It's all going to change

[Deleted]

Det var kært at han forsøgte, men hende narrede han skam ikke, hun kunne mærke enhver muskel i ham spændt som sten, han var i hvert fald ikke en glad mand lige nu. Ganske anspændt. Hvilket kun måtte gøre hun nød dette endnu mere, for hun fik jo præcis det ud af det hun ville, hvis ikke også lidt mere til, hvilket man da ville være dum ikke at nyde. Corina søgte at få dem vendt om igen, så han ville være under hende, første distrahere ham ved at trykke sine negle hårdt mod hans overarme, for så at skubbe dem rundt med så stor styrke hun nu formåede fra sin position. Det var her hun var glad for hendes træning blev holdt ved lige, man vidste jo aldrig hvornår en krig ville bryde ud, så hendes folk var altid i fuld form og kampklar. Hver dag stod der krigere og kæmpede hårdt for at blive de bedste i hendes gårdsplads. Et smukt syn! Specielt når de var så dejlig sadistiske at blive ved selvom det måtte smerte. De styrkede hinanden.
"Ville det ligne en kvinde af mørket at lade en mand gå, som endnu ikke har omfavnet mørket, trods han vidunderlige nye race står for alt hvad der har med mørket af gøre?" Spurgte hun med en legende stemme, hun morede sig i den grad alt for meget til hvad han nok ville finde passende, men det var noget så skønt at være Corina lige nu. Hvis han nu bare ville give efter. Hun så kort eftertænksom ud, inden hun fik en ide. Men om hun skulle gemme det lidt, måtte tiden jo vise, det kunne jo være at han rent faktisk måtte have mistet alt lunte allerede nu, og hvis ikke, havde hun en ide hun med sikkerhed vidste ville virke!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Vred var Gabriel uden tvivl, og Corina gjorde det ikke bedre for ham, med sin blotte tilstedeværelse. Faktisk var det kun noget, der pissede ham endnu mere af, end hvad godt måtte være i den anden ende. Svagt måtte han bide tænderne sammen, som han forsøgte at få dem vendt. For lige nu, gjorde hun heller ikke andet, end at pisse ham af, og det gad han da virkelig ikke i længden!
Hurtigt måtte hans hjerte derfor slå mod hans bryst, og det irriterede ham uden tvivl, at denne kvinde, bare ikke kunne lade være, for han havde aldrig bedt om det helvede, som han var på vej igennem. Slet ikke, som det stod lige i øjeblikket! At hun kæmpede for at få dem vendt, så han igen lå under hende, mærkede han sig først af, da hans ryg mødte jorden under ham. Han spændte automatisk i kroppen. Silia bar måske de mørke racer, men var en kvinde af lyset af den grund, så det skulle man endelig ikke tage fejl af. Han spændte fast i kroppen. "Jeg har intet med mørket at gøre, selvom racen måske tilsiger det," bed han af hende. Det var ikke fordi at han ønskede det! Overhovedet ikke faktisk! Næverne knyttede han, uden egentlig at gøre noget yderligere. "Kan du ikke bare forsvinde, og så lade mig være lidt i fred?" spurgte han så kontrolleret, som han overhovedet kunne.

[Deleted]

Der kom en kynisk latter fra hende, inden hun rystede voldsomt på hovedet.
"Åh nej, nej, nej, nej. Kæreste Gabriel, jeg har jo allerede sagt du ej slipper for lille mig, før jeg har fået hvad jeg ønsker!" Hvislede hun, denne gang med et blik intenst og næsten krigerisk, hun bar endnu ballademagersmilet, som de næsten hvide øjne måtte søge hans blik. Hendes krop pressede sig hårdt ned mod ham, hun lagde sin vægt i, og lod sine muskler i lårene træde til ved at klemme om hans hofter. Han var nede, hvilket passede hende fint. Ganske roligt lænede hun sig forover, for at lade ansigtet komme ved siden af hans. Hendes ånde ville han kunne mærke ved sit øre.
"Man kan ikke flygte fra sin egen skygge, omfavn mørket og nyd det, jeg lover dig du på ingen måde vil fortryde det...." Hviskede hun kælent og lalleglad på samme tid, inden hun lod tungen snog sig ind i øret på ham, før hun slap ham med et grin og rettede sig hurtigt op igen. Dog stadig forsøgende på at holde så godt et tag på ham som overhovedet muligt, dette var virkeligt sjovt for hende og personlige grænser, ja dem kendte hun skam ikke til. Eller også var hun lykkelig klar over dem og elskede at bryde dem. Nok mest det sidste.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At have Corina så tæt på, var noget som kun for alvor måtte sætte en sitren i Gabriel. Det var vreden, der for alvor meldte sig for ham, og han kunne virkelig ikke have det! Overhovedet ikke! Øjnene lukkede han let, som han tydeligt mærkede, hvordan hans krop måtte sitre under hendes behandling af ham. Han hadede det! Aldrig i hans liv, om han ville komme til at omfavne mørket på den måde, som hun gerne ville have det! "Du har fat i den forkerte engel, om du tror, at jeg vil give dig, hvad du gerne vil have," bed han af hende. Ikke i hans liv, om det nogensinde skulle have lov til at komme på tale!
At hun bevægede sig så tæt på ham, fik ham til at ligge så stille som muligt, og bare stirre op i luften. Han var uden tvivl ved at være rigtig vred, og hun gjorde det ikke ligefrem bedre! Efter han var blevet forvandlet, kunne man ikke sige, at han havde en særlig lang lunte. Tvært imod, så var den blevet forbandet kort! Han lukkede øjnene let. Hvis hun virkelig troede, at han ville, var hun da komplet sindssyg.
"Jeg foragter det væsen, Corina.. Og hvis du nogensinde tror, at jeg vil tage det til mig og elske det så meget som du gør, tager du fejl," hvislede han med en fast tone, idet han kraftigt igen, forsøgte at få hænderne revet til sig.

[Deleted]

Var det virkelig ikke nok at stikke en tunge i øret på ham? Hvor meget selvkontrol kunne den mand have! Mange mænd ville da allerede nu været hidset op til et punkt hvor hun havde fået en på hovedet. Men så igen, han var jo ikke længere en gift mand. Måske han endda kunne lide det? Den tanke havde faktisk ikke helt strejfet hende. Hun kunne nu godt lide den. Et grinende smil lå på hendes balladefyldte læber.
"Så det du siger er, at du vil hade dig selv altid? Måske det er derfor du drukner dine sorger i en kvindes skød. Du er virkelig ikke en mand af lyset kære Gabriel, men det er sødt du prøver at holde fast ved det." Lo hun hånligt, hun søgte at få hans hænderne på plads igen. Corina elskede at være spontan, hvilket man måtte sige hun var lige i dette. Godt nok vidste hun præcis hvad hun ønskede, men hvordan hun fik det, det måtte jo komme som det nu engang gjorde. Ingen tvivl om at hun nød det og fandt det morsomt. Hvis han ikke reagerede på det andet, ville han måske reagere på noget mere, intenst? For en dødsengel, ville det vel være smerte et sted. Hun opgav at holde ham på plads og rullede af ham, hun trak sin dolk og lod bladet søge kraftigt mod hendes eget ben. Vanvittig? Ork ja! Men smerte var hun van til og smerten måtte hun elske, hvilket hun i den grad også gjorde som hun kom med et smertefuldt støn der havde en blanding af smerte og nydelse i sig. Corina vidste også hvor hun skulle stikke for at det ikke blev farligt for hende, og hun ikke mistede for meget blot. Hun drejede dolken rundt, og måtte komme med et smertefuldt skrig, hånden strammede hun om skaftet, som hun lod blikket glide direkte mod ham. Mon han ville mærke dødsengle rive bare lidt i ham? Hvor hun dog håbede det!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forsøgte så desperat, som han nu kunne, at holde fast i den mand, som han engang havde været, selvom denne kvinde for pokker da ikke, gjorde det nemt for ham! Han spændte kraftigt i hele kroppen. Lysten til at flå vingerne af hende, og kyle hende ud for klippen, var virkelig fristende lige nu! Han var ligeglad med konsekvenserne! Hun skulle bare holde sig langt væk fra ham! Og så langt væk, som hun overhovedet kunne komme til det!
"Jeg bad aldrig om det her.. og hvis du tror, at jeg drukner mine sorger i en kvindes skød, så tro om igen! Du kender mig ikke!" endte han med en fast tone. At hun trak sig væk fra ham, passede ham mere end fint. Han forsøgte hurtigt og hastigt, at komme op på benene igen. Det var der at følelsen af smerte, måtte ramme ham. Han.. kunne mærke, at hun havde ondt, og skriget som kom til følge, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre. Hånden gled over hans hjerte.. at man kunne nære sig på den slags.. nyde den slags, forstod han slet ikke, men han kunne jo mærke det! Mærke hvordan han desperat ønskede, at hun skulle fortsætte med det.
".... Hold op med det der!" endte han denne gang med en langt mere sammenbidt stemme. Det var bestemt ikke meningen, at det skulle påvirke ham sådan, at se andre have ondt. Hans blik gled mod hendes ben.. blodet der piblede frem.. hvordan han desperat ønskede at hun fortsatte.. Det var virkelig frustrerende!

[Deleted]

Sin egen smerte måtte hun jo i den grad elske, og når han sådan foragtede hende, ville smerte ved hende selv kun være bedre for ham et sted. Hun mærkede virkelig smerten, men nød den lige så, hun holdte øje med ham, så hans reaktion som var den hun søgte. Selvom han benægtede det, kunne hun se det på ham, han nød det! At han bad hende om at holde op, fik hendes smil til at vokse, det kom ikke på tale at hun ville stoppe, hun vred i skaftet som hun havde det stramme greb op, hun prustede i smerten det bragte i hende, som hun måtte skære en smertefuld grimasse. Hendes smil forsvandt hvorpå ansigtet faktisk gled over i mere nydende folder. Det hun elskede ved krig, var hvordan krigsskader faktisk måtte gøre hende stærkere, som hun nød dem og frustrerede sine modstandere ved at grine og virke til at nyde det de påførte hende. Dødsengle var i den grad gode i krig, de virkede som vikinger langt væk på giftige svampe, ikke til at stoppe før man faktisk slog dem ihjel. Og ved at de styrkede sig på smerten, overlevede de også skræmmende mange ting. Derfor var dette, ingenting! Corina havde virkelig været igennem et par skader i løbet af krigene, men hun var overlevet og hun nød godt af det.
"Vil du da gerne overtage?" Spurgte hun flabet, inden hun igen vred dolken rundt, et skrig lød som den ramte rent, hun måtte søge efter pusten kort, inden hun lod de lysegrå øjne søge mod ham på ny. Smilet måtte næsten forekomme sensuelt som det hvilede på hendes fyldige læber, hun ønskede at han skulle mærke dette, lige så skønt som hun måtte det. Han skulle omfavne det og virkelig tage nydelsen i det til sig, for kun da, ville hun lade ham være i fred, velvidende om at han ikke ville kunne slippe følelsen eller lysten!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad pokker var det Corina var ude på? Hun var da fuldstændig sindssyg! Ikke var det en tanke, som han kunne håndtere, og særligt, som det var i øjeblikket! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen, som han for alvor knyttede næverne. Han ville jo ikke have at hun skulle stoppe.. men han ville jo heller ikke have, at hun skulle fortsætte! Det var jo vanvid!
"Aldrig!" hvislede han med en fast tone. Han ville slet ikke tage del i den slags! Det var det, som han foragtede mest ved at være det væsen, som han var i øjeblikket, for det var virkelig ikke retfærdigt! Overhovedet ikke faktisk! Han vendte blikket fast væk fra hende, som han tydeligt kunne mærke den voldsomme sitren tage fat i hans krop. Det var virkelig ubehageligt, at det skulle være på den måde. Han kunne virkelig ikke have det! Slet ikke faktisk! Han vendte blikket ned mod sine hænder, som han oprigtigt ønskede at holde fokus på, mere end hende.. Selv ved hendes skrig, som tydeligt påvirkede ham! Han fandt jo.. styrken ved det.. Følte sig næsten stærkere, end hvad han var. Han så mod hende igen, og mod hendes blodige ben. Hvad pokker var det hun havde gang i?
"H-hold op!" Han vendte blikket væk igen. Han ville slet ikke tage del i den slags, som han slet ikke ønskede at nyde det så meget som han gjorde. Så langt fra sin normale virkelighed, var tanken et sted også skræmmende.

[Deleted]

Ganske klart var det for hende at han ønskede at holde fast i sit gamle liv, det gamle jeg, men det var ikke en mulighed, dødsenglen havde brug for sin næring og når han først gav efter, ville det bestemt være svært at få nok. At finde et offer og gøre dette ved, ville kun tale til det gode i ham, når hun nu gjorde det ved sig selv, skete det mod en person han virkelig ikke kunne klare, og gjorde det derfor også lettere for ham at nyde, at give efter. Corina var virkelig ikke helt så dum som hun så ud, når det kom til smerte, var hun jo i den grad specialist. Hun nød at se ham sådan, splittet, for det var ikke noget han brød sig om, det kunne hun se og mærke.
"Hvorfor er det jeg skal holde op Gabriel? Jeg troede det ville være en god ting at se en kvinde du foragter sådan komme til skade." Spurgte hun så, tydeligt med et dårligt skuespil af uforståenhed. Den anden hånd lagde sig over skaftet, som hun pressede den videre ned mod sit ben med den styrke som hendes egen smerte jo faktisk måtte give hende. Et næsten smertefuldt krigerisk brøl kom fra hende, som hun ligeså endte med at slippe et støn som brølet døde ud. Hun lukkede øjnene for at koncentrere sig, fokusere på sin egen smerte kort og virkelig nyde den! Inden hun trak dolken hurtigt og lettere brutalt til sig med et smertefuldt gisp. Tilbage søgte hun ned mod klippens faste grund og lå så der med et smil på læben. Let vred hun sig i kroppen, dolken fandt sin plads igen i skjul.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stod uden tvivl med en fod i to lejre, og han brød sig ikke om det. Det var et helt andet og et helt nyt liv, som han skulle til at vænne sig til, og det var det, som gjorde det så forbandet træls for ham! Han hadede at stå fanget i denne situation. Et sted var han vel bange for, at han ikke var så fast i det, som det Denjarna havde været, sidst de havde stået ansigt til ansigt med denne kvinde? Irriterende som hun end var, så fik hun jo frem en pointe alligevel, hvilket ikke ligefrem var noget, som gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende, for han måtte jo virkelig hade, at stå fanget på denne måde. Han knyttede næverne fast, som han igen kort vendte blikket den anden vej. Det var ikke meningen.. Det her var ikke meningen!
"Jeg har aldrig ønsket, at nogen skulle komme til skade! Og mindst af alt, påføre smerten selv, for en pointe!" endte han med en fast tone. Irriterende som det end var, var det begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Som hun trak kniven ud, og lagde sig med en sitren i kroppen.. Hvad gjorde det ved hende? Alt for mange spørgsmål poppede op i hovedet på ham. Igen måtte han vende sig mod hende. Hans øjne var nærmest blevet helt mørke, og hans hud havde fået en glød.. Næsten som han rent faktisk nærede på den smerte, som hun følte i krop og sind. Ikke at han kunne gøre synderlig meget ved det, for det kunne han ikke. Det var jo en del af ham, og nu måtte han lære at leve med det. For nu, blev han dog stående.. Han ville ikke tæt på! Selvom han også gerne ville have hende tilset.. Kunne han heale endnu? Han vidste jo intet om dødsengle!

[Deleted]

At det skulle være så svært at give efter for noget så vidunderligt, det forstod hun sig ikke på, men hun gjorde da sit for at han skulle mærke hvor skønt det faktisk måtte være at have den race de begge måtte bære. Nogen med mere stil end andre, med hvad pokker, han kunne jo endnu lære. Hvilket hun da uden tvivl ville give ham. At han måtte reagere så splittet ved dette morede hende uden tvivl, hun bed sig i læben, inden hun endte med at rejse sig op, påvirket af en dolk havde siddet i hendes ben. Dog endte hun med stædig at søge mod ham, hun gik overraskende pænt, men det var jo fordi hun omfavnede smerten og ikke forsøgte at undgå den. Det strømmede ud igennem hende som små impulser hver gang hun stødte på benet. Hun søgte nær ham.
"Jeg synes ellers du talte om at flå mine vinger af?" Lød det legende stemme, mens smilet på ny måtte brede sig i ren ballade over hendes læber. For det havde han jo faktisk sagt til hende, så hvad havde ændret sig, havde det overhovedet ændret sig? Det var spændende at se ham forsøge at bekæmpe noget som ganske enkelt ikke kunne bekæmpe ved andet end at tage sit eget liv og det ville hun skam ikke lade ham gøre. Nogensinde. Han skulle omfavne væsnet han var blevet og nyde det liv der fulgte med. Hendes fingre søgte ned mod hendes lår, hvor hun endte med at stikke en finger i sit åbne sår kun for at bringe sig selv mere smerte, han måtte stoppe hende selv hvis han ønskede det skulle stoppe.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad var Corina egentlig ude på? At få ham til at omfavne det væsen, ved at vise ham, hvad smerte gjorde? Det var bestemt ikke vejen at gå frem på! Han vendte blikket skeptisk i retningen af hende, hvor han samtidig følte den vrede, som meldte sig i hans krop og sind. Dette var jo på ingen måder normalt.. Dette var slet ikke noget, som burde forekomme, og ikke kunne han gøre særlig meget ved det af den grund. Han spændte i kroppen, som hun endte med at søge i retningen af ham.
"Kun fordi at du giver mig en brændende lyst til det. Hvis det er sådan jeg slipper af med dig." Var han i sandhed ved at udfordre sin egen nye leder? Han kunne jo slet ikke begribe, at det var således, at tingene egentlig forholdt sig, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre synderlig meget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Hans mimik forsvandt fuldstændig i takt med, at hun stak sin finger direkte i såret, og smerten igen meldte sig. Igen kunne han følte, hvordan han nærmest tog det hele til sig.. Sugede det hele til sig, som den nærende nektar det var for hans nye væsen. Denne gang greb han direkte ud efter hendes håndled, for at rive fingeren ud af såret. Bogstavelig talt. "Jeg... s-sagde.. stop!" endte han med en fast tone. Han brød sig slet ikke om den påvirkning! Det føles næsten grænseoverskridende for ham!

[Deleted]

"Jeg har jo allerede fortalt hvordan du slipper af med mig Gabriel." Lød det ganske roligt fra hende, han skulle jo trods alt bare lige fortælle hvad det hele her havde gjort ved ham, hvad han følte. I forvejen var hun meget følsom efter at have givet sig selv smerte på den måde, at han så endte med at gribe ud efter hende, satte en sitren igennem hende. Noget hun godt kunne lide, meget endda, hendes blodige finger måtte dryppe et par enkelte gange. Tættere trådte hun, som hun gjorde deres kroppen næsten mødte hinanden.
"Hvad så nu?" Spurgte hun, næsten forførende, som hun lod blikket søge hans, selvom han uden tvivl gjorde alt for at se væk fra hende det meste af tiden. Udelukkende for at tirre ham mere, lænede hun sig mod sit ben for at få det til at gøre mere ondt. Endnu et smertefuldt støn lød fra hende, mens smilet kun voksede sig større. Hun nød det i sandhed, og hun ønskede at han gav efter og gav sig selv lov til at nyde det når nu det var hvad hans væsen ønskede og nærede sig ved. Corina var dog forberedt, hun håbede jo virkelig at bomben ville springe og hun havde noget at kæmpe med, på den ene eller anden måde. Det bedste ville jo være hvis han rent faktisk gav efter, men der synes at være en meget lang vej dertil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Og jeg har ikke tænkt mig at imødekomme det, Corina.. Forsvind herfra, og lad mig være i fred!" nærmest brølede Gabriel. Var det virkelig meget at forlange, at han ønskede at have fred og ro? Han ville slet ikke have hende tæt på sig, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Det var virkelig ikke sjovt. Han hadede at det skulle være på denne her måde, hvad end om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så ville han ikke imødekomme det!
Grebet strammede han om hende, selv da hun valgte at træde nærmere, så deres kroppe næsten mødtes. Nu hvor han var så tæt på, kunne han for alvor mærke, hvad det var en Dødsengel gjorde.. og særligt hvad den gjorde med ham i øjeblikket, hvilket ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre. Han hadede og foragtede virkelig, at det var sådan her, at det skulle være!
"Hvad så hvad? Tag hjem... find en healer.. gør noget ved.. det der..!" endte han fast, inden han kraftigt skubbede hende fra sig. Mest for at få hende væk fra sig... Hun var for tæt på. Alt for tæt på, pludselig, og han kunne slet ikke klare, at det var på den måde. Hans krop sitrede.. Han slap hende, og hånden rystede efterfølgende. Smerten som hun følte, nærede han jo på. Det var jo en direkte skræmmende tanke, at det var sådan!

[Deleted]

At han virkelig blev ved med at kæmpe var imponerende, han kunne ikke klare hende, han nærmest måtte udvise et had, alligevel, udviste han også bekymring for sit medvæsen, hvilket næsten måtte være kvalmende. Forstod han ikke hun kunne lide det? Han kunne jo tydeligt selv mærke det! Det havde hun da set, men han skubbede det væk. Åndssvage mand! Så måtte hun vel blot forsætte til han ikke kunne mere, alle havde en grænse. Det kraftige skub sendte hende bagover, og en smerte som hun ikke var klar på, var endnu bedre end den man selv måtte være skyld i. En sten fik hun nemlig tråd på for at holde sig selv oppe, hvilket fik hendes ben til at give efter under hende og hun faldt forover i knæ, kun for at mærke smerten igen strømme op igennem benet på hende. Hendes fingre krummede mod klippegrunden, som hun smilede ved smerten, ganske vidst i det skjule. Vingerne lod hun søge væk, forsvinde fra hendes ryg som havde de aldrig været der, være i sikkerhed i skjul.
"Det gjorde ondt..." Grinte hun, udmærket klar over at han havde følt det og han var endda skylden i det. På alle fire, stod hun, forsøgende at lige få pusten, da det var hårdt at skjule sine vinger og mærke smerte på denne måde.
"Mmmh, gør det igen." Lød det så intenst fra hende, som hun løftede ansigtet op mod ham. Uden tæven, rejste hun sig op igen, og gik mod ham på ny for at komme så tæt på som hun var før. Ville have hende væk, måtte han jo holde hende væk, uanset hvor ondt det ville gøre på hende. FOrsøgte han at flygte, ville hun skam blot forsøge at holde op ham igen.