Past Tears

[Jason Elvana Nimanhra]

I Jasons øjne, havde Silia og Gabriel været lige gode om det, men derfor, var det ikke ensbetydende med, at det var en sag, som han havde lyst til at kommentere. Han ønskede jo ikke at se hende være ked af det, og han kunne jo mærke, at det var en sag, som gjorde ondt på hende. Det stod i hendes øjne, som det var at mærke, samt høre på hendes hjerteslag.
Hans kolde næve lukkede sig omkring hendes håndled, hvor han betragtede riften. Han havde skam kontrol over sig selv, også omkring menneskeblod. Det var noget som Gabriel havde hjulpet ham med i sin tid. Hvad han dog kunne smage, var en smag, som han nok ikke just havde regnet med, at smage i hendes blod, og særligt fordi, at han vidste at Gabriel og Silia igennem en lang årrække, havde forsøgt at få børn, men aldrig havde lykkedes i det. At hun måtte informere om, at det var måneder siden, var den frygt, som Jason havde været bange for.
Langsomt måtte han derfor slippe hendes håndled, inden han rettede sig op. Han vendte blikket langsomt mod hendes skikkelse igen. "Du venter dig, Silia... Og ud fra, hvad du må fortælle mig, er det Thranduil der er fader," fortalte han direkte. Nok næppe, hvad hun havde regnet med at høre, men det var desværre den nyhed, som han måtte bringe hende.

[Silia D. Diamaqima]

I årevis havde Silia og Gabriel sammen forsøgt at skabe en arving til tronen, men intet var sket. En enkelt gang var det lykkes, men det havde været over inden for den første måned, for sådan var hendes krop tilsyneladende indrettet. Skeptisk så hun på Jason og frygtede nærmest at høre ham bekræfte hvad hun pludselig blev bange for. Det var kun et par uger siden, så der var mulighed for at afbryde det, men ville hun det, nu hvor muligheden bød sig for at blive mor?
Hendes hjerte slog hårde slag, som han bekræftede hendes frygt. Udmattet gled hun ned på bordet, bleg i kinderne. Thranduil og hende havde ikke udvekslet ord siden den aften, primært fordi de nok begge skammede sig og nu ventede hun hans barn? "I det mindste er der én fordel.. det kan ikke blive værre nu," konstaterede hun lidt stakåndet. Hånden strøg hen over hendes mave uden på kjolen. I så mange år.. måske der var en større mening med alting, når alt kom til alt. "Et barn uden for ægteskab med mørket i sig. Det vil ikke have en chance her til lands," hun sukkede og så ned på sin hånd. Inderst inde følte hun glæde over at det endelig var lykkes trods uheldige omstændigheder. En lille tårer trillede ned over hendes kind. "Det er sket en gang før. Formentlig bliver det slet ikke en bekymring. Kom lad os gå i seng," hun rejste sig og valgte at tage afstand fra det lige nu. Sidst var det ikke gået langt tid før det var tabt, det samme ville nok ske igen.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste, at Silia og Gabriel havde forsøgt at få en arving i mange år, uden at det egentlig havde virket eller lykkedes for dem nogen af gangene. Et sted var det tragisk, og mere i forbindelsen, at det var således, at det skulle gå. Der var jo bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. "Det har du ganske ret i," sagde han endeligt. Det kunne vel ikke rigtigt blive værre, end hvad det var i forvejen.
Hovedet lod Jason søge på sned, som han denne gang lod armene søge over kors. Han sukkede let. Det var jo lige hvad der manglede. Det hele var et kæmpe kaos i forvejen, og særligt nu hvor Gabriel var væk. "Det er hårdt nok for os andre, som også har kæmpet i årevis, for at landets bedste og velbefindende," sagde han roligt.
Jason vendte sig mod sit tøj, og begyndte at klæde sig på. Det var ikke fordi at hyggen var ødelagt som sådan.. men derimod bare præget af et langt større kaos, end hvad godt var i den anden ene. Han nikkede. Han ville ikke blande sig yderligere, end hvad han allerede nu havde gjort. "Lad os komme i seng," endte han. Selvom han mere eller mindre kun lige var stået op, så gjorde det ingen forskel for ham. Han rejste sig op, inden han tog fat om hende.. under knæ og bag på ryggen, hvor han med et kækt smil, bar hende med sig mod de mørke og dystre kældre. Det skulle ikke ødelægges helt.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Trods indre uro så formåede Silia alligevel at sætte en maske op som hun kunne gemme sig bag. Drømmen om at få et barn var efterhånden gamle nyheder, hende og Gabriel havde prøvet og prøvet, og så sete det på baggrund af utroskab? Det virkede nærmest helt urimeligt, både overfor hende men også overfor Gabriel. "Det er det. Jeg er ikke stolt af at bringe et barn til denne verden. Her vil det ikke kunne vokse op i tryghed eller med retfærdighed, det vil blive jagtet og hadet," hun rystede på hovedet. Nej det var ikke en opvækst for et barn. Inderst inde havde hun allerede taget en stor beslutning. Den dag hendes barn ikke længere kunne færdes og hun ikke selv kunne stå inde for de ting der skete her i landet, den dag ville hun fratræde sit ansvar. "Lad os," medgav hun og sukkede.
De pludselige hænder der insisterende trak ham op i hans favn, gav hende lysten til at smile om ikke andet så bare for et lille øjeblik, desværre så forsvandt det hurtigt igen. Hovedet lod hun hvile mod hans skulder, mens hendes hånd faldt til ro på hans bryst. Det lod ikke til at han var færdig med aftenens hygge, hvilket passede hende fint, alt var så stort et kaos, så hun ikke havde lyst til at skulle bekymre sig om noget af det lige nu. Barnet kunne ligeså godt være en spildt bekymring i morgen.

//Out