Just you and me now

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det irriterede ikke umiddelbart Lucifer, at folk gjorde sig de tanker, som han gjorde, men når han i forvejen, følte sig som et afskum, og noget som man så sort til, bare fordi at man kunne, var det som irriterede ham mest! Han vendte blikket mod hende. Hun havde et andet syn på ham, hvilket var det vigtigste. "Manjarno skulle forestille sig, at være et neutralt land, hvor alle var velkommen. Det må jeg sige, at de ikke just lever op til," sagde han denne gang med en direkte stemme. Hans blik søgte til hendes skikkelse igen. Hun gjorde ham glad.. lykkelig et sted, også selvom de stadig havde deres ting, at slås med.
Lucifer tog omkring hendes hånd. Hun havde det fint med ham, som han havde det fint med hende, og særligt, da de havde lært at se væk fra deres verdenbillede hver for sig, og et sted, var igang med at opbygge deres eget. Det var i hvert fald sådan, at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et smil. Det var på lånt tid de var her.. og det passede ham mere end fint på sigt. "Blandingsracer er mere tolereret nu, end hvad de engang har været, må jeg sige," sagde han med en rolig stemme. Han trykkede om hendes hånd, og med et kort smil på læben. "Jeg glæder mig til, at vi kan fortsætte," tilføjede han med et smil, inden han skænkede hende et kys. Han tog igen omkring hendes hånd, hvor han førte hende med sig videre. Han ville bare gerne tilbringe tiden med hende, og særligt nu hvor han havde muligheden for det.

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa godt, at Manjarno ikke var det imødekommende land, som det engang havde været. Dog ville hun stadig pointere, at det var det mere imødekommende end Dvasias. Her behøvede man nemlig ikke at frygte for sit liv, og det kunne da kun være bedre end det andet. ”Jeg ved godt, at Manjarno ikke længere er det imødekommende land, som det ellers har reklameret sig på at være. Dog må du også forstå, at det der har hændt landet her har været til stor skade for dets beboere,” sagde hun ærligt. ”Nå det så er sagt, burde de selvfølgelig stadig se indad, og åbne sig op for dem, som intet ondt vil dem og landet.” Let gjorde det det ikke just, at hun var mere end velkommen her i landet, og at Lucifer ej var ønsket her. De kom jo nærmest som et par nu. Hvis man ønskede hende, fulgte han med og omvendt. Om borgernes holdning ville ændre sig, vidste hun ikke.. Hvis det var en trøst, kunne man dog sige, at det kun var for et stykke tid endnu. En lille trøst vat det dog kun, da dette jo i bund og grund var hendes hjemland, og derfor var det naturligvis ikke morsomt, at Lucifer ikke var ønsket der. ”Og det er, som det burde være,” endte hun roligt med at sige, som hun selv aldrig havde set problemet i blandingsracer. Derfor havde hun heller aldrig set problemet i hende og Lucifer. Hvad kunne der også være galt i det? De lignede jo begge en mand og en kvinde. Forskellen var blot, at de hver især havde nogle forskellige evner. Som han kyssede hende, lod hun kortvarigt sine øjenlåg glide i. Som det gode øjeblik passerede igen, lod hun smilet indtage sine læber, som hendes øjne igen gled op. ”Og jeg glæder mig til at se, hvad verdenen mere har at byde på.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var selvfølgelig meget hårdt, at Lucifer ikke var velkommen i landet, når nu hans kæreste var det samme. Han kunne ikke undgå, at føle en vis form og følelse af vrede, når han nu stod her.. Han vidste, at folk gjorde sig tanker om ham, som de ikke sagde højt, men som de tilsyneladende ikke vidste, at han var i stand til at høre. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Burde det ærlig talt gøre nogen forskel? Landet her, har altid været et sted for alle.. Bogstavelig talt, et sted for alle, og nu er man så uvelkommen som intet andet," sagde han denne gang med en direkte stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse. Skuffet var han ikke just.. men det gjorde ham irriteret alligevel.
Svært havde det desuden været for ham, at se bort fra at Jarniqa ikke var noget, der mindede om en dæmon, men derimod en magiker og en mørkelver. Så langt fra dæmonerne, som man overhovedet kunne komme, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes. Han havde vænnet sig til det.. Han havde lært at elske hende, og det gjorde han uden tvivl også nu. Et kort smil passerede hans læber. Stod det til ham, så tog de videre på deres eventyr - nu! "Jeg ville ønske at vi bare kunne tage af sted nu," sagde han ærligt. Denne gang tog han omkring hendes hånd, som han trykkede i sin egen. Hovedet lod han søge på sned. For hendes skyld, var han her i Manjarno. Det var bestemt ikke fordi, at han ønskede det for sig selv. Han førte hende med sig videre ned igennem parken. Det begyndte også at blæse en smule op, men ikke noget, som han bed sig mere fast i. Man var jo trods alt ikke isdæmon for ingenting.

[Jarniqa Dynithril]

”..Jeg kan kun håbe, hvis ikke mine tanker udelukket skal være negative,” endte Jarniqa med at sige. Selvfølgelig nagede det hende, at Lucifer ikke var velkommen. Det nagede hende også, at hun lige havde set Theodore, men nu intet kunne sige. Det nagede hende, at både hendes moder og værge var borte, som hun endelig var kommet til dem. Hvorfor kunne det hele ikke blot være godt? Siden Manjarno var blevet angrebet for nogle år tilbage havde det desværre vist sig, at det hele ikke skulle være så let længere. Glad havde hun været for at rejse med Lucifer, men det var synd at sige, at den tur havde været fejlfri.. Appolyon havde ikke just gået direkte galt, men stadig havde de flygtet derfra. I Den Mørke Skov havde det dog gået grueligt galt.. Theodore havde kommet.. Hun havde brækket ryggen.. Hun havde været oppe og toppes med Lucifer. Sidst det havde været problemfrit, havde været i Paggeija inden al tumulten. Faktisk var det hele begyndt, som hun havde mødt sin biologiske fader. Det smaragdgrønne blik vendte hun mod hans og med et lille smil på læben, som hun mærkede, at han trykkede hendes hånd. ”Jeg ved det.. men snart. Min moder og værge burde ikke være væk i en evighed,” sagde hun roligt. Spændt var hun efterhånden på, at de kom tilbage. Havde hendes moders plan mon lykkedes? Hun vidste det ikke, men hun vidste, at hendes fader troede på hende. sin frie arm lagde hun om sin krop, som hun mærkede, hvordan det begyndte at blæse op. Det var vel også begyndt at blive sent? Det var jo synd at sige, at de lige var kommet.. Meget tid havde de dog mistet sammen, som Theodore havde mødt op. ”Det er ved at blive køligt..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at det ikke var nemt.. Han forventede heller ikke, at hun ville forstå, for hun var jo trods alt mere end velkommen på stedet her. Hvor han derimod, blev mødt med intet andet end en iskold skulder, og det gjorde ondt. Det frustrerede ham, og det var således han ville reagere på det. "Jeg er ej forundret.. Mine tanker er heller ikke just positive, må jeg sige," sagde han ærligt. Faktisk var han nok mere.. skuffet. Skuffet over at tingene var som de var, og skuffet over, at det altid var dem, som tingene nu skulle gå udover. Sådan havde det været lige siden Salvatore var dukket op. Var det virkelig denne mand, som absolut skulle sætte en kæp i hjulet på dem? Det gjorde ham bare vred!
Hvor længe han egentlig havde været væk, og hvad der var sket undervejs, var ærlig talt slet ikke en tanke som Lucifer tænkte på. Det eneste som nagede ham, var.. at det blæste op. Han stoppede op og vendte sig mod hende. Var hele aftenen nu gået på det her? Han bed tænderne sammen. Typisk! "Ønsker du at tage hjem..? Til Neutranium?" lød det roligt fra ham. Det var jo ikke ligefrem det, som han havde lyst til, som han jo oprigtigt gerne, ville tilbringe tiden sammen med hende. Var de blevet frarøvet så meget? "Du skal jo heller ikke fryse.." tilføjede han. Nok mere for at retfærdiggøre hendes ønske overfor ham selv. For han kunne jo ikke fryse.

[Jarniqa Dynithril]

Svær var sagen, for … hvad kunne Jarniqa gøre? Hvis hun kunne, ville hun gøre alt i sin magt for, at Lucifer blev accepteret. Dog følte hun ej heller, at man kunne tvinge folk til at mene noget, for hun ønskede ej heller at tankestyre hele befolkningen. Meget kunne hun dog ikke gøre lige meget hvad lige nu og her. ”Lad os ligge sagen for nu.. Jeg kan intet gøre, som vi går rundt herudre, og landet er alligevel sådan, at vi snart drager af sted igen,” endte hun med at sige. Det var ikke fordi, at hun ønskede at feje problemet ind under gulvtæppet, men hvad kunne hun i realiteten gøre? Derudover var det sandt, at de ikke skulle blive her, som det jo ikke var Manjarno, som hun ønskede at udforske. Langsomt stoppede hun op igen, som Lucifer standsede. Om hun ønskede at komme hjem? Køligt var det jo ved at blive.. Det var dog ikke sådan, at hun havde troet, at det skulle gå. Hun havde jo håbet på mere alenetid med Lucifer. Helt ubrugbar havde turen dog ikke været, da hun jo havde fået noget ud af, at Theodore var kommet. Det kunne Lucifer dog ikke vide. Hendes hoved faldt en anelse på sned, hvor hun sendte ham et smil. ”Vi kan søge hjem på værelset, og hvem siger ikke, at vi kan hygge os der?” spurgte hun ham sigende med et smil på læben. Blidt kærtegnede hun hans hånd med tomlen, inden hun lænede sig frem mod ham, så hun kunne skænke hans læber et kys. De behøvede jo ikke brat at afslutte deres dag sammen, bare fordi de ikke kunne være ude længere.. De havde jo et værelse til deling, hvor de pænt kunne fortsætte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forventede skam heller ikke, at Jarniqa ville sætte himmel og hav i bevægelse, som han jo blot ønskede, at gøre hende opmærksom på dette problem. I forvejen, var det jo meget lidt, som han selv kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Snart ville de være på vej, men det krævede jo ligeledes, at Denjarna vendte hjem igen. Han glædede sig virkelig til det! Ej var det hyggeligt eller ønsket for ham, at være på et sted, hvor han selv personligt var uønsket og uvelkommen, for det var jo trods alt således, at han havde det, når han gik her, som han gjorde lige nu.
"Jeg forventer intet andet, end jeg blot ville gøre dig opmærksom på det," sagde han dog. Han havde allerede nu, mere end en gang, været fristet til at søge over grænsen, bare for at sikre sig, at han da i det mindste, var et sted, hvor han var ønsket. Han lod hovedet søge på sned. Han ønskede ikke at afbryde dette allerede, kun for at tage tilbage til Neutranium? Hvor de mange tanker kunne genere ham? Der var jo trods alt grunde til, at han var taget herud med hende, hvor han havde været sikker på, at de var alene. Han sukkede let. Det var bestemt ikke med hans gode vilje! "Meget vel.." endte han dog, som han kyssede hendes læber. Han gengældte det mere end glædeligt i hvert fald! "Så lad os komme tilbage.." endte han dog med at sige, som han tog hendes hånd. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle blive syg. Dertil vendte han om, for at søge tilbage mod Neutranium. Gud hvor han dog glædede sig til at komme herfra igen!

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Meget ville Jarniqa gøre for Lucifer, men desværre kunne hun ikke præstere alt. Heller ikke selvom, at hun sad som midlertidig regent på tronen. Folks hjerner og hjerter var nemlig bare deres eget.. At de ej kunne lide ham, kunne hun dog et sted godt selv forstå. Ikke fordi, at hun selv sad inde med den følelse, da hun jo elskede ham, men selv huskede hun, at hun havde fundet ham arrogant og som en tåbe, da hun ikke havde lært ham at kende. Og igen.. Han havde altså været ligeså slem. Han var nemlig ikke selv nogen helgen, som han også blot havde forsøgt at køre hende rundt i manegen. ”Og ej vil jeg glemme det nu,” lovede hun ham. Hvordan skulle hun også kunne lægge det bag sig, at han ikke var velkommen i ”hendes” land? At det nagede ham, at de skulle drage tilbage til Neutranium, tænkte hun ikke just over. For det ene, ville hun godt væk herfra, da stedet fik hende til at tænke for meget på Theodore. Derudover tænkte hun ikke på Neutranium som et problem, fordi de jo ville søge tilbage på deres værelse, hvor de ville hygge sig. Snakke med hinanden.. Holde om hinanden.. Kysse hinanden.. og måske mere. Dog måtte hun indrømme, at hun rent faktisk var træt, og derfor ikke oplagt til det helt store. Det kongelige arbejde var nemlig hårdt, og tæret på hende havde det gjort at møde Theodore. ”Godt så,” sagde hun stille. De ville søge hjem, og det hele ville nok snart gå. Roligt begyndte hun at gå, som de havde sat turen hjemover mod Neutranium. Forhåbentligt ville det hele gå der.

// Out