That might not have been a good idea

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at tage fat i hans skulder, for at genfinde balancen, hvorefter hun lod sin hånd slippe ham igen, som om hun havde brændt sig på ham. "Det er ikke et firben." sagde Celisia hårdt, hvorefter Jareds vrede hvæs støttede hende op. "Og han skal nok holde sig på afstand." #Og jeg mener det, Jared.# tilføjede Celisia til dragen, der stod bag dem, uden at vende blikket mod den. Lige nu koncentrerede hun sig mest om hvor han førte hende hen. Og ville hun være i stand til selv at kunne finde tilbage når hun stak af, hvilket hun ville forsøge når han mindst ventede det! 
Celisia sank skuldrene sammen under hans blik, nærmest i overgivelse. Hvis hun nu bare kunne få ham til at opgive at ville have hende med sig, så hun kunne stikke af. Hun måtte anstrenge sig meget for ikke at rulle med øjnene over hans svar. "Det der er barnligt. Fortæl mig det nu bare, det er jo ikke fordi jeg spørger dig hvad du drømmer om." sagde hun irriteret og lagde besværligt armene over kors og vendte blikket væk fra ham. Hun havde ret til at vide det? Havde hun ikke? Hun skulle lige til at pointere det overfor ham, hvorefter hun opgav. Han var da ligeglad alligevel.
Celisia stivnede da han trådte tæt på hende, hvorefter hun lod sit blik følge hans arm der lagde sig om hendes talje. Ubehaget ved nærkontakt kom svagt frem i hende, ikke så meget som før, men det var der, hvorefter hun lod sit blik finde hans ansigt. Hun havde lyst til at skrige af ham, men hun kunne ikke. Hans perfekte ansigt så alt for perfekt ud. 

[Matthew Igleéias]

Matthew var ikke farlig at tage fat i, og derfor ønskede han jo heller ikke, at de skulle bruge tiden på at stå her og føre en samtale. Han var på en mission her, og denne ønskede han bestemt ikke at opgive! Han ville ikke dele hende, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. "Hvad vil du så kalde det?" spurgte han næsten ligegyldigt. Selv tog han det ikke særlig tungt. I hans øjne, var en drage ikke andet end et kæmpe forvokset firben. "Og jeg håber godt nok for din skyld, at du har ret," endte han med en næsten advarende mine. For ham, var det nemlig vigtigt, at det bæst holdt sig på afstand! En grillet vampyr smagte vel næppe godt!
Armen lod han søge omkring hendes slanke liv, kun for at trykke hende ind mod sig. Et hoverende smil, måtte dog alligevel passere hans læber, som han let blinkede til hende. Som enhver anden vampyr, var han tiltrækkende, og han vidste det. Det var vel et sted også det, som han levede temmelig højt på, når det endelig skulle være i den anden ende? Han kuklo let. "Hvem siger ikke, at det jeg har tænkt mig at gøre ved dig, er en del af en drøm? Når man ikke spørger, får man intet svar... Og særligt ikke, når modparten ikke ønsker at dele det," kommenterede han dog. Han trykkede hende tæt ind mod sig, inden han førte hende med sig igen. Her ville han ikke være.. Ude i det åbne midt i Dvasias.. Det ville være synd og skam, at ødelægge det. Denne gang trak han hende mod kirkegården.. Der var der da mulighed for ro!

[Deleted]

Celisia kunne ikke lade være med at sende et undrende blik i hans retning. Var han dum eller sådan noget? Hun ville kalde ham en drage, præcis som han faktisk var. "Hvad tror du? Jeg ville kalde ham drage, for det er han." sagde hun og lagde kraft på 'ham'. Ingen udover Celisia måtte kalde Jared for det. "Jeg kalder heller ikke dig for en dukke, vel?" forsatte hun ufortrødent og lukkede kort sine øjne. Mest i sympati for Jared, der skulle være vidne til at hans rytter blev holdt fanget af en vampyr.
"Jeg har ret. Selvfølgelig har jeg ret." svarede hun og hadede den reaktion hun lavede ved den advarende tone. Og hun hadede at hun blev nød til at tvinge Jared til at blive væk, når både Jared og hende ønskede at se vampyren i to.  Hun mørkede hvordan hun blev trykket ind mod ham, hvilket fik hende til at lade sine hænder falde på hans bryst, så hun kunne skubbe, i hvert fald sin overkrop, væk fra ham. Lige nu havde hun et brændende had til ham. 
Celisia kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. "Hvad er din drøm da?" spurgte hun, en anelse bedene og håbede virkelig ikke hun var en del af den. Hvis han virkelig ønskede at vide hendes vildeste drøm så meget, så kunne hun godt sige det. Lige nu ville hun bare gerne vide hvor hun skulle hen, og hvad han ville gøre.
Med vaklende skridt prøvede hun at følge med ham, for der var ikke så meget andet at gøre, som hun stod helt tæt op af ham. "Er vi der snart så? Kan ikke gå mere." beklagede hun sig og håbede svagt han ville blive så irriteret på hende, at han bare ville skride. Selvom det indtil videre ikke virkede som han var blevet irriteret over noget af det hun gjorde.

[Matthew Igleéias]

I Matthews øjne, var det ikke andet, end et kæmpe forvokset firben, og det var således, at han agtet at stå ved det. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Du vil kalde det en drage? Jeg er bestemt ikke af samme overbevisning, må jeg sige," endte han kort for hovedet. Af hvad han havde hørt, ville en drage, nemlig gøre alt for sin rytter, og han måtte jo sige, at det ikke var meget, som dette bæst, gjorde for hende. For ham, var det naturligvis en glæde. Han elskede uden tvivl dette!
En dukke? "Ville du kalde mig for en dukke?" spurgte han direkte. Han ville nok ikke ligefrem kalde sig for en dukke. Måske, at det var fordi, at hun ikke vidste bedre? Det ville i hvert fald, være synd og skam at sige. Han slog ud i en latter, inden han endnu en gang trykkede hende tæt ind mod sin egen krop.
Hvad han gjorde sig af tanker og drømme, var vel ligegyldigt for hende? Eller var hun virkelig mere nysgerrig, end hvad godt var, hvilket da uden tvivl var ham en ekstremt morende tanke. Han kunne i hvert fald ikke undgå, at bide sig fast i det. "Er du da nysgerrig?" spurgte han med en morende stemme. At hun derimod allerede var træt i benene, kom end ikke bag på ham. Han var dog ikke klar til at lade hende gå.. Selvom det uden tvivl generede ham, at hun ikke ville gå længere. Han var nu mere sikker på, at det var der, problemet måtte være. "Kan du seriøst ikke holde til mere? Skuffende," endte han med en fast tone. Han endte med at vende sig mod hende, hvor han tog fat omkring hendes skikkelse, for dernæst at tvinge hende op over hans skulder, inden han fortsatte med at gå. Hvor slapt, var dette ikke lige?!

[Deleted]

Celisia sukkede og mumlede for sig selv. Selvfølgelig ville hun kalde den en drage, det var jo ikke fordi den havde form som et firben. Faktisk var Celisia lidt i tvivl om hvordan et firben så ud. Men at sådan en lignede en drage, bare i mindre format tvivlede hun stærkt på! "Hvad er din overbevisning så?" spurgte hun kort for hovedet. "Og firben er ikke et svar." forsatte hun og lod sine fødder slæbe sig hen af jorden, i stedet for at løfte dem.
"Måske. Det kommer an på hvordan du ville reagere." svarede hun og lavede automatisk sit svar om til et spørgsmål. Celisia kunne huske at hun da hun var mindre, havde hun haft en dukke. En dukke der var helt perfekt, præcis som ham. Endnu engang mærkede hun, hvordan hun blev tvunget tættere på ham, hvilket fik hende til at sukke og hun opgav at kæmpe imod og bare lod sig slynge op af ham. Måske ville han lade hende være, hvis hun var for nærgående?
Celisia var lidt i tvivl, om hun skulle svare sandfærdig, eller ej. Hun var faktisk en del nysgerrig, men på den anden side frygtede hun svaret, hvis hun sagde ja. "Ja jeg er nysgerrig." svarede hun dog, hvilket var helt sandt. Kunne en vampyr overhovedet have drømme, eller havde de kun død i hovedet? "Du ville kun blive skuffet over mig. Derfor kan du ligeså godt lade mig være, vil kun skuffe dig." sagde Celisia og prøvede at skjule at det faktisk havde ramt hende et sted, da han havde kaldt hende skuffende. 
"Hallo hvad har du gang i?" spurgte Celisia en anelse panisk da han fik hende over hans skulder. "Sæt. Mig. Ned." pev hun vredt og tog et hårdt tag i det nedeste af hans trøje, af frygt for at han ville tabe hende.

[Matthew Igleéias]

Et kynisk smil gled over Matthews kolde, blege og døde læber. "Et firben," sagde han blot, som han var ligeglad med, om det var et acceptabelt svar i hendes hoved, eller ikke. Det var ærlig talt, slet ikke noget, som rørte ham det mindste. Overhovedet ikke faktisk. "Og det er lige så meget et svar, som alt mulig andet," kommenterede han kort for hovedet.
Selvom hun måske ikke var meget for at følge med, gav han hende bestemt heller ikke noget alternativ. Alt taget i betragtning af, at han endnu ikke havde gjort hende noget, andet end hvad hun egentlig selv havde opfordret til, så synes han rent faktisk, at han opførte sig rigtig pænt! Og det ville være synd og skam, at sige, at hun ikke ødelagde det. "Hvor meget ved du egentlig om det, at være vampyr, snuske?" spurgte han direkte, som han trykkede hende ind mod sig.
At blive stående her og sludre, var ikke hvad han havde tid til. Desuden, var han låst af månen, for så snart solen stod op, ville han være tvunget til at søge derfra, og det var med lynets hast! Derfor tog han fat om hende, rev hende op på skuldrene, og begyndte at gå. "Hvad jeg gør af drømme, er vel ikke vigtigt for dig, når du ikke ønsker, at dele dine med mig? Lige nu.. har jeg andre planer med dig." Med disse ord, gav han hende et klap bagi, inden han satte farten op. Kunne han også komme væk fra dragen, passede det ham mere end fint! "Nyd udsigten.. Det bliver et brag af en nat," endte han morende. Selv i det fjerne, kunne han se kirkegården. Stedet, hvor han faktisk tilbragte mesteparten af sin tid.

[Deleted]

I et kort sekund af irritation kom et fornærmest fnys fra hendes læber og trangen til at svare ham igen, på værste måde, kom frem i hende, dog fik hun det undertrykt ved at klemme sine næver hårdt sammen, så neglene skar ind i hendes håndflader. Det var overhovedet ikke et svar som faldt hende godt til hovedet og hvis ikke det var fordi hun frygtede vampyren, så havde han også fået det afvide.
Celisia rynkede brynene kort da han spurgte hende, hvor meget hun vidste om det, at være vampyr. Ærligt måtte hun indrømme at hun ikke vidste særlig meget om dem, da det aldrig havde været et samtaleemne derhjemme, dengang hendes forældre levede. "At I er koldblodige væsner fra helvede." svarede hun bare og bed tænderne sammen.
Celisia havde siden hun var en meget lille pige, været vant til at blive båret rundt, af Jared selvfølgelig. Derfor havde hun ikke som sådan et problem med at han bar hende, hun synes bare det var så nedværdigt som det kunne blive. Især da han gav hende et klap bagi, der havde hun bare lyst til at give ham et slag i ryggen. "Det glæder jeg mig til." sagde Celisia med en stemme der sejlede i ironi, hvorefter hun vred sig lidt over hans skulder. Kort løftede hun hovedet og så på Jared der var ved at sakke bagud. Han havde aldrig været speciel hurtig på jorden. #Du må ikke forlade mig!# sagde Celisia bedene, da hun så hvordan dragen hævede sig over jorden. #Vil aldrig forlade dig, Celisia.# svarede Jared, og Celisia fulgte den så godt hun kunne med øjnene og så hvordan den et stykke over dem, fløj i cirkler. Klar til at angribe hvis det blev nødvendig. Det eneste problem ville nu være hvis vampyren førte dem et sted hen, hvor Jared ikke kunne komme med.

[Matthew Igleéias]

Dum var Matthew dog på ingen måde, og særligt, nu hvor han stod i en situation som denne. Celisia var intet andet, end et stykke legetøj for ham, og det var således, at han fortsatte med at kigge på hende, og de ville han nok for altid gøre.
Dragen ønskede Matthew at komme væk fra, og særligt nu, hvor han havde muligheden for at gøre det, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han ville ikke have, at den skulle blande sig, hvis det var noget, som han kunne blive fri for på sigt! Han strammede grebet om hende, som han havde fået hende op over skulderen. "Det er jo lige før, du sårer mine følelser, snuske," kommenterede han, inden han let slog sig på brystet. Hans hjerte derimod, havde henlagt i komplet stilhed igennem frygtelig lang tid i hans brystkasse nu, så der var ikke rigtigt noget at komme efter. Der var ikke rigtigt noget at rede i den forbindelse.
At dragen derimod, havde søgt til himmels, vidste han ikke. Han selv søgte direkte igennem kirkegården og mod det Mausoleum, som han havde taget som sit eget. Sjældent var han der dog, men han var bestemt ikke en type mand, som folk ønskede, at komme på tværs af. Ingen tvivl om det. Han strøg hånden over hendes ende, nu hvor hun ikke havde sagt noget til det. Kunne hun lide det måske? "Nu skal vi to have det sjovt," endte han med en morende stemme, inden han kort skævede mod hende, ved at kigge over skulderen. "Hvordan har du det med kister i marmor?"

[Deleted]

Hvis hun havde haft muligheden for det, så havde hun trukket på den ene skulder. Som om det ikke havde været meningen at såre hans følelser, om så han mente det ironisk eller ej. Desværre trak tyngdekraften ned i hende, sådan som hun lagde over hans skulder, hvilket gjorde det alt for besværligt, til at hun overhovedet gad prøve. "Dig, følelser?" svarede Celisia bare og følte hvordan hun blev mere og mere rød i hovedet. "Jeg ved ikke helt hvor meget jeg skal tro på den." forsatte hun og prøvede at dreje sig, så hun kunne ligge lidt mere behageligt. Hun følte at hendes hofte blev mast mod et eller andet, hvilket faktisk gjorde lidt ondt.
Lige nu kunne hun ikke lade være med at fortryde valget om at ville være hans legetøj, som hun så han førte hende igennem en kirkegård. Noget hun fandt pænt uhyggeligt. Man hørte altid så meget uhyggeligt om kirkegårde. Igen mærkede Celisia vampyrens hånd, hvilket fik hende til at spjætte lidt og rødmen viste sig i hendes kinder, hvor hun priste sig lykkelig for at han ikke kunne se hende! Hvad havde han overhovedet gang i? Hun havde lyst til at råbe han skulle holde sine beskidte fingre for sig selv! "Nej vi skal ikke have det sjovt.... HVAD?!" udbrød hun da han nævnte kister i marmor, hvorefter hun mærkede hvordan hendes fingre blev svedige. Kister? Hun vidste ikke om vampyrer sov i kister, eller hvad de gjorde, men hun skulle i hvert fald ikke ned i en kiste! I hvert fald ikke frivilligt.

[Matthew Igleéias]

Sandt at sige, at Matthew ikke var i besiddelse af noget, som måtte minde om følelser, men af den grund, kunne han da stadig lege, samt lade som om, kunne han ikke? Han smilede tydeligt for sig selv. "Du har ret.. Disse kan jeg ikke påstå, at have i mine besiddelse," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han tog gas på hende, kun fordi at han kunne. Hendes liv i det henseende, var virkelig ikke noget, som han vægtede særlig højt.
Dette var ikke noget, som han havde tænkt sig, at dele med nogen anden, og særligt ikke andre vampyrere, dersom det var noget, som han kunne blive fri for! Han klappede hende på enden, hvor han denne gang også lod hånden hvile. At hun derimod ikke brød sig om kister i marmor, fik det morderiske smil til at passere hans læber. Det var vel bare på tide, at indvige hende i, hvad det ville sige, at være en vampyr? Det var jo hans liv, og han var træt af, at folk skulle dømme ham på tingene! "Se, vi to, skal nok få det rigtig sjovt," sagde han morende, inden han denne gang satte i løb. Han vidste jo desuden, at hendes forbistrede drage, også måtte være efter dem, hvilket han i forvejen, var skræmmende træt af, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kneb øjnene svagt sammen, som han satte kursen direkte mod kirkegården. Her lå der en mild tåge. Det var næsten som at træde ind på et dødt og hjemsøgt sted.

[Deleted]

Celisia mumlede bare irritabel af ham og selvom hun ikke kunne se det, så havde hun bare fornemmelsen af at han havde det irriterende smil på læben, som Celisia bare havde lyst til at tvære ud i ansigtet på ham. Om hun var blevet en smule godtroende på at hvis han ville have dræbt hende, så havde han gjort det, vidste hun ikke. Hun var bare ikke længere direkte bange. Frygten var der stadig, men den var gemt langt væk i hendes indre. "Er det ikke forfærdeligt at være så følelseskold. Og hadet af alt og alle?" spurgte Celisia spydig og vrissede over stadig at være på hans skulder. Efterhånden følte hun at alt blodet var løbet til hendes hoved, hvilket fik det til at summe svagt i hendes øregang.
"Gider du godt..." begyndte Celisia og sparkede så hårdt hun nu kunne med sit ene ben; "...at holde din hånd for dig selv!" forsatte hun og mærkede hvordan varmen steg hende til hovedet. Både af forlegenhed, men også vrede. Celisias forældres morder skulle overhovedet ikke røre hende på nogen som helst måde! "Please.. nej." klynkede hun og ønskede mere af alt at komme væk fra ham nu. Og det blev ikke mindre da han begyndte at løbe, så hun humpede op og ned på hans skulder, hvilket gjorde en smule ondt. Hun forsøgte at se mod himlen, efter Jared, men hun kunne ikke se ham, da den hvide dis distraherende hendes syn. 

[Matthew Igleéias]

Hvorvidt om Matthew var hadet af alt og alle, var ikke just nogen nyhed for hans vedkommende. Sådan havde det været i rigtig mange år. Selv før han var blevet vampyr, som det han var i øjeblikket, så det var ikke just noget, som kunne komme bag på ham. "Hadet? Åh, det vil jeg ikke påstå at jeg er.. bare fordi du hader mig?" pointerede han let for sig selv, som han vendte blikket i retningen af hende, ved at skæve over skulderen.
At hun sparkede ud efter ham, fik ham kun til at slippe en kold latter. Han fandt det her hysterisk morsomt! "Giv mig en fantastisk god grund til ikke at gøre det," opfordrede han med et smil på læben. Nu hvor det var ham som havde slået hendes forældre ihjel, ville det elske ham, at kunne få lov til at lege lidt med deres datter! Og så måtte man jo se hvad natten måtte bringe dem, når det kom så vidt!
Hånden strøg over hendes bagparti, som han støttede let, idet han bare satte i løb. Han skulle desuden også væk fra den forbistrede drage, så den ikke ville komme til at ødelægge hans sjov! Kirkegården var derfor det første, som han søgte til. Han nåede et ganske særligt mausoleum, hvor han fik skubbet dørene op. Det var en smal stentrappe ned, hvor det var kulsort. "Pas på hovedet.." endte han næsten ligegyldigt. Nede.. dybt under jorden, var der et stort rum.. Fire stenvægge, hvor der var tændt fakler, og midt på gulvet, stod en kiste af sten.

[Deleted]

Celisia kunne overhovedet ikke forestille sig et eneste væsen på denne jord, der ikke ville hade ham med det samme de mødte ham. Irriterende, iskold og forbandet flot. Lige til at hade, virkelig. "Jeg skal nok få folk til at hade dig." mumlede hun vredt og snerpede sine tynde læber sammen. Når hun fandt andre drageryttere, som hun vidste fandtes, så ville hun fortælle dem alle hvordan han havde dræbt hendes forældre. Hun vil søge hævn.
"Fordi jeg.. jeg.." begyndte Celisia og prøvede virkelig at komme i tanke om en grund. En ting var at hun aldrig rigtig havde haft nærkontakt med andre end sine forældre, derfor følte hun det langt grænseoverskridende at have en fremmed mands hånd på sin bagdel. "..jeg kan ikke lide det." endte hun blot ud med, med ildrøde kinder. Hun vidste at det var den mest latterlige begrundelse hun kunne komme med, men at skulle sige den sande grund var helt udelukket. Bare tanken kunne få Celisia til at dejse om i flovhed.
Celisia hørte hvordan han skubbede en dør op, hvilket fik hende til at gå lettere i panik. Hvis de ikke var udenfor, så var der ingen mulighed for Jared at kunne beskytte hende bare en smule. #Hvad gør jeg? Løber når han sætter mig ned?# klynkede Celisia, men blev afbrudt af Jareds vrede stemme. #Du kan ikke løbe fra ham, Celisia. Jeg må forsøge at bryde ind.# Celisia rykkede nervøst på sig, hvorefter hun vrissede vredt: "Du skal aldeles ikke fortælle mig at jeg skal passe på hovedet." Alligevel kunne hun ikke lade være med at bukke hovedet ned, og ind mod ham. Hun skulle ikke nyde noget. 
"Sæt mig fri. Jared vil ødelægge hele dette.. eh sted, hvis du ikke gør." snerrede Celisia i et dårlig forsøg på at komme med en trussel.

[Matthew Igleéias]

En kold latter brød Matthews læber. Det her, var noget, som han ganske enkelt fandt ekstremt underholdende. Han havde det virkelig sjovt med denne kvinde. Ligesom han havde haft det med hendes forældre i sin tid, så alene det, var heller ikke noget, som han kunne lægge skjul på. Han rystede let på hovedet. "Vi to, skal nok få nogle gode timer sammen," sagde han med et morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke skjule det, og særligt, når det var på denne her måde.
Nu hvor de nærmede sig det store mausoleum, måtte han alligevel ryste på hovedet. Det kaldte hun en god grund? Han var bestemt ikke enig! Var det da en grund til, at han skulle give slip på hendes ellers så fine bagparti? "Jeg beklager, snuske.. Jeg kan ikke høre dig," sagde han morende. At det pvirkede hende i den forstand, var underholdning i særklasse! Han elskede det jo for pokker!
At dragen måtte være efter dem, som han førte hende ned i det mørke mausoleum, var Matthew ligeglad med. Her var der i hvert fald mindre chance for, at dragen kunne komme til. Han var ikke ude på at slå ihjel - endnu om ikke andet. Det var ikke til at sige, hvordan det var om en time.. måske to, hvis han begyndte at kede sig. Han nåede bunden, hvor han satte hende, direkte ovenpå kisten af marmor. "Se.. du klæder den jo. Den er jo som skabt til dig!" Han klappede næsten begejstret i hænderne. Livet i mørket, og som død, havde nok gjort ham en kende vanvittig. Kunne man da klandre ham for det? "Du ved... Jeg kunne vise dig, hvad det ville sige at være mit væsen.. nu hvor du foragter det så meget.." Med ordene, trådte han helt hen foran hende.

[Deleted]

Da latteren nåede Celisias ører, kunne hun mærke kuldegysningerne sprede sig på hendes arme. Det kunne godt være at han ville få nogle gode timer, men Celisia var udmærket godt klar over at hun ikke ville. "Det kommer an på hvad du mener med gode timer?.." svarede hun en smule tøvende. Hun var ikke helt sikker på om hun ønskede at vide svaret. Hun var ret sikker på at de havde forskellige meninger om gode timer.
Celisia klynkede let og bed sig selv i den halv-ømme læbe.  "Vel kunne du så..." mumlede Celisia og rystede på hovedet. Han var vampyr, han havde superhørelse. "Jeg er kun 16 og du er en gammel mand. Du skal ikke røre mig." sagde hun derefter og lod en grimasse af væmmelse løbe over hendes ansigt. Det var ikke specielt rart og hun havde virkelig følelsen af at bare kunne begynde og græde. For første gang i lang tid, kunne hun virkelig mærke savnet til sine forældre. 
Mørket omfavnede Celisia, hvilket gjorde at hun måtte synke en ekstra klump. Mørke var ikke ligefrem hendes yndlings kop te. Og slet ikke når hun var sammen med en vampyr. Hun havde en anelse svært ved at få sine øjne til at vende sig til mørket, derfor fik hun også et lettere chok da hun blev sat ned på en hård ting. Efter få sekunders tænken stivnede hun. Havde han virkelig ment det seriøst, med kisten? "J-Jeg eh.." begyndte Celisia stammende og lod begge sine hænder falde i sit skød. Hun skulle i hvert fald ikke røre den med sine hænder. Tanken om hvor mange der måske har måtte lide  som hans ofre ved denne kiste. "Hvad mener du?" spurgte Celisia lettere nervøst og lod modvilligt sine hænder falde på det kolde marmor, hvorefter hun forsøgte at skubbe sig selv længere hen af kisten, væk fra ham, da han stod helt foran hende. Ufattelig tiltrækkende og hun væmmes over sig selv ved tanken. Dumme vampyr!