That might not have been a good idea

[Matthew Igleéias]

Nu hvor hun selv havde bragt sin familie på banen, kunne Matthew heller ikke fortsætte med at se bort fra det. Han havde jo slået dem ihjel, og han havde nydt det. Gud hvor han dog havde nydt at gøre det! Han ville elske at gøre det igen. Se panikken i deres øjne, inden lyset forlod dem.. Se dem kæmpe for hinanden, for så derefter at falde begge to, hvilket næsten var det, som han havde nydt mest, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Kunne han rent faktisk få lov til at ende livet, også på den sidste?
"En skam de ikke holdt længere, end hvad de gjorde.. Det var en leg, der desværre endte alt for hurtigt," kommenterede han, som var han komplet ligeglad med det. Komplet ligeglad med hvad det efterlod hende med af tanker og følelser. Dem havde han uanset ikke den store forståelse for.

At hun direkte slog ud efter ham, tog han blot imod. Selv var det jo ikke så frygtelig hårdt. Var hun ked af det nu? Vred? En blanding? Han ville glædeligt se, hvor meget mere han kunne drive frem i hende, og han ville elske at gøre det, nu hvor han havde muligheden for at gøre det!
"Jeg har endnu ikke nogen grund til at slå dig ihjel.. hvad med at nyde det tilfælde i stedet for, at slå om dig? Jeg har trods alt intet gjort dig," pointerede han denne gang med en mere morende stemme, end tidligere. Han løsnede grebet en smule. Mest for at se, hvordan hun ville tage det.

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at bide sig hårdt i læben ved hans ord. Det var ærgerligt de ikke holdt længere mente han? Det kunne hun kun give ham ret i. Ærgerligt de ikke holdte bare få minutter mere, nok til at deres drager kunne have slået ham ihjel. Ærgerligt de ikke holdte længe nok, til at Celisia kunne have fået sagt farvel. Noget hun af hele hjertet var ked af, hun ikke fik muligheden for. Hun vidste det allerede nu. Hun ville gøre alt i hendes magt for at hævne deres død. 
"Er det hvad du kalder en leg?" Celisia så vredt og en smule frygtsom op på vampyren. "Må du brænde i helvede." spyttede hun mod vampyren og ømmede sig svagt indeni over sit slag. Det virkede ikke engang som om han lagde mærke til at hun havde slået ham, selvom smerten i hendes egen næve fortalte hun havde slået.
"Du havde måske en grund til at slå mine forældre ihjel?" begyndte hun og mærkede hvordan grebet blev løsnet en smule. "Du siger du intet har gjort mig? Det var måske helt okay at dræbe mine forældre." forsatte hun rasende og lod sin blege finger prikke i hans bryst, der hvor han engang, måske, havde haft et hjerte. Lige der, hvor hun personligt ville spidde ham. #Jared kan jeg nå hen til dig?# spurgte Celisia med håb i maven. Var grebet løsnet nok til at hun kunne stikke af? Uden at vente på dragens svar skubbede Celisia sig selv hårdt ud fra manden, i et forsøg på at komme  væk. Det var nu hun havde chancen, forhåbentlig!

[Matthew Igleéias]

At det gjorde hende ked af det, appellerede kun til Matthews morskab, for han havde det sjovt. Han morede sig ved at slå ihjel, og det havde han alle dage gjort. Frygteligt, som det end var, så var han typen, der slog ihjel, hvis han kedede sig. Og det var, hvad hendes forældre, havde været offer for.
Hendes forældre havde ikke holdt særlig længe. Det var ellers en skam. Han havde haft langt større forhåbninger om drageryttere, end hvad de havde vist ham. Han var ærlig talt skuffet. At hun havde slået ham, havde han mærket sig af, men i forhold til den styrke, som han var i besiddelse af, så var det her jo virkelig ingenting. "Tro mig, snuske. Jeg har allerede været der," endte han med en leende stemme. Langsomt havde Matthew slakket lidt på grebet omkring hende, da han heller ikke ønskede, at holde hende helt fast. Det andet, var jo trods alt kun meget sjovere, for hans vedkommende.
"Vær du bare glad for, at jeg endnu ikke har taget dit liv, kæreste.. Jeg kunne snildt have taget dig på samme grundlag, som alle andre.. Jeg kedede mig.. Og de stod der.. det var skæbnen der valgte det," fortalte han med en kortfattet mine. Om han skammede sig? Hånden på hjertet, så var det nok noget, af det sidste som han gjorde.
At hun direkte skubbede sig væk fra ham, kom et sted bag på Matthew. Han udstødte en kraftig hvæsen, som han forsøgte at gribe ud efter hende igen. "Kom her!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. At lade hende gå, var bestemt ikke intentionen ved dette!

[Deleted]

Celisia kunne mærke hvordan vreden og den sårede følelse voksede frem i hende. Vreden over at den forbandede vampyr havde dræbt hendes forældre uden nogen form for grundlag, end at han fucking kedede sig, og den sårede følelse over at han virkede iskold og ligeglad. Ligeglad med at have taget noget af det mest dyrebare væk fra hende.
Frygten for at skulle dø, eller generelt bidt var næsten helt væk. Den var i hvert fald gemt langt bag i hendes underbevidsthed. Nu var det vreden der talte. "Du fortjener at brænde op og jeg ville med glæde se dig i øjnene når det sker." forsatte Celisia og overvejede at slå ham endnu engang. Gerne i ansigtet. #Pas nu på Celisia.# lød Jareds stemme i hendes hoved, hvilket fik hende til at vende sine blå øjne mod ham. #Hvad?# spurgte hun, en anelse nervøst. Pas på hvad? Hun kunne umuligt havne i en værre situation end denne her, hvor hun stod i favnen på sine forældres morder. #Du skal ikke true ham, når han står med dit liv i sine hænder.# forsatte Jared og Celisia kunne høre dragens pusten et stykke bagved dem. 
Skulle hun være glad? Et eller andet sted inden i hende, der var hun glad for han ikke havde taget hendes liv. Mest fordi hun ikke ville have Jared skulle dø. "Jeg er glad for det." mumlede Celisia svagt og fortrød med det samme det hun havde sagt. Hun var stadig glad for det ja, men af en eller anden grund følte hun sig svag ved at sige det.
I et forsøg på at undgå hans hånd, kom hun til at bide hul på sin læbe, hvor hun begyndte at kunne smage metalsmagen fra sit blod. En smag hun hadede overalt på jorden. Heldigvis kunne hun ikke selv se hun blødte fra sin læbe, for hun havde det med at besvime ved synet af blod.  "Shit." mumlede Celisia, da hun langsomt bakkede bagud, med hånden for sin mund i et forsøg på at skjule lugten, som vampyren forhåbentlig ikke kunne lugte.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde kedet sig, og så havde han slået ihjel.. Sådan gjorde han, og sådan havde han altid gjort, hvilket ikke var noget, som nogen, havde formået at rive fra ham. At hun tog det så tungt, kunne han jo så heller ikke ligefrem gøre for, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig. Han grinede let. Hun ville elske at se ham brænde på bål... Han skulle nok sikre sig, at det slet ikke ville komme til at ske! "Kun i dine vildeste drømme, snuske.. Det kommer aldrig nogensinde til at ske," hvislede han med en fast tone.
Hun ville gerne herfra. Alt i hende skreg efter det. Hendes hjertebanken afslørede hende allerede med det samme, og hvilken fryd det var for ham, at bide sig fast i det! Det var jo helt utroligt!
Matthew havde endnu ikke taget hendes liv, så hvor var hendes taknemmelighed? Den var jo ingen vegne! Han greb ud efter hende igen, da hun forsøgte at tage flugten fra ham, for han ville ikke have det! Han var bestemt ikke færdig med at lege med hende endnu, og det var han ikke bange for at lægge skjul på. "Tror du virkelig, at jeg vil lade dig gå?" endte han med en tydeligt morende stemme.
Dragen derimod, var hvad han holdt mest øje med.. Frem til duften af blod, måtte ramme hans næsebor. Han endte med at stå helt stille. Selv han kunne have svært ved at kontrollere sig selv, når der var friskt blod i nærheden, og særligt den som løb i hendes familie, fandt han ekstremt tiltrækkende. En kraftig hvæsen, forlod hans strube, idet han nærmest gjorde et spring ud mod hende, for at få fat. Hun skulle bestemt ikke have lov til at slippe fra ham nu!

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at føle sig provokeret ved hans grin, over hendes trussel. Hvis en havde truet hende sådan, så ville hun ikke grine, af frygt for at det skulle ske. Derfor irriterede det hende at han bare tillod sig at le. "Du skulle bare vide hvad der var i mine vildeste drømme." mumlede hun og skar en grimasse af væmmelse, da han kaldte hende snuske. Hvis hun fik muligheden, så skulle hun nok gøre det, for hævnen var sød, som man sagde. Det var i hvert fald et ordsprog Celisia kendte til.
Celisia kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede inde i brystet på hende. Hun følte det bankede hurtigere og hurtigere, og en anelse hårdere. Om det var af den svage frygt eller vrede vidste hun ikke og egentlig var hun også helt ligeglad. 
Endnu engang måtte Celisia holde et hvin tilbage, da han greb ud efter hende. Hun havde aldrig været speciel hurtig, heller ikke når det kom til hendes reflekser. Det var det hun også havde Jared til. Han kunne altid redde hende ud af en uheldig situation. "Ja, please. Lad mig nu bare gå." bad Celisia bedene og ignorerede den morende klang i hans stemme. Det var absolut ikke sjovt det her! 
Celisia kunne mærke hvordan hendes hjerte stoppede med at slå kort, da hun så hvordan han stoppede helt op. Selvom hun ikke var sikker, så var hun næsten ikke i tvivl. Forbandet være hendes egne tænder der havde revet hul på hendes læbe. Lyden fra vampyren var det der skræmte Celisia mest af alt. Alt andet frygt havde været ingenting i sammenligning med hvad hun følte da hun hørte denne lyd. Alt inden i hende frøs til is og lige da hun nåede ikke at reagere da han sprang ud mod hende. Hun følte hvordan han igen fik fat i hende, hvilket forskrækkede hende sådan at hendes ben gav efter og hun kæmpende måtte genvinde balancen. 

[Matthew Igleéias]

Matthew fandt denne situation ekstremt morende, og særligt fordi, at hun reagerede så voldsomt. Det var jo ren og skær underholdning! Han greb endnu en gang ud efter hende. Selv kunne han kun forestille sig, hvad der ville være i hovedet på hende? "Indvig mig," opfordrede han med en rolig stemme, som han tog fat i hende, for at rive hende fast ind til sig. Det var hende, som var hans skjold, og det var hende, som skulle forhindre det forvoksede firben i at komme for tæt på ham! Derfor havde han valgt at springe direkte ind mod hendes skikkelse, for at tvinge hende ned at ligge, så han kunne holde hende fast, og endnu som et skjold mod det store bæst, som hun havde med ved sin side.
Lyden af hendes hjerteslag, var helt igennem fantastiske. Det var så hypnotiserende, og særligt nu hvor hun havde bidt hul i sin egen læbe. Igen måtte han derfor hæve hånden, som han lukkede fast omkring hendes kæbe, for at holde hende fast i stedet for. "Det vil være en skam at lade de dyrebare dråber gå til spilde.. ikke sandt?" Med den anden hånd, hævede han en finger, som han strøg langs hendes læbe.
Dragen holdt han ekstremt godt øje med. Han var dog endnu ikke ude på at tage hendes liv, da han ikke havde nogen grund til at gøre det.
Blodet førte han til sine læber, som han lod tungen sutte ren. Han smilede let for sig selv. "Hvilken fantastisk smag..!" endte han med en fast tone. Han vendte sig mod hende, og med et stort smil. Denne gang blotlagde han de spidse tænder. Han var så fristet til at sætte dem i hende!

[Deleted]

Kort så Celisia bare dumt på ham, hvorefter hun lod sine øjne falde til jorden, mens blodet steg hende til hovedet og efterlod et rosa skær i hendes runde kinder. Hun havde egentlig sagt det ironisk, hun havde i hvert fald ikke regnet med at han ville indviges i det. "Nej, det tror jeg ikke er en god idé," sagde hun hurtig og rystede frygtsom på hovedet. Hun havde altid lært at drømme og håb, det var noget man holdte for sig selv. Ude af stand til at gøre noget, mærkede hun hvordan hun blev tvunget ned at ligge, hvilket fik hende til at komme med et kort støn af smerte, da hendes hoved ramte den hårde jord. Sprællende prøvede hun at komme fri, men det virkede nærmest som en umulig opgave. 
Celisia mærkede hans ene hånd tage fat om hendes kæbe, hvilket gjorde hende ude af stand til bevæge sit hoved. Inden i kunne hun ikke lade være med at forbande vampyren med de groveste ord hun kunne komme i tanke om. Noget hun aldrig kunne finde på at sige højt. "Stop. Stop, stop, stop." mumlede hun panisk da han kørte fingeren over hendes læbe og hun kunne ikke lade være med at få en anelse kvalme af at se ham tage den i munden. Det var frastødende og Celisia kunne ikke lade være med at prise sig lykkelig for at hun ikke var vampyr.
"Du giver mig kvalme." hviskede hun så lavt at hun ikke vidste om han hørte det. På den anden side så vidste hun vampyrer havde superhørelse. Da Celisia fik øje på de spidse tænder, mærkede hun hvordan hun fik åndenød og hun kæmpede blot vildere efter at komme fri. "Du må ikke bide mig. Mit blod smager ikke specielt godt!" prøvede hun, selvom fornemmelsen af at det hele var forbi kom frem i hende.

[Matthew Igleéias]

Denne unge kvinde, var virkelig sjov for Matthew at lege med! Han elskede i hvert fald at gøre det, og særligt nu, hvor han også havde fået muligheden for at gøre det. Og hun ville ikke dele hendes tanker med ham? Var det underligt, at det var en tanke, der gjorde ham en kende skuffet. Han grinede let for sig selv, som han blev liggende med hende tæt ved sig, hvor han samtidig holdt hende fast. At dragen derimod ikke blandede sig, passede ham fint, for han havde stadig ikke lyst til at ende i gabet på den! "Hvor skuffende. Du kunne da godt fortælle mig, hvor meget du virkelig ønsker mig til helvede, snut," hviskede han tæt ved hendes øre.
Hånden strøg han direkte mod hendes hage og kæbe.
Bloddråben som han fik på fingeren, fik han i munden. Det smagte jo helt igennem fantastisk, og det kunne han heller ikke skjule! Slet ikke, når det var på denne her måde. Han løsnede grebet en anelse, kun for halvvejs at trække sig over hende. Andre vampyrere var i deres nærhed.. Han kunne fornemme dem, men de gjorde klogt i at holde sig væk! Langt væk fra det her! "Det er mit væsen.. og min speciale.. og du min kære.." Han plantede et let kys mod hendes kind. Bare fordi at han kunne drille hende. "Er en sand delikatesse.." hviskede han med en intens stemme. Han blottede tænderne.. Klar til at sætte dem direkte i hende.

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at føle sig utilpas tilmode, ved at ligge så tæt op af en fremmed mand. Hun havde aldrig været speciel glad for nærkontakt og slet ikke med folk af det mandlige køn. Og at det var en vampyr gjorde det bestemt ikke mere behageligt. Hun kunne nærmest mærke hvordan varmen steg hende til hovedet og sveden begyndte at komme frem på hendes pande. "Ønsker dig til helvede? Du er helvede." åndede hun og prøvede at trække sig længere fra ham, selvom det ikke hjalp overhovedet. Hun forstod ikke hvorfor han ikke bare lod hende gå når han kunne finde en anden at 'lege med'.
Celisia mærkede hvordan han løsnede grebet svagt, hvilket fik hende til at bevæge den ene arm, hvor hun tog en håndfuld grus fra stien. Meningen var at hun ville have kastet det i hovedet på ham, men da hun mærkede hvordan han trak sig halvt hen over hende, kunne hun ikke. Panikken spredte sig alt for hurtig i hende. Ikke fordi hun frygtede at dø længere, men nærkontakten med ham gjorde det hele meget værre. Da hun stod fanget i hans favn var det ikke så slemt, da hun havde fri luft i ryggen.. men nu var der intet. Og Celisia som troede det ikke kunne blive værre. 
Hun mærkede hans læber på hendes kind, hvilket fik en rystelse til at gå igennem hendes krop. Hun måtte anstrenge sig voldsomt meget for ikke at skrige og græde af ham og sige han aldrig i sit liv skulle sætte sine afskyelige læber på hende igen. "Nej. Jeg vil gøre alt, bare du ikke bider mig." klynkede Celisia og lukkede de blå og blanke øjne hårdt i. Hun ville ikke se på hans tænder. #Jeg vil ikke dø.# jamrede Celisia, hvorefter hun hørte Jareds truende brøl. 

[Matthew Igleéias]

Det morede virkelig Matthew, at se hvordan hun måtte tage det. Var hun bange for ham? Var det virkelig så slemt for hende, at han lå der og holdt om hende? Han smilede let for sig selv, da hun valgte at åbne munden. Han fandt denne tanke direkte morende. Han var en djævel sendt fra helvede? Det var da en beskrivelse, som han kunne leve med, hvis han selv skulle sige det. Ingen tvivl om det. "Det skal jeg jo næsten tage som et kompliment," sagde han med en tydeligt morende stemme.
Matthew løsnede grebet en anelse om hende, også selvom han allerede nu, var fristet til at sætte tænderne i hende, så kunne han jo ikke ligefrem lade være med det. Han havde derfor blotlagt sine tænder, hvor han igen strammede grebet, da han hørte hendes drage. "Få bæstet til at trække sig," advarede han med en fast tone, som han igen vendte blikket direkte mod det store og skumle bæst. Han ville ikke ende som dens lille appetitvækker! Den var jo langt større end ham jo. Han hørte lyde, ikke langt fra dem.. De andre vampyrere, var også ved at melde sin ankomst.. Forbandet! Han ville jo gerne have det her stykke legetøj for sig selv! "Du kan få et valg, snuske.. enten leger du med mig på egen hånd, ellers kaster jeg dig for resten... Hmm? Hvad vil du helst have?" spurgte han med en hvislende stemme mod hendes øre. At slippe hende, kom ikke på tale, men at kaste sig i krig med en flok vampyrere på egen hånd, det ønskede han heller ikke ligefrem.

[Deleted]

Celisia kunne ikke undgå at blive bare en anelse provokeret af vampyrens smil. Især ikke når hun selv lagde og skulle kontrollere sig selv for ikke at begynde og græde af frygt. "Det var ikke ment som en kompliment." mumlede Celisia og så på ham med vrede øjne, blandet med frygt. Hans morende stemme fik Celisia til at sukke dybt af irritation og noget andet hun ikke helt kunne sætte ord på.
#Jared, stop!# mumlede Celisia, da hun havde hørt vampyrens advarende ord. #Celisia, de er lige heromkring. Mange. Jeg kan fornemme dem.# svarede Jared, hvilket fik Celisias blod til at fryse. Flere vampyrer? Kort så hun på vampyren, hvorefter hun sankt en klump og ømmede sig inden i sig selv, over den svage smerte ved hans greb. "Jeg prøver, men... når der er så mange vampyrer tæt på.. han vil være tæt på mig." svarede Celisia og kunne med det samme høre hvor idiotisk det lød. Jared ville også være tæt på hende nu, det var bare anderledes når der kun var en vampyr, frem for ti. Jared havde nemmere ved at kunne beskytte hende, når der kun var en, trods hun var fanget og holdt fast.
Ved hans spørgsmål kunne hun ikke lade være med at se chokeret på ham. Lege med ham på egen hånd? Uden Jared? Hun var forvirret og selvom hun ikke vidste helt præcis hvad han mente med det, så vidste hun hvad hun foretrak. Ham. "Dig." svarede hun lavt og hadede kort sig selv for at sige det. Det var som at vælge to former for døden nærmest. Spist af en løve, eller spist af en flok løver. Hvad ville være mindst smertefuldt? 

[Matthew Igleéias]

For Matthew, var dette udelukkende leg, og intet andet, hvilket skam godt kunne mærkes. Særligt, nu hvor han gjorde dette. Han grinede let for sig selv. At ligge der med hende låst fast i sine arme, og være ved siden af et kæmpe bæst, som intet kunne stille op, var en fantastisk tanke i sig selv! "Og hvad så, hvis jeg ikke vil lade ham komme tæt på, snuske?" Sagen var jo, at ved at brække hendes nakke, kunne han ende deres begges liv, som ingenting. Selv en kæmpe drage!
De andre vampyrere var draget af hendes kraftige hjertebanken. Det hjerte bankede jo så hurtigt, at han næsten kunne mærke det ind mod sin egen krop jo! At hun holdt dragen på afstand, samt fortalte ham, at det var ham, som hun helst ville lege med, kom på ingen måder bag på ham, da det var præcist, som han havde forventet, hvilket han ikke lagde skjul på. Tilfredsstillelsen skyllede nærmest over hans ansigt, som han lagde hovedet på sned. "Det anede mig," sagde han med et tilfredst glimt i øjet. Denne gang slap han hende kun for et kort øjeblik, for selv at komme op på benene. Der var meget andet i det at være vampyr, end at være en gemen morder, så dette ønskede han da slet ikke at have på sig! Slet ikke! Hun dømte ham for det ukendte.. typisk de levende væsner. Han havde jo trods alt selv gjort det i sin tid. "Kom," endte han kort for hovedet, inden han tvang hende op på benene, ved at rive fat. Her førte han hende med sig i modsatte retning. De øvrige vampyrere kunne han jo også fornemme tættere på. Han ville ikke have, at de skulle ødelægge hans leg.

[Deleted]

Det irriterede hende svagt at han havde magten over hende. Hun kunne intet stille op lige nu, som kunne hjælpe hende, eller Jared for den sags skyld. "Så bliver han væk." mumlede Celisia og skar en grimasse. Hun havde bedt Jared om ikke at komme for tæt på, derfor blev han også væk. Det vidste hun. Men hun vidste også at hvis Jared fik en mulighed for at kunne redde hende, så gjorde han det uden hendes tilladelse.
Celisia ignorerede hans ansigtsudtryk da hun havde sagt hun helst ville lege med ham, frem for alle de andre vampyrer. Hun hadede at se hvor tilfreds han så ud. Havde hun valgt det forkerte? Hun var virkelig i tvivl og trangen til at tvære det selvfede smil af ham, kom frem i hende jo længere tid hun så på det. #Celisia..# lød Jareds stemme, hvilket fik Celisia til at dreje med hovedet, så hun kunne se på ham. #Hvad?# spurgte hun, en anelse bekymret. #Jeg lader dig ikke gå med ham alene.# Celisia mærkede hvordan han rev i hende for at få hende op og stå, hvilket gav hende overbalance og hun måtte fægte med de frie lemmer for at kunne genvinde den. "Hvor skal vi hen?" spurgte Celisia og satte hælene i jorden så han blev nød til at trække hende med, hvis han ville have hende med sig. Han kunne vel ikke bare forvente at hun fulgte med, uden at vide hvor. Hun kunne høre hvordan Jareds vejrtrækning, som han fulgte efter dem. Hun håbede virkelig vampyren fandt sig i at Jared kom med, for hun ønskede bestemt ikke at få knækket nakken.

[Matthew Igleéias]

Hvor meget kontrol denne unge Celisia, ville have over dragen, hvis den kunne få fat i ham, vidste han ikke, og derfor sikrede han sig, for alt i verden, at have hende så tæt på sig, som overhovedet muligt. Netop for at undgå disse situationer!
"Jeg håber godt nok for din skyld, at det forvoksede firben holder sin afstand," hvislede han fast, inden han tog fat om hende, for at rive hende på benene. Han ville ikke have, at andre skulle komme i nærheden af hende, og særligt ikke, nu hvor hun var hans legetøj. Han var i forvejen ikke kendt for at være en mand, som ønskede at dele med nogen som helst.
Hvor de skulle hen? Han vendte blikket direkte mod hende, som hun forsøgte at sætte hælene i jorden, hvilket i forvejen, ikke just var en tanke, som faldt i hans gode jord, på noget tidspunkt. Han kneb øjnene sammen. Hvad troede hun da? At han ville stå og sludresnakke, når de andre nærmede sig? Nix! Hun var hans legetøj, og i forvejen delte ham ikke med nogen! "Se snuske.. Det er jo min personlige lille hemmelighed.. Når du ikke vil dele noget med mig, ønsker jeg ikke at dele noget med dig," informerede han dog. Det var skam noget, der gik begge veje. Han trådte helt tæt til hende, hvor han næsten kælent lod sin hånd glide omkring hendes slanke talje. Sandt at sige, at hun var en smuk kvinde.. Hvilken mand ville han ikke være, om han ikke udnyttede det?