Then where are we now?

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriel Maloya Nicomendes

Højt stod solen på himlen, hvor der ikke var en sky at spotte i miles omkreds. Til at sige var det uden tvivl, at sommeren var kommet til Manjarno, og det var uden tvivl også til at spotte rundt omkring. Gaderne inde i byerne var fuld af udendørs markeder. Naturområder såsom parken, stranden søen og engen var fuld af legende børn og par der gik hånd i hånd. End ikke landets dronning havde kunnet holde sig inde i dagens hede! Ud til et af de mere fredelige områder i Manjarno havde Denjarna derfor draget. Ikke fordi, at hun ikke ønskede at blive set iblandt pøblen, men fordi, at hun som dronning og person godt kunne bruge noget alenetid. Elegant bevægede hun sig blandt alle de faldne murbrokker og ruiner, hvor hendes tynde midnatsblå chiffonkjole lystigt dansede om hendes ben. Fredsommeligt syntes det helt at være på trods af det faktum, at der var et par tanker der rumsterede i hendes hoved. På Manjarnofronten var der det, at hendes rådgiver endnu ikke var vendt hjem. Om det var fordi, at han ikke kunne finde Jarniqa, eller om det var fordi, at han ikke kunne overtale hende, vidste hun ikke. På Dvasiasfronten var der det, at Faith havde været her og fremstillet en noget interessant problemstilling for hende. Dog havde det ikke just blevet til noget, som hun ej havde kunnet give Faith, hvad hun havde ønsket. På Prociasfronten havde der derudover sket noget, som hun havde set komme. Nemlig Gabriels og Silias skilsmisse. Professionelt fandt hun det interessant at se, hvilken udvikling det ville betyde for Procias, og personligt måtte hun spekulere over om det betød, at hun ville gense Gabriel. Selv kunne hun end ikke benægte, at den mand havde strejfet hendes tanker allerede inden, at den oplysning havde kommet hende for øre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var færdig med Procias.. færdig med Silia.. Færdig med det liv, som han havde haft i den trygge tilværelse omkring Silia, selv på trods af de problematikker, som han havde fået. Allerede nu var der gået, hvad der måtte være en uge, og det tvang ham igennem det, som efterhånden måtte være en uge. Det havde resulteret i en uge uden søvn, og en uge uden tag over hovedet. Ikke kunne han søge hjem, og ikke kunne han finde ud af, om det var smart at søge i retningen af Denjarna, eller ikke. Derfor havde han valgt at tage afstand til det hele.
Allerede nu, var hans hvide fjer falmet voldsomt i farven. Mange af dem, var blevet helt grå, og nogen med antydninger til den kulsorte farve, som man primært ville forbinde med dødsengle. Han vidste det godt, hvilket næsten, var det mest brutale af det hele, men ikke var det rigtigt noget, som han kunne gøre det store ved. Valg havde konsekvenser, og nu måtte han jo så også tage den største af de konsekvenser til sig, som det var ham overhovedet muligt.
Ruinerne var et sted i stilhed, og knapt så besøget, så Gabriel kunne få lov til at sunde sig lidt alene.. Finde ud af, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre. Han sad på det, som var et gammelt tag, og stirrede op i retningen af himlen. Den mørke kappe, havde han længst fået trukket om sig, hvor han sad, som havde han været en af de oldgamle statuer, der stod rundt forbi. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Mørket opslugte ham og kvalte lyset. Han følte ikke at han kunne trække vejret frit længeer.

[Denjarna Dark Dynithril]

Præget af mørke tanker var Denjarna ikke just. Det mørkeste hun spekulerede var, hvorvidt hun skulle fortælle Salvatore eller ej, at hun havde været med anden mand. Eftersom ingen vidste, hvad de havde gjort, og eftersom det kun havde sket den ene nat og dag, kunne man vel godt undgå det? Ud over det spekulerede hun blot over, hvad der nu ville røre sig i verdenen, og om det ville have nogen som helst betydning for Manjarno. En lang ravnsort lok førte hun om bag det ene spidse øre. Meget var det ikke der rørte sig her.. Vinden var fuldkommen død, så det eneste man umiddelbart kunne høre var hendes skridt. Behændigt trådte hun videre hen over en falden sten. I sin egen verden gik hun mere eller mindre, indtil hendes hjerte pludselig måtte slå et slag over og hendes krop stivne! Det unikke sølvgrå blik var vendt op, hvor det mest af alt hvilede på noget der lignede en statue. Dog vidste hun, at det ikke kunne være en statue, da hun kendte området her, og den skikkelse havde ikke været her sidst! Hun blinkede med øjnene. Heldig kunne man sige, at hun var, som hun havde sine skarpe elverøjne. Hun betragtede skabningen, der på sin vis lignede en falmende dødsengel, da fjerene ikke havde den klare sorte farve. Derudover lignede vedkommende en rejsende, som det lignede, at vedkommende havde været ude for en hård periode. Hun stivnede det mere. ”…Gabriel?” endte hun pludselig med at kalde. Tydeligt chokeret. Svær var han uden tvivl at genkende, men dum var hun ikke, hvor det jo heller ikke var længe siden, at hun sidst havde set ham. Komplet anderledes så han dog ud. Hvad havde bruddet dog gjort ved ham? Hvad havde han lavet siden da? Mest af alt lignede det, at han havde været ude i vind og vejr, og nu forsøgte at blive et med ruinerne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel sad mere eller mindre i sine egne tanker, frem til hans navn blev kaldt. Hvad han dog skulle kunne forvente sig af det hele, havde han svært ved. Skulle han tage hjem? Søge til Denjarna? Han vidste faktisk ikke rigtigt, hvad det rette valg, skulle have været i denne situation, hvilket ikke ligefrem, var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Langsomt måtte han derfor dreje hovedet i retningen af stemmen, som han hørte Denjarnas stemme. Var det hende? Typisk, at hun netop skulle opsøge et sted som dette. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, da han helst ønskede, at være alene. "Ja..?" svarede han. Forvandlet var han uden tvivl, som det klare lys i ham, nærmest var slukket, som et lys der var gået ud. Hans fjer og vinger var helt matte, og enkelte steder, havde de taget en antydning til at blive helt sorte. En udvikling, som alligevel havde ramt ham skræmmende tidligt, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det. Selv gjorde han ikke tegn til at søge ned til hende, hvor han derimod bare blev siddende stille. Han var på ingen måder interesseret i selskab eller noget som bare måtte ligne det. At miste Silia, havde uden tvivl været hårdere, end hvad han lige havde regnet med. End ikke tabet af Evelynn havde han taget så hårdt på, at han havde undergået denne forvandling.. men det gjorde han nu, og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Han knyttede næven let. End ikke ringen havde han på. Den havde han efterladt derhjemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvis man spurgte Denjarna, havde hun bestemt ikke ventet at finde Gabriel her! Ej kunne hun benægte, at hun havde overvejet, hvorvidt hun ville gense ham, når nu rygtet svirede omkring, at Procias’ konge og dronning havde gået fra hinanden. Dog havde hun stadig ikke ventet at finde ham her i Metyral, og da slet ikke i den mundering! Havde han det helt godt? Han lignede ikke en der havde det helt godt.. Hun betragtede ham i en rum tid, som han nærmest svarede hende tomt, og sendte hende et mindst ligeså tomt blik. Burde det undre hende, at hans tilstand syntes så slem? Altid havde hun vidst, at han var en følsom mand, og derfor forundrede det hende ikke, at bruddet havde såret ham på trods af det faktum, at han havde set det komme. Hvad der mere overraskede hende var de mørke vinger. Hvad var det der helt præcist fløj igennem hans sind? Hendes hoved søgte en anelse på sned, så hendes lange ravnsorte lokker lagde sig over hendes skulder. ”Kommer du herned, eller har du tænkt dig at hjælpe mig derop?” endte hun roligt med at sige. Han lignede uden tvivl en der havde behov for en form for støtte.. Og der kunne hun ikke benægte, at han havde en betydning for hende. Hårdt havde han det måske nu, men selv var hun sikker på, at det nok skulle gå over. Det gjorde den slags jo. Selv havde hun jo også været ked af det med Gabriel, men som tiden havde gået, havde hun lært at acceptere det, samt se det korrekte i det. Gabriel skulle nok komme til det samme.. Det var hun end ikke i tvivl om. Slet ikke fordi, at hun havde set manden han sidst havde været.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Denjarna ikke havde tænkt sig, at lade Gabriel i fred, forundrede ham på ingen måde. Efter deres sidste møde, var det også gået op for ham, hvad han endnu følte omkring hende, og et sted måtte det vel være gengældt, siden de havde valgt at forblive sammen hele aftenen, natten og morgenen med? Han blev dog siddende, frem til hun atter måtte åbne munden for ham. Hun havde med andre ord, ikke tænkt sig, at lade ham sidde. Derfor rejste han sig langsomt. Han lod hænderne falde ned langs siderne, inden han satte af fra taget, som næsten knagede truende under ham og hans vægt. Næsten som om at det truet med at falde sammen.
Vingerne spredte han med kraftige slag, for at tage af i luften, så han næsten svævede ned ved siden af hende. Hans mine var intetsigende, selvom det var tydeligt, at han var ked af det, og uden tvivl også påvirket af hele situationen, som han nu var fanget i. Ikke at det var noget, som kom synderlig meget bag på ham, men han kunne derimod godt lide, at det hele foregik på den måde, som det nu gjorde. Han blev stående foran hende. Rygterne var nok allerede nået hertil. Ikke at det var noget, som ville komme bag på ham. Langt fra. Han ville faktisk ikke snakke om det. Masken i hans ansigt var hård.. Alt for at lade som ingenting, selvom han nu altid havde været en følsom mand. "Det er slut.." Mere forlod dog ikke hans læber. Han var færdig som den procianske konge.. Han var færdig med at være i lyset.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som det tog Gabriel noget betænkningstid at vurdere, hvorvidt han skulle lystre hendes ord eller ej, måtte Denjarna helt blive i tvivl. Det næste der kom fra hende var en grimasse, som taget han sad på helt knagede, som han pludselig rejste sig op. At området her var sikkert var en skam at sige. Det var dog heller ikke en ruin for ingenting! Derfor frygtede hun også helt, at taget ville styrte samme, som han satte af. Dog syntes taget kun at afgive en yderst protesterende lyd, inden det dog blev stående. Præcis som det førhen havde gjort. På den anden side havde det også stået sådan i mange år, så mon ikke ruinerne kunne håndtere en smule rusken? Det sølvgrå blik lod hun følge ham, som det at se ham i luften helt var et imponerende syn. Også med de mørke vinger. Selv havde hun før hørt, at racer kunne gå fra mørket til lyset og omvendt ved større omvæltninger.. og var det virkelig det, som Gabriel var ved at gennemgå? Hendes blik fulgte ham opmærksomt, som han landede foran hende. Der var ingen tvivl. Det var Gabriel. Dog var hans ansigt slet ikke som det, som hun sidst havde set ind i. Den fine hånd hævede hun, hvor hun uden tøven lagde den imod hans kind. Blidt strøg hun ham der. ”Jeg ved det,” sagde hun ligeud. En historie som den, at et kongepar var blevet skilt, kunne bestemt ikke holdes indenfor et lands mure. Dvasias havde vel også allerede hørt det? Forhåbentligt ville de dog ikke reagere på det. Selv ønskede hun nemlig ikke, at Dvasias og Procias bekrigede hinanden. Det ville nemlig blot stille hende i en skidt position, som Dvasias’ højst sandsynligt ville vine! ”Jeg forstår, hvis det hele synes uoverskueligt lige nu og her, men det vil gå over. Det hele vil bive godt igen,” sagde hun mildt og ærligt. Hun havde jo selv prøvet det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hele historien forekom fuldstændig uoverskuelig for Gabriel lige nu. Det var svært for ham, at finde ud af, hvordan han skulle handle og reagere på det hele. Han havde vidst, at det ville have konsekvenser, men denne konsekvens, var af typen, som han på ingen måder havde forestillet sig. Bare tanken om at Silia ligeledes havde været sammen med Thranduil, havde slået langt hårdere, end hvad han havde regnet med.
Igen stod han lidt i sin egen verden, frem til hendes hånd, kom i kontakt med hans kind. Svagt sitrede han, inden han vendte de krystalblå øjne i retningen af hendes skikkelse igen. Han sukkede let. Han var træt af at fælde tårer, og særligt fordi, at han vidste, at det ikke var noget, som gjorde nogen forskel på sigt, hvilket næsten var det værste af det hele, for hans vedkommende. "Det anede mig, at du allerede vidste det," sagde han blot. Han var ikke ligefrem stolt af det, også fordi at han vidste, at han selv havde været med til at ødelægge det hele, men for pokker.. han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget, som han kunne gøre ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, efter at han havde hævet sin egen hånd, for at tage omkring hendes. "Lige nu, er det hele uoverskueligt... Se på mig.." endte han. Han havde ikke noget sted at søge hen ,og den forvandling, som han var ved at gennemgå, var ikke bare skræmmende, men også smertefuld. En dødsengel nærede på smerte, hvilket var det stik modsatte af, hvad han var vant til, og dette gjorde det ikke just bedre for hans vedkommende. Langt fra faktisk.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selvfølgelig vidste Denjarna det. Hendes bud var, at alle vidste det. Sådanne rygter florerede nemlig på ingen tid. Derfor burde han også have set det komme. Dog var det næppe, vad hun behøvede at sige højt lige nu og her. Hun var nemlig ikke ude på at trampe på en allerede slået mand. ”Rygter florerer hurtigt, Gabriel. Særligt rygter omkring et brud i en kongerække,” sagde hun ærligt. Var hun mon den første person, som han så, efter sit brud med SIlia? Ud fra hans tilstand skulle det ikke undre hende, hvis det oprigtigt var således. Hånden lod hun forblive mod hans kind, som han lagde sin hånd over hendes. Selvom han syntes nedtrykt, fortalte hans handling hende alligevel, at hun ej var uønsket, og at deres nat sammen heller ikke have været det. ”Det vil gå over.. Det lover jeg. I disse dage vil du højst sandsynligt spørge dig selv, om du gjorde det rigtige. Når disse dage er ovre, vil du forstå, at det var det bedste for dig,” fortsatte hun i en mild tone. Selv kendte hun jo til det at miste en kærlighed og sit ståsted. Gabriel mente måske ikke, at hende og Derick havde været ment for hinanden, men ej kunne man tage det fra dem, som de havde delt. Hun lod sine fingrer lukke sig om hans hånd, inden hun sænkede deres hænder, så de hang mellem dem. ”Hvordan håndterer du dem?” endte hun med at spørge, hvor hun lavede et hovednik til hans mørkende vinger. Forstod han, at det der skete højst sandsynligt var, at han var ved at blive dødsengel? Kunne han mærke det? Gjorde han sig nogen tanker omkring det? Dog væmmedes hun ikke ved tanken. Forhåbentligt var han endnu den mand, som hun havde følt en gnist for for nogle dage tilbage.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At rygterne florerede, var på ingen måder en tanke som behagede Gabriel, da han i forvejen vidste, at det ville blive et helvede for Silia i Procias, og tanken om det, var bestemt ikke noget, som måtte falde i hans gode bog. Faktisk var det en tanke, som han slet ikke kunne have i den anden ende. "Andet ville have forundret mig," sagde Gabriel med en ærlig stemme. Nu kunne han jo kun lægge øre til de mange historier, som ville sprede sig, og gud hvor var det frustrerende!
De krystalblå øjne, havde ligeledes modtaget en mere mørk gnist end tidligere. Ikke lys og varm, men derimod hård og kold. Han var uden tvivl ved at gennemgå en direkte forvandling. "Hvorvidt om det er det rette valg for mig at tage, det ved jeg ikke.." sagde han direkte. Skulle han tage hjem? Det var ikke nogen hemmelighed, at han savnede Silia, også selvom han vidste, at hun havde gjort det med Thranduil, hvilket på ingen måder, var en trøstende tanke for ham. Han holdt endnu i hendes hånd. Han vendte blikket mod de mørke vinger, som han bredte bag sig. Hvordan han håndterede dem? Vingerne var jo ikke et problem.. Det var mere, hvad der skete i hans indre. Han rystede kort på hovedet. "Det er ikke dem, som er et problem.. Det er hvad der sker herinde.." Den frie hånd gled over hans beskidte bryst. Her gjorde det så ondt, at det ikke var til at beskrive.. en smerte, som han ikke kunne fortsætte med at flygte fra. Ondt gjorde det virkelig.. Det var den mest mørke og smertefulde forvandling, han nogensinde havde været igennem.

[Denjarna Dark Dynithril]

Glad var Denjarna for, at han i det mindste havde en smule realitetssand og havde set den komme, at rygtet ville sprede sig. Dum havde han nemlig været, hvis han oprigtigt havde troet, at det ville gå alle forbi. At han ikke vidste, hvorvidt han havde taget det korrekte valg eller ej, forundrede hende ej heller. Igen havde hun jo selv stået i situationen, og derfor vidste hun, hvilken tvivl der kunne komme. Det vigtigste var blot, at man holdt ud. Ens første intuition var nemlig ofte den korrekte, og hans havde sagt, at hans nuværende liv ikke havde gået. Noget, som hun uden tvivl ville skrive under på. ”Jeg forstår din tvivl.. Jeg følte den selv, da jeg forlod Derick. Dog nåede jeg en dag det tidspunkt, hvor jeg sandede, at det var det rette for mig.. Jeg er vis på, at du vil nå det samme punkt med tiden,” sagde hun ærligt. Selv mente hun bestemt, at han skulle holde fast i sit valg! Desuden.. dem udefra så ofte, hvordan det egentligt foregik, end dem der egentligt var i det. Selv havde hun jo også fortalt sig, at hende og Derick nok skulle gå, selvom hun inderst inde havde vidst, at den havde været ragende gal. Hendes blik faldt til hans bryst, som han holdt sig over hjertet. ”Fortæl mig, hvordan det er indeni,” opfordrede hun ham. ”Er det Silia eller er det den begyndende forvandling?” Begge dele var trods alt muligt. Svært havde hun dog ved at guide ham, hvordan det var at gå fra lysets til mørkets, som hun altid havde tilhørt mørkets racer. Det han gennemgik var vel det samme som, hvis hun blev skovelver? En tanke, som hun på ingen måde kunne begribe! Dog kunne hun måske hjælpe ham i den form, at hun da havde prøvet at skifte til vampyr.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Meget kunne man sige om Gabriel, men dum var han ikke, og det var ikke noget, som han ville kaldes. I forvejen, var det nemlig noget, som han var træt af! Hans blik søgte Denjarna. Han forventede et sted, at hun ville gøre grin, hvor det derimod glædede ham, at det ikke var noget, som kom på tale. Han nikkede blot, inden han slap hende, og vendte blikket ned af sig. Han lignede jo slet ikke sig selv lige nu. "Jeg venter vel på, at det går op for mig, om det var det rette valg for mig, at tage.. Hun flygtede nærmest ud af pejsestuen," fortalte han. Sandheden var vel, at han ikke rigtigt havde fået lukket sagen om det, på en ordentlig måde? Grotesk som det måtte være, så var det ikke noget, som han kunne sige noget til, selvom han ville elske, hvis han da kunne gøre det.
Følelsen i Gabriels indre, kunne han slet ikke beskrive. De mørke vinger var vel bare et tydeligt tegn på, at der skete noget? Smerten var ubeskrivelig.. Han havde grædt, og han havde ligget søvnløs i det, som efterhånden måtte være flere dage, og han vidste, at han ikke havde noget sted at søge hen. Han rystede kort på hovedet. "Jeg ved det ikke.." sagde han blot. Smerten som han følte, gav ham en følelse af styrke.. næsten som han ønskede mere af den? Han klemte øjnene let sammen, inden han stillede sig med ryggen til hende. Han elskede uden tvivl Silia, og nu hvor han vidste, at det hele var slut... så var det en virkelig svær ting, at stå igen med. "Søg videre, Jarna.." bad han. Det var svært nok, som det var i forvejen, og et sted forsøgte han vel at klamre sig til den gamle Gabriel.. nu hvor den nye forsøgte at komme frem?

[Denjarna Dark Dynithril]

”Derick flygtede ud af vores hus, hvor jeg ikke har set ham siden, da jeg gjorde det forbi,” sagde Denjarna ligeud. Morsomt var det vel næsten, at Gabriel på alle måder havde været hurtig til at dømme hendes og Dericks forhold, men når det kom til hans eget med Silia, var det noget helt andet, skønt det i virkeligheden var det samme. Forhåbentligt ville han også indse det med tiden. Dog kunne man helt mistænke ham for at ville knække før eller siden. Særligt som han så ud til at tage det nu, hvor hun uden tvivl havde taget det det bedre. At han ikke kunne beskrive, hvad han følte, fik hende til at løfte det ene øjenbryn. Som han slap hendes hånd, lod hun sin egen sænkes. Som han nu også vendte hende ryggen og bad hende om at gå, rystede hun på hovedet af ham. Forhåbentligt var dette kun en fase! Belastende ville det i hvert fald være, hvis det fortsatte. Igen måtte hun nemlig sige, at den selvsikre Gabriel havde været en attraktiv mand. ”Hvis du har et problem med min tilstedeværelse, Gabriel, vil jeg råde dig til at søge mod vest mod Procias eller mod øst mod Dvasias. Dette er mit land,” svarede hun sigende igen. Hvorfor pludselig forkaste hende på den måde? Han kunne nemlig ikke bebrejde hende, for hvad der havde sket, som det var ham selv og Silia der havde skylden. De kunne blot have værdsat deres ægteskab. Derudover kunne han ikke sige til hende, at han ikke havde nydt deres tid sammen, for han havde på alle måder selv ønsket det! Derudover var Manjarno som sagt hendes land, og derfor kunne han end ikke smide hende ud af det. ”Flyv væk, hvis det er hvad du ønsker, men jeg er ikke færdig med at gå her, om du bliver eller ej.”

[Deleted]

Det var blevet hende en hel vane at tage på ture i ny og næ at se hvad der skete, høre hvad der foregik. Op til flere ting var allerede kommet hende for øre, spændende ting som i den grad kunne udnyttes, når tiden var inde, for nu var der gang i mange andre små planer. Planer hun faktisk var ganske spændt på, uden tvivl var de gode og de ville bringe meget godt, for hende ikke mindst, og for hendes elskede folk i dødsenglene. Skønt Zean havde fået ryddet godt ud i dem, og fjernet nogle af de bedste krigere blandt dem, levede hun trods alt endnu, og mange var allerede blevet bedre da hver dag stod på en hård træning. På egen hånd, tumlede hun rundt som hun altid havde gjort før i tiden, i sin enkle mørkeblå lange kjole og sine fine bare tær. Kjolen gik hen over hendes bryst og sad tæt holdt oppe af dem fyldige barm, taljen ligeså tæt, hvor stoffet ellers så begyndte at gå løst ud og hang smukt ned over hendes hofter og skjulte hendes ben. Om livet var et bælte hvor hendes sværd måtte sidde fint, klar til brug hvis hun måtte få brug for det. Corina havde fløjet længe, hun spejdede ud over det smukke landskab, hvor noget måtte trække umådeligt i hende, en følelse som var mærkværdig som intet andet, så uklar og spændende, blikket måtte falde mod ruiner, hvor vinger af uklar farve var at spotte. Sådan noget havde hun aldrig fået lov til at se, men hørt om det havde hun skam. Det rev og flåede i hende for at lande og blande sig, hun måtte se nærme, måtte vide hvad der skete, byde ham velkommen, for det kunne umuligt være den anden retning han var på vej i, nej, det var den rigtige retning, mod deres slags, og smukt var det jo! Som hun valgte at flyve elegant ned mod dem, hørte hun svagt tonerne, det lød som drama, denne aften kunne da svagt blive bedre! Yndefuldt måtte lande, som hun gled kort i knæ for ikke at miste balance, og roligt rettede hun sig op på ny for at beskue disse to som stod her, den ene i gang med en helt unik og smuk forvandling. Balladesmilet lå som altid på hendes fyldige læber, hun måtte jo næsten emme af det, men det havde bestemt også sin charme når det kom til en kvinde som Corina. Ganske roligt trådte hun nærmere, det var vel frit at kunne gå som man ville, ikke mindst flyve. De lysegrå, næsten hvide øjne lå fast mod hans vinger, som så hun intet andet, der var beundring at finde, og nysgerrighed.
"Vidunderligt, ganske enkelt vidunderligt. Så smukt!" Lød stemmen begejstret, som hun måtte træde lige det nærmere, men endnu var omkring to meter væk fra dem begge.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hele denne sag og situation, var svær for Gabriel at håndtere, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Han havde mistet den trygge base, som han havde haft, og endda også hans hustru, som han jo vidste, at alle før eller siden, ville høre, var mistet. Alle ville jo vide, at det hele var gået i grus, og nu at vide, at det var sådan her, det forholdt sig, så måtte han jo også bare acceptere, at det var sådan at tingene måtte være. Han vendte blikket direkte mod hende.
Derick var en mand, som hun klarede sig bedre uden, og længere var den jo trods alt ikke. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han ville jo ikke have hende væk, men den måde, som hun tiltalte ham, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog, og særligt ikke nu. "Du behøver ikke fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert. Det skal jeg tidsnok selv finde ud af," bed han kortfattet af hende, inden han igen vendte blikket mod hende. At en anden derimod måtte melde sin tilstedeværelse, var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hvem pokker var det?
Som personen nærmede sig, måtte han alligevel genkende hende. Corina - Lederen af dødsenglene.. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Faktisk gjorde det kun situationen meget værre! Han rystede på hovedet.. Var det hans vinger, der gjorde det? Dem som i forvejen, var i overgangen fra det ene til det andet.. og nu hvor mørket for alvor, var ved at melde sig i hans krop pg sind. Han trak vejret dybt. "Corina.." endte han kortfattet. Ikke var det en ønsket tilstedeværelse. Langt fra faktisk, for han ville helst ikke, at nogen skulle have den kendskab at vide om ham!