That might not have been a good idea

[Matthew Igleéias]

Matthew havde bestemt ikke tænkt sig, at lade hende gå nogen steder. Celisia, var en kvinde, som han faktisk måtte erkende, var en som han godt kunne lide at lege med. Han lod hovedet søge på sned. Han måtte sande og erkende, at hun virkelig klædte kisten, som hun i øjeblikket måtte sidde på. Han kunne godt lide synet af det! "Vil du da sige, at det er så slemt?" spurgte han direkte.
Det kunne godt være, at hun var ung, og han var en gammel gris ved siden af, hvilket han var ligeglad med. Normalt ville han ikke påstå, at han var grebet af noget, som mindede om en samvittighed. Det var de færreste, som i det hele taget, kunne påvirke den. Der skulle meget til, og det var særlige ting, som skulle rammes. "Skal jeg virkelig gentage mig selv? Giv mig e god grund til ikke at skulle røre ved dig.." endte han med en fast og intens stemme.
Hernede kunne dragen ikke nå hende, og hun var helt og særdeles i hans magt. Det var en tanke som han godt kunne lide. Han elskede magten, og han elskede uden tvivl kontrollen! Og særligt, nu hvor an fik muligheden til at gøre lige, hvad der passede ham! Denne gang lagde han begge hænderne mod hendes lår, hvor han direkte tvang dem fra hinanden, kun for at komme helt tæt. Han lagde den ene hånd mod hendes varme kind, som han strøg ganske let over. Smilet passerede hans læber, hvor de spidse hjørnetænder viste sig i hans mundvig. "Et bid og en tår.. og du vil selv få lov til at opleve, hvad det gør ved folk.." endte han med en intens og næsten lokkende stemme.

[Deleted]

Celisia kunne virkelig ikke lide det blik som hun kunne se, vampyren havde på hende. Hun følte sig som en lille dukke der netop havde fået lavet lange lyse krøller og kommet i en fin lille kjole. Hun følte han så på hende som at hun var et stykke legetøj. "Det ved jeg ikke.." svarede Celisia ærligt og følte sig selv en smule forvirret og en smule forlegen under blikket. Hun kunne hverken finde hoved eller hale i noget som helst.
"Synes du ikke den var god nok? Jeg væmmes." sagde Celisia hårdt, men stadig med øjnene rettet et helt andet sted end på ham. Hun havde nok respekt til ikke at kunne svare ham igen, på den måde som hun virkelig ønskede at gøre. Hun turde ikke. Og slet ikke nu, når hun vidste han tænkte på den måde. Det skræmte hende faktisk mere end hvad godt var.
Celisia stivnede da hun mærkede hans hænder på hendes lår, hvor hun uden at kunne gøre nogen form for modstand fik dem tvunget fra hinanden. Det var som alt blodet frøs til is inden i hende og hendes blik blev stivnet. "Ne.." åndede Celisia svagt, i en form for afvisning da han trådte helt tæt på hende, men hun kunne ikke. Hendes indre skreg efter at komme væk fra ham, langt langt væk, men hendes ydre skreg efter det modsatte. Den tiltrækkende effekt han havde på hende var svær at bekæmpe, virkelig. Celisia lod blikket falde på de hvide, spidse tænder, hvorefter hun rykkede hovedet en smule væk fra ham. "Nej, du må ikke gøre det mod mig." hviskede hun og prøvede hårdt at bekæmpe trangen til bare at give efter for hans stemme.

[Matthew Igleéias]

Alt i Matthew skreg efter, at han skulle sætte tænderne i hende.. vise hende, hvad det ville sige, at være hans væsen. Et væsen, som hun hadede og foragtede, så meget, som hun gjorde. Han elskede det næsten. Det var næsten en fantastisk fornemmelse! Han elskede det! At der ikke skulle mere til, for at tage kontrollen fra så fantastisk et væsen, som en dragerytter. "Med andre ord, nej.." Han rystede på hovedet, og slog klik med tungen. Hun var da ikke noget andet, end en forvirret lille teenager.
"Jeg har slet ikke nogen grund til at give dig, hvad du vil have.. Sagen er vel.. at du kan lide, hvad jeg gør ved dig?" kommenterede han let for sig, som han denne gang, havde valgt at tvinge hendes ben fra hinanden, nærmest med vold. Her var han ligeglad. Han gjorde tingene, som han gerne ville dem, og han var ligeglad med konsekvenserne. Det var jo deriblandt også det, som gjorde ham utilregnelig. Deraf også grunden til, at så mange var bange for ham.
Matthew kuklo let for sig selv, og med et smil på læben. "Du vil jo gerne.. Du vil bare ikke indrømme det.. Tro mig, der er ikke noget at være bange for" kommenterede han let for sig selv, uden at smilet, var til at tage fejl af. Han rykkede hovedet tættere på hendes. Han kunne høre hendes hjerte banke.. Han vendte blikket mod det. "Du er bange for mig.." kommenterede han endeligt. Lyden af et bankende hjerte.. Altid havde det været så fascinerende.

[Deleted]

Celisia trak vejret en anelse højere, jo længere tid som hun sad der på kisten. Ubehaget fyldte hende mere og mere. "Ja, med andre ord, nej." svarede hun og gjorde endnu engang sig selv forvirret.  Hun kunne ikke mere, hvilket var grunden til at hendes forvirring og hun følte sig helt igennem færdig. Hun ønskede bare at komme væk. Væk før han dræbte hende, eller gjorde værre ting ved hende.
 Ved hans ord kunne Celisia ikke lade være med at se på ham med store øjne. Lide det? Selvom hun aldrig ville kunne finde på at indrømme det, så kunne hun ikke benægte det for sig selv. Han var alt for perfekt. "Vel kan jeg ej." vrissede Celisia og vendte hovedet væk fra ham, en smule pivende over ubehaget ved den hårde behandling. Det var ubehageligt og det gjorde en smule ondt, men inderst inde blev der sagt noget andet. "Hvad er det så helt præcis, som jeg ikke skal være bange for?" spurgte hun åndeløst og lod sine øjne falde ned på sine spredte ben, hvilket efterlod en lille følelse af nederlag inden i hende. Tænk han virkelig havde denne magt over hende.
Stivnet som hun var, rokkede hun sig ikke da han kom nærmere. "Bange? M-mig? Nej.." hviskede Celisia og prøvede at lyde overbevisende. Hun vil ikke vise sin frygt. Hun ville bare ikke lade ham få den sejr også!

[Matthew Igleéias]

Matthew tog det ærlig talt ikke særlig tungt. Alt taget i betragtning, så måtte han jo bare tage det, som det nu måtte komme. Han morede sig bekosteligt med dette! et var jo virkelig en fantastisk fornemmelse, at sidde igen med! Han fandt hende spændende. Rigtig spændende endda. "Det er jo lige før, det gør mig trist, kæreste.. En skam, at du ikke kan se, hvor sjovt, vi vil få det," sagde han med et kort smil på læben.
Var hun virkelig så negativ overfor hans væsen, uden at kende ham, eller vide, hvad han kunne gøre ved det? Han kunne give hende så meget, og hun ville ikke engang tage imod det? Da han havde bedt dronningen af landet, om at omdøbe ham, var det her overhovedet ikke, som han havde forestillet sig, men han elskede det jo! Han lagde hænderne let mod hendes lår, som han trykkede let om. Han lod hovedet søge på sned. Hun fandt det her mindst lige så spændende, som han gjorde. Han vidste det. Den ene hånd, hævede han, for at lade den glide langs hendes kavalergang. Tæt ved hendes hjerte.
"Jeg ved, at du kan lide det," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han blev stående tæt på hende. Han elskede lyden af hendes hjerteslag.. hendes duft.. hendes væsen. Det var alt sammen meget fascinerende.
"Hvad vil du så kalde det, kæreste? Spænding? Frygt? Du kan kalde det lige hvad du vil.. dit hjerte har allerede afsløret det for mig," hvislede han med en intens hvisken, tæt ved hendes øre.