det ikke just bedre. Han forsøgte jo at finde en grund til netop ikke at skulle lægge sig ned ved siden af hende! Svagt måtte han derfor bide tænderne sammen, som han sukkede indvendig. Han havde vel ikke nogen grund til ikke at gøre det? Andet end at det kun ville gøre ondt værre, når de atter ville blive tvunget hvert til sit, hvilket var noget som de alle sammen vidste, ville komme til at ske.
"Du gør det virkelig ikke nemt for mig." I forvejen med det blik, som han i forvejen aldrig havde været i stand til at modstå, og særligt, når hun nu gjorde det, som hun nu gjorde. Det var virkelig ikke nemt for ham på nogen måde!
Som hun rejste sig og tog omkring hans hånd, fulgte han med. Af hjertet ønskede han jo at gøre det, hvilket næsten var det værste, for han vidste jo, at han slet ikke burde gøre det! Han fulgte efter hende op på værelset, som hun ledte ham til. Langt væk fra alle de andre, som var der. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han burde ikke.. Han burde virkelig ikke, men kunne ikke lade være! Ved tanken alene, førte han sig selv tættere på hende, hvor han denne gang lagde sine hænder mod hendes sider. Han lænede sig frem, og skænkede hende et kys. Han kunne jo ikke stoppe!

[Silia D. Diamaqima]

Normalt handlede Silia udelukkende ud fra sin egen fornuft, men ikke i aften. Hun vidste at dette ville være dumt, og at det kun ville gøre mere ondt når han tog af sted, hvilket han ville, for han havde jo allerede afsløret at han ikke længere nærede tiltro til dem. Lige nu var hun bare ligeglad, for hendes hjerte kunne slet ikke udstå mere smerte på en aften, hun ville bare mærke hans arme omkring sig, lytte til hans hjerteslag, lade dem lulle hende ind i søvnen.
Det var en desperat handling at gøre brug af hendes væsen... eller forsøge på det, for selvom hun havde en idé om at det virkede i og med at han fulgte med hende op på værelset, så var det selvbedrag for i virkeligheden var hun ikke meget mere forførende eller sensuel, end hun var på alle andre tidspunkter hvor han fint formåede at modstå hende.
Varmen fra hans hænder trængte igennem kjolen på hver sin side. Hun trådte ham så tæt så deres kroppen mødtes og gengældte længselsfuldt hans kys. Hendes hænder gled op over hans stærke arme og skuldre hvorefter hun samlede dem i hans nakke, bare for at han ikke skulle trække sig igen. De burde ikke, men hun var så fuld af længsel og afsavn, at lige aften havde hun brug for at dumme sig, for at kunne overleve endnu en dag, og samtidig vide at han stadig holdt af hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ej var det den sensuelle dæmon, der drev Gabriel i øjeblikket, men derimod hans egen brændende lyst til at mærke Silia helt tæt på. Det var det brændende savn, som han slet ikke kunne vende ryggen til, og særligt, når det måtte foregå således. Selv vidste han skam godt, at dette var frygtelig dumt, men han kunne ikke lade være. Han kunne virkelig ikke lade være, grotesk som det end måtte være, så kunne han jo bare ikke gøre noget ved det! Tænderne bed han svagt sammen, inden han tog skridtet og søgte tættere på hende.. Her lod han samtidig også sine læber komme i direkte kontakt med hende.
Armene strammede grebet omkring hendes krop, hvor han holdt hende tæt ind mod sig. Han kunne ikke lade være, også selvom det også bragte maven tættere på ham, end hvad han nok lige ønskede i øjeblikket, for han kunne virkelig ikke lide den. Det gjorde ondt, at vide, at hun havde den!
Tankerne måtte dog glide mere og mere i baggrunden i takt med, at hun lagde armene tæt omkring hans nakke. Han kunne ikke trække sig. Han ønskede virkelig ikke at trække sig! Øjnene lod han glide i, som han denne gang førte hende mere i retningen af sengen, hvor han blidt lagde hende ned. Han trak sig med ind over. Vingerne spredte han for balancens skyld. Han ønskede bare ikke at slippe hende nu!

[Silia D. Diamaqima]

Eftersom hans interesse var opstået efter hendes desperate forsøg på at holde ham ved sig, så antog Silia blot at det var hendes evners skyld, selv når det ikke var. Hans læber smagte som de altid havde gjort, visse ting havde det nye væsen tilsyneladende ikke ændret. De var stadig varme og silkebløde, og fyldte hnde med en blanding af længsel og varme som hun havde drømt om alt for længe.
I hans arme følte hun sig igen tryg, velvidende om at hendes mave var ham en torn i øjet. Hun strammede grebet om hans nakke, trak sig selv op på tæer hvilket var anstrengende, men det hele værd, bare for at være tættere på ham. Lige nu havde hun glemt sorg og sin smerte, glemt den kvalme der var kommet af udmattelsen.
Med små skridt, bakkede hun mod sengen, lod ham fører hende til hun mærkede kanten i sine knæhæser og derefter gled ned, liggende tværs over den. Ikke var hun direkte sulten, det handlede ikke om hendes væsen, det handlede om hvor meget hun gav af sig selv, hvor højt hun elskede ham også selvom det her kun ville gøre mere ondt i sidste ende. Tanken var kun flygtig. Hun lod sine hænder stryge desperat ned over hans stærke ryg, og genkendte den faste struktur som hun så mange gange før havde kærtegnet trods det virkede som alt for lang tid siden. Hun trak sig lidt, slog hovedet tilbage i madrassen og lagde i stedet den ene hånd blidt på hans kind, hvor hun mærkede de ru skægstubbe.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne gemme sig bag den sensuelle dæmon. Det var den som måtte gøre det, og ikke hans egen frustration og desperation over, at han ønskede at få hende tæt på. Han ønskede virkelig at få hende tæt på, og dette var bare ikke tæt nok for ham! Overhovedet ikke faktisk!
Gabriels hjerte hamrede mod hans bryst, som han endelig fik hende lagt ned i sengen under dem. Han trak sig op over. Maven var ham en torn i øjet, og det ville den nok være for resten af hans liv, for det var ikke hans.. Uanset hvor meget de havde forsøgt sig med det, så var det bare ikke hans, og han hadede den tanke! Han lukkede øjnene let, inden han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes mundvig, inden han lagde sig ned ved siden af hende. Hånden som hun strøg over hans kind, var noget som han uden tvivl nød. At de virkelig skulle helt herud, hvor de faktisk intet havde med hinanden at gøre, for at kunne finde tiden til at ligge der med hinanden. Det var virkelig grotesk at tænke på, også i hans øjne, for han kunne ikke lide det.
Hånden hævede han selv, og lagde mod hendes kind. Hvad skulle der dog blive af dem? Det var slet ikke meningen, at de burde ligge der.. og han vidste, at han slet ikke burde, men han kunne for pokker ikke lade være. Han sukkede let, inden han lagde sig ned. Han ønskede ikke at afbryde med ord. Han var bange for at ende med at sige noget forkert.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig hårdt at elske nogen så højt som hun elskede Gabriel, og samtidig vide at hun ikke kunne blive hans. De havde haft deres chance, og nu lå de her alligevel, omklamrende og desperate efter at mærke mere. I virkeligheden var Silia nok for træt til at være så tæt på ham, men hun ville gøre hvad som helst, for at få ham til at ligge med armene omkring hende i nat.
For et øjeblik lå hun bare og fortabte sig i hans meget blå øjne. Det bragte hende indre ro og gav hende en måske falsk følelse, af at være forbundet med ham på en helt særlig måde. Blidt strøg hun sin tommel hen over hans kind, frem til han lagde sig ned. I et kort øjeblik frygtede hun at han ville trække sig helt, og derfor lagde hun sig hurtigt ind til hans krop. Forsigtigt placerede hun en hånd på hans bryst og mærkede hans hårde hjerteslag under hendes håndflade. Hans duft var overalt, men han var stadig ikke tæt nok. Uanset hvad ville den længsel fylde hende, for selv når han havde været så tæt på som et andet menneske kunne komme engang hvor lykke stadig havde været, så havde det end ikke der været tæt nok.
"Jeg savner dig," hviskede hun i hans ører hvorefter hun hævede hovedet en smule så hun kunne kysse hans kind. Han måtte ikke fortryde nu. De behøvede end ikke at være intime, Silia ville bare mærke ham, selv hvis det betød at han kun ville blive for at holde om hende i nat.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var virkelig så dumt, som noget overhovedet kunne blive, hvilket Gabriel udmærket godt vidste. Det sved virkelig til hans egen røv - såvel som hendes, at de lå der nu. Han kunne bare ikke lade være, for han ville jo for pokker gerne. Han ville så gerne have muligheden for at ligge der sammen med hende, og ved siden af hende, som han gjorde nu.
Hovedet trak han til sig, da han lagde sig ned ved hendes side, hvor hun var den første til at reagere. Okay.. var hun virkelig så desperat? Så det var ikke bare ham, som var det? Han havde jo savnet hende, som hun også måtte erkende, at hun havde savnet ham. Hvorfor var det så, at de ikke bare havde været i stand til at få det hele til at fungere?
Øjnene lod Gabriel endnu en gang glide i ved hendes ord, og efterfølgende kys mod kinden. Det føles virkelig, virkelig godt, at have hende liggende der, og han var heller ikke bange for at erkende det for hende. Et smil passerede kort hans læber. Han gjorde det virkelig kun værre for sig selv nu.. Og han vidste det jo godt. "Jeg savner også dig, Silia," endte han dog med at sige, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han savnede hende virkelig.

[Silia D. Diamaqima]

De var lige desperate i dette øjeblik. Det værste ved det var næsten det faktum at deres kroppe, deres sind og deres hjerter talte meget højt og de begge valgte at ignorere det i den forstand at det ikke ville bringe dem tilbage sammen. De havde forsøgt.. mere end en gang og hvor han have fået hende til at føle sig mindre værd grundet hans omgang med de andre kvinder, så havde hun tilsyneladende fået ham til at føle sig dum, noget som hun bittert fortrød.
Ej var hun sen om at lægge sig ind til hans krop. Hun lagde hånden på hans bryst og strøg den ned over hans stærke overkrop. Ville han blive selv når han ikke var fanget? Silia ønskede at tage chancen, så hun satte sig op på albuen og trak sig lidt ind over ham, med det lange hår stående ud til næsten alle sider, ustyrligt som det nu var.
"Bliv. Bare for i nat," hviskede hun og lagde hånden på hans kind igen for at lede hans blik til hendes i håb om at han atter ville blive fanget i det spind, som han ikke på noget tidspunkt havde været fanget i selvom hun naivt troede det. Drevet af længslen, lænede hun sig igen frem og kyssede hans læber. Hvis han var der nu, så var det i dette øjeblik at hun skulle udnytte hvert sekund til at stille sit voldsomme afsavn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De var begge to, lige desperate, hvilket så småt var ved at gå op for Gabriel. Ønskede de virkelig det her begge to? Det var uden tvivl en tanke, som måtte komme lidt som en overraskelse for ham. Han kunne dog.. lide det, hvilket han vidste, ikke var noget, som gjorde det meget bedre for ham af den grund. De burde virkelig ikke ligge der. Han burde slet ikke ligge der, og dog, så gjorde han det alligevel. Det var virkelig ikke noget, som talte for hans vedkommende, kunne man jo sige.
Gabriel slappede af ved hendes hånd og kærtegn over hans bryst, som han nu altid havde gjort det tidligere. Lige der, var der ikke nogen forskel fra dengang, de rent faktisk havde haft hinanden. Og nu hvor hun gav udtryk for ønsket om at have ham der for natten, var blot bekræftende.. Men det var dumt. Og han vidste jo, at det var dumt, at blive liggende der. "Silia, jeg.." Mere nåede han dog ikke, før hun endnu en gang havde kysset hans læber. Et kys, som han mere end glædeligt måtte gengælde, for han kunne jo heller ikke lade være! Okay.. en nat kunne vel ikke skade? Men han kunne dertil også love hende, at han ville være væk, inden hun stod op. Han ville ikke gøre det værre, end hvad det i forvejen måtte være. "... Okay, så... så kun for en nat," endte han. Det ville give dem begge lidt. Ham meget, for han savnede hende jo. Han vendte sig derfor om på siden, hvor han forsigtigt lod armen lægge sig om hende. Ligesom han havde gjort før i tiden.

[Silia D. Diamaqima]

Ligesom i gamle dage lod Silia sin hånd kærtegne hans bryst. Et sted under tøjet blev hun mindet om hans muskuløse krop og hvor godt den føltes at røre trods det var lang tid siden nu. Det virkede ikke rimeligt at holde ham der, men hun kunne heller ikke få si selv til at give slip. Bare én nat i hans favn kunne næppe gøre skaden værre end den allerede var og lige efter en dag som i dag, så havde hun inderligt brug for en til at holde om hende. Hans tøven druknede i hendes læber som hun igen bukkede sig og kyssede ham, dybt og længselsfuldt. Selvom hun elskede at kysse Jason, så var hans læber anderledes, de var fremmede, hvorimod Gabriel gav hende en følelse af at komme hjem.
Det lettede hende at høre ham love at blive hos hende. Hun nikkede stille og kunne ikke tilbageholde et lille smil, da hun igen lagde sig ned, helt ind mod hans krop, så hun nærmest lå begravet i hans bryst. ”Bare én nat,” gentog hun dæmpet og mærkede for alvor roen falde over hende, da hans arm lagde sig tæt omkring hende. Både hun og barnet var trygge hos ham.
Hun sneg den ene hånd op mellem dem og lagde den igen på hans kind. Hun havde lyst til at sige at hun elskede ham, men samtidig frygtede hun også lidt at det ville gøre dem alt for tætte når deres veje senere skulle skilles igen. I stedet trak hun ham ned mod hans og kyssede ham igen. Hvis det var den her ene nat hun havde til at nyde smagen af ham, så ville hun udnytte hvert eneste lille sekund.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det var dumt, at ligge her, men han kunne heller ikke lade være. Han elskede hende jo.. Han ville gerne holde om hende, og vide, at hun var sikker, men lige nu, vidste han jo godt, at det virkelig ikke var et smart valg, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Han bed tænderne svagt sammen, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Han kunne mærke hendes mave, sådan som de lå der, men han kunne ikke se den, og det var det, som han egentlig havde det bedst med. Det gav ligeledes ham en følelse af ro.
Dynen tog han fat om, kun for at lægge den omkring hende, så hun kunne gemmes lidt mere ind mod sig. En nat.. det kunne han godt, men han kunne derimod også godt love, at han ville være væk, før solen ville stå op, for han ville ikke gøre det værre.. for nogen af dem. Og kunne han slippe for at se den smerte, som han vidste, at hun ville mærke, så passede det ham mere end fint. "Bare sov.." bad han. Det andet var virkelig også en pine, men han nød det jo.. han nød jo, at have hende for sig selv, og vide, at det var ham, som hun tænkte på - som omvendt. Han sænkede langsomt hovedet, hvor han mødte hende i hendes kys. Øjnene lukkede han i, mest for at gøre det nemmere for sig selv. Han gengældte hendes kys. Ondt som dette end måtte være, så var det begrænset hvad han kunne gøre ved det. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han kunne slet ikke lade være!

[Silia D. Diamaqima]

I morgen ville de begge fortryde dette. Silia vidste godt at hun ville knuses når han tog af sted igen, velvidende om at han stadig ikke var hendes og at han kunne rejse ud og finde en anden. Kvinder havde han jo altid været omringet af, og hun forstod godt hvorfor. Før eller siden ville Jason også komme, og han gav hende trøst, ro og anerkendelse hvilket gjorde hverdagen en del nemmere, men det ville aldrig være det samme som at være tæt på Gabriel.
Hun lukkede kortvarigt sine øjne og indåndede hans velkendte duft. Uanset hvor i verden hun var, så ville det føles som hjem, hvis han var ved siden af, det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke lige nu. De burde sove, men når det kun var for i nat, så føltes det lidt som spild af tid, trods hun var meget træt og bestemt godt kunne falde i søvn, for hun var direkte udmattet. ”Jeg er ikke træt,” løj hun og kyssede hans læber. Hun elskede at mærke ham trække hende tæt på sig, det måtte da betyde at han i det mindste ønskede hende tæt på sig, ligeså meget som hun selv gjorde.
Det var fristende at byde ham tæt på sig, eller som minimum få lov til at putte sig ind til hans nøgne krop, skjult af den dyne han havde lagt op hende, men eftersom hun knap havde fået ham overtalt til at blive ved hende i nat, så virkede det ikke som den bedste idé at vove pelsen på den måde, men kors hvor var det fristende. Hans læber slap hun dog ikke, hun kunne… smagen, følelsen, det lokkede hende ind i en helt anden verden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De ville begge fortryde det her bittert i morgen, hvilket Gabriel udmærket godt vidste. Lige nu var det bare ikke det, som han kunne tænke på, men derimod hende. Det var udelukkende hende, som han havde i tankerne og hans sind. Han følte sig på sit vis.. bedre tilpas ved at ligge her sammen med hende, også selvom han vidste, at det ikke længere, var en ret, som han havde, kunne man sige. Han havde det virkelig skidt med dette. Han havde brug for hende.. Af hjertet, havde han jo brug for hende, og derfor var han heller ikke i stand til at give slip på hende, for det var han ikke.. Hverken af krop, hjerte, sind og sjæl.. Han kunne virkelig ikke!
"Du lyver," pointerede han med et svagt smil på læben, inden han kyssede hende igen. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han brød kysset ganske forsigtigt. Han hævede hånden, og lagde den mod hendes kind, som han strøg ganske let. Hun var det vigtigste i hans liv.. Grusomt at tænke på, som det end var, så var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. De havde nemlig ikke noget med hinanden at gøre mere. Han elskede hende.. men kunne ikke sige det.. Hvor var det hele dog frygtelig frustrerende! "Du... burde virkelig hvile, Silia," hviskede han med en dæmpet stemme, tæt ved hendes øre. Han kyssede hendes kind.

[Silia D. Diamaqima]

Nu om dage have de ingen ret over hinanden, end ikke ringen på hendes finger gav hende nogen ret over for ham. Stadig havde hun svært ved at forholde sig til hvordan de kunne elske hinanden så højt, og at det ikke ville være nok. På den anden side havde han nok ret. Hun kunne ikke leve med en mand som var ulykkelig sammen med hende eller som lod sig friste af andre kvinder, med ham var det gået op for hende at hun faktisk var jaloux anlagt, noget som hendes far aldrig skulle vide!
”Ja jeg gør,” indrømmede hun med et træt smil. Hendes krop havde været så udmattet, hun rystede stadig en smule, men det var bedre nu hvor hun ikke længere frøs idet hans krop og dynen indhyllede hende i tryg varme. Ville han virkelig sove nu? De mørke øjne fandt hans isblå, da han igen trak sig fra kysset. ”Vi har en nat. Vil du virkelig spilde tiden på søvn?” spurgte hun med en dæmpet hvisken i hans ører. Hun vidste at de nok burde sove, og at det heller ikke ville være spild af tid fordi hun ikke havde sovet i det hele taget i så lang tid, og nu havde hun muligheden for bare at ligge trygt ind til ham.
Med et dæmpet suk, lagde hovedet på puden dog uden at trække sig fra ham. Hun kunne stadig ligge og se på hans ansigt genkende de mange træk der gav hende en bedragerisk følelse af at de havde været adskilt, meget længere end de egentlig havde. Det plagede hende stadig at han ikke nærede det savn og den længsel efter hende som hun selv gjorde.. af ord vel og mærke, for hans krop talte et helt andet sprog.