It's all going to change

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Var denne her kvinde da fuldkommen vanvittig? Det her var slet ikke noget som Gabriel kunne, eller ville forholde sig til, og tanken om det, måtte kun for alvor pisse ham af, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han knyttede næverne fast sammen, som han havde skubbet hende fra sig. At det derimod, var noget som skulle gøre mere ondt på hende, end hvad han først havde antaget, kunne han da tydeligt mærke ind på sin egen krop!
Gabriel vendte blikket væk igen. Han.. følte styrken ved at gøre hende ondt. Det var fuldkommen unormalt, når den slags skete! "Bare.. bliv væk fra mig!" endte han med en fast tone. Det som han følte, var slet ikke noget, som han ønskede at føle.. Overhovedet faktisk! Han ville slet ikke gøre sig de følelser og de tanker, som han gjorde omkring det, at hun skulle komme til skade.
At hun direkte opfordrede ham til at gøre det igen, gjorde det ikke just bedre. Ville hun virkelig have ham derud, hvor han kom til at skade hende? Han ville da hade sig selv, for at gøre den slags! Og det ønskede han slet ikke! Hurtigt begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst, som aldrig nogensinde før. Det var af ren vrede.. frustration.. Alt det, som hun vækkede i ham, for småting, var det jo ikke just! Han knyttede næverne let, inden han trak sig et skridt.. Hvor var hendes vinger? Pludselig, var de også bare forsvundet! Han forstod virkelig intet. "Lad mig være, Corina.. Jeg advarer dig," endte han med en voldsomt advarende stemme.

[Deleted]

Så meget som han ønskede hun skulle forsvinde, lade ham være i fred, så meget ønskede hun faktisk at han gav efter og valgte at skade hende. Men hun havde taget sine vinger til sig for en sikkerheds skyld, dem skulle hun jo bruge, de var for vigtige for hende til at måtte komme til skade. Altid havde de været først til at blive beskyttet. Hun var uden tvivl ikke bange af sig, hun var bestemt heller bange for ham, men hun ville nu gerne se hvad han var i stand til. Corina kom derfor på benene igen, for at nærme sig ham på ny.
"Det hele ligger på din tunge Gabriel, jeg tror det er løgne, jeg tror du ønsker mig helt tæt på så du kan mærke det hele!" Hun legede og havde det sjovt med det, ballademager smilet afslørede dette, øjnene hvilede med et intenst blik på ham, som hun søgte ham nærmere. Det var en stor fordel at kunne trække sine vinger til sig, hun elskede faktisk at kunne beskytte dem på denne måde, ikke alle var så heldige. Corina lod hånden søge ned mod sit sår, hvor hun denne gang uden hæmninger, pressede to fingre ind mod det åbne sår. Gispende måtte det efterlade hende, men hun smilede endnu, som ansigtet både strakte sig i nydende, men også smertefulde folder.
"Du kan lide det...... indrøm det nu bare overfor dig selv.... tag imod det i stedet for at gemme det væk......... Du er trods alt ikke den eneste som har det på den måde Gabriel." Lød hendes stemme i smertefulde støn, som hun valgte at vrikke med sine fingre og påføre sig selv yderlig smerte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels problem, var at han et sted godt kunne lide det, og det var det, som han hadede mest ved sig selv, og særligt, når det foregik på denne her måde! Det var ikke meningen, at nogen skulle kunne lide, at dette skete, og det var det, som han lidt reagerede på, som det var i øjeblikket! Kunne hun ikke bare lade ham være i fred, som var det han oprigtigt helst ville have? Det ville da være til størst gavn for dem begge to!
"Jeg ønsker dig under ingen omstændigheder tæt på! Jeg vil have dig væk! Så langt væk, som det er mig overhovedet muligt!" endte han med en fast tone. Var det virkelig så svært at forstå? For ham, var det her virkelig grænseoverskridende, og særligt skræmmende, for han forstod intet af det, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Han kunne virkelig ikke have det! Det var forfærdeligt!
Hans væsen kunne lide det! Personligt kunne han ikke! I Gabriels optik, var der jo en kæmpe forskel, og det var det, som han ønskede at få frem i lyset, for det her, var ikke noget, som han nogensinde havde bedt om, eller nogensinde ville komme til at bede hende om! "Hvad går der af dig..? Ønsker du oprigtigt, at jeg skal gøre dig ondt?" At hun stak fingrene i såret igen, så smerten igen måtte melde sig, fik ham denne gang til at reagere. Kraftigt var han henne ved hende, hvor han tog fat om hendes skuldre, kun for hastigt at kaste hende fra sig mod klippekanten. Kunne hun ikke forstå, at det var svært for ham, at forholde sig til?! "Jeg sagde... HOLD SÅ OP!" hvæsede han med en fast tone.

[Deleted]

Lige når det kom til hvad andre folk følte, hvad de ønskede, så var hun faktisk pænt ligeglad, for alt handlede om hende, og hvad hun ønskede, hvad hun følte for. Som det så ud nu, var det at få Gabriel til at åbne sig bare lidt, han var jo som en forbandet lukket østers der nægtede at åbne! Hun morede sig dog bare i mellemtiden, for det gjorde nu godt med smerte og forvirrende, kaoset som voksede i ham. Det var så, befriende og fantastisk et sted.
"Ja! Det er præcis hvad jeg ønsker!" Lød det hurtigt fra hende, der faldt tiøren da endelig, hun måtte rulle med øjnene af ham kort. Det var utroligt at han endnu ikke havde fundet ud af hvor meget hun faktisk nød det, specielt hvis andre påførte hende smerten. Corina studerede ham lidt, og så hans antræk til at skubbe hende, derved trak hun sine blodige fingre til sig og stod hun fast så vildt muligt, så hun kun blev skubbet lidt bagud. Hun holdte sin balance, så hun ikke styrtede ud over kanten. Svagt kiggede hun sig over skulderen med et skævt smil.
"Skub er ved at være kedelig, så giv dog for pokker efter og lang mig en! Du er en være svans Gabriel, mand dig op!" Opfordrede hun med en hårdere tone, hun knugede sine hænder sammen, inden hun trådte tættere på ham igen, kun for at søge direkte ind mod ham, enten for at presse ham op af klippens væg, eller få ham væltet igen. Hun måtte tage det som det kom, måske fik han mandet sig op, hvem vidste?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne slet ikke forstå sig på denne kvinde, og det var naturligvis frustrerende, at det skulle være på den måde! Det var jo på ingen måder normalt! Overhovedet faktisk! Det var en tilvænning, som han skulle vænne sig til, og det var ikke noget, som bare kom over natten! Det gjorde det bestemt heller ikke i hans tilfælde, og det var han ikke bange for at erkende!
"Det kommer slet ikke til at ske!" vrissede han med en fast tone. Han ville ikke gøre nogen ondt! Det var stik i strid med den opdragelse, som han havde fået, og selvom hans moder havde været så uheldig, som hun havde været, så var han da alligevel såpas fornuftig. Ud fra det væsen, som han ganske vidst havde været før. Det var bestemt ikke hvad man kunne sige, at han var længere.
"Jeg slår dig snart ihjel, hvis du ikke bare holder dig langt væk fra mig..!" hvæsede han med en fast tone, for alene dette, var noget, som gjorde ham direkte arrig. End ikke dette, var noget som han kunne lide, og det var han skam heller ikke bange for at vise hende. Det hele skræmte ham, og nu hvor hun nærmest overdyngede ham med det hele, så blev det ikke just bedre for ham! "Jeg hader og foragter det væsen, som jeg er blevet til! Og du gør det ikke nemmere for mig!" endte han med en fast tone. Han ville bare.. gerne væk fra hende!

[Deleted]

At være forstående og kærlig var ikke ligefrem Corina's stærke side, hun var van til at konfrontere folk og lade dem vide tingene på den hårde måde, måske endda fuldkommen kaotiske måde. Men det var jo også sjovt og fantastisk for hende. Som hun egentlig bare pressede citronen, valgte hun faktisk at stoppe op, hun lod hovedet søge på sned som hun betragtede ham. Hun, gjorde det ikke nemmere for ham?
"Du har ikke prøvet at lade mig gøre det let, du nægtede jo at tale med mig Gabriel." Lød det ganske ærligt fra hende, hun blinkede lidt med øjnene, inden hun så ned mod sit ben hvor blodet egentlig stadig løb lidt fra, hun bøjede sig ned med et smertefuldt støn, for at rive et stykke af stoffet af sin kjole og hive op i resten af skørtet for at binde det hårdt rundt om såret. En grimasse blev givet til smerten der var i spændingen, men det ville stoppe blodet om ikke andet. Hun slap dernæst kjolen igen, kun for at se op mod ham igen.
"Jeg tænker der er mange ting du ikke forstår, mange ting som er nye og stik modsat af hvad du engang var. Det er jo det som fascinere mig, det er derfor jeg vil høre om det. Og så ville det give mig en mulighed for at forklare." Som hun så det, havde han ikke givet hende noget andet valg end at drive det ud på dette vanvid. Det var hendes måde at tvinge ham til at give efter, at sige noget til hende. Kommunikation var måske ikke hendes bedste fag, hun var virkelig ikke ligefrem formidleren til folk der ikke var på samme level i vanvid.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel brød sig slet ikke om alle de tanker og alle de følelser, som han sad igen med. Det var nyt for ham at tænke som en dødsengel. Det lignede ham slet ikke at gøre sig tankerne om død og ødelæggelse, som det han gjorde, og bare at true med det, var nyt og fremmede for ham. Han kunne virkelig ikke lide det! Han vendte blikket igen mod hende, som hun valgte at binde såret ind. Det var da også bare på tide!
Nej, selvfølgelig ønskede han ikke at snakke med hende! Bare tanken om, at skulle snakke med hende, var slet ikke noget, som han lystede på noget tidspunkt! "Kommer det overhovedet bag på dig?!" hvæsede han med en fast tone. Denne gang, var det ham, som var fuldstændig opkørt! Ønskede hun at snakke med ham? Hvorfor ikke starte ud med det, i stedet for andet? Det var jo overhovedet ikke noget, som ville komme nogen af dem til gavn! I det hele taget!
"Det fascinerer dig? Hvordan pokker kan det fascinere dig?! Og hvad er det helt præcist, du ønsker at forklare?" spurgte han med en kortfattet stemme. Han kunne slet ikke se, hvad det var hun var ude på. Ondt som det end var.. Han hadede jo det væsen, som han var blevet. Der var virkelig ikke nogen glæde i det, i hans øjne, og særligt således her. Der var virkelig intet som mindede om glæde ved dette! Det var skræmmende og grotesk.. Og han kunne bestemt ikke lide det!

[Deleted]

"Jeg ønskede at vide hvordan det gik dig, du er trods alt en af mine nu. Om du vil det eller ej. Jeg tager mig af mine egne, vi er faktisk en race som holder sammen." Forklarede hun så, når hun skulle være det, kunne hun godt argere alvorligt. Hun endte med at gå forbi ham denne gang, med en afstand som han nu engang ønskede. Endnu gjorde det ondt på hende at gå, men hun gik perfekt og nød smerten forsat som hun støttede helt normalt ned på benet. Et blidt suk slap hendes læber, inden hun endte ved klippevæggen hvor hun satte sig ned. Her endte hun med at se mod ham, han var ophidset, det var klart. Han stod jo også med lysten til at slå hende ihjel, så det gav jo lidt sig selv.
"Forklare hvad der sker i en når man er dødsengel. Det er jo en hel ny verden for dig. Og du kommer direkte var den ene ende af verden til den anden, en kæmpe omvæltning, og jeg er fascineret af rejsen imellem det. Jeg ønsker at vide mere, og så kunne jeg jo rent faktisk være en hjælp." Måtte hun svare til hans ord, som hun intenst studerede hans vinger. Dem fandt hun jo virkelig smukke, og det lagde hun ikke skjul på. Det var ikke til at sige hvad hun ellers kunne finde på hvis han opgav at snakke med hende og forsøgte at stikke af. Hendes smil lå der stadig, svagt, men det var der, med toner af ballade så smukke.
"Jeg ved jo rent faktisk hvad der foregår indeni dig, vi er to i samme båd. Forskellen ligger i, du vil gerne springe over bord, hvor jeg nyder at sejle." I bund og grund, når man lærte hende af kende, var hun vel ikke så slem, bare psykotisk og ganske unik i kvinde, men hun var jo også dødsengel på bedste manere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I Gabriels øjne, var denne kvinde, intet andet end sindssyg, og det var ikke noget, som han ønskede at tage del i. Troede hun nu, at hun kunne psyke ham ud? Det var slet ikke noget, som hun ville få lov til! Overhovedet faktisk! Han knyttede næverne. Lysten til at slå ihjel, var skræmmende, for det var bestemt ikke typisk ham, at gøre den slags.. Hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo for pokker ikke rigtigt stille noget som helst op!
"Tror du at jeg er helt tabt bag en vogn?" spurgte han denne gang med en yderst kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det gjorde ham da tosset at vide! Troede hun da bare, at han ville sidde her og lade som ingenting, og bare acceptere, at hun først havde forsøgt at tvinge den dødsengel ned over ham, og nu pludselig ville snakke? Han var jo ikke dum!
"Der er intet fascinerende ved den rejse. Den er forfærdelig, og det brænder i mit indre, fordi jeg er tvunget til at springe på den. Jeg har ikke lyst til at tage del i det, som jeg ikke har lyst til at blive en del af det fællesskab, som du tilsyneladende værdsætter så højt," afviste han med en fast tone. Han var allerede fast besluttet på det. Det var fint nok, at han skulle vænne sig til at være en dødsengel, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han ønskede at være en del af det!
Han vendte blikket mod hende, som hun passerede ham. Han hævede kort undrende det ene bryn. Hvad var der med hende? Han kunne slet ikke finde ud af hende. Han rystede på hovedet. "Jeg er slet ikke interesseret i at snakke med dig," afviste han. Hun gjorde det rent faktisk svært for ham!

[Deleted]

Forvirrende kunne hun bestemt være, for hun kunne skifte fra dag til nat i personlighed, det kom jo an på hvad hun ønskede og hvordan hendes tanker måtte gå. Ingen forstod sig helt på det, det skulle da lige være Jerry, men han var også mindst lige så gal som hun var. Tanken om ham fik hende til at smile skævt, der lå store fine planer og ventede på hende derhjemme, så alt for meget tid at spilde her, var vel ikke en god ide. Dog var Gabriel hende virkelig en mand som fascinerede hende, og at have ham til at give efter var virkelig et stort ønske hun bar. Roligt sad hun nu op af klippevæggen og vippede med de bare tær, blikket var mod ham og smilet var svagt, men endnu fyldt med balladen.
"Du kan tro mig eller ej, men mine ord er nu sande nok." Hun trak på sine skuldre, det sveg hver gang hun vippede foden, det var skønt! Hendes blik tog hun ikke fra ham på noget tidspunkt, de vandrede dog, undersøgte ham. Han virkede så fortabt, det kunne hun jo hjælpe ham med. Han måtte alligevel ende med at åbne sig lidt op, for han forklarede hende jo faktisk lige nu, hvordan han havde det. Derfor måtte hun føle en vis tilfredshed ved det.
"Jo mere du bekæmper hvad du er blevet, jo svære bliver det for dig at have kontrol Gabriel. En dag er alt det du har undertrykt, noget som springer i hovedet på en eller anden uskyldig sjæl, måske endda en du holder af. Dødsenglen kan ikke tæmmes på den måde, den skal have sin næring." Forklarede hun roligt, hun klappede på klippegrunden ved sin side. Han måtte virkelig tage og bløde lidt op, så farlig som hun kunne virke, lige så harmløs kunne hun altså være. Til en grænse naturligvis. Og lige dette, var en vigtig sag, en hun ønskede han forstod sig på. Lige her, var hun faktisk en kvinde som kunne hjælpe ham, det måtte han vel indse før eller siden? Selvom det hun havde af planer for ham, var jo fuld overgivelse til sidst. Men alting tog sin tid.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var skræmt af det væsen, som han var blevet, og dette gjorde det heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun sad der på jorden. Et sted, vidste han jo godt, at hun havde ret, men det gjorde det ikke ligefrem bedre eller nemmere af den grund. Han trak vejret dybt. Han kunne jo lige så godt forsøge at falde til ro med det hele, selvom det for pokker da ikke var nemt for ham! Langt fra faktisk!
"Jeg har ikke tænkt mig at åbne op for mørket. Jeg har ikke tænkt mig at give efter for noget, som jeg ikke vil være en del af. Jeg vil ikke være en del af mørket, og jeg vil ikke nære på smerte.. Så hold op med det der!" Denne gang lagde han hænderne mod sine tindinger. Han forsøgte vel at holde det ude.. lade som ingenting, selvom det var pokkers svært!
Et tungt suk brød Gabriels læber, som han kort rystede på hovedet. Tanken om at skulle gøre nogen ondt, som han holdt nær og kær, var en tanke som skræmte ham endnu mere. Han satte sig denne gang på en sten, et godt stykke fra hende, da han stadig ikke ønskede, at komme for tæt på. "Jeg ønsker for pokker ikke at gøre nogen noget ondt. Det har aldrig været min hensigt.. Jeg vil bare gerne være det væsen, som jeg var før.. uden alt det her.. Uden den ændring i mit liv." Han vendte blikket mod hende. Var det muligt for ham, at blive sit gamle jeg igen? Han begyndte pludselig at håbe på det! Som var det her en drøm.. som han bare skulle vågne af igen. Hvor fantastisk ville det ikke ligefrem være?

[Deleted]

Et sted var han virkelig håbløs lige nu, han var blind, eller han ønskede at være det, for et sted derinde vidste han jo godt at hvert et ord hun sagde var sandhed. Det var bestemt en sørgelig ting, og hun kunne ligefrem påstå at få kvalme ved tanken om hvor meget han ønskede at holde fast ved lyset som førhen havde været hans natur. Dog måtte hun holde ud, for det krævede bestemt mere arbejde dette her, end hvad hun lige havde troet. Pokkers til stædige mandfolk. Men hvad andet valg havde hun, hun var opsat på at lade ham mærke hvor fantastisk det kunne være at bare give slip og leve som man nu var skabt til. Dette var hvad hans skabning nu var, han var skabt på ny, altså måtte han indfinde sig med et nyt liv.
"Gabriel forstår du ikke at du intet valg har? Du er faldet, der er ingen vej tilbage til hvad du var før. Du må indse at det er et helt nyt liv som venter forude, og smerte vil være en del af det, et behov større end sult næsten." Hun ville gerne have ham til at forstå at dette var noget han virkelig fik brug for, og ikke bare i små sukkersøde doser, men i noget lignende det hun allerede havde givet ham nu. Selvom det på ingen måde var nok når gerningen var hendes og ikke hans egen. Hun stoppede med at vrikke med sin fod, hun vidste at han ville kunne mærke det, så hun måtte prøve at opføre sig pænt.
"Du er en dødsengel! Du er nød til at acceptere det, for ellers vil dit liv blive det rene helvede og til sidst mister du forstanden, for så at dræbe næsten alt på din vej! Med accept kan du i det mindste styrer det Gabriel. Om ikke andet, vil jeg gerne ligge krop til her i starten. Det behøver ikke være en ond gerning at give en person smerte." Rolig og alvorlig var hendes stemme, mens balladen dog stadig lå i hendes lyse øjne, hun ville kun nyde smerten, så det var jo i den grad et win-win lige når det kom til det. Han gjorde ikke nogen ondt som sådan, men fik det han skulle bruge for ikke at miste sig selv helt i trangen dertil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det kunne godt være at Gabriel, var håbløs lige nu, men at give efter for, hvad han følte indvendig, var slet ikke noget, som ville komme på tale, for han ønskede slet ikke! Gud hvor han dog ikke ønskede det, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu!En vej tilbage måtte der være.. Dette kunne ikke være enden for ham! Slet ikke som en gemen dødsengel! Han rystede fast på hovedet. Han ville slet ikke høre på, at der ikke var noget at gøre. Det måtte der for helvede da være!
"Eller er det noget, som du vil forsøge at bilde mig ind? For at få mig over på den mørke side for alvor? Jeg har aldrig bedt om det her.. jeg har aldrig nogensinde ønsket det her, og det kommer jeg aldrig nogensinde til. Det er ikke naturligt, at nære på folks smerte.. eller gøre sig de tanker, som jeg gør!" endte han med en fast tone. At hun holdt op med at vrikke med foden, fik ham da til at slappe af.. Så var det da en ting, som han kunne se bort fra, og glemme lidt, hvilket han havde det ganske fint med. Han ville ikke slå sig til tåls med, at han var en dødsengel!
"Du skal ikke ligge krop til noget som helst!" endte han med en fast tone, som det første, da han igen vendte blikket mod hende. Var der ikke andre måder at tøjle det på? "Der må være en anden måde at gøre det på, end at dyrke det.. Det er der nødt til at være." Igen rejste han sig op. Han kunne slet ikke slå sig til ro med tanken om det væsen som han var blevet, og hun gjorde det ikke bedre for ham.

[Deleted]

At han ikke ligefrem viste hende tiltro var der intet at sige til, hun forstod ham skam godt, altså sådan da. Corina betragtede ham, han var virkelig ødelagt over dette her, hvordan var han overhovedet blevet til noget han foragtede så meget? Han var virkelig fascinerende, så mange spørgsmål rejste sig om ham, det var utroligt!
"Fortæl mig om dine tanker." Opfordrede hun ham, naturligt var det altså, det var en del af dødsenglen, noget han måtte acceptere, men det var vidst det sidste han havde tænkt sig. Hun var stoppet for nu med at tirre ham, men det var bestemt fristende at begynde igen, for det var nu morsomt. Men det krævede hun kedet sig, og helt kedet hun sig ikke endnu, for han talte faktisk mere åbent end hvad hun havde regnet med han ville, det glædet hende.
"Det var blot et forslag Gabriel, det ville hjælpe, være en forløsning uden lige. Det ville lette sit sind for tanker og fantasier." Forklarede hun så, da han bestemt ikke virkede glad for den løsning. Men det ville hjælpe ham, det vidste hun, dog var det svært for ham, det kunne hun godt se, han ville ikke kendes ved det. Ikke kendes ved sig selv.
"Jeg har aldrig hørt om det. Det vil kun ødelægge dig. Ligesom folk der nægter at spise, eller nægter at sove. Det er et behov af det nye væsen du er blevet, du kan ikke undgå det for evigt. Og det kommer til at bide dig så grufuldt Gabriel, hvis du ikke gør noget ved dine lyster og den trang som jeg ved ligge dybt i dig." Hvor længe havde han egentlig været dødsengel nu? Hun havde set hans start forvandling, det var noget af et syn og hun havde ikke gået lov til at se det til ende. Jo længere tid der gik, jo værre blev det, det måtte han da kunne mærke? Corina betragtede ham, han var så urolig. Forsigtigt rejste hun sig op igen, med et støn da benet havde fået hvile og nu blev brugt igen. Hun lænede sig op af klippevæggen og måtte virke til at nyde smerten lidt for meget, hænderne lå omme bag hende som hun stod der. Dog for at være bare lidt sød ved ham, hvilede hun på benet som ikke havde fået en dolk vredet rundt i sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nærede ingen tillid eller tiltro til Corina, og det var vel heller ikke mærkeligt, sådan som hun havde behandlet ham? Det var i hvert fald ikke en tanke, som faldt i hans gode jord på noget tidspunkt. Særligt, når det måtte være på denne her måde. Skulle han virkelig begynde at fortælle om sine tanker? Sine daglige mareridt? Hvordan alt lys i ham forsvandt, og blev erstattet af kulde og mørke? Det var jo mange ting på en gang.
"Hver gang jeg kigger på dig, har jeg lyst til at pine og torturere.. Når jeg ikke er i nærheden af dig, og når jeg sover, har jeg mørke mareridt, som jeg slet ikke ønsker at gengive. Hver dag, ser jeg folks lykke, og jeg væmmes nærmest ved det.. Det er ikke normalt, Corina. Det er slet ikke normalt, at gøre sig tanker om den slags." Han rystede på hovedet igen, og lod begge hænderne glide over håret, og lagde sig i hans nakke. Var det underligt, at han følte sig presset af det her?
Ikke forventede han at Corina ville hjælpe ham, men han havde vel håbet lidt på, at der var andet at gøre, end det som hun kunne præsentere for ham, for han havde brug for det. At hun rejste sig, og det igen gjorde ondt, kunne han jo godt mærke, og gud hvor han dog hadede, at det var den måde, at det hele foregik på!
"Jeg har ikke brug for en forløsning af det! Jeg har brug for at lægge låg på det, og tøjle det på andet vis!" bed han af hende. Kunne hun da ikke bare se, hvor hans problemer måtte ligge? Det var da ved at blive voldsomt frustrerende, at hun ikke kunne det!
Hans blik søgte hendes skikkelse med det samme. Han havde brug for hjælp med det her, men det var bare hvor han skulle søge den, uden at det blev helt godnat. Desværre vidste Corina hvordan det var at være det væsen, som han var.. Men vidste hun hvordan det var at blive til det? Hvilken frustration der fulgte med? Han vidste så ikke det med sikkerhed.
"Ved du hvordan det er at blive til det væsen, jeg er blevet? Du er født ind i det, Corina.. du har ingen anelse om hvad du taler om.." forsøgte han igen. Han var ked af det.. og han kunne ikke rumme alt det!