It's all going to change

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Seraphina Samandria Sálacazar

---

Det var ved at være sent. Gabriel havde været igennem en kæmpe omvæltning i hans liv, og selvom han endnu tænkte meget på Silia, så var Denjarna en kæmpe trøst for ham i det henseende. Han var en forandret mand. En virkelig forandret mand, hvilket også havde sine fordele, som det kunne have sine ulemper. Det var i hvert fald således, at han selv måtte se på det.
Det blæste godt til aften, da Gabriel langt om længe, landede på den høje klippe. Her kunne han da bruge tiden på at tænke lidt? Lily var aldrig særlig langt væk, men lige nu, var det ham, som havde brug for lidt tid for sig selv. Det var i forvejen, ikke særlig ofte, at han fandt muligheden, for at gøre det, kunne man jo sige.
Vingerne var denne gang gået hen og blevet kulsorte, i takt med, at forvandlingen var gået mod sin ende, hvilket også kunne mærkes. De ting, som primært måtte følge med en dødsengel, som han nu var blevet, var han ved at vænne sig til. Mange af de tanker og følelser, som dukkede op fra tid til anden, var endnu nogen, som han måtte finde skræmmende.. Meget endda!

Vingerne måtte Gabriel derfor trække mere ind mod sin skikkelse, så han ikke blev gennemblæst, for det ønskede han heller ikke ligefrem. Han lod armene søge over kors, inden han bare.. satte sig ned. Efter han havde forladt Procias, var det vel for alvor gået op for ham, hvad det liv, egentlig havde kostet ham? Og samtidig givet ham? Grotesk som det end måtte lyde. Han slog de ting ud af hovedet igen. Silia kunne han lige så godt glemme. Hun var ham et overstået kapitel, og det var på tide, at han så frem i stedet for!

[Deleted]

Det havde været svært at søge bort fra Gabriel, for hun havde jo ville se den forvandling med egne øjne, havde Denjarna ikke været der, så havde hun skam taget det selv, men at komme på tværs af en dronning havde hun ikke ligefrem tænkt sig. Derfor havde hun forladt dem, hun havde da set noget af det, lidt på afstand, lidt tæt på, men hun var endnu nysgerrig, meget endda. Derfor var hun ikke taget hjem, nej hun havde søgt at være i nærheden, på god afstand naturligvis, men den skøre kælling havde bare ikke rigtig haft sluppet ham af syne før nu. Det var komisk at det lige måtte være deres gamle base han søgte til, eller nær det. Klippen han tog sin landing på, fik hende til at smile, hun søgte efter, og landede ikke langt fra ham, dog ganske lydløst og yndefuldt. Hun bar et corsage i sort læder, samt en lang mørkegrøn nederdel, fødderne var nøgne, den frihed elskede hun i den grad efter at være påtvunget latterlige sko og glæder igennem al verdens år. Vingerne smukke, søgte ind til kroppen, som han havde ladet sine gøre det samme. Hun trådte ganske roligt frem fra sine skygger, hun gled elegant ned ved hans side og sidde med et ballademager smil så glædeligt på de fyldige læber. Det lange sorte hår hang om hendes skuldre.
"De er virkelig blevet smukke." Bemærkede hun med smilet vedvarende, det falmede ej. Hendes lyde øjne søgte i hans retning, han var faktisk en flot mand, endnu flottere med helt sorte vinger denne gang. Fristet til at røre dem, lod hun dog den ene hånd hvile mod jorden som hun lænede sig mere i hans retning og støttede sig, mens benene kravlede lidt op langs hendes side. Så mange spørgsmål, hun havde, hun ville vide det hele og han slap ikke for at fortælle hende om det, så han kunne ligeså godt få det overstået.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tilværelsen med de mørke vinger, var Gabriel efterhånden ved at være vant til, selvom det havde været en kæmpe omvæltning for ham. Alt taget i betragtning, så var han efterhånden ved at acceptere hans nylige tilværelse. Lyden af en stemme, som dog lød ikke langt fra ham, var hvad der fik ham til at rejse sig med det samme. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Corina.. Naturligvis. Det var jo for pokker lige hvad der manglede lige nu! Denjarna havde ganske vidst fortalt ham, at han ikke kunne undgå det.. At han ikke kunne undgå den kvinde, som nu skulle tage pladsen, som hans leder, hvor han i forvejen havde valgt noget helt andet.. Været vant til noget helt andet.
"Der er intet smukt ved det her," bed han kort af hende. Han vidste, at han var nødt til at være hård, og at han måtte være bidsk, selvom det slet ikke var noget, der lå til ham, som den mand eller person, som han var, og naturligvis, var det også noget, som kunne mærkes i øjeblikket. Han knyttede næverne let. Hendes tilstedeværelse, var han i forvejen, slet ikke interesseret i, og særligt ikke, som det var på denne her måde. "Din tilstedeværelse, er ikke ønsket her.. Og himlen er stor nok til, at du kan tage hjem," tilføjede han med en kortfattet stemme. Han ville helst slet ikke have hende her!

[Deleted]

Så sky han måtte være, det fik hende til at grine, inden hun endte med at rejse sig, som hun søgte efter ham. Han slap langt fra let fra dette, det var uundgåeligt, og det måtte han indse før eller siden. Hun havde jo al den tid hun gad at benytte, og hun var desværre for ham, en meget tålmodig kvinde, eller, det ville sige, hun fandt på noget som var sjovt hvis han ikke endte med at give sig.
"Alt ved det er smukt! Du burde se at lære at omfavne det, i stedet for at støde det fra dig. Det er en ret så dejlig race faktisk." Pointerede hun med sit ballademagersmil, hun søgte hen mod ham, som hun endte med at studere ham oprejst, han var flot, specielt hans vinger bestemt. Hendes blik gled undersøgende op og ned af ham. Og uden at ligge det mindste skjul på det. Hun gled rundt om ham, inden hun valgte at stå stille igen.
"Sender du mig hjem? Åh, jeg tager ikke hjem før du fortæller mig hvordan det er, hvordan det føles, om du overhovedet har oplevet nydelse ved smerte og død endnu? Med mindre du er villig til at tage med, i så fald tager jeg afsted med det samme." Der var ingen hæmninger, intet låg, hun var i den ret en meget direkte kvinde, ikke synderligt fin som sådan, mere bestemt og viljestærk på sin vis. Hun var sig selv ingen anden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel følte sig slet ikke klar til at stå overfor Corina endnu, hvilket kun gjorde ondt værre, for han ville slet ikke have hende så tæt på! Ikke hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han selv ønskede blot, at finde sit standpunkt hvad angik dette, og nu hvor hun stod der, var det ikke just en nem opgave for ham. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Han følte sig næsten som en udstilling, sådan som hun kiggede på ham. Han fandt det faktisk ekstremt ubehageligt.
"Hvad jeg har oplevet, og hvad jeg ikke har oplevet, er ikke noget, som vedkommer dig, Corina. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du bare tager væk igen." Han vendte sig direkte mod hende, og med en fast mine. Hvordan kunne man være så fascineret af vinger, bare fordi at de var sorte? Det var bestemt ikke noget som Gabriel fandt nogen glæde ved. Han derimod, var mere bange for den udvikling, som det hele havde taget for ham, hvilket han bestemt ikke kunne lide!
Gabriel spændte i kroppen. Han havde ikke tænkt sig at tage med hende nogen steder hen! Ikke hvis det var noget, som han kunne blive fri for. "Jeg er lige hvor jeg vil være, kvinde af mørket.. Og det er bestemt ikke sammen med dig," bed han af hende. Han vidste, at han skulle være hård, og nu forsøgte han da!

[Deleted]

Ballademagersmilet måtte vokse, han var så fjendtlig og afvisende, det klædte ham nu meget godt, selvom hun nok ikke lige var kvinden han burde være det overfor. Hendes blik var bestemt beundrende, hun fandt det jo altid fascinerende at en engel måtte miste sine hvide vinger og få dem erstatte med smukke sorte.
"Jeg vil mene at som din leder, så vedkommer det mig faktisk." Lød det legende fra hende, som vanvidet måtte skinne i de smukke lyse øjne. Hun fugtede sine læber med tungespidsen, inden hun valgte at søge tættere på ham, han kunne prøve alt det han ville at skade hende, det ville kun vise sig at være rart for dem begge. Måske det faktisk var det hun skulle, tvinge ham til at gøre hende ondt så han kunne mærke hvor godt det føltes? Tanken var jo ligefrem fantastisk!
"Fortæl mig Gabriel, hvad gør, at lysets konge, falder i mørket? Hvad har du gjort? Slået uskyldige ihjel? Stjålet? Måske endda, horet? Åh ja, jeg så spænding mellem jer to, bestemt hor!" En kold latter forlod hende, som hun lod blikket glide lidt op og ned af ham på ny. Ikke at hun bebrejdede Denjarna, langt fra, han var jo en ganske flot mand. At de derimod havde historie, se det vidste hun så intet om.
"Hun må være noget af et knald, siden hun er det værd at ofre sine vinger for. Du lader jo ikke ligefrem til at være glad for din ellers smukke og fantastiske forvandling." Pointerede hun med et lusket smil, fyldt med al den ballade som hun altid måtte indebære. Og hun bar det som ingen anden kunne, hvilket gav hende sin charme. Igen trådte hun tættere på, denne gang så deres kroppe næsten måtte mødes, om han ville fjerne sig hurtigt igen, eller lange ud efter hende vidste hun ikke.
"Glem ej du rent faktisk er en mand af mørket nu kære, så måske det var en kvinde af mørket du bør være nær?" Provokerende som hun kunne være, prikkede hun bestemt til ham, noget som hun uden tvivl ønskede. Det var jo med til at skabe ballade, og ballade var så fantastisk godt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Corina prikkede virkelig til ham, hvilket i forvejen, ikke just var noget, som han satte den største pris på. Han var en frustreret mand, og derfor skulle der heller ikke meget til, før han blev aggressiv. Kunne hun ikke bare lade ham være, når han ikke var interesseret i, at have hende her? Det var da direkte irriterende! "Jeg har aldrig nogensinde bedt om din mening, Corina. Jeg har aldrig bedt om at du skulle blande dig i mit liv..!" endte han med en sammenbidt stemme. Denne kvinde var jo intet andet end en kæmpe irritation for ham, og dette gjorde det ikke just bedre for ham af den grund. Et sted, var det en tanke, som kun generede ham frygtelig meget endda!
Gabriel vendte sig direkte mod hende. Der var ikke hor i billedet! Ja, han havde haft en upser, hvor hans elskede Silia havde haft det samme, og dette var ikke just noget, der gjorde det meget bedre for ham af den grund. Det var faktisk direkte irriterende! "Du er slet ikke kendt med sagens omfang! Smut!" skældte han nærmest. Han var bestemt ikke stolt af de mørke vinger, eller den race, som han var faldet til at være. Alle de tanker om drab og mord, som han gjorde sig på daglig basis, men for pokker.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det! Det var jo blevet en del af ham.
"Og du er en af grundene til, at jeg foragter racen her, mere ned hvad jeg måske ville have gjort i udgangspunktet, kæreste.." Han greb voldsomt ud efter hende, for at holde hende fast. Han ville ikke være her. Han ville have hende væk. Langt væk! Hurtigt greb han ud efter hende. Han vidste, at han handlede forkert, men hun vækkede frustrationen og irritationen i ham, som intet andet. Dette gjorde det ikke just bedre for ham af den grund!
"Glem ikke, at jeg kan rive de vinger af dig, og kyle dig ud for klippen her!" advarede han med en tydelig vred stemme.

[Deleted]

Det var tydeligt at mærke han lunte ikke ligefrem var lang, det passede hende kun fint, at lade ham mærke til den fantastiske nydelse som var i smerte var i den grad noget hun ønskede at indvie ham godt og grundigt i. Og det lod ikke til at blive specielt svært, han virkede nemlig som en der var klar til at gribe sagen helt anderledes an end i ord.
"Og her er jeg alligevel, fordi du fascinere mig ganske enkelt. Alle de dødsengle jeg kender, er faktisk født således, det er ikke mange som er direkte forvandlet, så du er mig en unik mand." Forklarede hun ganske roligt, som hun ikke kunne fjerne smilet fra sine læber, dette morede hende jo ganske enkelt, sådan som han gerne ville af med hende. Det kom han ikke væk fra hende, ikke uden vold i det mindste. Det var faktisk næsten trist at han ikke kunne se hvor skønt det var at være dødsengel, men det skulle hun nok lære ham, det tog godt nok noget had, med had var nu også en ganske smuk ting, samt foragt. Faktisk, så smigrede han kun ved at udvise disse ting. Irriterende? Det var kun sjovt, det endte i ballade jo!
"Så indvie mig i det Gabriel, indvie mig i dit smukke sind!" Bad hun med et lusket smil, hun ville i den grad gerne høre om det, høre hvad der havde forpestet en engel til at forvandle sig sådan. Selvom hans hor måtte have en del at sige, det var hun rimelig sikker på. Men naturligvis ville han benægte det.
"Mmmh, du smigre virkelig Gabriel." Flere ord af den slags styrkede skam kun hendes ego, han manglede jo blot at få sit sind omvendt med kroppen, og det var hun der for at hjælpe med. At han greb sådan voldsomt ud efter hende, fik hende kun til at smile det mere, balladen lyste fra hende og hun lagde ikke skjul på at hun faktisk nød han rev fat i hende på den måde. De truende ord fik hende til at bide sig i læben kort, han kunne jo prøve, men sandt at sige, var hun jo rent faktisk hurtig og smidig, klar til at stikke hurtigt af hvis det skulle blive for farligt. Men igen, lidt skade gjorde intet, hun kunne heale igen med tiden og han måtte gerne tæve hende lidt så han kunne mærke hvor fantastisk det var at påføre andre det. Ork hun lagde virkelig med glæde krop til.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvis der var nogen, der formåede at pisse Gabriel af, så var det Corina. Kunne hun ikke se, og acceptere, at han bare gerne ville have lov til at være bare en smule i fred?! Svagt måtte han himle med øjnene, inden han igen kraftigt vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Dette var ikke noget som gavnede ham det mindste. Overhovedet ikke faktisk!
"Fordi at jeg er forvandlet til det her? Fordi at lyset i mig, er knækket, så gør det mig til en unik mand?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Dette var noget som kun gjorde ham endnu mere vred, og så stod hun her og forventede, at han ville fortælle hende det..? Fortælle hende om alle de tanker, som han gjorde sig? For småting som i forvejen generede ham som intet andet, og det kunne han udmærket godt mærke lige nu! Lunten var frygtelig, frygtelig kort, og Corina trykkede på alle de forkerte knapper!
"Hvem siger, a jeg har nogen intentioner om at lade dig vide noget som helst, Corina? Hvad der foregår i mine tanker og i mit sind, har intet med dig at gøre!" hvæsede han med en fast tone, inden han greb fat i hende. At det derimod var noget, som faldt mere og mere i hendes gode smag, var bestemt ikke noget, som han gengældte. Overhovedet ikke! Fast måtte han derfor stirre i hendes retning.
"Og giv mig en god grund til, ikke at skulle udsætte dig for den behandling lige nu," hvislede han med en fast tone, inden han kraftigt, gav hende et skub, for at puffe hende mod klippekanten. Han ville have hende langt væk fra sig!

[Deleted]

I hendes verden trykkede hun jo på præcis de rigtige knapper, hans lunte var nemlig ved at blive brugt flittigt op. Hun måtte jo faktisk elske det kaos som var i ham at se, det var fantastisk at beskue. Og her greb han fast i hende, så hun havde chancen for at se det tæt på, næsten mærke det på hans aura, som han måtte emme af sin nye race. Det var så fint! En latter lød fra hende, hun morede sig virkelig, hans ord prallede i den grad af på hende. Hver og et.
"Fulgte dit temperament med racen, eller var du også en lysets mand med kort lunte?" Grinte hun så, mens hun studerede ham. Det var tydeligt at han mest af alt havde lyst til at skaffe sig af med hende, og han måtte jo også hjertens gerne forsøge, men det blev ikke uden kamp. I hendes verden var det jo ganske enkelt den perfekte nat, at blive tæsket lidt rundt, som hun selv fik lov til at være lettere voldelig. Så uanset hvordan dette ville vise sig, var hun i den grad tilfreds. Hvilket jo måtte være vanvittigt frustrerende for ham.
"Det har alt med mig af gøre Gabriel, jeg er din leder husker du nok? Og eftersom du har frasagt dig tronen, så er jeg over dig." Lød det ganske morende fra hende, hun hyggede sig vældigt, hvorfor ikke træde lidt mere på en mand som lå ned. Specielt når det var en dødsengel, for han blev kun stærkere og ville rejse sig noget så smukt op igen. At hun blev skubbet hårdt mod klippekanten, fik hende til at lukke øjnene, hun lod sig falde, inden hun strakte vingerne ud, stærke som de var, bar de hende og med fuld fart fløj hun op og hen over klippekanten for at få søge direkte ind mod ham med al styrke og fart hun havde i sig. Det var kedeligt han blot skubbede, men hun kunne skubbe igen!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne kvinde, var under ingen omstændigheder, af typen som Gabriel ville have tæt på sig. Han vidste, at han var nødt til at være hård. Det var bare endnu en af de ting, som han selv skulle tilvænne sig. Den korte lunte, var uden tvivl kommet i forbindelse med hans forvandling, for det var slet ikke ham normalt.. Han kneb øjnene fast sammen. Igen måtte han kæmpe med en mordlyst, som var så stærk, at han bare.. ønskede at gøre det! Hun var da kun direkte irriterende!
"Det er overhovedet ikke relevant for dig at vide," bed han af hende. Han ville slet ikke snakke med hende! At han så derimod gav hende lige præcist, hvad hun gerne ville have i øjeblikket, var ærlig talt slet ikke en tanke som slog ham. Hans tanker, var nemlig helt andre steder, og det var at få hende væk herfra, hvilket i forvejen, slet ikke kunne gå hurtigt nok! Frustrerende som det var, så var det jo begrænset hvad han kunne gøre ved det.
"Jeg frasagde mig aldrig tronen. Den var min igennem mit ægteskab. Som vi gjorde det slut, måtte jeg træde fra," bed han kraftigt af hende, inden han skubbede hende. At hun så lod sig falde, kun for at flyve op igen, forundrede ham ikke. Han nåede kort at himle med øjnene, og vende ryggen til hende, idet at hun fløj direkte ind i ham. Før han vidste af det, tumlede de rundt på jorden. Vreden steg for alvor i ham. Han følte sig helt varm, så vred som han var! Knops måtte han derfor få, da han kurrede hen af jorden. "Fjern dig!" hvæsede han kraftigt, idet han forsøgte at rive hende af sig.

[Deleted]

Havde tronen ikke været hans til at begynde med? I bund og grund burde det vel være ham som sad på tronen og Silia som var taget tilbage til hvor hun kom fra. Så han måtte jo længere ud på landet med den historie, han havde frasagt sig tronen i hendes øjne, dette syn blev ikke ændret, for det gav ingen mening. Corina havde sine metoder, ikke altid de smarteste, hun elskede at handle impulsivt, gøre som det passede hende, te sig tosset, være fri. Og som leder klarede hun det faktisk fint på denne måde, men det var nok grundet racen som i forvejen nok var et lettere useriøst folkefærd. At hun kom flyvende igen, den havde han nok ikke regnet med, hun kom med et vanvittigt grin som hun måtte ramle lige ind i ham. Hun forsøgte at få sat sig over ham, og få fat i hans håndled så hun kunne holde ham fast, men sandt at sige, var en mand som regel stærkere end en kvinde, selvom hun som kriger, havde en del muskler. Desuden hørte hendes adrenalin på højtryk lige nu, blodet pulserede vildt rundt i hendes åre.
"Så snart du fortæller mig det jeg gerne vil have af vide kære, så skal jeg nok fjerne mig." Lød hendes stemme ganske intenst, som de lyse øjne hvilede på ham med mindst lige så meget intensitet som hendes stemme indebar. Når hun ville have noget, fik hun det som regel, hendes lår kæmpede for at få sat sig godt om ham så hun sad godt fast. Det så sikkert ganske rodet ud.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kunne denne kvinde, bare ikke fatte en hentydning. Frustrerende, som det end var, så måtte Gabriel vel bare selv tage turen væk derfra? Det handlede jo bare om, at få hende til at forlade ham først! Krigerisk anlagt, var Gabriel jo på ingen måde, og naturligvis kunne det også godt mærkes i en stund som denne. Han spændte kraftigt i kroppen. Dette var slet ikke noget, som faldt i hans gode bog!
Hænderne satte Gabriel direkte i jorden i et forsøg på at komme op, og få hende af. Der var hun nok langt stærkere end hvad han var i det henseende, hvilket bestemt heller ikke var noget, som faldt i hans særlig gode jord, og særligt ikke, som det var i øjeblikket. Ikke havde han tænkt sig, at dele noget som helst med hende, og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. "Hvis du tror, at jeg har tænkt mig, at dele noget helst med dig, så tager du grueligt fejl!" hvæsede han denne gang med en fast tone, som han igen vendte blikket mod hende, ved at skæve over sin skulder. Fast forsøgte han at gribe ud efter hendes vinge, for at flå hende af, for han var ikke en, som kravlede rundt på jorden, og særligt ikke på denne her måde! Han himlede med øjnene. Det kunne godt være, at hun nu måtte være hans leder, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ville give hende alt, hvad hun bad ham om!

[Deleted]

Dette morede hende virkelig, hun havde det så sjovt med dette og hun vidste han i den grad måtte hade det! Men det gjorde nu intet, så længe hun fik det ud af det hun ønskede, og det skulle hun skam nok, hvad end det var nu eller om flere timer. Hun havde rigelig med tid. At han greb ud efter hendes vinge var et godt træk, og hun lod ham få fat, lod ham rive hende af sig. Hun ville mærke hvor meget styrke han mon havde i sig, se hvor ondt det egentlig ville gøre. Om hun havde haft muligheden for at undgå det, vidste hun dog ikke, men at undgå det ville hun altså ikke denne gang. Derfor måtte hun skære en grimasse, for hvis der var et sted hun var følsom, så var det hendes vinger. Hun endte på klippens hårde grund, med et grin.
"Bare bliv ved med at sige det til dig selv, men jeg har det med at få min vilje Gabriel, før eller siden!" Hun skreg langt væk af ballade, det havde hun alle dage gjort og hun udnyttede det i stor stil. Uden tøven, greb hun dog ud efter ham, for at få ham med sig, om ikke andet over sig, hun havde jo intet imod at være lidt tæt, det ville sikkert blot pisse ham endnu mere af. Og skulle han finde på at prøve at flygte, åh så ville hun skam følge med, og hun ville ikke lade ham søge langt fra hende uden hun forsøgte at få ham ned igen. Stædig var hun i den grad, og han manglede mere til sin aura, han havde ikke givet efter og det var synd og skam!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne kvinde, var intet andet end problemer, og Gabriel ønskede hende så langt væk fra sig, som det var ham overhovedet muligt, for han kunne bestemt ikke lide det. Han kunne virkelig ikke lide, at hun var så tæt på ham, og bare gjorde, hvad der passede hende, hvilket bestemt heller ikke var noget, som faldt i hans gode bog, bare sådan uden videre, for det gjorde det da godt nok heller ikke. Han knyttede næverne let, hvorefter han tog fat i hendes vinge, for brutalt at rive ham af. Det kunne godt være, at han ikke var vant til kampens hede på den store slagmark, men af den grund, så var han bestemt heller ikke bange for at slå fra sig, og særligt, når det foregik på denne her måde.
"Jeg har slet ikke tænkt mig, at give dig, hvad du vil have!" endte han med en fast tone. I dette henseende, var han en forbandet stædig mand, og han holdt uden tvivl også fast i dette, hvis han kunne komme til det, hvilket han i denne situation, havde set forbandet meget frem til, når det var! At hun så tog fat om ham, så de igen tumlede rundt, og han denne gang endte ovenpå hende, vækkede for alvor hans vrede, for han kunne jo ikke gøre noget som helst ved den, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han knyttede næverne let. Han var næsten fristet til at slå hende! Slå på en kvinde! "Lad mig gå," endte han med så kontrolleret en stemme som muligt. Han var ved at være godt vred nu!