We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nød uden tvivl, hvad Denjarna gjorde ved ham, selvom han virkelig forsøgte at tvinge det i sig igen. Det var jo slet ikke meningen eller hensigten, at dette var noget, som hun skulle vide. "Ikke kan jeg tillade mig, at gøre noget andet," pointerede han dog. Her måtte han jo ligge, ude af stand til at kunne gøre noget som helst. Knuder på bæltet, var hun god til at lave, og nu hvor han lå i en situation, som han gjorde i øjeblikket, var det samtidig frustrerende for ham, ikke at kunne gøre noget som helst ved det. Ikke kunne han få hænderne fri. "Du er mig en virkelig grum kvinde, min kære," pointerede han sigende, som han atter en gang, måtte vende blikket mod hende. Næsten automatisk, forsøgte han at trække hænderne til sig, som hun strøg over hans nedre igen. Det var virkelig ikke en retfærdig behandling!
Det var jo ikke fordi at han ønskede at slå, men lysten til at gøre det lige nu, var uden tvivl til stede! Han lod hovedet søge ned i sengen, som hun kort strejfede hans nedre med sine læber. Det føles jo fantastisk! Og pirrende, da hun stort set ikke var i kontakt med ham! Som det lå lige nu.. Nej, så kunne han bestemt ikke finde på at opsøge nogen anden kvinde! Svagt forsøgte han at skubbe sig mod hende. "Ikke kunne det falde mig ind.." endte han med en mere bestemt og anstrengt stemme. Hun kunne da ikke holde ham sådan på pinebænken! Det var slet ikke retfærdigt i hans øjne!

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv ønskede Denjarna kun, at han nød dette, som hun jo ikke gjorde det for, at det skulle være ubehageligt for ham. På nogen måde endda! Ganske vidst ønskede hun, at det skulle plante uudløst frustration for ham, men det var også noget andet, som han jo blot skulle længes efter mere af alt hvad hun gjorde. At han derfra valgte at kalde hende for grum i sit frustrerede øjeblik, måtte hun igen kun smile af. Hvordan skulle hun kunne gøre andet, når hun vidste, at der ikke var alvor i det? Kort lænede hun sig ind over ham, så hendes læber flygtigt kunne strejfe hans i et urimeligt kort kys. ”Og du elsker mig for det,” lød det legende fra hende. At han fortsat forsøgte at løsrive sine hænder, måtte et sted kun tilfredsstille hende. Det betød jo, at han nød hende så meget, at han end ikke kunne lade hende være. Igen rettede hun sig op. At han forsøgte at skubbe sit underliv mod hendes, som hun havde ladt sin tungespids kærtegne det, måtte hun igen kun nyde. Hun nød at se og høre, hvordan han tiggede og bad om mere. En tilfredsstillelse uden lige var det også, som han sagde, at han ikke kunne finde på at opsøge nogen anden kvinde. Det var jo det, som hun ønskede. ”Godt,” sagde hun tilfredst, inden hun hævede sit underliv. For den bemærkning kunne hun godt belønne ham. Utroligt langsomt og kontrolleret, gav hun ham endelig lidt af det, som han længtes efter, som hun lod sit underliv sænkes over hans, så de på den måde var forenet igen. Nydende måtte hun selv slippe et støn, som han kom i bund i hende. Dog bevægede hun ikke sine hofter endnu, som hun ønskede at høre, at hun skulle tage ham. Derfor sad hun blot forenet med ham, ganske roligt på hans underliv, alt imens hendes sølvgrå blik intenst hvilede i hans.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke gøre andet end at nyde dette, og det var også det, som han havde tænkt sig, at få frem på den måde, som han nu kunne. Nu hvor han ikke kunne benytte sine hænder på nogen måde, så var det uden tvivl mærkbart på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om det. Ikke fordi at han ikke stolede på Denjarna, for det gjorde han.. Men tanken om at ligge bundet.. Den var underlig og ny for ham. Og ikke kunne han skjule det, og særligt sådan, som han følte det lige i øjeblikket.
Det korte kys som han modtog, registrerede han knapt, før hun igen havde trukket sig fra ham. "Du er virkelig uretfærdig," pointerede han med en sigende mine. Han vendte blikket mod hende. At søge til en anden kvinde, kunne han da slet ikke drømme om i øjeblikket, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde! Hovedet lod han derfor søge direkte tilbage i madrassen igen, inden hun hævede sig, og endelig gav ham bare lidt af det som han så brændende havde behov for. At der så derimod ikke skete mere end det.. frustrerede ham kun det yderligere! Han vendte blikket mod hende. Næverne var knyttet og han spændte i armene. Han rykkede let på sig, så han selv lå ordentligt. "Du må ikke stoppe.." Var det eneste, der forlod hans læber. Det var virkelig uretfærdigt af hende, at stoppe lige nu, når hun alligevel var så tæt på ham!

[Denjarna Dark Dynithril]

Uretfærdig fandt Gabriel måske Denjarna, men kunne han benægte, at det ikke også var himmelsk? Hvis han oprigtigt havde fundet det slemt, havde han jo sagt noget, hvilket naturligvis også ville have fået hende til at stoppe. Det var jo meningen, at de begge skulle nyde, hvad der foregik. Ganske vidst på hver sin måde, da det jo var hende der styrede showet. ”Du kan straffe mig for mine forfærdeligheder bagefter,” lød det fra hende med et smil, og åh hvor hun nød det! Dette kunne hun ikke blive træt af! ..Kunne det mon blive en hverdag for hende? At være med ham? Som hun sænkede sig over ham, måtte det skam også give hende en forløsning! Fuld af lyst efter ham var hun jo også selv, og derfor var dette skam også en tilfredsstillelse for hendes vedkommende. Selv kunne hun jo tilsvarende mærke, hvordan hendes krop skreg på ham, og da også efter at blive berørt af ham, som også hun nød at mærke hans læber og hænder mod sig. ”Jeg kan lide, når du spænder sådan.. Det fremhæver dine muskler,” lød det kælent fra hende, som hun strakte armen. Fingrene lod hun kærtegnende glide over hans store overarm, der på alle måder var karakteristisk, sådan som han spændte og knyttede sine næver! Dernæst lod hun sine fingre stryge videre over hans brystkasse, der også var blevet det større. Armene trak hun til sig, inden hun førte begge sine hænder mod hans lår. Her holdt hun fast, så hele hendes overkrop måtte være til skue for ham, og særligt hendes barm der struttede lystigt. Intet af det ville han dog kunne røre, og det var også nu, at hun nydende måtte begynde at vugge med hofterne over ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nød uden tvivl Denjarnas gøren, hvilket kun gjorde det langt mere uretfærdigt i hans øjne. Han ville gerne være med til at give hende det.. Give hende en omgang, som hun sent ville glemme, og det var uaktuelt for ham, sådan som han lå der. Han vidste i forvejen, at det var noget, som hun nød en kende for meget, men det var jo desuden også begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. "Og tro mig, det kommer jeg også til," pointerede han direkte, som hun tog pladsen over ham.
Endelig at glide på plads, var en ting, men at bare sidde der, var straks en anden. Det var bestemt ikke noget, som han fandt retfærdigt på nogen måde! Han spændte automatisk i kroppen. Uanset hvad han gjorde, så kunne han ikke rigtigt komme derfra, hvilket næsten var det, som gjorde ham langt mere frustreret, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. "Du nyder virkelig det der alt for meget, kæreste.. Det er ikke noget, jeg finder retfærdigt," pointerede han. Han lod hende røre ved ham. Hvis der var nogen, som skulle have lov til det, så var det uden tvivl ham. Han elskede det jo! Hænderne mod hans lår, og det faktum, at hun nu satte igang med et tempo, var uden tvivl noget, som han godt kunne lide. Hovedet lod han derfor søge tilbage, hvor et dæmpet suk brød hans læber. Han forsøgte at arbejde med hende. Svært var det dog, som hun havde bundet ham fast til hendes seng.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvad Gabriel kunne finde på at gøre ved hende bagefter, var Denjarna spændt på at finde ud af! Dog ønskede hun bestemt ikke at haste igennem sit, da det uden tvivl skulle nydes! Fra begge parter, selvom Gabriel brugte lang taletid på at sige, at hun bare kunne vente sig. ”Det ser jeg frem til,” lød det legende fra hende, som hun bestemt ikke tænkte, at det var en straf, som han ville give hende. Nydende måtte hun føre sit underliv frem og tilbage over hans, som hun kælent måtte vugge med hofterne. En nydelse var det uden lige, som hun nød at mærke ham så tæt, og føle nydelsen på denne måde! Forbandet godt var det nemlig, hvor dette bestemt ikke skulle være den sidste gang! Fristende kunne det jo helt være at holde ham her, som han selv havde foreslået.. Men hvis hun lod ham blive, var det så ment som et forhold, eller blot hygge og aftenen og natten? ”Hvis du virkelig vil vove og påstå, at du ikke nyder det, så kan jeg jo bare stoppe og lade dig ligge?” truede hun med et glimt i øjet, alt imens hun med kroppen også måtte hentyde til det og drille ham. Stoppet med de vuggende bevægelser var hun nu, hvor hun nu truede med at trække sig ud af ham i stedet. Lårene spændte hun nemlig en anelse i, som hun havde hævet set underliv, så det nu kun var hans spids der var forenet med hende. Var der noget i vejen med, at hun nød at pirre ham? At hun ønskede, at han skulle tigge om mere? At høre ham sige, hvor meget han nød, hvad hun gjorde ved ham? Hvor mange andre havde desuden fået ham til at føle al det, som hun gjorde?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hævnen skulle nok vise sig at være sød i dette tilfælde, for Gabriel havde bestemt ikke tænkt sig, at lade det gå uset fra sig. Nu hvor de kunne more sig på en måde, som selv var fremmede for ham, måtte han nu alligevel forsøge at slå sig til tåls med det faktum, at hun gjorde dette, bare fordi at hun kunne. "Du kan vente dig," endte han med en mere sammenbidt mine. Det var virkelig pirrende langsomt, og det var bestemt heller ikke retfærdigt, at hun gjorde det!
Som hun nærmest truede med at stoppe, fik ham direkte til at vende blikket mod hende. Meget kunne hun tillade sig at gøre, men at stoppe? Det var bestemt ikke retfærdigt på noget tidspunkt! Overhovedet ikke! Svagt spændte han mere i musklerne. "En djævel i forklædning som en engel, må jeg sige... Det må du ikke.." Selvom det kun lige var spidsen der var i, endte han med at sætte fødderne mere i sengen, for at hæve underlivet, så han gled mere i. Hun kunne ikke tillade sig, at stoppe! Overhovedet ikke! Han spændte en del i kroppen, for overhovedet, at holde sig i den pågældende stilling. Det var i hvert fald ikke retfærdigt, at hun skulle stoppe og særligt ikke nu! Hovedet pressede han let ned i sengen. Hun ville høre ham.. Han var ikke i tvivl om, at hun ville høre ham, men at give hende det, det ønskede han ikke. "Bare vent," endte han med et svagt træk på mundvigen. "Jeg skal nok få min hævn," pointerede han lettere drillende. Han lod det ikke gå uset forbi!

[Denjarna Dark Dynithril]

Synd at sige var det, at Denjarna skyndte sig, for det gjorde hun på ingen måde! Hun gav sig på alle led og kanter tid, og hun nød det. Særligt som det føltes som om, at han var ved at springe af ren og skær frustration. Morende var det, som hun nød at drille ham, samtidig med at hun nød at se, hvor meget hun kunne få hans krop til at tigge, uden han sagde et ord om det. Dog ønskede hun ikke blot at se, at han lystede hende, som hun ønskede at høre ham sige, at han ikke kunne få nok, og at hun skulle fortsætte. Det gjorde han dog ikke.. Neglene måtte hun bore ned i hans lår, som han formåede at få sig selv i bund i hende, som han hævede sit eget underliv. Nydende måtte hun stønne.. men ej var dette meningen. ”Du ved godt, at det her giver strafpoint, ikke?” lød det tirrende fra hende. Selv ønskede hun at tage ham.. Brændende endda! Men i stedet valgte hun at lade sig før helt ud af ham, hvor hun i stedet satte sig på hans lår, så han ikke havde en chance for at gøre mere. Selv kunne hun mærke, hvordan hendes underliv dunkede, men ej gav hun efter for det. Det at tirre ham, tændte hende dog også. Fingrene lod hun strejfe hans følsomme maveskin. ”Hvis det fortsætter således, bliver du aldrig bundet op, og på den led vil du heller ikke kunne give mig din hævn,” lød det drillende fra hende. Hun trak på smilebåndet. ”Måske jeg bare skulle lade dig ligge sådan her? Jeg nyder at se dig.. helt nøgen.. spændt fast til min seng. Det er en udsmykning, som jeg ville kunne vænne mig til.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Frustrerende var det uden tvivl for Gabriel at blive liggende, hvor han lå i øjeblikket, og det var han skam heller ikke bange for at erkende. Men at høre ham tigge og bede om mere? Det var meget at bede ham om, og særligt fordi, at han slet ikke havde nogen intentioner om at imødekomme det! Overhovedet ikke! Hans krop dirrede under hende, hvor han alligevel følte en vis glæde, ved at skubbe sig i hende. Bare lyden af hendes støn, indikerede jo, at hun ønskede det mindst lige så meget, som han selv gerne ville det. "Du vil have det, lige så meget som jeg gerne vil," pointerede han selvsikkert.
At hun derimod valgte at trække sig helt fra ham, var bestemt ikke en tanke, som faldt i hans gode bog. Langt fra faktisk! Svagt måtte han igen knytte næven, som hun satte sig på hans lår i stedet for. Han lagde sig ned på sengen. Han kunne jo intet stille op, hvilket i forvejen, var en meget frustrerende tanke for ham! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. "Så du har tænkt dig, bare at lade mig ligge her?" Hans krop skreg direkte efter hende, som intet andet. Han fandt det frustrerende bare at ligge der! Hovedet hævede han let, inden han slog det ned i sengen igen. Frustrerende var det på alle måder, at ligge der! Han kunne bare intet stille op med det! Han stirrede op i loftet. Han trak kort på smilebåndet, inden han let rystede på hovedet igen. "Du er et ondt menneske, Denjarna.." Han vendte sig mod hende igen. Det var bestemt ikke retfærdigt at give ham lidt, og så trække sig! Det havde han ikke bedt hende om!

[Denjarna Dark Dynithril]

Brynet løftede Denjarna, som han sejrrigt måtte sige, at hun ligeså ønskede ham. Sandt var det.. men stadig havde hun det ikke værre end ham, som det var lettere at kontrollere, når man var den med styringen. Særligt når man regnede med, at forløsningen nok skulle komme før eller siden. ”Jeg er en tålmodig kvinde.. Jeg kan vente,” endte hun smilende med at sige, som han ikke skulle tro, at han bare ville få det, som han ville have det på den måde. At se frustrationen i hans blik, som hun helt trak sig ud af ham, var desuden guld værd! Også selvom, at hun selv længtes efter mere. Le fik hun også helt lyst til at gøre, som hun så, hvordan han i ren og skær afmagt kastede rundt med sit hoved. Hvis hun bandt ham op nu, tvivlede hun ikke på, at hun ville få det hårdt. ”Måske.. Det er op til dig,” sagde hun roligt og legende. ”Jeg kunne vel godt lægge mig til ved din side.. Røre mig selv til jeg opnår forløsningen, og dernæst lægge mig til at sove.” Selv vidste hun, at det ville blive en lang nat for ham, hvis det blev således. Hun kunne jo endnu se på ham, at han var mere end klar til hende. Hvis han ønskede at lette det for sig selv, var det jo bare at sige, at han ønskede hende. Hendes hoved endte med at falde på sned, som han nu gik så langt, som til at kalde hende for ond. ”Bag had ligger kærlighed, som man siger,” svarede hun blot drillende igen. Skulle han mon tirres lidt mere? Selv ønskede hun jo at høre ham tigge. Pirrende lod hun sine fingrespidser glide fra hans maveskind og videre ned over hans nedre igen. Ganske kort og flygtigt, inden hun tilfredst kunne tage hånden til sig igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var muligt, at Denjarna, var en kvinde, som kunne vente. Det var dog ikke ensbetydende med, at han var typen, der kunne det samme! Mere end klar, var han nemlig til hende, og derfor var det en frustration uden lige, at han ikke fik lov til det. "Hvem siger, at jeg kan det samme? Gæsterne skal serviceres, kæreste," pointerede han sigende. Igen spændte han i kroppen. Det var en frustration uden lige, at han ikke bare kunne lade det hele.. komme! Det var det, som han havde brug for lige nu, og hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham på nogen måde! Han spændte kraftigt i kroppen. Ond var hun uden tvivl! Hvorvidt om hun kunne finde på at lægge sig ved hans side, og bare.. lege frem til hun nåede hvad hun kunne rumme, og så lade ham ligge, var bestemt heller ikke noget, som han anså som retfærdigt! Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. "Det kunne du vel ikke finde på, kunne du?" spurgte han denne gang med en direkte stemme.
Igen forsøgte Gabriel at rive hænderne til sig, selvom han måtte sande, at dette var et greb, som han ikke kunne komme ud af på egen hånd, selvom han ville elske, at gøre det. Han prustede ganske let, men svagt. Hun rørte ham.. hun gjorde det med vilje! Han skulle nok få sin hævn. Hun skulle bare vente sig! "Du leger med ilden, kæreste," advarede han direkte. Meget vel, at han ikke var i stand til at gøre særlig meget i øjeblikket.. Men hun kunne vente sig. Dette ville bestemt ikke gå uset hen!

[Denjarna Dark Dynithril]

Morende måtte Denjarna slippe en latter ved lyden af hans ord, som han forsøgte at give hende dårlig samvittighed. Ikke at det virkede.. På nogen måde faktisk. Det eneste der ville virke var, at han ville bede hende om at fortsætte, og fortælle, hvor meget han nød det. Ikke mindre kunne gøre det. ”Hvis jeg husker ret, så inviterede du dig selv.. Derfor kan du ikke just være en ægte gæst, og derfor behøver jeg ikke følge bogen for gæster,” svarede hun tilfredst igen, som hun ikke gav sig. At han derfra nærmest nervøst måtte spørge hende, om hun kunne finde på at fortsætte aktiviteten uden ham, fik hende til at trække på smilebåndet. Der var vel ikke det, som hun ikke kunne finde på? Desuden, at gøre det foran ham, alt imens hun vidste, hvor meget han ville længes efter, at det var ham, frydede hende! ”Tør du virkelig udfordre skæbnen?” lød det legend fra hende. At han derfra bare truede hende, fremfor at give hende de ord, som hun ønskede at høre, udgjorde han jo sin egen skæbne. Desuden, så havde hun jo advaret ham, så det var vel til at sige, at han havde udgjort sin egen skæbne? Måske nød han i virkeligheden at vride sig, og at se hende blive tilfredsstillet? Muligt var det jo. ”..Nuvel, kæreste,” lød det afsluttende fra hende, inden hun gled ned ad ham. Advaret ham havde hun, så derfor kunne dette næppe overraske ham. Ned ved siden af ham lagde hun sig, så han ville kunne se hende, samt mærke hende, hvis hun begyndte at bevæge sig. Det hele blev trods alt gjort med fuldt overlæg. Hovedet placerede hun trygt på en af puderne, inden hun lod øjnene søge i. Herefter måtte hun lade sin ene hånd søge ned, så hun kunne berøre sig selv, nu hvor han ikke kunne, og nu når han ikke ville sige, at han ønskede hende og nød det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna nød det en kende for meget ifølge Gabriel. Og her lå han jo så, og kunne ikke gøre noget som helst. Var det underligt, at han måtte finde tanken direkte frustrerende? Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Uretfærdigt måtte han finde det hele! Ikke var der andre ord, som måtte dække det bedre end det! "Og dog, stadig en gæst i dit hjem, som skal serviceres.. Jeg må sige, at jeg på ingen måder er tilfreds," pointerede han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Var det underligt, at han måtte tage det således? Han trak vejret dybt, inden han lod hovedet glide ned i sengen igen bag sig. Ikke ønskede han at gøre hende tilfreds, ved at tigge og bede for mere. Men om han turde udfordre den skæbne? Det havde han vel allerede gjort, havde han ikke?
Gabriel vendte blikket mod hende, som hun gled ned ved siden af ham, og uden at tøve, gav sig til at berøre sig selv, hvor han så brændende ønskede at gøre det! Automatisk måtte han spænde i kroppen. Det var virkelig ikke retfærdigt! "Det der er ikke retfærdigt..!" endte han mere sammenbidt. Ville hun da påstå, at hun selv gjorde det bedre, end hvad han gjorde? Det havde han uden tvivl svært ved at tro på! Han ville ikke tro på det! Han trak vejret dybt. Han ville have hende til at stoppe! Han ville gøre det for hende! Hun skulle ikke ligge der og gøre det selv! På egen hånd, og så ved siden af ham!

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv ville Denjarna mene, at hun havde forsøgt at servicere ham. Det var jo bare ham, der ikke havde villet lade sig serviceres, som han havde været utaknemlig. Derfor lod hun frustrationerne stige i ham.. Det kunne vel også være, at det til sidst ville gå hen og blive for meget for ham, så han til sidst ville tigge hende om at fortsætte sin gøren mellem ham og hende? ”Af hvad jeg ved af, forsøgte jeg skam at servicere dig.. Der er ikke min skyld, at du ikke var taknemlig og nød det,” svarede hun ham afvisende med et smil. Selv havde hun kunnet mærke på ham, at han havde nydt det. Nok havde det dog ikke været, som hun havde haft brug for ordene. Ord, som hun endnu måtte vente på, medmindre han skulle vise sig at være komplet stædig. Stædig var han i hvert fald endnu, og derfor endte hun også blot med at glide ned ad ham, hvor hun så også gjorde som lovet. Nemlig rørte sig selv. Ej var det det samme, som hvis han gjorde det, men stadig kunne hun nyde det, samt få den ønskede forløsning, og det var hvad hun agtede at gøre, medmindre han fik stoppet hende. At han klagede over uretfærdighed, valgte hun behændigt at ignorere. Det var jo igen ikke det, som hun ønskede at høre. Derfor fortsatte hun i stedet fingerarbejdet med sig selv. Lavmælt slap hun nogle søde suk, alt imens hun måtte mærke, hvordan hendes egen puls steg. Svagt rykkede hun også på kroppen, som hun jo kunne mærke, at det gjorde godt! At hun gjorde det foran ham, var hun ikke just genert over. Selv håbede hun blot, at det tirrede ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel fandt bestemt ikke denne situation retfærdig, sådan som hun lå ved hans side og legede med sig selv, uden at lade ham komme til. Det var muligt, at hun ønskede udløsning, men han ønskede faktisk det samme! Blikket måtte han derfor fast vende i hendes retning. Han fandt bestemt ikke denne situation særlig tilfredsstillende - for hans del i hvert fald!
Igen strammede han grebet i bæltet, som han forsøgte at rive løs, så han kunne få hænderne til sig, selvom det ikke just ville, som han gerne ville have det. Han himlede fast med øjnene, inden han igen fast vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. At høre hende, gjorde det ikke just bedre! Han ønskede jo så brændende, at være den, som gjorde det med hende.. for hende. Det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre det selv! "Det der er pinsel af værste skuffe," kommenterede han med en mere fast tone, inden han slog hovedet ned i sengen. Det var virkelig ikke retfærdigt! "... Lad mig gøre det, Denjarna," bad han denne gang med en mere sammenbidt stemme end tidligere. Han var bestemt ikke meget for at give hende hvad hun gerne ville have, men her kunne han jo ikke lade være! "Lad mig.." afsluttede han endeligt, og med en tydeligt mere sammenbidt stemme end tidligere. Mere tiggende lige så. Han ville jo virkelig gerne.