Just you and me now

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad det var for nogen kræfter, der havde været i spil, vidste Theodore ikke. Han forstod sig virkelig ikke på den slags ting, og det var det, som kun forvirrede ham yderligere! Han vendte derfor blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Kærlighed.. Han havde aldrig forstået sig på den slags. End ikke som barn. Han rystede kort på hovedet. Det var en kæmpe kliché, og det vidste han jo et sted også godt. "Jeg forstår mig ikke på konceptet. Frygten for at miste hende, tog kun til, efter at det var sket." Om det hele tiden havde været der, uden at han havde bidt sig fast i det, vidste han ikke. Dog var han mere end villig til at lære det, og nu hvor hun stod der, og faktisk ønskede at hjælpe ham, følte han en vis glæde igen.
Theodore vendte blikket mod hendes skikkelse og mod Lucifer, som endnu bare lå der. Snart ville han vågne. Som sagt, var han en mand, der stod ved sine ord, og dette var bestemt heller ikke noget undtag af de regler. "Jeg var bange for at miste hende.. Nu mere, end hvad jeg nogensinde har været før," erkendte han dog. Det var ikke nogen hemmelighed, at Clemency skilte sig fra resten af familien, og det som i hvert fald var typisk dem, så det kom ikke bag på nogen, kunne man sige. Han nikkede endnu en gang mod hende. "Jeg tager kontakt," forsikrede han blot en sidste gang, inden han slap den kontrol over Lucifer, som han nu havde, og forsvandt fra stedet i en kold og mørk dis. Så langt, havde han fået tingene præcist, som han gerne ville have dem.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad der var sket efter at Lucifer var gået ud som et lys, var han end ikke klar over. Brand havde der været omkring ham.. Jarniqa der havde råbt og skreget, og hun havde sågar revet ham i håret! Uden at han havde været i stand til at mærke sig af noget som helst. Nærmest som han havde været i sin egen lille verden, som han endelig så brutalt måtte blive revet ud af.
Med et mindre gisp, slog Lucifer øjnene op, hvor han denne gang hurtigt måtte sætte sig op. Han tog sig til hovedet, som dunkede noget voldsomt. Hvad var der egentlig sket? Var han bare gået i gulvet? Han klemte øjnene let sammen. "Av for.." Efterfølgende kun med en masse lyde. Han blinkede med øjnene, inden han vendte sig mod Jarniqa, som sad på knæ lige ved. Fuldstændig uvidende om, hvad er overhovedet var sket, eller hvor længe, han havde ligget der på jorden ved siden af hende.. "Jeg fik det bare dårligt.." Han lod hånden glide over ansigtet. Umiddelbart var der intet der tydede på, at der var sket noget andet.. Kunne de bare fortsætte fra hvor de slap? Fra hvor han blot var et vedhæng i hendes familie, som var det sidste, at han kunne huske, at han havde nævnt for hende. Han rystede kort på hovedet, inden han forsøgte at rejse sig. Hans krop rystede helt under ham. Hvad pokker var der ikke lige sket?

[Jarniqa Dynithril]

At Theodore var blevet ramt af noget så simpelt og ægte som kærlighed, overraskede Jarniqa på alle måder.. men det var vel kun glædeligt? Han virkede ej heller vred over det faktum, at han nu kunne føle. Frustreret virkede han måske, men det var vel også kun forståeligt. Dette var vel en helt ny verden for ham? Gad vide, hvad han i det hele taget tænkte og følte nu? Hvad skete der i ham, når han var omkring hende? Nysgerrig gjorde det hende, men mon ikke hun ville få svar, når hans træning begyndte? I så fald var han jo tvunget til at fortælle hende, hvad der skete i ham. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det er kærlighed til din hustru. Hun er din anden halvdel, og du ville føle dig tom uden hende.. Du ville mangle noget, ligesom jeg ej heller ville være foruden Lucifer,” lød det fra hende. Ganske vidst var hendes viden ikke utrolig omkring forholdet mellem en mand og en kvinde, men hun vidste jo, hvad Lucifer fik hende til at føle.. så hun tænkte, at det Theodore følte for Clemency var det samme, men bare for så mange flere år. Som han sagde farvel, nåede hun end ikke at hilse, da Lucifer fangede hendes opmærksomhed. Han rørte jo på sig igen! Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens et større smil brød frem på hendes læber. Hvilken lettelse! ”..Rolig nu,” endte hun med at sige, alt imens hun støttende greb om hans skulder, som han på et sekund sad op. Hvordan han måtte føle det, vidste hun ikke. Hvad havde han mon fornemmet inden da? Blidt nussede hun hans skulder. ”Du gik ud som et lys,” fortalte hun ham sandfærdigt. Bekymret, men glad for, at han nu var tilbage, faldt hendes hoved en kende på sned. ”Hvordan har du det?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ikke nogen idé om, hvad der var sket ham. Han kunne ganske vidst mærke, at han i øjeblikket, sad igen med en knaldende hovedpine, og det naturligvis var noget som efterlod ham med en irritation uden lige. Nu var han i forvejen ikke typen, der peb, men når det gjorde ondt, så gjorde det virkelig også ondt. Det var uden tvivl vanvittig irriterende!
Alt i alt, måtte Lucifer vel have det udmærket? Han forstod jo bare ikke, hvorfor han pludselig var gået i jorden. Han havde jo haft det ganske fint frem til nu. Han opgav for nu, at rejse sig. Han var nødt til at komme sig over dette, selvom det var noget, som irriterede ham mindst lige så meget. Han klemte øjnene sammen. "Jeg har det fint. Jeg.. tror bare jeg blev svimmel. Hvor længe har jeg været væk?" Det var egentlig det første som slog ham. Havde han ligget der længe, siden hun havde siddet ved siden af ham? Han vendte blikket mod hendes skikkelse, inden han vendte sig mod hende. Han tog omkring hendes hånd. Han havde det fint nu. Sjovt nok.. Han havde det mere end fint. "Jeg har det fint.." forsikrede han hende. Det var bestemt ikke på denne her måde, at han havde regnet med, at skulle bruge sin dag med hende, og særligt nu, hvor han rent faktisk havde haft muligheden, for at få hende lidt alene. At Theodore havde været der, var han lykkelig uvidende om.. Heldigvis for deres skyld. For den mand, ville han jo slet ikke have i nærheden af hende, og særligt ikke efter, hvad der var sket sidste gang!

[Jarniqa Dynithril]

Forskrækket var Jarniqa på alle måder blevet, som Lucifer var gået i jorden! At det havde været grundet Theodore, havde ikke just mildnet hende.. i hvert fald ikke det første lange stykke tid. At han nu var vågen, var derfor også mere end en lettelse for hende. Det måtte dog også være tydeligt, som smilet mere eller mindre fyldte hele hendes ansigt. At han endvidere sagde, at han havde det fint, glædede hende kun! Theodore havde altså talt sandt.. heldigvis. Blidt smilede hun til ham, alt imens hun villigt lod sin hånd lukke om hans. ”Du har været væk i en times tid.. Du vendte bare det hvide ud af øjnene og faldt om,” fortalte hun sandfærdigt. Skønt hun vidste, hvorfor det havde hændt, endte hun alligevel med at sende ham et bekymret blik. Ganske vidst havde Theodore fortalt, at hun ikke skulle være bange, men når det kom til kærlighed, så.. blev man vel bare det mindre rationel? Hun elskede jo Lucifer, som hun kun ønskede ham det bedste, og gengældt var det formentligt også. Blidt smilede hun til ham, som han igen forsikrede hende om, at han klarede den. ”Godt,” sagde hun stille, inden hun lænede sig frem. Hun kunne ikke lade være. Blidt kyssede hun hans læber, hvor hun lod det forblive ømt og kort, da hun var i tvivl om, hvor meget ved sig selv han egentligt var. Hovedet trak hun langsomt til sig. ”Det skræmte mig, at du bare gik ud,” sagde hun stille. Igen vidste hun, hvorfor han var gået ud, men stadig gjorde det det ikke mindre sandt, at hun havde været nervøs for ham. Blidt strøg hun ham over håndryggen. ”Vil du bare gerne hjem, eller skal vi sidde her lidt endnu?” En skam var det uden tvivl, at de havde fået deres alenestund forstyrret. Dog havde hun stadig fået noget i retur. Noget, som Lucifer ikke kendte til.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var lykkelig uvidende om det, som egentlig var sket, mens han havde ligget der på jorden. Det var virkelig underligt.. og havde han virkelig været væk så længe?! Han følte jo kun lige, at han var gået i gulvet, under det, som måtte være et svimmelanfald. Han var slet ikke klar over, at Theodore havde været der, samt at de havde lavet en aftale mellem de to. Han havde jo bare.. ligget der.. ligget der igennem bål og brand, også i ordenes ærlige betydning, og det kunne da naturligvis også godt mærkes i øjeblikket.
Lucifer trykkede omkring hendes hånd, og med et svagt smil. Han havde det fint nu, og derfor var det ikke nogen grund til bekymring. Han nikkede mod hende. Han var lidt træt ovenpå det måske, men det var så også det eneste, som han ville påstå, at han fejlede. "Jeg ved virkelig ikke hvad der skete." sagde han ærligt. Han havde jo haft det ganske fint hele dagen, så hvorfor dette nu pludselig skulle ske, det forstod han vitterligt intet af! Han sukkede let. Han ville ikke søge tilbage til slottet, nu hvor han endelig havde fået muligheden, for at få hende lidt for sig selv. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes i øjeblikket. Han trak vejret dybt. "Jeg har det fint.. så nej.. vi går ikke tilbage nu," sagde han denne gang en smule stædigt. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at ødelægge den ene aften i et stykke tid, hvor han havde muligheden for at have hende for sig selv. Igen forsøgte han at rejse sig. Hans ben rystede let under ham. Han var for stædig til bare at sige, at det var det.

[Jarniqa Dynithril]

Som Lucifer blev ved med at sige, at han ikke vidste, hvad der havde hændt ham, måtte Jarniqa helt få dårlig samvittighed. Hun vidste jo udmærket, hvad problemet var.. Dog vidste hun også, at han ville råbe og hive i hende, hvis hun fortalte det, som han ville skælde hende ud for at have talt med Theodore, og endda lavet en aftale med manden. Derfor fandt hun det bedst – på trods af Lucifers forvirring – at han intet vidste. ”Du burde måske drikke noget vand.. Det hjælper nogen gange,” sagde hun stille. Hånden lod hun automatisk slippe hans, som han forsøgte at komme op på benene. Noget rystende dog. Hun bed sig selv bekymret i læben. Havde Theodore mon alligevel gjort ham noget? Det var jo tydeligt for hende at se, at han endnu ikke var ved sine fulde fem.. Hvis der dog var sket ham noget, ville hun slå Theodore ihjel. Elegant skubbede hun sig selv tilbage på benene, hvor hun støttende tog om hans hånd. Underligt ville hun nok altid finde det at se Lucifer så ustabil. Stædigheden og stoltheden var dog den samme som altid. ”Er du sikker på, at du ønsker at gå omkring? Vi kan også bare blive siddende her og slappe af,” forslog hun roligt. Selv ønskede hun bare at være sammen med ham. Særligt fordi, at Theodore også havde rystet hende en anelse med sin tilstedeværelse. Af den årsag ville hun dog heller ikke have noget imod, at de rykkede lidt væk fra denne her plads.. Området her emmede jo af Theodore nu! Dog tilbød hun alligevel, at de kunne blive i tilfælde af, at det skulle være for meget for Lucifer. Han måtte nemlig komme i første række nu hvor, at han var forvirret over, hvad der lige havde hændt, og når han inden da havde været bitter og sørgeligt til mode.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Om Lucifer vidste, hvad der var sket, efter at han var gået ud som et lys, ville han gå amok! Derfor var det måske meget fint, at Jarniqa intet fortalte ham? Theodore var i forvejen en mand, som havde gjort ham så rasende, at han ikke kunne få sig selv, til at vende sig bort fra dette.. Den mand havde gjort hende ondt! Og ham også, for den sags skyld! Stædig som han var, havde han bestemt ikke tænkt sig, at blive siddende her. Nej, han ville videre, og han ville nyde en aften med hende, hvor der ikke var nogen vagter eller andet, til at holde øje med dem konstant. Ham særligt. Det var som om, at de allerede i forvejen, havde set sig sort på ham. "Jeg klarer mig.." forsikrede han igen, som han afvistende måtte ryste på hovedet. Ikke havde han tænkt sig, at sidde her, for hun var da bekymret for ham, hvilket han da uden tvivl godt kunne mærke, og det var jo slet ikke sådan, at han ønskede, at det skulle være. Der var virkelig ingen grund til bekymring! Han sendte hende et let smil, hvorefter han trykkede om hendes hånd.
"Lad os gå lidt videre," opfordrede han. Han var stædig nok til det, og særligt fordi at det var hans mulighed for at have hende for sig selv. "Kom," bad han med en rolig stemme, som han førte hende med sig videre, for at komme mere igennem parken. Det var et smukt sted, selvom det dog måtte falme i hendes nærvær. Han ville ikke tænke mere på det. "... Hvor kom vi fra, da jeg dejsede om?" spurgte han videre. Ærligt, så kunne han ikke huske det.

[Jarniqa Dynithril]

Bekymret var Jarniqa, selvom hun i realiteten vidste, at det egentligt var dybt unødvendigt. Hun vidste trods alt meget mere, end hvad Lucifer gjorde. Hun vidste nemlig, hvorfor han var gået ud. Derfor var hun også det mere afklaret med det, end hvad han var. Hvis han dog oprigtigt var gået ud af sig selv, ville hun dog aldrig have ladt ham føjte rundt, som han nu gjorde! Svagt smilede hun til ham, som han sagde, at de burde gå videre, og som han klemte let om hendes hånd. Gad vide, hvordan han egentligt havde det? Var han virkelig bare … sig selv igen? Det var vel også, hvad man kunne ønske for? ”Hvis du siger det,” endte hun stille med at sige, inden hun også fulgte ham. Rart for hende var det nu også at komme væk fra dette scenarie. Ikke fordi, at der videre havde sket hende noget, men stadig havde det haft en hvis påvirkning. Det var vel også fuldt ud forståeligt? Hun betragtede ham let, som han spurgte ind til, hvor de havde kommet fra. Ikke just fordi, at det var en bedre sag.. Det havde trods alt fået det til at trykke i hendes bryst, som han havde sagt, at han ej var accepteret på slottet. Hun tog en dyb indånding. Ville hun overhovedet selv bryde sig om at høre det? ”..Du skulle til at fortælle mig, hvad du hørte.. I tjenestablens hoveder,” påmindede hun ham. Skønt det muligvis ikke ville blive sjovt at høre, så var det vel kun for det bedste? Især fordi, at hun ønskede, at han havde det bedst muligt! Hun elskede ham, og derfor ønskede hun, at han havde det godt. Særligt i hendes hjem. Derfor tilfredsstillede det hende ikke at høre, at det overhovedet ikke var tilfældet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde det fint nu, og derfor så han ikke nogen grund til, at skulle ødelægge denne aften, nu hvor han endelig havde fået lov til at få hende på egen hånd. Det var da bare.. dumt af ham, om han gjorde det, og det ønskede han da på ingen måde. Han sendte hende et kort smil. Han sagde det.. Det var jo sådan at han gerne ville have det. "Og det gør jeg. Jeg har det jo fint nu," forsikrede han hende om. Det havde bare været et meget mærkværdigt svimmelanfald, som han ikke kunne huske, at han havde oplevet magen til før. Hvad det egentlig havde haft af betydning, var han lykkelig uvidende om, kunne man jo sige.
At det var det grumme emne, de var kommet til, huskede han først, da hun egentlig nævnte det for ham. Han rynkede kort i panden. Nej, han var ikke videre accepteret i Manjarno. Hvorfor forstod han ikke, for han havde jo aldrig gjort nogen noget her på stedet, så det burde jo egentlig ikke rigtigt komme bag på nogen, som sådan. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu. "Åh ja.." Han vendte sig mod hende, hvor han igen stoppede op. Det var mange ting som han hørte, og han vidste, at tanker var tolkfrie i mange henseender, selvom det bestemt ikke ændrede på, at det gjorde ham vred.. fordi at det gjorde ham ked af det. Han trykkede omkring hendes hånd. "Jeg ved ikke hvorfor de skulle have noget imod mig, Jarniqa.. Det jeg hører, er uvelkomne ting. Ja, jeg er en dæmon.. Jeg er et stolt væsen fra Appolyon. De snakker om mig, som ville jeg dolke dem.. og dig i ryggen, når I vender ryggen til," sagde han med en dæmpet stemme. Det gjorde ham vred at tænke på.

[Jarniqa Dynithril]

Som Jarniqa vidste med sikkerhed, at Lucifer var uden for fare med at falde omkuld igen, bevægede hun sig roligt ved hans side. Godt var det også at komme væk fra det område.. Som et minde for, hvad der havde hændt, var der også de manglende blade på nogle af træerne, samt mørkt sod på stammerne. Det syntes Lucifer dog ikke at tænke over, heldigvis. Hurtigt kom de dog også væk fra dem, som han guidede dem. Først stoppede hun op igen, som han gjorde holdt, som de skulle ind på et mindre lyst emne. Selv mærkede hun, hvordan det fik hendes hjerte til at slå hurtigere, for et sted frygtede hun jo, hvad de kunne tænke. At høre hans ord var derfor heller ingen trøst, som det derimod gjorde hende stram i minen. Blidt lagde hun hånden imod hans kind. Af hele sit hjerte stolede hun på Lucifer, og derfor var det helt utænkeligt … at han skulle dolke hende eller hendes familie i ryggen! ”Aldrig ville jeg overveje tanken om, at du ville gøre mig eller dem jeg holder kær fortræd. Jeg ved, at du ikke ville gøre nogen af os fortræd.. Mig mindst af alle,” sagde hun ærligt i en stille tone. Ganske vidst kunne hverken ham eller Damien lide hinanden, men stadig troede hun ikke, at de røg i flæsket på hinanden.. I hvert fald ikke, hvis hun var der.. Blidt strøg hun ham over kinden med tomlen. ”Både jeg, Salvatore og min moder ved, hvad der er sandheden. Folket har mødt meget nedgang de sidste mange år, så.. er det mærkværdigt, hvis de frygter, at noget ved ødelægge deres gode billede, der endelig er kommet tilbage? Ikke at det betyder, at det skal gå ud over dig.. Det skal det nemlig heller ikke.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ud fra omstændighederne, så havde Lucifer det egentlig ganske fint. Hvorfor han var dejset om, forstod han derfor ikke. Han undlod dog at tænke på det lige nu. At det var blevet mørkere, og visse træer, var brændt, så han heller ikke. Det eneste, som han rentfaktisk havde øjnene for, var hende, og det var sådan at han ønskede det. At det manjanske folk var af en anden opfattelse, var noget som gjorde ham vred, for han havde jo for pokker intet gjort dem! Og ikke var det noget, som han nogensinde ville komme til! Han ville bare gerne være sammen med Jarniqa, og det kunne han bestemt ikke se fejlerne i.
Hånden som strøg over hans kind, var beroligende et sted. Han kunne uden tvivl godt lide, at det var sådan, at hun havde det med ham, og særligt, når det var det syn, som hun måtte have på ham. Han havde aldrig gjort nogen ondt.. Og det var faktisk heller ikke noget, som han havde nogen intentioner om, hvis han selv skulle sige det, og derfor var det frustrerende, at han skulle dømmes, for noget, som han faktisk slet ikke havde gjort. "Ikke siger de tankerne højt, men de tænker dem højt nok til, at jeg kan høre det," sagde han med en rolig stemme. Han betragtede hende med en rolig stemme. Bare hende og hendes nære, ikke havde den opfattelse af ham. "Man føler sig ikke just velkommen, når det er de tanker, de gør sig, når man passerer dem i korridorerne." Udtalelsen ved disse ord, var langt mere spydig. Det gjorde ham rent faktisk vred at tænke på.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt af Lucifer fik hun helt, som Jarniqa ikke just havde tænkt, at det kunne være et sådant problem for ham at være mentaldæmon. Ganske vidst havde hun altid vidst, at de kunne læse tanker, men at de kunne læse dem uden videre at forsøge på det, havde hun ikke just overvejet. Dog regnede hun stærkt med, at han blokerede hendes tanker, som hun før havde tilkendegivet over for ham, at hun ikke accepterede, at han færdedes i hendes hoved. Gad vide om tjenestestablen i det hele taget vidste, at han kunne høre dem? Tænk engang, hvis de gjorde det med vilje? Forfærdeligt ville det sidste i hvert fald være! Halsen strakte hun, så hun kunne skænke hans læber et blidt kys. ”Hvis det er sådan de føler, må vi vise dem, at du ikke er deres fjende, og at vi mener dette,” endte hun stille med at sige. Armene valgte hun blidt at ligge om hans hals. Hun ønskede ham. Det var sikkert og vidst. At landet derfor ikke accepterede ham, påvirkede derfor også hende. Man kunne vel næsten sige, at hvis ikke der var en plads på Neutranium til Lucifer, så var der heller ikke til hende? Han var nemlig også blevet hendes hjem, som hun havde faldet for ham. ”Men hvis de fortsat ikke accepterer dig, accepterer de heller ikke mig.. Men dette er heller ikke en permanent løsning. Vi vil rejse igen så snart min moder vender tilbage,” sagde hun sikkert. Selv følte hun jo ikke videre, at slottet var hendes hjem. Derudover ønskede hun også at se hele verdenen med Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvorvidt om folk vidste, at Lucifer kunne høre og læse deres tanker, vidste han ikke, men en ting var sikkert: Det gjorde ham vred og ked af det, når det var det som han hørte. I den forbindelse, havde Jarniqa ikke noget at være bange for, for hendes kunne han ikke høre. Han forsøgte heller ikke. Han ønskede ikke problemerne, som det måtte medføre, og særligt, når det måtte være på denne her måde. "Du er godt klar over, hvor besværligt, at det vil være, når jeg er det væsen, som jeg er?" spurgte han med en rolig stemme. Han tog det ikke så tungt, bare han havde hende, og det var det eneste, som egentlig betød noget.
Kyssene gengældte han mere end glædeligt, som smilet endnu en gang, måtte passere hans læber. Han var glad for hende, hvilket han heller ikke var bange for at vise hende. Han elskede hende. Armene lod han roligt søge omkring hendes skikkelse, så han kunne mærke hende tæt på sig i stedet for. Der var ikke plads til ham her i landet. Det var hårdt at indrømme, men det var der tilsyneladende ikke. Panden mødte hendes. Han glædede sig virkelig til de kunne komme herfra, hvilket han nu heller ikke havde lagt skjul på. "Hvilket jeg virkelig glæder mig til," sagde han ærligt. Her følte han jo bare, at han rendt rundt uden mål og mening. Det var faktisk frustrerende, når ha nikke havde noget at give sig til.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg er ligeglad med, hvad race du er.. Racen danner jo ikke grundlag for, hvem du er som person,” endte Jarniqa med at sige, som også hun havde fået af vide, at folk ville se skævt til hende, fordi hun var, hvad hun var. Det ønskede hun dog ikke at acceptere, da hun derimod ønskede at blive dømt for hendes handlinger. ”Desuden behøver racen ikke at være alfa og omega for, hvad folket mener. Min værge fortalte mig, at folk ville se sort til mig, fordi jeg er halv mørkelver, og se engang min moder.. Landets forguder hende. Det behøver ikke at være sådan.” Selv håbede hun, at hun nåede ind til ham. Lysne syntes det dog allerede at gøre, som hun så, hvordan smilet allerede tog til på hans læber. Så langt, så godt. Det var uden tvivl noget, som hun nød at se! Hans glæde var nemlig ikke uden betydning for hende. Varmt måtte hun se ham ind i øjnene, som hun mærkede, hvordan deres pander stødte ind mod hinanden. Helt dybt kunne hun også se ham ind i øjnene nu, men det var kun noget, som hun nød. Hun elskede den intimitet, som hun havde med ham. En intimitet, som hun ikke havde haft med nogen anden, og hvad hun kunne forstå, havde han ej heller været så knyttet til nogen anden end hende. ”Hun vender snart tilbage.. Du behøver ikke tænke over det meget længere,” sagde hun stille. Selv havde hun det ikke synderligt slemt her. Dog så hun stadig frem til, at de kunne fortsætte færden, da livet som regent ikke just var for hende. Hvis det havde været, havde hun heller ikke forsøgt at vække sin moder. Så havde hun jo blot blevet siddende selv.