Just you and me now

[Theodore Jarvis Acheron]

Endelig så Theodore muligheden, for at få Jarniqa lidt alene, uden at der var andre der skulle blande sig. Denne gang var der nemlig ingen vagter.. ingenting, til at beskytte hende, og at slå en enkelt mand omkuld, var ikke nogen sag for ham. Det var derimod frygtelig nemt! Selv måtte han se til, at Lucifer blot faldt til jorden, og hvordan Jarniqa næsten panisk faldt ned ved hans side. Død var han ikke, og ikke var det Theodores intentioner. Han var der trods alt ikke for at skade eller slå ihjel.. Hverken på hende eller nogen anden. Denne gang ønskede han blot muligheden for at snakke. En sidste chance, nu hvor hun ikke havde nogen vagter at gemme sig bag.
Lynet slog ned.. det rystede i jorden, hvor selv Theodore var nødsaget til at trække sig et enkelt skridt. Vred var hun, hvilket han udmærket godt kunne se og mærke på hende ikke mindst. Jorden under ham krakkelerede, som var den ved at falde fra hinanden. Tydeligt, at hun endnu ikke havde lært at kontrollere den del af sig! En skam var det! Endnu var der mange ting, som han kunne give hende, men om hun lod ham? Det var jo trods alt det næste spørgsmål. "Jeg har intet andet gjort ham, end at... 'slukke' for ham, mens vi to fører den samtale, som jeg ikke fik muligheden for i tronesalen, Jarniqa," sagde han kort for hovedet. Selv i hans stemme, var der kommet adskillige forskellige tonelejre.. Der var sket meget i hans liv, og han havde for pokker brug for hjælp. En hjælp, som han vidste, at hun kunne give ham, hvis hun da kunne se, hvor han ville hen med alt dette! Han var der ikke for at påføre nogen ondt.

[Jarniqa Dynithril]

Frygtelig var det at se Lucifer styrte omkuld.. Hvad værre var, at det end ikke var naturligt, men derimod grundet Theodore! Hvad han kunne have gjort ved ham var nemlig, hvad Jarniqa frygtede mest! Manden var jo gal, så det var umuligt at sige, hvad han var i stand til! Derfor gjorde hun også, hvad hun måtte finde bedst.. At angribe ham! Så kunne hun gøre ham ondt, og så kunne Lucifer forhåbentligt vågne op! At han selv mente, at Lucifer var rask og stabil, lyttede hun end ikke til. Han var jo gået ud for fanden! At han derudover troede, at dette ville få hende til at føre en normal samtale med ham, kunne han ligeså godt skyde en hvid pil efter! ”Skrid tilbage til helvedet, hvor du kommer fra!” bed hun arrigt af ham. Han var jo end ikke et menneske.. Han var et monster! Flere lyn måtte vise sig på himlen, hvor de alarmerende måtte søge efter Theodore. At dette i den sidste ende ville trætte hende gevaldigt, tænkte hun end ikke over. Det var jo lidt i stil med, da hun havde frygtet for sin værge! ”Hvis der sker ham noget, sværger jeg, at jeg slår Clemency ihjel,” hvislede hun. Han var vel ligeglad? Han så jo blot sin hustru som noget brugbart.. Der var jo ikke en følelsesmæssig forbindelse. Dog ville hun stadig mene, at det var rimeligt. Hendes mand for hans hustru. Hvorfor han gjorde dette, forstod hun dog ikke. Hvad var hans problem? De havde sagt det til hinanden som skulle siges! Var han blot ude på at ødelægge hendes liv? Forpeste hendes dagligdag? Tage den mand fra hende, som hun rent faktisk elskede?

[Theodore Jarvis Acheron]

Lucifer blev liggende uden at røre på sig. Ikke underligt med den kontrol Theodore nu havde taget over den unge mands sind. Det var muligt, at han var en mentaldæmon, men der var visse kræfter, som hans slags end ikke kunne forsvare sig overfor. Igen var Theodore her trods alt ikke for at påføre hende nogen smerte, eller dem omkring hende! Så det at høre hende nærmest true med at gå efter Clemency, var noget, som fik den mand til direkte at se rødt. Ikke var det noget, som han fandt sig i! På nogen måde faktisk!
"Clemency har intet med dette at gøre.. Og jeg sværger.. lægger du en finger på hende, vil du selv fortryde det bittert.." Han stirrede fast i retningen af hende. Magien ville trætte hende på et tidspunkt. Var det meningen, at han bare skulle rende rundt og vente på, at hun blev for træt til at kunne gøre noget som helst ved det? Endnu en gang trak han sig en anelse, da flere lyn slog ned.. uden tvivl søgte de efter ham. Heldigt for ham, at han i den forstand, stod mere i skjul under træerne! Han ville snakke, og hvordan skulle han ellers få hende til at snakke med ham alene? Enten var denne unge mand omkring hende, som en flue, ellers var der vagter og soldater. Dette var hans mulighed for at få fat i hende! Han stirrede fast mod hende. Han gjorde et kraftigt kast med hånden, for at slå hende væk fra Lucifer.. Væk fra det, som holdt hende vred. "Jeg er her for at snakke, Jarniqa.. Så lyt til hvad jeg har at sige..!" endte han denne gang med en.. vred stemme? Det gjorde ham vred, at hun ikke kunne eller ville lytte til ham!

[Jarniqa Dynithril]

Arrig, såret og bekymret var Jarniqa, og derfor påvirkede det på alle måder, hvad hun gjorde. ”Så væk ham, og lad ham gå! Lad os to tage kampen i stedet!” råbte hun ad ham. Selv havde hun intet imod Clemency, og derudover ønskede hun ikke, at Lucifer blev trukket ind i hendes og Theodores stridigheder. Derfor var det vel bare bedst, hvis Lucifer … kom væk, og at hun og Theodore så tog dysten. Et eller andet var der jo, siden han havde opsøgt hende to gange inden for så kort tid! Hvad han ville, forstod hun dog ikke.. Han havde talt om, at de kunne hjælpe hinanden, men hvorfor fanden skulle hun hjælpe ham, når han gjorde dette mod Lucifer, og syntes om at brække hendes knogler? Troede han virkelig selv, at den gik?! Som en mavepuster syntes hun at få, som hun pludselig fløj adskillige meter hen over jorden og væk fra Lucifer. Nervøs gjorde det hende, da hun jo ikke ville væk fra Lucifer. Hun frygtede jo, hvad Theodore kunne finde på, hvis hun ikke var der! Som hun fløj væk kom der dog også en magisk reaktion fra hende. Et lyn fløj nemlig ned mod jorden, hvor det ramte det træ, som Theodore stod under. En øjeblikkelig brand begyndte at opstå.. og hvis ikke det skulle tiltrække nogen mennesker, skulle det højst sandsynligt slukkes hurtigt. Det var Jarniqa dog ligeglad med. Hun ønskede blot, at Theodore kom væk og at Lucifer vågnede. Hvad skulle hun sige til ham, når han vågnede? Det var vel svært at undgå at sige, at Theodore havde været her? ”Jeg er ikke interesseret i at snakke med dig! Jeg er interesseret i, at du forsvinder ud af mit liv!”

[Theodore Jarvis Acheron]

Lucifer var overhovedet ikke påvirket af tid og sted lige nu, hvilket var noget som Theodore sørgede for. Han havde nærmest slukket for den unge mand, så det der skete i øjeblikket, slet ikke var noget, som han opfangede på noget tidspunkt. Det passede ham mere end fint. Let måtte Theodore dog alligevel ryste på hovedet. Han var der ikke for at bekrige hende.. Kunne hun ikke bare forstå det?!
"Jeg er ikke ude på at bekrige dig, Jarniqa!" endte han denne gang med en fast tone, som han kastede hende væk fra Lucifer, som stadig bare blev liggende på jorden. Selv Theodore trådte blot elegant forbi den unge mand, uden at tage synderlig notits af at han lå der. Jarniqa måtte være glad for ham, siden hun var sådan over ham. Han havde ikke tænkt sig at bekrige hverken hende, Salvatore, Lucifer eller nogen af de mange vagter, som hun havde omkring sig konstant og hele tiden på slottet, så det var vel ikke underligt, at han handlede og reagerede som det han gjorde lige i øjeblikket?
Bang! Et træ brød i brand lige ved ham, hvilket gjorde, at vreden for alvor meldte sig. Skulle han virkelig til at holde hende fast?! Han kneb øjnene sammen og knælede. Hænderne lagde han mod jorden, hvor det omgående begyndte at ryste. Rødder slog op af jorden, i et forsøg på at fange hende, for at holde hende fast. Han havde brug for hendes hjælp, men at sige ordene, var sværere, end hvad han nok lige havde regnet med! "Det er nok!" endte han med en fast tone. Hun havde jo absolut ingen kontrol på sig selv, eller sine magiske evner! Hun gik jo rundt og var direkte farlig!

[Jarniqa Dynithril]

Glad var det sidste, hvad Jarniqa var lige nu, og det var næsten utroligt, da hun havde strålet af lykke for blot ti minutter siden. Var dette mon Theodores hævn over hende? At ødelægge hver dag for hende resten af hendes liv, fordi hun havde kostet Dvasias Manjarno? Umiddelbart tænkte hun, at det var det det gik ud på. Dog ville hun ønske, at han lod Lucifer være i fred! Han havde jo intet gjort ham! Ganske vidst havde han forsøgt at hjælpe hende i Den Mørke Skov, men andet havde han jo ikke gjort Theodore. ”Så opfør dig som en der ikke vil det!” råbte hun. At han derfor valgte at binde hende med rødder fra jorden, hjalp bestemt ikke på sagen! Hendes hjerte galoperede af sted, alt imens adrenalinen pumpede, og varmen steg op i hendes kinder. Utilfredst, vredt og nervøst forsøgte hun at vride sin slanke krop, som hun bestemt ikke ville ligge her! Hvad kunne han ikke også finde på?! Derudover kunne hun mærke, hvordan det generelt begyndte at blive varmt og lyst, som flammerne begyndte at tage til i et af træerne. Det var vel et spørgsmål om sekunder, inden alarmklokkerne ville ringe og det ville vrimle med vagter? ”Er du sindssyg?! Er du ude på at brænde parken og os?!” lød det fra hende.. næsten som om, at det var ham og ikke hende der havde påsat branden. Hans skyld var det dog i og med, at han havde antændt det hele i hende! Derudover var det også hans skyld, at han nu holdt hende nede, og ikke selv belemrede sig med at slukke branden. Han var vel ligeglad? Ligeglad med, om de alle brændte og omgivelserne med? Hun var dog bestemt ikke ligeglad! Og da slet ikke når Lucifer lå bevidstløs i nærheden!

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt var det for Theodore at se på Jarniqa, at hun bestemt ikke var tilfreds med dette. Andet have han skam heller ikke forventet. Ikke var han ude på at gøre hende eller andre noget ondt, og det burde efterhånden også være ved at gå op for hende! Han havde ganske vidst slået Lucifer ud, men det havde været en nødvendighed for at få muligheden for at snakke med hende på egen hånd. Det var efterhånden gået hen og blevet en kæmpe frustration for ham, at han ikke kunne få lov til det.. Alle de menneskelige følelser.. Det steg ham da for pokker til hovedet! "Hvis det ikke er gået op for dig, så er det dig, som bekriger mig!" endte han med en hård stemme. Kunne hun da ikke bare forstå, at han bare ønskede at snakke på fredeligste vis? Ja, deres forrige møde, var måske ikke det mest succesfulde, men hvad var der at gøre ved det nu? Han kunne jo for pokker ikke gøre noget ved det!
Rødderne fik fat, og holdt hende fast i takt med at branden bredte sig i træerne. Lucifer lå stadig uden at være i stand til at vågne eller bevæge sig. Han trådte hen mod hende. Varmen tog til.. Det var faktisk ved at være godt varmt.. Og hvad var Lucifer ikke? En isdæmon? Det var vel ikke så godt? "Du er stadig ikke i stand til at kontrollere din indre. Jeg kan hjælpe dig med den, hvis du vil hjælpe mig med alt det, der foregår i mit hoved." Han var der faktisk af en god grund - ville han da selv mene. Han følte en masse, uden at vide, hvad det betød, og han tænkte en masse, uden at vide, hvad det kom af. Det var virkelig frustrerende efterhånden!

[Jarniqa Dynithril]

Meget muligt var det, at det var Jarniqa der slog først lige nu og her. Dog følte hun kun, at det var hende berettiget. Særligt som han også valgte at lænke hende fast til jorden! Hvis man gjorde det, var man jo på ingen måde venligt stemt! ”Så slip mig!” skreg hun arrigt og frustreret. Hvis han ikke bekrigede hende, hvorfor følte hun så, at han blev ved med at gøre hende ondt? Gang på gang? Det var vel igen fordi, at han ikke fattede, hvornår han gjorde noget galt eller ej? Som hun bag Theodore kunne se, hvordan flammerne tog til, måtte frygteden desuden stige i hende. Psykopaten ønskede jo tydeligvis ikke at gøre noget ved det! Hun var nødt til at gøre noget! Gøre noget for at redde hendes og Lucifers liv, da de tydeligvis var værdiløse for Theodore. Derudover måtte hun også tænke på sin moder.. Hun ønskede jo ikke, at hun fik den ide, at hendes datter havde forsøgt at flambere byen i den tid, hvor hun havde været væk! ”Der foregår alligevel intet i dit hoved!” bed hun af ham, inden hun måtte koncentrere sig. Hun måtte jo gøre noget, når Theodore ikke var menneskelig nok til det! Øjnene lod hun søge i. Selv forsøgte hun at koncentrere sig om flammerne. Deres spredning. Deres varme. Selv forsøgte hun at kvæle dem, men hvorfor var det, at det var lettere at lave uorden end at rydde op igen? Varm følte hun sig selv, hvor hun måtte mærke nogle svedperler på sin pande. Selv vidste hun ikke, om det var grundet varmen, den fysiske kamp, eller den magimængde hun brugte. Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens flammerne langsomt blev mindre. Sandheden var dog, at hun vel blev straffet alligevel? Ville han mon brække hendes ben denne her gang? Han var jo så tæt på..

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke havde Theodore tænkt sig at lade Jarniqa gå, før hun faldt mere til ro, end hvad hun havde gjort frem til nu. Han kunne i hvert fald godt mærke, at hun var helt oppe at køre, sådan som hun nægtede at lytte til, hvad han havde at sige! Han havde brug for hendes hjælp. Han havde mere eller mindre sagt det direkte, og hun lod ham bare ikke komme til, hvilket næsten var det værste af det hele, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han rystede kort på hovedet. "Jeg slipper dig, når du lytter til, hvad jeg har at sige, og er faldet til ro," sagde han med en fast og hård tone. Var det underligt, at han handlede og reagerede på denne her måde? Ikke ønskede han jo, at hun skulle rende rundt og være så vred.. bange for ham, når han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget!
Lucifer lå slapt på jorden et par meter bag dem - tættere på flammerne, end hvad de var, og det kunne skam også mærkes. Selv Theodore begyndte at få det temmelig varmt nemlig. Han var ikke tom i hovedet mere! Det var jo nærmest det, som var hans problem! Ikke kunne han sove og ikke kunne han hvile.. Der foregik altid noget i hans krop og hoved efterhånden! "Du har virkelig ikke hørt efter, har du? Jeg har alle de tanker i mit hoved, Jarniqa.. Jeg kan ikke finde ud af dem.. jeg føler.. jeg tænker.. jeg har fået noget af min sjæl.. Jeg har brug for din hjælp!" endte han med en fast tone. Var det virkelig så svært at forstå? I forvejen, var han ikke meget for at bede om hjælp, men her, havde han jo for pokker ikke noget andet valg!

[Jarniqa Dynithril]

Hvorfor Jarniqa skulle værdige ham det at lytte, kunne hun ikke se. Ikke med det, som han havde gjort ved hende! Det var utilgiveligt, og særligt fordi, at det ikke havde været et uheld, men derimod med fuldt overlæg, samt det, at han end ikke fortrød det! Han måtte have spist søm, hvis han troede, at hun var ligeså følelseskold som ham! ”Så du kan ødelægge mere? Aldrig! lød det demonstrativt fra hende. Hvad troede han helt præcist, at han kunne opnå med dette! Han ønskede hende jo alligevel intet godt! Han var også ligeglad med, om de alle brændte væk, og derfor måtte hun tage sagen i egen hånd og bremse flammerne.. selvom det krævede ufatteligt meget af hende! Tungt trak hun vejret, alt imens hendes hjerte slog hårdt, som der nu var røgen og et forkullet træ tilbage. Videre behagelig var røgen dog ikke, og derfor måtte hun også hoste over det. Blev Lucifer mon påvirket af dette? Hun ønskede at komme hen til ham, men selv kunne hun mærke, at al dette tog på hende. Som hun havde øjnene lukket, og som hun måtte hive en anelse efter vejret, måtte hun dog også høre Theodores ord. Fået noget af sin sjæl tilbage? Kunne det virkelig lade sig gøre? Ikke havde hun troet det, men om måtte hun vel tænke, for uden en sjæl havde han jo ikke kunnet lyve.. Dog måtte hun konstatere, at selv med en sjæl var han et bæst. Han var jo stadig ligeglad med hende. Øjnene lod hun halvt glide op. ”Få hjælp af en, der rent faktisk kan lide dig, og lige et tip.. Det er nok en god ide ikke at brække vedkommendes led,” endte hun afvisende med at fastholde. Hvorfor skulle hun hjælpe ham? Ja, hun var ikke den bedst magikyndige på denne jord, men stadig kunne hun ikke se bort fra, at han faktisk havde såret hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ved at blive temmelig frustreret, for det var jo begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han tog sig ikke af flammerne eller branden, som bredte sig bag ham, og ej heller tog han sig af Lucifer, der lå på jorden der bagved ham. Han havde kun øjne for Jarniqa, og at få hende til at forstå, hvad det var, som han gerne ville.. hvad han egentlig havde brug for lige nu, for han var ved at gå til af tanker, som konstant kværnede rundt i hans hoved.. Han kunne ikke finde ud af det længere, og han var virkelig ved at være træt af det! "Jeg er her ikke for at påføre nogen smerte til nogen som helst, Jarniqa.. Jeg er nødt til at gøre, hvad jeg gør, for at snakke med dig alene," fortalte han med en kortfattet stemme. Han kneb øjnene let sammen. Hun ville jo slet ikke lytte, og det var virkelig, virkelig irriterende!
Kvinden ville ikke snakke med ham.. Han rystede kort på hovedet, inden han trak sig fra hende, og derfra også lod rødderne slippe hende, og søge tilbage i jorden igen, og derfor lod hende gå. Lucifer vendte han kort blikket imod. Han vendte sig efterfølgende mod flammerne, hvor han selv magisk gik ind, for at tvinge flammerne mere tilbage.. Og det virkede da. For ham, var det ikke så slemt, som det måtte være for hende. "Vil du virkelig have at jeg skal undskylde for ting, som jeg ikke kan gøre om?" spurgte han fast. Flammerne trak sig mere og mere, og derfor også længere og længere væk fra Lucifer.

[Jarniqa Dynithril]

At dette var den eneste vej, mente Jarniqa bestemt ikke! Selv mente hun nemlig ikke, at man kunne tvinge folk til at være med en, som Theodore lige pt gjorde med hende. Selv mente hun nemlig, at man måtte acceptere, at alle ikke nødvendigvis ville, hvad en selv ville.. og hun ville bestemt ikke, hvad han ville! Hun ønskede ikke at have mere med ham at gøre! ”Jeg er ligeglad med, hvad du føler for! Jeg vil ikke være en del af dit liv!” råbte hun ad ham. Hvad regnede han også med? Han havde angrebet hende.. Brækket hendes ribben.. Gået efter den mand, som hun elskede, så nej.. Hun ville bestemt ikke være omkring ham! Hurtigt slog hendes hjerte, hvor hun næsten ikke kunne tro sine egne øjne, som rødderne slap sit greb om hende. Hurtigt var hun derfra, skønt det fik det hele til at svimle for hende. På kort tid var hun ovre ved Lucifer, hvor hun bekymret satte sig ved ham, tog om hans hoved, og lagde det i hendes skød. ”Lucifer?” spurgte hun ham bekymret i en dæmpet tone, skønt hun vidste, at han ikke ville svare.. Ikke så længe, at Theodore holdt kontakten lukket i ham. Som Theodore spurgte, om han skulle undskylde, rystede hun svagt på hovedet. Den mand var håbløs! ”Jeg er ikke interesseret I at høre noget, som du alligevel ikke mener,” svarede hun direkte. Hun ønskede at høre et undskyld, ja, men hun ønskede at høre det, fordi han oprigtigt angrede, hvad han havde gjort hende. Noget hun vidste, at han ikke gjorde, og derfor kunne det også være lige meget. Af den årsag kunne han også bare skride, da det gjorde, at hun ikke ønskede at have noget med ham at gøre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tydeligt var det for Theodore, at Jarniqa tilsyneladende slet ikke ønskede at høre på, hvad han havde at sige. I samme omgang, valgte han også bare at lade Lucifer ligge, velvidende om, at knægten ikke ville vågne, før Theodore selv tog afsted, eller de kom til enighed. "Jeg tror det gør mere ondt på dig, end hvad du giver udtryk for.." Hvorfor skulle hun ellers reagere på den måde, som hun gjorde? Det var i hvert fald noget, som tydeligt kunne mærkes selv på ham.
Det første, som hun vendte sig mod, var den bevidstløse mand, som lå bag dem. Han fulgte hende med blikket. Var det sådan man elsket? Var det.. bekymring? Det som han havde følt for Clemency, da hun havde ligget syg i sengen, uden at han havde været i stand til at gøre noget? Han kunne ikke finde ud af det, og brændende ønskede han jo at finde ud af, hvordan tingene hang sammen, men det var jo for pokker ikke noget, som han ville kunne gøre alene! "Han vil ikke vågne selv," sagde han med en rolig stemme, som han søgte tættere på, da hun lagde mandens hoved i sit skød. Han lod armene søge over kors. Han ville gerne sige undskyld, hvis det gjorde nogen forskel, men det gjorde det jo nok bare ikke. Han regnede i hvert fald ikke med det. "Jeg er... ked af, at det er gået ud over det vi havde," sagde han dog. Det var han. Han var skuffet over det.. ked af, at de begge havde mistet på det. Det havde jo trods alt aldrig været hans hensigt. Og nu hvor der skete så meget i hans tanker og sind, så kunne det da mærkes ekstra tydeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det på Jarniqa, hvad der havde hændt mellem hende og Theodore, og det hverken kunne eller ville hun benægte. For ganske vidst følte hun en skam i, at hun havde stolet på ham, men ej ville hun fornægte, at hun havde et hjerte, og derfor kunne agere følelsesmæssigt såret. Det var da også bedre at kunne føle, end at være en tom skal der blot var ligeglad! ”Fryder det dig da, at jeg er menneskelig, og at man derfor kan gøre mig ondt?” spurgte hun skarpt. Følsom var hun ikke just, men i stand til at blive knust var hun da. Andet ville også have været underligt, medmindre hun havde været som Theodore. Kærligt strøg hun Lucifer over håret. Som Theodore kommenterede Lucifers tilstand, måtte hun dog helt dy sig, så hun ikke trak håret af ham, som det fik hende til at knuge en anelse om hans hårlokker. ”SÅ VÆK HAM DOG!” endte hun arrigt med at råbe af ham. Det var hans skyld, at Lucifer var gået ud, og derfor skulle han bestemt ikke tale sådan om det! Særligt fordi, at det ville have trykket til ham, hvis hun havde gjort det samme trick med hans hustru. At han derfra sagde, at han var ked af, hvordan det havde endt mellem dem, fik hende til at holde fokusset på den sovende Lucifer. Var han virkelig ked af det? Kunne han virkelig føle det? Og hvis han oprigtigt kunne føle, hvem sagde så ikke, at han ikke også havde lært at lyve? Tænderne bed hun sammen. ”Hvis du oprigtigt kan føle, vil du også kunne lyve.. Hvem siger ikke, at det er det sidste? Hvem siger ikke, at du siger det, fordi du finder mig brugbar i en hvis situation og derfra vil smide mig ud igen?” spurgte hun ham sammenbidt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hele situationen var forvirrende for Theodore. Han kunne mærke, hvad han selv tænkte og følte, og han kunne jo se, hvor tydeligt hun måtte reagere. Var det sådan at have en hel sjæl? Det var han pludselig glad for, at han ikke havde! Den lille del, som var dukket op, var mere end nok for ham! "Ligner jeg en, der fryder sig over det, synes du?" spurgte han denne gang med en hårdere stemme. Han var langt fra så monotom, som han plejede at være, og langt fra så ligeglad.. Han reagerede faktisk på hvad der blev sagt, og hvad der blev gjort! Lucifer blev stadig slapt liggende ved hende, uanset hvad hun gjorde.. Han ville ikke lade manden vågne, før de nåede til en enighed. Han opgav ikke. Han havde virkelig brug for den hjælp, som hun kunne give ham. At hun så råbte af ham, var noget som gjorde ham.. sur.. Havde han virkelig fået alle de negative tanker? Han kunne jo slet ikke finde ud af det her! "Når tid er, skal jeg nok vække ham," endte han med en kortfattet stemme. At hun råbte sådan af ham, havde ingen effekt. Det var bestemt ikke noget som han ville finde sig i!
Hvorfor skulle Theodore lyve, når han altid havde været en mand af ord? Og det jo var det eneste, som han havde givet udtryk for på sigt. Han bed tænderne sammen, som han betragtede sig af hende. Han tog et skridt tættere på. "Og hvordan skal jeg bevise for dig, at jeg ikke lyver, Jarniqa? Jeg er en mand af ord.. Jeg har altid værdsat ord og løfter. Glem ikke, at det ikke var mig, der smed dig ud nogen steder. Jeg blev jaget ud af Manjarno, husker du nok.. Jeg hjalp dig med noget som du havde brug for, og tilsyneladende stadig har.. Jeg brænder inde med følelser og tanker, som jeg ikke kan finde ud af.. Nu er det mig, der har brug for det," fortalte han hårdt. Var det så svært at forstå?