That might not have been a good idea

[Deleted]

Matthew Igleéias

Celisia bevægede sig igennem det mørke og kolde terræn, i landet Dvasias. Måske ikke det bedste sted at befinde sig, for en 16-årig pige, men siden Celisia havde Jared med sig, så mente hun selv at det hele nok skulle gå. Hun havde aldrig været i dette land før, så hun havde valgt at ville udforske det. Og hvilket tidspunkt passede bedre på at udforske Dvasias, end om natten når der var mest gang i det? Intet. Hendes forældre havde altid været for overbeskyttende overfor hende og altid fortalt hun ikke måtte forlade Manjarno grænser, men nu var de væk, så de kunne ikke længere fortælle hende hvad hun måtte eller ej. Hun ville se hele verden og derefter ville hun finde sine forældres morder. Et brændende ønske om at hævne deres død, men selv Celisia kunne tænke så langt, at når hun kun var 16, så ville hun ikke opnå noget. Selv ikke med Jareds hjælp. 
#Celisia, vi er ved at være for tæt på Corvento.# lød Jareds stemme, hvilket fik Celisia til at vende de blå øjne hen på den smukke drage. Det var ikke specielt svært at se noget i mørket, og skikkelsen af den store drage var tydeligt for hendes blik. #Corvento? Det er der vampyrerne bor, ikke?# spurgte Celisia nysgerrigt og stoppede op, hvorefter hun så sig rundt. Var der noget Celisia ikke skulle nyde sig af, så var det at blive bidt, dræbt eller blive blodbank for en flok vampyrer. #Lad os gå den vej!# forsatte Celisia og gik til højre, for den vej der første til Corvento. Det hele var egentlig meget øde lige her, hvilket gjorde det hele en smule mere utryggende end det allerede var. Det var det gode, ved at Celisia kunne mærke nærværet af Jared. Og høre hver gang den tunge krop tog et skridt. Det hele blev lige lidt mere trygt. #Celisia.. kan vi ikke godt komme væk herfra? Jeg føler ikke at du er i sikkerhed her.# lød Jareds bekymrende stemme inde i hendes hoved, hvilket fik Celisia til at synke en klump. Måske var det bedst de forsvandt herfra, inden det ville blive forsent. De kunne altid komme tilbage.. en anden gang.

[Matthew Igleéias]

Det var mørkt, hvilket var, hvad der havde drevet Matthew frem fra skjul. Solen lænkede ham til mørket og det dunkle, hvor de derimod måtte slippe ham i det øjeblik, at solen forlod den store himmel over dem. Nu var det mørkt og med månen til at lyse op, om kap med de mange stjerner. Efterhånden var det et syn, som han var blevet så vant til, og derudover, også rigtig godt kunne lide.
Corvento, var en by, som han efterhånden havde tilbragt mange af sine dage og nætter i. Han var en af de mere frygtede af slagsen, og ikke var det noget, som kunne komme bag på nogen som helst. Med den måde, som han handlede og reagerede på, var det næppe underligt. Selv vampyrerne måtte udvise den form for frygt for ham!
Den blege hud, lyste nærmest op her i mørket.
Lyden af vingeslag, var dog det første, som slog ham. Hurtigt måtte han vende blikket op mod den store himmel. Dragerytterne, var efterhånden ved at blive en temmelig stor race, og han hadede det. Det var slet ikke meningen, at de skulle brede sig på den måde, som de nu havde gjort det. Og dog.. en dragerytter herude? Det skulle nok vise sig, at blive yderst interessant! Synet af en kvinde, ikke så frygtelig langt fra ham, var det første som han tog i blik. Duften var genkendelig.. Og nu hvor han stod ved træerne, som stod ved stien.. en samling her på stedet, så var han også svær at få øje på. "De er langt hjemmefra," kommenterede han let. Rigtig mange vil søge mod hende.. Særligt med lyden af et bankende hjerte. Hun må virkelig nyde adrenalinkick.. ellers søgte hun døden. Dumt var et i hvert fald!

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at give et sæt, da en fremmed stemme nåede hendes øregang. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i brystet på hende, da hun med små skridt vendte sig mod lyden. Hun fornemmede den truende adfærd hos Jared, mod den fremmede, hvilket fik hende til at række sin hånd ud og lægge sig på Jareds ene ben. #Jared, rolig nu. Måske er det ikke en fjende.# sagde Celisia så roligt som hun kunne, selvom nervøsiteten voksede inden i hende. "Ja. Det er jeg." svarede Celisia nervøst, men alligevel roligt og så nysgerrigt på den fremmede. Et eller andet ved ham fik gåsehuden til at rejse sig, hele vejen ned gennem ryggen på Celisia. Om det var den måde, hvor han nærmest stod skjult ved træerne, eller hvad det var, det vidste hun ikke. 
Celisia lod hurtig blikket glide rundt, med tankerne kredsende om hver en lille flugt-mulighed hun havde. Jared ville kunne flyve væk med hende, men spørgsmålet var bare - ville det gå hurtig nok? Jo mere hun tænkte over mulighederne og alle de svage led ved dem, jo hurtigere begyndte hendes hejrte at banke. #Celisia, vi skal væk nu.# lød Jareds stemme og Celisia kunne med det samme mærke uroen inde i Jared, hvilket blot gjorde hende endnu mere nervøs. Hvorfor hun ikke havde lyttet til ham, til at starte med var en gåde, men sådan var det altid. Celisia gjorde altid hvad det passede hende, hvor det endte med at det faktisk var Jared der havde haft ret. #Hvordan, Jared? Hvordan?# svarede hun og lod sine øjne flakke op på dragen og tilbage på den fremmede. "Du vil ikke gøre os ondt, vel?" spurgte Celisia med en svag stemme og håb i maven. Hun talte automatisk i flertal, for Jared var en del af hende. Døde hun, døde han og siden hun aldrig rigtig havde oplevet verden, så vidste ikke hvem der onde og hvem der ikke var. Selvom hun havde en ret god fornemmelse af ham her.

[Matthew Igleéias]

Hvad der afholdt Matthew i at træde for tæt på, var dragen, som stod bag denne unge kvinde. Duften af hende, kunne han dog kende.. Var det virkelig hende? Et morende smil gled over de blege og tynde læber, inden han dog trådte frem i månens lys, så de ville kunne se ham. Han havde altid gjort brug af en helt anden jagttaktik, end hvad de fleste ville benytte. Han havde altid haft sine metoder, hvorpå at han kunne få sin vilje, og dette skulle tidsnok vise sig, ikke at blive et undtag.
"Det anede mig," fortsatte han, hvor han lod armene søge over kors. Det magisk bankende hjerte, som hvilede i hendes bryst, ville drive de andre blodsugere hertil i løbet af temmelig kort tid. Og han tvivlede stærkt på, at hun ville have muligheden, for at slå dem alle sammen, dersom det skulle vise sig, at blive en nødvendighed.
Hans øjne fik et næsten morende glimt. Dette skulle nok vise sig, at blive yderst interessant, og han nød uden tvivl også af den tanke, når den endelig var der. Hovedet lod han søge på sned. Dragen virkede urolig, og derfor skulle han så sandelig heller ikke alt for tæt på. "Hver ting til sin tid.. Jeg er mere interesseret i hvad du laver her," sagde han stilfærdigt. Var det virkelig den kvinde, hvis forældre, han havde slået ihjel? Bare fordi at han kunne, og fordi, at han havde fundet det morsomt? Det var den type mand han var.. Og han ville ikke tøve med at gøre det igen. Den drage, ville han bare ikke alt for tæt på!

[Deleted]

Celisia havde stadig sin hånd på Jareds ene ben. Nærkontakten med dragen frembragte nærmest små stød, der flød rundt i hendes blod og fremtvang en særlig rolighed. Overhovedet ikke specielt meget, men nok til at hun kunne holde sit hoved koldt og tænke klart. Selvom Celisia ikke altid tænkte lige klogt, så kunne hun tydeligt mærke at det ville være en god idé at komme væk herfra. Og der behøvede hun ikke Jareds kloge ord, for at indse det.
"Den eneste måde man ser verden på, er ved at udforske, ikke?" sagde Celisia og sendte et prøvede smil i retningen af den fremmed, som hurtig blegnede igen. Nu når Celisia bedre kunne se ham i månens lys, så virkede det ikke ligefrem som om at den fremmede var en der tog let på ting. #Celisia...# mumlede Jared advarende da hun var ved at tage et skridt tættere på den fremmede. Nysgerrigheden var bare stor, og Celisia havde aldrig rigtig set en vampyr før. Det var vel det, han var? Og lidt tættere på, ville vel ikke skade? Dog stoppede hun sig og blev stående hvor hun hele tiden havde stået. Indenfor Jareds rækkevidde, hvis nu den fremmede skulle angribe. 
Det var som om klumpen i hendes hals voksede sig betydeligt større, ved den fremmeds ord. Han sagde ikke at han ville skade dem, men han sagde bestemt heller ikke, at han ikke vil. Bekrymringen voksede og Celisia måtte synke et par gange før hun fik mulighed for at svare den fremmede. "Jeg.. eh.. havde bare et lille erindring jeg skulle ordne. Dog er jeg på vej hjem nu!" sagde hun endelig, nærmere mumlende end snakkende. Sådan var det altid når hun løj. Hun var elendig til det om mumlede sig igennem alt.

[Matthew Igleéias]

Matthew rokkede sig ikke en centimeter ud af flekken, da han ikke ønskede, at komme for tæt på dragen. Tænk nu, hvis den rent faktisk spiste ham? Det var slet ikke en tanke, som han brød sig om. Det mindste faktisk! Han havde sit liv for kær.. for mange kvinder, at nedlægge.. både for næring, men så sandelig også for lystens skyld. Hovedet lod han næsten skræmmende langsomt, søge på sned, som smilet måtte brede sig på hans læber ved hendes ord. HUn var bare ude på tur? Ude for at udforske. "Det er et farligt sted, du har valgt at søge, som det første, må jeg sige," kommenterede han roligt. Det var jo til ren og skær sjov og leg - for ham i hvert fald, og det var også hvad han havde tænkt sig at gøre.
At hun trådte tættere på ham, sagde han intet til. Han blev dog bare mere og mere opmærksom på den drage, som stod lige bag hende, da han, som sagt, slet ikke ønskede at falde i gabet på den! At hun derimod ville hjem nu, var det, som forundrede ham en hel del. Og det var det, som han bed sig mest fast i, når det endelig var. Han slog ud i en latter, inden han hurtigt trådte et skridt frem. Hånden greb ud efter hendes arm. "Skal du allerede gå? Vi er jo først lige begyndt," hvislede han med en fast tone. Det hele var jo trods alt først lige begyndt, hvilket ville være synd og skam, at stoppe. Særligt nu hvor han havde muligheden for at få noget sjovt ud af det!

[Deleted]

Celisia mærkede hvordan hendes vejrtrækning blev tungere. Trygheden ved Jared, forsvandt mere og mere jo længere tid hun var her. #Celisia. Hvis han er her, så er der andre vampyrer i nærheden. Hvilket betyder vi skal væk nu.# lød Jareds stemme, som Celisia halv ignorerede. Hun vidste godt, at de skulle væk hurtigst muligt. Men et eller andet ved den fremmede, tiltrak hendes opmærksomhed. Adrenalinen pumpede rundt i hendes krop. Frygten var stor, men ligeså begyndte nysgerrigheden og spændingen at blive. Hvis han havde været ude på at dræbe hende, havde han så ikke allerede forsøgt? "Så farligt er her vel heller ikke." mumlede Celisia og prøvede at lyde så overbevisende som overhovedet muligt. Forbandet være hende og hendes dumme beslutninger.
Celisia kunne høre vejrtrækningen fra Jared, tung og varsomt. #Celisia, kom tilbage hertil!# raslede Jared da hun tog endnu et skridt væk fra dragen. Latteren fra den fremmede fik gåsehuden frem på Celisias krop, og hun nåede ikke engang at tænke, før hun mærkede hånden om sin arm. Hendes blå øjne åbnede sig i frygt, ved berøringen. Hun ville have forsøgt at kæmpe imod, at trække sig væk fra ham, men siden hun var kommet så tæt på ham, kunne hun ikke. Hun havde aldrig set en, der så - så perfekt ud, som han gjorde. Om det var noget man så ud, ved at være vampyr, vidste hun ikke. Men hun følte sig nærmest tryllebundet. Hun kunne mærke hvordan Jared trådte et skridt frem imod hende og den fremmede, med højt snerren. Advarende lyd til den fremmede. "Lige begyndt? J-Jeg.. jeg.. lad mig gå." stammede hun og så på den fremmede med bedene øjne og begyndte for første gang at kæmpe svagt mod grebet i hendes arm. "Du kender mig ikke. Jeg har ikke gjort dig noget. Please.. please."

[Matthew Igleéias]

Dragen var ikke et væsen, som Matthew ønskede at komme alt for tæt på, og derfor ville han naturligvis gerne holde en vis afstand. Igen, ønskede han på ingen måde, at ende som dragefoder. Ikke hvis det var til at undgå, vel og mærke. For nu, havde han ikke gjort denne kvinde noget. Han havde vel ikke nogen grund til det? Hvad dragen måtte fortælle hende, havde han ingen anelse om, og han var et sted ligeglad. "Nysgerrigheden, var hvad der slog katten ihjel.. Forhåbentlig er det noget, som alle andre lærer af," sagde han blot, og med et kort træk på skuldrene.
Da kvinden gjorde tegn til, at hun ville derfra, var der Matthew valgte at handle, for han havde en helt anden tanke, og det var bestemt ikke at lade hende gå. De havde kun lige mødtes. Hånden lukkede han derfor omkring hendes arm, for at holde hende fast. Ud af øjenkrogen, holdt han dog øje med dragen. Han brød sig ikke om den, dens størrelse og de skarpe tænder, som den sikkert ville have! "Jeg gav dig ikke lov til at gå.. gjorde jeg?" spurgte han med en rolig stemme, inden han gjorde et ryk, for at få hende tættere på sig. Han lukkede den anden arm omkring hende, for at holde hende fast ind mod sig. Perfekt var han, som enhver anden vampyr, ville have været. "Desuden.. Det her vækker minder.." Et morderisk glimt meldte sig i hans øjne. Han havde det kun sjovt. Og det skulle ikke nogen, nogensinde forhindre ham i at have.

[Deleted]

Ved hans ord stivnede Celisia. 'slog katten ihjel.. slog ihjel.. slog ihjel..' gav genlyd i hendes hoved. Alle de andre ord havde hun ikke opfanget. Det brændende ønske om at slippe væk fra denne mand, væk fra dette yderst uhyggelige land, voksede sig større og større inde i maven på hende. "Jeg har heldigvis ikke hørt om det talesprog før." svarede hun og lod sit blik falde tilbage på den bekymrede Jared, hvorefter hun lod den falde på den fremmede mand igen. Af en eller anden grund, kunne hun ikke fjerne sit blik fra manden. 
Celisia følte hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, ved hans ord. Jareds snerrende lyd blev højere og Celisia havde mest af alt lyst til bare at forsvinde ned i et hul. Væk herfra. "Gav mig lov?" hviskede Celisia skrækslagen og mærkede hvordan hun blev rykket ind mod ham, hvor hun hamrede hovedet mod ham og satte sine hænder på hans bryst for at afværge, hvorefter hun stivnede da hun mærkede hans arm om hendes krop. Låst hende fast ind til sig. #Jared.# pev Celisia bange og fangede sig selv i at indånde den fremmede mands duft. #Jeg kan intet gøre. Er bange for at skade dig i forsøget.# hvislede Jared og Celisia kunne høre hvordan dragen kom tættere på hende og vampyren, i truende adfærd. Celisia kunne høre kæberne på dragen klappe sammen, da den bed ud efter den fremmede. "Hvordan kan det vække minder? Du har aldrig mødt mig før?" hviskede Celisia og fik rettet sit hoved, så hun så op på ham kort, hvorefter hun vendte sit blik ind mod hans krop, samtidig med at hun prøvede at mase sig væk fra ham.

[Matthew Igleéias]

Matthew var ikke ude på at slå ihjel - endnu om ikke andet. Dette var en farlig situation. Om hun skulle vise sig, at være en sand dragerytter, vidste han, at dragen ville dø i samme øjeblik, som hun gjorde. Dog var han mere interesseret i at lege. Det var det, som han nærmest levede for, og altid ville leve for. Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod hendes skikkelse, som han endnu holdt hende fast. "Du har endnu meget at lære om livet, unge frøken.." hvislede han med en fast tone.
Nu hvor han havde taget pladsen bag den unge kvinde, så brugte han hende nærmest som skjold, så dragen ikke fik fat i ham. Han vidste nemlig godt, at han i øjeblikket, i sandhed måtte lege med ilden, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han smilede let for sig selv, inden han fast vendte blikket op mod dragen. Det væsen, ville han bare ikke have tæt på sig! "Hold dragen væk fra mig, hvis du har livet kært, prinsesse," hvislede han med en yderst faretruende stemme, inden han kort strammede grebet mere, som han slet ikke havde nogen intentioner om at lade hende gå nogen steder.
Umiddelbart kende hun ham ikke, som han ikke kendte hende, men duften kendte han derimod. Der var visse ting, som han aldrig nogensinde ville glemme.. Lyden af skrig.. dufte, som han havde været i nærheden af. Det var sådan han klarede sig igennem sit liv. Han hævede den ene hånd, som han strøg over hendes varme hals. "Du kender mig ikke nej.. Men din duft.. den kender jeg," hviskede han lavmælt mod hendes øre. Igen vendte han blikket mod dragen. Det bæst var for tæt på!

[Deleted]

Celisia kunne mærke hvordan rystelserne gik igennem hendes krop, selvom frygten for sin død ikke var speciel stor. Det hun frygtede mest for, var hvis hun blev dræbt, så ville Jared også dø. Og så smerte. Hun ville langt hellere dø end at modtage smerte. Men dø skulle hun ikke! Hun ville ikke kunne bære at miste Jared. ”Ja, ja det har jeg!” udbrød Celisia en anelse skingret. Hun manglede så meget at se og lære, derfor ville hun ikke dø! Ikke i dag og hun ville kæmpe hårdt for at slippe væk herfra!
Fornemmelsen af at være den eneste der stod mellem vampyren og Jared, var ikke speciel rart. Hun kunne mærke på Jared, hvordan han tog mere og mere mod til sig, hvilket både bekymrede og glædede Celisia. Hun vidste at hvis Jared virkelig ville, så ville han kunne redde hende. Og forhåbentlig tage en bid af vampyren med sig. Den faretruende stemme og de truende ord, fik Celisia til at miste håb, hvorefter en følelse af at blive latterliggjort kom frem i hende. Hendes far havde, dengang han levede, kaldt hende prinsesse. Derfor gjorde det ondt at høre det ord fra en fremmed. #Jared, gå længere væk!# sagde Celisia hurtig og mærkede igen hvordan en rystelse løb igennem hendes krop. #Celisia….# - #Jeg er din rytter, jeg bestemmer! Gå længere væk.# sagde Celisia igen, hvilket fik et vredesbrøl til at komme fra Jared, hvorefter han gik to skridt bagud, hvilket samtidig fjernede Celisias sikkerhed endnu mere. ”Han kommer ikke i nærheden af dig.” stammede Celisia svagt, stadig mere mærket af ordet ’prinsesse’, end af frygt.
Celisia drejede sit hoved væk fra hans hånd, der efterlod kuldegysninger på hendes hals. Han skulle ikke røre hende! Forvirringen tog over i Celisia, for hvordan skulle han kende til hendes duft? Hun havde aldrig i sit liv mødt en vampyr før og hun tvivlede på vampyren her havde været i nærheden af noget der mindede om hende. Som hendes forældre, da de dengang levede.

[Matthew Igleéias]

Dragen ville Matthew ikke tæt på, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne slippe for. At ende som dragens aftensmad, var bestemt ikke noget, som kom på tale! Hovedet lod han glide mere ind mod hendes, som hun stod tæt i hans favn. "Så ung og uerfaren om det store liv, der hviler foran dig.. og hvor nemt, det vil være, bare at ende det," pointerede han med en morende stemme.
Dragen ville brændende gerne tættere på, og det at den valgte at bakke, var noget som passede ham mere end fint! Han lagde hånden tæt ved hendes hals, hvor han kunne mærke blodet pulsere.. Han kunne høre det, og det var det, som selv morede ham. "Så fristende det er, bare at sætte tænderne i dig!" hvislede han tæt ved hendes øre.
Det var ikke hende, som han havde set, men han genkendte duften, og det var det, som han handlede og reagerede på. Det var skam ikke alt det andet. Han grinede koldt, som han trykkede hende tæt ind mod sig. Han kunne nærmest mærke hvordan hendes hjerte måtte hamre mod hans bryst. Hans eget henlå jo dødt og stille i hans brystkasse. "Det håber jeg godt nok ikke for din skyld.. Bare vid dette: Kommer han for tæt på, eller gør noget, som jeg ikke finder tiltalende, så knækker jeg nakken," hviskede han tæt ved hendes øre. Han snusede tydeligt hendes duft. Den var helt euforisk.. Hvor han dog elskede at lege, og særligt, når han fik muligheden for det.

[Deleted]

Sekunderne blev til minutter og jo længere tid Celisia stod i hans favn, jo mere ubehageligt til mode følte hun sig. Det var ikke specielt fedt at vide, at han egentlig bare kunne vride lidt med sine hænder, for at ende hendes liv. Jo tættere hans hoved kom mod hendes, jo mere prøvede hun at kæmpe sig væk fra ham. ”Du må ikke.. jeg har hele livet foran mig, please. Slip mig. M-Min familie, j-jeg skal hjem til dem nu.” løj hun stammende og hadede sig selv for at bruge dem som undskyldning. Hun havde ingen familie længere..
Da hun mærkede hans hånd på hendes hals, kunne hun ikke lade være med at vride med kroppen i forsøg på at få hans hånd til at fjerne sig. Hans stemme helt ved Celisias øre, fik hende til at stivne og hendes vejrtrækning blev hurtigere og mindre regelmæssig. ”Nej!” udbrød hun forfærdet og så med store øjne på ham. Bange anelser sneg sig igennem Celisias krop. For alt i verden, så måtte han ikke.
#Jared, jeg mener det virkelig. Du skal ikke komme nærmere.# hviskede Celisia svagt og lod sine blå øjne søge efter noget. Et eller andet der kunne få ham til at slippe hende, så hun kunne nå at komme hen til Jared der kunne flyve væk med hende. ”Han kommer ikke nærmere. Det lover jeg.” hviskede Celisia skræmt og så ned på sine hvide sko, der ikke længere var helt så hvide som tidligere. ”For alt i verden, lad mig gå. For alt i verden, bare lad mig gå.”

[Matthew Igleéias]

Matthew havde en fest. Det var skam ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at ende hendes liv. Endnu vel og mærke. Der var dog mange andre ting i det, som gjorde, at han handlede som han gjorde. Han smilede tydeligt hoverende for sig selv. Han elskede det. Han fik jo atter sin vilje, og hvilken person, ville ikke elske at få lov til det?
"Din familie?" Denne gang slog han ud i en iskold latter. Det var da nok den mest latterlige undskyldning, som han længe havde hørt. Men ikke var det noget, som kom bag på ham. Hånden strøg han over hendes hals. "Og hvis jeg ikke tager meget fejl,s å smager du som de gør," fortsatte han med en hviskende stemme tæt ved hendes øre.
Dragen holdt han meget skarpt øje med, da han som sagt, ikke ønskede, at ende som dens aftensmad. Den ville jo trods alt æde ham i en mundfuld, hvis den kunne komme til det! Han strammede grebet jo mere, hun forsøgte at gøre modstand. "Sch..." tyssede han på hende. Det kunne godt være, at hun ville love ham for, at dragen ikke kom tættere på.. Men om det var noget, som han kunne stole på, på sigt, var jo så en anden sag.. Det vidste han ikke om han kunne.
"Du ved.. det bankende hjerte.. Det er helt hypnotiserende.. Giver jeg slip, vil andre springe på dig.. Så du kan få et valg.. Vil du have jeg slipper dig, og du så mister livet.. eller vil du blive her, og lege lidt med mig?" spurgte han direkte. Et meget reelt spørgsmål.

[Deleted]

En smerte gik igennem Celisias bryst, ved lyden af den iskolde latter da han nævnte hendes familie. Godt nok havde hun selv bragt dem op, ved at bruge dem som undskyldning, men at han lo af dem… En nyfundet vrede kom frem i Celisia. Ingen skulle grine af hendes familie, det var helt sikkert. ”Hvad. Griner. Du. Af?” Celisia overvejede kraftig at slå ham, men stoppede sig selv. Hun turde ikke. Igen prøvede hun at vride sin hals væk fra hans hånd, dog stoppede hun helt op ved hans sidste sætning. Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. Det var ham. Det var derfor han hele tiden havde kommenteret på minder, dufte alt. Hun var næsten helt sikker. ”Du dræbte min familie.” mumlede hun forfærdet og trak vejret i små stød. Hendes temperament havde altid været et problem for hende at styre, hvilket altid havde været en ulempe. ”Uskyldige drageryttere!” forsatte hun, denne gang med vrede og styrke i stemmen, hvorefter hun hævede sin hånd og slog den ind i hans hårde bryst, så godt som hun nu kunne fastklemt i hans greb. Lige nu tænkte hun ikke over konsekvenserne, hun ønskede bare at påføre vampyren samme smerte, som hun havde fået ved synet af sine forældres død.

Selvom han tyssede på hende, kunne Celisia ikke stoppe med at vride sig. Det strammede greb om hende gjorde det dog langt mere besværligt. Hun stoppede dog helt op ved hans ord. #Celisia, sig han skal slippe dig. Jeg kan nå at få dig væk, inden de andre kommer. Og forhåbentlig skille hans hoved fra hans krop.# lød Jareds stemme, som Celisia ignorerede. ”Lege med dig?” stammede hun forvirret.