Then where are we now?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Fordi jeg har mistet alt, Denjarna! Absolut alt på samme tid! Min trygge tilværelse, min hustru, mit liv, min race, min status.. Alt!" opremsede Gabriel med en fast tone. I forvejen, var han jo heller ikke ligefrem meget for livet alene, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre! Det hele var tabt og mistet, og uden at han kunne gøre noget som helst ved det, grotesk som det end måtte være lige nu. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet igen, inden han denne gang valgte at trække sig væk fra hende. Corina ville komme til at holde øje med ham, og gud hvor han dog måtte hade den tanke! Hun ville have nogen hjælpemidler, som han kunne bruge mod Corina? Han havde jo ikke ligefrem tænkt sig, at søge til Dvasias, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. "Jeg vil ikke til Dvasias, og derfor heller ikke til Corina.. Hvis du har nogen ting, som jeg kan gøre brug af i den forbindelse, så lad mig endelig vide det," bad han med en direkte stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han havde tænkt sig, at give den kvinde sin vilje! Han ville ikke underkaste sig Dødsenglenes leder, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende.
Nu hvor hans undskyldning var godtaget, nikkede han blot i retningen af hende. Han måtte jo forsøge at finde roen igen, selvomdet på ingen måder var nemt for ham. Han lod hænderne søge ned langs sin egen krop igen. Den rystede. Det var faktisk en temmelig hård og ikke mindst meget svær situation for ham, at være placeret i. Det var jo et helvede!

[Denjarna Dark Dynithril]

Irriteret himlede Denjarna med øjnene ad ham. Ville denne mand i det hele taget hjælpes?! Han modsagde jo komplet sig selv! Hvorfor skulle hun også hjælpe ham? Umiddelbart havde de jo intet sammen! De var jo hverken venner eller i et forhold.. At de havde haft en god stund sammen for en uge tilbage, kunne man end ikke mærke på dem! ”Til helvede med din trygge tilværelse! Lad det fise ind, at dette nu er din virkelighed, og at jeg har oplevet præcis det samme, selvom du hårdnakket tror, at du er et ulykkeligt særtilfælde!” bed hun arrigt af ham, som hun simpelthen ikke gad køre i ring på den måde! Hvem ville også det?! At han derfra sagde, at han ikke ville søge til Dvasias og Corina måtte hun igen rulle med øjnene af ham. Lyttede han nogensinde? Skulle hun slå ham igen? ”Hvis ikke, at du snart tager dig sammen, stikker jeg dig en igen!” advarede hun barskt. ”Jeg har ikke sagt, at du skal tage til Corina og Dvasias! Jeg har sagt, at du kunne blive her i Manjarno! Derudover har jeg sagt, at det er bedst at søge ind til byen, samt du skal lære at slå fra dig!” Fattede han det nu?! Hun havde ikke de store forhåbninger for det.. Mest af alt virkede det nemlig som om, at han kronisk forsøgte at gå hende på nerverne. En anelse væk fra muren valgte hun at træde, så hun ikke behøvede at hvile ryggen mod den længere. Håbløs var han lige nu og her, og ville han mon blive bedre? Som et tvært barn opførte han sig. Noget, som hun i det mindste ikke havde gjort, da hun havde mistet alt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville virkelig gerne hjælpes, for dette var ikke noget, som han kunne gøre på egen hånd. Det var en situation, som han uden tvivl havde forbandet svært, ved at se sig ud af, men hvad pokker skulle han da ellers kunne gøre ved det? Det var jo heller ikke fordi, at det var nemt på nogen måde faktisk! Han rystede kort på hovedet. "Det her er ikke nemt for mig, okay!?" bed han af hende igen. Det nyttede heller ikke, at stå og råbe og skrige af ham, for det fik hun altså heller ikke noget ud af!
At Denjarna trådte væk fra væggen, sagde han dog intet til, selvom han virkelig havde lyst til at pande hende en! Selvom det var det sidste, som han burde, da hun jo i bund og grund, var det eneste, som han havde tilbage.. Hvis man kunne kalde det, for at have noget tilbage, for det vidste han faktisk heller ikke helt med sikkerhed, hvis han skulle være helt ærlig. Han skulle ind til byen, og han skulle lære at slå fra sig? Han var ikke den voldelige type, selvom han uden tvivl var en mand, som aldrig rigtigt slog, var det så på tide, at han rent faktisk lærte det? "Så fortæl mig, hvordan jeg skal gøre.. vis mig hvordan jeg skal gøre.." Denne gang forsøgte han virkelig at holde sig selv i nakken, selvom han stadig havde lyst til at hamre til hende. Hans blik gled mod hans hånd, som han svagt måtte knytte. Det gjorde end ikke ondt, selvom den var blodig og tydeligt forslået. Han hadede det hele! Han hadede virkelig det her! Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Hvordan starter vi?" spurgte han denne gang direkte, som han igen vendte blikket mod hende. En ting, var at han havde brug for den hjalp.. noget andet var, at han skulle finde den ved Denjarna.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og nemt gør du det ikke for omverdenen!” bed Denjarna kortfattet igen, som hun snart ikke kunne overskue deres råberi længere! Uoverskueligt syntes det at være, som det ikke just så ud til, at der var et lys for enden af tunnelen. Ikke, som han var vred på hende, men nægtede at lade hende gå, og ej heller sådan, som han havde valgt at foragte sin situation. Hun tog en dyb indånding. Meditation for ikke at rive hovedet af ham burde vel være på sin plads? ”Hvis du ønsker at undgå Corina og ballade fra andre dvasianere, så hold dig til byerne og ikke det åbne som her. Her stiller du dig nemlig sårbart, som der ikke er noget der kan forhindre i, at det hele ville eskalere. Derudover er du nødt til at lære at sætte folk på plads, uden at du lyder som et tvært barn. Folk bliver nødt til at vide, at du mener, hvad du siger. De skal frygte dig, hvis du skulle sige fra. Du skal ikke indgyde til morskab, som du gjorde med Corina,” lød det stilfærdigt fra hende, hvor hendes stemmeleje nok engang var normalt. Nu prøvede hun i hvert fald igen! Nu var det blot op til ham at finde ud af, om han var villig til at tage ved lære. ”Hvis du vælger at følge mit råd, og flytte ind til byen, har du dog også noget at leve op til. I den tid, hvor jeg var væk, formåede din race nemlig at gøre sig frygteligt hadet her i Manjarno. Derfor er du nødt til at vise, at du ikke er som dem. At du sagtens kan være med folket, og ej ønsker dem død og ødelæggelse. Kan du klare det? Mit folk har nemlig allerede lidt al rigeligt.” Selv vidste hun, at Gabriel ikke var en ond mand. Dog vidste hun, at det var hans race naturligt at ønske folk smerte.. Derfor krævede hun, at han stoppede den natur.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel gjorde det måske ikke nemt for nogen, men det var godt nok heller ikke nemt, at være ham længere, og det kunne han udmærket godt mærke, og det var heller ikke noget som sagde så lidt. Han hadede det virkelig, og særligt, når det var på denne her måde! Han lod armene søge over kors, og med blikket direkte hvilende på hendes skikkelse. Han ville jo gerne have lov til at leve sit liv, også selvom det var med en kæmpe omvæltning for ham, for det var det virkelig!
"Det ligger bare ikke til mig, at melde fra på den måde, Jarna. Det her, er en kæmpe omvæltning i mit liv, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme mig ud af. Jeg hader det virkelig.. jeg ved ikke om et liv som en dødsengel, er mig." pointerede han med en direkte stemme, som han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Det var helt grotesk, den forvandling, som han var i gang med at gennemgå, og det var virkelig en frustrerende tanke for ham, for han kunne virkelig ikke have det, og særligt ikke, som det var i øjeblikket. Han knyttede næverne ganske let. Han nikkede blot. Han lyttede rent faktisk til hvad hun fortalte ham, selvom det nok ikke var til at se, så lyttede han faktisk. Han havde brug for, hvad hun kunne give ham af hjælp, og særligt fordi, at han ellers ikke, kunne komme ud af det på egen hånd. "Jeg er ikke her, for at påføre folk skade eller ødelæggelse, samt død.. Jeg søgte hertil, for at finde et sted jeg kunne være.. Og hvis du har nogen fantastiske foreslag til, hvor jeg kunne gøre det, uden at være til gene for nogen, så sig endelig frem," bad han med en dæmpet stemme. Han ønskede bare muligheden for at leve et liv. Var det så svært at forstå?

[Denjarna Dark Dynithril]

”Jeg ved, at alt dette forekommer dig unaturligt, men stadig er dette nu dit liv,” sagde Denjarna ærligt i en nu helt rolig tone. ”Du bliver nødt til at forsøge ikke at hade det, men derimod prøve at se frem i stedet. Dette er nemlig ikke jordens undergang, som du endnu er sund og rask, selvom du måske føler dig ødelagt indvendigt. Du har endnu et helt liv foran dig, og derfor er du nødt til at tænke over, hvordan det nu skal være. Uden Procias. Uden at være konge. Uden Silia.” Hendes sølvgrå blik hvilede på ham. Hun vidste, at han havde ondt, og hun vidste, at han ikke var kommet for at gøre skade. Derfor gjaldt det om at finde ham en ny tilværelse. ”Kom.. Gå lidt med mig,” endte hun med at bede ham, inden hun selv begyndte at bevæge sig yndefuldt frem. Ej tog hun ham om armen, som hun havde fundet ud af, at han ikke var glad for berøringer lige i øjeblikket. Derudover tænkte hun, at det måske var lettere at tale, hvis det gik. Til tider hjalp det i hvert fald, at man var i bevægelse, og at man ikke behøvede at se den anden part i øjnene konstant. ”..Men nu hvor, at du ikke længere har din royale titel bag dig, er du nødt til at lave noget, som du kan leve af. Jeg tvivler i hvert fald på, at tilværelsen ude i det fri er din kop the.. Personligt kan jeg i hvert fald oplyse om, at det hurtigt bliver en et irritationsmoment,” sagde hun ærligt, som hun trods alt selv havde prøvet at leve ude på gaden. Det lignede nemlig ikke just, at han havde taget nogle af sine ejendomme eller penge med fra hans tid som konge. Om Gabriel havde mentaliteten til er normalt arbejde, vidste hun dog ikke. Der havde hun jo også altid selv stilet højere end det. Selv kunne hun godt sørge for, at han fik en god start på livet i Manjarno, men ønskede han også det? At leve af hendes økonomi? Selv fandt hun det i hvert fald ikke attraktivt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det her, var hans nye liv, og at han denne gang, var nødt til at lære at leve med det. Ikke at det var noget, som han egentlig kunne gøre alverdens ved.. men for pokker. Der var direkte irriterende. "Jeg ved ikke, om det er et liv, som jeg ville kunne leve med på sigt," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Det var o ikke fordi, at han havde tænkt sig, at stå som jordens største depriper, for det var overhovedet ikke meningen!
"Det er et helt liv, som jeg skal til at lave om.. Det er hårdt," Han endte dog med at nikke til hende. At bevæge sig lidt, ville uden tvivl gøre godt, også for hans del, og derfor søgte han også roligt efter hende, for det var noget, som han virkelig godt kunne bruge for øjeblikket, og det var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lave om på noget tidspunkt. Han foldede hænderne over ryggen. At han skulle til at arbejde som enhver anden, havde han som sådan ikke rigtigt noget imod, men hvad pokker han skulle give sig til, det vidste han ikke. "Jeg har ikke tænkt mig, at sidde og lave ingenting.. Men hvad jeg skal give mig til, det ved jeg ikke. Og tanken om at underlægge mig fuldstændig, er underlig.:" Han vendte blikket mod hende. Det var ikke ondt ment, men det var bare underligt, at han havde mistet absolut alt, og nu skulle til at finde ud af det hele fra bunden af.. som var hans liv startet fuldstændig forfra.

[Denjarna Dark Dynithril]

Yndefuldt bevægede Denjarna sig frem, hvor hun gik mellem alle ruinerne, og uden at snuble over de mange løse stenblokke på jorden. Det sølvgrå blik lod hun kortvarigt søge over Gabriels skikkelse. Det syntes heldigvis som om, at han var begyndt at falde det mere til ro, og agerer det mere rationelt.. Heldigvis. Det havde vel hjulpet at råbe lidt ad ham, og at slå på ham? ”Fortæl mig, om du kan leve dit nye liv på sigt eller ej, når du har givet det en reel chance. Svært er det at bedømme noget, som endnu ikke har fundet sted,” sagde hun roligt. Måske var det hele ikke så slemt for ham om en måned? Måske var det? Ej kunne han vurdere det endnu, som der endnu var for meget der rumsterede i ham. Derfor havde han heller ikke givet det en chance endnu. Roligt bevægede hun sig frem. Lige nu og her syntes det at gå.. Dog vidste hun, at det på ingen tid kunne vende. ”Hvad levede du af, da du og Evelynn var sammen? Dengang stod du trods alt også uden din kongelige titel.. Ville du kunne overføre det erhverv her til Manjarno?” spurgte hun, som hun blot prøvede at hjælpe, og få ham til at bruge hovedet. At han havde svært ved at skulle underlægge sig, forstod hun udmærket godt. Selv havde hun nemlig også altid haft brug for at gøre mere, end hvad den almene befolkning havde brug for. Hun kunne nemlig ikke blot være en hjemmegående hustru, passe et køkken, servicere i en kro eller butik. Hun havde altid haft brug for at lave noget af politisk betydning. Selv havde hun før prøvet blot at være en ’almindelig’, og dræbt hende, havde det nærmest, som det havde fået hende til at føle sig kastreret.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Side om side med Denjarna, måtte Gabriel bevæge sig. Han havde tilbragt mange tider i Ruinerne tilbage i hans unge dage. Måske at det var derfor, at han havde søgt hertil? Det var jo lidt som dengang, og det var uden tvivl mærkbart for ham. Han vendte blikket mod hende. Mere rationel, var han måske blevet, men det hjalp ham heller ikke, at rende frustreret rundt, og særligt, når det var på denne her måde. Han burde tage sig sammen, selvom det var hårdt. Han havde jo bogstavelig talt mistet alt. "Jeg ved ikke, om jeg vil kunne leve med det, Jarna," begyndte han sandfærdigt. Lige nu, føles alt så frygtelig uoverskueligt, og han vidste ikke hvor han skulle starte, og hvor han skulle slutte. "Lige nu er det svært... jeg kan jo kun håbe på, at det bliver bedre, når.. ja.. min forvandling, er færdig.." Ved ordene, måtte han kort vende sig mod hans vinger. De blev kun mørkere og mørkere, jo mere han tænkte på det.
Hvordan han havde klaret sig sammen med Evelynn, havde været en hård tid, men han havde nydt den. Men de havde derimod også været to om det. Han duede ikke til det der med at være alene, og det havde han aldrig nogensinde gjort. "Elverne hjalp til.. jeg lærte mig kunsten at skulle jage, så vi klarede os," fortalte han sandfærdigt. Overlevelsesfærdigheder, var ikke just noget, som han havde i sin besiddelse, og det havde han aldrig rigtigt haft. "Jeg ved ikke om det er brugbart her.. Jeg har jo ikke som sådan, lavet noget." Han rynkede på næsen. Det var ikke just den bedste start på sit nye liv, hvilket han var klar over.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej behøvede han at fortælle Denjarna, at han ikke vidste, om han kunne klare det nye liv. Desuden, så havde han efterhånden sagt det til hende femhundrede gange, så hun havde skam forstået, hvad han mente om det. ”Du ved måske ikke, om du kan leve således her, men vil du selv sige, at du havde et godt liv før? Jeg ved godt, at du ikke kan lide at høre mig sige det, men ret må jeg jo have, da du ellers ikke ville være her nu,” begyndte hun roligt. ”Førhen var du ej heller lykkelig. Gnisten jeg engang så i dine øjne hver eneste dag, havde du ikke længere.. Vil du derfor vove og påstå, at du slet ikke kan se muligheden i dette?” Ufunktionelt havde hans forhold med Silia været.. Han havde ikke været glad, hvor hun derimod havde spottet noget glæde i ham, da de havde været sammen igen. Derfor måtte hun tænke, at det primært var trygheden han savnede.. og hvis blot det var den det omhandlede, burde det gå, som han fik sig en ny tilværelse. At han igen igen måtte kigge tilbage på sine vinger, fik hende svagt til at ryste på hovedet. ”Lad være med at kigge tilbage på dine vinger hvert andet sekund.. Du stresser blot dig selv, da du ser det samme syn hver gang. Fjer der bliver mørkere. Lad derfor være med at plage dig selv mere end højst nødvendigt,” kommenterede hun roligt. At Gabriel i tiden med Evelynn havde klaret sig ved at jage, kunne han ikke just bruge nu. Det var nemlig ikke nok i forhold til hans nye liv. ”Det er selvfølgelig en god ting, at du kan jage. Dog har du brug for et erhverv, da du har brug for et formål. En distraktion, og noget der gør, at du ikke har hver dag til ingenting.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel ikke havde været overud lykkelig sammen med Silia. Selvom han gerne ville sige det, så kunne han ikke, og han vidste, at Denjarna også havde spottet det. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. "Selvom jeg ikke var direkte lykkelig, så elskede jeg hende, og det gør jeg stadig. Vi har bare ikke været gode for hinanden på den sigt," sagde han blot. Hårdt som det end var sagt, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det nu, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Han hadede det virkelig! "Dengang, er virkelig også mange år siden.. Jeg var lykkelig sammen med dig, men du valgte mig alligevel fra." kommenterede han med en sandfærdig stemme. Han var ikke sur over det længere.. Nok mere.. skuffet vel?
At kigge på vingerne, kunne han ikke lade være med, og særligt, når de nu snakket om det. Det var svært.. Det var en kæmpe omvæltning for ham. Han var vant til at de var varme og snehvide.. nu var de kolde.. grå og mørke. Det var en stor forandring i hans liv, som han ikke kunne gøre noget ved. "Men det plager mig," kommenterede han direkte. Det var slet ikke ham, at det skulle se sådan ud! Og særligt sådan her! Et formål havde han brug for, hvilket han stod fast på i den anden ende. Han sukkede let og strøg hænderne frustreret igennem håret og lagde dem i sin nakke. "Jeg skal bare distraheres.. Mon ikke det kommer.." Han trak vejret dybt, inden han så mod hende. "Jeg har jo heller ikke gjort det i mange år," tilføjede han med en ærlig stemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt trak Denjarna på smilebåndet. Ikke just fordi, at hans ord glædede hende, men fordi, at hans ord trist måtte minde hende om hendes og Dericks forhold. ”Derick og jeg elskede hinanden, og det vil forhåbentligt heller aldrig gå væk.. Dog ændrer det ikke på, at vores forhold var skadeligt for os. Derfor vil jeg sige, at kærlighed ikke altid er nok,” sagde hun ærligt. Derick og hende havde ikke været gode for hinanden, præcis ligesom Gabriel og Silia. Dog var det en tanke der krævede tid til at vænne sig til. Blikket holdt hun frem for sig, som han indrømmede, at han havde været lykkelig med hende, men at hun som sagt havde fravalgt ham. Burde hun sige det? ”..Glad syntes du også, sidst vi sås,” sagde hun stille. Ganske vidst havde der været de tidspunkter, hvor de havde vrisset ad hinanden, men der havde også været de tidspunkter, hvor de havde set hinanden dybt ind i øjnene, talt personligt, samt smilet, været ubekymret, og blot nydt det. At de mørke vinger plagede ham, vidste hun skam godt. Det måtte vel også være underligt at se tilbage og være vant til at se hvidt, hvor man nu så sort.. ”Jeg ved, at det plager dig. Dog bliver det ej heller bedre, at du kigger tilbage og bliver bekræftet i noget, som du allerede ved,” endte hun med at sige, som han jo vidste, at hans vinger blev mørkere og mørkere. At han igennem al det kunne se fornuften, at han skulle have et erhverv, passede hende udmærket. Det var i hvert fald en start på vejen. ”Fortæl mig, hvad du kan li, lide at lave og hvorfor, Gabriel,” opfordrede hun ham roligt. Måske kunne hans interesser føre til noget? Måske hans fritidsinteresser?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kærligheden i sig selv, var ikke altid godt nok, og det vidste Gabriel også godt. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han vendte blikket mod hende. Selvom hun havde ret i sine ord, var det ikke ensbetydende med, at han ønskede, at give hende det. Hun havde jo trods alt også vist sig, at være en, der levede temmelig højt på det. "Kærlighed er ikke altid godt nok, men det alene, vækker jo en frustration.. Jeg elskede hende.. ønskede at give hende det hele, men det var bare ikke nok.." Var det tronen, der havde drevet dem fra hinanden? Var det andet..? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, og det gjorde ham kun langt mere frustreret, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han sænkede blikket. Han havde været glad med hende.. selv da de havde set hinanden sidst. "Selvom det er mange år siden, så kender du mig, Jarna," lød det sandfærdigt fra ham. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at det var noget, som han kunne skjule, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke.
Vingerne ville nok plage ham det næste lange stykke tid, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Hvis hun vidste, hvordan det føles, havde det nok også forholdt sig meget anderledes. "Men det er en kendsgerning, som jeg er nødt til at leve med, samt acceptere, selvom det ikke er nemt.. Det er en kæmpe omvæltning for mig.. Jeg oplever end ikke smerte på samme måde. Den.. føles.. god." Han vendte blikket ned mod sin blodige hånd i stedet for, hvor han let rystede på hovedet. Han kunne lide, at blive brugt.. ment i den forstand, at han gerne ville lave noget. Han havde brug for at lave noget. "Hvad jeg kan lide at lave, er næppe noget, som kan bruges i min nuværende situation. Jeg kan lide at hjælpe folk.. Se folk smile, og vide, at man har gjort en forskel. Jeg var ude for, på et tidspunkt i de procianske skove, at jeg måtte sidde på en eng med græs, med en elvisk lille pige, hvis dukke, var gået i stykker, hvor jeg flettede græs sammen, for at lave en ny." Mindet var godt.. men det var næppe noget, som han kunne leve af her.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Som du siger, at du ville give hende alt, gav hun så dig alt i retur?” endte Denjarna med at spørge. Selv havde hun sine tvivl.. og hvis Silia ligeså havde givet sig hundredprocent, var svaret jo bare, at de oprigtigt ikke var ment til at være med hinanden. Smilet trak hun på, som han sagde, at hun endnu kendte ham. Det sølvgrå blik vendte hun imod ham. Nu med et glimt i øjet. ”Åh, det er skam blot en uge tilbage,” kommenterede hun med et smil på læben. Sandt var det dog, som de havde set hinanden for en uge tilbage, og der havde hun formået at gøre ham glad. Dog havde han også formået at gøre hende glad i retur. Roligt vendte hun blikket frem for sig igen. Hendes blik søgte let hen over de mange ruiner. Smukt var her nu, som man kunne ane historien der måtte ligge her på trods af meget var ødelagt. At Gabriel oplevede smerte på en anden måde efter, at hans vinger havde ændret farve, fik hende til at se på ham igen. ”Det ligger til din race.. Du vil føle dig stærkest, når du dræber eller torturer, samt når der er sorg omkring dig,” sagde hun ærligt, hvor hun tvivlede på, at det hujede ham. ”Du vil ligeså føle velbehag, når du er i mørke omgivelser.” Ja, i det store og hele var det vel al det modsatte af, hvad Gabriel normalt var? Blikket vendte hun igen fra ham. Måske ville han blive i stand til at undertrykke alle disse følelser, og måske ikke.. Da hun havde været vampyr, havde hun for eksempel også valgt at gå imod sin natur. Selv havde hun nemlig ikke ønsket at mæske sig i individer. Hun tænkte over hans ord. ”Som du kan lige at hjælpe andre, og se dem smile, samt det, at du kan lide børn.. ville det så være ringe at arbejde omkring børn? Du kunne arbejde på et børnehjem, hvor du kunne sørge for dem, som ellers ingen forældre har.. Ellers kunne du arbejde på en skole og på den måde danne børnene,” endte hun med at foreslå. Var det fuldstændigt fra den?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Hun gav mig vel hvad hun var i stand til at give mig," sagde Gabriel med et kort træk på skuldrene. Der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det lige nu. Han bed tænderne let sammen. Selv havde han ikke rigtigt andet valg, end at acceptere det liv, som han nu havde fået. En voldsom og brutal konsekvens af hans valg, og hans handlinger, så måtte han jo give Denjarna en ting: Han havde uden tvivl nydt den aften, som de havde delt sammen.. og den efterfølgende dag, for den sags skyld. Han trak kort på smilebåndet. "Vil det være en skam, at sige, at jeg nød det.. og jeg stadig nyder det, ved tanken om det?" spurgte han med en rolig stemme, som han endelig så mod hende igen.
Gabriel var uden tvivl faldet langt mere til ro ved tanken om det, end hvad han havde været i starten, men for pokker.. Han måtte jo bare acceptere tingene, som de nu måtte være, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. "Hvor fantastisk.." endte han med en tydeligt ironisk stemme. Han sukkede tungt, for det var uden tvivl svært, når det var på den måde. Næverne knyttede han let, ved tanken om det.. Ham på et børnehjem? Han måtte erkende, at han havde svært ved at forestille sig det. Han var glad for børn.. Han havde altid drømt om sine egne, også selvom det aldrig havde været en mulighed, som havde tilfaldet ham. Langt fra faktisk. "Mig på et børnehjem?" spurgte han direkte. Det var hvad man kunne kalde for et kæmpe karriereskifte, måtte man sige! "Hvordan er dødsengle set her i landet, Jarna?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var vel en vigtig ting for ham at vide?