Then where are we now?

[Denjarna Dark Dynithril]

Pædagogisk følte Denjarna helt, at hun var. Desværre var Gabriel bare stadig ikke helt let at have med at gøre. Forståeligt var det, at han var i krise, da han var udenfor en stor omvæltning. Dog ville hun ønske, at hendes pædagogik blev taget det bedre imod. ”Som du opførte dig, indbød du hende helt. Du er derfor nødt til at lære, hvordan Dvasias’ væsner tænker. Du kan også forvente, at du snarligt vil støde på en hel del. Særligt når de hører, at du er blevet en af dem. Du skal derfor også forvente, at hån kan forekomme. Du er nemlig længe været deres fjende,” sagde hun ærligt, som det ej nyttede at pakke tingene ind i vat. En dans på roser ville dette nemlig ikke være fremover! Dog var han det mere i sikkerhed her end i Dvasias. Her var han nemlig under hendes reglement, og derfor var tingene det mindre groteske. Dog var det stadig ikke så rosenrødt, som det havde været i hans eget land. ”Corinas øjne vil du have i nakken i al den tid, at du tilhører hendes race, og så længe hun er deres leder. Derfor bliver du nødt til at acceptere, at der ikke bliver taget hensyn, hvor hårdt det end lyder for dig. Hvis du vil føle dig mest mulig sikker er mit råd dog, at du holder til i byerne fremfor herude. Herude er der måske stille, men herude er du også alene og derfor er der ingen omkring dig, hvis det endelig skulle gå galt med Corina eller en anden.” Hun tog en indånding, hvor hun ikke vidste, om han blot ville ryste på hovedet af hendes ord. Det ville han vel, som han havde valgt at se sig sort på verdenen. ”Desuden.. min egen personlige erfaring er den, at du ikke kan komme ud af dette alene. Du har brug for folk der holder af dig, og som støtter dig, hvis du skal komme sikkert ud på den anden side.” Efter vampyrbidet havde hun jo haft Derick. Efter den første tortur, havde hun haft Vladimir. Efter den anden tortur, havde hun haft Salvatore. Derfor skulle han også have en.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske ikke helt så modtagelig overfor Jarna, som han ville være normalt.. særligt efter den nat, som de havde delt sammen, men var det underligt? Grundvolden var forsvundet under fødderne på ham, og hele hans trygge fundament, var brutalt brast sammen. Han undergik en forvandling fra lyset og til mørket, og han havde mistet sin hustru og sit hjem på en og samme tid. Det var uden tvivl en hård omgang for ham, og han kunne jo ikke bare gøre noget ved det. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Betryggende og trøstningsfulde, var hendes ord ikke ligefrem, men hvad.. Han vidste jo, at hun havde ret. Hun kendte til det, som hun jo oprindeligt var et væsen fra Dvasias.
Livet som Dødsengel, vidste Gabriel derimod ikke, om han kunne acceptere eller ikke, for det var så langt fra det, som han var vant til, og tanken om, at han skulle have Corinas øjne i nakken, fik ham kort til at himle med øjnene. "Jamen, er det ikke fantastisk! Pragtfuldt!" Han kastede kort med armene med en tydeligt opgivende mine. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham. Langt fra faktisk, og tanken, var kun mere frustrerende, end hvad godt måtte være i den anden ende. Desuden hvem skulle da støtte ham? Han havde ikke rigtig nogen omkring sig længere. Han følte sig helt på herrens mark! De krystalblå øjne så mod hende igen. "Og hvem skulle det være, Jarna? Alle jeg har kendt, er i Procias, og rejser næppe hertil, for at holde mig i ørene, eller mig ovenvande," pointerede han. Hun var slet ikke en, som han overvejede i den forstand. Det havde været en god aften, men førte det da til mere end det?

[Denjarna Dark Dynithril]

Øjnene kneb Denjarna en anelse sammen. Skulle denne samtale blot køre som en roulette? Ham der opgivende kastede ud med armene og sagde, at dette var hans undergang? Han havde selv valgt denne her vej! Han havde selv truffet beslutningerne! Hvis ikke han var mand nok til at tage følgerne, burde han end ikke have gjort det i det hele taget! Armene lod hun falde ned igen, som hun blot følte, at hun i retur for sin hjælp fik kastet lort i hovedet. Hvis det blot var således, at det skulle være, kunne hun sagtens finde på bedre ting at lave! Hun kunne gå den tur, som hun havde planlagt. Denne her gang ville hun endda kunne skubbe ham helt ud af sit sind, da han i så fald ikke var det værd, og derfor ikke havde været andet end en fjollet side af hende. ”Fint! Ønsker du, at jeg går? For så går jeg også!” bed hun til sidst skarpt af ham, som han jo var komplet uimodtagelig overfor hendes ord! Ej behøvede hun at hjælpe ham, men alligevel forsøgte hun, og dette her var takken? Det var jo lige før, at hun burde have leveret ham til Corina, så han i stedet havde været hendes problem! Den kvinde havde vel også druknet i hans selvmedlidenhed? Hvis han blev ved, tvivlede hun ej heller på, at hun ville ende med at stikke ham en. Måske, at det også ville være vejen til en smule fornuft i ham? Intet andet end en pestilens var han uden tvivl lige nu! Derfor måtte hun også helt sige, at hun igen ikke kunne se den mand, som hun havde ladt sig charmeres af, sidst de havde set hinanden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel klemte øjnene let sammen. Denjarna havde ingen anelse om, hvordan han havde det, eller hvorfor det havde det betydning. Måske fordi at han reelt set var bange for det? Alt af det som han havde haft, var nu også mistet, og det gjorde ikke ligefrem situationen meget bedre for hans vedkommende, og han hadede, at det var på den måde, at tingene skulle forholde sig! Han prustede ganske let. Der var ingen der sagde, at hun skulle blive! Men han ønskede jo heller ikke ligefrem, at hun skulle gå.
"Der er ingen der beder dig om at blive, hvis du har bedre ting at tage dig til," bed han af hende. Som det hele var startet, da de havde set hinanden sidst.. Men hvor det alligevel var endt ud i at blive en fantastisk situation, som de havde delt med hinanden, og han kunne ikke fortryde det. At Silia derimod havde gjort det samme, havde jo heller ikke ligefrem gjort situationen meget bedre for hans vedkommende, og gud hvor var det en frustrerende tanke! Han rystede kort på hovedet, hvor han bed tænderne sammen igen. Han lod hænderne langsomt falde. Han forsøgte at finde roen til at trække vejret, selvom hele situationen synes at være kvælende for ham. "Jeg kan ikke gøre det her alene... Så det hjælper ikke just, at du råber af mig!" endte han med en mere fast tone. Hårdt og frustrerende var tanken nemlig, men hvad kunne han da gøre? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst!

[Denjarna Dark Dynithril]

Øjnene kneb Denjarna sammen. Håbløs var han.. Direkte håbløs! Hvis han ville drukne i sin egen selvmedlidenhed, så fint! Trættende var det at stå overfor en lille knægt, når hun tidligere havde set, hvilken mand han kunne være. Desuden, så vidste hun ikke engang, hvad det var de havde sammen, så i princippet kunne hun vel være fuldkommen ligeglad med ham? Lade ham sejle i sin egen sø? Sådan som han opførte sig ville der vel heller ikke gå lang tid, før han kom kravlende hjem til Silia? Rædselsfuld fandt hun tanken, hvor det generelt irriterede hende, at han troede, at han var den eneste i verdenen der havde mødt modgang. Især når han stod overfor hende. Hun havde oplevet det der var værre! ”Tag dig sammen!” råbte hun af ham. På ingen tid hævede hun hånden, og som det skete tøvede hun ikke med at slynge den over hans ansigt i en syngende lussing. Komplet ligeglad med, om han fik et mærke af det eller blev det mere sårbar. Han måtte være en mand, fremfor en lille dreng der ikke gjorde andet end at flæbe! ”Opfør dig som en mand!” afsluttede hun skarpt, inden hun vendte om på hælen. Fandeme nej, at hun gad stå model til hans surmuleri! Det værste var vel, at hun på et tidspunkt havde set charme i ham. Lige nu ejede han dog ikke den mindste form for charme. Irriteret måtte hun begynde at gå. Hvad han ville vidste hun ikke.. Ville han sætte sig ned og flæbe? Rende tilbage i skørterne på Silia og bede om forladelse? Underkaste sig Corina? Eller kunne han virkelig finde ud af og lytte og rent faktisk tage sig sammen? Jorden var trods alt ikke gået under!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Var det underligt, at Gabriel havde det svært lige nu? Han stod overfor kvinden, som i forvejen havde været medskyldig til, at hans ægteskab var gået til hundene, også selvom han havde nydt det.. men alligevel! Han nåede kun lige at vende blikket mod hende igen, inden slaget faldt direkte mod hans kind.
Næsten overrasket over reaktionen, måtte han dog være, som han let blinkede med øjnene. Hånden hævede han til sit kind, som straks antog en langt mere rød farve. Hun.. slog ham? Ikke fordi at smerten blev opfattet på den måde, som det typisk gjorde, for det gjorde det ikke. Dette var dog bare ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han lukkede øjnene let. Okay, det der var på ingen måder i orden! "Du slog mig.." Blikket gled mod hende, som hun vendte om på hælen og gik. Som om at han ville lade hende gå nu! Det ville han slet ikke give hende lov til!
Med faste skridt, søgte han direkte efter hende. Ikke at han gav hende lov til at slå ham, og derefter at søge væk fra ham! "Du kan ikke bare gå!" endte han denne gang langt mere bestemt, end hvad han havde gjort tidligere. Næven lukkede han omkring hendes arm. Hårdt var det nok for ham, så hun skulle da heller ikke have lov til at gøre det værre for ham, end hvad det måtte være i forvejen! Hans mine var hård.. men alligevel med et fortvivlet glimt. Han kunne ikke uden hjælp. Han havde brug for hende til at komme igennem det her, nu hvor han heller ikke længere havde Silia.

[Denjarna Dark Dynithril]

Slaget fortrød Denjarna på ingen måde, som det på alle måder var velfortjent! Han havde brug for at blive rusket i, og forhåbentligt ville slaget ruske hans forstand på plads! Selv gad hun nemlig ikke høre på hans flæben længere.. Ikke når han alligevel ikke agtede at lytte til, hvad hun havde at sige! Derfor vendte hun også blot om på hælen og begyndte at gå.. Han kunne rende hende! Ganske vidst havde hun haft sin del i hans situation, men stadig gad hun ikke at være med en der opførte sig som en femårig! Let sveg det i hendes håndflade efter slaget. At han kommenterede, at hun havde slået ham, rullede hun blot med øjnene af. Nej virkelig? Det var først, da han valgte at gribe hende i armen, at hun måtte reagere på ham igen. Øjnene kneb hun en anelse sammen, som taget tvang hende til at stoppe og vende sig imod ham. Hårdt fik det hende dog kun til at skubbe ham direkte i brystkassen med den frie hånd. ”Slip mig!” råbte hun ad ham. Hun kunne ikke bare gå? Hun kunne i hvert fald bare gå! Hun havde forsøgt at snakke fornuft til ham, og han havde hentydet, at han ikke var interesseret i at lytte, og derfor var hun på ingen måde interesseret i at blive. Armen han havde fat i forsøgte hun at rive til sig. Hvis han ville, kunne han dog med lethed holde hende fast, da han var det større og stærkere end hende. Det havde nemlig aldrig været den store fysiske side, som hun havde besiddet. Det havde altid været hendes hoved, der havde været bedst. ”Jeg kan gå, hvis jeg vil!” bed hun af ham. Hvorfor skulle hun også blive? Han havde tidligere sagt, at hun skulle gå, og dernæst sagt, at hun kunne gå, hvis det var det hun ville.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At blive slået sådan, havde slået Gabriel en smule ud af kurs. Ikke fordi, at det var noget, der havde gjort ondt eller noget lignende, for det havde det ikke.. Af en eller anden sjov grund. Livet som Dødsengel, var uden tvivl noget, som han skulle vænne sig til. Han vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse. At gå, var slet ikke noget, som ville komme på tale, og særligt når det foregik på denne her måde. Han kneb øjnene let sammen, inden han skyndte sig efter, kun for at tage et temmelig voldsomt tag i hende. "Jeg har ikke sagt, at du må gå," kom det fast fra ham, som han jo slet ikke ønskede, at hun skulle gå. Hun var jo for pokker det eneste, som han havde lige nu, for det andet, kunne han ikke søge til. Sagen var vel, at det var svært for ham alene? Han havde aldrig klaret sig alene, og nu hvor det hele synes at være nyt, havde han for alvor brug for hende, og det var han bestemt heller ikke ligefrem bange for, når det endelig skulle være i den anden ende.
Grebet strammede Gabriel i takt med at Denjarna forsøgte at få ham til at slippe. Ikke at han havde tænkt sig at gøre det. Næsten bange for, at det ville blive det sidste, som han ville se til hende. Ikke ønskede han at det var således, at de skulle skilles, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. "Jeg har brug for dig, Denjarna.. Tro ikke, at jeg bare lader dig gå nu!" tilføjede han fast. Ord, som han normalt aldrig nogensinde ville have brugt, og særligt ikke på denne her måde. Og særligt ikke overfor hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Han havde ikke sagt, at hun måtte gå? Hvem troede han, at han var?! Hidsig gjorde det Denjarna! Han var ikke hendes mand! De var vel ikke engang venner? Hvad de i det hele taget var, og hvad hun følte omkring det, havde hun jo prøvet at finde ud af på denne tur! ”Og du bestemmer ikke over mig!” hvæsede hun, alt imens hun igen forsøgte at rive armen til sig. Hårdere i hende syntes taget dog blot at blive.. Hvornår havde han nogensinde taget så hårdt fat i hende? Faktisk var hun end ikke vant til at blive taget fat i. Det havde kun hændt, når hun havde været som gidsel. Tænderne bed hun sammen. Ondt begyndte det at gøre på hende, som han tog hårdere fat, men ens betydning var det ikke med, at hun ville give sig! Hun var ikke som hans lille procianske ekskone der blot kunne smile og nikke! Hånden slog hun imod mod hans bryst. ”Brug for til hvad? Til at tørre dine øjne?” bed hun af ham. Umiddelbart virkede det nemlig bare som om, at han havde brug for en, som han kunne klage til, og den person gad hun ikke være! Hun gad ikke stryge ham over håret og medgive, at verdenen var et mørkt og koldt sted! Han blev nødt til at slå koldt vand i blodet og lytte til, hvad hun egentligt havde sagt. Hverken frem eller tilbage kunne han nemlig komme, hvis han blot fastholdt, at det hele alligevel bare var et helvede. Havde det virkelig blot været en engangsforestilling, at han havde været den attraktive mand på kroen? Var dette hans almene jeg? Hvis det var, forstod hun godt, at hans forhold havde været dødt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var meget muligt, at Gabriel ikke havde nogen rettigheder, til at bestemme over Denjarna, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han skulle prøve. Han ville gerne prøve.. i den forstand, at han ville have, at hun blev, og ikke søgte væk, for alt det andet, kunne han jo i princippet være fuldkommen ligeglad med, og det var han også!
Let rystede han på hovedet, som hun igen forsøgte at rive armen til sig, selvom det kun resulterede i, at han strammede grebet en hel del mere, for han ville ikke have, at hun skulle søge nogen steder hen! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. At hun slog ham på brystet, sagde han intet til. Smerten blev opfattet på en helt anden måde, end hvad han gjorde normalt, og det kunne han da uden tvivl godt mærke i øjeblikket. Det var virkelig underligt, at det forholdt sig på denne her måde. Han rystede kort på hovedet endnu en gang. Han endte med at støde den frie hånd mod hendes skulder, inden han trykkede hende op af den nærmeste mur, bare for at holde hende der. "Der er ingen der siger, at du skal tørre mine øjne. Jeg er mand nok til selv at håndtere det!" begyndte han. Det var ikke nu, at hun skulle til at blive spydig og alt mulig andet, for det gad han da godt nok ikke! Han stirrede fast på hende. "Vil du hjælpe mig.. eller vil du ikke?" spurgte han denne gang direkte. Han gad ikke at de skulle bide af hinanden længere. Han var træt af det.

[Denjarna Dark Dynithril]

I en spids havde Denjarna og Gabriel helt sikkert kørt op! Skændtes havde de også gjort sidst, men stadig var denne her gang anderledes. Denne her gang var de nemlig også fysisk hårde imod hinanden. Dog syntes det som om, at hendes egne slag og riv prellede af, hvor hans hånd derimod holdt hende fast. Som han pludselig tog hende i skulderen og klyngede hende op ad en af ruinmurerne, måtte hendes hjerte slå et slag over og hendes øjne spile op. Var det forkert, at hans robusthed et sted tændte hende..? Vant var hun trods alt ikke til denne behandling, og ej var det fordi, at han gik så vidt som til at slå hende. ”Så bevis det! Bevis, at du er en mand!” svarede hun skarpt igen, som han fastholdt, at hun ej skulle tørre hans øjne. Ej heller ønskede hun at gøre det! Blikket holdt hun på ham. Ej heller var det fordi, at hun kunne se så mange steder hen, som han trods alt klyngede hende op af en væg. Lettere følelsesløs kunne hun derudover også mærke, at hun var ved at blive i den arm, som han holdt fast i. Om hun ville hjælpe ham? ”..Hvis du lader dig hjælpe,” endte hun stilfærdigt med at sige. Hvis han lyttede til, hvad hun havde at sige, og ej nedgjorde, hvad hun havde oplevet, og ej skumlede over, hvad der selv havde hændt ham.. så ville hun kunne hjælpe ham. Han var nemlig nødt til at ønske at blive hjulpet, og måske ønskede han det også nu, som han nu selv efterspurgte det? Det sølvgrå blik tog hun ej fra ham. Selv kunne hun endnu fornemme, hvordan det hele fik hendes hjerte til at slå det stærkere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tillod bestemt ikke, at Denjarna tiltalte ham på den måde, og ej heller, at hun begyndte at slå på ham, da han slet ikke fandt det rimeligt på nogen måde! Hans mine forblev denne gang fast, hvor han ligeledes, også måtte holde hende fast, efter at have hamret hende op af væggen ved siden af sig. Her valgte han at holde hende fast mellem muren og ham selv, hvor han placerede sine hænder på hver sin side af hende. Bevise for hende, at han kunne tage det som en mand? Han havde for pokker lige mistet alt af værdi i hans liv! Han ville gerne se hende, klare det mindst lige så godt! For det var for pokker da heller ikke nemt det her! "Jeg vil gerne se dig, miste absolut alt det, som du har brugt år på at genopbygge, og så bare trække på skuldrene og smile af det bagefter," bed han nærmest af hende.
Gabriel prustede svagt. Han havde brug for hjælp, og hvem andre end Jarna havde han nu? Han vidste ikke, om han i det hele taget, kunne bede hende om den slags, men det var vel egentlig bare om at prøve et sted? Han vendte blikket mod hende. Han bad om hendes hjælp, fordi at han havde brug for den. Denne gang, kunne han ikke undvære den, og det var lidt det, som måtte være det mest skræmmende af det hele, og det var uden tvivl også til at mærke nu. Han lukkede øjnene kort atter en gang. Den ene hånd gled langs væggen bag hende. "Jeg har brug for din hjælp.." tilføjede han endeligt. Dette var ikke noget, som han kunne gøre alene.

[Denjarna Dark Dynithril]

Arrig blev Denjarna, som Gabriel talte som om, at hun ikke til det at miste! Han havde endda hørt hele hendes livshistorie! Han vidste, at hun havde mistet, og havde kæmpet sig frem igen! Som hun ikke længere kunne slå på ham, overvejede hun helt, om hun skulle nikke ham en skalle for hans tåbelighed! Dog afholdt sig selv fra dette, da det i den sidste ende bare ville komme til at gøre ondt på hende selv, og det var hun alligevel ikke interesseret i. På nogen måde! ”Hold dog kæft!” bed hun af ham. ”Du taler som om, at du er den eneste der har mødt modgang, og så siger du det overfor mig! Du kender mig historie! Er du virkelig så tykpandet, at du kun kan se dig selv?” Irriteret blev hun nok engang på ham, hvor det hele konstant syntes at gå fra tiltrækning og til voldsom irritation. Hvis hun nogensinde skulle yde ham nogen former for hjælp, blev han også nødt til at respektere hende og ikke se sig selv som den ulykkeligste mand i verdenen. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Så lad være med at opføre dig som en femårig, men lyt i stedet til, hvad jeg har at sige. Jeg har ligeså prøvet at miste min race, min status og min mand,” sagde hun sigende. Kunne han virkelig ikke se, at hun rent faktisk kendte til hans situation? Nej, selvfølgelig kunne han ikke det.. Han troede, at han var et særtilfælde og derfor den eneste, der nogensinde havde prøvet denne her form for modgang. ”Og hvis jeg skal hjælpe, nytter det ikke, at du klynger mig op ad en væg,” tilføjede hun stilfærdigt. Hvis sådan noget skulle foregå, skulle det gerne være under andre omstændigheder. Omstændigheder ligesom sidst de havde set hinanden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At de atter en gang, skulle stå der, samt råbe og skrige af hinanden, var bestemt ikke noget nyt. Med andre ord, så var det hele tilbage ved det gamle igen, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at se bort fra. Kort måtte han himle med øjnene. Hvor var hun dog direkte irriterende, at høre på! Det var jo helt grotesk, at det var således, at det rent faktisk skulle forholde sig, men hvad kunne han da gøre ved det? Ikke rigtigt noget faktisk! "Jeg kender til din historie, men det her er ikke bare min hustru og min status, samt min race, Denjarna!" bed han af hende. Hans hænder begyndte at ryste.. Den smerte, som brutalt måtte melde sin ankomst i hans bryst, gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham, som det var grotesk at føle det på denne her måde. "Og nu hvor Corina er klar over min tilstand, ved jeg, at hun vil holde øje med hvert et skridt, som jeg kommer til at tage," tilføjede han kortfattet. Var det underligt, at han fandt den tanke direkte frustrerende?
Langsomt måtte Gabriel træde et skridt bagud, så hun endnu en gang blev givet fri. Dette var en kæmpe omvæltning i hans liv, som han ikke helt vidste, hvordan han skulle komme igennem, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var meget bedre for ham, at det var sådan her. Det var vel.. svært, at bede sin ekskæreste om hjælp? "... Undskyld," endte han dog med at sige. Svære ord for ham, at sige overfor hende særligt.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Fortæl mig, hvad der gør, at din historie er så forbandet speciel, Gabriel?!” bed Denjarna tilbage af ham i en noget højlydt og skarp tone. Speciel var hans situation på ingen måde! Det eneste man kunne overraskes af var det faktum, at han gik fra engel til dødsengel. Derudover var der intet specielt ved hans situation! Hård var hans situation uden tvivl, men ej skulle han tale som om, at han var Palle alene i verdenen! Desuden.. hvis ikke det var tabet af hans hustru, status og race, der var problemet, hvad var så?! Svært gjorde han det på alle måder for hende! ”Ja, Corina holder øje med dig, men hvis du lyttede til, hvad jeg havde at sige, ville du også have hørt, at jeg havde nogle hjælpemidler til det,” sagde hun skarpt. Hun havde nemlig givet ham forslag til, hvad han kunne gøre. End videre troede hun også på, at det var det rigtige at gøre. Hvis han desuden ønskede hendes hjælp, behøvede han også at lytte til de råd, som hun nu engang valgte at give ham. Han skulle ikke bare ignorere eller nedgøre dem! Som han langt om længe greb hende, måtte hun først og fremmest tage i den arm, som han havde klemt om. Helt hvid var den, efter at han fuldkommen havde stoppet blodtilførslen til den. Ømmende valgte hun at massere sin hånd, inden hun skævede i hans retning, som han undskyldte. Mente han nu også det? ”Undskyldning modtaget,” sagde hun kort for hovedet.. og hvad nu? Agtede han at lytte til hende? Ville han græde og surmule videre? Eller skulle de råbe af hinanden igen? Op til ham var det i det store og hele.