Darkness in my mind..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia D. Diamaqima

---

Det var begyndt at blæse op, og mørket havde lagt sig for alvor, da Gabriel endelig kunne spotte Marvalo Mansion i det fjerne. Umiddelbart, ville han ikke sige, at det var til at tage fejl af. Det var kendt som et helvede på jorden. Nærmest som helvedes forgård, og derfor også en grund til at folk flest holdt sig langt væk fra det.
"Hold fast i mig." gentog han fra sidst, som han trykkede hende tættere ind mod sig. Maven kunne han mærke tæt ved sin egen. Det var grusomt. Det var helt igennem grusomt, at han kunne mærke den, og særligt når det barn ikke var hendes. Øjnene lukkede han for et kort øjeblik. Vreden meldte sig. Det var en del af det væsen, som han var.. Og han kunne ikke gøre for det!

Gabriel gik ind for landing ved Marvalo Mansions fordør. Han trykkede hende ind mod sig, for at hun ikke skulle komme noget til, da han ramte jorden med det lette 'bump', som nu altid skete. Han satte hende forsigtigt ned. Han forventede umiddelbart ikke andet, end at han bare satte hende af, og så måtte han finde et andet sted at være for natten, som han nu typisk plejede at gøre.
"Lad mig hjælpe dig ind," sagde han roligt. Mest fordi at han ønskede at sikre sig, at hun havde det bedre, end hvad han havde set, da han havde mødt hende ved søen. Han var bekymret for hende.. og selv også for den lille, som hun måtte bære i sit indre. Ganske vidst ikke hans barn, men det var uskyldigt, hvilket han gang på gang, forsøgte at sige til sig selv. Det var bare svært, når han konstant følte, og særligt nu, at han var frygtelig, frygtelig indebrændt.

[Silia D. Diamaqima]

Selvom flyveturen ikke var meget lang, havde Silia alligevel været så udkørt at hun nærmest var faldet lidt hen i hans arme. Hendes øjne var lukkede, hun slappede a, hvilket nok skyldtes han duft og følelsen af de arme som hun havde været så vant til beskyttede hende i så mange år. Det var først da hans stemme lød, gennem vinden at hun spærrede øjnene lidt overrasket op. Dog gjorde hun som han sagde og strammede grebet lidt omkring ham. Det var stadig underligt at have ham tæt på sig efter alt den tid, det gjorde ikke noget godt for den længsel hun brændte inde med.
Luften blev mindre kold da han dykkede og til sidst landede foran huset fordør. Hendes far var nok kommet hjem, men hun håbede lidt på at kunne snige sig forbi ham uden at skulle høre for en hel masse.

”Tak,” hun fandt fodfæste men hendes balance var påvirket af flyvningen, hvilket gjorde hende en smule vakkelvorn. Generelt så skulle der ikke så meget til før hendes balance blev påvirket for tiden. ”Kunne du have en kop the?” tilbød hun og åbnede døren. Huset var mørklagt, hvilket vidnede om at Nathaniel alligevel ikke var kommet hjem. Han var nok stadig sammen med Amaya. Hånden gled hen over maven. Egentlig havde hun det okay, hun var bare træt og ked af det, hvilket snart var dagligdag. Roligt ledte hun ham gennem huset til de nåede pejsestuen hvor pejsen altid knitrede på magisk vis og varmede huset. Hele stuen var lagt i et varmt skær der kun lige oplyste sofagruppen, resten var mørkt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Flyveturen var på ingen måder lang, så det at Silia var faldet en smule hen i hans arme. Han kunne lide det.. Også selvom han ikke kommenterede det, så nød han det rent faktisk. Han landede derfor så forsigtigt, som det var ham muligt. For dem, som måske ikke var vant til at flyve, så kunne det være svært, at finde balancen. Den plejede at drille. Det var også noget, som han selv havde oplevet de gange, han havde haft nogen med sig på himmelryggen. Det var i forvejen heller ikke noget, som skete så ofte.
Gabriel tog forsigtigt fat i hende, for at hun ikke skulle falde. "Er du okay?" spurgte han dog. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle være svimmel eller noget lignende, for det var intet, som var dem til gavn. Langt fra faktisk.
Hurtigt måtte hans hjerte hamre mod hans bryst, da hun valgte at invitere ham indenfor. Var det nu også en god idé? Han vidste det faktisk ikke helt. "Jeg ved nu i.." Han tav, som hun søgte indenfor, hvor han alligevel søgte efter. Her var mørkt, så Kimeya var heller ikke hjemme. Nu var det jo heller ikke ligefrem en mand, som han havde meget med at gøre, og det passede ham egentlig ganske udmærket. Han så sig om. Han kunne ikke huske, om han nogensinde havde været her før. Han sukkede let. Han fandt virkelig den her situation yderst akavet.

[Silia D. Diamaqima]

På en eller anden måde virkede det bare velkendt at have hans arme omkring sig. På bare et øjeblik var hun faldet hen, selv i den kolde luft selvom det vævede tæpper havde holdt hende en smule varm. ”Jeg er okay, jeg tror bare ikke at min balance er den bedste,” indrømmede og fandt den langsomt igen, hvorefter hun søgte inden for. Hun var lettet over at hendes far ikke var kommet hjem, hvad ville han ikke tænke hvis han så hende sammen med Gabriel?
”Ej vil jeg tvinge dig til noget, men som tak for at du fløj mig hjem,” sagde hun og vendte sig om mod ham de de endelig nåede ind i stuen. Det varme skær fra flammerne lyste hendes skikkelse op, skabte iltert spil i hendes mørke hår. Det var ikke for at gøre det akavet, men hun var endnu ikke klar til at give slip.
”Sæt dig ned. Få varmen, så laver jeg the,” hun passerede ham med lidt tøvende skridt for at forsvinde ud i køkkenet. Her varmede hun vand over en lille flamme og blandede det med noget the som hendes far selv havde lavet af de urter som Nathaniel viste at hun elskede. The var en redning gennem graviditeten.
Med to kopper vendte hun tilbage til stuen og satte dem på bordet, hvorefter hun tillod sig at sætte sig i sofaen. Det var rart at sidde ned igen, for hendes krop var direkte udmattet efter den vrede og sorg hun havde haft i sindet. ”Min mor er desværre ikke hjemme. Hun ville have elsket at hilse på dig,” sagde hun ærligt. Det var ingen hemmelighed at hendes mor og Gabriel altid var kommet godt ud af det med hinanden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han slet ikke burde være der. Det var bare svært ikke at ønske det, når han nu stod der overfor hende, som han gjorde i øjeblikket. Et tungt suk brød hans læber, som han tydeligt måtte bide tænderne sammen. For ham, var det her uden tvivl en meget svær situation.
"Silia, jeg.." Han tav igen som hun tydeligt måtte insistere på at lave dem en kop the. En enkelt kop kunne vel ikke skade? Han nikkede dog, som hun passerede ham, og lod ham alene i den store pejsestue. Det var langt fra så slemt indvendig, som det var, at betragte landet udefra, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for nogen. Han trak vejret dybt, og satte sig i en af lænestolene. Vingerne trak han tæt ind til sig, for ikke at ende med at ødelægge noget. Han ville jo heller ikke have Kimeya på nakken!
Som Silia kom tilbage og satte koppen foran ham, nikkede han. "Tak for det," sagde han, hvorefter han tog den til sig i stedet for. Han tog en tår. Smerte opfattede han jo heller ikke på samme måde mere, og derfor lagde han heller ikke rigtigt mærke til, at det faktisk måtte brande på tungen. Han satte igen koppen fra sig. "Liya? Ja.. det er også ved at være mange år siden, jeg har set hende. Du må i hvert fald skænke hende min hilsen," sagde han. Glad var han dog for, at Liya ikke var her. Han havde jo trods alt lovet at passe på Silia.. Et løfte, som han ikke havde været i stand til at holde.

[Silia D. Diamaqima]

De vidste begge at han ikke burde være her. For Silia var det mest bare at pine sig selv med hvad hun ikke kunne få, men alligevel kunne hun ikke lade ham gå, der var noget underligt trygt i hans tilstedeværelse.
Koppen havde hun sat fra sig, og sat sig i sofaen. Hun slyngede begge ben op, ømme som de var og lænede hovedet mod sofaryggen. Det var virkelig rart at komme ned at sidde. Hun var sulten, men afholdt sig selv fra at tage mad, fordi hun vidste hvad det indebar.Desværre knurrede hendes mave insisterende.
"Det skal jeg gøre," lovede hun. Det lod ikke til at hendes mor rigtigt havde opfattet at Gabriel ikke var far til hendes barn, hun ville ikke rigtigt lytte og hun kunne ikke rigtigt få sig selv til at skære igennem fordi hun nok ville ønske, at det havde været således.
Hun ville så gerne sige noget, men hendes tanker kørte rundt og forsøgte at finde et passende emne, som ikke ville gøre ondt. "Tak fordi du fløj mig hjem," sagde hun i mangel på bedre og tog tæppet for i stedet at lægge det over sine ben. Efter alle de timer i kulden, så var hendes krop blevet kold selvom hun stadig følte sig varm oven på vreden.
Stille rakte hun ud efter sin the og nippede mere forsigtigt til den end han havde gjort, for ikke at brænde sig. "Den er god ikke?" spurgte hun og så ned på den mørke væske der var i koppen. "Jeg opfandt den da jeg stadig var barn og fandt urterne i skoven, og nu laver min far den," hun smilede lidt for sig selv, før smilet hurtigt blegnede igen. Det var så svært.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var nok en af de mest akavede situationer, som Gabriel længe havde siddet placeret i. Han vidste ikke hvad han kunne tillade sig, og hvad han ikke kunne tillade sig, og det var rent faktisk meget ubehageligt. Han stirrede derfor bare mere eller mindre ned i sin kop the. Den smagte godt. Overraskende godt faktisk, og det var i forvejen ikke rigtigt en drik, som han rigtigt brød sig om faktisk.
"Det vil jeg værdsætte. Jeg tvivler desværre på, at jeg støder på hende lige foreløbig." Hvordan hun ville tage det, at de var gået fra hinanden, og at han ikke var fader til det barn, som hun måtte bære i sit indre, turde han slet ikke tænke på. Liya havde nu altid været en kvinde, som han havde været meget glad for, og dette var bestemt ikke noget undtag. "Og ærligt.. så ved jeg heller ikke, om det er noget som jeg har lyst til." Døden ønskede han jo ikke at møde. Han ville gerne udrette noget med sit liv, nu hvor han havde muligheden for det.
Et svagt smil passerede hans læber. "Den smager godt. Overraskende godt." sagde han dog, som han vendte blikket mod hende. Det her var virkelig akavet. Han trykkede let omkring sin kop. Han burde virkelig ikke være der. Det var akavet.. og han kunne jo mærke på hende, at det var lige så svært. "Hør Silia.. Jeg.. jeg vil virkelig ikke gøre det værre, end hvad det i forvejen er.. for os begge to," sagde han ærligt. Som hun havde svært ved at slippe, havde han det samme.. Og nu var det sværere end nogensinde før!

[Silia D. Diamaqima]

Ligesom ham stirrede Silia ned i sin kop og så hvordan vandet bevægede sig lidt hver gang hun trak vejret eller rumsterede på anden vis. Det var hårdt at have ham der, fordi han pludselig var så tæt på og alligevel så langt væk. Hun kunne ikke røre ham, ikke give ham de store ord som det ellers havde været hendes ret engang. Godt nok var han meget ældre, men det havde aldrig plaget hende.
Hun så op med et lidt overbærende smil. "Ej skal du frygte hende kæ... Gabriel," rettede hun hurtigt sig selv. Smilet falmede. Det var virkelig svært.
"Hun holder stadig, faktisk er jeg ikke sikker på at virkeligheden overhovedet er gået op for hende endnu. Hun lever desværre i sin egen verden," fortalte hun og sukkede sørgmodigt. Det, ligeså var hendes fars skyld havde hun en idé om, ikke at hun ville blande sig i den slags.
Modet sank yderligere i hende. Hun satte sin kop fra sig og kastedet blik i flammerne der spejlede sig i hendes mørke øjne. "Det er okay. Du behøver ikke at sidde her, du har ret, det gør det nok bare sværere," medgav hun og bed skuffelsen i sig. Når alt kom til alt, så kunne hun ikke holde ham her, han skulle vel også hjem til Denjarna?
"Lad mig følge dig ud," bad hun.. nej nok nærmere insisterede hun og satte sig ordentligt op selvom hendes krop bad hende om at blive liggende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kære... Det ord brændt sig direkte ind i Gabriels øregang, og rungede nærmest i hele hans krop og sind. Det var det ord, som hun ville have brugt. Var det underligt, at han reagerede lidt mere.. voldsomt, end hvad han egentlig burde have gjort? Han trak vejret dybt.. Forsøgte at holde sig selv i snor, også selvom han virkelig var.. frustreret. Sådan som han havde det.. hun havde det, burde ingen af dem jo have.
"Det er okay.." sagde han blot. Liya var en kvinde, som han igennem så mange år, havde holdt af. Utrolig meget faktisk. Han sad mere anspændt. Han ville ikke derfra.. Det var jo lidt det, som var hans problem, men han anså det alligevel som noget af det eneste rigtige, for ham at gøre. Han burde ikke gøre det så svært og smertefuldt for hende. Det havde jo den samme effekt på ham selv.
"Det er jeg oprigtigt ked af at høre," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hende. At hun derimod insisterede så voldsomt på at følge ham til døren, som var han alligevel komplet uvelkommen, var et sted det, som fik ham til at reagere. Han satte koppen fra sig igen. Han drog måske en meget forhastet konklusion, men det var svært andet. "Du skal endelig ikke anstrenge dig," afviste han blot. Han skulle nok selv kunne finde døren. Han satte hænderne mod sine lår, hvor han tvang sig op på benene igen. Var det så stor en fejl, at søge med hende indendøre? Han ville jo bare sikre sig, at hun havde det godt!

[Silia D. Diamaqima]

Skamfuldt så hun væk. Ej var det hendes mening at gøre det svært for hverken ham eller hende selv, men hun elskede ham, det virkede som det mest naturlige i hele verden, også selvom hun forstod hans reaktion. Bevidst kommenterede hun det ikke i frygt for at skabe yderligere problemer.
I stedet ledte hun tankerne tilbage mod sin mor. Det var et par dage siden hun sidst havde set hende, sidenhen Nathaniel var begyndt at komme her, opholdte hun sig mere væk fra stedet, hvilket kun efterlod Silia mere alene. "Også mig. Jeg frygter at sygdommen har et fast tag i hende," indrømmede hun og samlede sine lange, mørke lokker, så de kunne få lov til at hvile over den ene skulder.
De nøddebrune øjne fulgte ham som han rejste sig. Selvom det ikke var tydeligt, så kunne Silia mærke at det gjorde ham vred.. og irriteret. Var det et af de øjeblikke hvor hun ikke burde have givet ham ret? Ligeså rejste hun sig med et opgivende blik.
"Hvorfor er du vred på mig? Det var dig som hentydede til at dette ikke var en god idé, jeg ønsker ikke at du skal gå, men jeg kan heller ikke holde på dig," påpegede hun og lod frustreret armene falde ned langs hendes side, mens hun betragtede ham med et nærmest bedende blik. Han måtte for pokker da også give hende en chance, hun forsøgte ligeså meget som ham, bare at gøre det rigtige, men nok mere for ham end for hende selv.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var ikke nemt for nogen af dem, og det vidste Gabriel udmærket godt. Derfor gjorde det oprigtigt ondt på ham, at se hende have det på den måde, og så vide, at det var hans fortjeneste, at det var de følelser, som hun var efterladt med. Tænderne bed han derfor svagt sammen. Det var hårdt at være en Diamaqima i disse tider.. som det var at være en Nicomendes.. Han var bestemt ikke stolt af det lige nu.
"Din far kan ikke hjælpe hende?" spurgte han direkte. Selv vidste han jo godt, at der var folk, som man skulle være påpasselige overfor, men Nathaniel var kendt for, at kunne udføre mirakler, hvad angik Liya, så det var vel ikke helt utænkeligt?

Det var en dum idé, det her, men Gabriel følte nærmest, at han sad med følelsen af, at blive smidt ud, og denne var bestemt ikke noget. Han strøg begge hænderne over ansigtet og om bag hans nakke. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik.
"Jeg burde heller ikke sidde her og drikke the med dig, når jeg ved, hvor ked af det du er, og hvor ondt du har det," sagde Gabriel ærligt, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde det virkelig dårligt med sig selv. Han rystede kort på hovedet. "Jeg er ikke vred, okay? Jeg er frustreret over alt det her! Du sidder her og er gravid og.. det er ikke engang mit. Det er en torn i mit øje.. Du er ked af det, og jeg ved jo godt at det er min skyld!" endte han med en mere udbrydende tone, end hvad han ellers havde gjort brug af. Det gjorde ham bare ked af det. Virkelig, virkelig ked af det.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel havde knust hende, hvilket hun ellers havde følt sig lidt hellig overfor. For bare et år siden havde hun haft det hele, nej intet var perfekt, men hun havde haft ham, Jason, succes, en del af sin familie i form af Jophiel, og hvad havde hun nu? Det gjorde ondt, men det var bestemt ikke alene Gabriels skyld, et sted var det også ligegyldigt hvem af dem der bar skylden, det gjorde det stadig ikke bedre.
"Formentlig. Desværre tror jeg at han er grunden til hendes fravær. Siden han valgte Yuuki over hende har det været sådan," fortalte hun og lagde armene omkring sig selv. Somme tider krævede det meget af hende, ikke at blive på samme måde. Elanya var hendes eneste selskab og lige nu forsøgte hun at ignorere hendes prædiken i baggrunden om hvor tåbelige de var.
Silia havde mest af alt lyst til at bede hende om at tie stille, for hun gjorde det bare værre.

Det var på ingen måde hendes mening at smide ham ud. Hun så ned på sin hånd og på ringen som hun trods deres møde til aften, ikke havde fjernet. Det ville kræve af hende at hun gav helt slip til og det var hun ikke klar til. Hun tog en dyb indånding. De brændte begge inde med en masse stadig. "Ja jeg har ondt. Jeg føler.. så meget og jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, men det hjælper at du er her. Hvor akavet det end er, så hjælper det, så måske du burde prøve at fokuserer på det frem for min smerte?" foreslog hun selvom det kom ud lidt hårdere, ikke i vrede, bare i frustration.
Ubevidst trådte hun et skridt i hans retning og så op på ham. "Jeg beklager at mit barn er dig en torn i øjet. Jeg beklager at det gør dig ked af det, for der er intet i denne verden jeg ville ønske mere, end at dette barn var dit," hun mærkede knuden blive større igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De havde gjort hinanden kede af det. Gabriel vidste godt, at de var lige gode om det, men af den grund, var det bare så dejlig nemt, at reagere, nu hvor han havde muligheden for det. Denjarna var ham en torn i øjet.. Silia var ham en torn i øjet, og.. alt var ham bare en torn i øjet! Han kunne jo kun sidde og se på det, som han skulle have mellem hænderne, og vide, at det havde han mistet. Han havde jo ikke engang tag over hovedet, eller en glæde i livet. Der var jo ligesom en tydelig og oplagt grund til at dette havde taget knækken på ham, og gjort ham til det væsen, som han var, trods alt.
"Jeg er ked af, at det skal være sådan. Din moder er en god og varmhjertet kvinde." sagde han ærligt. Det var jo sådan at han kendte hende trods alt. Hun var en kvinde, som han holdt af. Forbandet meget endda, som han vidste at det var gengældt. Sådan havde det da i det mindste været.
Kort måtte Gabriel ryste på hovedet. I øjeblikket følte han sig afvist og uønsket. Han skulle aldrig have søgt ind sammen med hende. Han skulle vel bare have holdt sig på afstand, og så aldrig nogensinde have lagt mere i det, end hvad han havde gjort nu? "Tror du, at det er noget, som jeg kan styre selv? Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne, men det kan jeg ikke!" begyndte han direkte, som hun søgte tættere på ham. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Her valgte han at trække sig et skridt. Fristet til at gøre ting, som han vidste, at han slet ikke burde gøre ved hende.
"Jeg ønsker at sørge for, at du fortsætter med at have ondt.. og jeg har ikke lyst til det! Jeg har virkelig ikke lyst til at du skal have det på den måde.. Der må være andre udveje.." Han bed tænderne sammen. Hvor var det dog svært det her! "Men det er ikke mit.. Det vil aldrig blive mit.." Han vendte blikket den anden vej. Det var virkelig et slag på en mandlig stolthed. Kunne han overhovedet præstere..?

[Silia D. Diamaqima]

De var begge indebrændte, begge sårede og vrede, og det skabte en meget dårlig reaktion. Hvor hun derimod havde lukket en del af det ud på ham nede ved søen, så lod det nu til at være hans tur.
Hver gang han så på maven og hentydede til Thranduil mærkede hun et stik af samvittighed, men gjorde han det samme med henblik på Denjarna?
Liya var en virkelig god kvinde, det var bare det færreste der kunne se forbi det alt for hårde liv hun havde haft, som havde gjort hende til den morder hun ligeså var. Dog kommenterede hun det, ikke. Da han trak sig et skridt tilbage, stoppede hun øjeblikkeligt. Det var tydeligt at han ikke ville have hende tæt på sig. Overhovedet. Tårerne tvang hun tilbage og så på ham med et lettere forvirret blik. Det sidste hun havde overskud til var at tage den her med ham nu. "Nej det tror jeg ikke du kan, men jeg tror du lader det styre dig mere end det behøver," sagde hun ærligt. Hendes tone var streng men ikke hård eller vred og hun hidsede sig ikke op - forsøgte i hvert fald på ikke at gøre det.
"Jeg mistede dig Gabriel. Jeg vil have det sådan her i lang tid og det er ikke din skyld," hun så op i loftet i et forsøg på at afholde tårerne fra at falde.
"Barnet er mit. Ingen andens. Ikke dit, ikke Thranduils, ingens. Kun mit," fastslog hun og lagde begge hænder beskyttende under den. "Tror du ikke at det gør ligeså ondt på mig at vide at så snart jeg slipper dig, tager du hjem til den kvinde dit hjerte valgte?! Det æder mig op, okay? Så jo der er en udvej, der er én måde du kan slippe for at gøre mig ondt på, og det er ved at blive!" ubdrød hun med bankende hjerte. Nu kunne hendes krop snart ikke mere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde måske lukket rigtig meget ud overfor ham nede ved søen. Det var ikke ensbetydende med, at han ville sige, at det var hans tur. Han forsøgte at holde det igen. Han var vred, knust og frustreret. Det var rigtig mange ting på en gang, og derfor havde han svært ved det.
Gabriel rystede på hovedet. Han havde jo ikke noget med Denjarna.. I hans øjne, var han stort set alene. Lily var omkring ham fra tid til anden, men det var jo slet ikke noget som kunne sammenlignes. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han kneb øjnene let sammen. "Prøv sådan en forandring, Silia.. Man lægger mærke til de helt små ting," sagde han direkte. Hendes smerte, kunne han mærke så tydelig, som havde det været hans egen, og særligt, når hun stod så tæt på ham. Han kunne ikke lide det. Han kunne virkelig, virkelig ikke lide det!

Gabriel vendte blikket den anden vej. Han prustede let. "Men det er stadig en del af.. ham," fortsatte han med en kortfattet stemme. Thranduil ville for altid have noget med det at gøre.. Han kunne jo bare ikke gøre noget ved det!
Som hun bragte Denjarna på banen, vendte han blikket direkte mod hende igen. Umiddelbart stod han med lysten til at hamre til hende, bare for at sige det! "Og hvem skulle den kvinde være, Silia? Tror du virkelig at jeg søger tilbage til Denjarna? Er det hvad du tror at jeg vil?" Hans krop begyndte at sitre. Han blev jo kun mere og mere vred!
"Jeg takker.. virkelig.. mange tak!" Han kastede opgivende med armene. Han havde virkelig fået nok!