Just you and me now

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Det var skumringens tid, og mørket var ved at lægge sig over den store himmel. Livet på slottet, havde Lucifer svært ved at forholde sig til, og derfor var det bare rart, at komme ud og trække noget luft! Nu havde han desuden hørt mange snakke godt om Parken her, og derfor var det vel også bare på sin plads, at få lov til at se den?
Selvom det naturligvis var en stor glæde, at vandre rundt om Jarniqa, så var det bare ikke det samme. Et sted, var han vel skuffet over, at deres tur var spoleret og ødelagt? Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Han forstod at hun ville have et forhold til sin moder, men krævede det ikke, at kvinden var til stede? I aften havde han bedt hende om at møde ham her. De havde brug for noget tid alene, og at komme ud, var vel en måde at gøre det på, uden at vagter, soldater og tjenestefolk, skulle være over det hele, og hele tiden? Det var jo til at blive sindssyg af!
Lucifer begav sig hen til det sted, hvor han havde bedt hende om at møde ham, hvor han så igen stoppede op. Vinden blæste en anelse køligt, selvom det nu heller ikke var noget som han tog særligt tungt. Man var vel ikke ild- og isdæmon for ingenting. Her når det var mørkt, havde han samtidig erfaret, at der ikke var særlig mange mennesker ude, hvilket også var noget, som passede ham mere end fint. For nu, ville han bare gerne være sammen med Jarniqa selv.. Sin.. kæreste vel? Han vidste det ikke, for det havde de aldrig rigtigt fundet ud af. Intet var officielt i hvert fald. Endnu. Armene lagde han over kors, som han så sig rundt. Ingen Jarniqa så langt.. Mon ikke hun ville komme?

[Jarniqa Dynithril]

Ud og mødes med Lucifer skulle Jarniqa og det var noget, som hun på alle måder havde set frem til! Ganske vidst så hun ham til dagligt, som de spiste sammen og delte værelse, men stadig var der intet som at komme helt væk og bare nyde tiden sammen. Sværere var det trods alt blevet siden, at de var blevet slæbt tilbage til Neutranium, hvor hun var blevet bedt om at passe tronen. Noget, som hun umiddelbart ikke jublede over, men som hun gjorde, da hun håbede, at det ville få hendes moder til at se hende med andre øjne. Dog var der sket noget i tronsalen, som alligevel havde formået at ryste hende og gøre hende utilpas.. Det var nemlig nu en dag siden, at Theodore havde kommet til hende til audiens. Noget der på sin vis hverken havde gået skidt eller godt. Han havde nemlig intet gjort hende, men samtidig havde han aldrig fortalt hende, hvad han ønskede med sit visit. En knugende følelse havde det skabt i hende, men selv havde hun prøvet at skubbe det bort. Hun ønskede nemlig ikke at belemre nogen med, hvad der var sket, ligesom hun også selv blot ønskede at glemme det.
Ned ad en af stierne bevægede Jarniqa sig, som Lucifer havde bedt hende om at møde op i parken. Selv efterlod det hende med sommerfugle i maven. Både fordi, at hun blot glædede sig til at tilbringe tiden med ham og fordi, at hun mindedes, hvordan de havde fundet hinanden, sidst de havde været her sammen. Det var trods alt her, at hun havde sandet, at der alligevel var noget ufornægteligt mellem dem. Smilet trak hun på, som hun så Lucifer.. eller rettere sagt hans ryg. I løb måtte hun sætte, hvor hun bevægede sig let og elegant takket være elveren i hende. Hendes røde kjole og ravnsorte hår blafrede let i vinden, indtil hun bagfra måtte slå armene om ham. ”Har du savnet mig?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Afventende, stod Lucifer og ventede på at Jarniqa ville komme. Selv måtte han erkende, at han glædede sig til noget tid alene med hende, uden at der var tjenere, soldater og vagter, for ikke at glemme, Salvatore over det hele! Han havde brug for det pusterum, og særligt fordi, at man nu ikke kunne sige, at han var vant til at have mange mennesker omkring sig på den måde. Hun var rigeligt for ham, og det eneste, som han egentlig ønskede i denne tid. Endnu var det ukendt for ham, hvad de egentlig var, men en ting var sikkert: Hun var den kvinde i hans liv, som han vægtede den største betydning, og det, selv på trods af, at hun ikke var nogen dæmon.
At hun kom mod ham bagfra, var ikke noget som han bed sig mærke i, før hun slog armene omkring ham. Et chok fik ham uden tvivl, da hans krop måtte gøre et kæmpe spjæt! Han trak på smilebåndet.. Det var Jarniqa. Den stemme, kunne han da genkende overalt! "Du burde vide bedre, end at komme snigende på den måde!" begyndte han anklagende, inden han tog omkring hendes hænder, så han kunne løsne hendes greb, kun for derefter at vende sig mod hende i stedet for. Han sendte hende et kort smil. Han havde savnet hende. Det havde han stort set gjort, siden de var kommet hertil! Hovedet lod han søge let på sned. "Du kan tro, at jeg har set frem til det her.. Bare lidt tid dig og mig," endte han. Parken var ganske vidst ikke det eventyr, som de havde været på vej ud på, men mon ikke, at han også overlevede det? Han håbede i hvert fald, at de kunne få en god aften ud af det her! Hvilket de uden tvivl begge to, måtte have brug for efterhånden.. Ingen øjne i nakken og ingen forpligtelser. Udover dem, som de jo naturligvis havde til hinanden. 

[Jarniqa Dynithril]

Glædeligt måtte Jarniqa slippe en latter, som hun slyngede armene om Lucifer, og som han nærmest hoppede op. Det var uden tvivl god humor! Med fuldt overlæg havde hun nu også gjort det, som hun vidste, hvor stille hun kunne være grundet sin race. Morende trak hun på smilebåndet. ”Hvorfor? Jeg nyder at se dig springe omkring som en lille pige,” sagde hun drillende, imens hun mærkede, hvordan han tog om hendes hænder. Ej stred hun imod, som han løsnede dem, så han kunne vende sig, så de i stedet stod front mod front. Det var trods alt således, at det skulle være. Halsen strakte hun, så hun kunne stjæle et kys fra hans læber. Hvor hun nød det! Særligt det faktum, at de ikke havde ti øjne i nakken, og hvisken i ørerne, som hun gjorde det. Besynderligt var det uden tvivl at være så offentlig, og derfor passede det hende udmærket, at de nu havde tiden for dem selv. Hun smilede til ham. ”Ingen tjenere.. Ingen Salvatore.. Bare dig og mig. Præcis som det skal være,” lød det roligt fra hende. Perfekt var det. Også i hendes optik. Lucifer var trods alt også den eneste person, som hun hundred procent selv havde valgt, og derfor ønskede hun naturligvis også at være med ham. Armene holdt hun trygt om hans krop. Hun nød at være ham så tæt. Selvom nu hvor, at der ikke var nogen der stillede spørgsmålstegn omkring det. ”Har du planlagt noget bestemt for i aften? At vi bare skal gå rundt?” spurgte hun nysgerrigt, inden hun fik et kækt glimt i øjnene. ”Eller skal vi bare stå her og kysse og holde om hinanden?” Ikke, at hun havde noget imod nogen af tingene, da de alle forekom hende fantastisk! Hun ønskede blot at være med ham og alene.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At dette var noget, som bragte Jarniqa en glæde i livet, forstod Lucifer da tydeligt på, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede smilende på hovedet, som han vendte sig mod hendes skikkelse igen. Han skulede let drillende mod hende. Nu hvor han endelig havde hende alene, så havde han bestemt ikke tænkt sig, at gå rundt og være sur. Det var, hvad han ville kalde for spild af tid. "Du har da din egen private fest.. Ikke sandt?" endte han med et tydeligt smil på læben. Han var glad lige nu. Det var i hvert fald noget, der tydeligt kunne mærkes.
Han havde hende denne gang alene, hvilket han uden tvivl også havde tænkt sig at nyde, mens de nu havde muligheden for at gøre det. Han rystede på hovedet, inden han mere end glædeligt tog imod hendes kys, for følelsen alene, var helt igennem fantastisk! "Præcis som det skal være," sagde han med et tilfredst smil på læben, inden han hævede hånden og strøg den over hendes kind. Umiddelbart havde han ikke rigtigt nogen planer om noget som helst. Andet end at nyde tiden med hende, hvilket skam også var, hvad han havde tænkt sig at gøre, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. "Jeg tænkte bare følelsen lidt af, hvor vi slap? Natur.. træer.. ugler og dyr.. ganske vidst uden telt," pointerede han let, som han denne gang tog omkring hendes hånd. Han førte hende roligt med sig. Han ville jo bare gerne have hende med sig, og vide, at han denne gang, var den, som havde hende lidt for sig selv. Uden at have hundrede øjne i nakken konstant.

[Jarniqa Dynithril]

Glad og fri måtte Jarniqa helt føle sig, som hun ikke længere var inden for slottets kvælende mure, men derimod ude i det fri og med den mand, som hun elskede. Derfor havde hun klart en fest! Lucifer var vel også glad for, at de endelig var lidt væk igen? Hun vidste jo, at han ikke havde eksploderet af glæde, som det var blevet en kendsgerning, at de skulle sætte deres rejse på hold. ”Jeg nyder blot livets små glæder,” sagde hun med et smil på læben. Kort måtte hun lade øjnene synke i, som hun mærkede hans blide kærtegn over sin kind. Selv savnede hun uden tvivl, at de kunne gøre al den slags, når end de ville. De kunne selvfølgelig godt gøre det på slottet, men når de gjorde det, var det med ti øjne på sig, og selvom hun elskede Lucifer og ikke skammede sig over ham, følte hun alligevel lige pludselig, at hun kunne tænke sig det det mere privat. Hun tog ham igen i blik med de smaragdgrønne øjne. Hun trak på smilet. ”Det lyder helt perfekt,” sagde hun ærligt. Armene løsnede hun om hans krop, som han valgte at tage om hendes hånd og føre hende af sted. Selv nød hun følelsen ubeskriveligt meget, men dog kunne hun ikke fortælle ham, hvor meget hun egentligt savnede det. Hvis hun hentydede det mindste til, at hun ikke var vild med at være på slottet, ville han nemlig straks sige, at de kunne tage af sted lige nu og her.. og det gik jo ikke. Selvom det ej passede hende at være her, var hun her nemlig for sin moders skyld. Noget hun vægtede utroligt højt. Fingrene spredte hun en anelse, så hun kunne flette dem ind i hans. ”Fortæl mig, hvad du har brugt dagen på,” opfordrede hun ham nysgerrigt. Selv havde hun jo bare siddet i tronsalen, og det var noget, som han ikke kunne være en del af. Ikke så længe, at han ikke havde en status i landet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Livet på slottet, var på ingen måder et liv, som Lucifer fandt særlig tiltalende. Selv ønskede han blot at leve et liv, og gerne med kvinde, som han elskede ved sin side. Bedre end det, kunne det nemlig ikke blive, og det var også således, at han måtte se på tingene. Nu havde de endelig tiden til det, uden at halve slottet skulle følge med. Frustrerende var det nemlig at vide, at alle skulle følge med i alt hvad der foregik, og det var noget, som uden tvivl irriterede ham grænseløst! "Du nyder det en kende for meget på min bekostning, må jeg sige," pointerede han let for sig selv, som han igen let blinkede til hende.
For nu handlede det om at nyde hinanden, og det var det eneste, som Lucifer havde i hovedet. Han ville være ammen med den kvinde, som han elskede, og uden at alle skulle følge med i hver en handling, og hvert et skridt som han tog. Jarniqa var nemlig mere end landets prinsesse for ham, hvilket også var det, som han ønskede at vise hende. Hun var nemlig den kvinde, som han havde nærmest. Og hvad han havde brugt dagen på? "Holde mig selv i skindet, for ikke at flå de vagter, som følger hver et skridt jeg foretager mig," pointerede han. Han følte sig virkelig overvåget... konstant overvåget på slottet! Derfor så han uden tvivl frem til, at Denjarna og det store firben kom hjem igen, så de kunne tage videre. Han ønskede nemlig ikke at blive her i Manjarno mere, end hvad han ellers fandt nødvendigt. For nu, så gjorde han det jo udelukkende for hendes skyld, hvor det derimod, hvis det havde stået til ham, så havde de allerede nu taget turen langt herfra, og lagt Manjarno bag sig.

[Jarniqa Dynithril]

”Fortæller du mig nu, at du ikke værdsætter min glæde?” spurgte Jarniqa ham drillende. ”Det er da ikke pænt at tænke om den kvinde, som man lever med.” Selv morede hun sig allerede, som hun blot nød endelig at være alene med ham. Svært var det også for hende at være tilbage på slottet, da hun lige igen havde vænnet sig til at være fri, og kun omgivet af en person. Noget, som hun rent faktisk kunne lide, som hun altid havde nydt den frihed, som hun havde været omgivet af. Hun var nemlig ikke født inde på slottet, men derimod i Paggeija helt borte fra civilisationen. Det var vel også, hvad hun et sted ønskede sig tilbage til? Et godt liv, hvor hun kunne gøre, hvad hun ville, og hvor hun ikke var en betydningsfuld prinsesse? Hun var jo end ikke opvokset med ideen om at være prinsesse! Svagt rystede hun på hovedet, som han sagde, at han skulle holde sig i skindet for ikke at flå de mange tjenestefolk. Smilet måtte hun dog også trække på. ”Lad mig gøre det godt for dig i aften, når vi kommer hjem.. Jeg skal nok sørge for, at du glemmer alle andre end mig,” sagde hun med et glimt i øjet. Selv vidste hun, hvor meget det pinte ham at være her, og for det måtte hun elske ham, som han gjorde det hele for hendes skyld. Tomlen strøg hun blidt hen over hans håndryg. Hun skulle nok få ham til at glemme det hele.. og mon ikke, at det samme ville ske for hende? Det var trods alt således, at det plejede at gå. Nu havde hun jo heller ikke længere sin ryg at tage højde for, som hun igen var fri til det hele nok engang!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Naturligvis.. Bare ikke når den går udover mig," pointerede Lucifer med et let smil på læben, da han heller ikke kunne lade være med det. Det var alt samme noget som hun vækkede i ham, for han kunne jo heller ikke lade være. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Så straf mig for det," opfordrede han med et næsten kækt smil på læben. Når han var sammen med hende alene, kunne han være sig selv. Her var der ikke alle de mennesker, som han samtidig skulle forholde sig til i løbet af en dag, og naturligvis kunne det da også godt mærkes, hvilket der ikke var nogen tvivl om, når det endelig skulle være.
Herude var de alene.. Selv Lucifer følte sig langt mere fri, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Bare at kunne more sig.. slappe af, og vide, at de var selv, uden at have hundrede øjne i nakken, var virkelig fantastisk! "Jeg begriber ikke, at du kan holde det ud," pointerede han let for sig selv, som han igen vendte blikket mod hende. Hun ville gøre det godt igen? Ikke at han havde noget imod det.. Han ville derimod elske det! "Og det vil jeg i så fald, også se frem til," sagde han med et let smil på læben, inden han førte hende med sig. Denne gang forlod han stien, for at føre hende ind mellem træerne, som stod tæt omkring dem. Bare det at have hende selv, var fantastisk og ikke mindst utrolig savnet, og det kunne også godt mærkes.
"I aften er det bare dig og mig," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være, nu hvor han havde muligheden, for at mærke hende helt tæt på sig.. som var de et par, hvilket de vel også var? Han ville bare gerne have hende lidt for sig selv. Og herude, var han af den overbevisning om, at han nok skulle kunne beskytte hende.

[Jarniqa Dynithril]

”At du er mit offer, skal kun glæde dig,” sagde Jarniqa drillende. At han så sagde, at hun måtte straffe ham for sin mening, fik hende til at smile. ”Det ville du jo kunne lide.” Roligt fortsatte hun af sted med ham, hvor hun egentligt bare gik. Gik uden at tænke, hvor de var, og hvor længe de ville bruge på det. Hun ønskede nemlig bare at nyde tiden med ham nu hvor, at hun måtte bruge størstedelen af sine dage på at sidde i tronsalen. Til at holde ud var det, men når hendes fader kom og forsøgte at belære hende med det ene og det andet, blev hun blot bitter. Svært havde hun det nemlig med den mand, skønt det var sjovt, da man vel kunne sige, at han prøvede mere end hvad hendes moder gjorde? Hun tog en indånding. Han begreb ikke, at hun kunne holde det ud? Sandheden var jo, at hun ikke nød det ligeså meget, som han gik og troede. Det ville han også vide, hvis han søgte ind i hendes hoved, men det havde hun dog forment ham adgang til. ”Jeg gør det for min moder.. Derudover ved jeg, at dette ikke er for evigt,” endte hun sandfærdigt med at sige. At han derimod kunne se frem til, hvad hun kunne gøre ved ham i soveværelset, fik hende til at trække på smilet. Det var ikke just fordi, at hun havde lært noget nyt, som hun jo kan havde lært det, som hun havde prøvet med ham. Dog mente hun stadig, at hun gjorde det godt. ”Det tvivler jeg end ikke på,” lød det morende fra hende. Blikket lod hun kort glide omkring, som han ledte hende væk fra stien og ud på græsset. Utroligt smukt var her nu. Særligt sådan som det hele måtte stå frodigt. Blidt klemte hun om hans hånd ved hans ord, alt imens hun smilede varmt. ”Det kan jeg lide at høre.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det er også gengældt, kæreste," pointerede Lucifer med et morende smil på læben. Han havde intet imod, at være fanget i hendes spind, som det også var gengældt. Sjovt var det egentlig at tænke på, hvordan deres forhold var begyndt, og hvordan det var endt. Så meget som hun havde hadet ham for hans flabethed og kækhed, og nu stod de her.. man kunne vel kalde dem for et par? "Jeg ville ikke brokke mig," tilføjede han let. Det var ikke fordi at han ikke havde noget imod, at dele de stunder med hende, bare det kunne gøres, uden at der var et hav af øre og øjne, der samtidig skulle hvile på dem.
At dette var for hendes moder, vidste han godt. Han undede hende det. Det var jo ikke just noget som han kunne. Han havde aldrig kendt sin, og den moder, som han kendte til, havde vendt ham ryggen. Det gjorde vel ondt på ham et sted? "Hvilket jeg ved, og som jeg forstår. Det ændrer dog ikke på, at jeg slet ikke kan forholde mig til det. Jeg er et vedhæng på dig, for dem, Jarniqa," pointerede han let. Tanken gjorde ham vred et sted. Han var ikke bare et vedhæng, som hang om hendes skuldre, men derimod et levende individ, som også skulle have sit at sige!
Lucifer førte hende med sig væk, hvor han førte hende med ind mellem træerne. Her ville han have hende alene, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Ganske vidst var de ikke alene i parken, men der var ingen vagter, soldater eller Salvatore. For ham, var det faktisk det vigtigste. "Godt," endte han med et glad smil på læben. Han førte hende mod en lysning. Han havde undersøgt lidt om dagen, når han havde mange kedsommelige timer, som han selv skulle slå ihjel i løbet af en dag.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert måtte Jarniqa smile. Hun nød uden tvivl, at det nu kunne være således mellem dem. Hun savnede nemlig, at det ikke kunne være således så ofte, som det blot havde været for nogle dage tilbage. Der havde det jo blot været dem, og hvad de ville. At han derfra måtte sige, at hun følte sig som et vedhæng, brød hun sig på ingen måde om! Det var jo ikke således, at det var! Det var måske således, at de så ham, men ej ønskede hun, at det skulle være således. Derfor endte hun også med at bremse deres gang, så hun kunne lægge den frie hånd om hans nakke, og på den måde tvinge hans læber ned til sine for at skænke ham et dybt og intenst kys. Hun brød det igen. ”Du kan aldrig blive et simpelt stykke vedhæng. Du er den jeg elsker. Den som jeg har valgt at leve mit liv med. Hvis de ikke kan se det, er de tåber,” sagde hun direkte, inden hun valgte at strække sin hals, så hun endnu engang kunne kysse hans læber. Selv var hun på ingen måde i tvivl om, hvad hun følte og mente. Igen måtte hun slippe hans læber, så hun nok engang kunne lade ham føre hende af sted. Ej var han et vedhæng, som han derimod var den mand, som hun havde valgt at dele sit liv med. Hvis de havde været gift, havde han vel også været prins af landet? Med ham fulgte hun, hvor hun først kiggede sig omkring, som de passerede en række træer, og dernæst som de bevægede sig ud til en lysning. Helt alene og fredfyldt måtte der være der.. Ingen tvivl var der om, at stedet ville være smukt, når solen stod på. ”Her er smukt.. Sikkert endnu smukkere når solen står på,” sagde hun ærligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Trist var det, at Lucifer blev betragtet som et vedhæng, for det gjorde han på stedet her, og det var virkelig en tanke som gjorde ham ondt. Det var det, som klart gjorde selv ham vred.. trist og ked af det.. Og fordi at han reagerede på den måde, så blev han også rasende over det. Han vendte sig mod hende, næsten forundret over, at hun stoppede ham. At hun lagde armene om hans nakke og kyssede ham, gjorde ham langt mere rolig, og kunne straks få ham til at tænke på helt andre ting. Han gengældte det, selv uden at tøve det mindste, for han elskede det.. og at høre hende sige, at hun elskede ham, var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han elskede at høre hende sige det. "Det kan de ikke.. Desværre. Jeg er der jo bare, og selv jeg hører hvad de hvisker i hjørnerne, og hvad der foregår i deres tanker og sind," pointerede han let, som hun jo vidste, at han kunne læse tanker, og han havde læst rigtig meget, som slet ikke var til gavn for ham i hvert fald.
Lucifer vidste godt, at han skilte sig rigtig meget ud fra mængden, og særligt, når det var på denne her måde. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han var træt af det.. Og han ville bare gerne have, at tingene skulle være, som de altid havde været! Han glædede sig faktisk til det. "Som jeg elsker dig," sagde han sandfærdigt. Sjovt at tænke på, at hvis de engang blev gift, at han rent faktisk ville tilegne sig titlen som prins af Manjarno. Det var egentlig underholdende. Selv nåede Lucifer ikke meget længere med hende, inden han stoppede op igen. Han blinkede let med øjnene, og hævede den ene hånd til hans hoved. ".. Jarniqa.." Med disse ord, vendte han blikket mod hende.. Dernæst vendte han det hvide ud af øjnene, faldt baglæns og direkte ned i græsset bag sig, hvor han blev liggende.

//Midlertidig out.

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom man ikke just kunne sige, at audiensen på slottet, havde gået, som Theodore gerne ville have den, så var det ikke ensbetydende med, at han opgav den snak med Jarniqa. På enehånd, ville han nemlig gerne have hende, hvor det blot krævede, at hun gav ham muligheden for det.
Efter at have holdt øje med hende på slottet, havde han også set, at hun var taget derfra. Dertil havde han heller ikke tøvet med at søge efter hende. Han ville snakke med hende, og hvis dette var muligheden for at få hende alene, så passede det ham mere end fint. Afstand havde han derfor holdt til hende, som han havde fulgt hende, såvel som den unge mands færd igennem parken. En enkelt mand, kunne han styre og kontrollere, som han ville, og det var skam også hvad han havde tænkt sig.
Ved hjælp af sin magi, søgte han selv tæt ind i mandens hoved, hvor han.. nærmest bare slukkede ham, og så til, at mandenfaldt baglæns og direkte ned i jorden, hvor han blev liggende. Om han havde slået hovedet eller andet undervejs, var han egentlig ligeglad med. Det var nu, at han havde fundet muligheden for, at få tingene, som han gerne ville have dem. Han trådte med rolige skridt igennem skoven, hvor han denne gang kom frem i lysningen, hvor Lucifer lå på jorden, uden at vise tegn til at røre sig. Kun en svag vejrtrækning, viste at manden i det hele taget var i live. Han stoppede op. "Det tog sin tid," kommenterede han blot. Måske at hun ville lytte til ham nu?

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det uden tvivl på Jarniqa at høre, at Lucifer ej følte sig tilpas på slottet grundet tjenestestablen. Selv vidste hun, at han ikke var der af sin gode vilje, og derfor skulle tjenestestablen bestemt ikke gøre det værre for ham! Burde hun mon tage en snak med dem? Ville det hjælpe? Bedre til at tale i forsamlinger var hun jo blevet efter, at hun havde ledt en modstandsbevægelse og siddet på tronen i landet. Dog måtte det stadig føles grænseoverskridende.. Hun bed sig selv i læben. ”Hvad hører du da?” spurgte hun stille. Hvad der derfra hændte, kunne hun bestemt ikke have set komme! Blikket vendte hun roligt imod ham, som han sagde hendes navn, hvor hun roligt sagde, ”..ja?” Chokeret måtte hun dog spærre øjnene op, som det hele gik hurtigt derfra! Først, at han vendte de hvide ud af øjnene, og dernæst at han væltede omkuld. ”Lucifer!” skreg hun forfærdet, inden hun kluntet måtte forsøge at gribe ham. Frygteligt tung var han dog, og derfor endte hun halvt oven på ham, som han styrtede direkte ned i græsset. Hvad foregik der?! Havde han været syg, uden at fortælle hende det? Han kunne vel ikke være … død? Panisk slog hendes hjerte, hvor hun skrækslagen måtte lægge hånden mod hans kind. Han trak vejret langsomt.. Det kunne hun nu se. Rædselsslagen var hun dog endnu, og som hun pludselig hørte Theodores stemme, måtte hun mærke, hvordan det hele måtte fryse til is inden i hende. ”HVAD HAR DU GJORT VED HAM?!” skreg hun, som hun lynende måtte vende sit smaragdgrønne blik imod Theodore. Hvilken psykopat han var! Altfortærende syntes hendes bekymring og vrede at være, og derfor lod hun det nu gå ud over synderen. Som hun skreg op, krakelerede jorden alt imens omkring og under Theodore, alt imens et lyn sågar måtte slå ned.