Darkness in my mind..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde været en del af Silias liv i mange år, som det havde været omvendt. Han havde svært, ved bare at smide hende ud af livet, og lade som om, at hun aldrig nogensinde havde været en del af det. Han trak vejret dybt.. Han forsøgte at slå koldt vand i blodet, men det var virkelig svært, når hun var der. Han sagde jo ikke de ting, for at gøre hende ked af det.. Men det var ting, som han aldrig havde fået sagt til hende. Han følte sig dum og overflødig.. utilstrækkelig.. Der var mange ord for det! "Det ved jeg," sagde han dog. Han havde jo ikke tænkt sig, at vende ryggen til det, selvom det var så dejlig fristende engang imellem.
Panden lod Gabriel søge direkte ind mod ruden igen, inden han rettede sig op. Han kunne ikke bare lægge låg på, selvom han ville elske, at kunne gøre det. Det var bare ikke en mulighed, som han havde. Hun ville have ham som en del af hendes liv? Med den mave.. det barn, som hun havde på vej, og de følelser, som han stadig måtte brænde inde med.. Så vidste han ikke, om det nogensinde var noget, som ville komme på tale. "Det er virkelig meget at bede mig om," sagde han direkte, inden han vendte sig mod hende. Han kunne jo lige så godt være ærlig fra starten af.
"Jeg... Jeg elsker dig Silia... Og det gør virkelig ondt, at være utilstrækkelig," sagde han med en mere dæmpet stemme. Det gjorde ondt for ham at tænke på. Han rystede på hovedet. Han gjorde bare ondt værre nu. "... Bare glem det.." afsluttede han næsten opgivende.

[Silia D. Diamaqima]

Måske hun havde prøvet for hårdt. Det eneste hun havde ønsket var at gøre alting rigtigt, være en god dronning og en god hustru for ham, en han med stolthed kunne vise frem og i sin anstrengelse havde hun bare ødelagt det hele i stedet for. Det var tortur at stå her, det var en hårfin balance mellem fornuften der vidste at de aldrig kunne være venner, som vidste at han i virkeligheden nok heller ikke havde behandlet hende godt, og så var det længsel, den del af hende der for alt i verden ikke ville give slip på ham. "Det ved jeg... men jeg.." hun stønnede og satte sig i stedet træt ned i lænestolen da det føltes som om at hendes ben ikke kunne holde hende mere. ".. jeg føler mig alene og jeg er bange for forvirret. Du var min bedste ven," påpegede hun og mærkede tårerne igen bane sig vej, denne gang dog på lidt mere fredelig vis. Det var stort af hende at indrømme den slags og hendes far ville formentlig være dybt skuffet, men det var hårdt hele tiden at stille en facade op.
De store ord både varmede hende og gjorde ondt. For selv hvis han elskede hende, hvad skulle der så blive af dem? "Jeg elsker også dig. Derfor gør det mindst ligeså ondt ikke at være god nok. Havde jeg dog bare været ældre og mødt til før hun overhovedet fik chancen," mumlede hun. Det var godt nok før hendes forældre overhovedet var blevet et par, så det havde været svært men alligevel. Først sagde han at han elskede hende og nu skulle hun glemme det? Hun sank en klump og så væk uden at vide hvad hun skulle sige.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvor det personligt var gået galt, var svært for Gabriel i det hele taget at fortælle, men galt var det gået, og det gjorde ondt på ham at vide, at de intet kunne gøre ved det. Tænderne bed han tydeligt sammen, som han vendte blikket væk. Den smerte som hun bar var.. fantastisk og frygtelig på samme tid. Han hadede virkelig, at have det på den måde!
Igen vendte Gabriel sig væk, da hun satte sig. Den ene hånd, førte han op til sit bryst, hvor han klemte om skjorten. Det gjorde ondt på ham, at han kunne mærke, at hun havde det på den måde. Det var en frygtelig følelse, at skulle sidde igen med, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Han lukkede øjnene kort. "Jeg gør bare det hele værre igen, gør jeg ikke?" spurgte han denne gang direkte. Hans blik stirrede denne gang ud af vinduet. Han elskede hende.. Og derfor vidste han ikke, om han kunne blive en del af hendes liv igen. Grotesk og hårdt, som det end var sagt.
Et kort smil passerede hans læber. Hvis hun havde været ældre? "Tror ikke det ville gøre nogen forskel, Silia," sagde han. Om Nathaniel og Liya havde været hurtigere ude.. Det ville nok næppe have gjort nogen forskel. For ha havde haft Evelyn dengang. "Du fortjener det bedste, Silia. Jeg.. elsker dig virkelig.. Til tider, er det bare ikke nok." sagde han videre. Han vendte sig mod hende igen.. Bare at se hende fælde tårer, gav ham næsten lysten til at gøre det samme. "Du må ikke græde.." tilføjede han. Han kunne virkelig ikke klare at se det!

[Silia D. Diamaqima]

Et eller andet sted havde hun en forræderisk tanke der bildte hende ind at han bare gav op på dem. Ej var det tilfældet, de havde forsøgt mange gange og hver gang var det gået galt, og de var blevet ledt i en anden retning. Ham særligt, ikke at hun kunne bebrejde ham eller kvinderne, for han var en flot mand med et hjerte af guld, beskyttende og omsorgsfuld, enhver kvindes drøm.
"Nej. Det kan ikke blive værre," sagde hun ærligt og og lod en pegefinger tørre nogle af tårerne væk, mens hun forsøgte at sende ham et smil, der blev overskygget af den sorg hun sad inde med og den udmattelse hendes krop var påvirket af.
Han havde formentlig ret. Følelser var ikke påvirket af tid og sted, så han ville nok stadig have valgt Denjarna over hende til enhver tid, og hvor følte hun sig ynkelig over at sidde og græde som et barn der ikke havde fået sin vilje. Hvordan kunne kærlighed ikke være nok? Hun bed sig i læben og holdt vejret for at holde op med at græde, ikke at det lykkedes hende specielt godt.
"Åbenbart ikke," svarede hun i mangel på overskud. Kærlighed måtte altid være nok, det var hendes syn på det. Da han selv kommenterede hendes tårer rystede hun bare på hovedet og så væk i håb om at det ville stoppe. "Jeg tror du bør gå. Jeg har det ikke så godt," indrømmede hun og mærkede en farertruende kvalme stige mere og mere. Det måtte være tegn på udmattelse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ordene slog uden tvivl frygtelig hårdt for Gabriel, for han hadede virkelig at se hende så ked af det, og så vide, at det var hans skyld. Det var vel hans skyld, at hun havde det sådan? Han burde aldrig have gået ind med hende.. Og dog.. Han ville jo heller ikke have, at hun sad der alene.
Igen vendte Gabriel sig mod hende. Det første som igen faldt i hans blik, var den store mave. Den unge, som virkelig var ham den største torn, som han nogensinde havde haft i øjet. "Det kan det jo så åbenbart alligevel," sagde han dog. Han nærede på den smerte som hun sad inde med. Han nærede på det, som hun fodrede ham med af sorg og smerte. Han hadede det.. En ting var så mange andre, men han burde virkelig ikke gøre det med hende.
Det var ikke fordi at valget ville falde på Denjarna. Efter den behandling, som han selv var blevet mødt af, ville han hellere leve alene, end nogensinde at skulle åbne op for hende igen, så det var slet ikke noget, som kom til at ske. Selv lignede hun ikke en, som havde det godt.. hvilket automatisk var noget som gjorde ham en kende bekymret. Han kunne faktisk ikke lide, at se hende på den måde.
Gabriel knælede denne gang ved siden af hendes stol. "Lad mig hjælpe dig i seng.. Så skal jeg nok gå," ende han. Han hævede hånden, kun for at stryge den mod hendes kind. Han ønskede virkelig ikke, at se hende sidde her og fælde tårer på grund af ham.

[Silia D. Diamaqima]

Det gjorde det bestemt ikke bedre at Silia vidste at han kunne mærke hendes smerte. Lige nu føltes den så dyb, at hun nærmest sad med en følelse af ikke at kunne trække vejret uden at få stød i brystet. Alting snørrede sig sammen, men det var ikke hans skyld alene. Hun gjorde det ikke bedre ved at blotte sig på den måde, eller ved at tigge og bede ham om at være en del af hendes liv, desperat som hun nu engang var.
Hendes kinder var blevet blege og hun rystede over hele kroppen hvilket hun først havde forbundet med udmattelse, men det begyndte at bekymre hende om det var noget andet. Måske et signal fra kroppen om at hun var nødt til at falde ned nu.
Med albuen hvilende på armlænet, skjulte hun sine hævede øjne bag sin hånd, og håbede at han ikke ville bemærke det. Hun fornemmede hvordan hans skygge lagde sig hen over hende da han gled ned foran hende, hvilket fik hende til at se op bag hånden igen. "Je..." hun tav da hans blide hånd strøg hen over hendes kind. Det var et kærtegn hun kendte. Forsigtigt lænede hun hovedet mod hans hånd og nikkede så. "Meget vel," hun trængte til at ligge ned også selvom hun helst ikke ville rejse sig i frygt for at kvalmen skulle overmande hende som den gjorde så mange gange. Hendes øjne gled kortvartigt i. Hvor hun dog ville ønske at det kærtegn aldrig ville stoppe. Af samme grund gjorde hun umiddelbart ikke tegn til at ville rejse sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det gjorde ondt på Gabriel, at vide hvor desperat Silia ønskede, at han skulle være en del af hendes liv. Han følte bare ikke at han kunne efterkomme det, og særligt sådan, som livet var mod hende i øjeblikket. Den mave.. han kunne ikke blive en del af det liv. Han så på resultatet af noget, som han selv så brændende havde ønsket, at han kunne dele med hende, og han kunne bare ikke.
Gabriel knælede derfor foran hende, hvor han hævede hånden, og lod den stryge mod hendes kind. At han ikke blev afvist for hans handling, var en tanke, som uden tvivl glædede ham, hvor et svagt smil alligevel passerede hans læber. Han ville virkelig gerne hjælpe hende. Rigtig meget endda, for han brød sig bestemt ikke om, at se hende på denne her måde, når hun fortjente det, som var så meget bedre end det. "Lad mig bare gøre dig den sidste tjeneste," bad han. Han elskede hende jo for pokker. Han kunne slet ikke klare, at se hende på denne her måde.
Gabriel lod hånden hvile mod hendes kind. Umiddelbart virkede det ikke til, at hun havde tænkt sig at rejse sig? Selvom hun jo var nødt til det. Hun kunne jo ikke just blive siddende der, som hun gjorde det lige nu. "Du har ikke tænkt dig, at rejse dig.. har du?" spurgte han direkte. Han ville jo bare gerne se hende med det smil på læben, som han kunne huske.. Selvom det lå så fjernt. Han havde jo ikke set det længe.

[Silia D. Diamaqima]

Inderst inde vidste Silia godt at de ikke kunne være en del af hinanden, ikke med alle de følelser i klemme, men lige nu var hun desperat og villig til a gøre næsten hvad som helst for at få ham som en del af sig.
Kvalmen fortog sig ikke, men hendes tanker blev ledt lidt bort, da han gled i knæ ved hende og strøg hånden over hendes kind. Blidt lod hun sin egen stryge over hans og fangede den mod hendes kind, så han ikke kunne trække den til sig. Det gjorde hende underligt varm at mærke hans kærtegn igen.
"Det ville jeg være taknemmelig for," sagde hun dæmpet og lod de hævede, mørke øjne falde i hans blik nu hvor han var så tæt på hende. Det lindrede lidt af den indvendige smerte, selvom det måske var at bedrage sig selv, så tillod hun at nyde det korte øjeblik.
"Nej," indrømmede hun sandfærdigt og sendte ham et lidt mere naturligt smil. For det første var der ret stor sandsynlighed for at hun ville kaste op hvis hun rejste sig, og for det andet så var det rart bare at sidde på denne her måde.
Hovedet lænede hun mod hans hånd, så vægten mere eller mindre lå i hans hånd fordi hun var for træt til nærmest at holde det oprejst selv. Hun turde ikke at sige noget som risikerede at ødelægge øjeblikket, eller som ville få ham til at trække sig væk fra hende igen. Hendes krop faldt en smule til ro, en del af rystelserne fortog sig mens de sad der. Hun havde lyst til at bede ham om at blive, men frygtede en ny afvisning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De havde begge to rigtig mange ting i klemme, hvilket gjorde det svært for Gabriel at finde ud af, hvordan han egentlig skulle tage alt det her. For ham, var det bare hårdt at tænke på det faktum, at tingene var som de var lige nu. Han ønskede jo heller ikke at se hende rende rundt og være så ked af det, som det hun var lige nu. Og så at vide, at det var hans skyld.
Kunne Gabriel tage hendes smerte, så havde han gjort det. Det var jo heller ikke nogen hemmelighed, at Silia virkelig var en kvinde, der betød forbandet meget for ham, og at vide, at hendes tilstand - følelsesmæssigt var hans skyld, gjorde det bestemt ikke mere behageligt for ham af den grund.
"Det tænkte jeg nok," sagde Gabriel dæmpet. Hun havde det heller ikke for godt, hvilket han da så tydeligt kunne mærke på hende. Ikke at det var noget som gjorde ham noget.. Han kunne bare ikke rigtigt hjælpe hende. Med følelsen af, at han ikke måtte trække hånden til sig, måtte han kort trække på smilebåndet. Han rystede kort på hovedet til hendes ord. "Du sover jo næsten, Silia," endte han. Var det virkelig så hårdt for hende? Her blev han dog siddende. Ikke ønskede han at trække sig væk fra hende. Ikke ønskede han overhovedet at trække sig, men han kunne da heller ikke blive?

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært ikke at være ked af det når han var tæt på hende. Når han var tæt på hende så gav han hende en lille bid af det de engang havde haft sammen, og selvom det kun gav hende falske forhåbninger, så var det svært ikke at klamre sig til.
Det var lang tid siden hun havde følt sig så ødelagt, nu havde hun i så lang tid skjult det bag en facade af et smil, og det havde været nemt fordi hun havde barnet at glæde sig over, men nu var hun så ødelagt at hun ikke længere kunne holde de mange følelser tilbage. Nathaniel ville nok se det som ynkeligt og uværdigt for en Diamaqima, men hun var jo kun menneskelig. "Det føles rart," indrømmede hun stadig med lukkede øjne. Hun havde ikke sluppet hans hånd, tværtimod knugede hun den ind mod sin blege kind.
Forsigtigt vendte hun hovedet en smule og begravede ansigtet i hans store, ru hånd. Hans duft var tydelig, det mindede hende om aftener hvor han havde holdt om hende, hvilket gjorde hende rolig og tryg. "Jeg føler mig også udmattet, men jeg har savnet det her," indrømmede hun og trak lidt på smilebåndet. Uden at tænke sig om, plantede hun et blidt kys i hans håndflade hvorefter hun igen placerede sin kind. Lige nu var det som om hun næsten havde glemt skænderiet og de mange problematikker, hun nød bare at mærke ham så tæt på sig igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste jo godt, at han i øjeblikket ikke gav Silia noget godt med på sigt. Han gav hende en følelse af tryghed ganske vidst, men.. hvad mere? Det ville vel uanset stadig gøre ondt, når han forlod hende? Han kunne jo uanset ikke blive her. Det gjorde ondt på ham, at vide, at meget af det her, var hans skyld, og hans skyld alene.
At hun knugede sådan om hans hånd, som ønskede hun slet ikke, at han skulle give slip igen, var noget som kun skænkede ham yderligere dårlig samvittighed. Desuden slugte han af hendes smerte.. slugte alt hvad han kunne komme i nærheden af, hvad angik det her. Han ville virkelig gerne holde om hende.. vide, at hun var tryg, men han følte bare ikke, at det var hans ret længere, hvilket næsten var det, som gjorde det værre, end hvad det var. Kysset mod hans hånd, fik det til at sitre. Det var virkelig lang tid siden, at han havde følt sådan et savn, som han gjorde lige nu. Han sukkede let, hvor han kort tillod sig at lukke øjnene. Han nød det jo for pokker.
"Det er også virkelig lang tid siden, vi har haft den mulighed," sagde han endeligt. Kunne det virkelig passe, at de først nu, var i stand til at finde tiden til hinanden? Muligheden for at være omkring hinanden? Han sukkede let, hvor han denne gang trykkede mere omkring hendes hånd, inden han igen strøg hånden over hendes kind. "Du burde hvile," tilføjede han. Han kunne jo mærke og se ikke mindst, at hun virkelig var træt.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted brændte der stadig en længsel i hende og et håb om at han bare ville lukke armene omkring hende og overbevise hende om at det hele nok skulle gå, men hun vidste også godt at det ikke ville ske, for det havde han trods alt tydeliggjort i aften. At kærligheden ikke var nok og at hun var den eneste der brændte inde med det enorme afsavn. Alligevel så dummede hun sig ved at tvinge ham tæt på, holde hans hånd på hendes kind.
"Mulighederne har vi haft, vi tog dem bare ikke," påpegede hun med ærgelse i tonen.
Ironisk nok så fandt de tid til hinanden nu, hvilket de ikke havde haft i alle de år hvor de havde været sammen. De var begge gået lidt for meget op i deres arbejde, og lidt for lidt op i hinanden.
"Hvorfor var vi så dumme?" spurgte hun og sukkede stadig uden at fjerne sig fra hans varme, ru hånd.
"Det er det jeg gør," svarede hun bare og mærkede hvordan hun næsten faldt hen. Hans velkendte dut og de varme kærtegn, trygheden ved at han var der, gjorde hende fuldstændig rolig men det mindede hende også om hvor udmattet hun var. Om ikke andet så var det svært for hende ikke at nyde den lille stund velvidende om at han ville forsvinde igen. Hvad hun ikke ville gøre for at mærke hans arme omkring sig lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dette var en slem situation for dem at sidde i. Gabriel havde det mildest talt af helvede til, ved tanken om, at hun skulle have det så forfærdeligt, som det hun havde i øjeblikket, og velvidende om, at det hele måtte være hans skyld. Det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Denne tid, havde de ikke givet hinanden i frygtelig lang tid.. Og nu havde de den pludselig? Når de ikke havde hinanden mere? Det var næsten forfærdeligt for ham, at tænke på.
Et tungt suk brød Gabriels læber, som han sænkede hovedet en anelse igen. "Jeg ved det virkelig ikke, Silia.." Hvor fejlen reelt var opstået, kunne han end ikke besvare, selvom han ville ønske, at han kunne. Det ville være rart at sige, at de konkret vidste hvad fejlen var, og så rettede op på det.. Det kunne de bare ikke, kunne de?
Hun faldt hen. Det var nok bare ikke stedet at gøre det. Han savnede hende.. og nu mere, end hvad han nogensinde havde gjort før, og det var forfærdeligt! "Du burde ligge ned," fortsatte han. Denne gang næsten med en hvisken. Som han havde gjort, når de havde delt seng, og ligget der sammen ved siden af hinanden. Gud hvor var det lang tid siden, at de ligeledes havde gjort det. De havde virkelig forsømt hinanden.

[Silia D. Diamaqima]

Det var ikke nemt for nogen af dem, han kunne mærke hendes smerte og hun kendte ham godt nok til at vide hvor meget han bebrejdede sig selv for at efterlade hende med den. Hun kunne jo ikke tvinge ham til at elske hende, eller kunne hun? Thranduíl var faldet for hendes væsen, han havde ladet sig lokke trods hun havde forsøgt at stoppe det, men i princippet kunne hun vel lokke Gabriel til det samme?
Hurtigt slog hun tanken ud af hovedet. Det ville være uretfærdigt og uværdigt for dem begge, intet godt ville komme af det. "Nej heller ikke mig," sukkede hun og lod delvist sine fingre flettes i hans. Hun var træt, hendes krop var direkte udmattet, og ja han havde ret, hun burde lægge sig ned og hvile men hun frygtede samtidig at han i så fald ville give slip og forsvinde en gang til, hvilket hun ikke kunne bærer lige nu.
På bare et flygtigt øjeblik tog hun en drastisk beslutning, som hun formentlig ville fortryde og hade sig selv for i fremtiden. Uden ord lænede hun sig lidt frem og lod de m'rke øjne hvile i hans blik. Hun støttede med hænderne på armlænet og kyssede hans læber blidt, inden hun trak sig bare millimeter stadig uden at slippe hans blik. Det var første gang nogensinde at hun forsøgte at fremdrive den lille del af hende som var dæmon, forsøgte at finde det forførende glimt frem i blikket. "Læg dig ved mig," bad hun dæmpet, velvidende om at hendes midler var urimelige, men hun var desperat.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig dårligt med tanken om, hvordan han havde behandlet hende, og han vidste, at det var hans skyld. Han vidste, at hendes smerte, var hans skyld, og han kunne slet ikke klare, at hun havde det på den måde! Hans hjerte slog mod hans bryst. Hun var udmattet, og hun burde hvile.. Både for sig selv, og for barnet. For barnet ikke mindst, også selvom han bandede tanken om det, virkelig langt væk lige nu!
Hvad der skete efterfølgende, nåede Gabriel knapt at registrere, før hendes læber havde mødt hans. Hans hjerte føles næsten som det gik i stå, da han næsten automatisk måtte kysse hende igen. Hvor desperat var man ikke lige?! Han var jo ikke færdig med hende, og det vidste han jo godt. Han havde det bare virkelig, virkelig skidt med den tanke, og han kunne bestemt ikke lide det. Hans blik stirrede direkte ind i hendes. Han burde ikke.. Han burde virkelig ikke, men for helvede, hvor var det svært, når det var på denne her måde. Han bed tænderne svagt og tydeligt sammen. Han burde være fornuftig... men hvem kunne dog sige nej til det blik? Han kunne i hvert fald ikke. "Der er ikke plads.." bemærkede han. Vingerne fyldte jo trods alt en del, og her i stole og på sofaen, var der bestemt ikke meget plads, at prale af. Særligt ikke, når han i forvejen var nødt til at fylde en del.