It's all going to change

[Deleted]

Det som måtte undre hende mest ved hans ord, var faktisk det at hun virkede til at være en stor del af hans tanker. Var det forkert opfanget af hende, hun så undrende mod ham, inden hun næsten måtte rynke på næsen. Det var bestemt smigrende at hun bragte de lyster frem i ham, det var faktisk noget som næsten måtte ophidse hende at høre, men hun skjulte det faktisk meget godt. Selvom det var fristende at tvære i det, gjorde hun det ikke. Faktisk opførte hun sig pænere end nogensinde, eller i hvert fald i den tid hun ikke havde været gift.
"Det er normalt for en dødsengel Gabriel, jeg kan desværre ikke sige at det nogensinde stopper, det er en del af livet i dette væsen. En del du ville nyde hvis du gav dig selv lov. Og bare rolig, jeg har fundet ud af at du ikke ønsker det, det har du trods alt gjorde ganske klart. Men du må også forstå at du ikke kan benægte dit eget væsen, for det er dit væsen nu Gabriel, om du vil det eller ej." Stædighed kunne både være en god og dårlig ting, lige her var den virkelig dårlig, for han var fanget i sig selv, og på vej til en splittet personlighed. Hun kunne lige forstille sig at han blev vanvittig og begyndte at gøre stemmer, tanken var næsten morsom, men hun gjorde alt for ikke at grine. Det var jo alvorligt, lidt for alvorligt, og lidt for længe lige nu, men desværre nødvendigt. Benægtelse var han da uden tvivl god til, hun måtte rulle med øjnene af ham.
"Du kan ikke tøjle det, det er et behov, et livnødvendigt behov!" Lød det denne gang hårdt fra hende, hun trådte ned på sit ben i et skridt og begyndte at gå mod ham på ny, ganske normalt som før. Smerten skød op igennem hendes ben ved hver eneste skridt, hun så direkte mod ham med de intense næsten hvide øjne.
"Hvis du ikke bare er lidt medgørlig begynder jeg forfra Gabriel!" Truede hun, det var ord hun mente, han måtte tage sig sammen og bare forsøge at finde en løsning, om end den var midlertidig. Fast stoppede hun foran ham, hun stirrede mod ham, som armene søgte over kors.
"Jeg ved hvordan det er at leve et liv som en man ikke er, og det er størstedelen af skylden i at jeg har mistet min forstand. Flere tusinde af år levede jeg sådan, indtil jeg blev hjulpet ud af det. Hvilket jeg kan takke vores tidligere leder for. Zean hjalp mig ud af det. Aldrig har jeg følt mig så fri og tilfreds, ingen bånd binder mig, jeg kan rent faktisk leve." Åben kunne hun skam også være, at gå i detaljer med at det var et ægteskab hvor hun blev tævet næsten til døde op til flere gange, kun for at blive healet så hun var fin til middagsselvskaber, det kom ikke på tale. Det vedkom ikke ham at hun havde været bundet af en mand på den måde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Corina havde været en stor del af Gabriels tanker, og særligt siden sidste møde med hende. Dette var bare ikke noget, som gjorde det meget bedre for ham. Det var hende, som han kunne fokusere sine tanker på lige nu, og det var vel det, som han gjorde? Hellere det, end så mange andre omkring ham, som slet intet havde gjort ham. Der havde denne kvinde, jo heller ikke ligefrem gjort andet end at pisse ham af.
"Jeg vil bare ikke have, at det skal være et behov.. Jeg vil ikke have, at det skal være en del af mig, Corina! Jeg har ikke lyst til at tænde på folks smerte, og ønske, at der skal ske mere med dem! Det er jo lige før, at jeg er fristet til at sørge for, at det forekommer." Han knyttede sine næver ganske let. Det gjorde ondt, og dette gjorde det ikke ligefrem bedre.
Det væsen, som han var blevet, ønskede han bare at stoppe. Han var en dødsengel nu.. det var åbenbart meningen, at han skulle leve som det væsen nu, selvom det slet ikke var noget, som han havde lyst på. I det hele taget faktisk. Tanken var skræmmende, og det var jo det stik modsatte af, hvad han i forvejen var vant til, hvilket ikke ligefrem var noget, som gjorde det meget bedre for ham. Igen søgte hun mod ham, og smerten kunne han mærke. Alene den, fik ham til at sitre og vende hovedet den anden vej.
"Du kan skælde mig ud, lige så tosset du vil, Corina! Det er ikke ensbetydende med, at jeg har tænkt mig at give efter! Hverken for racen, mørket eller dine inderste ønsker om at jeg skal gøre det! Jeg er fuldstændig ligeglad med hvordan du har levet dit liv, og hvad der har gjort dig sindssyg! Jeg kan godt forstå det! Det her er da til at blive vanvittig af!" Med de ord, hamrede han sig selv ind mod tindingen, mest for at understrege det. Han var jo allerede ved at blive direkte vanvittig af det, og det var begrænset, hvad han kunne gøre ved det! Han sendte hende en fast mine. Var det overhovedet underligt, at han tog det så tungt? Han havde aldrig nogensinde tænkt sig, eller drømt om, at blive det væsen som han var.
"Jeg vil ikke have din hjælp," endte han fast. Ondt som det end gjorde, så ville han ikke være afhængig af noget, som hun kunne give ham.

[Deleted]

Komplet umulig, intet andet, den mand drev hende til vanvid, et sted elskede hun udfordringen, men hun var også ved at miste sin tålmodighed! At han beskrev det som han gjorde, vækkede det kun mere i hende, lysten til mere smerte og sjov i kaos. Corina måtte faktisk endda smile ved hans ord, så han indrømmede i det mindste hvad det gjorde ved ham, det var da et skridt i den rigtige retning. Nu skulle han også bare acceptere det, men det var straks en anden ting, en langt mere besværlig en af slagsen. Fast nærmede hun sig, og stoppede foran ham, smerten havde påvirket ham, det vidste hun. Noget han virkede til at både elske og afsky. Så splittet, det kunne ikke være sundt for nogen.
"Jeg giver dig en mulighed for ikke at skade nogen omkring dig du holder af Gabriel, du får mulighed for at få afløb og slippe af med alle de pressende tanker og drømme. Jeg går ud fra at de er blevet værre dag for dag?" Det var virkelig vigtigt han forstod hvad der kunne ske ved han forsøgte ikke at leve sådan. Hun havde set forelsket dødsengle faktisk, tumper som troede de kunne være gode, være sammen med deres elskede partner. Gabriel måtte virkelig snart indse hvad der skete her, hvad der i værste tilfælde kunne ske.
"Jeg har set dødsengle prøve at være noget de ikke var. Det resulterede i at den kvinde eller mand de gjorde det for, måtte lade livet, alle de følelser er ikke til at håndtere, og jo mere fokus der kommer på den person, jo mere får man lysten til at skade dem. De er alle vendt tilbage, og ved bedre nu." Forklarede hun, hårdt måtte det være, men sandhed var det også. Det tog tid at hive dem op fra deres sølle huller af selvmedlidenhed, men det gik og de var gode krigere nu. At han ikke ville have hendes hjælp, fik hende bare til at smile lumsk, hvis han ikke ville tage imod den frivilligt, ville hun bare tvinge ham, koste hvad det koste ville. Hun søgte helt tæt på ham og tag hårdt fat i ham.
"Du vil gerne, og du trænger til det Gabriel, og så længe det er en som mig, som du ikke kan fordrage, så fortryder du det heller ikke. Det kan gøres med god samvittighed, så længe du slipper tøjlerne lidt." Provokerende var hun, hun ville virkelig gerne have ham til at se at der ingen anden udvej var. Og med mindre han ønskede at ende med at slå Denjarna ihjel, så måtte han komme af med det!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville ikke beskrive denne situation, som komplet umulig. Det var bare umuligt, at han ville tage imod, hvad hun ville give ham, og det var også grunden til, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde, da det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham! Han anerkendte hvad det gjorde ved ham, men at acceptere det, var en ting, som under ingen omstændigheder, ville komme på tale! Overhovedet faktisk! Han afskyede virkelig det væsen, som han var blevet, og særligt, når det var på denne her måde.
"Du giver mig jo ikke muligheden for noget som helst. Det eneste du gør, er at pointere tingene for mig, som jeg allerede ved." Han kneb øjnene sammen. Han var frustreret.. Han kunne mærke smerten.. nærmest mærke, hvordan hans egen krop nærede på sin egen. Hvor frustrerende det end måtte være, så var det bare ikke ting, som han kunne eller ville slå sig til tåls med!
"Med andre ord, vil jeg slet ikke kunne leve et normalt og værdigt liv med en kvinde ved min side, som jeg kan elske? Fedt.. godt at vide." Lige nu, var det måske bare ham, som var mega negativ, men det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Det gjorde ham oprigtigt ked af det, at det skulle være på denne her måde, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
"Og du vil oprigtigt mene, at du ikke kan acceptere, at det ikke er et liv, som jeg har lyst til at leve? Jeg er måske en dødsengel af race nu, men det er jeg bestemt ikke af hjerte," fastholdt han med en meget fast tone, som han igen vendte sig mod hende. At hun derimod var kommet ham så tæt på, at hun tog fat i ham igen, fik ham atter for alvor til at se rødt. Han fandt sig bestemt ikke i dette! Hans øjne begyndte straks at lyne, som vreden igen meldte sig. Han havde endelig lagt låg på det, og nu gjorde hun det bare værre igen! Typisk dødsengle!
Hurtigt greb Gabriel ud efter hendes klæder ved brystet. "Slip mig!" advarede han med en fast og meget streng tone.

[Deleted]

"Jeg giver dig min krop at rase ud på Gabriel! Så det ikke går ud over andre, som du måske endda holder af!" Det var da en mulighed, en løsning for en tid om ikke andet. Hendes tålmodighed var bestemt ved at nå sin ende på ny, hvis han absolut skulle være så hårdnakket og pokkers stædig, så var han da også selv ude om det. Corina var en hård og hjerteløs kvinde når det kom til sådanne ting, hun forstod sig ikke på hans evige forvirrende følelser. Ordet hjerte fik hende til fnyse, hun så mod ham med et udtryk med ren foragt, så sukkersødt at tro han rent faktisk ville beholde lyset i det. Det ville rådne væk, det var et spørgsmål om tid! Her havde han en som forstod hans behov og kunne hjælpe ham, men neeeeej, han var besværlig. Hun trådte mod ham og fik grebet fat i ham, uden at gøre tegn til at ville slippe af egen fri vilje.
"Hans højhed må virkelig undskylde, men jeg tror ikke på hjertet, jeg tror på lyst, begær og magt! Hvis du ønsker jeg slipper dig, må du tvinge mig!" Med de sidste ord lagde hun hårdt vredt tryk på, som hun faktisk endte med at hive ham helt ind til sig og stirre ham intenst i øjnene. Hvis han skulle slippe af med hende, var det fordi hun lå gennemtævet og direkte ikke kunne søge efter ham. Hans kamp var tabt et sted, for hun ville ikke, aldrig nogensinde! Lysten til at tæve ham var der i hvert fald, men hun måtte jo dy sig, for det skulle helst være den anden vej rundt. Dog var sådan noget svært at modstå, så forkælet som han et sted måtte virke. Et være pivedyr!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Så forstå mig ret, når jeg siger, at jeg ikke vil have nogen krop at afreagere på!" endte Gabriel med en fast tone. Var det virkelig så svært at forstå? Eller ville hun bare ikke forstå? Det var uden tvivl ved at irritere ham temmelig meget, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Og nu hvor hun havde fat i ham, så blev det bare ikke rigtigt bedre af den grund. Det var rent faktisk noget, som måtte irritere ham som aldrig nogensinde før! Det var i forvejen forbandet sjældent, at han havde stået overfor nogen, som i det hele taget, kunne irritere ham så meget, som det hun gjorde! Han stirrede hende fast og vredt i øjnene. Hvis der var nogen, som virkelig formåede at irritere ham, så var det da helt klart hende, og særligt sådan som hun gjorde det lige nu! Havde hun regnet med, at han bare ville acceptere tingene? Dette var bestemt heller ikke ligefrem nogen hjælp!
"Jeg vil på det kraftigste, anbefale dig, at slippe, før jeg gør noget, som du kommer til at fortryde!" hvæsede han med en fast tone, som han kraftigt måtte tage omkring hendes hånd, i et forsøg på at tvinge den af ham. Han ville ikke have hende så tæt på! Han ville virkelig ikke! Den anden hånd greb voldsomt ud efter hendes hals.

[Deleted]

Et sted havde hun vel håbet på at dødsengel i ham var det stærkere, men han kom jo fra at være engel, så det hang nok sammen med det. Det måtte vel være en proces som var lige det længere, pokkers også! Men så måtte hun have sin sjov og satse på at det gjorde tricket, hendes nærhed ved ham gav ham i hvert fald et dejligt skær i øjnene som næsten måtte skinne med lysten til at dræbe. Det klædte ham, og tændte hende, sådan måtte mænd hellere end gerne se på hende.
"Tving....." Lød det fra hende, som hun ikke nåede at sige mig, da hans hånd greb ud efter hendes hals. At undvige faldt hende ikke ind, nej hun lod ham få fat. Corina var ikke bange, langt fra faktisk. Smilet måtte tilfreds brede sig på hendes læber i stedet. Hvis han myrdede hende, ville han stå med et langt større ansvar og fik en del dødsengle på nakken. Det vidste hun at han var klog nok til at huske på. Den anden frie hånd søgte op mod hans hånd om hendes hals, hvor hun klemte til, bare for at gøre lidt modstand, det gjorde det altid sjovere. Et gisp kom fra hende, hun lænede sig mod sit skadet ben, nu hvor hun var tættere på ham, og rent faktisk var i direkte kontakt med hendes hud, ville han også kunne mærke det mere intenst. Øjnene viede på intet tidspunkt bort fra ham, hun så ham direkte i øjnene, uden den mindste frygt at spore, derimod en tilfredshed og man kunne se på hende at hun nød den hårdførte behandling. Kendte hun ham ret, ville han kaste hende væk nu og forsøge afstand igen, så kedelig som han måtte være. Men at opgive kom ikke på tale!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den måde som Corina var over Gabriel på, var en tanke, som han fandt skræmmende. Det skræmte ham, at hun havde den indvirkning og påvirkning af ham, for han kunne slet ikke lide det. Overhovedet ikke faktisk, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde! Han sendte hende en meget fast mine, som hun direkte tog omkring hans hånd, og bare klemte til omkring hendes hals, som var det noget, som hun oprigtigt ønskede skulle ske. Ikke at det var noget, som blev meget bedre for hans vedkommende. Det var en tanke, som uden tvivl fik ham til at føle en tydelig frustration i krop og sind.
"Jeg burde slå dig ihjel.. Det ville løse alle mine problemer," hvislede han med en fast tone. Han havde virkelig, virkelig lyst til at gøre det, men for pokker.. Han havde jo heller ikke ligefrem lyst til at give hende, hvad hun gerne ville have, og særligt ikke, når det var på denne her måde, for det gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende.
Gabriels øjne stirrede på hende i ren og skær mordlyst. Han havde virkelig bare lyst til at.. ende hendes liv! Bare at ende det lige nu og lige her! "Hvis du dog bare vidste, hvor fristet jeg er til at ende dit liv.." hvislede han med en fast tone, som han vendte blikket direkte mod hendes ansigt igen. Den anden næve knyttede han med det samme. Han var så fristet til at slå hende! Slå hende ihjel... alt muligt!

[Deleted]

Når det kom til kamp, var det jo sådan set et forspil for hende, hun elskede det, det ophidsede hende, følelsen hun fik i det var intens og fantastisk! At slå hende ihjel, ville kun skabe ham flere problemer, hun havde dødsengle i byen som vidste hvem hun opsøgte og hvorfor, hun var aldrig uden en plan som sådan, selvom hun virkede spontan og var det. Det var altid godt med et trumfkort. Selvom det var svært, fik hun sunket, hendes hånd søgte fra hans klæder og ned til hendes ben som hun greb fat i og pressede fingrene mod såret som endelig havde fået hvile, men blev brudt på ny. Et gisp forlod hende, som hun klemte øjnene smertefuldt sammen.
"Jeg kan både se og føle det Gabriel, og hvilket fryd!" Lød det hæst fra hende, som hun måtte lade det balladefyldte smil vokse. Det var tydeligt på ham, og hvor det dog klædte ham! Corina pressede mere til, fik revet og flået i såret så hendes smerte måtte vokse, ligeså var det jo virkelig ikke rart at blive holdt om halsen, for en normal person. Corina derimod nød det, en tand for meget faktisk. Det var ikke ligefrem det som havde været hendes mening, men hvad pokker, hun skammede sig ikke ligefrem over det. Da det jo var naturligt for en som hende, og bestemt også for en som ham, hvis han da blot ville indse det. Hvis han blev på denne måde, ville han måske miste overblikket og ende med at give efter. Selvom det sikkert bragte mere bitterhed i den anden ende, ville hun elske at se det ske, mærke det ske. For det måtte jo gå ud over hende. Neglene satte hun i hans hånd, udelukkende for at skade ham, det kunne måske sætte mere fut i det hele.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Vreden fyldte kun mere og mere i Gabriel, og jo længere tid, han var tæt på Corina, jo værre blev det. Det var ved at gøre ham direkte tosset, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han vendte blikket direkte fast i retningen af hendes skikkelse igen, og særligt, da hun valgte at stikke en finger i det åbne sår igen. Igen kunne han mærke smerten, som hun måtte føle, og hvordan hans egen krop direkte nærede og sugede det hele til sig. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for tanken om det, var noget, som gjorde det meget værre for ham.
Denne gang så Gabriel rødt. Han kunne virkelig ikke rumme det, og særligt sådan at det var. Denne gang knyttede han sin næve, hvorefter han smækkede den direkte mod hendes hoved, i et desperat forsøg på at få hende til at stoppe, for han kunne virkelig ikke have det, og nu var det vel efterhånden også gået op for hende? I takt med, at han havde slået hende, havde han også valgt at give slip på hende. Med en tydelig og voldsom sitren i hans krop, endte han med at trække sig. At slå på en kvinde, var slet ikke noget, som han gjorde normalt.. Det var slet ikke mandigt at slå på en kvinde!

[Deleted]

Dirrede han? Eller var det hende i ren spænding? Hun elskede hvad hun faktisk måtte gøre ved ham, det passede hende fint og hun forstod vel til den grænse hun ville. At advare hende hjalp intet, hun skulle føle, hvilket var præcis hvad hun måtte ønske. Det måtte virkelig være meget han havde fundet sig i, hans lunte var ikke så kort som hun havde troet, så det måtte man da give ham. At den så endelig var væk, passede mere end godt. Hun tog imod slaget, bød det velkommen, som smerten der ligeså måtte skyde igennem hende og hun mærkede hun blev sendt tilbage, da hun forsøgte at holde balance på sit ben måtte hun dog fejle og endte med at gå i jorden skønt hun ikke lige havde planlagt det. Rent havde han også ramt, som hun bestemt mærkede det dunke og hamre i hendes hoved, hun lænede sig tilbage som hun lå på jorden, hvor hun begyndte at grine højlydt, det var fantastisk, hvor det dog klædte ham!
"Bravo!" Udbrød hun, inden hun valgte at spytte blod ud til siden, hun tog sig til kæben og endte med at lige få pusten igen, hendes ben værkede i den grad jo mere hun brugte det og tværrede i sit eget sår. Og lidt konfus blev man ved en fuldtræffer lige i hovedet! Dog måtte hun jo op på benene igen, hun var ikke færdig med ham, langt fra! Så noget ustabilt, kom hun på benene igen, hun så mod ham med et udfordrende blik og sit balladefyldte smil.
"Var det alt?" Spurgte hun provokerende. Stædig var hun nemlig selv, hun begyndte at gå mod ham, denne gang mere påvirket af benet, da smerten jo i sig selv var trættende i længden. Det føltes godt at blive påført smerte af en anden, meget bedre end hende selv!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At slå til en kvinde på den måde, var slet ikke noget som Gabriel gjorde med vilje, men hun gjorde ham simpelthen bare så desperat, at han ikke kunne se nogen anden mulighed! Han kunne bestemt ikke gøre noget ved det, og han hadede det virkelig! Slaget dunkede i hans hånd.. og i det indre, følte han det virkelig lettende. Hvor var det fantastisk, at kunne få lov til at hamre sådan til hende! Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved, sådan direkte, men for pokker.. det var jo virkelig frustrerende, at det skulle være på denne her måde!
Hendes latter.. den vækkede kun mere vrede, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han vendte blikket hårdt og vredt i retningen af hendes skikkelse igen. "Nej, åbenbart ikke," hvislede han med en fast tone, som han trådte tættere på hendes skikkelse igen, som hun kæmpede sig op at stå igen. Han kneb øjnene sammen. Når han sagde, at hun skulle stoppe, så var det altså meningen, at hun skulle stoppe! Ikke ønskede han at lægge øre til mere, og ikke ønskede han at mærke hvordan den smerte påvirkede ham, for det gjorde ham faktisk frustreret og bange. Det var så unormalt, som noget overhovedet kunne være, og han kunne slet ikke have den tanke i det hele taget! Han knyttede næven, inden han tog fat om hende, inden han bare hamrede den mod hendes ansigt igen. Nu havde det hobet sig op.. nu var han nødt til at få det ud på en eller anden måde!

[Deleted]

Det gjorde ondt, uden tvivl, hvilket for hende var en fantastisk følelse, hun nærede sig jo selv på det og det var ophidsende for hende med lidt tæv. Naturligvis til en grænse, og hun ville ikke lade ham tæve hende til bevidstløshed, ikke uden kamp fra hende selv. Grænsen var nået, det havde hun mærket og det føltes virkelig godt! Det klædte ham, han burde ikke gemme sine lyster i dette væk, det var jo smukt i hendes øjne, uden tvivl virkelig smukt! Corina havde været van til at blive tævet synder og sammen hver eneste dag i flere tusinde af år i et ægteskab fyldt med vold. Hun artede sig ikke, han straffede hende. At det gjorde hende stærkere, det var jo kun en god ting. Nu var hun her, kommet længere end hvad hun kunne turde håbe på. Igen tog han fat i hende, kun for at ville hamre hende en i ansigtet igen, noget hun tog imod med et smil, det var jo præcis hvad hun ønskede og han virkede til at have nået et punkt hvor han ikke kunne stoppe sig selv helt igen. Endnu engang ramte han pænt og rent, hvilket fik hendes læbe flækket og hun mærkede kæben rykke sig, dog ikke nok til at gå af led eller brække. Et smertefuldt støn kom fra hende, som hun igen måtte mærke balancen svinde, men hun valgte at læne sig ind mod ham i stedet for at søge bagud. Corina vidste han nærede sig ved dette, vidste hvor meget dødsenglen i ham manglede det her, så for hende var det langt fra et tab at lade ham slå lidt på hende, derimod en fryd og en ære.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Velvidende om, at Gabriel i øjeblikket, måtte give Corina hvad hun ville have, var en tanke, som kun gjorde ham endnu mere vred, for det var slet ikke meningen, at det her skulle forekomme. Overhovedet faktisk! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som han endnu en gang, havde taget fat i hende, kun for at give hende en knytnæve direkte i ansigtet. Skræmmende som det end lød, måtte han erkende, at det føles forbandet godt, bare at sål løs på hende, hvilket ikke gjorde det meget bedre af den grund. Han burde hade sig selv for at gøre det, men han kunne jo for pokker ikke ligefrem gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Tænderne bed Gabriel fast sammen. Han havde lyst til at gøre det igen.. Forbandet lyst faktisk, og det var slet ikke noget, som han kunne skjule længere. At det var så stærk, og stor en del af ham, var en tanke, som han måtte finde skræmmende, for det burde slet ikke forekomme.. Overhovedet faktisk! Hans blik søgte fast hendes skikkelse igen. "Jeg advarer dig, Corina.. Hold dig langt væk fra mig.." hvislede han med en fast tone, som han denne gang var den, som tog et skridt væk fra hende. For alt i verden, så forsøgte han da at holde igen, selvom det bare ikke var nemt. Han havde sådan en brændende lyst til bare, at tæve løs på hende.. Han hadve brug for at få det ud!

[Deleted]

Der var intet galt i at have det som han nu engang måtte have det, det var normalt og sundt hvis man altså spurgte Corina. Hvorfor ville han ikke bare indse at det var præcis hvad han ville have, hvad han længdes efter? Igen måtte hun spytte lidt blod, som hun havde den metalliske smag i munden, hun elskede det virkelig. Som hun måtte forsøge at støtte sig op af ham, gjorde han det ikke let, som han endte med at træde væk fra hende. Nær væltet forover, måtte hun lige samle sig, hun rystede på hovedet, manden kunne da finde ud af at slå, det var en god ting. Hendes hoved var begyndt at smådunke, specielt hendes kæbe. Små øvelser i bevægelser gjorde hun med den, sikrede sig at den nu sad som den skulle. Hun så op mod ham derefter med at smil som skreg langt væk af den ballade som allerede var der.
"Advare du mig, eller dig selv Gabriel?" Spurgte hun flabet, for det gjorde ikke hende noget at han slog på hende, han var den eneste her som kæmpede imod det. Hun søgte tættere på ham igen, men et hoved som værkede og et ben som virkelig var begyndt at gøre mere end ondt! Fast greb hun fat i ham, kun for at gøre noget som hun var sikker på ville vække ufattelig vrede i ham, hun gik efter at kysse ham dybt og grådigt lige på munden. Det måtte da virkelig pisse en mand som ham af, det var den reaktion hun gik efter, at se ham miste sig selv fuldstændig, se rødere end rødt.