Past Tears

[Silia D. Diamaqima]

Jason Elvana Nimanhra

Slottet var stille. Ikke bare stille som der normalt var i de sene nattetimer, der var ikke en lyd og sådan havde det været den sidste uge. Mørket var tykt uden for, hvilket indbød de fleste procianere til søvn, men ikke Silia. Det var som om hendes mørke indre, først begyndte at vågne nu, som om dagstimerne var nogen hun måtte kæmpe sig igennem med en falsk maske der ikke afslørede hvor ødelagt hun reelt følte sig. Procianerne vidste endnu intet, for det havde hun sørget for, velvidende om hvilket kaos det ville fører med sig. På en eller anden måde følte hun sig ladt i stikken med lorten mens Gabriel var stukket af.
Efter en hel uge hvor hun havde druknet sig i arbejde, uden at sove, havde det endelig været nødvendigt at give efter, men da hun havde ligget i sengen med den sidste duft af det hun havde mistet og minderne tilbage, var det som om at trætheden var forsvundet, så nu havde hun arrangeret sig i pejsestuen for første gang siden bruddet. Pejsen knitrede og skabte et behageligt, varmt lys, mens hun sad under et lille tæppe iført en natkjole om en silkekåbe som hun havde svøbt sig i. Hendes lange hår var løst, for meningen havde været at hun skulle sove. På bordet havde hun opdaget ringen, hvilket havde været en ny kniv i brystet. Hun sad og betragtede den i flammernes varme skær, mens hun kørte den rundt mellem sine fingre. Tårerne løb ikke. Hun var langt forbi punktet hvor hun græd, for der kunne næppe være mere at græde af efterhånden. Til gengæld var hun nået et punkt hvor hun var vred. Ikke bare irriteret som hun ofte blev, men virkelig vred, på den måde at hun følte sig brændende varm og havde en umådelig trang til at smadre ting, råbe af alle, gøre det som hendes far havde lært hende aldrig ville fører hende nogen vegne i den verden. Så det var bare det? Så mange års ægteskab, så meget kærlighed og hengivenhed, og hun blev mødt af en sølle ring på et bord? Frustreret kørte hun hånden over sit ansigt inden hun smed den ad helvede til op af væggen.

[Jason Elvana Nimanhra]

I nattetimerne, hvor de fleste faldt til ro, var også tidspunktet, hvor Jason måtte vågne mere til live. Selvom ringen, som han dengang, var blevet skænket af Lisa, kunne give ham muligheden, for at vandre i dagslys, som havde han været en ganske normal procianer, var det i forvejen sjældent, at han gjorde brug af dette.
Kælderen forlod han derfor, for at komme op i det øvrige slot. Efter de stunder, som han efterhånden havde tilbragt sammen med Isolde, forsøgte han for alt i verden, at undgå at være oppe på de tider, hvor hun kunne finde på at kigge forbi. Han burde slet ikke gøre sig de tanker, som han gjorde sig, hvilket i forvejen, var en temmelig frustrerende fornemmelse for ham. Selv meget pænt klædt, søgte han igennem de mange gange. Han plejede at tage sig lidt af arbejdet, når resten måtte ligge i deres sødeste søvn, så der altid blev lavet lidt, og det havde vel også sine fordele fra tid til anden, havde det ikke?
Jason stoppede dog op ved Pejsestuen. Lyset som han kunne skimte derinde, indikerede en levende pejs, og med denne, så var der vel også nogen oppe? Hvem ville tænde den, i denne forbandet varme tid? Han stillede sig i døren, hvor det var den smukke Silia, som han fik øje på. Burde hun ikke ligge i sin seng, sideliggende med Gabriel? Selvom det var lang tid siden, han nu havde set den unge mand.. Hvad lavede han egentlig? "Silia," hilste han roligt, inden han søgte ind. Her lukkede han dørene efter dem. Ikke så meget som en mine var at spotte i hans ansigt, men en ting vidste han: At der var noget galt.

[Silia D. Diamaqima]

Igennem mange dage havde Silia skjult sig for alt og alle på sit lille kontor, hun havde slet ikke haft overskud til at skulle tale sandheden overfor nogen. Om ikke lang tid ville hun være tvunget til at lave en offentlig tale, og meddele hvordan tingene nu stod til, og hun var nødt til at overveje tanken om at finde en ny og passende ægtemand, men det virkede om muligt endnu mindre overskueligt. Flere gange havde hun været fristet til at binde sin egen sjæl for ikke at føle sådan her, som om hun var gået i stykker, men hendes far havde lært hende om konsekvenser og Silia vidste at det ikke ville hjælpe hende.
Jasons stemme fik hende hurtigt til at se i hans retning. Hun var træt, man kunne se de mørke rander under hendes øjne som var blodsprængte efter alle de tårer hun havde grædt. "Jason," hilste hun lidt tomt. Alt den positive energi, og den varme gnist hun altid bar med sig, var forsvundet. For første gang i årevis kunne hun mærke mørket rokke på sig i det indre, og den hungrede efter at blive sat fri i disse tider, det var svært at afstå fra. Benene trak hun lidt mere op under sig, så der blev plads i hendes fodende. Hun trak sit tæppe godt op omkring sig, ikke fordi hun frøs men bare for at berolige sig lidt, ikke at det havde den største effekt. "Jeg beklager at jeg ikke har set meget til dig de sidste dage. De har været travle," sagde hun ærligt. Sandheden var at selvom hun havde druknet i arbejde, så var det begrænset hvad hun reelt havde fået lavet for hendes tanker var på helt andre steder, lige nu mest på at gøre Gabriel ondt på enhver tænkelig måde.

[Jason Elvana Nimanhra]

Ikke havde Jason set skyggen til hverken Silia eller Gabriel i det, som efterhånden måtte løbe op i flere dage, og det var vel ikke underligt, at det vakte en lille bekymring i hans stille sind, selvom det ikke var noget, som han typisk gav udtryk for.
I disse tider, var det tydeligt, at der var noget galt, og særligt fordi, at der ikke rigtigt blev lavet noget arbejde, så selvom Silia måske sad begravet i det, var det yderst lidt, der kom ud af det. "Alle kan vi have travlt," sagde han med en rolig stemme, inden han tog imod invitationen til at tage pladsen ved hendes side. Langsomt drejede han blikket mod hende. Silia og Gabriel, skyldte han alt. Den chance og den mulighed, som de havde givet ham for et liv, og hvor han kunne værne om sit, var han uden tvivl taknemmelig for.
Hænderne lagde han mod sine lår, og lod hovedet søge på sned. De sorte render under øjnene, og de blodsprængte øjne indikerede manglende søvn og alt for mange tårer. Havde hun troet, at han var dum? Meget kunne hun gøre, for at slå det hen, men det ville bestemt heller ikke have nogen effekt på sigt. Han kendte dem begge temmelig godt efterhånden. "Alt forladt," sagde han blot. Arbejdet kunne vente. Han var derimod mere bange for, hvordan hun ville tage det nu. "Hvornår havde du tænkt dig, at fortælle mig, at Gabriel er væk?" lød det denne gang roligt fra ham. Ikke hidsede han sig op, da han ikke havde nogen grund til det.. Men han kendte dem. Han vidste, at der var noget galt.

[Silia D. Diamaqima]

Kort skævede hun i hans retning. Jason havde altid været en god ven, han kunne lyse enhver dag op med sine åndssvage kommentarer, men sandheden var at hun var vred på ham, og derfor havde undgået ham. Han havde ladet Gabriel gå med Denjarna, det var ham der i udgangspunktet havde fået den åndssvage idé! Der var mange ting hun var manden taknemmelig for, men lige nu var hun vred og såret og hun følte sig ladt i stikken og fravalgt af den mand hun havde troet var den eneste rigtige for hende.
Hendes hænder hvilede på hendes knæ, pludselig var de meget interessante at betragte bare for ikke at få et mindre udbrud. Hun lod ham sætte sig, mens hans ord slog som en lussing. "Det burde næppe undre dig," svarede hun med en kulde der ikke lignede hende. Altid havde hun været varm og blid, ikke nødvendigvis altid god, men i hvert fald varm og retfærdig. "At han er væk er ikke det vigtige lige nu, jeg er nødt til at tænke på fremtiden," sagde hun lidt i håb om at de ikke behøvede at tale mere om hvad der var sket, både fordi hun formentlig ville hakke hovedet af ham og så fordi at det gjorde for ondt. Det var spørgsmålene om fremtiden de var nødt til at fokuserer på.
Silia satte sig lidt mere op og pillede nervøst ved sit tæppe inden hun sukkede. "Fint. Min egen dumhed har ledt til at Gabriels følelser for Denjarna igen blussede, så ja han er væk og han kommer ikke tilbage, og kan vi så snakke om noget andet?" spurgte hun ophidset.

[Jason Elvana Nimanhra]

Ikke kunne Silia komme her og forvente, at Jason ikke ønskede at tale om tingene, da det reelt set, var vigtigt for ham, at hun havde det godt. Som han kunne lysne op i rigtig mange ting, kunne han da også godt mærke, når hans tilstedeværelse, næsten var uønsket. Dog tog han sig ikke af det. Det var der virkelig ikke nogen grund til i hans øjne. "Det gør det heller ikke. Hvad der derimod bekymrer mig, er at du gravlægger dig i arbejde, og der stadig ikke bliver lavet noget som helst," kommenterede han med en ganske kortfattet mine.
At Gabriel var væk, kom ikke bag på ham, men det var mere måden, som Silia fejede det af banen, som han ikke rigtigt brød sig om. Han blev siddende, selv da hun begyndte at hidse sig op, da han ikke rigtigt kunne, eller ville sige noget til det. Svagt måtte han alligevel knibe øjnene sammen, selvom han ikke rigtigt gjorde noget yderligere end det, for det ville han ikke. "Og du vil ikke mene, at det er relevant, at vide, hvor landets konge befinder sig?" spurgte han fortsat med en rolig stemme. Mest af alt, ville han have kommenteret på et manglende samleje, så hidsig som hun var, men han måtte nu alligevel konkludere, at det var et meget upassende tidspunkt.
At Denjarna havde været blandet ind i dette, kom et sted bag på ham. Han vendte blikket mod hende. "Hvad har den manjanske dronning med dette at gøre?" spurgte han direkte.. Og hvordan kunne det være Silias fejl? Der var huller her, som han ikke rigtigt kunne finde ud af.

[Silia D. Diamaqima]

Det sidste hun havde brug for lige nu, var at høre Jason prædike for hende. Han skulle ikke komme her og lade som om han ikke anede hvad der foregik, han havde selv ladet Gabriel gå med hende! Tårerne pressede sig på igen, men hun tog en dyb indånding og tvang dem tilbage, hun var træt af at græde, før eller siden måtte hun videre med sit liv. "Jeg prøver, Jason. Jeg prøver ihærdigt at samle mig om at lave det, men mine tanker driver andre steder hen, og er det mærkeligt? Jeg husker hvor ødelagt du var over tabet af Lisa," påpegede hun hårdt. Lisa var afgået ved døden, Gabriel havde valgt hende fra for mere spændende eventyrer, og han havde ladt hende i stikken med et helt land der i øvrigt hadede hende. Hun skubbede tæppet væk og svang benene ud over kanten. Lige nu var hun så ophidset at det var svært for ikke at sige umuligt ikke at lade det gå ud over ham. "Han tog væk, jeg ved ikke hvorhen og jeg har ikke lyst til at finde ud ad det. Gabriel er ikke længere Konge af Procias," sagde hun stakåndet.
Det var første gang hun havde sagt det højt, og det skræmte hende. Hun blegnede i kinderne. "Hold op med at spille uvidende Jason. Du ved ligeså vel som jeg at han elskede hende og jeres lille aften ude, var tilsyneladende nok til at minde ham om det," hun rejste sig og mærkede hvordan pulsen i hendes hals pulserede med ophidsede hjerteslag. Efter sorg kom vrede, og det var præcis hvor hun stod lige nu.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var ikke ude på at prædike for hende, da han jo godt kunne mærke, at der var noget galt. At Silia derimod ville give ham skylden for, at Gabriel havde forladt hende, vidste han ikke, for det var jo heller ikke noget, som hun havde fortalt ham noget om. "Da jeg mistede Lisa, fortalte jeg det, Silia.. Jeg kan kun fornemme at noget er galt, når du ikke fortæller mig om det," fortalte han direkte. Han havde desuden mistet Lisa il døden.. Han ville aldrig nogensinde kunne få hende igen, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne det.
Jason vendte blikket mod hende, da hun denne gang rejste sig op. Han blev dog roligt siddende, og uden at fortrække så meget som en mine i ansigtet. Han så ikke nogen grund til at skulle gøre det i hvert fald. At høre hende tage ordene i brug, om at Gabriel ikke længere var konge af Procias, var noget som slog frygtelig hårdt på ham!
Jason sænkede hovedet igen. Var de gået fra hinanden? "Jeg formoder ikke, at det er gjort officielt endnu?" spurgte han med en rolig stemme, inden han denne gang rejste sig op. Hænderne lagde han mod hendes varme skuldre. Han trykkede omkring dem. "Nok kender jeg Gabriel godt, men at han stadig skulle føle for hende, det kunne jeg ikke vide," fastholdt han med en mere bestemt mine. Var hun vred på ham over det? "Og derfor er du vred på mig?" spurgte han med en kortfattet og intetsigende mine. Ikke tog han det særlig tungt. Det var der ingen grund til.

[Silia D. Diamaqima]

Til nu havde Silia valgt ikke at fortælle nogen noget, mest fordi hun ikke selv havde været klar til at skulle sige ordene højt. Til dels var de blevet enige om det, og alligevel følte Silia lidt at han var gået fra hende, nu lå verden åben for hans fødder og hun sad bundet til en opgave der var alt for stor. "Tror du ikke jeg ville dele det med dig når jeg følte mig klar? Det er end ikke rigtigt gået op for mig hvad der er sket, før nu," sagde hun ærligt. Normalt hævede hun ikke stemmen, men talte roligt og rationelt, hun kunne ikke lige nu. Hun lagde armene på kors over brystet og gik lidt rastløst rundt foran pejsen. Den inde uro havde hun haft konstant uanset hvor træt hun så end var blevet.
"Ikke endnu, men det må komme, og når det sker så får du og jeg det næppe nemt," hun sukkede og lod armene falde slapt ned langs hendes side. Procianerne ville nok hade det, derfor måtte hun ret hurtigt finde en anden løsning.
De kølige hænder på hendes skulde, fik hende til at se op med et tomt blik der var en del af den maske hun ihærdigt forsøgte at opretholde. "Men du mente alligevel at det var rimeligt at han nød en nat med Denjarna bag min ryg? Er det virkelig den sølle respekt du har for mig?" spurgte hun hårdt. Her havde hun påtaget sig den tunge krone for at lette ham så han kunne have det bedre, og det var den tak hun fandt? "Ja jeg er vred på dig! Jeg er vred på dig og på ham og på mig selv og på enhver anden lige nu!" sagde hun frustretet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ønskede naturligvis at gøre, hvad han kunne, for at hjælpe Silia igennem alt dette, og særligt fordi, at det også var vigtigt for ham, at hun havde det godt. Det var i bund og grund, det eneste, som havde betydning for ham. "Jeg kan godt forstå, at det er svært," begyndte han. Selv han, havde vinket farvel til mange i tidernes løb. Hans egen familie, havde jo også engang været stor. En far, som havde gravlagt en række af sine egne børn. I selv hans øjne, var det forkert rækkefølge.
Som hun gik frem og tilbage på gulvet foran ham, var det noget, som efterlod Jason med en følelse af stress. Hvis Gabriel virkelig havde forladt Procias, så havde de et kæmpe problem, hvilket han vidste. De mørke væsner, var i forvejen meget uvelkomne her på egnen, og uden Gabriel, ville det kun gå hen og blive værre. Havde manden overhovedet tænkt på det? "Vi skal nok komme igennem det hele, Silia," forsikrede han hende med en rolig stemme. Han ønskede selvfølgelig ikke, at noget skulle ske med hende, og særligt nu, hvor Gabriel ikke længere var til stede.
Silia kunne være lige så vred på ham, som det hun ville, men Gabriel var en mand, som selv bestemte hvad han ville. Det var ikke valg, som Jason kunne tage på hans vegne, selvom han ville elske, hvis han kunne. "Hvis det vil hjælpe dig, at råbe af mig, så gør det, min kære Silia," sagde han endeligt, inden han endnu en gang slap hende. At hun var sur og irriteret på ham, var efterhånden en hverdag. Det var jo ikke ligefrem noget nyt.

[Silia D. Diamaqima]

Jason havde altid hjulpet hende, faktisk havde hun altid haft mange omkring sig til at hjælpe, men nu var hendes mor væk, Kimeya og Faith var i Dvasias og kunne ikke gøre meget, hendes far havde svigtet, Gabriel havde forladt hende og Elanya var død, var det noget vidunder at hun følte sig lidt alene? "Det er svært Jeg føler mig ødelagt, men jeg er også nødt til at komme videre herfra på en eller anden måde. Jeg var nødt til at lade ham gå," hun så ind i de knitrende flammer og bed sig i den bløde underlæbe. Den næste der kaldte hende egoistisk ville få hovedet hugget af, hun havde gjort den største ofring af alle.
Hun nikkede og slog armene om sin egen krop. "Det er ikke fordi vi har noget andet valg. Jeg har forberedt offentliggørelsen. Og jeg har overvejet mulighederne for et nyt ægteskab, for jeg kan ikke varetage opgaven alene," sagde hun ærligt.
Tanken var dræbende. Allerede at skulle sove ved siden af en anden mand, men Gabriel var vel klar over at han ikke gav hende noget andet valg? Lidt træt så hun på ham. "Det nytter ikke noget at råbe og skrige. Jeg er såret, og det en naturlig reaktion, det går over," afviste hun og strøg sine overarme med kærlige strøg fra sine tomler. "Jeg ville bare ønske jeg ikke behøvede at føle sådan," hurtigt tørrede hun sine øjne så ikke flere tårer ville løbe. Hun var desperat efter bedøvelse men de midler hun kendte var med større konsekvenser.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde altid været der, og ikke havde han tænkt sig, at vende ryggen til hende, eller hvad der nu skulle gøres, og det stod han også fast på i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske alvorlig mine. Dette var jo faktisk en meget alvorlig situation! "Fornuft og hjerte, er i dette tilfælde, to helt forskellige ting," pointerede han med en ganske rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse.
Selv Jason kunne jo se, at hun virkelig var ked af det, hvilket ikke ligefrem var noget, som gjorde det meget bedre for hans del. Det gjorde ham trist, og særligt fordi at han nu vidste, at det var et helvede de ville gå i møde, og særligt fordi at de var mørke, og procianerne nok nu, ville se en mulighed for at få dem ud, nu hvor Gabriel ikke længere var der.. Forbandet være det hele! "Du har allerede gjort dig rigeligt med overvejelser, kan jeg fornemme. Jeg vil nu anbefale dig, at få en nat med søvn i stedet for. Du ligner virkelig en, der kunne bruge det." Gabriel måtte han tage sig af senere. Han skulle nok finde den mand, og give ham en skideballe for det her!
Offentlig skulle det jo desværre ud, også selvom de nu vidste, at det ville være med en massiv konsekvens til følge. Følelser var han så heldig, at han kunne lukke for, på sigt, og det var det, som han havde gjort efter Lisa. Det var jo først nu, at han kunne være sammen og omkring kvinder igen. "Det er ingen skam, at føle.. Kom.. lad mig hjælpe dig i seng," opfordrede han med en rolig stemme. Han tog det ikke så tungt i det ydre. Det indre, var en helt anden sag.

[Silia D. Diamaqima]

Fornuft og kærlighed var to forskellige ting, desværre for Silia havde hendes fornuft nok vægtet højest i hvert fald indtil den aften hvor hun havde ladet Gabriel gå. Det havde hun gjort af kærlighed. Hun kunne ikke være den som holdt ham tilbage af egoistiske årsager, og hun ville ikke ligge ved hans side, hvis hans tanker drev mod en anden kvinde. "Men somme tider møder de hinanden. Jeg lod ham gå af fornuft men ligeså meget fordi jeg elskede ham," indrømmede hun. Jason ville altid være der, det betvivlede hun ikke, men somme tider gjorde han kun sagen værre end den var.
"Det er overvejelser jeg er nødt til at gøre mig, for at stå stærkest her. Det er en del af hverdagen at skulle tage hårde beslutninger," hun trak på skuldrene og lod som om det ikke rørte hende, men tanken om at skulle gifte sig med en mand af pligt som hun havde gjort med Gabriel, vækkede uro. Den sidste mand havde hun jo forelsket sig i og nu var han væk. Sengen kunne hun ikke ligge i, den duftede af Gabriel, mindede hende om det hun havde mistet og den var for stor til bare én mand alligevel. Da han ville følge hende i seng blev hun pludselig en kende desperat, hun ville nærmest opholde sig alle andre steder end der. Hvad der gik galt for hende i det sekund, kunne hun nok end ikke selv svare på, men hun strakte sig spontant frem og fangede hans læber med sine egne for at kysse ham lidt bestemt. Et sted var det nok for at gøre Gabriel ondt, selvom han ikke vidste det, og et sted var det nok ligeså meget for at slippe for at tilbringe en nat på sit kammer.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ville gerne hjælpe Silia igennem det, og særligt nu, hvor ingen af dem, havde Gabriel at læne sig op af. Man kunne vel sige, at den mand, havde holdt hånden lidt over dem alle sammen. Nu måtte de i forvejen forsøge at finde ud af det, uden at have en mand i ryggen. Det ville da blive yderst besværligt. "Du virker ikke til at være kommet over tabet, kære," kommenterede han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Han kunne ikke rigtigt finde ud af, hverken til eller fra. Det var det sidste, som han havde forventet, at skulle høre.
At hun allerede nu havde gjort sig overvejelser om hvorvidt om hun skulle have en ny mand ved sin side, kunne Jason skam godt forstå. Det var vigtigt, at landet blev holdt sikker, og særligt i forhold til deres situation, så var det da heller ikke underligt, at det var de tanker, som han gjorde sig, og særligt, når det foregik på denne her måde. Skræmmende som det end var. Hans greb strammede sig omkring hendes overarme og skuldre. "Læg det til side for i aftne, og få noget søvn, kæreste," fastholdt han. Her lod han det dog ikke komme til diskussion.
At hun derimod reagerede nærmest panisk, var svært for Jason at forstå, hvor han kun lige nåede, at vende blikket mod hende, i takt med, at hun skænkede hans læber et direkte kys. Han stivnede let i kroppen, inden han strammede grebet mere omkring hendes overarme. Næsten forskrækket over hvad der skete, gengældte han hendes kys. Han kunne jo lide det.. Han havde jo altid været fascineret af hende.

[Silia D. Diamaqima]

Det eneste hans ord fik som svar, var et hårdt, sigende blik. Der var gået en uge, naturligvis var hun ikke over tabet, hun elskede Gabriel af hele sit hjerte, men hun havde ikke været god nok for ham under alle omstændigheder, så det var nok bedst nu. Hans stramme greb omkring hende gav hende en falsk følelse af tryghed, en underlig tanke om at der i det mindste var én som stadig bekymrede sig om hende. Det var dumt, for det var Jason, og ingen kvinde med respekt for sig selv, faldt i med Jason.
Midt i gerningsøjeblikket trak hun forskrækket hovedet til sig og søgte hans blik. Hendes læber sitrede, særligt med den brutale måde hun havde brudt kysset på. Nej hun burde ikke, han var hendes sidste ven, men lige nu var det eneste hun havde brug for, at blive holdt om og at blive bekræftet, desuden kom Gabriel ikke tilbage, så hvorfor ikke? Uden ord lænede hun sig igen frem og fangede hans kølige læber. Det ville være løgn hvis hun påstod at hun ikke havde skænket dette en tanke flere gange, men det var aldrig kommet længere, for Jason var hendes ven.. og Gabriels. De nysgerrige hænder lagde sig på hans hofter og trak ham lidt bestemt ind til sig. Hun var mere krævende end kærlig, det var i frustration og hunger ikke af kærlighed som det ellers havde været med Gabriel når det endelig var sket. I det mindste var det Jaosn, han ville næppe afvise hende, for det var i sandhed nok det sidste hun havde brug for lige nu.