Just you and me now

[Jarniqa Dynithril]

”Det ved jeg ikke. Jeg troede dog ikke, at du ville kunne finde på at skade mig, men det kunne du, så jeg vælger slet ikke at tro på noget, når det kommer til dig,” bed Jarniqa såret af ham. Ej stolede hun på ham, som det havde rystet noget af hendes verden, da han havde angrebet hende. En ting var det nemlig at brække noget, fordi man faldt eller noget i den stil, men noget helt andet var det, når det var en anden der med vilje gjorde det! Taget om Lucifers hår slap hun igen, så hun i stedet kunne stryge ham betryggende over håret. Om det var for hendes eller hans skyld, var dog blevet svært at sige. ”Selvfølgelig, for alting skal jo altid køre efter dit hoved,” svarede hun ham skarpt igen, som det ikke forundrede hende, at det kørte således. Gad vide om Lucifer ville vågne, hvis hun forsøgte at transportere sig væk med ham? Selv frygtede hun, at det ville forværre situationen, og derfor undlod hun også at gøre det. Dog kunne det være, at Salvatore kunne hjælpe på situationen, men igen… forværrede det ikke også situationen at spørge ham om hjælp? Et hårdt blik sendte hun Theodore, som han nærmede sig hende … igen! ”Stop! Lad vær med at nærm dig!” sagde hun skarpt, som han gjorde, at hun ikke kunne tænke over tingene. ”Jeg ved ikke, hvordan du skulle kunne overbevise mig, for jeg ønsker dig slet ikke her! Jeg ønsker ikke at falde i din fælde igen for nu ved jeg, hvad du står for. Jeg gider ikke miste hovedet bare fordi, at du er utilfreds med mig!” Var det så svært at forstå? Han havde gjort hende ondt, og nu ønskede hun naturligvis ikke, at det skulle ske igen. Selv nød hun jo ikke smerte eller frygten for at miste sit liv! Ej heller at blive forrådt af dem, som hun havde nær!

[Theodore Jarvis Acheron]

"Situationen bød mig til det.. Jeg var en anden mand på daværende tidspunkt. Der skete der ikke særlig meget.. heroppe.." Theodore hævede hånden og slog let sig selv på tindingen. Der skete skræmmende meget deroppe lige nu, og det var primært fordi, at han ikke kunne finde ud af det. Ikke kunne han finde ud af at sortere alt det, som foregik i hans hoved.. hans tanker og hans sind. Det var et kæmpe kaos, og det gjorde ham jo selv kun mere urolig, end hvad godt måtte være i den anden ende.
Lucifer ville ikke vågne, før Theodore gav slip på den kontrol, som var lagt over manden. Han udnyttede det lidt. Desuden vidste han jo godt, at han ikke ville få nogen jordisk chance for at snakke med hende, før den mand ville gå amok. Han havde jo set, hvad manden havde gjort, sidst de havde stået ansigt til ansigt med hinanden. "Hvis det er den eneste måde, for at få muligheden for at snakke med dig, så ja," sagde han kort for hovedet. I sig selv, var det ikke noget, som han tog tungere end det. Han bed tænderne sammen, som han kort fnøs. Han var jo ikke ude på at gøre hende noget ondt! I så fald, så havde han allerede gjort det! Taget hendes liv.. knust hendes hjerte, som han havde illustreret for hende, at han kunne, men uden at have gjort det. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes lige nu. "Utilfreds med dig? Var jeg utilfreds, havde jeg ikke søgt denne vej.. gjort mig selv til grin i Neutranium.. Jeg kom hertil af fredelige intentioner, Jarniqa," fortalte han med en tydeligt mere frustreret stemme. Var det virkelig urealistisk, at hun ville kunne hjælpe ham, som han havde hjulpet hende? Han rystede på hovedet og lagde begge hænderne mod hans tindinger. Alle de tanker og følelser, var da ikke til at holde ud! "Fælde? Jeg har aldrig gjort brug af den slags," afviste han. Det hele var så forvirrende!

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik holdt Jarniqa fasttømret på Lucifers ansigt ved Theodores ord. Han havde været en anden mand, men var nu fornyet? ..Hvorfor var det, at hun så brændende ønskede at tro på det?! Svært var det, da han havde fået hende til at føle sig mere end naiv. Derudover var det også svært at give efter, fordi hun vidste, at andre ikke ville forstå hende, som de blot ville sende hende blikke. Selv kunne hun dog ikke gøre for, at hun følte, at det havde været noget mellem hende og Theodore, og at han virkelig havde formået at hjælpe hende. ”Så du kan blankt sige, at du ikke kunne finde på at forvolde mig skade igen?” spurgte hun sigende uden at se på ham. Svært var det, da han havde været en blanding af faderlig figur for hende og en træner. Tænderne bed hun sammen, som han igen måtte påminde hende om, at han ikke ville vække Lucifer. Dog havde han ret i en ting.. De ville ikke kunne tale sammen, hvis Lucifer var vågen. Han ville forsøge at myrde ham, hvis han vidste, at han var her. Det var også af den årsag, at hun blev i tvivl omkring Theodore.. Skulle hun lytte til sit eget afsavn, eller skulle hun lytte til Lucifer, der måske kunne se noget, som hun ikke selv kunne? Intet sagde hun dog, som hun blot tænkte. Tænderne bed hun sammen. ”Du ønsker blot at bruge mig, som du brugte mig før! Det er også, hvad du siger nu.. At du er kommet efter en tjeneste,” endte hun med at sige. ”Før ønskede du blot at bruge mig som en håndlanger, som du satte mig ind under din dronning. Du var ligeglad med, om det var, hvad jeg ønskede eller ej.” At han selv mente, at han havde gjort sig til grin i Neutranium, kunne hun dog ikke se. Selv følte hun nærmere, at hun var den der var blevet gjort grin af.

[Theodore Jarvis Acheron]

Rigtig meget foregik oppe i Theodores hoved, og særligt, når det var på denne her måde, at det hele foregik. Den del af sjælen, som han havde fået, åbnede en verden for ham, som han slet ikke kunne huske, at han nogensinde havde været en del af, og naturligvis, var det noget som kunne mærkes. Han sukkede kort. Stolede hun slet ikke på ham? Efter alt det, som han havde gjort for hende, så ville hun ikke engang gøre det her for ham? Det synes han et sted, slet ikke kunne være rigtigt! Han bed tænderne tydeligt sammen. "Efter hvad jeg har gjort for dig, ønsker du ikke at gøre det her for mig?" spurgte han direkte. En tjeneste var en anden værd, og han synes i forvejen, at han havde gjort sig selv nok til grin, som det var i forvejen.
Så lang tid, at de snakket, havde Theodore ingen intentioner om at vække Lucifer, udelukkende fordi at han vidste, at det ville ødelægge det hele. Den mand ville ikke lade ham snakke med Jarniqa, og derfor var dette bare det bedste alternativ. Han havde tvunget manden i gulvet. Andet havde han faktisk ikke gjort, kunne man jo sige. Han lod hovedet søge på sned, og med en intens og fat mine. "Jeg var ikke nogen intentioner om at forvolde dig nogen skade, Jarniqa," sagde han denne gang med en alvorlig mine. Han var ganske vidst kommet efter en tjeneste, men en tjeneste, som han kunne søge så mange andre steder. "Og dog, vælger jeg dig, over så mange andre," sagde han direkte. Gav det overhovedet ikke lidt credit? Ligeglad havde han været! Det var bestemte ikke ensbetydende med, at det var hvad han var i øjeblikket! "Tror du, at jeg ville tage denne lange vej, for at skænke dig løgne? Jeg kan ikke finde ud af, hvad der foregår i hovedet på mig, og jeg har derfor brug for den hjælp.. Som du endnu har med din magi." Var det så skræmmende og farligt at tro, at de kunne hjælpe hinanden lidt?

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Theodore en mand, der havde gjort meget for Jarniqa. Det var også af den årsag, at hun følte sig så såret. Knust havde hun jo følt sig, som han havde angrebet hende, hvor følelserne havde været værre end det brækkede ribben. Som forventet lignede det dog ikke, at han kunne forstå det. ”Hvad du gjorde var at dolke mig i ryggen! Ønsker du det i retur?” spurgte hun skarpt. Meget havde han dog givet hende inden da, som han havde givet hende et sted at bo. En seng og fast føde hver dag. Derudover havde han lært hende i magi, hvor det hun kunne kontrollere nu var grundet ham. Dog fyldte hendes følelser stadig det mere. Blikket holdt hun igen bare fastlåst på Lucifer, som Theodore forsøgte at forsikre hende om, at han ikke ønskede hende noget ond. Ville hun blot være en naiv lille pige igen, hvis hun troede ham? Det havde hun jo været sidst.. Hvorfor skulle han dog også komme tilbage og gøre det så pokkers svært for hende? ”Bare indrøm, at du ikke har nogen..,” sagde hun kort for hovedet. Theodore var ej heller en mand med venner. Han var derimod en mand med forretningsbekendtskaber. Det var vel også, hvad hans egen familie var.. En forretning. Tænderne bed hun sammen, som han blev ved med at tale. Skulle hun bare gøre det? Altså, hjælpe ham? Nysgerrig var hun jo.. Derudover følte hun også et savn til ham. Hun tog en dyb indånding. ”Hvad foregår der i dit hoved?” spurgte hun kortfattet. Ej så hun på ham, men det at hun stillede spørgsmålet betød alligevel, at hun var villig til at høre mere og gøre lidt om end. Var hun mon bare dum, fordi hun havde det sådan?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ville ikke just sige, at han havde dolket Jarniqa i ryggen, selvom det måske var sådan at hun følte det. Han følte det derimod omvendt. Nu hvor han tænkte tilbage på det, og rent faktisk gjorde sig tanker om det. Så var det svært, ikke bare at bide sig fast i det. Hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det også bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. "Jeg hverken kunne eller ønskede at tænke over det, på daværende tidspunkt. Jeg beklager, hvis det er således, du har oprettet det." Selvom hun i øjeblikket havde større fokus på manden, hvis hoved måtte ligge placeret i hendes skød, var det bare heller ikke noget, som han kunne gøre det største ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Manden ville uden tvivl afholde ham fra, at snakke med Jarniqa, og han havde gjort sig nok til grin i forvejen. "Jeg kunne have gået til mine sønner. Hvor jeg derimod valgte at søge hertil," fortalte han kort for hovedet. Sandt var det jo.. Mange havde han ikke omkring sig.
At hun alligevel viste sig villig til at lytte bare en smule, glædede Theodore et sted, selvom det ikke just var noget, som han gav udtryk for, på den måde, som man måske ville have ønsket, at han gjorde. Han stillede sig med armene korslagte. Ja, hvad foregik der i hans hoved? Kunne han forklare det, havde det nok været meget nemmere for ham. "Alt for meget.. Tanker.. følelser. Jeg kan græde, Jarniqa.." Det var det første han havde gjort, da han havde set Clemency ude af sengen, efter et længere sygdomsforløb. Han havde grædt.. Af.. lettelse? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det!

[Jarniqa Dynithril]

”Men det er sådan, at jeg føler det,” sagde Jarniqa direkte, uden hun kunne lade være med at blive forundret over, at han rent faktisk undskyldte til hende. Det var ikke just ventet, da han aldrig før havde undskyldt sig. I hvert fald ikke overfor hende.. Så var der virkelig noget om snakken, når han sagde, at han var en forandret mand? En følelsesmæssig mand? Et sted kunne man kun håbe på det, da det oprigtigt havde tæret på hende, hvad der havde endt mellem de to. Af betydning havde han dog også været for hende, og derfor var det også kun forståeligt. Da Theodore nævnte, at han kunne have gået til sine sønner, måtte hun holde en latter inde. Meget bekendt var ingen af dem meget for deres egen fader. ”Af hvad jeg har hørt, har du ikke et rosenrødt forhold til nogen af dem,” sagde hun ærligt. Ej ville hun sige, at hun vidste, at det var således, da han jo ikke vidste, at hun havde haft en privat samtale med nogen af hans sønner. Derfor sagde hun det i stedet, som havde det været et rygte.. Kunne man et sted sige, at hun havde haft et bedre forhold til Theodore, end hvad hans egne sønner havde haft? På sin vis kunne man vel se sig beæret over det? Hun var nemlig valgt, frem for en selvfølge, som børn jo var. At Theodore derfra fortalte hende om noget af al det, som han nu kunne føle, måtte hun rynke på brynene. Han kunne græde? Altså.. så havde han grædt. Var det så underligt, at hun havde svært ved at se det for sig? Manden med stenansigtet, og så med tårer ned ad kinderne? ”Og hvad ønsker du helt præcist af mig?” endte hun med at spørge ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Hvilket jeg beklager," sagde Theodore direkte, som an endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han kunne jo heller ikke ligefrem undgå det, kunne man jo sige. Selvom han ikke var meget for at indrømme det, måtte han jo bare erkende, at han havde brug for denne hjælp. Ikke en, som han ønskede at søge ved sine sønner, selvom han vidste, at han kunne. Samuel ville nok gerne.. Sephiran derimod, ville grine ham direkte op i hovedet, om han stod på hans dør og bad om hjælp, hvilket heller ikke ligefrem faldt i hans gode smag. Særligt, når det var på denne her måde! Han lod hovedet søge på sned. "Men dog kunne jeg søge til dem, om jeg ønskede det," sagde han med en kortfattet stemme. End ikke det, var noget som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. Han rystede kort på hovedet. Nej, man kunne ikke sige, at han havde været særlig heldig med tilværelsen, go særligt ikke nu, hvor han så desperat havde brug for det faktisk. Det var virkelig... irriterende! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Hvad han ville have hendes hjælp til? Var det ikke lidt åbenlyst? "Jeg har brug for at forstå.. Jeg har brug for at få mig et liv, hvor jeg kan styre og kontrollere, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg kan ikke gøre det selv," sagde han med en direkte stemme. Han havde brug for en, der var i meget nær kontakt med sine følelser - Han havde brug for Jarniqa!

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det igen at høre, at Theodore beklagede sig over for Jarniqa. Dog måtte hun sige, at hun nød det, for … han mente det vel? Gjorde han ikke? Eller håbede hun bare på, at han mente det? Burde hun egentligt helst ønske, at han ønskede hende ondt, da han jo tidligere havde vist sig at være en farlig mand for hende? Svært var det.. Også særligt fordi, at det var så få personer, som hun havde valgt at knytte sig til, og nu tilbød en af de personer at komme tilbage i hendes liv igen. ”Hvis du siger det..,” sagde hun kort for hovedet, som han fastholdt, at hans sønner ville have hjulpet ham. Det var dog ikke noget, som hun troede videre på. Ikke når at Sephiran tilkendegav, at han intet havde imod at se sin fader i graven, og Samuel.. Ja, Samuel havde vel bare ret og sagt intet med sin fader? Blidt strøg hun Lucifer over kinden, alt imens hun hørte, hvad Theodore helt specifikt ønskede af hende. Med andre ord, havde han virkelig fået nogle følelser. Langt om længe lod hun de klare smaragdgrønne øjne falde på hans skikkelse. ”Hvorfor ikke bede Clemency om det? Hun er jo din hustru.. eller passer I ikke sammen efter, at du er begyndt at føle?” endte hun med at spørge. Underligt fandt hun det, at han ikke havde søgt sin hustru. Hun var vel ellevild over, at hendes mand endelig havde et hjerte? Eller kunne de bare ikke få det til at fungere efter, at det var blevet sådan? Hvordan var det i det hele taget blevet sådan? Var han blevet ramt af et lyn, hvilket havde fået det til at slå klik i ham? Det var vel det mest sandsynlige? ”Men hvis jeg skal hjælpe dig, må jeg vide i hvilke tilfælde du reagere med visse følelser.. Dog må jeg sige, at du ikke nødvendigvis kan styre det, da følelser er følelser. De kommer bare, når situationen gør det ene eller det andet ved dig,” sagde hun ærligt, inden hun tilføjede. ”Men hvordan ønsker du at gøre det? Du kan ikke vise dig på slottet.. Folk kan ikke se os sammen.. Jeg kan ikke forlade landet her.. og jeg er væk så snart, at min opgave her er løst.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ville ikke sige ting, som han ikke mente. Der var vel egentlig bare sket frygtelig meget i hans liv, som gjorde, at han gjorde det alligevel? Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun sad der, og strøg manden over kinden. Endnu ikke i stand til at vågne, uden at Theodore slap den kontrol over ham. Et sted måtte han jo erkende, at han levede lidt højt på det, og særligt, hvis han fik Jarniqa med på at skulle hjælpe ham. Han have sine sønner... ganske vidst, også selvom han vidste at han i det henseende, ikke ville kunne stole på Sephiran, og Samuel var bange for ham. Det var i hvert fald gået op for ham efterfølgende. Han blev stående. "Det kommer for nært," sagde han med en ærlig stemme. Det var hårdt at indrømme, men det var derimod også bare en kendsgerning. Clemency kunne, men havde alt for store forventninger til hvad han kunne, på alt for kort tid, og det vidste han i forvejen godt, at han ikke kunne imødekomme. Derfor var det bare.. dejlig nemt, at tage afstand til hende, og søge hjælpen et andet steds.
Kort rystede Theodore på hovedet. Han ville ønske, at han kunne fortælle hende det, men det kunne han ikke. I forvejen, var det ikke mange situationer han havde stået i, efter at han havde fået den del af sjælen igen. Han sukkede let. Han vidste det jo for pokker ikke! "Jeg ved det ikke, før jeg står i situationerne.. Så mange har jeg heller ikke været placeret i, siden det skete," pointerede han ærligt. Han havde ikke været ude i særlig mange ting, fordi at han ikke kunne overkomme det. Han havde alle de ting i hovedet, og dette var ikke noget undtag. "Jeg gik heller ikke ud fra, at du var her på permanent basis. Hjælp mig med hvad du kan.. Så må jeg finde ud af resten efterfølgende," sagde han endeligt. Han kunne tilsyneladende ikke lægge sig op mod hende, til han forstod det.

[Jarniqa Dynithril]

At familien kom for nært til, at han ønskede hjælp fra dem, forstod Jarniqa ikke just. Selv tænkte hun jo, at det måtte være skønt at være omkring familien, hvis man følte for dem, og brød sig om dem. Særligt hans hustru måtte vel også ønske at være ham nær? Hun havde vel længtes efter en dag som denne, hvis hun endda i det hele taget havde turdet håbe på det? ”Hvis du ønsker min hjælp, er du nødt til at fortælle mig, hvordan din krop umiddelbart reagerede i en bestemt situation. Jeg kan ikke forklare dig, hvad der skete, hvis ikke jeg kender scenariet for det,” sagde hun ærligt, som han var nødt til at åbne sig op for hende. Blikket holdt hun endnu på ham, men hendes plads forblev ved Lucifer. Hun kunne nemlig ikke få sig selv til at vende ryggen til ham i den tid, hvor han befandt sig i dette stadie. Hun elskede ham, og derfor bekymrede hun sig også for ham. ”Jeg vil hjælpe dig så længe, at jeg er her.. og i retur vil du vise mig og lære mig nogle nye besværgelser,” endte hun bestemt med at sige. Hun kunne jo ligeså godt sikre sig, at hun fik noget i gengæld, når nu hun indvilligede i at hjælpe ham. Man kunne vel også et sted sige, at det var et plaster på såret for, at han havde brækket hendes ribben? At han så styrkede hende magisk i retur? Det var jo, hvad hun ønskede.. At være en god magiker, selvom hun kun var det halvt. Frustrerende var det også at føle, at hun havde styr på sin ene race, men ikke den anden. Gevaldigt bedre var hun dog blevet efter, at hun havde mødt Theodore og boet med ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var måske en meget alternativ måde, Theodore valgte at reagere, men familien og særligt Clemency, var at komme alt for nær. Han ville jo heller ikke skuffe.. Nu vidste han jo, hvad det betød. Han havde fældet tårer for hende, da han havde set hende ude af sengen.. Alt var så nyt for ham! Han kunne ikke finde ud af alt det her! Han rystede kort på hovedet igen, inden han hævede hænderne, og lagde dem mod sine tindinger igen. Det gav ham hovedpine, at tænke så meget, og særligt fordi, at han ikke kunne sortere i det! "Jeg skal forsøge, at gøre det så godt, som det nu er mig muligt," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var faktisk ikke fordi at det var nemt for ham. Tvært imod.
Lucifer blev endnu blot liggende. Theodore skulle nok sikre sig, at manden ville vågne igen, når de var blevet enige, og han ville søge derfra. Det var heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at bruge hundrede år på dette. Han lod hovedet søge på sned. "Om du hjælper mig, så hjælper jeg dig," medstemte han. Magien havde hun brug for at få kontrol på, og han skulle uden tvivl have styr på det, som foregik i hans hoved. Måske at dette var en måde, hvorpå at de kunne redde det, som de engang havde haft. Et temmelig godt forhold faktisk.

[Jarniqa Dynithril]

Selv ville Jarniqa forsøge at hjælpe Theodore. Om det ville blive let eller ej, vidste hun dog ikke, for hun havde jo aldrig hørt om en voksen person, der skulle have hjælp til at tolke, hvad han følte. Det var jo noget, som man normalt set voksede op med. Gad vide, hvordan han havde det med det faktum, at de rev sjælene væk fra deres drengebørn, når nu han selv kunne føle? Tænkte han endnu, at det bare var en tradition, eller begyndte han at trække i land? ”Godt,” endte hun roligt med at sige. Både som han sagde, at han ville gøre sit bedste, og som han erkendte, at han i retur ville hjælpe hende. Forhåbentligt kunne den plan ikke slå fejl..? Eller var hun bare naiv igen? Selv håbede hun ikke på det sidste, men det var vel også kun med til at gøre det det værre? Hun ønskede måske for meget, at det var, som hun ville have det? ”Hvordan skete det? Hvordan genvandt du noget af din sjæl?” spurgte hun nysgerrigt, som det jo var interessant for hende at høre. Særligt fordi, at hun umiddelbart ikke havde troet, at det var muligt. Hvordan man fik den tilbage, vidste hun derfor heller ikke. Det var også af den årsag, at hun indtil videre holdt fast i sin lyn-teori.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ville gerne hjælpe hende i retur, hvis han selv fik noget igen, og det var det som passede ham fint. Han ville heller ikke have noget imod, at komme lidt igang igen, for det havde han faktisk ikke været, siden han havde huset hende sidst, så det var jo efterhånden ved at være lang tid siden.
Skulle han fortælle hvordan og hvorledes? Han forstod jo heller ikke rigtigt, hvordan.. eller hvorfor, at det var sket, men det var jo nu og da, sket alligevel. "Clemency har ligget dødssyg i sengen.. Det ramte som lynet fra en klar himmel," fortalte han direkte. Han havde endnu ikke helt forståelsen for hvorfor det var sket, men han kunne da gætte sig til, at det måtte have noget med Clemency at gøre.. Var det sådan, at være bekymret for et andet individ? Som det hun følte overfor Lucifer i øjeblikket, fordi at han bare lå der med hovedet hvilende i hendes skød, uden selv at kunne vågne eller noget som helst. Han betragtede dem begge. Hun måtte da uden tvivl være glad for manden. Hvorfor skulle hun ellers sidde der med ham? "Jeg vil give lyd fra mig, når der er tid," sagde han blot. Han forstod, at de ikke kunne ses sammen, og at han nok heller ikke burde opsøge hende på slottet, uden at folk ville begynde at stille spørgsmål. Særligt fordi, at han i forvejen, var blevet drevet bort fra landet her.

[Jarniqa Dynithril]

Det at høre, at det var et sygdomsforløb fra Clemencys side, der havde vendt op og ned på Theodores liv, fik hende til at tænke en ting. Kærlighed. Det måtte være kærligheden til hans hustru, der havde lykkedes at slå igennem i nødens stund. At kærlighed var en stærk følelse, vidste hun skam godt fra sig selv, men at det ligefrem kunne give en ens sjæl tilbage, havde hun ikke just overvejet. Vidste Theodore det overhovedet selv? Vidste han, at det han følte var kærlighed til sin hustru? Som hun elskede Lucifer.. Man kunne vel næsten sige, at han havde fået sin sjæl tilbage, da han havde troet, at han skulle miste sin hustru, og at hun havde fundet styrken i sin magi, som hun havde troet, at hun skulle miste værge? ”Kærlighed,” endte hun med at sige, hvor klicheagtigt det end måtte lyde. ”Selv uden en sjæl måtte der være noget skjult i dig der elskede din hustru.. Noget der kom frem, som du frygtede at miste hende.” Det var vel sådan, at det var? Det var om end sådan, at hun lagde det sammen. Chokerende var det dog stadig, som hun stadig skulle vænne sig til tanken om, at det havde været en mulighed for ham. Tænk engang.. Og kærlighed? Ja, det lød vel så rosenrødt, som det overhovedet kunne blive. Dog var det sådan, at det var. Som Theodore dernæst sagde, at han ville kalde, når deres træning begyndte, nikkede hun svagt med hovedet. Tænk engang, at hun skulle til at lære ham noget! Var det mon en ære, at hun var blevet valgt? ”Nuvel,” sagde hun stilfærdigt. Var det det? Ville han gå for nu? Ville Lucifer så vågne op igen? Hvilken forklaring skulle hun give ham?