It's all going to change

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At være så vred, var slet ikke noget som Gabriel kunne styre eller kontrollere mere, og det kunne uden tvivl godt mærkes, hvilket han nu heller ikke lagde skjul på. Overhovedet faktisk. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun igen spyttede blod ud på jorden. Han burde slet ikke føle den tilfredsstillelse, ved at se det, men det var det, som han følte lige nu, og det var bestemt ikke noget, som han kunne gøre noget ved!
Han advarede hende, fordi at han ikke ville have hende tæt på! Det var det sidste, som han ville have, og særligt, som det var lige i øjeblikket. "Hvem pokker tror du, at jeg advarer?!" hvæsede han denne gang med en fast tone, som han fast og vredt, vendte blikket mod hende igen. At hun så var den, der søgte tættere på ham, og faktisk.. tog fat i ham, og kyssede ham, fik ham for alvor til at se rødt. I første omgang, stod han fuldkommen stiv, næsten af chok! Frem til at det var væmmelsen, som straks måtte skylle ind over ham.
Gabriel endte fast med at tage fat i hende. Den vrede, som han følte, var så svær for ham, at kontrollere i øjeblikket, at han slet ikke kunne forholde sig rationelt!
"Hold dig langt væk fra mig!" brølede han nærmest, idet at han tog fat om hende, inden han bare.. kastede hvad han kunne, for at kaste hende over kanten. Han var så vred, at han nærmest følte, for at lade tårerne falde.. bare lukke det hele ud!

[Deleted]

Det var den perfekte reaktion, den eneste hun havde ventet, og det var virkelig hylende morsomt for hende, hun gav sig til at grine. At han faktisk måtte ende med at kaste hende ud over klippes kant, fik hende til at grine endnu mere, hun tog sig til maven som hun fløj ud over kanten. Luften føltes kold som hun faldt, vingerne havde hun ikke fremme endnu, hun nød hvordan hendes hjerte måtte advare om faren, men sindet fulgte ikke helt nok. Dog inden hun måtte ramme noget, lod hun vingerne folde ud og tage faldet for hende, som hun mærkede vinden hive i dem og føre hende kort op. Med et par ekstra slag, nåede hun op på klippen igen, dog uden at nærme sig ham helt.
"Det er ikke svært at finde mig, hvis man søger mig Gabriel. Nyd følelsen du sidder inde med, følelsen af næsten at have taget et liv." Kælen og vanvittig måtte hendes stemme næsten lyde, inden hun trådte tilbage og kastede sig bagover ud over klippen, for at søge tilbage til den gamle Imandra og hendes dejlige hjem. Der var store ting som ville ske, planer som skulle i gang sættes. Hun glædet sig til at se hvordan hans liv ville udfolde sig, når hun fik tiden, så ville hun vende tilbage, se hvor langt han var nået. Var han rent i lysets vej, ville hun nok tage ham med magt med sig hjem og få ham indskolet ordenligt. For nu, måtte hun vente, der var vigtigere ting end den ene lille mand! Selvom han førhen havde været en stor mand. Med vinden i håret, kjole og hår blafrende, og de bare tær vrikkende, fløj hun med fart og ynde væk fra klippen og væk fra ham.

//out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tanken om at have tæsket løs på Corina, og nu havde været så tæt på, at tage hendes liv, ved at kyle hende udover kanten, var næsten helt grotesk. Ikke at det var noget, som Gabriel kunne lægge skjul på, for tanken måtte han finde direkte skræmmende et eller andet sted, og det var slet ikke noget, som han kunne lide. Var det virkelig sådan her, at han skulle leve sit liv? Det håbede han da godt nok ikke, for det var virkelig ikke det værd! Det var jo slet ikke sådan, at han havde ønsket at skulle leve sit liv!
"LAD MIG VÆRE!" udbrød han med en fast stemme, som han så til, at hun kastede sig over klippekanten og bare fløj væk. Modet sank voldsomt i hans bryst, og det gjorde ham virkelig ked af det, og frustreret et eller andet sted, og han kunne slet ikke have, at det var således, at det skulle hænge sammen, for det var slet ikke sådan, at han havde tænkt sig, at leve sit liv. Ville han leve på kanten til at tage liv resten af sine dage? Ville han virkelig leve et liv, hvor det var sådan her, at han skulle leve og reagere? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem! Overhovedet faktisk.
Først længe efter at Corina var fløjet, søgte han i den modsatte retning. Ikke i hans liv, om han ønskede at opsøge den kvinde. Hun var da hvad der virkelig bragte ham sorg og frustration.. og han nærde på det.. Det var virkelig skrækkeligt!

//Out