Then where are we now?

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna tog ej det sølvgrå blik fra Gabriel. ”Måske, men det giver dig stadig ikke ret til at bide af mig. Jeg er ikke skyld i denne situation,” svarede hun ham skarpt igen. Hun var måske kvinden, som han havde været utro med, men det var hans fejl, at han havde sagt ja til en anden end sin hustru. Hun havde trods alt ikke tvungent ham. At de pludselig måtte få selskab af en kvinde, overraskede hende. En kvinde uden manerer vel og mærke. Det skarpe blik førte hun mod kvinden der kun syntes at have øje for Gabriels mørkende vinger. Køn var kvinden, og med til dels skræmmende øjne, og sorte vinger. Altså en dødsengel. Hvor belejligt.. Typisk var det, at det allerede skulle vrimle med dem. At Gabriel så tiltalte kvinden som Corina, måtte sige det hele. Dødsenglenes leder. Ej kendte hun kvinden, men dog havde hun hørt om hende. En kvinde for sig skulle hun være, men også i særdeleshed en kvinde af mørket. ”Jeg forstår udmærket Deres interesse for Deres egen race, frøken Darkheart, og særligt et tilfælde som dette. Det vi er i færd med er dog privat, så hvis De vil lade os..,” lød det stilfærdigt fra hende, hvor det alt i alt var en pæn hentydning til, at hun skulle forlade dem igen. Det var vel også næppe, hvad Gabriel havde brug for lige nu og her? At blive konfronteret af sin nye leder.. og særligt en med det ry, som Corina havde. Det var derfor meget muligt, at han havde bedt hende om at gå, men selv tvivlede hun på, at han af den årsag hellere ønskede Corina ved sig. Det ville vel kun forværre hans situation? På den led kunne man sige, at hun derfor blot forsøgte at hjælpe. Hvis han derimod skulle overraske og ønske sit nye folk, måtte han jo flyve med det kvinden. Det skulle i hvert fald ikke være her i så fald.

[Deleted]

Øje for den anden kvinde havde hun næppe haft, for hun sagde hende intet lige nu, men rygter gik og rygter gik langt. Det kunne godt være hun ikke altid var den skarpeste kniv i skuffen, men her kunne hun trods alt godt ligge to og to sammen. At manden dertil kendte hende, undrede hende, havde de mødtes før? Eller sagde hendes udstråling og rygte bare alt? Tanken behagede hende, sådan skulle det jo faktisk gerne være! Corina måtte studere ham kort, beskrivelsen som Zean havde givet hende af Procias konge, stod jo lige her, hvilket fik hende til at sprutte lidt i grin, det var simpelthen for komisk.
"Så Procias konge er faldet til fornuft!" Ingen tvivl om at hun morede sig over det, men ikke mindst fandt det fantastisk og dybt fascinerende. Tænk at få lov til at se en engel i processen til at falde. Smukt. At kvinden talte om privat, fik hende til at smile lumsk, inden hun vendte sin opmærksomhed den vej.
"Dette er mit gamle hjemland, Deres majestæt. Fortæl mig, hvordan er det at vende tilbage efter noget så fantastisk som døden?" Stemmen var legende og fyldt med ballade, hun tog et skridt nærmere Gabriel, et lille, men tydeligt skridt som viste interesse. Det var jo en unik ting som skete med ham, hun vidste faktisk ikke helt hvad der skete, men ud fra selve processen kunne det jo ikke være helt rart for en at skifte så drastisk side. Hovedet søgte undersøgende på sned, inden hun lod sine fingre søge op til sine læber for at duppe lidt tænkende på dem.
"Hvordan føles det Gabriel?" Lød det i en intenst spørgende tone fra hende, hun nød at se dette, men hun ville vide hvordan det føles, hun ville studere. Blankt havde hun ignoreret Denjarna's fine hentydning, Corina var jo gerne hvor det passede hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna var ganske vidst ikke skyld i den situation, som han stod i, men det gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham af den grund. Han havde det ikke godt.. Han havde mistet sin hustru, og en kvinde som han elskede mere end noget andet, og det var svært. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. "Jeg tror ikke du ved, hvordan det her føles, Denjarna," pointerede han med en direkte stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang.
At Corina havde valgt at dukke op, var ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var jo bare typisk, at den slags skulle ske nu! Han havde nok også rigeligt at skulle tænke på. Han vendte blikket direkte mod Corina. Ikke var han et sekund i tvivl om, at Corina virkelig nød denne situation, og særligt fordi, at hun havde den sygeligste form for humor, og det var bare ikke hvad han havde behov for lige nu. Var han kommet til fornuft? Han havde mistet alt, som han havde haft af værdi i sit liv, og dette gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende! Langt fra faktisk. Han havde det virkelig ikke særlig godt! Langt fra! "Jeg har ikke nogen grund til at informere Dem om det. Jeg vil anbefale Dem, at tage herfra. Jeg har intet ønske om at tage del i en mørk samtale med en kvinde af døden," fastholdt han med en kortfattet mine. Han foretrak mest af alt, at Corina tog derfra! Han havde nok at håndtere i forbindelse med Denjarna.. Corina ønskede han ikke at have noget med at gøre.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv skulle Denjarna til at svare Gabriel igen lige indtil, at denne Corina gjorde sin entre. Typisk var det på alle måder. Ej heller var det i denne situation, at hun ønskede at bekæmpe dvasianere. Slet ikke dvasianere der syntes så irriterende som denne kvinde. Der var trods alt også en grund til, at hun for længe siden havde sagt farvel til det land! At Corina mente, at hendes tilstedeværelse var undskyldt fordi, at hun var født her, måtte hun også længere ud på landet med. Corina tilhørte desuden ikke Manjarno længere, som hun derimod tilhørte Dvasias. Derudover var der også det faktum, at hun var umådeligt uhøflig med sin ikkeeksisterende realitetssans. ”Deres hjemland er det muligvis, men meget bekendt er De immigreret herfra, samt dette som sagt er en privat samtale. De ved vel? To personer der ikke ønsker at få stukket en fremmedes næse ind i samtalen,” lød det tydeligt belærende og kynisk fra hende. Som dvasianer var hun selv født, og derfor vidste hun udmærket, hvordan de til tider skulle tackles. Koldt søgte smilet hen over hendes blodrøde læber. ”Hvis døden fascinerer Dem så meget, så gå den endelig i møde. Find et reb, bind den om Deres hals og en gren og hop. I så fald kan De få den udsøgte ære af selv at afprøve det.” Selv mente Denjarna på ingen måde, at dette var måden at komme ind i samtalen på, eller i tale med hende! Hendes mimik, talemåde og ordvalg var nemlig på alle måder forkert valgt. At Gabriel var af den samme holdning, gavnede jo blot hendes egen mening. ”Jeg tror, at det er bedst, hvis De forlader selskabet,” afsluttede hun kort for hovedet. Om Corina så lystrede flertallet, måtte de blot vente og se. Ønsket var hun nemlig ikke af hverken hende selv eller Gabriel.

[Deleted]

Dødbidere, heldigvis havde Corina langt fra behovet for at være ønsket lige nu, så at de ej havde et ønske om hun var der, var faktisk ikke hendes problem. Derimod, måtte det næsten være underholdende, hvilket vel på sin vis godt kunne ende galt, men hvad pokker, ballade skulle jo gerne træde til, intet var sjovere end det kaos det kunne bringe. Gabriels ord fik hende til at smile det mere, hun fugtede sine læber blidt med tungespidsen og studerede hans kropssprog, samt de nydelige transformerende vinger.
"Som De kan smigre." Lød det blot fra hende, i en legende tone, men de lyse øjne hvilede intenst mod ham. At andet var for døve øre, hun var ikke velkommen, bla bla bla, det var privat snak, bla bla bla. Hun var rimelig ligeglad, meget faktisk. Denjarna havde dog en fantastisk spydig mund, noget som fik opmærksomheden vendte godt imod hende. De smukke sorte vinger lod hun folde ind mod ryggen, inden hun vendte resten af kroppen mod landets dronning.
"Jeg praktisere død på en helt anden måde, hvilket De vidst allerede godt ved lidt om. Men jeg takker for omtanken, det er vældig pænt af Dem." Ironien stod klar, og hun morede sig tydeligt over alle ord som blev tildelt, at lade sig ramme af ord ville jo være sørgeligt når man var en kriger. Selvom det kunne se sjovt ud, en fuldvoksen mand i rustning som stod og flæbede over ord. Hun rystede på hovedet, tankerne vandrede for hurtigt og vildt lige nu, hun var i den grad helt oppe og køre over dette. Corina kastede et blik over skulderen mod Gabriel, som hun sendte et ballademagersmil imod.
"Jeg ville nu bare byde Dem velkommen til den mest fantastiske race, og lade Dem vide at et hjem altid vil være ved os. Hvis De skulle lyste at mærke hvordan racen kan nydes til fulde." Forklarede hun ganske roligt, inden hun trådte tilbage fra dem begge, hun slog vingerne ud og så nøje på dem, inden hun så mod hans igen. Utroligt, hun ville gerne overvære det, men muligheden havde han vidst ikke tænkt sig at give hende. Burde hun tage det bare? Hun kunne i teorien godt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var slet ikke så bidsk, som Denjarna var, og det vidste han ikke, om han nogensinde ville komme til. Hans krystalblå øjne havde dog endnu ikke mistet glansen, selvom han frygtede, at det var noget, der ville komme før eller siden, og det ønskede han jo ikke på nogen måde! Denjarna var langt mere bidsk, end hvad han var, og denne gang, måtte han jo sige, at han var enig med hende. Han ville helst bare gerne have, at Corina søgte derfra, for han havde allerede nu, mere end rigeligt at tænke på!
"Jeg vil anbefale Dem, at søge herfra, Corina. Ingen af os, er interesseret i at føre en samtale med Dem," endte han kort for hovedet. Hvad ville kvinden? Han vidste det faktisk ikke, og det var lidt det, som skræmte ham et eller andet sted, og det var han heller ikke ligefrem bange for, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket kort i retningen af Denjarna, som tilsyneladede heller ikke ønskede, at kvinden skulle være omkring. Naturligvis var det noget, som kunne mærkes, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Han bed tænderne tydeligt sammen, som han let rystede på hovedet.
Racen som Dødsengel, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog, og særligt ikke, som det var på denne her måde. Han hadede det derimod, men kunne ikke rigtigt gøre noget ved det! At hun valgte at vise tegn til at tage afsted igen, passede ham mere end fint. Denne gang vendte han blikket den anden vej. Han var jo heller ikke ligefrem tilfreds med, hvad der skete. Langt fra faktisk! Ikke havde han tænkt sig, at opsøge dødsenglene for et sted at være. Langt fra faktisk! Han rystede kort, men fast på hovedet atter en gang. "Jeg har ikke tænkt mig at søge til Dvasias," bed han kortfattet af hende, da han igen vendte blikket mod deres skikkelse. Han skulle finde ud af det hele selv, og nemt var det på ingen måde. Langt fra faktisk.

[Denjarna Dark Dynithril]

God til at være hård havde Gabriel nu aldrig været. Han prøvede til tider at puste sig op, men decideret kold havde Denjarna nu aldrig oplevet ham. Derfor forundrede det hende ej heller, at hans attitude fuldkommen prellede af på Corina. Det var nemlig meget muligt, at Gabriel før havde oplevet dvasianere, men ej forstod han dem, som de to kvinder måtte gøre. Hvordan Gabriel ville klare sig som en del af mørket, ville derfor kun være spændende at se. Ville han for altid være fremmed i den verden, eller ville han lære at tilpasse sig? En ting var dog klart og det var, at det ville tage ham tid. Smilet trak Denjarna på, der på intet tidspunkt udtrykte den mindste form for varme. Corina gjorde anledning til at trække sig, og Gabriel forsøgte ligeså at jage hende bort… Perfekt! Hun ville nemlig næppe få noget ud af sin tilværelse her. ”God flyvetur hjem til Dvasias, frøken Darkheart. Hvis De nogensinde skulle overveje mit tilbud, skal jeg hjertens gerne sende Dem en løkke,” hilste hun kynisk igen, inden hun lod de sølvgrå øjne falde på Gabriel. Selv valgte hun at ignorere Corinas tilstedeværelse derfra, som hun i stedet holdt sit fokus på Gabriel. Bedst ville det også være, hvis han gjorde det samme i retur. Morskab var nemlig svært at finde, hvis blot man blev ignoreret alligevel, og denne kvinde higede efter den opmærksomhed. Meget havde hun ikke til overs for den kvinde, som hun skam havde fået fortalt, hvad den kvinde havde gjort ved hendes land i den tid, hvor hun selv havde været væk. Død, som Corina så pænt havde beskrevet det. Derfor var hun ej heller bange for at sende folk efter hende, hvis kvinden skulle vise sig at opholde sig i landet i længere tid, end hvad der passede hende.

[Deleted]

Selvom det var umådelig irriterende, måtte hun desværre tænke på hvad der var bedst for hendes folk, hun kunne ikke handle på egne veje efter titlen som leder var blevet hende skænket. Nok den største ulempe ved det, hun skulle jo være fornuftig! Føj... Men så igen, hun fik lov til at være bare lidt tæt på, så hvordan han egentlig havde det med det hele. Uden tvivl passede det ikke manden hvad der skete med ham, men det var jo ene og alene hans egen fejl.
"Valg har konsekvenser, jo før de bliver accepteret, jo bedre." Lød det, overraskende klogt fra hende, men ballademager smilet måtte ødelægge det ret meget og lade folk vide hun skam stadig var helt igennem vanvittig. Corina studerede ham en sidste gang, så smukt, men ufærdigt et maleri. Det ville ikke være første gang deres veje måtte krydses, det vidste hun allerede nu.
"Har De problemer med at finde Deres grav, skal jeg også nok vise den venlighed at vise Dem tilbage til den." Kom det flabet igen fra Corina, de lyse intense øjne hvilede kort mod dronningen, inden de vendte tilbage mod den faldne konge. Det var virkelig et syn hun måtte dele og fejre, hun kunne faktisk næsten ikke vente med at komme hjem! Men først, måtte hun efterlade et brev til en, der var vigtige ting som skulle diskuteres.
"Mit tilbud står ved magt, De er altid velkommen Gabriel, jeg trods alt hvad der foregår i en dødsengels væsen." Høfligt bøjede hun hovedet, inden hun valgte at tage afsked for nu, hvem vidste, måske kom hun tilbage med en gave eller to før de vidste af det. Man vidste trods alt aldrig hvad en som Corina kunne finde på. Med et par skridt mere tilbage, lod hun vingerne give et par kraftige slag, og hun forsvandt ud i mørket, så hurtigt som hun var kommet.

//out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hård og voldsom, synes Denjarna og Corina at være, hvilket var langt fra den virkelighed og verden, som Gabriel selv måtte komme fra, og det var da tydeligt at mærke. Sådan som de bed af hinanden, var slet ikke noget som han var vant til. Duede han overhovedet til et liv i mørket? Han begyndte for alvor at tvivle på det, og særligt, når det foregik på denne her måde.
"Det er disse konsekvenser, jeg forsøger at leve med," kommenterede han kort for hovedet, inden han endnu en gang, søgte hendes skikkelse. Corina valgte derfor at flyve sin vej, hvilket var noget, som passede ham mere end fint. Nu hvo hans egen nye leder, vidste, hvad han var, så gjorde det heller ikke ligefrem sagen bedre! Typisk var det jo, at denne slags, skulle forekomme, og særligt, når det var på denne her måde. Frustrerende måtte han derfor finde tanken hvad det her angik. Han rystede let på hovedet igen og lod hænderne stryge igennem håret. Han sukkede let. Hans fjer blev kun mørkere og mørkere, jo mere vred og frustreret.. og fortvivlet, som han end blev, og det var voldsomt. Det var en smerte og pinsel i hans bryst, som han slet ikke kunne kapere lige nu. Han lukkede øjnene let. "Det var jo lige hvad jeg manglede.." Denne gang måtte han dog slippe et nærmest brøl i frustration og fortvivlelse, inden han direkte hamrede næven ind i væggen ved siden af ham. Smerte ville normale mennesker og væsner føle.. men det gjorde han dog ikke. Han kunne slet ikke finde ud af det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Tænderne måtte Denjarna bide sammen ved Corinas lille kommentar. En trussel var det, og livet var noget, som hun i den grad holdt kært! Det værste kunne også være, at hun ville miste livet til en kvinde som Corina. Noget hun bestemt ikke agtede! Derfor passede det hende også ganske udmærket, at kvinden foldede sine vinger ud for derefter at sætte af. Om hun oprigtigt søgte hjem, kunne hun ikke sige. Dog kunne hun sige til sit folk, at de skulle være opmærksom på kvinden. Velkommen skulle hun nemlig ikke føle sig! Dog kunne hun allerede nu sige, at hun ikke skulle være ligeså opmærksom, som det Gabriel skulle være. Det var nemlig ikke den første eller sidste gang, at han havde set sin nye leder. Det var sikkert og vidst. Munden skulle Denjarna lige til at åbne, inden Gabriel direkte … brølede, og smadrede sin næve ind i en væg! Store øjne måtte hun uden tvivl gøre sig, som hun aldrig havde set en sådan reaktion fra ham! ”Gabriel!” råbte hun, inden hun straks greb ham om den sårede næve. Ganske vidst så han ikke ud til at bekymre sig om den, men selv kunne hun se, hvordan hans knoer var røde og åbne. ”Du er nødt til at lære at styre det!” Hånden holdt hun fast i i tilfælde af, at han ville forsøge at banke ruinen det mere. ”Jeg ved, at du lige er blevet rystet i din grundvold, men træk vejret. Dette er dit lod nu, og det bliver du nødt til at forholde dig til. Ligeså skal du lære at forholde dig til Corina, da det er sikkert og vidst, at dette ikke er jeres eneste møde. Du bliver også nødt til at lære at svare igen og være hårdfør, da hun ellers blot vil trække dig rundt i manegen,” sagde hun indtrængende, alt imens hun let klemte om hans hånd. Lige nu og her forsøgte hun blot at hjælpe ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel brød sig slet ikke om denne situation. Det var bare lige hvad der manglede! At han måtte falde.. lyset slukkede mere og mere i ham, og det var en virkelig smertefuld proces, som han i forvejen, havde rigtig svært ved. Frustrerende som tanken end måtte være, kunne han ikke rigtigt gøre noget som helst ved den! Han klemte øjnene let sammen, og bed tænderne fast sammen endnu en gang.
Hånden hamrede han direkte ind i den gamle væg, der næsten smuldrede under hans faste slag. Det mest groteske var, at det ikke engang gjorde ondt! Var det sådan her, det var at være en dødsengel? At de slet ikke kunne føle smerte? Han blinkede med øjnene, som hun tog om den. Rød og blodig, som den var blevet, så han mod hende i stedet for. "Det gør ikke engang ondt.." En kort latter brød hans læber. Det var simpelthen for latterligt det her! Det var næppe sidste gang, at han ville have have noget med Corina at gøre, og tanken måtte han finde direkte frustrerende. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Jeg er ikke et væsen af mørket, Jarna.. jeg kan ikke agere mig rundt i det mørke land.." Han forsøgte at knytte næven, men lod den hvile i hendes. Det var faktisk rart, at der var nogen omkring ham, som da i det mindste var der lidt, og særligt nu, hvor han godt kunne bruge det. Han bed tænderne sammen igen. "Jeg nægter at lade mig underkaste.." Han vendte kort blikket i retningen af sine vinger.. Mere mørke blev de, og det gik skræmmende hurtigt. Han brød sig ikke om det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Vanvittig syntes Gabriel helt at være blevet, som han grinede op, alt imens Denjarna knugede om hans blodige hånd. Det var på ingen måde den Gabriel, som hun var vant til at se! Dog valgte hun blot at tage den derfra, som hun trods alt vidste, at det var hele hans verden der pt ramlede sammen. Hånden slap hun ikke, hvor hun var ligeglad med, at hun selv fik blod på sig. I stedet strøg hun ham let over hånden. Ikke så meget for at tage hans fysiske skade, men derimod for at holde hans fokus. ”Jeg ved, at du ingen mørk mand er, Gabriel. Dog må du forstå, at visse ændringer følger med vingerne.. Det at skulle bo i Dvasias, kan jeg dog godt tage mig af, som jeg kan skænke dig asyl her i Manjarno. Dog er du stadig nødt til at lære, hvilke følelser og fornemmelser det bringer med sig at være dødsengel. Ligeså er du nødt til at støbe dig, som du vil møde Corina igen, samt flere af hendes støbning,” fortsatte hun indtrængende. Det sølvgrå blik tog hun ej fra ham. Uden at hun slap hans hånd, valgte hun at lægge den anden imod hans kind, så hun kunne vende hans blik tilbage mod hendes sølvgrå øjne i stedet. ”Din forvandling, som det ser ud nu, er uundgåelig. Ej har jeg prøvet at gennemgå den forvandling, som du nu går, men hvis man kan forvandle sig den ene vej, må man også kunne den anden vej.” Ret var hun sikker på, at han havde. Lige nu var han blot opslugt af et mørke. Et mørke der gjorde, at han ikke kunne finde sig selv og al det gode. Dog tænkte hun, at det burde kunne komme, når han igen lærte at trække vejret, fremfor at fylde sig med frustrationer og tvivl.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ondt gjorde det ikke engang at slå sig. Var det virkelig en udvikling, der var så langt fremme i øjeblikket, at Gabriel end ikke kunne kapere det? Han rystede kort på hovedet af sig selv, som han slap et tungt suk. Det kunne godt være, at Denjarna i øjeblikket, var meget rationel, men det var slet ikke nyheder eller noget, som han kunne finde ud af. Han ønskede slet ikke, at have noget med sin leder at gøre.. Han ønskede for pokker bare, at finde ud af, hvordan han skulle leve sit liv fremadrettet, også selvom det tydeligvis skulle vise sig, at blive et langt større problem, end hvad godt måtte være i den anden ende. "Jeg har ikke tænkt mig at rette mig ind efter hvad hun vil have." Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Asyl i Manjarno? Det var nok det værste som han havde hørt.. en konge, som søgte asyl? Selvom det ikke just var en titel, som han kunne kalde sig ved lige nu, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele.
"Jeg kan ikke vende hjem, og Dvasias er udelukket.. Kunne jeg blive her, ville det være fint," sagde han med en sandfærdig mine. Han trak vejret dybt.. Selvom han følte, at det hele var ved at kvæle ham, så måtte han jo forsøge.. At acceptere at tingene nu var, som de var, var bestemt heller ikke ligefrem nemt, men for pokker.. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det! "Jeg har aldrig oplevet noget lignende, Jarna.. End ikke tabet af Evelynn gjorde det her ved mig.." Igen rystede han på hovedet, hvor han fast måtte bide tænderne sammen. Han rev hånden forsigtigt til sig. Hans krop rystede.. Smerten bredte sig i hans brystkasse.. flere af fjerene blev mørke.. det skete skræmmende hurtigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvis det er således, at du har det, er du nødt til at lære at svare igen. At svare ordentligt igen. Det nytter ikke at sige: gå væk, som du gjorde. Du er nødt til at steppe op og slå fra dig, hvis ikke du ønsker at blive trynet,” sagde Denjarna ligeud, som han i øjeblikket var alt for mild i forhold til at skulle overleve sin nye race. Om han ville lære det, måtte tiden jo vise. Enten ville han lære det og blive stærk, og ellers ville han lade sig trynes og være endnu en simpel marionet. Om han så værden i, at hun havde været ved ham, mens han havde gjort sin første opdagelse med Corina, tvivlede hun næsten på. Sandheden var dog højst sandsynligt, at Corina endnu ville have været der, hvis blot det havde været ham og hende. ”Så bliv her. Lær at indordne dig i mit samfund,” lød det fra hende, som han hurtigt fejede ideen om Dvasias af banen. Hvad han ville lave her, vidste hun dog ikke. Det at være hjemløs var dog næppe vejen frem. Begge hænder endte hun med at trække til sig, som han rev sin hånd til sig. Over kors lod hun dem i stedet falde, uden at hun tog blikket fra dig. ”Jeg kan ikke forklare, hvorfor dette skete for dig nu og ikke før. Måske er forskellen, at du ikke længere har dit hjemland? Jeg ved det ikke.. Det er noget, som du selv må nå frem til,” sagde hun stilfærdigt. Svær var han desuden at pejle sig ind på lige nu og her. Frustreret var han nemlig blot, og det var noget, som hans nye jeg syntes at nære sig på. Grundet hans dybe frustration, var det også tvivlsomt, hvor meget hun egentligt kunne hjælpe ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den verden Gabriel nu skulle til at befærde sig i, var så langt ved side af den, som han typisk var en del af, og ikke kunne han rigtigt gøre noget ved det. Han havde svært ved det. Det var i forvejen rigtig mange ting på en gang, og det gjorde det ikke ligefrem nemmere for ham, at finde ud af. Langt fra faktisk. Hans blik gled mod hendes skikkelse atter en gang. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han vendte blikket ned mod sin blodige hånd. "Hvem pokker ønsker at blive trynet, Jarna?" spurgte han. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men han ville jo heller ikke fremstå som en eller anden svag mand, når det ikke var noget, som han var mere! Han sukkede tungt og rystede på hovedet.
Mest fristet til at gå amok på væggen ved siden af ham, stirrede han fast på den. Han knyttede næven igen, også selvom han undlod at gøre noget for nu, om ikke andet. Han lukkede øjnene for et lille øjeblik. Han ville ikke til Dvasias, og ikke kunne han tage hjem. Manjarno, var vel det bedste bud, som han nu havde? Det hele måtte han selv finde ud af.. men hvis han skulle til at have Corinas øjne i nakken, blev det bare ikke meget bedre af den grund, og det gjorde det ikke nemt. Langt fra. "Jeg finder ikke ud af det, hvis jeg ved, at jeg skal til at have hendes øjne i nakken, Jarna.. Jeg har ikke engang accepteret det faktum, at jeg lige har mistet min hustru og mit liv i Procias. Jeg står praktisk talt uden noget som helst.. Det er noget, der kommer til at tage tid.." Han lod hænderne falde opgivende ned langs hans sider.. Hvor var det dog irriterende!